Frankrig 2014

Med Speedy til Frankrig 2014 - Del 2

Lørdag den 26. juli

Kørt fra Mont St. Michel til Fougéres, videre til Vitre og tilbage til Fougéres

Km: 109 km. I alt 2.209 km

Tanket liter diesel: -

Vi stod op klokken 8 og klarede morgenmaden, så vi stod ved Shuttlebussen præcis klokken 9 for at køre det sidste stykke til klosterøen. Vi kom med næsten med det samme og heldigvis med en bus, der ikke var overfyldt.

Byen og klostret Mont Saint-Michel er en tidevandsø, beliggende omkring 2 km fra landets nordkyst, ved udmundingen af Couesnon-floden og nær Avranches. En dæmning har tidligere forbundet øen med fastlandet, men lige nu arbejdes på en løsning, så det bliver en ø igen. Indbyggertallet blot omkring 70. Siden 1979 har øen været på UNESCOs Verdensarvsliste.

Øen blev befæstet i det 6. og 7. århundrede og hed dengang Mont Tombe. Under Childebert III blev biskoppen af Avaranches, St. Aubert, ifølge katolsk lære pålagt af ærkeenglen Mikael at opføre et kloster og en kirke på øen. Det blev påbegyndt i 708. Klostret blev stående, men stedet blev igen befæstet i 933. Beliggenheden gav fæstningen en vigtig strategisk betydning i forhold til vandløb og havne i området.

Tidligere var der en dæmning, der forbandt øen med fastlandet, men man er nu ved at afsluttet et arbejde med en broforbindelse, så stedet bliver en ø igen. Det betyder til gengæld, at der ikke længere må køre biler ud til stedet, men kun shuttle-busser.

Forskellen på flod og ebbe på dette sted er imponerende 12 meter, så to gange om dagen forsvinder havvandet omkring Le Mont St-Michel. Det giver mulighed for en hel speciel oplevelse. Man kan nemlig gå rundt om hele øen på havets bund. Vandreturen tager ca. 1 time, og kan gøres på bare tæer om sommeren.

Det tog os ca. 10 minutter fra vi steg ind i bussen og til vi var fremme og blev læsset af, for at gå de sidste par hundrede meter frem til byporten. Der virkede meget overfyldt, men heldigvis kun lige inden for porten, så da vi først fik os klemt forbi en masse japanere, gik det helt fint op ad byens stræde mod toppen til klostret.

Ved indgangen til klostret var der en lang kø, men heldigvis kun for dem, der havde gruppebilletter. Vi smuttede forbi i en anden kø og var straks fremme ved billetlugerne. Camilla og Nicolai kom gratis ind, da de var EU-borgere under 26 år, mens jeg som pensionist måtte slippe hele 9€. Det bør der gøres noget ved!

Vi vandrede gennem de mange sale, den ene flottere end den anden, men intet slår dog den åbne klosterhave, som er helt fantastisk. Jeg har efterhånden været på stedet 4 gange, men hver gang er lige fortryllende.

Efter at have været hele rundgangen igennem, fandt vi et lille listigt sted, hvor vi fik øl og Cola. En øl kostede 8€, hvilket nok er lidt af en ågerpris. Men udsigten var formidabel, ligesom selskabet, så pyt være med det.

Vi fik også købt lidt souvenirs, inden i returnere til shuttlebussen, der bragte os tilbage til parkeringspladsen, hvor vi også lige kiggede ind i det nye informationscenter for at se, om der var noget af interesse.

Så var det ellers med at finde Speedy, få betalt parkeringsafgiften på 20,60€ og så ellers komme af sted mod næste mål, der skulle være Fougéres, som skulle have det største middelalderlige borganlæg.

Lige inden vi kørte ind i byen, handlede vi i et SuperMarché, så vi havde til ikke mindre end tre dages aftensmad. Camilla og jeg havde lovet Nicolai, at han kun skulle se Mont St. Michel i dag, så vi kørte direkte til Camping Municipal i Fougéres.

Vi ankom til pladsen ved 13-tiden, men desværre kunne vi ikke komme ind før klokken 17, så gode råd var dyre. Vi skulle jo se byen Vitré i morgen, så hvorfor ikke tage den i dag, da der kun var knapt 30 km til den. Som tænkt så gjort.

Vi kørte til Vitré og kiggede på den middelalderlige bykerne og havde hovedet inde på borgen. En hyggelig by, som dog ikke levede helt op til vores forventninger.

Vitré er sæde for en kantonen med knapt 17.000 indbyggere, mens hele kommunen er hjemsted for ca. 100.000 indbyggere, fordelt over 7 kantoner. Byen ligger på skråningerne af Vilaine-floden, på kanten af Bretagne, nær Normandiet, Maine, og Anjou. Byen er udpeget som en ”Ville d'Art et d'Histoire”, en by af kunstnerisk og historisk betydning, af Kulturministeriet i erkendelse af sin rige kulturelle arv.

I slutningen af det 14. århundrede havde byen mellem 4.-5.000 indbyggere, på et tidspunkt, hvor Rennes og Nantes havde omkring 13.-14.000. i 1560. Befolkningen nåede 14.000 indbyggere i 1762. Denne befolkning boede inden for de middelalderlige grænser af byen, som var en tredjedel af størrelsen af det moderne Vitré. I det 18. århundrede var Vitré den femte vigtigste by i Bretagne efter Nantes, Rennes, Brest og Lorient.

I 1789, på tærsklen til den franske revolution, var befolkningstallet i Vitré dalet til 10.850 indbyggere. Efter revolutionen var der yderligere et markant fald i befolkningen, til 8.904 indbyggere efter 1861. Første verdenskrig og den efterfølgende økonomiske nedgang reducerede befolkningen til 8.506. I 1999 nåede indbyggertallet igen 1700-tallets niveauer, med 15.313 indbyggere og 16.834 i 2010.

Navnet Vitré kommer sandsynligvis fra det gallo-romersk navn "Victor" eller "Victrix", efter ejeren af en gård i regionen. År 1000 markerede den formelle grundlæggelse af Vitré, da hertugen af Bretagne Geoffrey I gav byen feudale beføjelser til Riwallon Le Vicaire, der var udpeget til at holde dette strategiske område som stødpudezone kendt som "Marche Bretagne".

Et lille træslot blev bygget på Sainte-Croix bakken. Slottet blev brændt ned flere gange, og til sidst blev det testamenteret til benediktinermunke i Marmoutiers. Et stenslot blev bygget i 1070 af Robert I på det nuværende sted, på et klippefremspring dominerer Vilaine ådalen. Visse dele af det oprindelige stenslot er stadig synlige i dag.

I det 13. århundrede blev slottet udvidet og udstyret med robuste tårne og facader. Slottet er integreret i et trekantet klippefremspring, og byen blev omringet af befæstede volde og grave. Det var på dette tidspunkt, at byen fandt sin nuværende form. Disse bydele definerede det lineære layout af gaderne i Vitrés nuværende kvarterer. Siden det 13. århundrede har Vitré haft alle elementer af den traditionelle middelalderlige by: en befæstet borg, religiøse bygninger, kirker, skoler og forstæder.

I det 15. århundrede blev slottet ændret for at holde trit med udviklingen af artilleri. Det blev ændret fra en militær stilling til at blive en komfortabel bolig for Jeanne for Laval-Châtillon og hendes søn Anne de Montmorency. Samtidig blev mange bindingsværkshuse og private palæer bygget inde i byen. Disse middelalderlige distrikter er kendetegnet ved deres robuste rammekonstruktion og deres bugtede og mørke gader, samt af et netværk af gyder. Fra et forsvarsperspektiv var disse smalle gader en forvirrende hindring for at indtage byen. De udkragede etager over gaden hjalp til at skaffe mere plads, ligesom de skærmede fodgængere fra dårligt vejr, og de kanaliserede regnvand ind i de centrale tagrender, der hjalp med til at bevare træfacaderne.

Navnene på Vitré gader ofte stammer fra håndværkersygekasserne i området: for eksempel, Lædergade, og Keramikgade.

Centrum af byen er Place du Marchix nær klostret Benedictines, mens Place de Notre-Dame tidligere var vært for en "Markedet for Stoffer". Vitré, en velstående by siden det 15. århundrede, havde et broderskab for af fremme den internationale handel med tekstilvarer, der blev grundlagt i 1472.

Under renæssance var Vitré en by med den mest blomstrende økonomi af alle byerne i hertugdømmet Bretagne. Højdepunkt kom i det 16. århundrede, da broderskabet for af fremme den internationale handel rseas solgte deres hampstof i hele Europa. Købmændene byggede store private palæer, med renæssance elementer, i den lukkede by. Da Henrik IV passerede Vitré i 1598, blev han blev ramt af rigdommen af disse middelklasse-mænd, og han udbrød: "Hvis jeg ikke var konge af Frankrig, jeg vil gerne være en middelklassemand Vitré".

Under religionskrige i slutningen af 1500-tallet blev den protestantiske by belejret i fem måneder af katolske tropper under kommando af hertugen af Mercœur, guvernør i Bretagne. I løbet af 1600-tallet forlod baronerne byen til fordel for hoffet i Versailles. Byen mistede sin berømmelse og blev et roligt sted. Denne tilstand varede gennem 1700-tallet og indtil ankomsten af jernbanen i midten af 1800-tallet.

For at forberede ankomsten af jernbanerne, besluttede man at ødelægge de sydlige befæstninger af byen og åbne op for den lukkede by. Vitré blev et jernbaneknudepunkt siden de første linjer blev åbnet den 15. april 1857 på Paris-Brest linje. Opførelsen af stationen blev gennemført i 1855 i form af et lille hus i neo-gotisk i området lige syd for den lukkede by. Byen blev bogstaveligt skåret i to af denne vigtige jernbane. Men på trods af den industrielle udvikling, voksede byen kun lidt og forblev en lille købstad i et landbrugsområde.

Vitré led ikke massive ødelæggelser i de to verdenskrige, og har bevaret sin historiske arv og i kølvandet på Anden Verdenskrig har Vitré oplevet et økonomisk boom sammen med resten af Frankrig. Byen har udviklet sig og udvidet med industriområder og forstæder. Befolkningen i Vitré steg fra 9.611 indbyggere i 1954 til omkring 17.000 i dag, en stigning på 80% over et halvt århundrede. Bykerneområdet er fredet for at bevare byens rige arv af kunst og arkitektur.

Byen Vitré har arvet en enorm rigdom. Dette er en af de byer i Bretagne, der bedst har bevaret sit oprindelige udseende med sine bindingsværkshus med verandaer, sine volde, dens religiøse arv, gamle gader, osv. Vitré er et perfekt eksempel på hvordan en by så ud for 500 år siden.

Vi returnerede til Fougéres og ventede en lille times tid ved pladsen, før vi kunne komme ind. En venlig pige i receptionen gav os plads nr. 1. Det har vi vist ikke prøvet før.

Så blev der ellers hygget med diverse drinks og begyndt på aftensmaden, som skulle være en variant af Spaghetti Carbonare.

Søndag den 27. juli

Kørt fra Fougéres til

Km: 176. I alt 2.385 km

Tanket liter diesel: -

Brødbilen kørte ind på pladsen klokken 8:05 og jeg stod klar til at afhente 2 bagetter og 2 pain au chocolat. Der blev spist morgenmad og tømt toilettank, hvorefter vi betalte 19,60€ og forlod pladsen for at køre knapt 2 km ind til centrum af Fougéres. Vi fandt hurtigt en parkeringsplads, hvor der kunne holde autocampere. Faktisk var derflere af dem og de havde overnattet på pladsen, som var gratis.

Vi forlod Speedy og begav os mod centrum for at finde borgen, som vi mente at kende retningen til, efter at have kigget på et kort ved P-pladsen. Vi slentrede lidt rundt og fandt et enkelt skilt, som viste mod borgen, men det var i den retning, vi lige var kommet fra. Til sidst måtte vi spørge et par lokale om vej og fik at vide, at vi bare skulle dreje til højre to gange, så ville vi være fremme. De var dog ikke helt enige om dette. Imidlertid havde Camilla set et andet par spørge om vej, og dem fulgte vi så efter i modsat retning af, hvad vi ellers havde fået at vide.

Kort efter kom vi frem til en flot park og herfra var der udsigt over det eftertragtede borganlæg. Det lå ikke oppe på byens højeste punkt, som Camilla og jeg havde forestillet os, men nede i en floddal.

Vi gik lidt rundt omkring i kvarteret omkring borgen og besøgte bl.a. kirken St. Sulpice.

Saint-Sulpice Fougeres er en sognekirke, som ligger ved foden af slottet i Fougeres placeret mellem voldgraven og det gamle løb af floden Nançon, hvor der i middelalderen lå mange garverier. Det er hjertet af den gamle bydel (ville-bas), i modsætning til kirken St. Leonard, som ligger i ville-haut, som er udviklet fra det 1100-tallet. Saint-Sulpice blev klassificeret som historisk monument den 26. september 1910.

Grundlaget for sognet Saint-Sulpice er tæt forbundet med fødslen af byen omkring slottet, der er attesteret til 900-tallet. Sandsynligvis bygget i det område af sognet Saint-Martin-des-Champs (Lécousse), som omfattede et kapel, tilegnet Sainte-Marie. Dette kapel viste sig snart at være utilstrækkelige til at opfylde behovene for det nye samfund. Baronerne i Fougeres stod derfor for opførelsen af den første sognekirke, under protektion af Sulpicius Severus. Baronerne tillod også oprettelsen af et benediktinerkloster nær pladsen Marchix.

Opførelsen af den nuværende kirke Saint-Sulpice blev spredt over næsten fire århundreder, fra 1380 til 1760. Der er tale om en etskibet kirke flankeret af et tårn og et tværskib danner sakristi. Arbejdet i kirkeskibet blev ikke afsluttet før 1546 hvorefter koret blev opført. Kirken blev efterhånden omgivet af en ring af kapeller startende fra tværskib mod vest og der blev foretaget en række udvidelser af kirken mod vest og i den østlige udskiftning af dele af et kor, der blev langt bredere. Hvælv og kapeller er forskellige og vidner om de langsomme fremskridt og manglen på en projektleder.Så nåede vi frem til indgangen til borgen, hvor vi købte billetter og gik ind i anlægget

Slottet i Fougeres, der er et af de største franske slotte, indtager et areal på to hektar og er beliggende i den vestlige del af den befæstede by. Slottet er bygget på et sted hvor det er naturligt beskyttet klipper på vej ud af sumpen og omgivet af en løkke af floden Nançon, der fungerer som en naturlig voldgrav.

Det første slot, der høres om i det 1000-tallet, tilhørte Amboise-familien og blev ødelagt i 1166. Raoul II ombyggede slottet til 1173.

Raoul III bliver baron af Fougeres. Pierre de Dreux erobrede Fougeres ved et overraskelsesangreb i 1231, men Raoul, i spidsen for sin hær, generobrede hurtigt byen. Raoul III deltog i det syvende korstog og døde i 1256.

Hans eneste datter, Jeanne, der giftede sig med Hugh de Lusignan XII i januar 1253, byggede tårne og volde, og gav byen befæstede porte og mure .

Befæstningen blev yderligere forøget, især af Pierre II i 1400-tallet. Diane de Poitiers modtager Henri II i 1547. hvorefter slottet blev det hjemsted for guvernørerne i Fougeres. I 1793 blev slottet overtaget af Chouanerne og blev endeligt ødelagt i 1810.

I oktober 1828 tilbragte forfatteres Balzac flere uger i Fougeres. Han besøgte slottet og hele regionen for at hente inspiration til sin roman Les Chouanerne, udgivet i 1829.

Slottet er klassificeret som historisk monument på en liste i 1862.

Slottet i Fougeres er en sand samling af militær arkitektur bygget på 400 år: De første tårne er firkantede og har en defensiv, men passiv funktion, mens de senere cirkulære tårne tillader forsvarerne ikke frygte de blinde vinkler, når der skydes fra slottet; Beskyttende murkroner og tårne giver nok plads til bueskytter og armbrøstskytter.

Selv om det statelige hjem ligger i ruiner, står tårnene stadig majestætisk og man kan komme ind i nogle af dem. Det gælder bl.a. tårnet Haye-Saint-Hilaire fra 1100-tallet, der giver adgang til gårdspladsen, det runde tårn Raoul fra 1400-tallet. Portbygningen forsvares af tårnene Melusine og Gobelins. Fougeres Slot må nærmest betegnes som en restaureret ruin.

Landgangen i Normandiet den 6. juni 1944 fik også sine følger i Fougeres. Samme dag ved 19-tiden ses femten-tyve amerikanske fly syd for byen, og vidner er klar over, hvad der vil ske og snart falder bomberne i området omkring jernbanestationen. Fireogtyve døde, heraf syv fra samme familie.

Flyene er kun over byen i fire til fem sekunder og derefter ingenting. Intet undtagen røgen murbrokker, råben og panik i en by, hvor der boede mere end 20.000 i 1941.

Torsdag den 8. juni har de første flygtninge fra Normandiet allerede passeret byen, uden at vide, hvor de skal gå hen. De krydser tyske konvojer på vej til den nye front. Foldere beder indbyggerne i Fougerais om at forlade byen blev kastet ned. Men ingen så dem.

Mørket faldt på og værste nat nogensinde for byen begynder. Før midnat kommer der atter fly ind over byen. Det anslås, at omkring to hundrede fly, denne gang bombefly fra Royal Air Force, bomber byen.

Lysbomber kaster deres lys over et helvede af en brændende by. Tonsvis af bomber blev kastet uden altid eksplodere med det sammeog blev et mareridt under den efterfølgende minerydning, der tog hele sommeren 1944.

Som to dage før, var det området ved stationen der var mest påvirket. Gader ligesom Orières eller Rue Hoche, er næsten 100% ødelagt. Men bomberne faldt også i andre kvarterer. I Saint-Sulpice, er l’hospice de la Providence ødelagt og her finder man 22 ældre mennesker dræbt. Man transporterede sårede fra de første bombardementer til hospitalet Hotel-Dieu, men her bliver vestfløjen ødelagt af de sidste fly, hvilket kaster byen i bestyrtelse. Hvorfor hospitalet ? Den nat varede helvede i 20 minutter.

Bombningerne efterlod en øde by, en by i sorg, brændt og forslået. 289 er døde, hundrede sårede og tusindvis flygtede.

Jeg synes slottet virkede lidt bekendt og da vi senere på dagen checkede vores egen hjemmeside, kunne vi se, at vi havde været der i 2005. Det kunne børnene imidlertid ikke huske.

Da vi var færdige med borgen fandt vi et lille listigt sted, ”Duchesse Anne”, hvor de havde tilbud på en galette (usødet pandekage) med ost, skinke og æg samt en crepe (sød pandekage) med sukker og hertil et glas, eller rettere sagt en kop, cidre. Og det til en pris af 9,90€.

Det kunne vi slet ikke stå for, så det blev dagens frokost.

Vi forlod Anne ved 13-tiden og vandrede tilbage til Speedy og kørte videre mod dagens næste destination, byen Dinan, som vi også har besøgt tidligere, men heller ikke dette kunne børnene huske. Det skulle blive mit fjerde besøg i byen. Nu kender jeg den ligesom lige.

Vi var ca. 1½ time om at køre distancen og fremme i Dinan kørte vi ned til den gamle havn, som i dag rettere er en kaj langs en lille flod, hvor der er holdeplads for knapt 40 autocampere og da det var søndag, var det gratis.

Dinans geografiske beliggenhed er ekstraordinær. I stedet for at gemme sig i dalen, har det meste af byudvikling foregået på en bjergside, med udsigt over floden Rance. Området langs floden Rance er kendt for havnen i Dinan, som er forbundet med byen ved de stejle gader Rue Jerzual og dens fortsættelse uden for murene Rue de Petit Fort.

I mange år var broen over floden Rance i Dinan det nordligste overgangssted på floden, men et tidevandskraftværk ved mundingen af floden, bygget i 1960'erne, har betydet et overgangssted tættere på havet.

Den middelalderlige by på bakketoppen har mange fine gamle bygninger, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra 1200-tallet. Byen har bevaret en stor del af dens mure, hvoraf man kan vandrede rundt på en del af dem.

Store historiske attraktioner omfatter Jakobinernes Teaters, der stammer fra 1224, den flamboyante gotiske St. Malo Kirke, den romanske St. Saviour Basilika, hertuginde Annes Tower og Château de Dinan.

Et stort højdepunkt i kalenderen er Dinan s Fête des Remparts. Byen er transformeret med udsmykning og mange af indbyggerne pynter sig i middelalderens dragter for denne to-dages festival. Festivalen finder sted hvert andet år.

Dinan er uden tvivl en af de mest attraktive og bedst bevarede små byer i Bretagne. Med sine 3 km lange volde, bindingsværkshuse, den attraktive havn og de brostensbelagte gader fyldt med kunstgallerier og butikker med kunsthåndværk, er det værd at aflægge et besøg.

Den mest attraktive del af Dinan er velsagtens dens havn, der hvor man ankommer, hvis man tager en båd fra Dinard eller St. Malo. Kajen er prydet med gamle stenhuse, hvoraf mange nu er ombygget til restauranter og souvenirbutikker. Ved havnen kan man også krydse en stenbro fra 1400-tallet og uamset hvor man befinder sig, kan man ikke undgå at se den 40m høje viadukt, der i dag giver nemmere adgang til den gamle by.

Fra havnen går man op ad den stejle Rue du Petit-Fort, som var Dinan vigtigste indgang frem til 1700-tallet. Denne brostensbelagte bakke, med sine bindingsværkshuse, har en masse kunst- og kunsthåndværksbutikker. Dinan er blevet udpeget en Ville d'Art et d'Histoire (Town for kunst og historie), og byen er fyldt med kunstnere, billedhuggere, gravører, bogbindere, glaspustere og meget mere.

Dinans gamle bydel er en labyrint af smalle gader, hvor det fremgår, at tiden har stået stille. Det flotteste område er ved Place des Merciers hvor man finder de bedste eksempler på byens bindingsværkshuse. Lige overfor ligger gågaden Rue de la Cordonnerie, også kendt som 'den tørstig gade", på grund af sine ni barer.

Vil man have en god udsigt over byen, skal man klatre de 158 trin til toppen af det 40m høje Tour de l'Horloge, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Dinan og det omkringliggende område. Er vejret klart, kan man se så langt som til Mont St. Michel.

Vi gik først lidt rundt på havnen og begav os derefter op ad den stejle gade op til den nyere bydel.

Vi var vel i byen et par timer og gik også en tur på en del af bymuren, inden vi gik tilbage til floden og Speedy, hvor vi satte Marie til at lede os mod vest og frem til byen Plouha, hvor vi havde fundet en campingplads i forbindelse med et gammelt slot (nærmere et mindre herresæde). Selve hovedbygningen var bygget i 1870 af en sagførerfamilie fra Rennes, en regeringsansat fra Paris samt en parisisk industrifamilie og blev brugt som feriebolig for disse familier.

Det er også her, at maleren Paul Chardin tilbragte sine somre. Han efterlod, ved foden af trappen, en fresko, der blev malet i 1899 og skildrer historien om tårnet på Nesle, udødeliggjort i «Dronning Margot» af Alexander Dumas.

Imidlertid forfaldt stedet og i 1985 blev den forladte bygning overtaget af Agnès og Gilles Pierre, der omdannede stedet til et campingcenter. I perioden 1995-97 blev der etableret lejligheder i hovedhuset . Der blev bygget hytter i 2003 og mellem 2007-10 blev receptionen, hall’en og køkkenet sat i stand. Der er pool, tennisbaner o.m.m., herunder bl.a. gratis internetforbindelse, hvilket vi vist alle blev glade for.

Selve campingpladsen lå i slotshaven i et kuperet terræn og med en mangeartet beplantning af store buske og træer. Meget smukt.

Vi installerede os og hyggede lidt, inden det blev tid til at begynde på aftensmaden, der blev hjemmelavede burgere, efterfulgt af pandekager med chokolade.

Mandag den 28. juli

Kørt fra Plouha over Cote de Granit Rose, Guimiliau og Lampaul-Guimiliau til Kervel øst for Dournanez

Km: 219. I alt 2.604

Tanket liter diesel: 50,6. I alt 363,3 liter

Det havde ikke været så varmt som tidligere nætter, så vi kom til at sove helt til klokken 9, men så var det osgå hurtigt op, morgenmad og af sted.

Vi kørte mod vest langs nordkysten af Bretagne, Cote de Granit Rose, hvor klipperne skulle være røde. Vi havde godt nok lidt svært ved at se det rødlige, men det var helt klart en smuk tur med rigtig mange smukke panoramer ud over vandet.

Côte de Granit Rose strækker sig over 30 km fra Plestin-les-Greves til Louannec, omfattende Trégastel.

Det er blevet et populært turistmål på grund af sit usædvanligt lyserøde sand og klippeformationer. Denne type af lyserøde sten findes i to andre steder i verden, på Korsika og i Kina.

Camilla havde fundet et par kirker på vores rute mod Point du Raz, Frankrigs vestligste punkt, så første mål var kirken i Goumiliau.

Det var noget af en perle. En treskibet kirke med ikke mindre end 4 flotte altre og en flot dåbshimmel, udskåret i træ. Udenfor stod et såkaldt ”calvaire” (på dansk (misvisende(korshøj)), der er en kæmpe opsats udhugget af sandsten, visende historien om Jesus’s liv som en slags tegnefilm.

Et Calvaire er en type af monumental offentlig krucifiks, visende begivenhederne på Golgata. Undertiden er der tale om en indkapsling i en åben helligdom, mest almindeligt forekommende på tværs af det nordlige Frankrig fra Bretagne øst og gennem Belgien, men er også velkendt som vejkantskrucifikser, med minimale tage i Italien og Spanien. Det bretonske Calvaire adskiller sig fra et simpelt krucifiks ved inddragelse af tre-dimensionelle figurer omkring korsfæstelsen selv, typisk repræsenterende Maria og apostlene Jesu, selvom senere helgener og symbolske figurer kan også være afbildet.

Det ældste overlevende Calvaire findes ved Chapelle Notre-Dame-de-Tronoën i byen Saint-Jean-Trolimon, i det sydlige Finistère, i nærheden af Pointe de la Torche. Det er hævet på en stor base, som også omfatter udskårne fremstillinger af den sidste nadver. Calvairerne spillede en vigtig rolle i bretonske pilgrimsrejser og danner nu om dage grundlag for offentlige festivaler. I nogle tilfælde er de en del af en udendørs prædikestol eller -trone.

Det mest bemærkelsesværdige calvaire-monument udenfor Bretagne findes i Lourdes . Dette blev specielt fremstillet til at repræsentere den bretonske katolicismen. Det blev skabt af billedhuggeren Yves Hernot i 1900 som en gave til Lourdes fra de vigtigste bretonske bispedømmer: Rennes, Vannes, Quimper og Saint-Brieuc. Monumentet består af et enkelt centralt kors opstillet på en hævet kvadratisk base og i hvert hjørne står en statue af vidnerne til korsfæstelsen.

Næste kirke lå få km længere fremme på ruten, nemlig i byen Lampaul-Guimiliau. Her var interiøret endnu flottere, med tre guldbelagte altre. Han havde udarbejdet en lille folder, der fortalte en masse om kirken på forskellige sprog, bl.a. dansk – FLOT.

Den lukkede kirkegård er et karakteristisk træk ved den bretonske kultur i León-regionen. Her er en kirkegård helt omsluttet af en mur, med en ceremoniel indgangsbue. Denne type findes stort set kun Léon- bispedømmet og stammer fra 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, da området var på toppen af sin velstand, der byggede påhamp industrien og på handel på Kanalen og Atlanten.

Kirken ligger i trafikknudepunktet i centrum af landsbyen og det er et af de bedste eksempler af sin art. Det indeholder ikke kun kirken og kirkegård, men også et stort benhus, samt et stort klokketårn. I kirken og benhuset ses en stor mængde polykrome skulpturer, hovedsageligt 1500-tallet og 1600-tallet, rig på kompleks kristen ikonografi, der afspejler bekymringer i forbindelse med modreformationen eller den katolske reformation.

Klokketårnet er bygget fra 1573 og var oprindelig et af de højeste i Finistere. Men det blev afkortet ved brand efter et lynnedslag i 1809.

Benhuset eller Lighuset er fra 1667 og er tegnet af arkitekten Guillaume Kerlezroux. Det er domineret af et portræt af den opstandne Kristus. Tidligere husede det også et bemærkelsesværdig tableau af Kristi gravlæggelse, som nu er flyttet ind i selve kirken.

Det indre af kirken er fyldt med polykrom skulptur og udsmykning. Dominerende i kirkeskibet er en altertavle fra 1500-tallet, der viser den korsfæstede Kristus, med deltagelse af Jomfru Maria og Apostelen Johannes. Nedenfor dette, er scener af Jesu lidelseshistorie repræsenteret i mange detaljer.

En række komplekse altertavler sætter fokus på den lidenskab og det liv og de gerninger som helgener, herunder Johannes Døberen, St. Margaret Jomfru og St. Lawrence havde. Hver er opdelt i adskillige paneler, med episoder modelleret i relief, og hver flankeret af fritstående skulpturer. Der er også en række vigtige enkeltstående værker, bl.a. korsnedtagelsen og gravlæggelse.

Den ottekantede døbefont er en af de mest markante med et sammenkog af historier. Den stammer fra omkring 1650 og i modsætning til de fleste af sin art, er det kunstfærdigt polykrome, med højt kunstfærdige modellerede søjler, en flot præsentation af Kristi dåb.

Så gik det videre mod Point du Raz, men lige inden byen fandt vi en lille ydmyg campingplads med udsigt over Atlanterhavet. Vi stillede hurtigt borde og stole op, sluttede el til vognen fra en noget primitiv el-tavle og gik så i gang med belgisk Grimbergen kirsebærøl.

Aftensmaden var revelsben og pølser fra grillen med tilhørende pommes og tomat/agurk. Vi havde købt nogle grøntsagspølser, som egentlig så ganske gode ud, men vi var (heldigvis) alle enige om, at de ikke smagte godt, så de røg ud.

Mens vi spiste kom der en dame, som vi skulle betale til. Hun kunne kun fransk, men alligevel lykkedes det for hende, at forklare, at 2-3 km øst for Kervel var en by, Locronan, som vi burde besøge. Da jeg hørte navnet, kunne jeg godt genkende det fra vores studietur med Kunstakademiet i begyndelsen af 1970’erne.

Tirsdag den 29. juli

Kørt fra Kervel til Locronan og videre over Duarnenez til Pointe du Raz. Videre til Quimper, Loge-Begoarem (værksted), Port Aven og til Névez, syd for Pont Aven.

Km: 162 I alt 2.766 km.

Tanket liter diesel: -

Vi startede selvfølgelig med at køre til Locronan, som helt rigtig var en lille perle. Byen blev i 14-1600-tallet rig på fremstilling af sejldug, men da Ludvig XIV fratog byen dette monopol, gik det tilbage for byen. Men der endnu mange elegante renæssancebygninger tilbage i byen. På byens centrale torv ligger Eglise St. Ronan, der er fra slutningen af 1400-tallet.

Locronan har en befolkning på ca. 800 og er anlagt ved foden af en bakke. Den fik bystatus i 1505 af Anne af Bretagne, der besøgte stedet på en pilgrimsrejse.

Landsbyens fik sit navn efter eremitten Saint Ronan. Den har tidligere været kendt som Saint-René-du-Bois.

Saint Ronan er stærkt æret i Bretagne. Han var en keltisk, muligvis fra Cornwall eller Irland, kristen missionær fra 500-tallet, der kom til området for at undervise og omvende folket. Nogle af hans relikvier opbevares i dag i sognekirken.

Siden 1400-tallet har man dyrket hamp i området. Den blev dyrket og forarbejdet af en hampindustri i byen og blev meget udbredt, hvilket betød, at byen blev ganske velstående. Dens hamp blev eksporteret internationalt, og blev bl.a. brugt til at tætne skibe. Saint Ronan kirke blev bygget i denne periode, samt det lille kapel Penity.

Kommunen lancerede den 23. november 2007 sproget ”Ya d'ar brezhoneg” for at genoplive det bretonske sprog.

Troménie er en pilgrimsrejse-festival, der omfatter en stor procession, hvis deltagere bærer bannere fra de deltagende sogne. Den afholdes hvert sjette år mellem den anden og tredje søndag i juli. Grande Troménie er en pilgrimsfærd på ca. 12 km og løber gennem hellige områder omkring Locronan.

I de mellemliggende fem år afholdes Petite Troménie den anden søndag i juli. Den er baseret i byen omkring kirken i Locronan.

Locronan er medlem af Les Plus Beaux Villages de France ("De smukkeste landsbyer i Frankrig").

Vi fortsatte mod Pointe du Raz, som er Frankrigs vestligste punkt. Her er tale om et næsten 80 meter højt forbjerg, der rager ud i Atlanterhavet.

Lidt længere ude ligger nogle øer, bl.a. Ile de Sein, der i gennemsnit kun ligger 1,5 meter over havet. Man må da håbe, at noget af øen ligger noget højere, for der bor ikke mindre end omkring 500 mennesker herude.

Vi havde hele dagen kørt med en advarselslampe for ladningen, der lyste rødt og selv om Speedy jo ikke bruger alvers strøm, når den kører (dieselbiler har ikke tændrør), som kan det jo ikke gå i længden, da bilens lyssystem jo bruger strøm fra akkumulatoren. Jeg bad derfor Nicolai om at finde et Fiat-værksted i Quimper, som var den nærmeste store by. Undervejs hertil havde vi dog lige hovedet inde på et Renault-værksted, men de påstod, at det kun var et Fiat-værksted, der kunne klare problemet. Jeg har andre steder fået klaret problemer på Citroën- og Renault-værksteder. Så vi fortsatte til Quimper, hvor vi fandt et meget stort Fiat-værksted, som imidlertid ikke kunne tage bilen før næste uge, hvilket vi jo ikke kunne bruge til noget. Værkføreren vi talte med prøvede at ringe til et andet værksted, men heller ikke her havde man tid. Måske var det fordi de var 5 personer i administrationen, mens vi kun kunne se en enkelt ude på værkstedet.

Vi tastede en ny Fiat-adresse ind i Marie, som herefter førte os ca. 25 km ud øst for Quimper til en lille landsby, Loge-Begoarem, hvor vi knapt nok havde parkeret ved værkstedet før en ung mand var over os og spurgte hvad han kunne gøre. Heldigvis kunne han lidt engelsk og vi lidt fransk, så vi fik hurtig forklaret om problemet og han fandt et måleinstrument, der viste, at generatoren var stået af. I løbet af et kvarter havde han fundet ud af, hvilken generator, der skulle bruges og fik en pris på den fra leverandøren. Vi kunne få en ny for knapt 350€ plus en time til monteringen, hvilket er meget billigt, så jeg slog til og han bestilte generatoren, der skulle ankomme til værkstedet i morgen, så vi skulle bare komme ved 9-tiden, så ville han montere den med det samme. Se det er fransk service.

Vi fandt en campingplads ude ved kysten ca. 25 km fra værkstedet og undervejs kom vi igennem Pont Aven, en tidligere markedsby med ”14 møller og 15 huse”. Nok lidt overdrevent, men alligevel kendetegnede for byen, der har mange vandmøller.

I slutningen af 1800-taller tiltrak byen mange malere. Bl.a. Paul Gaugain, der var en af grundlæggerne af ”Ecole du Pont-Aven”, en malerstil, der fik inspiration fra området og befolkningen.

Også den danske maler J.F. Willumsen har tilknytning til Pont Aven. Willumsen opholdt sig i sommeren 1890 i Paris, men da det blev ubehageligt varmt i Paris, tog Willumsen til Bretagne for at male. Willumsen slog sig ned i Pont-Aven, hvor han tegnede flere skitser og malede tre malerier af bretagnekoner med deres karakteristiske dragter og hovedtøj. I maleriet er kvindernes dragter malet i rene flader med en afgrænsning af konturen. Baggrunden derimod er rig på detaljer, og de to kvinder er omhyggeligt placeret i forhold til facaden, således at de begge indrammes af et rektangulært felt. Figurerne er skildret i hastig bevægelse og hovedlinierne i facaden er trukket, så de løber sammen mod venstre for yderligere at fremhæve deres gang. Bevægelsesmotivet optog Willumsen gennem hele hans kunstneriske karriere, og han vendte igen og igen tilbage til det i nye udformninger.

Flere andre kunstnere holdt til i Pont-Aven og den nærliggende Le Pouldu, som tidligere nævnt Paul Gauguin, som Willumsen kom i kontakt med. Fra Gauguin fik Willumsen ideen til de flade, hvide rammer. Desuden udvekslede de kunstværker. I bytte for "Type på en bretagnekone" modtog Willumsen Gauguins træskulptur "La Luxure", begge værker findes i dag på J.F. Willumsens Museum.

Byen går stadig højt op i kunst og har omkring 50 private gallerier.

Efter en lille gåtur rundt i byen, som vi også besøgte i 2005, fortsatte vi mod Névez, syd for Pont Aven, hvor vi havde fundet en campingplads. Vi fandt dog en anden lidt tidligere og holdt ind og betalte 15€ for en enkelt overnatning. Hertil kom dog lige 3 poletter til bruserne formedelst 2,40€. EN ganske fornuftig pris.

Vi skulle egentlig have haft frikadeller, men havde glemt at tage hakket kød ud af fryseren, så i stedet havde vi heldigvis en halv pose cevapcici. Frikadellerne må vente til i morgen.

Efter maden gik Nicolai og jeg en tur ned til den nærliggende strand, hvor der stadig var en del liv, da solen stadig skinnede på området. Der lå også en velbesøgt restaurant, i et meget hyggeligt hus, hævet lidt over stranden.

Onsdag den 30. juli

Kørt fra Névez til Loge-Begoarem (Fiat-værksted) og til sidst til Carnac.

Km: 101. I alt 2.867

Tanket liter diesel: -

Det blev ikke til en dag med nogen seværdigheder. Vi stod op klokken 8 og spiste hurtig indendørs morgenmad, for ikke at vække andre på pladsen.

Vi kørte lidt i 9 og var fremme ved værkstedet klokken 9.40. Generatoren var endnu ikke kommet, men dukkede op en times tid senere. Desværre viste det sig, at det var en forkert model, så der måtte ringes efter en anden, som skulle komme i løbet af eftermiddagen. Samtidig opdagede mekanikeren, at en gummimanchet, der skulle sørge for, at kardanakselen var kapslet ind i fedt, var gået helt i stykker, så fedtet løb ud. Den måtte selvfølgelig også lige skiftes og blev bestilt sammen med den nye generator.

Så holder man siesta i denne del af landet, så klokken var næsten 16, inden reservedelene ankom, men så gik det også stærkt. Klokken lidt over 17 var Speedy atter køreklar og der blev udfærdiget en regning på blot 503€. Jeg tror, jeg skal have lavet bil hernede, når der er noget i vejen.

Selvfølgelig var det kedeligt med ventetiden i en by, der stort set kun bestod af værkstedet og en restaurant i et vejkryds, men vi fordrev tiden med læsning og kortspil, samt frokostspisning. Endvidere snakkede vi lidt med værkstedshunden, der var en brun ruhåret terrier. Meget venlig og en del beskidt, så man fik snavsede hænder, når man klappede den.

Da værkstedsbesøget var overstået og den unge ejer havde fået ros for hurtigheden, bad vi Marie om at lede os til Camping Des Druides i Carnac. En tur på omkring en time og ind i et rigtigt ferieområde med masser af mennesker på de brede sandstrande og endnu flere biler på vejene og mennesker i byen.

Vi fik hurtigt fundet en plads til Speedy og Nicolai kastede sig straks over sine berømte frikadelle med jordnødder, chili og oregano, mens vi to andre hyggede under markisen med gin/tonic.

Torsdag den 31. juli

Kørt fra Carnac over Vannes og Cholet til Chambretaud

Km: 239. I alt 3.106 km.

Tanket liter diesel: 57,0 I alt 420,3 liter

Vi fik sen morgenmad, da brødudsalget først åbnede kl. 8:45, men da det var overstået kørte vi ganske få km til en gravhøj ”Tumulus Saint Michel”, som jeg havde været inde i, i forbindelse med en studietur i begyndelsen af 70’erne. Nu var det hele lukket ned og hegnet ind, da man i 2013 havde opdaget, at der var sammenstyrtningsfare.

Tumulus Saint Michel er den største gravhøj i området. Den måler 125×60 m og er 10 m høj. Dens dyssekammer har indeholdt særdeles rigt gravgods, bl.a. 11 økser af jade. Den nyeste forskning har koncentreret sig om områdets kæmpejættestuer og det har vist sig, at de er opført af genbrugte knækkede bautasten.

Vi var nok alle lidt skuffede og kørte straks videre mod stendyssefelterne nord for Carnac.

Her findes en betydelig koncentration af storstilede neolitiske monumenter, først og fremmest fra 3000-t. f.Kr.; parallelle, ca. 100 m brede rækker af tusindvis af bautasten, som strækker sig over næsten 5 km. og man ved ikke, hvad deres betydning er. Området er langt større end Stonehenge i England, men trods antallet af sten, alligevel ikke helt så imponerende. Synes vi.

Videre gik det mod Vannes, som vi egentlig skulle ind og se, men da Nicolai havde kørt rundt i 20 minutter, uden at kunne find en P-plads til Speedy, blev vi enige om at vente med Vannes til en anden gang.

Vores endemål for dagen skulle være en campingplads i nærheden af ”Le Grand Parc Du Puy du Fou”, som vi havde besøgt på vores tur i 2005, og som stod som noget af det bedste indenfor temaparker for os. Parken er da også blevet kåret som verdens bedste i Los Angeles i 2012.

Vi fandt en campingplads i ADAC’s Campingguide, der lå blot 4,5 km fra parken. Det var en dejlig lille plads, hvoraf halvdelen af parcellerne var forsynet med Mobilhomes. Der var en stort og et lille udendørs pool samt en indendørs pool af mellemstørrelse. Endvidere var der en lille restaurant og i forbindelse med denne et mindre udsalg af fornødenheder.

Vi var ankommet midt på eftermiddagen, så der blev hygget indtil der skulle laves aftensmad. Vi havde handlet i en stor Carrefour undervejs og havde bl.a. købt franske andebryster, som viste sig at være meget lækre. Tilbehøret var champignonsauce og Camilla lavede en lækker kartoffel/gulerodsmos.

Fredag den 1. august

Kørt fra Chambretaud til ”Le Grand Parc Du Puy du Fou”

Km: 6 i alt 3.112 km.

Tanket liter diesel: -

Vi forlod campingpladsen ved 9:30-tiden og kørte de få km til ”Le Grand Parc Du Puy du Fou”, hvor vi kørte ind på deres autocamperplads. Her var der sket meget, siden vi besøgte pladsen i 2005, hvor vi blot holdt på en mark. Nu var der en rigtig stellplads med plads til omkring 300 vogne (rent gæt – måske endnu større). Der var toiletter og mulighed for at tømme tanke og få vand. Alt sammen til meget fornuftige priser. 5€ for en overnatning mellem klokken 01 og 09, men ellers gratis og 2€ for frisk vand. Elektricitet kostede 2€ for 12 timer. Yderst rimelige priser.

Grand Parc Puy du Fou blev kåret til verdens bedste park i Los Angeles i 2012. Temaparken har et væld af spektakulære shows og i denne sæson er der blevet taget hul på fire nye attraktioner i det nye "Renaissance"-miljø. Her kan man opleve forskellige århundreder omgivet af uspoleret natur. Man kan tage på en rejse gennem tid på Puy du Fou, hvor der kan vælges mellem fantastiske shows.

Det nye i 2014 er '”renæssance slottet”, hvor portrætter fortælle deres historier, spejle viser én selv og fortidens spøgelser og hvor hvert værelse i slottet afslører alle sine vidundere, stadig hjemsøgt af sin glorværdige fortid. Desværre missede vi denne attraktion, men så har vi den tilgode til næste gang.

Så er der fugleshow, hvor rovfugle passerer lige over hovedet og som er et af vores foretrukne shows. Vi har nu set det 4 gange.

I ”The Secret of the Lance” oplever man et spektakulært middelalder-eventyr !

I vikingeshowet rystes man ved synet af disse frygtindgydende nordlige krigere, der angriber en normannisk landsby. Ved foden af et 22 meter højt tårn raser kampene i en syndflod af specielle effekter.

Så er der endelig en af vores andre favoritter, Den romerske Arena, hvor der vises gladiatorkampe, hestevæddeløb m.m.

Ind imellem de forskellige shows kan man bl.a. nyde et købstadsmiljø fra 1900, hvor den centrale plads er garneret med ”Belle Epoque”-butikker med lokkende vinduesudstillinger. Bag vinduerne har de forretningsdrivende travlt med at sælge legetøjet, souvenirs, søde sager m.m.

I middelalderbyen kan man opleve den rige arv af middelalderen og eksperter i håndværk, som ellers er blevet glemt.

Og når man så bliver sulten eller tørstig, eller begge dele, så kan der vælgs mellem mere end 20 spisemuligheder, der passer til enhver smag og budget.

Temaparken er åben fra 10:00 til 19:00, 21:00 eller 22:30, afhængigt af sæsonen.

Vi fandt en plads i 4. række på stellpladsen, lukkede bilen ned og begav os mod billetlugerne. Det kostede 33€/person og egentlig ville vi have haft VIP-billetter, som vi havde haft sidste gang, men de var desværre udsolgte på dagen. VIP-billetter betyder, at man ikke skal stå i kø, men kan vente til sidste øjeblik og så gå direkte ind til showene. Det viste sig dog i løbet af dagen, at vi var heldige og kom ind til de shows vi gerne ville se, stort set uden ventetider.

Vi ville også gerne have billetter til det store aftenshow, men her slap vores held op. Der vart udsolgt. Disse billetter skal bestilles over internettet, for der er p.t. udsolgt helt frem til oktober.

Vi startede med at se showet, der handler om hvorledes Jeanne d´Arc bekæmper englænderne. Et fantastisk show med en kulisse, der kan ændres vha. hydrauliske mure, der kan fjerne borgmure og ændre slotte. Kanonerne brager og ridderne kæmper. Helt fantastisk.

Næste show foregik i en romersk arena i Gallien, hvor der blev vist gladiatorkampe, hestevæddeløb og løver, der skulle spise de kristne. Løverne var vist godt mætte, for de kristne overlevede. Helt fantastisk.

Vi havde så 15 minutter til næste show, der var et vikingeoverfald på en fransk landsby. Et vikingeskib kom glidende ned af en bakke og endte i en stor sø, mens et andet skib steg op fra søens bund. Så blev der kæmpet på livet løs, indtil en biskop kom ud af en kiste, der lå i søen og overbeviste vikingerne om, at den kristne tro var den sande tro, og alt endte i fryd og gammen. Helt fantastisk.

Så var klokken omkring 13 og vi købte nogle baguetter med skinke og drikkevarer, inden vi gik lidt rundt i middelalderbyen og dernæst i en by fra 1800-tallet.

Nu var det blevet tid til næste show, der var et af de mindre show, i hvert fald tidsmæssigt (kun 18 minutter). Det var historien om ridderne omkring det runde bord og om hvordan kong Arthur trak en sværd op af en sten og blev konge. En del af showet foregik i en sø, hvorfra det runde bord steg op. Helt fantastisk.

Vi styrtede fra ridderne over til fugleshowet. Her er det svært at beskrive hvad der sker, for det er alt i alt det mest fantastiske vi nok nogensinde har set. Sidst vi var i parken, så vi dette show to gange. Der medvirker masser af ugler, masser af ørne og andre rovfugle, mange forskellige storke, samt et hav af andre fugle. På et tidspunkt lukker man fugle ud af en kurv under en ballon, der svæver højt over parken. De kommer ned til fuglefængerne og fanger det bytte, der kastes op til dem. Et helt fantastisk show.

Så var der igen en lille pause, hvor vi kiggede nærmere på selve parken, inden vi skulle til et nyopsat show, der handlede om kampen mellem Richilieus soldater og kongens musketerer. Det sker inden døre i et nyopført teater, som nok har den største scene jeg endnu har set. Der deltog heste og flamencodansere og showet igennem kom der mere og mere vand på scenen, som til sidst var helt oversvømmet. Helt fantastisk.

Nu havde vi så været alle de 5 store show igennem og hvad gør man så? Jo man tager lige fugleshowet en gang mere og denne gang sad vi midt på tribunen. Her var vi flere gange så tæt på de store fugle, der kom flyvende, at vi troede, vi ville blive ramt.

Og når vi nu var begyndt på 2. omgang, så snuppede vi også lige vikingerne en gang mere. Nu var klokken snart 19 og vi var godt trætte. Vi begav os mod udgangen og gik tilbage til Speedy, hvor Nicolai lavede dejlig laks med pasta til os.

Vi gik tidligt i seng, men klokken 22 begyndte aftenshowet, der lydmæssigt var så højt, at det lød som om det foregik lige udenfor Speedy. Ved 23.30-tiden kulminerede det hele i et kolossalt fyrværkeri, som vi kunne følge fra vores vogn. Camilla, der sov i alkoven sammen med mig lænede sig på et tidspunkt så langt ud af vinduet, at jeg var helt bange for, at hun skulle falde ud. Ærgerligt vi ikke havde fået billetter til det.

Men så var det også sovetid.

Videre til "Frankrig 2014 - 3"

Tilbage til "Vore ture - 2"