Med Speedy til Berlin

23. marts til 1. april 2013

Forord

Vi havde jo været på vej til Berlin i Påsken 2012, men da jeg ved et uheld var kommet til at hælde benzin på Speedy i stedet for dieselolie, havde dette betydet en tur på værksted for udskiftning af højtrykspumpe og dyser.

Min ældste datters forlovede, Jacob, havde aldrig været i Berlin, så nu skulle vi prøve at komme afsted i Påsken 2013. Vejrusigten lød ikke for godt. Foråret var endnu ikke kommet til Europa.

Lørdag den 23. marts

Vi forlod København ved 15-tiden efter havde samlet tvillingerne op i Albertslund og min ældste datter og Jacob på Frederiksberg. På trods af de tidligere dages snevejr, var der tørre og sorte veje helt ned til Nykøbing Falster, men derefter var der en del snefygning hen over vejen, som gjorde det sidste stykke ned til Gedser delvis hvid og glat. Vi nåede frem til færgelejet ca. klokken 17 og kom med en færge 17:45. Overfartstiden Gedser-Rostock er 2 timer, og denne tid blev brugt til at spille DCU’s spil MIG (Mobile Intelligence Game), der er en forsimplet udgave af Trivial Pursuit.  Klokken 19:45 trillede vi i land og fortsatte sydover mod Hainholz 2, 16928 Pritzwalk, hvor vi havde fundet en plads i ReiseMobils Stellplatz-katalog, hvor det var gratis og overnatte, og man kunne få strøm mod betaling. Ved 21:30-tiden trillede vi ind på pladsen og fik hurtig gjort vognen klar, tændt for oven og sat et par fade med Lasagne til opvarmning. Efter at have gjort Speedy soveklar, smuttede vi i seng og sov til næste morgen.

Søndag den 24. Marts

Vi stod op ved 8:30-tiden, spiste morgenmad og kørte ind til byen for at tanke diesel.

Her opdagede Nicolai, at der var en eller anden, der havde prøvet at få fat i ham. Med mellemkomst af Lone i Albertslund, fandt vi ud af, at det var min nabo, Runi, fra Stendiget 16, der havde prøvet at få fat på os. Der havde desværre været indbrud og der var blevet rodet og stjålet en ellers fastboltet boks med diverse værdigenstande. Runi havde ringet efter politiet, der kom ret hurtigt, og dernæst havde han fundet en plade, som blev slået for en smadret rude i bryggersdøren. Godt med gode naboer, men noget lort med de forbandede tyve, der har hærget området et stykke tid.

Jeg kontaktede Lone, der kørte over og kiggede på åstedet og hun mente, at boksen var det eneste, der var væk. Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at vende om og tage hjem, da der jo var taget hånd om begivenhederne.

Vi fortsatte mod Berlin, hvor vi først kørte til det nordøstlige Berlin, for at se nærmere på STASI-museet i Genslerstrasse 13 A, 13055 Berlin.

Mindesmærket Berlin-Hohenschönhausen er et museum indrettet i de bygninger, der fra 1951 til 1989 husede den daværende østtyskeefterretningstjenesteStasi’svaretægtsfængsel i Hohenschönhausen.

Museet blev indviet i 1994 og har som formål at vise metoderne og konsekvenserne af den politiske straf og undertrykkelse, som foregik i det SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands)-styrede DDR. Det var primært politiske fanger, der blev fængslet i Hohenschönhausen, hvor de blev psykisk og fysisk tortureret.

Bygningen blev fra 1930'erne anvendt som storkøkken. Under den sovjetiske besættelse fra 1945 indrettede NKVD (senere KGB) en koncentrationslejr i bygningen, der kom til at huse mere end 20.000 politiske fanger og andre, som var uønsket af kommunisterne. I oktober 1946 blev kz-lejren omdannet til det centrale varetægtsfængsel for NKVD i Tyskland. Fangerne blev tortureret på forskellig vis. Stasi overtog fængslet i 1951, og det blev efterhånden udvidet. Kapaciteten var normalt ca. 200 fanger. Stasi droppede med tiden den fysiske tortur til fordel for psykisk tortur som isolation og søvnberøvelse. Fangerne var primært såkaldte 'republikflygtninge' – mennesker, der forsøgte at flygte til det demokratiske vesten og/eller var i opposition til SED.

Fængslet blev lukket efter kommunistregimets fald i 1989. Bygningerne fik fredningsstatus i 1992 og museet åbnede i 1994. Bygningerne er bevaret i original stand. Museets rundvisere er bl.a. tidligere fanger.

Efter en noget langtrukken guided tur på tysk, kørte vi så mod Köpenicker Hof, som skulle være vores base de næste mange dage. Vi parkerede og satte strøm til Speedy, så vi kunne have en varmeblæser kørende i dagtimerne, for at spare på gassen. Om natten kører vi hellere på den lydsvage gasvarmer.

Så gik vi til Alt Köpenick, hvor vi ville have haft en øl på Tysklands mindste bryggeri.Schlossbrauerei Köpenickligger på en lille plads lige nord for slottet i Köpenick. Bryggeriet markedsfører sig som Tysklands mindste bryggeri. Det er heller ikke ret stort. Ægte mikro. Øllene veksler, men der er altid Schlossplatzbier i hell og dunkel. Ellers er der kirsebær-chiliøl og babylonsk øl. Den babylonske øl skulle være efter en opskrift fra Kong Hammurapi fra 1780 f.kr. Øl var den gang et betalingsmiddel.

Desværre var der ingen ledige pladser og samtidig var lokalet temmelig tilrøget, så i stedet gik vi en tur til byens slot og returnerede dernæst mod vores opholdssted. Undervejs droppede vi dog lige ind på en bodega, hvor vi fik lidt at drikke, så som øl, Berliber Weisse og Cola.

Vel tilbage blev der spist resten af Lasagnen. Dernæst blev der lige spillet en "lille" omgang Trivial Pursiut på næsten 3 timer.

Mandag den 25. Marts

Op ved 8:30-tiden og så morgenmad. Pigerne badede, hvilket vi drenge også ville have gjort, hvis der ikke lige var håndværkere, der umuliggjorde dette. Så af sted med S-Bahn’en til Alexander Platz, hvor der som sædvanlig var boder med souvenirs, mad, drikkelse o.m.m.

Så ned langs Karl Liebknecht Strasse, forbi Fjernsynstårnet, Det røde Rådhus og frem mod Nicolai Viertel.

På vejen kom vi forbi Dom’en, hvor vi tilbragte en god time og bl.a. var med til det sidste af en gudstjeneste.

Efter at have slentret lidt rundt i Nicolai Viertel gik vi videre ned ad Unter den Linden, som viste sig at være en kæmpe rodebutik, på grund af etablering af en undergrundsbane under vejen.

Vi kiggede ind på Det juridiske Fakultet, så Nicolai kunne se på forholdene for tyske jura-studerende. Og lige udenfor dette fandt vi det sted, hvor nazisterne begyndte på deres bogafbrændinger i slutningen af 1933. Stedet er markeret dels med en plade på jordenog dels med et monumentet under jorden. I 1995 lavede den israelske kunstner Micha Ullmann dette utraditionelle underjordiske monument over denne kulturelle udrensning. Monumentet består i et lille vindue ned i jorden, hvor man ser ned i et stort rum med tomme reoler. Det tomme bilotek er stort nok til at rumme alle de 20.000 bøger, der blev afbrændt på pladsen.

Startskuddet på Nazitysklands kulturelle udrensning lød den 10. maj 1933 og det begyndte med symbolske bogafbrændinger på Bebelsplatz. Under nazismen forholdt staten sig energisk til, hvad der var god kultur og hvad der var usund kultur. Forfattere, filosoffer, malere og kunstnere af alle typer blev arresteret, hvis deres værker var kritiske overfor statsmagten og nazismens idéer. Deres værker blev gjort ulovlige og destrueret. I tilfælde hvor kunstneren var f.eks. jøde var indholdet ikke vigtigt; så var indholdet per definition blot skadeligt og skulle forbydes og udryddes.

I et forsøg på at give den kulturelle udrensning et videnskabeligt og lærd anstrøg tog Hitlers propaganda minister, Joseph Goebbels, initiativ til den første store bogafbrænding på Bebels Platz. Med det kongelige bibliotek og universitetet som scenisk baggrund lavede SA og nazistiske ungdomsorganisationer en ceremoniel afbrænding af en enorm mængde bøger. Det var især bøger af jødiske forfattere som fx Thomas Mann, Heinrich Heine, Kurt Tucholsky, Sigmund Freud, Erich Kästner og Karl Marx.

Afbrændingen blev optaget på film og vist i biografernes ugerevyer over hele Tyskland. Den almindelige borger stod så tilbage med det indtryk, at landets stærkeste intellektuelle kræfter stod bag idéen.

Dengang i 1933 hed pladsen Kaiser-Franz-Josef-Platz. Før 1911 hed pladsen Opernplatz og efter 1947, da kommunisterne havde overtaget Østberlin blev pladsen omdøbt til Bebelplatz efter socialdemokraten August Bebel, der var en af grundlæggerne af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Pladsen hedder stadig Bebelplatz og i det sydøstlige ligger St. Hedwigs Katedral, som Camilla og jeg længe havde ønsket at besøge. Det blev så på denne tur, men desværre levede kirken langt fra op til vores forventninger, da den viste sig at være ret ny. Katedralen blev bygget i 1700-tallet af den daværende konge af Preussen og blev indviet i 1773. Den har navn efter skytsenglen for Schlesien og Brandenburg, Hedwig af Andechs. Kirken brændte totalt ned i 1943 under luftbombardementerne mod Berlin og blev genopført 1952-1963

Så var det videre ned ad Unter den Linden frem til Friedrichsstrasse, hvor vi drejede til højre ned mod Check Point Charlie. Undervejs spiste vi noget fastfood på en Pasta Deli, som var udemærket.

Ved Check Point Charlie kiggede vi på det lokale museum, hvor vi tilbragte næsten 2 timer, hvorefter vi fik kaffe og kage på en nærliggende STARBUCKS.

Videre ad Kochstrasse mod Typographie des Terrors. Hvor vi tog en hurtig runde på museet i Prinz Albrecht Strasse.

Der er tale om en af nazitidens mest uhyggelige adresser: Her lå hovedkvarteret for det hemmelige politi, Gestapo. Nabo til SS, politiledelsen og efterretningstjenesten SD. Chefen for alle disse politi- og sikkerhedsorganer var Heinrich Himmler, der styrede jødeudryddelsen og den nazistiske terror i selv de fjerneste afkroge af det erobrede rige. Bygningskomplekset blev ødelagt under kampene om Berlin – kun kældermurene står tilbage. Her indrettede stiftelsen Topographie des Terrors først en plancheudstilling om Gestapos blodige håndværk og senerehen er der tilkommet et lille besøgscenter. Gaden hedder i dag Niederkirchnerstrasse, opkaldt efter en kvindelig, kommunistisk modstandskæmper.

Bemærk i øvrigt bygningerne bag "muren". Det er de eneste overlevende bygninger fra Nazi-tiden, ¨som i sin tid rummede Görings Luftsfartsministerium.

Så var det tid til Sony Center, som fik dagens sidste besøg. Her fra tog vi U-Bahn til Frirdrichsstrasse og her skiftede vi tog til Ostkreutz, hvor vi steg om til et tog, der førte os frem til Köpenick. Vi handlede lidt i Aldi og så spise på en lille lokal Döner-restaurant, beliggende under stationen. Her var en sød, lattermild servitrice, som gjorde opholdet til en oplevelse.

Vel tilbage på Köpenicker Hof badede vi drenge og så spillede de 4 andre ”Settlers”, mens jeg skrev turberetning.

Tirsdag den 26. Marts. 

Efter at have spist morgenmad kørte vi ind til byen og det første vi gjorde, var at tage til Sony Center, hvor vi købte billetter til filmen Les Miserable. Den blev vist i den engelske version, så vi kunne slippe for en eftersynkroniseret tysk udgave.

Så tog vi videre til stormagasinet KaDeWe (Kaufhaus des Westens), der efter tyskernes egen mening skulle være verdens største stormagasin, over 60.000 m². Gad vide hvad Harrods (92.000 m²) i London siger til det? Her tilbragte vi temmelig lang tid, især på 6. Etage, som er en gigantisk fødevare og delikatesse afdeling. Især Jacob, der er ansat hos Toms, brugte en del tid i chokoladeafdelingen.

Så fortsatte vi mod Gedächnish Kirche, men undervejs måtte vi lige et smut ind om Saturn, der er en af elektronikkæderne i Tyskland, modsvarende El-giganten hjemme i Danmark. Jeg fandt lige den vidvinkellinse til mit fotoapparat, som jeg længe havde ledt efter. Der var tale om en 10-20 mm linse til 430 Euro, så den måtte lige vente lidt.

Saturn ligger i et indkøbscenter, Europa Center, hvor vi spiste frokost, inden vi atter begav os ud på turistturen.

Vi nåede frem til Kaiser Wilhelm Gedächniskirche, som imidlertid var pakket totalt ind i stilladser, så man slet ikke kunne se den udefra, men man kunne heldigvis stadig komme ind i både den nye og den gamle del af kirken.

Der blev dømt slentretur på Kurfürstendam, hvor Camilla købte sko, mens Nina kiggede på. Lige over for skobutikken ligger "Alt Berliner Biersalon", som vi selvfølgelig måtte besøge og få diverse spændende øl.

Klokken nærmede sig seks, så vi kørte til Potsdammer Platz, hvor vi ville spise på Lindenbräu. Her var imidlertid optaget, så vi spiste i stedet på Josty, ligeledes beliggende i Sony Centre. Her var knapt så hyggeligt, men maden var helt i orden.

Det var blevet tid til biffen og Les Miserable, der var en meget flot musical. Blot med det minus at Russel Crowe, der har en af hovedrollerne, faktisk er en temmelig dårlig sanger.

Filmen sluttede ved 23-tiden så vi var først hjemme ved midnatstid.

Onsdag den 27. marts

Vi var kommet sent i seng, så derfor kom vi også sent op.

  Kørte til Hagescher Markt, hvor vi gik rundt i det spændende kvarter. Blandt andet aflagde vi Ampelmann-butikken et besøg, som kastede lidt indkøb af sig. Det var dog ikke slut med indkøb i området, for jeg købte en meget lækker vinterfrakke i ”Made in Berlin”, der er en second-hand butik, Camilla har fundet på en af vore tidligere ture. Den havde nogle mindre skader, som jeg dog selv har kunnet rette med nål, tråd og en sort spritpen.

Vi spiste frokost i en lækker vietnamesiske restaurant, Monsieur Vuong, der ligger i Alte Schönhauser Strasse 46. Stedet var blevet anbefalet af en af Nina og Jacobs bekendte, og vi vil gerne anbefale det videre. Man kan ikke reservere bord, så det er bare ind og vente. Vi ventede vel 15-20 minutter, hvorefter vi fik et bord. Maden var dog hele ventetiden værd. Store portioner til rimelige priser kronede værket.

Vi kørte hjem til Köpenick for at bade, inden vi skulle af sted til Friedrichsstrasse Palast, hvor vi skulle se showet ”Show Me”. Der er efter eget udsagn tale om verdens største Varite-tribune og man kan blandt andet lave et 20 meter højt vandfald på scenen.

Friedrichstrasse Palast ligger i Berlins East End teater-distriktet, med dtes sprudlende natteliv. Intet andet sted i Tyskland findes en højere tæthed af teatre. Og midt i det hele har vi så den største teaterscene i verden! Teatret nyåbnede i 1984 på Friedrichstrasse 107, kun fem minutter fra Friedrichstraße station. Friedrichstadt Palast er både med sit program og sine dimensioner unikke. Fra Friedrichstrasse lser bygningen ikke er så stor ud, men det er synsbedrag. Huset er 80 meter bredt, 110 meter langt og har et rumfang på 195.000 m³. Den enorme bygning er den sidste storslåede bygning, som blev bygget af det daværende allerede langsomt synkende DDR og dermed et enestående arkitektonisk eksempel af den besejrede tyske adskillelse.