Egentlig havde det været planen at køre til Paris, men da børnene så skulle til badmintonturnering lørdag den 31. marts og Lones bror holdt fødselsdag om søndagen, så var der gået to dage fra turen, og vi blev derfor enige om at korte turen af, og tage til hjørnet Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg.
Søndag den 1. april 2007.
Vi kørte fra Sengeløse ved 11-tiden, og skulle lige forbi Kalvehave, hvor Lones bror fejrede fødselsdag fra kl. 12.30. Ved 17-tiden fortsatte vi mod Rødby, hvorfra vi kom med færgen kl. 18.45. Vel ovre på den tyske side blev der lige tid til at handle i BorderShoppen, inden den lukkede kl. 20.00.
Så blev turen sat mod Hamburg, men et stykke efter Lübeck drejede vi fra motorvejen og fandt frem til Bad Oldesloe, hvor vi holdt ind på en Stellplatz ved byens svømmehal. Pladsen var gratis, det eneste vi betalte for var strøm - 10 timer kostede 2 Euro. Der blev spist en hurtig aftensmad, inden vi krøb til køjs.
Mandag den 2. april 2007.
Vi stod op kl. 7.30, spiste morgenmad og kørte videre ved 9-tiden. Hamburg blev rundet uden problemer og vi fortsatte forbi Bremen, Osnabrück og Münster, hvorefter vi holdt ind og spiste frokost. Udendørstermometeret viste 23 grader; det var blevet sommer. Marie, navigatoren, var sat til Starlight Express-teatret i Bochum, som vi fandt frem til uden problemer, og kl. 15 købte vi billetter til forestilligen lørdag aften. Starlight Expres har tidligere gået på Victoria Theater i London i mere end 20 år, men er taget af plakaten for 2-3 år siden, så nu er eneste chance i Bochum, hvor man for 18 år siden byggede et specielt teater til forestillingen, der nu er set af mere end 11 mio. mennesker. Selv har jeg set forestillingen 3 gange i London, og syntes så godt om stykket, at jeg syntes, at børnene også skulle se den, selv om den nok er på tysk.
Da vi havde købt billetter tastede vi en campingplads i Maastricht ind i Marie og fortsatte mod Holland. Marie ledte os flot rundt på de mange motorveje i Ruhrdistriktet og ved 16-tiden nåede vi Maastricht. Vi fandt også frem til adressen på campingpladsen, men her var et større byggearbejde i gang og pladsen var nedlagt.
Vi kørte i stedet ind til centrum, hvor vi vandrede rundt i 1½ time og kiggede på byen.
Maastricht, der er hovedstaden i den sydligste hollandske provins Limburg, har omkring 120.000 indbyggere og har gennem århundreder været indblandet i krige. Byen ligger ved bredderne af Maas-floden. Den blev grundlagt af romerne ved et vadested; heraf navnet (latin: Mosa-trajectum). Da Ludvig den 14. i 1673 belejrede byen, mistede han 8.000 mand, hvoribland var den kendte musketer fra ”De 3 musketerer”, d´Artagnan. I dag står der en statue af ham i en af byens parker.
Vi kiggede på en af Hollands ældste kirker, St.-Servaas, hvis krypt kan føres tilbage til 500-tallet. Set udefra er det en monumental romansk katedral. Desværre nåede vi ikke ind i kirken inden den lukkede, men i stedet slenterede vi rundt i de smalle gader, hvor vi undervejs kom forbi turistinformationen, hvor vi fik adressen på en plads, ”Camping Mooi Belemen”, et stykke vest for byen. Selve byen er meget hyggelig med mange gamle huse, smukke pladser og floden Maas, der løber gennem byen.
I 1992 blev Maastricht-traktaten underskrevet her, hvilket skabte den Europæiske
Union.
Topmødet i Maastricht startede i december 1991 og «Traktaten om Den Europæiske Union», blev underskrevet den 7. februar 1992, hvorefter den skulle godkendes og ratificeres af alle 12 medlemslande. I Irland, Frankrig og Danmark blev der afholdt folkeafstemninger. Der var overvældende flertal for den ny traktat i Irland, mens der i Frankrig kun var en lille overvægt af ja-stemmer. I Danmark stemte et flertal af vælgerne (50.7%) nej til afstemningen. Herefter blev det såkaldte Nationale Kompromis formuleret og i Edinburgh blev der forhandlet 4 danske undtagelser på plads.
Med Maastricht arbejdes der bl.a. hen imod en fælles valuta, fælles miljøpolitik, socialpolitik og en forbrugerpolitik samt samarbejde om indvandrerpolitik & asylpolitik og samarbejde om sikkerhedspolitik. Det danske nej betyder desværre indtil videre, at vi ikke er med i den fælles møntunion, Euroen. Når man som os bevæger sig meget rundt i Europa, er det en fantastik lettelse, at man har samme valuta i størstedelen af Europa.
Vi kodede den tidligere opgivne adresse ind i Marie og afsted gik det. På et tidspunkt ville Marie have, at vi skulle dreje til venstre, men heldigvis kunne vi se campingpladsen lige til højre for os. Lone godtede sig vist en del.
Vi checkede ind, godt 31 Euro, hvilket efter vores mening viste sig at være alt for meget for en plads, hvor det meste endnu var vinterlukket. Det gjaldt en del af toiletterne, svømmmebadet og restauranten. Der var heller ingen købmand, så alt i alt var der stort set ingen service på pladsen. Da det viste sig, at man selv skulle medbringe toiletpapir på toiletterne, så var bunden nået. Et oplivende moment var et hav af vilde kaniner, der drønede rundt på pladsen.
Vi lavede mad, spiste og startede så med at se den nye James Bond film. Vi nåede dog ikke at se ret meget, inden vi blev for trætte og gik i seng.
Tirsdag den 3. april 2007.
Lone ville gerne i bad, men da hun ikke syntes, at baderummene levede helt op til hendes standard, valgte hun at bade i Speedy. Der bev tømt tanke og snart var vi på vej mod næste mål, der skulle være Rochefort i Belgien.
Efter gårsdagens solskin og over 20 grader, var der sket noget af en omvæltning, for nu var det overskyet og under 5 grader. I løbet af dagen kravlede temperaturen dog op på 12 grader, men det var jo ikke det sommervejr, vi havde håbet på.
På vej ud af Maastricht kom vi forbi et shoppingcenter med bl.a. en Carrefour, et meget stort supermarked. Inden vi købte fødevarer, var vi dog lige inde i en meget stor sportsforretning for at se, om vi kunne få nogle sko til Nicolai. Vi havde nemlig opdaget, at der var et stort hul i siden af hans sko. Desværre havde sportsforretningen ingen sko i hans størrelse. Carrefour er et megastort supermarked. Vi har tidligere handlet i et i Frankrig, som havde over 50 kasseapparater. Dette marked kunne kun klare 38 kasser, men var noget større end nogen af de markeder vi kendte fra Danmark. Vi købte forskelige varer, bl.a. fisk til aftensmad og grillspyd til den næste dag.
Videre gik det mod Rochefort, som vi ankom til ved 13.30-tiden. Vi fandt en P-plads tæt på centrum og begav os ind i en lille charmerende by. Vi kendte byens navn fra den berømte trappist-øl Rochefort, som munkene fremstiller på klostret St-Rémy lidt uden for byen. På byens torv fandt vi ind på en fortovscafé, hvor Lone fik en Rochefort 8 (9,2%) og jeg fik en 6’er (7,5%). 10'eren (11,3%) turde vi ikke rigtig binde an med, da vi jo skulle køre videre. Herfra sendte vi en SMS til vore venner Erika og Bjarne i Kolding, og fortalte dem, at vi sad og nød trappist-øl i Belgien. Vi håbede, at de blev rigtig misundelige !
Efter yderligere en gåtur i byen, returnerede vi til Speedy og startede mod det næste mål, der skulle være en campingplads, ”La Lesse”, i Houyet. Undervejs hertil skiftede vi dog mål, da det endnu var ret tidligt på eftermiddagen. Marie blev indkodet til Dinant, og vi skiftede kurs. Da vi nærmede os byen ville Marie hele tiden sende os i en anden retning, og samtidig fortalte hun, at der var godt 20 km endnu. Vi havde fulgt vejskiltene, og kom trods Maries protester til Dinant. Vi må have lavet en indkodningsfejl.
Dinant viste sig at være en flot lille by, der ligger på en smal landstribe mellem en stejl kilppevæg og floden Meuse. Det betyder, at der er tale om en meget langstrakt by, faktisk mere end 4 km lang. Vi gik en tur i byen, der minder meget om en af de små hyggelige byer langs Mosel.
Det var ikke alene sko, der var en mangelvare hos Nicolai, men den vindjakke, som han havde med, var også for lille. Vi fandt en skotøjsbutik, men heller ikke her havde Nicolai heldet med sig. Til gengæld hang der nogle store læderimiterede motorcykeljakker længst inde i butikken. Vi forlod skobutikken med en jakke.
Så fortsatte vi mod den tidligere forsmåede campingplads, men her havde Marie problemer, da den ikke kunne finde den eksakte beliggenhed, og vi havde kodet rigtig denne gang. Ved hjælp af vejskilte fandt vi dog frem til Houyet, der ligger ned i bunden af en dal. Vejen ned var ren bjergkørsel, der ikke lod en alpevej noget tilbage.
Selve campingpladsen var dog så kedelig, at vi besluttede at fortsætte til Han-sur-Lesse, hvor campingpladsen i øvrigt også hed ”La Lesse”. Denne plads var noget mere hyggelig og der var alle faciliteter, hvilket var inkluderet i prisen, som var knapt 23 Euro. Meget bedre end pladsen ved Maastricht.
Lone og Camilla nappede sig en sen eftermiddagslur, mens Nicolai og jeg gik i byen efter ”chip and chok”. Det blev dog også til cola m.m., inden vi vendte tilbage til pigerne. Vi kiggede dog lige lidt rundt i byen, der viste sig at være ret hyggelig.
Tilbage i Speedy blev der hygget med chips og chokolade, mens ovnen snurrede med fisk i fad. Efter maden lavede Camilla og Lone lektier, men Nicolai og jeg så første episode af BBC-serien Rome.
Sidst på aftenen kastede jeg mig over turberetningen, mens det resterende selskab spillede kort.
Onsdag den 4. april 2007.
Så var det badedag, da det jo var inkluderet i prisen. Da vi havde pakket og fyldt vand på tanken, kørte vi de få meter ind til torvet, hvor vi parkerede på en plads for autocampere. Dette var gratis, mens personbilerne lige ved siden af skulle betale for at parkere. Vi gik over vejen og købte 4 billetter, der dækkede både grotterne og en safaritur.
Byen Han’s seværdighed, der er kendt over hele Belgien, er Grotte de Han, som er et system af drypstenshuler, udhulet af floden Lesse gennem tusinder af år. Først kører man med en gammel sporvognsbane frem til stedet, hvor floden forsvinder ind i bjerget. Der er kun to steder, hvor en flod krydser gennem et bjerg; det er her i Han og så i Postojna i Slovenien, som vi også har besøgt.
Fra indgangen fortsætter man så til fods gennem hulerne. Overalt er der drypsten, der hænger ned fra loftet (stalagmitter) eller står op fra grunden (stalagtitter). En drypsten vokser med 4 cm pr. 100 år, og nogle af de ældste er beregnet til 120.000 år.
Huleturen slutter i en meget stor hule, som er omkring 150 m fra bund til top og så sejler man ellers ud igen ad floden. Hele hulesystemet er omkring 14 km, men kun de 2 er åbent for turisterne.
Vel ude af hulerne gik vi så tilbage til byen, hvorefter vi tog en rundtur i en slags safaripark, der viser de dyr, der tidligere har levet på stedet. Her er bl.a. brune bjørne, vilde heste, ur- og bisonokser. Man kan med fordel købe en kombibillet til attraktionerne. Vejret var solrigt, men blæsende, så vi frøs alle med anstand, da man blev kørt rundt i åbne vogne.
Efter dyreparken ville vi handle til frokost, men Spar holdt siesta, så i stedet købte vi 4 baguetter med skinke og ost, der blev indtaget i Speedy.
Efter at have brugt en stor del af dagen i Han, kørte vi mod Luxembourg, der ligger i den sydvestlige del af Ardenner-bjergkæden og består af to geografiske regioner. Den nordlige del af landet, der er tyndt befolket, består af dale og skove, og her dyrkes kartofler og korn. I det sydlige område bor størstedelen af befolkningen, og det er her landets vigtigste industricentre er beliggende.
Landet befolkning på ca. 430.000 består af luxemburgere (67,4%); portugisere (12,1%); italienere (4,8%); franskmænd (3,5%); belgiere (2,8%); tyskere (2,3%); andre (7,1%). Der er ingen officiel religion, men langt den største del er katolikker (94,9%). Der tales luxemburgsk (en afart af tysk), fransk, tysk og portugisisk. Hovedstaden hedder, ligesom landet, Luxemburg, og har ca. 90.000 indb.
Luxemburg, Belgien, Holland og dele af det nordlige Frankrig udgjorde området Nederlandene, der frem til 1579 havde en fælles historie. I Nederlandenes krig mod Spanien stod Luxemburg sammen med provinserne i syd og anerkendte den spanske konges autoritet. I 1684 blev området erobret af Frankrig, men 13 år senere givet tilbage til Spanien med Rijswijk traktaten. I 1713 blev det underlagt de habsburgske østrigere. I 1795 invadere Napoleons tropper landet, og blev atter underlagt Frankrig. Efter Napoleons nederlag overdrog Wienerkongressen i 1815 hertugdømmet Luxemburg til Julius I af Orange, som optog det som den 18. provins i sit rige. Efter det belgiske oprør i 1831 blev Luxemburg delt. Den største del blev indlemmet i Belgien og den mindste overdraget Julius I som storhertugdømmet Luxemburg - hvilket han dog først accepterede i 1839. Frem til 1867 blev det administreret uafhængigt. I 1866 opløstes den tyske Konføderation, og med London-traktaten opnåede storhertugdømmet sin neutralitet. Man fortsatte i en personalunion under Vilhelm 1. af Nederlandene frem til 1890, Nederlandene fik en kvindelig tronfølger, hvilket ikke var foreneligt med Luxembourgs styre. Her valgte man Adolf af Nassau til storhertug.
Tyske tropper invaderede landet i 1914, men i 1919 blev det atter befriet. I 1940-44 blev landet nok engang besat af tyske tropper. Efter krigen gik det med Belgien og Holland sammen i Benelux og blev optaget i EF. Med dets indtræden i NATO i 1949 ophørte dets neutralitet. Luxemburg er medgrundlægger af NATO, og i 1986 blev det besluttet også at optage kvinder i landets forsvarsmilits, der dog kun udgøres af ca. 800 personer.
I 1990 ophævedes grænsekontrollen mod Belgien, Frankrig, Tyskland og Holland. Den 2. juli 1992 ratificerede parlamentet i Luxemburg Maastricht traktaten med 51 stemmer mod 6.
I løbet af de senere år er Luxemburg blevet et af verdens vigtigste finansmarkeder - især indenfor administrationen af sociale fonde som pensionsmidler. Indenfor dette område er landet hjemsted for fonde på omkring 356 milliarder dollars. I maj 1996 erklærede EU-kommissionen, at Luxemburg og Frankrig var de eneste lande, hvis økonomi var rede til at overgå til Euro'en i 1999.
Storhertug Jean erklærede i december 1999, at han ville abdicere i september 2000 for at gøre plads for sin søn Henri. Jean havde da været landets statsoverhoved i 35 år. Sønnen, der da var 45 år gammel overtog magten i oktober og han udformede sin egen politik og spiller en mere central rolle i statens affærer end faderen.
Vi passerede grænsen, kørte mod hovedstaden og fortsatte sydpå til Schwebsange ved Mosel, hvor Marie viste os frem til havnen, hvor der var en Stellplatz. Vi kørte dog forbi og ind mod Schengen, byen, hvor man besluttede, at det skulle være muligt at krydse grænser mellem EU-lande uden brug af pas. Her regnede vi med, at vi kunne finde en købmand, men sådan skulle det ikke være. Vi fandt godt nok en købmand, men han handlede stort set kun med tobak, spiritus og chokolade, som øjensynligt er billigere i Luxembourg end i Tyskland, der ligger lige på den anden side af Mosel. Vi vendte, kørte atter forbi den valgte Stellplatz og nu med kurs mod Remich, som viste sig at være en større by. Her fandt vi frem til et Cactus-supermarked, hvor der blev handlet.
Vi befandt os nu i det sydøstligste hjørne af Luxembourg, der domineres af vinmarker og det er da også området langs Mosel, mellem Schengen og Wasserbillig, der leverer nogle af landets bedste vine.
Så gik det langt om længe tilbage til havnen i Schwebsange, hvor vi checkede ind på havnekontoret og betalte 10,50 Euro inkl. strøm. Så blev der hygget med luxembourgsk champagne og chips. Senere blev der lavet pandekager, som viste sig at blive aftensmad. Nicolai og jeg så 2. del af Rome, mens Lone studerede.
Torsdag den 5. april 2007.
Det blev en stille og rolig morgen, da vi jo ikke havde det helt store hastværk. Planen lød på rundtur i hovedstaden og så ellers naturvandring i Det luxembourgske Svejts.
Vi forlod pladsen lidt før kl. 10 og kl. 10.30 fandt Marie frem til et område i Luxembourg, hvor jeg regnede med, at der var parkeringsmuligheder. Parkeringsproblemerne siges at være enorme i byen, hvorfor der er opført en del P-huse og underjordiske P-pladser, men ingen af disse kan vi jo bruge med vores 3,4 meters højde.
Heldigvis fandt vi hurtigt en parkeringsplads, hvorefter vi begav os mod centrum. Vi passerede en dejlig park og var snart efter i selve bykernen. Byen Luxembourg kan føres tilbage til romerne, men det var grev Siegfried, der startede byen, da han i 963 grundlagde en fæstning på klippefremspringet i flodsbøjningen. Senere indtog burgunderne i 1443 stedet og under skiftende besættelser af franskmænd, spaniolere og tyskere blev byens forsvar udbygget yderligere gennem de næste 400 år. Stedet blev så kraftigt befæstiget, at det blev kaldt for Nordens Gibraltar. Dette skyldes ikke mindst, at der i klippen under byen blev udhugget ikke mindre end 23 km gange, indeholdende 40.000 m2 bombesikre rum.
Det første vi kiggede på var Pont Adolphe, der spænder over den imponerende kløft, der deler byen. Broen er opført 1900-03 og var på opførselstidspunktet lidt af en bedrift. Det var nemlig det største spænd på en stenbro, 85 meter, og højden er 42 meter der endnu var opført. Den samlede brolængde er 153 meter.
Vi slentrede videre ad byens gågader og fandt bl.a. frem til domkirken Notre Dame, hvor det nuværende hertugpar blev gift. Også Palais Grand Ducal blev der kigget på. Det er her hertugen residerer og landets regering holder til. Dette palæ ligger endvidere ved indgangen til den gamle bydel, hvor vi slentrede en del rundt i de hyggelige gader.
Efter et par timers rundtur returnerede vi til Speedy, hvor vi spiste frokost, inden vi fortsatte mod det næste mål, Lorentzweiler. Her havde Lone og Camilla set nogle flotte billeder af klipper, skov og vandløb, men vel fremme på stedet kunne vi ikke umiddelbart finde naturoplevelsen. I stedet blev køleren vendt mod Müllerthal, hvor vi fandt noget meget flot natur, hvor vi gik en lang tur langs en lille flod, der slyngede sig ned gennem en dal med høje klipper på begge sider. Området kaldes også "Lille Svejts".
Nattens opholdssted var udset til at være Europacamping Nommerlayen, som hører til en af Europas bedste pladser, på højde med vores hjemlige Klim og Hvidbjerg. Marie fandt uden problemer frem til stedet, hvor vi checkede ind og fandt en god plads, lige ved siden af Det romerske Badetempel, der omfatter en meget luxuriøs badeafdeling med bl.a. whirlpool, dampbad og sauna. De sidste faciliteter nåede vi dog ikke at afprøve under vores korte ophold, men bare det at bade føltes som vild luksus.
Ellers er pladsen forsynet med en fin børnelegeplads, svømmebad på 50 meter og børnebad på 35 meter, der er bistro/bar, diverse boldbaner og et lille supermarked. Der er også mulighed for at bowle, spille dart, bordtennis eller billard. Kort sagt alt hvad hjertet kan begære – i højsæsonen. En del var lukket under vores besøg. Nommern stammer fra kelterme og betyder "byen ved vandet".
Efter at have fundet vores plads, blev der fundet store frem fra tagboksen, og der blev hygget i solen, der nu varmede dejligt igen. Lone og jeg gik en lang tur vest for pladsen, hvor et net af vandrestier krydser gennem skovene. Vi havde opdaget, at der i dette område skulle være rester af en romersk befæstning, som vi gerne ville se. Vi vandrede i næsten 2 timer, men fandt ikke romerlevningerne. Der var dog nogle volde i skoven, som så unaturlige ud, og som godt kunne være rester fra et voldanlæg, men intet kundgjorde stedets historiske betydning.
Vel tilbage blev der lavet aftensmad, hvorefter der blev hygget med film.
Fredag den 6. april 2007.
Jeg hentede morgenbrød, mens Lone fik styr på vogn og børn. Efter morgenmaden var det først pigerne der var i badetemplet og dernæst Nicolai og jeg. Det var godt nok det mest luxuriøse bad, som vi endnu har besøgt. Der var brusere, som kunne spule såvel for oven som for neden, samt klare midterpartiet. Masser af plads i rummet, så alt ikke blev oversprøjtet og masser af varmt vand. Det lykkedes ikke for os at bruge de ”punkter”, der var på vores elektroniske nøgler.
Efter badet blev der tømt spildevandstank, og så blev der checket ud. Prisen var 39 Euro, men det var OK, set i forhold til standarden.
Marie blev bedt om at føre os til Esch-sur-Sûre, som er en meget lille by med blot 240 indbyggere, men helt fantastisk beliggende på en halvø, dannet af en slyngning af floden Sûre. Vi gik en tur i byen og besteg bl.a. et mindre bjerg, hvorpå der lå et borgtårn. Selve borgen kan dateres til begyndeslen af 900-tallet.
Efter gåturen fik Marie til opgave at finde byen Diekirch, som dels er kendt for sit øl, og dels for en gammel kirke, St-Laurent, som skulle have nogle flotte kalkmalerier. Vel ankommet til byen, der har ca. 6.000 indbyggere, gik vi en kort tur ind til centrum, hvor vi i den hyggelige gamle bydel fandt markedstorvet med masser af caféer. Vi slog os ned ved et bord i solskinnet, og Nicolai brokkede sig over det var for varmt.
Vi bestilte frokost hvortil Lone og jeg først fik en flaske af den lokale øl, Diekirch Grand Cru, og senere en Diekirch Brune. De smagte begge godt, men noget almindeligt ved luxembourgsk øl er, at det ikke holder de høje alkoholprocenter. Efter frokosten fandt vi frem til St-Laurentius kirke, der er byens juvel og klassificeret som et historisk monument. Den er bygget ovenpå fundamenterne af en romersk villa, og i et af byens museer kan man se romerske mosaikker, bl.a. fra denne tidligere villa. Kirken var restaureret for nylig, og ikke i den bedre retning. Der var godt nok nogle enkelte kalkmalerier, men heller ikke disse var bemærkelsesværdige.
Endelig er der et militær museum i byen, der fortæller om slaget i Ardennerne i 1944-45. Desværre var museet lukket på grund af ombygning.
Vi forlod Diekirch og Marie førte os til den næste by, Vianden, der er kendt for et imponerende slot. Vi parkerede bilen nede ved floden Our, og herfra gik vi op mod slottet. Byen består faktisk kun af en eneste lang gade fra floden op til slottet, hvor byens 1.600 indbyggere bor. Vi gik op ad gaden, kiggede ind i Treenighedskirken, der er en toskibet kirke som kan dateres tilbage til 1248. Kirken havde et fantastisk gyldent alter, og endvidere var der indrettet et ædelstensmuseum i et tilhørende kloster.
Slottet kan føres tilbage til 1100-tallet og har bl.a. tilhørt greverne af Vianden, der hørte til huset Oranje-Nassau. En spekulant købte slottet i begyndelsen af 1800-tallet og omdannede det til en ruin. I dag ejes slottet af staten, der har sat det i stand.
Endelig besøgte Victor Hugo byen i 1871 og boede i et af husene, hvor der i dag er museum. Undervejs gennem byen handlede vi hos den lokale købmand, så vi havde til aftensmaden. På vej ud af byen kørte vi langs en sø, der er opstået ved en opstemningen af floden Our i 1959-76, så der kunne opføres et vandkraftværk.
Så var det slut med dagens besigtigelser og Marie fik at vide, at vi nu gerne ville til Belgien, nærmere betegnet til campingpladsen ”Parc des Sources” lige syd for byen Spa. Marie havde vist os rundt hele dagen og heller ikke det sidste stykke svigtede hun, da vi helt præcist ramte indkørslen kl. 17.08.
Vi checkede ind og eftermiddagshyggede inden vi begyndte på madlavningen. Aftenen gik med kortspil.
En pudsig ting ved ”Parc des Sources” var, at der er fælles toiletter/baderum for mænd og kvinder. Vi er vant til dette fra naturist-campingpladserne, men her virkede det noget underligt. Især da der også var urinaler i rummet. Jeg så dog ingen herrer (eller damer) benytte disse.
Det havde været en dag med masser af naturoplevelser under kørslen. Sjældent har vi kørt så meget bjergkørsel på en enkelt dag, og det ofte på meget småveje, som Marie anviste os som korteste vej. Snart kørte vi langs floder, og snart snørklede vi os op af de snoede bjergveje, så vi kom langt op over floderne med fantastiske panoramaer.
Vores generelle indtryk af Luxembourg er, at det er et land med en meget smuk natur og med meget velholdte huse. Man ser faktisk slet ikke misligholdte bygninger nogen steder, og der er en stor byggeaktivitet overalt. Noget andet vi opdagede var, at der er masser af campingpladser overalt, langs de små floder kunne de ligge så tæt, at den ene plads nærmest gik over i den anden. På pladserne var der mange fastliggere, og vognene stod så tæt, at der ofte var under en meter mellem dem. Gad vide hvad der ville ske, hvis der udbrød brand ?
Lørdag den 7. april 2007.
Efter den fælles morgenbadning, dog i særskilte kabiner, kørte vi ind til Spa, hvor Lone har været flere gange i forbindelse med hendes arbejde. Lone er nemlig ansat i et firma, hvis europæiske del har hovedsæde lidt nord for Verviers, nordøst for Spa.
Vi slentrede lidt rundt i byen, der er kendt for sit vand, der kan købes både med og uden brus.
Der blev også handlet lidt hos både købmanden og i nogle tøjbutikker, jo vi campere lægger skam også penge i de byer vi besøger. Det er derfor en god investering for kommuner at anlægge parkeringspladser for autocampere, der ofte kan være lidt svære at parkere på almindelige pladser på grund af størrelsen.
Så gik det videre mod Tyskland, men først skulle vi da lige se Lones belgiske afdeling, der var meget nydelig, dog skulle de lige se at få skiftet postkassen ud med en dansk designet model.
Vi passerede den belgisk-tyske grænse, og kort herfra ville vi egentlig have været ind og se Aachen, men noget glippede med vejskiltene – vi smuttede i hvert fald forbi. Vi havde heller ikke bedt Marie lede os ind.
Ved 16-tiden nåede vi frem til Bochum, hvor vi jo skulle i teatret om aftenen. Vi havde dog god tid og aflagde derfor et besøg i et megastort shoppingcenter. Vi var der i 2 timer, brugte et hav af penge på tøj, sko m.m., og så vel under halvdelen af centret. Så returnerede vi til Starlight Express-teateret, hvor vi betalte 3 Euro for at parkere. Jeg spurgte kassedamen, om vi kunne holde der hele natten. Hun sagde, at principielt kunne vi ikke, men når hun var gået, så vidste hun jo ikke om vi blev der natten over. Flink dame.
Jeg havde regnet med, at vi kunne spise på teateret, men det kunne man ikke, og da der ikke var en restaurant, ud over en på et hotel, i nærheden, besluttede vi os for at lave mad i Speedy.
Vi klædte os om til det fine tøj og kl. 19.40 begav vi os til teaterindgangen, der blot lå 100 meter fra parkeringspladsen. Nu skulle vi se Starlight Express.
Musicalen, der er skrevet af Andrew Lloyd Webber, havde premiere i London i 1984, hvor det ikke længere er på plakaten. Det vises dog mange andre steder i verden, men kun i Bochum er der bygget et teater specielt til denne forestilling. Byggeriet begyndte i 1988 og allerede i 1989 havde man premiere. Byggeriet var gået så hurtigt at det kom i Guinness Book of Records, og prisen var omkring 24 mio. Mark.
Det var en imponerende teatersal med togskinner (rulleskøjtebaner) rundt i hele salen. På selve scenen hang en 9 tons tung bro, der let og elegant blev drejet rundt, hævet og sænket, så der kunne opstå nye spor. At beskrive selve stykket vil jeg holde mig fra. Heldigvis havde børnene hørt den engelske CD så mange gange, at de kendte handlingen, for deres tyskkundskaber er ikke så gode endnu. MEN DE VAR BEGEJSTREDE. Det havde været pengene værd.
En af Camilla første bemærkninger efter forestillingen var: ”Hvornår skal vi se det igen ?”
Vi besluttede alligevel at forlade parkeringspladsen og køre til Hattingen, en by i udkanten af Ruhr-området, hvor der skulle være omkring 140 flotte bindingsværkshuse. Marie viste os vej, og nu måtte selv Lone indrømme, at hun næppe havde fundet Stellplatzen midt om natten. Der var kun plads til 3 autocampere, men vi var den eneste, så min frygt for at der ikke skulle være plads blev gjort til skamme.
Vi gjorde hurtigt klar til sovning og var i sengene inden midnat.
Søndag den 8. april 2007.
Efter morgenmaden kørte vi lidt tættere på centrum, og gik en tur i byen, som nævnes første gang i år 990, under navnet "Hatneghen". Oprindelsen er uklar, men stammer formodentlig fra en germansk stamme Hattuarier, der levede her i det 1. århundrede.
Denne stamme havde anlagt en befæstiget plads, men blev fortrængt af sakserne, som i 700-årene grundlagde Gau Hatterun. Karl den Store overvandt sakserne og byen kom til at indgå i et frankisk Reichshof, der omfattede 20 gårde.
I 1005 skænkede den senere Kaiser Heinrich II hele byen samt kirken til et nystiftet Benediktinerkloster. St.-Georgs-Kirke blev ombygget omkring 1200. En strid mellem Hattingeren Friedrich von Isenberg og hans fætter, ærkebiskop Engelbert af Köln endte i 1225 med ærkebiskoppens død. Kort efter blev Friedrich pågrebet og henrettet og hans borg blev ødelagt.
I 1249 får byen rettigheder til at lave mønter og bliver herefter kastebold mellem Köln og Grafen, hvilket betyder mange kampe. Derfor befæstes byen i 1254 med volde og voldgrave. Alligevel lykkes det adskillige gange for kölnerne at ødelægge byen, indtil den i 1424 og 1429 blev fuldstændig ødelagt. Borgerne opgav dog ikke, og i 1450 afsluttede man genopførelsen af St.-Georgs-Kirke. I 1586 - 90 blev befæstningen fornyet med kampesten.
Den sidste store pestepidemi ramte byen i 1631 – 33.
I 1772 - 1780 gør man floden Ruhr sejlbar for kultransporter og bådene bliver trukket af heste på trækstier, der i dag danner gode vandre- eller cykelstier.
I 1810 til 1820 blev byens fæstningsværker revet ned og stenene anvendt til nybyggeri. Byen får jernbaneforbindelse i 1869 og vandværk i 1875.
I 1890 bliver skibstransporten urentabel og lukker ned. I 1907 forsynes byen med elektrisk lys.
Vi slentrede rundt i byen, der endnu ikke rigtig var stået op. Faktisk var vi så tidligt ude, at søndagsmessen i kirken endnu ikke var gået i gang. Vi kiggede på byens mange flotte bindingsværkshuse, men helt på højde med byerne omkring Harzen, samt perlen af dem alle, Celle, kommer den aldrig.
Da vi var færdige med Hattingen gik det videre nordover, og da vi aldrig havde været inde i Bremen, besluttede vi at køre ind til centrum og kigge på den gamle bydel. Bremen blev grundlagt af Charlemagne i 787 og voksede fra at være en lille bosættelse til en velhavende middelalderlig Hanseby i 1358. Bremen blev en fri kejserby i 1646 og er den dag i dag stadig en ”Freie Hansestadt”.
Vi startede med at gå op til Am Markt, der er en af de mest imponerende markedspladser i Nordtyskland. Her ligger det imponerende Rathaus på den nordlige side, bygget mellem 1410 og 1415. Den gotiske murstensbygning med den prægtige renæssancefacade og statuen af Roland, er begge på listen over UNESCO-verdenskulturarv.
Rådhusets betydning gør sig især gældende i lyset af Nordtysklands iøjnefaldende senrenæssance-arkitektur, den såkaldte Weser-renæssance. Den Store Sal inde i selve bygningen regnes for at være en af de fornemmeste festsale i Tyskland.
Den lutheranske Dom St. Petri blev bygget for mere end 1200 år siden. I domkirken går forskellige arkitektoniske stilelementer op i en højere enhed. Særligt seværdig er døbefonten fra 1220, korstolene fra 1360 og prædikestolen fra 1638.
I kælderen finder man katedralens mest interessante seværdighed: otte mumificerede lig i åbne kister.
Da vi var færdige med området omkring markedspladsen gik turen videre til byens Schnoor-kvarter, der stort set ser ud som i middelalderen og er en charmerende
labyrint af restauranter, barer, butikker og caféer, hvor der tidligere boede fiskere, håndværkere og handelsmænd. Navnet på området er nordtysk og henviser til de små huse fra det 14- og 15-hundredtallet, der ligger langs de smalle, snoede gader. Her ligger også St. Johann kirken, en franciskansk basilika fra 13-hundredtallet. Denne gotiske kirke er det mest besøgte religiøse sted for beboerne i Schnoor-kvarteret.
Så var det tid til at køre videre mod først Hamburg og dernæst mod Fehmern. Som tidligere konstateret, så får Speedy en gevaldig hjemve, når den når op omkring Hamburg, hvorfor vi besluttede at køre helt hjem.
Vi handlede i BorderShoppen i Puttgarten og kom med en færge kl. 18.45 mod Rødby. Kl. 21.25 holdt vi hjemme i Sengeløse.
Vel hjemme igen kan vi kun sige, at det har været en vellykket tur. Mange nye indtryk og en navigator, der bare klarer de vanskelige opgaver uden at kny. Ifølge Camilla og Nicolai, så er det ikke sidste gang vi skal på disse kanter, ikke mindst på grund af Starlight Express.
I alt blev der i de 8 dage kørt i 35 timer. Det blev til 2.422 km, hvilket giver en gennemsnitsfart på 69,5 km/t. Ikke et særligt højt gennemsnit, men der har været tale om kørsel på forholdsvis små veje i Belgien og Luxembourg, mens motorvejene kune blev brugt frem og tilbage. Marie viste sig at være et godt tilskud til udstyret i Speedy, og "hun" hjalp os stort set smertefrit gennem smukke landskaber ad små veje. Når vi syntes vejene blev for store, så trykkede vi blot på "omvej" og straks blev vi ledt ad andre veje. Lones job som navigatør er dog ikke helt forsvundet, da det er rart også at følge med på et kort, så vi ikke pludselig står uden anelse om, hvor vi befinder os. Er vi kørt sydpå eller nordpå, mod øst eller vest. Et godt kort er altid rart at have ved hånden.
Flemming Stagis
April 2007