1517

Martin Luther, tysk munk, reformator og teolog (10. november1483 – 18. februar1546) opsætter sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Luther angreb i sine teser uheldige forhold i kirken.

Tusindvis af flyveblade udbredte hans budskab om kristne tanker, der alene byggede på Bibelen og ikke på Pavestolens udlæggelse af kristendommen.

Luthers reformationslære satte splid i den vesteuropæiske kristendom.

Luthers tanker bredte sig i første omgang primært i Det tysk-romerske Kejserriges nordlige dele.

Talrige tyske Rigsbyer (byer med udstrakt selvstyre), grevskaber, hertugdømmer og gejstlige områder, og endvidere Nederlandene og kongeriget Böhmen, hørte til den sammenslutning, hvorfra 7 kurfyrster valgte den tysk-romerske kejser.

Der var mange fyrster og rigsbyer, som sluttede sig til Luthers lære, ikke mindst for egen vindings skyld og for at bekæmpe den katolske paves magt.

Dette blev en stor udfordring for den bestående retssikkerhed og herskerrangfølge.

1536

Reformatoren Johannes Calvin (fransk teolog 10 juli 1509 - 27. maj 1564) flygter efter religiøse spændinger fremkaldt en voldelig opstand mod protestanter i Frankrig, til Basel, i Schweiz, hvor han i 1536 udgav den første udgave af hans banebrydende arbejde "Institutio Religionis Christianae" (Institutter af den kristne religion). Dette er en særlig puritansk anvisning til overholdelse af den protestantiske lære.

Calvins protestantiske lære finder hurtigt tilhængere i hele det vestlige Europa.

1555

Efter næsten 40 år med voldsomme kontroverser mellem katolikker og protestanter slutter disse den såkaldte "Augsburger Religionsfred", der fastslår, at den der regerer i landet, også kan bestemme trosretningen. I rigsbyerne skal borgerne leve "fredeligt og roligt med hinanden".

Religionsfreden sikrede dog ingen vedvarende harmoni mellem de kristne.

1607

Efter uroligheder i rigsbyen Donauwörth mellem protestanter og katolikker havde tilhængere af Luther forhindret det katolske mindretal i at holde processioner.

På opfordring af kejser Rudolf II rykkede den katolske Hertug Maximilian af Bayern ind med 500 ryttere og 6000 fodfolk. Hertugens mænd overdrog den protestantiske sognekirke til Jesuitterne og forbød de evangeliske gudstjenester.

De protestantiske borgere er oprørte og kræver deres rettigheder slået fast på Regensburger rigsdagen i januar 1608. Da katolikkerne nægtede dette, blev rigsdagen opløst og det så ud til en snarlig krig.

1608

I Anhausen nær Nördlingen (mellem Nürnberg og Ulm) indgår de protestantiske lande Kurpfalz, Pfalz-Neuburg, Württemberg, Kulmbach-Bayreuth, Ansbach og Baden-Durlach den 14. maj en sikkerheds- og militærpagt. Ved et katolsk angreb på et af medlemmerne i pagten er Unionen forpligtiget til at stille en samlet armé.

1609

Den 9. juligiver Kejser Rudolf II, der tillige er konge i Böhmen, de bøhmiske protestanter et majestætsbrev, hvori der garanteres religionsfrihed. Den katolske hersker har brug for fred med protestanterne, fordi hans bror gør krav på den bøhmiske krone. Protestanterne får lov til at oprette skoler og kirker.

Den 10. juli danner katolikker, på initiativ af den bayerske Hertug Maximilian, en alliance til "forsvar og bevaring af den sande katolske religion og en fortsættelse af den samlede fred". Til denne katolske "Liga" hører, ud over Bayern, også Augsburg, Konstanz, Regensburg og Passau, ligesom Köln, Mainz og Trier og tilslutter sig Ligaen. Den spanske konge, der også er habsburger, lover økonomisk støtte til Ligaen.

1617

Den 20. marts bliver den spanske og den østrigske habsburger-linie enige om, at Ærkehertug Ferdinand af Inner-Østrig skal efterfølge den døde og barnløse Kaiser Matthias, og således blive konge af Böhmen og Ungarn. Til gengæld får den spanske kong Philip III områder i Elsass og det Øvre-Italien. Aftalen danner samtidig det politiske grundlag for de kommende næsten 30 års militærsammenhold mellem de spanske og østrigske habsburgere.

1618

Efter at Ferdinand af Inner-Østrig er blevet kronet til konge af Böhmen, vil han indskrænke de rettigheder, som protestanterne fik via majestætsbrevet fra 1609.

De bøhmiske protestanter protesterede imod dette på en forsamling i Prag den 23. maj, hvor de trængte ind på slottet og fik fat på to af kejserens statholdere og deres sekretærer, som de efter hæftige ordvekslinger smed ud af et af slottets vinduer. De overlevede dog alle, efter sigende fordi de landede i møddingen, men bruddet mellem protestanterne og kongen er uundgåeligt. Protestanterne danner hurtigt en regering og mobiliserer tropper.

Hoffet i Wien er helt uforberedt på udviklingen i Böhmen. Mange er indstillede på forhandlinger, men radikale kræfter på begge sider forhindrer dette og allerede i august støder militære enheder fra de bøhmiske stænder sammen med habsburgerne. Således begynder den første fase i det der senere bliver til 30-årskrigen med vinduesudsmidningen i Prag.

1619

Den 31. juli danner Böhmen sammen med Mähren, Schlesien samt Øvre- og Nedre-Lausitz „Confoederatio Bohemica". I august afsætter protestanterne i Böhmen Kong Ferdinand og udråber i stedet fyrst Freidrich V af Pfalz som anfører af den protestantiske „Union". Advarende stemmer profeterer en 20-, 30- eller 40-årig krig.

Den 28. august dør Kejser Matthias i Frankfurt og den afsatte bøhmiske konge bliver valgt til efterfølger, som Ferdinand II.

Den 8. oktober udnævner Ferdinand sin fætter og svoger, Hertug Maximilian af Bayern, til øverstkommanderende for den katolske „Liga", der skal omfatte 25.000 soldater. Alle udgifter i forbindelse med krigen mod Böhmen og Friedrich V af Pfalz vil blive dækket. Mundtligt sikrer kejseren sig, at i tilfælde af en sejr over Böhmen, så tilfalder de pfalziske kurværdigheder kejseren.

Det bliver efterhånden mere og mere sandsynligt, at Böhmen–Pfalz-krigen bliver udvidet til at omfatte hele kejserriget.

1620

Om sommeren står den katolske „Liga" og den protestantiske „Union" kampberedt over for hinanden ved Ulm. Men ved den franske regerings mellemkomst aftaler konfliktparterne den 3. juli en neutralitetsoverenskomst, og den første større krigshandling i Kejserriget bliver nok en gang afværget.

I august rykker en armé under de spanske habsburgere mod Freidrich V og går ind i de pfalziske lande for at stå ved de tyske habsburgeres side. Laderne er fyldte med høstudbytte og dette danner grundlag for Ligaens forsyning af den 25.000 store hær, men kræver store afsagn fra civilbefolkningen. Den protestantiske Union går imod Ligaen og slår de spanske tropper i en besværlig mini-krig.

Den 8. november står den katolske Liga, forstærket med spanske elitetropper, over for en hastigt sammenkaldt protestantisk hær ved Det hvide Bjerg ved Prag. Det første større slag i krigen varer i to timer og så er den bøhmisk-pfalziske hær slagtet. Freidrich V flygter og får asyl i Haag. Han får hurtigt tilnavnet „Vinterkongen" på grund af hans korte regeringstid.

Böhmen bliver besat af de sejrende kejserlige tropper og landet bliver systematisk re-katoliseret. Talløse adelige får beslaglagt deres besiddelser og tusindvis af mennesker flygter fra landet.

1621

Kejser Ferdinand II anklager Friedrich V for bl.a. brud på landefreden og for majestætsfornærmelse. Böhmen samt de tilhørende kurpfalziske lande besættes af de kejserlige tropper og kurfyrsteværdigheden overdrages, som lovet i 1619, til den bayerske Hertug Maximilian. Man behøver ikke længere at frygte modstand fra den for længst splittede protestantiske Union og de som stiller sig på de „forræderiskes" side, kan forvente en rigsretssag. Det protestantiske forbund opløses i april, men alligevel hverver enkelte protestantiske fyrster tropper for at kæmpe for Böhmen-Pfalzs‘s sag (se 1622).

En 12 år gammel våbenstilstand mellem Det spanske Kongerige og Republikken af De forenede Nederlande slutter. Siden 1568 har en del af Nederlandene kæmpet for uafhængighed af den spansk-habsburgske konge. En opstand, ledet af adelsmanden Wilhelm af Oranien, begyndte da spaniolerne gik mod Nederlandene med stor grusomhed. Snart indgik 7 af de nordlige provinser et antispansk forbund, der få år senere indgik i De forenede Nederlande, Europas første nye republik, og spaniolerne indgik en aftale med republikken om at lade våbnene være i ro.

Den største del af den spanske armé marcherede nu fra Pfalz mod nordvest, for at angribe De forenede Nederlande. Kun Kurpfalziske-områder vest for Rhinen forblev besatte for at sikre en eventuel retræte for de spanske tropper. Kampene mellem Spanien og Nederlandene blev den blodigste side-konflikt til 30-års krigen.

1622

I foråret rykker 3 protestantiske fyrster mod Pfalz, dels for at støtte Vinterkongen, men også for egne magtinteresser. Talmæssigt er deres hær overlegen i forhold til den katolske Liga og spaniolerne. Imidlertid forener de 3 fyrster ikke deres kræfter og Grev Ernst II af Mansfeld er den første der lider nederlag ved Heidelberg. Grev Ernst er en af de mest betydende lejesoldat-fyrster i sin tid. En person der udelukkende lever for og af krigen. Han kæmpede allerede i 1619 på protestanternes side med en hærstyrke, som han havde erhvervet fra en italiensk hertug.

Der fandtes på dette tidspunkt ingen stående hære, men hære blev oprettet med soldater, der kæmpede for penge. Således kæmpede der ofte protestanter i de katolske hære og omvendt.

Markgreve Georg Friedrich af Baden-Durlach gik således med 10.000 lejesoldater imod Ligaens tropper. Ved Wimpfen am Neckar måtte han den 6. maj dog se sig slået af Johann Tserclaes von Tilly, den kamptrænede katolske feltherre, samt de spanske allierede.

Den 20. juni led den 23-årige Hertug Christian af Braunschweig ligeledes nederlag til general Tilly. Efter nederlaget slog Christian sig sammen med Grev Ernst af Mansfeld og tilbød Nederlandene deres tjenester.

Heidelberg bliver efter en belejring på flere uger stormet af Ligaens tropper, borgen bliver overvundet og plyndret. Maximilian af Bayern skænker Pave Gregor XV det fra Heidelberg røvede „Biblioteca Palatina", med mere end 3.500 middelalderlige håndskrifter – et af Europas mest berømte biblioteker.

1623

Christian af Braunschweig, der vil trække sig tilbage til Nederlandene, bliver ved Stadtlohn kort før grænsen, angrebet af Tilly. Ligaen triumferer på ny og kun med svære tab lykkes det for Christian at redde sig ind i Nederlandene. Dette betød enden på Böhmen–Pfalz-krigen, selv om konflikterne fortsatte.

1624

Den 29. april indkalder den franske konge, Ludvig XIII, kardinal Armand-Jean du Plessis de Richelieu til statsrådet. Den ærekære kardinal bliver hurtigt den vigtigste minister i det franske statsråd, og snart kan han som den franske konges mest fortrolige, målrettet bestemme den franske krigspolitik. For kardinalen er de habsburgerske herskere i Madrid og Wien de største udenrigspolitiske modstandere. Derfor generer det ikke den katolske kardinal at indgå et forbund med protestanterne, så længe hans modstandere er habsburgere.

1624

I juni indtræder den danske kong Christian IV af Danmark i krigen. Christian var blevet forbudt at indtræde i krigen af det danske rigsråd, men som Hertug af Holstein, og dermed tysk fyrste og medlem af den Nedersaksiske Rigskreds, kunne han alligevel indtræde i krigen. Først i løbet af foråret havde flere af de protestantiske fyrster og By-gesanter i Nordtyskland mellem Weser og Elben, samt Mecklenburg og Magdeburg valgt Christian som militær øverstbefalende og skulle forsvare protestanternes politiske og religiøse friheder mod et fremstød fra kejserlig-katolsk side. På trods af den rent defensive opgave begyndte han at marchere sydpå, for at udfordre Ligaens tropper. Han besatte fæstningerne i Verden og Nienburg og ønskede at udbygge sin egen magtposition i Nordtyskland overfor sin svenske Østersø-rival, den svenske konge. Anden fase i 30-års krigen var begyndt.

Den 29. november indgår England, De forenede Nederlande og Danmark en aftale i Haag, der primært går på, at England og Nederlandene skal støtte Danmark finansielt for felttogene mod kejseren og dennes allierede. Nu kunne Friedrich V af Pfalz atter håbe på, at vinde sin tabte kurværdighed tilbage.

Desværre bliver den katolske side forstærket med den böhmiske adelsmand Albrecht Wenzel Eusebius von Wallestein, der er en fremragende strategisk militær leder. Han bliver den nye øverstbefalende og der oprettes en ny armé, der sammen med Tillys tropper, danner to meget store hære på den kejserlig-katolske side.

1626

Den 25. april besætter Wallenstein med sine nyerhvervede, friske lejesoldater byen Dessau og ombygger byen til en fæstning, hvis 100 kanoner sikrer en strategisk vigtig bro over Elben. Ernst af Mansfeld, der nu er blevet hærfører for en engelsk finansieret protestantisk hærstyrke, prøver at angribe fæstningen, men uden held.

Den 27. august beslutter den danske konges strateger, upåagtet deres underlegenhed i forhold til modstandernes styrke, at angribe de habsburgske arvelande i Ungarn. Mansfeld påbegyndte en 800 km lang march fra Nordtyskland mod Ungarn. Wallenstein måtte følge efter ham, på trods af at hans lejesoldater skulle understøtte andre katolske styrker i Hessen-Kassel, samt nedkæmpe et bondeoprør i Øvre-Østrig.

Kong Christian tror at hans chance nu er kommet. Men snart møder den kejserlige-katolske hær Christians styrker ved Lutter am Bamberg, syd for Braunschweig. Den dansk-nedersaksiske hær bliver udslettet og det store opgør i Ungarn udebliver. Mansfelds hær går delvis i opløsning, efter at generalen pludselig afgår ved døden.

1627

I februar slår Wallenstein de sidste rester af Manfelds tropper i Schlesien og Mähren og marcherer dernæst mod Mecklenburg, hvor han slutter sig sammen med Tilly og indtager Holstein. Videre går det op gennem Jylland, hvor de katolske tropper slår Christians hær, samt plyndrer og hærger området.

Den 10. Maj udsteder kejseren en ny forordning, der tager indflydelsen fra protestanterne og forstærker habsburgernes magt.

1628

I september opbringer den nederlandske kaperadmiral Piet Heyn en kongelig spansk flåde ved Cuba og kaprer en stor sølvskat. Et smerteligt tab for Spanien.

Den 28. oktober falder La Rochelle i Frankrig, den sidste bastion for de protestantiske huguenotter, der har været forfulgt af franske katolikker.

1629

Den 6. marts udsteder Ferdinand det såkaldte „Restitutionsedikt", der pålægger de protestantiske fyrster og byer at tilbagelevere de nedlagte katolske kirke-besiddelser. Det forhold, at kejseren selv har inddraget kirkegods fra slagmarkerne, foranlediger en bitter modstand fra protestanter i ind- og udland. Også katolske fyrster føler sig snydt af den mægtige kejser.

Ved fredsforhandlinger i Lübeck den 22. maj pålægges den danske konge at holde sig ude af krigen, men han får lov til at beholde hertugdømmet Holstein.

Den højt skattede nederlandske maler Peter Paul Rubens tager til London og formidler diplomatiske forbindelser mellem den spanske krone og den engelske kong Karl I som den 5. juni skaber fred mellem de to lande. England har hidtil støttet Nederlandene i kampen mod Spanien.

1630

Den 6. juli lander kong Gustav II Adolf af Sverige med en hær på 14.000 mand på den tyske ø Usedom, sydøst for Rügen. Indblandingen i krigenes krig har været planlagt længe og griber ind i de militære styrkeforhold. Gustav II Adolf vil føre Sverige frem til at blive en europæisk stormagt. Det efterstræbte herredømme over Østersø-rummet kan dog kun opnås ved en sejr over de i Nordtyskland stationerede kejserlige protestantiske tropper.

Trængt af flere andre fyrster må Kejser Ferdinand II den 13. august afskedige Wallenstein, hvis magt over den kejserlige armé efterhånden er blevet alt for stor og ukontrollabel.

1631

Den 23. januar har den svenske konge fået fodfæste i Nordtyskland, men for at komme videre har han brug for økonomisk støtte. I Bärwalde i Brandenburg får han sikret støtte fra den franske kong Ludvig XIII, som de næste 5 år forpligter sig til at betale 400.000 rigsdaler til den svensk-protestantiske krigskasse.

Den 20. maj stormer den katolske feltherre Tilly frem mod Magdeburg, en af Tysklands største og mest betydningsfulde byer på det tidspunkt. Byen indtages og under de efterfølgende voldshandlinger fra de sejrende lejesoldater, nedbrændes byen og 1000-vis af indbyggerne omkommer. I de efterfølgende måneder slutter flere af de protestantiske fyrster sig til Gustav II Adolf.

Den 17. september vinder den svenske konge et af de største slag under krigen. Det er slaget ved Breitenfeld nord for Leipzig, hvor omkring 40.000 af Gustavs soldater og hans nye forbundsfælle, kurfyrste Johann Georg af Saksen, kæmper mod 32.000 soldater fra den kejserlige katolske hær. Takket være en ny taktik slår Gustav general Tilly på flugt. Den svenske konge kunne nu fortsætte mod syd.

På baggrund af den svenske konges sejre, genindkalder kejseren den 15. december atter Wallenstein.

1632

Den 15. april trænger Gustav over floden Lech ved Rain i Bayern. Her kæmper han mod Tilly, der bliver dødeligt såret. Uden modstand rykker svenskerne nu frem mod Nürnberg og Augsburg og i midten af maj rykker han triumferende ind i München, sammen med Vinterkongen, Friederich V Pfalz.

Fra juli til september står Gustav overfor Wallenstein ved Nürnberg. Den svenske konge forskanser sig i byen, mens Wallenstein slår lejr i nærheden af Zirndorf. Den 18. september bryder Gustav ud fra Nürnberg og drager med sine sultne soldater mod vest. Mærkværdigvis lader Wallenstein den svenske konge i fred.

Den 14. november angriber Gustav overraskende Wallenstein ved Lützen nær Leipzig. På en enkelt dag omkommer mere end 6.000 mennesker, deriblandt den svenske kong Gustav II Adolf.

1633

Den svenske rigskansler, Axel Oxenstierne, som har overtaget lederskabet af den svenske hær, får udformet en alliance med protestantiske herskere i det tysk-romerske kejserrige, Heilbronner Forbundet, og herfra får Oxenstierne finansieret det videre forløb af krigen, mens civilbefolkningen må bringe stadig større ofre. Soldaterne plyndrer hvad de kan komme i nærheden af, for at forsørge sig selv, og ødelægger hvad de ikke selv kan bruge, så fjenden ikke kan drage nytte af det eventuelt tilbageblevne.

1634

Den 25. februar myrdes Wallenstein, krigens mægtigste feltherre, på fæstningen Eger, af sine egne officerer. Det sker sandsynligvis efter ønske fra kejserhoffet i Wien, som mente, at generalen var ved at starte forhandlinger med fjenden.

Den 6. september angriber svenske styrker den kejserlige hær ved Nördlingen i Schwaben. Den kejserlige armé er forstærket med spanske tropper og det lykkes dem, under ledelse af kejserens søn, Ferdinand, senere Ferdinand III, at vinde. Svenskerne må trække sig tilbage mod Nord og Heilbronner Forbundet falder fra hinanden.

1635

Kejser Ferdinand II vil genindføre freden og dermed forstærke sin autoritet, hvorfor han den 30. maj aftaler fred i Prag med den protestantiske kurfyrste Johann Georg af Saksen. Efterhånden tiltræder alle fredsaftalen og det omstridte „Restitutionsedikt", fra 1629, som pålagde protestanterne at tilbagelevere kirkegodset, bliver sat ud af kraft. Endvidere skal alle militærenheder opløses, altså også de katolske. Til gengæld skal en fælles hær smide de udenlandske styrker ud af de tyske lande, og gøre en ende på "elendighed, nød og ødelæggelse". Calvinister bliver ikke omfattet af Prager-freden.

Efter det svenske nederlag ved Nördlingen overbeviser kardinal Richelieu den franske konge om, at kampen mod habsburgerne, som hidtil kun har været støttet finansielt, nu må udmønte sig i en mere direkte konflikt. Den 19. maj erklærer Frankrig krig mod Spanien og dermed indirekte mod de tyske habsburgere.

1636

En fransk armé, med støtte fra de Forenede Nederlande, foretager i maj et dobbeltangreb på De spanske Nederlande, hvilket dog slår fejl. En Spansk hær drager til gengæld mod Paris i august og kun 70 km fra hovedstaden lykkes det for de franske styrker at forhindre et gennembrud.

På initiativ af Pave Urban VIII, mødes gesandter fra kejseren og fra den spanske konge i Köln, for at forhandle om betingelser for indgåelse af fred. Imidlertid når de franske forhandlere ikke frem på grund af pasformaliteter ved grænsen. Forhandlingsforsøget slår fejl.

I oktober vinder svenskerne et stort slag ved Wittstock, hvilket betyder, at krigen bliver forlænget med yderligere 12 år. Havde svenskerne tabt, så havde krigen været overstået – og Danmark havde næppe mistet Skåne, Halland og Blekinge. Efter slaget den 4. oktober forlanger svenskerne, at de kejserlige og kurfyrstelige hære forlader Nordtyskland. Herefter starter svenskerne en vinteroffensiv, der imidlertid slår fejl.

1637

Den 15. februar dør Ferdinand II og hans søn Ferdinand overtager ledelsen af riget som Kejser Ferdinand III.

Den 24. april bliver landgreve Wilhelm V af Hessen-Kassel, der er anfører af en lille gruppe calvinister, erklæret for fredløs, og hans landområde bliver besat. Mens landgreven og kejseren forhandler, dør landgreven og hans enke Amalie Elisabeth erobrer landområdet tilbage.

I den følgende tid bliver Hessen-Kassel gentagne gange besat af invasionsstyrker og udplyndret af kejserlige tropper, der rykker gennem landet.

Sådanne plyndringstogter er symptomatiske for den sidste del af krigen, hvor civilbefolkningens lidelser er større end nogensinde tidligere. Lykkeligvis er det ikke alle dele af Det tyske Kejserrige, der rammes af dette. F.eks. profiterer Hamburg af krigen – på grund af omfattende våbenhandel.

1638

I marts slutter svenskerne og franskmændene et nyt militærforbund. Frem til en endelig fred skal de to magter stå side ved side. Den samme måned starter den protestantiske hærfører Bernhard af Saksen-Weimar en felttog mod katolikkerne for den franske regering. Fra Basel drager Bernhard mod Breisgau og ved Rheinfelden slår han de kejserlige tropper. Efter 5 dages belejring indtager Bernhard den 17. december den vældige Rhein-fæstning Breisach. Det er en nøgleposition for habsburgerne der her går tabt, da de nu ikke længere har kontrol over adgangen til De spanske Nederlande.

Da Bernhard et halvt år senere dør af sygdom tager franskmændene selv kontrollen over Breisach og Elsass. Porten til Det tyske Kejserrige står åben.

1639

Svenskerne har atter fået fodfæste i Mecklenburg og Pommern og efter aftale med franskmændene sætter de sig i bevægelse mod Böhmen og Østrig, for atter at føre krigen ind i kejserens arvelande.

1640

I maj er der opstande i det nu svage Spanien. Katalanerne i nordøst stræber efter selvstændighed og vil ikke længere støtte den spanske armé med penge og soldater. Frankrig støtter katalanerne med soldater. Portugiserne, der har været under spansk herredømme siden 1580, udråber sidst på året deres egen konge.

Da portugisiske soldater, der har været stationeret i De spanske Nederlande, hører dette, deserterer de fleste og flygter til Portugals nye allierede, republikken De forene Nederlande.

Den 13. september åbner den tyske kejser en rigsdag. Disse har ikke været holdt for kurfyrsterne, fyrsterne og repræsentanterne for rigsbyerne (samlet kaldet rigsstænderne) i de sidste 27 år. Rigsstænderne ønsker nu at få medbestemmelse i krigens videre gang og at forhandle samlede betingelser for en kommende fred.

På et tidspunkt truer franske og svenske tropper med at opløse forsamlingen.

Efter et års forhandlinger bekendtgøres en samlet fred for alle de krigsførende parter.

1641

I Hamburg underskriver kejserens gesandter den 25. december en traktat, der imødekommer fransk-svenske krav til de forhandlinger, der påregnes begyndt i Münster og Osnabrück det følgende år. Et vigtigt skridt til at få gjort en ende på krigen.

Habsburgerne er længe om at ratificere aftalen, hvorfor fredsaftalen alligevel trækker ud.

1642

En hær under svensk kommando belejrer Leipzig, men da en kejserlig hær, under kommando af kejserens bror, Leopold Wilhelm af Østrig rykker frem mod svenskerne, vælger disse at trække sig tilbage til Breitenfeld.

Den 2. november udkæmpes et slag mellem en overlegen kejserlig-katolsk hær og den svensk-protestantiske Alliance, hvor de underlegne protestanter sejrer. Leopold trækker sig tilbage til Böhmen, hvor han lader samtlige højtstående officerer halshugge og de lavere rangordner hænges, som straf for nederlaget.

1643

Fra De spanske Nederlande angriber spanske habsburgere Frankrig den 19. maj. Franske ryttere standser angriberne ved grænsefæstningen Rocroi, og spaniolerne lider et katastrofalt nederlag. Selv de spanske eliteenheder er totalt underlegne.

Svenskerne starter et overraskelsesangreb mod Danmark med et samtidigt angreb på 2 fronter. Den svenske general Torstenson, der var en sand mester i lynkrig, banede sig vej fra Tyskland op gennem Jylland, samtidig med at Skåne bliver angrebet af Sverige.

Kong Philipp IV og hans rådgivere overvejer en slutning på krigen, men drabene fortsætter.

Den 24. november starter franske tropper flere forgæves forsøg på at trænge frem til Bayern via Schwaben, men ved Tuttlingen slår bayerne fjenden.

1645

Kejserens styrker lider den 6. marts et stort nederlag ved Prag mod svenske tropper. Svenskerne rykker triumferende frem mod Wien, men må skuffede trække sig tilbage. Krigen er kørt fast.

Danmark taber krigen mod Sverige, som herefter overtager førerskabet i Norden, og Danmark var efterhånden var temmelig forarmet. Ved fredsslutningen ved Brömsebro, underskrives en fredstraktat mellem Sverige og Danmark. Ved denne fredsaftale mister Danmark øerne Gotland og Øsel (sidstnævnte hører i dag til Estland). Endvidere afstås Jämtland og Härjedalen og endelig fik svenskerne ret til at besætte Halland i de næste 30 år. Det sidste har svenskerne vist glemt, for Danmark har aldrig fået Halland tilbage. 

Den 29. august må kejser Ferdinand III, grundet hurtig forværring på det militære område, opgive at Det tysk-romerske Rige kan stå alene med udenrigspolitiske anliggender. Han inviterer derfor alle Rigsstænderne til at deltage i fredsforhandlinger i Münster og Osnabrück.

Først nu, med nogen forsinkelse, kan diplomaterne påbegynde forhandlinger på vegne af alle de involverede krigsparter. Mere end 100 delegationer fra hele Europa deltager.

1647

Kurfyrst Maximilian af Bayern tilbyder den 14. marts en våbenhvile med den svenske dronning Christine og den nye franske konge, Ludvig XIV. Den sydtyske fyrste undsiger hermed, efter næsten 30 års samhørighed, alliancen med den tyske kejser. Maximilian vil frem for alt værne om sit land og de gevinster som han har opnået. Våbenhvilen bringer dog ikke fred, for et halvt år senere slutter Maximilian sig atter til kejseren og krigen genoptages.

1648

Den 30. januar bliver Spanien og Nederlandene enige om fred. Den Nederlandske Republik har efter 80 års kamp for uafhængighed endelig opnået suverænitet og folkeretslig selvstændighed. Den spanske konge kan nu koncentrere sig om krigen mod Frankrig, der stadig varer ved. Støtte fra den tyske kejser kan spaniolerne dog ikke opnå længere. Alliancen mellem de to habsburgske linier falder fra hinanden, da de tyske herskere søger at slutte fred med Frankrig.

Den 28. Februar 1648 dør Chr. IV på Rosenborg. Kongen kom sig aldrig rigtig over sine nederlag til den tyske kejser og til svenskerne, og det blev ved at pine ham til sin død.

Den 24. oktober, efter meget lange forhandlinger i Münster og Osnabrück, indgår diplomater fra hele Europa Den vestfalske Fred, og hermed slutter 30-årskrigen. Kejseren indgår en fred med Frankrig og Sverige, der også omfatter alle de to modstanderes allierede.

Den største fredsaftale i nyere tid fastlægger samtidig en ny ordning, hvorunder europæerne skal leve sammen, byggende på et princip om ligevægtige suveræne enkeltstater.

Krigen har i de tyske lande kostet omkring 4 millioner mennesker livet. Dels ved direkte kamphandlinger, dels som civile, der er slået ihjel under lejesoldaternes plyndringstogter og endelig på grund af sult og sygdom.

1650

Den 26. juni indgår svenskerne en aftale i Nürnberg om betingelserne for at trække tropperne, i alt 60.000 soldater, ud Det tysk-romerske Rige, og nogle få dage senere kommer der også en aftale i stand om tilbagetrækning af de franske tropper. Der går dog mere end 4 år, inden de sidste fremmede troper er ude af kejserens rige.

1654

Regensburgs rigsdag slutter sig den 17. maj til Den vestfalske freds talrige bestemmelser om hvorledes genopbygningen af riget skal ske. Dermed ligger anvisningerne for en midteuropæisk forfatning og fredsordning, som kommer til at have gyldighed i de kommende 150 år.

Den svenske konge, Karl X Gustav, dør og hermed slutter de krige, som han har ført mod sine naboer (bl.a. Danmark).

1659

Endelig nedlægger også franskmændene og spaniolerne våbnene. De af krigen rystede kongeriger slutter deres århundrede gamle konflikter med vedtagelsen af Pyrenæer-freden. Endelig er der fred på hele det europæiske kontinent.