Med Speedy til Berlin

23. marts til 1. april 2013

Forord

Vi havde jo været på vej til Berlin i Påsken 2012, men da jeg ved et uheld var kommet til at hælde benzin på Speedy i stedet for dieselolie, havde dette betydet en tur på værksted for udskiftning af højtrykspumpe og dyser.

Min ældste datters forlovede, Jacob, havde aldrig været i Berlin, så nu skulle vi prøve at komme afsted i Påsken 2013. Vejrusigten lød ikke for godt. Foråret var endnu ikke kommet til Europa.

 

Lørdag den 23. marts

Vi forlod København ved 15-tiden efter havde samlet tvillingerne op i Albertslund og min ældste datter og Jacob på Frederiksberg. På trods af de tidligere dages snevejr, var der tørre og sorte veje helt ned til Nykøbing Falster, men derefter var der en del snefygning hen over vejen, som gjorde det sidste stykke ned til Gedser delvis hvid og glat. Vi nåede frem til færgelejet ca. klokken 17 og kom med en færge 17:45. Overfartstiden Gedser-Rostock er 2 timer, og denne tid blev brugt til at spille DCU’s spil MIG (Mobile Intelligence Game), der er en forsimplet udgave af Trivial Pursuit.  Klokken 19:45 trillede vi i land og fortsatte sydover mod Hainholz 2, 16928 Pritzwalk, hvor vi havde fundet en plads i ReiseMobils Stellplatz-katalog, hvor det var gratis og overnatte, og man kunne få strøm mod betaling. Ved 21:30-tiden trillede vi ind på pladsen og fik hurtig gjort vognen klar, tændt for oven og sat et par fade med Lasagne til opvarmning. Efter at have gjort Speedy soveklar, smuttede vi i seng og sov til næste morgen.

 

Søndag den 24. Marts

Vi stod op ved 8:30-tiden, spiste morgenmad og kørte ind til byen for at tanke diesel.

 

Her opdagede Nicolai, at der var en eller anden, der havde prøvet at få fat i ham. Med mellemkomst af Lone i Albertslund, fandt vi ud af, at det var min nabo, Runi, fra Stendiget 16, der havde prøvet at få fat på os. Der havde desværre været indbrud og der var blevet rodet og stjålet en ellers fastboltet boks med diverse værdigenstande. Runi havde ringet efter politiet, der kom ret hurtigt, og dernæst havde han fundet en plade, som blev slået for en smadret rude i bryggersdøren. Godt med gode naboer, men noget lort med de forbandede tyve, der har hærget området et stykke tid.

Jeg kontaktede Lone, der kørte over og kiggede på åstedet og hun mente, at boksen var det eneste, der var væk. Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at vende om og tage hjem, da der jo var taget hånd om begivenhederne.

Vi fortsatte mod Berlin, hvor vi først kørte til det nordøstlige Berlin, for at se nærmere på STASI-museet i Genslerstrasse 13 A, 13055 Berlin.

 

 

Mindesmærket Berlin-Hohenschönhausen er et museum indrettet i de bygninger, der fra 1951 til 1989 husede den daværende østtyskeefterretningstjenesteStasi’svaretægtsfængsel i Hohenschönhausen.

Museet blev indviet i 1994 og har som formål at vise metoderne og konsekvenserne af den politiske straf og undertrykkelse, som foregik i det SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands)-styrede DDR. Det var primært politiske fanger, der blev fængslet i Hohenschönhausen, hvor de blev psykisk og fysisk tortureret.

 

 

Bygningen blev fra 1930'erne anvendt som storkøkken. Under den sovjetiske besættelse fra 1945 indrettede NKVD (senere KGB) en koncentrationslejr i bygningen, der kom til at huse mere end 20.000 politiske fanger og andre, som var uønsket af kommunisterne. I oktober 1946 blev kz-lejren omdannet til det centrale varetægtsfængsel for NKVD i Tyskland. Fangerne blev tortureret på forskellig vis. Stasi overtog fængslet i 1951, og det blev efterhånden udvidet. Kapaciteten var normalt ca. 200 fanger. Stasi droppede med tiden den fysiske tortur til fordel for psykisk tortur som isolation og søvnberøvelse. Fangerne var primært såkaldte 'republikflygtninge' – mennesker, der forsøgte at flygte til det demokratiske vesten og/eller var i opposition til SED.

 

Fængslet blev lukket efter kommunistregimets fald i 1989. Bygningerne fik fredningsstatus i 1992 og museet åbnede i 1994. Bygningerne er bevaret i original stand. Museets rundvisere er bl.a. tidligere fanger.

Efter en noget langtrukken guided tur på tysk, kørte vi så mod Köpenicker Hof, som skulle være vores base de næste mange dage. Vi parkerede og satte strøm til Speedy, så vi kunne have en varmeblæser kørende i dagtimerne, for at spare på gassen. Om natten kører vi hellere på den lydsvage gasvarmer.

 

 

 

Ingen Berliner-tur uden en øl. Og der er nok at vælge af i Tyskland og i Berlin. Tyskerne selv hælder årligt 10.780.000.000 liter øl fra 1234 forskellige bryggerier indenbords. Berlin selv har tre store bryggerier og masser af mikrobryggerier og værtshuse, der brygger selv.

Selvom Berlinerne drikker meget øl har enthusiasmen for øl ikke nået samme procent som i Danmark.

Berlinerne virker meget tilfredse med at kunne vælge mellem en mørk øl type eller en lys øl type (dunkel oder helles?) - og så måske en weissbier. Sådan er det de fleste steder og de fleste mikrobryggerier brygger som regel de samme to, tre øltyper, så det er ikke en gastronomisk højdeflyver at gå fra bryggeri til bryggeri.

Øl er øl og det skal drikkes. Konkurrencen går vist mere på atmosfære end på øloplevelsen i sig selv.

Så gik vi til Alt Köpenick, hvor vi ville have haft en øl på Tysklands mindste bryggeri.Schlossbrauerei Köpenickligger på en lille plads lige nord for slottet i Köpenick. Bryggeriet markedsfører sig som Tysklands mindste bryggeri. Det er heller ikke ret stort. Ægte mikro. Øllene veksler, men der er altid Schlossplatzbier i hell og dunkel. Ellers er der kirsebær-chiliøl og babylonsk øl. Den babylonske øl skulle være efter en opskrift fra Kong Hammurapi fra 1780 f.kr. Øl var den gang et betalingsmiddel.

 

   

 

Desværre var der ingen ledige pladser og samtidig var lokalet temmelig tilrøget, så i stedet gik vi en tur til byens slot og returnerede dernæst mod vores opholdssted. Undervejs droppede vi dog lige ind på en bodega, hvor vi fik lidt at drikke, så som øl, Berliber Weisse og Cola.

Vel tilbage blev der spist resten af Lasagnen. Dernæst blev der lige spillet en "lille" omgang Trivial Pursiut på næsten 3 timer.

 

Mandag den 25. Marts

Op ved 8:30-tiden og så morgenmad. Pigerne badede, hvilket vi drenge også ville have gjort, hvis der ikke lige var håndværkere, der umuliggjorde dette. Så af sted med S-Bahn’en til Alexander Platz, hvor der som sædvanlig var boder med souvenirs, mad, drikkelse o.m.m.

 

Så ned langs Karl Liebknecht Strasse, forbi Fjernsynstårnet, Det røde Rådhus og frem mod Nicolai Viertel.

 

 

På vejen kom vi forbi Dom’en, hvor vi tilbragte en god time og bl.a. var med til det sidste af en gudstjeneste.

 

 

 

Efter at have slentret lidt rundt i Nicolai Viertel gik vi videre ned ad Unter den Linden, som viste sig at være en kæmpe rodebutik, på grund af etablering af en undergrundsbane under vejen.

 

Vi kiggede ind på Det juridiske Fakultet, så Nicolai kunne se på forholdene for tyske jura-studerende. Og lige udenfor dette fandt vi det sted, hvor nazisterne begyndte på deres bogafbrændinger i slutningen af 1933. Stedet er markeret dels med en plade på jordenog dels med et monumentet under jorden. I 1995 lavede den israelske kunstner Micha Ullmann dette utraditionelle underjordiske monument over denne kulturelle udrensning. Monumentet består i et lille vindue ned i jorden, hvor man ser ned i et stort rum med tomme reoler. Det tomme bilotek er stort nok til at rumme alle de 20.000 bøger, der blev afbrændt på pladsen.

Startskuddet på Nazitysklands kulturelle udrensning lød den 10. maj 1933 og det begyndte med symbolske bogafbrændinger på Bebelsplatz. Under nazismen forholdt staten sig energisk til, hvad der var god kultur og hvad der var usund kultur. Forfattere, filosoffer, malere og kunstnere af alle typer blev arresteret, hvis deres værker var kritiske overfor statsmagten og nazismens idéer. Deres værker blev gjort ulovlige og destrueret. I tilfælde hvor kunstneren var f.eks. jøde var indholdet ikke vigtigt; så var indholdet per definition blot skadeligt og skulle forbydes og udryddes.

I et forsøg på at give den kulturelle udrensning et videnskabeligt og lærd anstrøg tog Hitlers propaganda minister, Joseph Goebbels, initiativ til den første store bogafbrænding på Bebels Platz. Med det kongelige bibliotek og universitetet som scenisk baggrund lavede SA og nazistiske ungdomsorganisationer en ceremoniel afbrænding af en enorm mængde bøger. Det var især bøger af jødiske forfattere som fx Thomas Mann, Heinrich Heine, Kurt Tucholsky, Sigmund Freud, Erich Kästner og Karl Marx.

 

 

Afbrændingen blev optaget på film og vist i biografernes ugerevyer over hele Tyskland. Den almindelige borger stod så tilbage med det indtryk, at landets stærkeste intellektuelle kræfter stod bag idéen.

Dengang i 1933 hed pladsen Kaiser-Franz-Josef-Platz. Før 1911 hed pladsen Opernplatz og efter 1947, da kommunisterne havde overtaget Østberlin blev pladsen omdøbt til Bebelplatz efter socialdemokraten August Bebel, der var en af grundlæggerne af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Pladsen hedder stadig Bebelplatz og i det sydøstlige ligger St. Hedwigs Katedral, som Camilla og jeg længe havde ønsket at besøge. Det blev så på denne tur, men desværre levede kirken langt fra op til vores forventninger, da den viste sig at være ret ny. Katedralen blev bygget i 1700-tallet af den daværende konge af Preussen og blev indviet i 1773. Den har navn efter skytsenglen for Schlesien og Brandenburg, Hedwig af Andechs. Kirken brændte totalt ned i 1943 under luftbombardementerne mod Berlin og blev genopført 1952-1963

Så var det videre ned ad Unter den Linden frem til Friedrichsstrasse, hvor vi drejede til højre ned mod Check Point Charlie. Undervejs spiste vi noget fastfood på en Pasta Deli, som var udemærket.

Ved Check Point Charlie kiggede vi på det lokale museum, hvor vi tilbragte næsten 2 timer, hvorefter vi fik kaffe og kage på en nærliggende STARBUCKS.

 

 

 

Videre ad Kochstrasse mod Typographie des Terrors. Hvor vi tog en hurtig runde på museet i Prinz Albrecht Strasse.

 

 

Der er tale om en af nazitidens mest uhyggelige adresser: Her lå hovedkvarteret for det hemmelige politi, Gestapo. Nabo til SS, politiledelsen og efterretningstjenesten SD. Chefen for alle disse politi- og sikkerhedsorganer var Heinrich Himmler, der styrede jødeudryddelsen og den nazistiske terror i selv de fjerneste afkroge af det erobrede rige. Bygningskomplekset blev ødelagt under kampene om Berlin – kun kældermurene står tilbage. Her indrettede stiftelsen Topographie des Terrors først en plancheudstilling om Gestapos blodige håndværk og senerehen er der tilkommet et lille besøgscenter. Gaden hedder i dag Niederkirchnerstrasse, opkaldt efter en kvindelig, kommunistisk modstandskæmper.

Bemærk i øvrigt bygningerne bag "muren". Det er de eneste overlevende bygninger fra Nazi-tiden, ¨som i sin tid rummede Görings Luftsfartsministerium.

 

Så var det tid til Sony Center, som fik dagens sidste besøg. Her fra tog vi U-Bahn til Frirdrichsstrasse og her skiftede vi tog til Ostkreutz, hvor vi steg om til et tog, der førte os frem til Köpenick. Vi handlede lidt i Aldi og så spise på en lille lokal Döner-restaurant, beliggende under stationen. Her var en sød, lattermild servitrice, som gjorde opholdet til en oplevelse.

 

Vel tilbage på Köpenicker Hof badede vi drenge og så spillede de 4 andre ”Settlers”, mens jeg skrev turberetning.

 

Tirsdag den 26. Marts. 

Efter at have spist morgenmad kørte vi ind til byen og det første vi gjorde, var at tage til Sony Center, hvor vi købte billetter til filmen Les Miserable. Den blev vist i den engelske version, så vi kunne slippe for en eftersynkroniseret tysk udgave.

Så tog vi videre til stormagasinet KaDeWe (Kaufhaus des Westens), der efter tyskernes egen mening skulle være verdens største stormagasin, over 60.000 m². Gad vide hvad Harrods (92.000 m²) i London siger til det? Her tilbragte vi temmelig lang tid, især på 6. Etage, som er en gigantisk fødevare og delikatesse afdeling. Især Jacob, der er ansat hos Toms, brugte en del tid i chokoladeafdelingen.

 

 

Så fortsatte vi mod Gedächnish Kirche, men undervejs måtte vi lige et smut ind om Saturn, der er en af elektronikkæderne i Tyskland, modsvarende El-giganten hjemme i Danmark. Jeg fandt lige den vidvinkellinse til mit fotoapparat, som jeg længe havde ledt efter. Der var tale om en 10-20 mm linse til 430 Euro, så den måtte lige vente lidt.

 

 

Saturn ligger i et indkøbscenter, Europa Center, hvor vi spiste frokost, inden vi atter begav os ud på turistturen.

Vi nåede frem til Kaiser Wilhelm Gedächniskirche, som imidlertid var pakket totalt ind i stilladser, så man slet ikke kunne se den udefra, men man kunne heldigvis stadig komme ind i både den nye og den gamle del af kirken.

 

 

 

Der blev dømt slentretur på Kurfürstendam, hvor Camilla købte sko, mens Nina kiggede på. Lige over for skobutikken ligger "Alt Berliner Biersalon", som vi selvfølgelig måtte besøge og få diverse spændende øl.

 

 

Klokken nærmede sig seks, så vi kørte til Potsdammer Platz, hvor vi ville spise på Lindenbräu. Her var imidlertid optaget, så vi spiste i stedet på Josty, ligeledes beliggende i Sony Centre. Her var knapt så hyggeligt, men maden var helt i orden.

 

Det var blevet tid til biffen og Les Miserable, der var en meget flot musical. Blot med det minus at Russel Crowe, der har en af hovedrollerne, faktisk er en temmelig dårlig sanger.

Filmen sluttede ved 23-tiden så vi var først hjemme ved midnatstid.

 

Onsdag den 27. marts

Vi var kommet sent i seng, så derfor kom vi også sent op.

 

  Kørte til Hagescher Markt, hvor vi gik rundt i det spændende kvarter. Blandt andet aflagde vi Ampelmann-butikken et besøg, som kastede lidt indkøb af sig. Det var dog ikke slut med indkøb i området, for jeg købte en meget lækker vinterfrakke i ”Made in Berlin”, der er en second-hand butik, Camilla har fundet på en af vore tidligere ture. Den havde nogle mindre skader, som jeg dog selv har kunnet rette med nål, tråd og en sort spritpen.

 

 

Vi spiste frokost i en lækker vietnamesiske restaurant, Monsieur Vuong, der ligger i Alte Schönhauser Strasse 46. Stedet var blevet anbefalet af en af Nina og Jacobs bekendte, og vi vil gerne anbefale det videre. Man kan ikke reservere bord, så det er bare ind og vente. Vi ventede vel 15-20 minutter, hvorefter vi fik et bord. Maden var dog hele ventetiden værd. Store portioner til rimelige priser kronede værket.

Vi kørte hjem til Köpenick for at bade, inden vi skulle af sted til Friedrichsstrasse Palast, hvor vi skulle se showet ”Show Me”. Der er efter eget udsagn tale om verdens største Varite-tribune og man kan blandt andet lave et 20 meter højt vandfald på scenen.

Friedrichstrasse Palast ligger i Berlins East End teater-distriktet, med dtes sprudlende natteliv. Intet andet sted i Tyskland findes en højere tæthed af teatre. Og midt i det hele har vi så den største teaterscene i verden! Teatret nyåbnede i 1984 på Friedrichstrasse 107, kun fem minutter fra Friedrichstraße station. Friedrichstadt Palast er både med sit program og sine dimensioner unikke. Fra Friedrichstrasse lser bygningen ikke er så stor ud, men det er synsbedrag. Huset er 80 meter bredt, 110 meter langt og har et rumfang på 195.000 m3. Den enorme bygning er den sidste storslåede bygning, som blev bygget af det daværende allerede langsomt synkende DDR og dermed et enestående arkitektonisk eksempel af den besejrede tyske adskillelse.

 

Der vises store shows, børneshows, gæsteoptrædener og her afholdes en del af Berlinalen, hvis filmpris trække næsten 700.000 besøgende årligt. Friedrichstadt-Palast er helt klart Berlins teater no. 1. I det show vi så, var der mere end 160 medvirkende, og der er således tale om et af de største shows i verden.

 

Blandt de medvirkende er det fremragende internationalt kendte balletkompagni bestånde af 60 kvinder og mænd, samt et meget alsidigt 16-personers showband. Endelig råder teatret også over et ungt ensemble, enestående i Europa, bestående af 250 Berlin-børn mellem 6 og 16 år.
På den 2.200 m² store scene er næsten 700 m² hæv- og sænkbar og kan køre det meget komplicerede tekniske udstyr på scenen, herunder bl.a. nogle store 225-tons vandtanke og betyder, at man kan opføre ultra-moderne shows med de nyeste high-tech effekter.

  


Hvert år i februar ændres showteatret til et filmpalads, hvor det bliver den største biograf på Berlinalen.

Da showet efter 2 timer var færdigt gik vi fra Palast’et ad Oranienburger Strasse mod Hagescher Markt. Jeg har ofte spekuleret over, om Berlin ikke havde et ”Redlight-district”, hvilket jeg nu fandt ud af faktisk måtte ligge i dette kvarter, for der var flere ”frie fugle” ned ad Oranienburger Strasse. 

 

Fremme på Hagescher Markt fandt vi frem til Weihenstephan, der ligger på Neue Promenade 5 . Her fås øl fra verdens ældste bryggeri Weihenstephan, som har brygget øl siden 1040. Det er næsten lige så gammelt som det danske kongehus (der jo i virkeligheden mest er tysk!). Et meget hyggeligt sted - igen med god betjening og solid kost. Under kælderhvælvingerne fik os en godnat øl. Selv Camilla fik en øl hun kunne lide. Der var faktisk så hyggeligt, at vi godt havde kunnet blive der, i selskab med godt øl, men vi havde jo også en dag i morgen, så vi vendte næsen mod øst og var hjemme ved midnatstid.

 

 

Torsdag den 28. marts

Ville egentlig have været tidligere op end de to sidste dage, men det lykkedes ikke helt. Vi forlod først Köpenicker Hof ved 10:30-tiden og tog til Alexander Platz, hvor Nicolai gerne ville et smut ind i MediaMarkt for at kigge på elektronik og spil. Jeg kiggede på linser til mit fotoapparat og fandt faktisk et 10-20 mm til 430 Euro, som jeg godt kunne tænke mig, men som jeg alligevel synes, jeg lige ville vente med at købe.

Vi var så længe i Alexa, at vi ville have spist der, men det var fuldstændig umuligt at erobre et bord, så vi returnerede til S-Bahn-stationen og tog til Hagescher Markt, hvor vi egentlig ville have spist Curry Wurst, men nu løb tiden fra os, så vi smuttede på toget og fortsatte til Friedrichstrasse, hvor vi hoppede af toget og gik det sidste stykke til Rigsdagen, hvor vi havde reserveret adgang til 14:00. Vi kom lidt for tidligt, men kom alligevel gennem sikkerhedschecket og var klar til at entre bygningen 13:50.

   

Reichstagsgebäude (eller Reichstag) var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894 til 1933 og har fra 1999 været parlamentsbygning for Forbundsdagen. Der kan læses mere om bygningen på beretninger fra tidligere berliner-ture.

 

 

Vi var på stedet i lidt mere end en time, hvorefter vi gik et lille stykke gennem Tiergarten frem til Brandenburger Tor, som er den mest imponerende og den sidste bevarede byport i Berlin. Der var oprindeligt 18 byporte på den gamle toldmur, som bestod fra 1700-tallet og hen til midten af 1800-tallet. Under den kolde krig passerede Berlinmuren tæt vest om Brandenburger Tor, der således også blev et symbol på den delte by. Den første port er opført i 1731. Den fik en nyklassicistisk stil i 1788-91 fra tegninger af Carl Gotthard Langhans. Porten er 26 meter høj og 66 meter bred. Facaden af sandsten var oprindeligt malet hvid. Det kostede 110.902 "taler", 20 "groschen" og 10 "Phennige" at bygge Brandenburger Tor. Bygningen er opført ved Pariser Platz for enden af Unter den Linden og Charlottenburger Chaussee, nu Straße des 17. Juni.

 

 

Oprindeligt skulle porten have heddet "Frihedsporten" og quadrigaen (firspandet) øverst på porten, der er skabt af Johann Gottfried Schadow, skulle forestille "Fredens triumf". Men blot 12 år efter skabelsen var freden slut. Napoleon lod i 1806 efter indtagelsen af Berlin Quadrigaen slæbe med til Paris som krigsbytte. Den kom tilbage i 1814, da Napoleon blev slået i slaget ved Leipzig, hvor mere end 100.000 døde på en dag. Quadrigaen blev atter stillet på porten, men Karl Friedrich Schinkel tilføjede et jernkors i laurbærkransen. Korset var tegnet af ham. Efter denne tid omtales skulpturen som sejrsgudinden Viktoria.

 

I 1987 holdt USA's præsident Ronald Reagan en tale foran porten på den vestlige side, hvor han i sin tale udfordrede den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov med ordene "Mr. Gorbatjov – tear down this wall!" om Berlinmuren.

 

Vi havde stadig ikke spist frokost, så vi fandt en dyr restaurant, Block House, der tilbød meget lækre bøffer til pænt høje priser. Heldigvis havde de også New York Cheeseburgere til lidt over 10 Euro, så dem snuppede vi lige 5 af og de var helt i top. Efter ”frokosten” gik vi tilbage til Unter den Linden, hvor vi fik crepes. Her så vi en tilsyneladende meget sød fransk bulldog, der sad på kuskesædet på en hestevogn. Men da Nicolai nærmede sig, gøede den lille krabat vredt af ham. En rigtig bulldog.

 

 

 

Så videre til Det jødiske Monument - ikke at forvekse med Det jødiske Museum - hvor vi tilbragte en del tid. I det sydøstlige hjørne ligger et lille museum nede under jorden, men der var lang kø, så det sprang vi over.

 

Kursen blev sat mod Sony Centre, hvor vi undervejs passerede et lille monumet til minde om homoseksuelles forhold under nazismen.

Så nåede vi frem til Sony Centre, hvor vi bestilte et bord hos Lindenbräu, hvor vi skal fejre Jacobs 34-års fødselsdag på lørdag.

Så gik det ellers retur til Köpenick med toget. Her slentrede vi en tur rundt i stedet store shoppingcenter og købte bl.a. forskellige gaver til vores kæledyr derhjemme. Egentlig kiggede vi efter et supermarked, men fandt det ikke og handlede derfor i den sædvanlige Aldi.

Vi var helt hjemme på holdepladsen ved 20:30-tiden og startede på madlavningen, så det blev sen aftensmad.

 

Fredag den 29. marts

Stod så sent op, at der blev tale om kombineret morgenmad/frokost, hvorefter vi begav os mod byen. Min ældste datter og Jacob havde lavet en aftale om at møde en af deres venner, der var kommet op til Berlin fra Malta, så vi splittede op i to hold.

Camilla, Nicolai og jeg tog med S-Bahn ind til Ostkreutz, men her stod vi af og fortsatte sydover med S-Bahn-Ring frem til Tempelhof Station, da vi ville se nærmere på den tidligere lufthavn, Fra midten af 1700 tallet blev markerne ved Tempelhof brug til militære øvelser og eksersits. Hvert år var der militærparader. I 1909 kom Orville Wright forbi med sin doppeldækker flyvemaskine, der helt impone­rende fløj hen over de 150.000 tilskuere i 172 meters højde. Luftfarten var kommet til byen. Det er blot godt 100 år siden.

 

Tempelhof Lufthavn, der var i brug indtil 30. oktober 2008, ligger i det sydlige Berlin. Den blev bygget i begyndelsen af 1920'erne, og indgik som en del af Albert Speers plan for genopbygningen af Berlin under den nazistiske epoke, hvor professor Ernst Sagebiel blev beordret til at erstatte den gamle terminal med en ny terminal i 1934. Arkitekten Norman Foster har kaldt lufthavnen ”The Mother of all Airports”.

 

Lufthavnen spillede en hovedrolle under blokaden af Vestberlin 24. juni 1948 til 12. maj 1949. Planerne om at de 4 besættelseszoner skulle arbejde sammen i Berlin kunne ikke gennemføres, fordi der politisk - som bekendt - var alt for forskellige interesser. Da de vest-allierede støttede oprettelsen af Vesttyskland, og D-marken blev indført i de vestligt besatte områder, spærrede russerne Vestberlin af for al forsyning. Ingen var interesseret i at udløse en ny krig og de vest-allierede var heller ikke til sinds blot at overgive Vestberlin til Sovjetunionen. Det var i den forbindelse, den daværende „regierender Bürgermeister” fremkom med en appel til de vestlige lande om at hjælpe til med at forsyne Vestberlinerne. Og hjælpen kom. I form af Luftbroen lettede og landede de såkaldte ”Rosinenbomber“ med fødevarer hvert tredje minut. Flyvemaskinerne holdt kun på jorden i 20 minutter, hvorefter de atter lettede. Det var den amerikanske general Lucius D. Clay, der gennemførte denne aktion. En gade i det vestligste Berlin, Clay Allé, er opkaldt efter ham. Den vedholdende flyvning fik russerne til at opgive blokaden uden at det kom til yderligere konflikt.

 

Da lufthavnen lukkede den 30. oktober 2008 lettede kl. fem minutter i midnat to fly parallelt fra startbanen. Det ene var en amerikanskRosinenbomber“ og den anden en Junkers Ju 52/3m fra Lufthansa, begge kippede med vingerne og drejede af mod sydvest i retning mod Schönefeld mens lysene i lufthavnen slukkedes.

Passagertallet var i 2005 1,5 mio. men faldt siden drastisk, og var i 2007 på blot 350.181.

Siden 1995 var der offentlig debat om at nedlægge lufthavnen, bl.a. på grund af dens begrænsede kapacitet og manglende muligheder for udvidelser grundet lufthavnens placering midt i et boligområde. Spørgsmålet blev gjort til genstand for en vejledende folkeafstemning27. april2008. Trods et flertal blandt de afgivne stemmer for at bevare Tempelhof, førte en for lav valgdeltagelse til, at der i efteråret 2008 blev truffet beslutning om en nedlæggelse. Folkeafstemningen fik en deltagelse på blot 21,7 procent, mens kravet var en valgdeltagelse på mindst 25 procent. Blandt argumenterne for at bevare lufthavnen var, at den ligger centralt – blot 6 km fra Rigsdagsbygningen – og at den af historiske grunde ikke burde lukkes. Tempelhof er foreløbig udlagt som rekrativt område.

 

Efter Tempelhof tog vi ind mod byen, hvor vi fandt frem Trebbiner Str. 9, hvor Deutsche Technik Museum ligger og som med sine 26.000 m2 det største af sin art i verden.

 

 

 

Et meget spændende museum indrettet i en tidligere dobbelt remisebygning og en efterfølgende nybygget fløj. Her findes damplokomotiver, spændende rum med tv-radiohistorien og verdens første computer. Museet råder over en fantastisk flysamling, der hænger i wirer over ens hoved. Især DC3-’eren ude på terrassen med udsigt over byen er hele udflugten værd. Desuden er der masser af skibe, scootere rumfart, etc. Vi var på stedet en del timer men syntes til slut, at lokomotiver og togvogne var temmelig overrepræsenterede - efter vores mening.

Klokken nærmede sig 16 og vi besluttede at tage ud til Prenzlauer Berg for at få øl og mad på et værtshus i Kastanien Allee 7-9. Stedet hedder ”Prater”, men der er nok mange, der intetanende går forbi den smalle indgang til byens ældste og måske hyggeligste Biergarten. Den er grundlagt i 1837 og har oplevet lidt af hvert. I industrialiseringens barndom var her politiske protest­møder, og kun et rigt udbud af lystspil og koncerter fik Prater til at overleve den heftige kamp om ølkun­derne i Prenzlauer Berg, hvis historie er tæt knyttet til brygningens kunst.

Prater overlevede Anden Verdenskrig næsten ubeskadiget, og i DDR blev den hurtigt et populært centrum for de kultur- og ølglade østtyskere. Efter murens fald blev den renoveringshungrende have lukket, og først efter års hård kamp fik lokale ildsjæle genåbnet herligheden i 1996.
I dag ligger Prater stadig pakket ind af storbyfacader, der ser ud som om de venter på nabobygninger, og det er måske grunden til, at man har fornemmelsen af at befinde sig midt i en sand storby-oase. Prater har sin helt egen og yderst velsmagende Prater Pils og Prater Schwarzbier samt Weihenstephaner (Hefeweizen og Kristall) og andre flaskeøl. Med omkring 3,50 for en halv liter er prislejet middel. Maden er gedigen, og serveringen er lige så venlig, som stedets atmosfære. Man kan få snacks som syltede agurker, fantastiske lammepølser, supper, salater, kage mm., så man kan roligt medbringe appetit til tørsten, også uden at blive flået.
Prater har normalt åbent mandag til lørdag fra kl. 18 og søndag fra kl. 12. Køkkenet lukker kl 23. Man modtager ikke kort, kun kontanter.

 

 

Desværre var stedet under ombygning og dermed lukket, så i stedet blev det til stenovnspizzaer på et nærliggende pizzaria. Det er rart at have noget tilgode til næste berliner-tur.

Vi overvejede at tage hjem direkte fra Prenzlauer Berg, men det var lidt for tidligt, så i stedet besluttede vi at gå ned til Hagischer Markt, hvilket var en pæn lang gåtur. Men da der var mange spændende butikker, så føltes turen ikke så lang.

Fra Hagischer Markt tog vi så toget hjem og landede i Speedy kl. 19:15.

 

Lørdag den 30. marts

Da vi stod op var min ældste datter så forkølet, at hun gerne ville blive hjemme og Jacob blev også hjemme for at passe hende. Vi tre andre valgte at følge Camillas forslag om at tage ud nord for Hagischer Markt for at se et sted, Bernauer Strasse, hvor man har genopført et stykke af muren, inkl. de bagvedliggende minerede områder og vagttårne.

Vi startede dog ned at køre til Friedrichstrasse, hvor Camilla havde set nogle skobutikker, som hun gerne vil kigge nærmere på. Efter adskillige butikker lykkedes det at finde de ønskede sko, et par sorte ruskindssko med høje hæle. Men hun kan sagtens både bære og gå i sådanne sko.

Vi gik så videre nordover gennem nogle temmelig kedelige kvarterer. Nicolai brokkede sig en del over, at vi lige så godt kunne have taget toget til Nordbahn Station. Og egentlig havde han jo ret. Men da vi endelig kom frem, så var det nu hele gåturen værd. Der var også opført et 5-etagers udsigtstårn, hvorfra man kunne se ned over arealet. Det er helt klart, at da Muren stod færdig, var det stortset umuligt at krydse fra øst til vest.

 

 

Da vi havde set området tog vi tilbage til Hagischer Markt, hvor vi spise Curry-wurst til frokost. Fra Hagischer Markt gik vi langs banen til Alexander Platz, hvor vi lige måtte ind i en forretning og købe bukser til Nicolai, da lynlåsen i de bukser han havde på, var gået i stykker.

 

På Alexander Platz var der et stort påskemarked, hvor vi slentrede lidt rund og blandt andet fik crepes. Nicolai fik en med Nutella og After Eight, og var helt vild med sammensætningen. Så lige et smut i en Saturn for at kigge på elektronik og endelig en rundtur i Alexa, det store shoppingcenter ved stationen. 

 

Der var stadig omkring tre timer til vi skulle møde Min ældste datter og Jacob i Sony Centret, men alligevel tog vi toget dertil. Vi fandt en STARBUCKS, hvor vi fik kaffe/chokolade med forskellige kager til. Vi trak indtagelsen rigtig, men måtte til sidst give op, betale og bevæge os ind i et storcenter, hvor vi delvis slentrede rundt og delvis sad på stedets bænke.

Endelig nærmede tiden sig 19.30 og vi vandrede mod Lindenbräu i Sony Centret, hvor vi skulle fejre Jacobs fødselsdag med en god middag. Heldigvis var der bestilt bord, for der var fyldt helt op. Vi fik alle sammen Wienerschnitzler, der var store som det meste af tallerkenen. Rigtigt lækre.

 

 

Da vi havde spist, tog vi tilbage til Köpenick, hvor vi trætte og mætte trillede i seng.

 

Søndag den 31. Marts (påskesøndag)

Rimeligt tidlig op, tømme spildevandstank og toilet og fylde vand på drikkevandstanken. Inden da havde jeg været på kontoret og betale 133 Euro for vores 7 dages ophold inkl. el og bad. Det svarer til knapt 30 kr. pr. mand pr. døgn. Billigere kan det da vist ikke gøres.

 

Fra Köbenick kørte vi til Det olympiske Stadion vest for Centrum. Da vi ankom til stedt var der en veteranbilsklub, der holdt møde med deres biler. Der var tale om nogle meget flotte og velholdte biler, som vi vist alle betragtede med ærefrygt. Men så gik det også videre til  Olympia Stadion, der ligger i den vestlige del af Berlin. Olympia Stadion blev bygget til sommerolympiaden 1936 og har plads til 75.000 tilskuere og er hjemsted for fodboldklubben Hertha Berlin. Hvert år afholdes den tyske Fussball-Cup finale på Olympia Stadion.

 

 

Stadion blev tegnet af arktikten Werner March. Det er omgivet af den kæmpestore Olympiske Plads. Stadion kom næsten uskadt igennem 2. verdenskrig og blev indtil 1994 brugt som den engelske besættel­ses­hærs hovedkvarter. Der er anvendt 70.000 kubikmeter beton og 20.000 kubikmeter betonelementer. Taget over stadion dækker i alt 37,000 kvadratmeter og vejer 3.500 tons. Ved renoveringen i 2003 blev samtlige sandsten taget ud af facaden og renset. Bygningen når 12 meter ned i undergrunden.

 

 

Da nazisterne kom til magten i 1933 besluttede de at bruge de olympiske lege til propaganda og Hitler beordrede bygningen af et Reichssportsplatz med et nyt stadion. Da sportspladsen stod færdig i 1936 dækkede den 1.32 kvadrat kilometer med stadion, et amfiteater og 150 bygninger til svømning, hockey etc. Stadion havde 110.000 pladser til publikum. Desuden er der Maifeld, der er en græsplæne på 112.000 kvadratmeter til gymnatikopvisninger. På Maifeld er der plads til 250.000. På skovteateret Waldbühne er der plads til 22.000 og i midten var der plads til Adolf Hitlers Plads.

 

Stadion blev officielt indviet af Adolf Hitler den 1. august 1936 og den olympiske flamme blev tændt af atleten Fritz Schilgen. Der blev solgt i alt 4 millioner billetter til olympiaden, der også var den første olympiade, der blev udsendt på fjernsyn på 25 gigantskærme rundt om i Berlin. Der ud over blev der radiotransmitteret i 28 sprog. Desværre blev hele det fantastiske skue også misbrugt som reklame for nazisterne og til at dække over de uhyrlige overgreb, som diktaturet allerede var i fuld gang med.

 

Den sorte, amerikanske løber Jesse Owens blev legenes helt store stjerne. Jesse Owens vandt fire guldmedaljer i alt i 100 m, 200 m, 4×100m stafet og længdespring og beviste for hele verden, at Hitlers teorier om raceoverlegenhed ikke holdt vand.

 

123 danske mænd og 15 danske kvinder deltog i legene i 1936. Svømmeren Inge Sørensen var legenes yngste deltager. Hun var kun 12 år og 22 dage, men alligevel vandt hun en bronzemedalje i 200 meter brystsvømning. Hun er den yngste nogen sinde, som har vundet en OL-medalje. Hjemme i Danmark blev hun kendt som "lille henrivende Inge" gennem radiorapporteren Gunnar "NU" Hansens engagerede reportager. Peter Richard Olsen og Harry Larsen fik sølv i roning. Ragnhild Hveger fik sølv i 400 meter frisvømning. Gerhard Petersen fik bronze i Weltervægt-boksning og Hans Lunding Jason erobrede bronze i military ridning. Der var altså ingen guldmedaljer til Danmark. I den omgang. Men ved de næste Olympiske Lege i London 1948 tog Danmark for sig af medaljer. Ikke mindre end 20 medaljer og det blev dermed Danmarks bedste OL nogensinde. Måske fordi vi stillede med vores største hold nogensinde (159 mænd og 20 kvinder) eller fordi de store nationen som Tyskland, Rusland, Japan ikke var med samt det meste af østeuropæerne heller ikke deltog i det antal de ville kunne. Dannebrog blev hejst i hele 11 vidt forskellige sportsgrene. Bl.a vandt den legendariske sejler Paul Elvstrøm sin første guldmedalje i Firefly ved sin OL-debut, og Danmark kunne bryste sig med medaljer i bl.a. spydkast, brydning, udspring, svømning og fægtning.

 

På stadion var der et klokketårn med en kæmpe olympisk klokke. Klokketårnet blev sat i brand af russerne under angrebet på Berlin i 1945. Klokken står der endnu.

 

Efter lange diskussioner blev det i 1998 besluttet at renovere stadion og i 2004 stod det nyrenoverede stadion klar igen. Under restaureringen fandt arbejderne en bombe fra anden verdenskrig. Det er ikke usædvanligt under gravearbejder og ombygninger i Berlin.

Historien er ikke forsvundet fra stedet og man mærker det nazistiske landskab. Tårnene står der som forter og man kan ikke lade være med at tænke: "Hvor mon Hitler sad?". Selvom her i dag er lyst og venligt fornemmer man, at i 1936 var man her i Mordors sorte hjerte.

Stadion har iøvrigt verdensrekorden for tilskuere til en baseballkamp - 110.000 ialt.

Vi var på stedet i næsten to timer, inden vi satte kursen mod Rostock, hvor vi skulle handle i BorderShoppen, da vi ikke ville kunne nå det næste morgen.

 

Da vi havde købt øl, vand, vin og spiritus, dog i begrænsede mængder, kørte vi mod centrum af Rostock, for lige at kigge lidt nærmere på den gamle Hanse-stad.

 

 

Efterat have slentret lidt rundt i byen og fået aftensmad i form af pizza, satte vi kursen mod en Stellplatz lige i vestkanten af Rostock. Vi havde lidt svært ved at finde det, men da vi holdt lige ud for stedet, kørte en personbil helt op i næsen på os og ud sprang en ung dame, som spurgte om vi ledte efter en Stellplatz. Det kunne vi jo bekræfte, men også at vi havde fundet den. Det viste sig imidlertid, at det var pladsens ejers datter, der åbnede en låge for os, og sørgede for at hendes far kom, så vi kunne få sluttet el til.

Straks efter vi standsede, kom ejeren så og fortalte, hvor vi kunne få elektricitet, hvor der var toiletter, der viste sig at være meget flotte. Vi fik en sludder om, hvor lang tid det ville tage at køre til færgen næste morgen, og så sagde vi ellers godnat til hinanden. Pladsen kostede i øvrigt 10 Euro + eventuelt 5 Euro, hvis man ville have strøm. Helt OK.

Aftenen sluttede med, at de andre spillede Settlers, mens jeg skrev turberetning.

 

Mandag den 1. april (2. Påskedag)

Man siger foråret begynder 1. april, men det er stadig koldt og her ligger masser af sne.

Vi sprang morgenmaden over, da vi havde besluttet at spise på færgen. Vi gjorde hurtigt Speedy klar og kørte ud gennem porten. Vi havde 3 kvarter inden vi skulle være ved færgen, men da vi nu ikke skulle ind gennem byen, men kunne køre under fjorden ad Warnow-tunnellen, tog det under et kvarter at nå frem til færgeterminalen. Tunnellen kostede godt 3,5 Euro, men det var rigeligt hentet hjem på den sparede omvej ind om Rostock centrum.

Vi købte morgenmadstallerkener på færgen, hvilket kostede ca. 40 kr. pr. person, så det var OK, da 2 pølser med pommes frites kostede ca. 60 kr. Jeg købte også lige 3 spandauere – til 21 kr. stykket. Helt horribelt, men jeg havde ikke set prisen før senere. En kop halvdårlig kaffe kostede 25 kr. – heller ikke i orden. Scandlines må tjene godt med de cafeteriapriser.

Vi var i land i Gedser ved 11-tiden og klokken 13 satte vi min ældste datter og Jacob af på Frederiksberg, hvorefter vi kørte hjem til Sengeløse.

 

EFTERSKRIFT

Det blev så mit 9. besøg i Berlin. Næste gang skal det rigtig fejres. Mange har ofte spurgt om hvor langt der er til Berlin og hvor lang tid tager det ? Jeg har nu fundet ud af begge dele, da vi jo stort set kørte direkte til og fra, med blot meget små afstikkere.

Vi kørte 1001 km på præcis 16 timer. Det betyder en gennemsnitsfart på 62,6 km/timen, men det betyder også, at der er 500 km til Berlin, når man kører over Gedser-Rostock og at det tager 8 timer at nå frem. En almindelig personbil kan nok godt gøre det noget hurtigere.

Vi havde nogel dejlige, men kolde dage i Berlin, Temperaturen lå i dagtimerne lige omkring frysepunktet, og det er altså for lidt, når man bevæger sig rundt udendøre det meste af tiden.

 

Flemming Stagis

April 2013