Frankrig 2014

Med Speedy til Frankrig 2014 - Del 1

Fredag 18. juli til lørdag den 9. august.

Forord

Børnene havde udtrykt ønske om at køre til Sverige, men her satte jeg et veto. Vi har set det meste af det interessante i Sverige og jeg er ikke til at køre i de endeløse svenske skove. I stedet kom de så med ønske om at køre til Frankrig og bl.a. se D-dagsstrandene i Normandiet. Det er i år 70-årsdagen for de allieredes invasion den 6. juni 1944. Jeg ville gerne have været til Italien og træne mit italienske, da jeg havde gået på aftenskole hele vinteren for at lære italiensk. Jeg kunne dog godt affinde mig med Frankrig og accepterede. Kort efter sendte Camilla adskillige forslag til steder, der skulle besøges undervejs og der blev stykket en tur sammen, der gik over Köln og Koblenz, ned langs Mosel til Luxembourg og ind over det nordlige Frankrig mod Normandiet.

Fredag den 18. juli

Kørte fra Sengeløse til Greven

Km: 593

Tanket liter diesel: 36,8 + 56,8. I alt 93,6 liter

Vi tankede diesel ved Ikea i Taastrup og Nicolai kørte så ud på motorvejen. Marie (vores navigator) oplyste, at der ville være 30 minutters forsinkelse omkring Greve-Solrød, så vi hoppede af motorvejen og tog Gammel Køge Landevej ned til tilkørselen syd for Solrød og det gik helt glat igennem. Vi skulle have tømt vores spildevandstank på rastepladsen i Karlslunde, men da vi ikke var på motorvejen på det sted, håbede vi på, at vi kunne tømme på rastepladsen i Tappernøje, hvilket også lykkedes.

Videre gik det mod Røbyfærge, hvor vi straks kom med kl. 13.15. Ombord blev der spist fiskefilet med remoulade og pommes frites og kl. 14.15 kørte vi i land i Puttgarten på Fehmarn. Der var skiftet chauffør og jeg kørte ind til Burg, hvor vi provianterede lidt aftensmad, pålæg, brød og en del drikkevarer.

Så videre, først rundt om Hamburg og dernæst forbi Bremen. Der var ikke de store trafikale problemer for os, der skulle sydpå, mens der nordover flere gange var kilometerlange køer.

Vi havde sat vores mål til autocamperpladsen i Greven, hvor vi har holdt flere gange før. Det er en af Tysklands Top-Stellpladser, som ligger lige ned til Dortmund-Ems Kanalen. Pladsen er meget stor og veludrustet.

Drengene sendte Camilla på taget, da hun er den letteste af os, og kort tid efter stod stole og bord opstillet langs siden af Speedy. Det kneb lidt med skygge, der var over 30 grader i solen, men der blev hængt tæpper op på markisens knækarme og snart kunne vi indtage vores første Radler (øl+7Up med citron) på turen.

Grillen blev sat op og Nicolai var aftenens grillmester af grillspyd og pølser med bacon, alt indkøbt på i Sky-supermarkedet på Femern. Det var et lækkert måltid med tilhørende kogte kartofler med salat blandet med mozarella.

Så blev der aftenhygget og på et tidspunkt gik vi en tur langs kanalen og på pladsen, hvor nogle af de største autocampere, vi nogensinde har set, holdt.

Inden vi krøb til køjs ved 23-tiden, tog vi alle et koldt bad, for at skylle sveden af kroppen. Selv om vandet var koldt, var det meget dejligt.

Lørdag den 19. juli

Kørt fra Greven til Zeltingen

Km: 377. I alt 970

Tanket liter diesel: 40,2. I alt 133,8 liter

Stod op ved 8.30-tiden og varmede boller i ovnen. Kort efter sad vi ved et veldækket morgenbord, dog uden kaffe, da det var for varmt. I stedet blev der serveret diverse juicer.

Bilen blev gjort klar til afgang og kl. 9.40 kørte Nicolai ud fra pladsen med kurs mod Koblenz ved Mosels udløb i Rhinen. De første timer var Camilla co-pilot, mens jeg sad bagved og skrev turberetning. Nicolai er blevet en rigtig god autocamperchauffør og Camilla er en rigtig god støtte, når chaufføren bliver i tvivl om Maries kommandoer.

Da vi nåede frem til Köln brød trafikken sammen og vi sad i kø en halv times tid, inden der atter var fri fart mod Mosel. Vi kørte over Rhinen ved 12-tiden og var nu i mere kultiveret område. Vi havde forladt det gamle Germanien og var kørt ind i Det gamle Romerrige.

Kort før Koblenz drejede vi fra motorvejen og kørte mod en stellplads vi havde fundet i vores atlas. Pladsen, der var hos en vinbonde i Bergen, så imidlertid ret kedelig ud, så vi kørte et lille stykke nordpå mod Bernkastel og videre langs Mosel til en lille by, Zeltingen, hvor der var en lille campingplads, som vi holdt ind på.

Vi indrettede os og gik så en tur til det lokale marked, lige ved siden af, hvor vi lå.

Da vi kom tilbage fik vi en lille sludder med vores naboer, der kom fra Manchester og som tilbragte 2 måneder i Spanien hver vinter.

Aftensmaden blev cevapcici med rösti og salat. Dernæst blev der kigget billeder fra børnenes tur med Lone til Harzen. Der blev også kigget på, hvorledes turen skulle forløbe næste dag. Her er Camilla blevet helt professionel og håndterer kort, guider og navigator med stor ekspertise.

Vi gik tidligt i seng, da vi ville tidligt af sted til Bernkastel, hvor vi mente, det ville blive svært at få en parkeringsplads, når man kom et stykke op ad formiddagen.

Søndag den 20. juli

Kørt fra Zeltingen til Trier og tilbage til Schweich.

Km: 80. I alt 1.050 km.

Tanket liter diesel: 0

I løbet af natten vi en ordentlig gang regn samt et gevaldigt tordenvejr, men vi sov trygt videre til vi stod op klokken 8:30 og lavede morgenmad. Så kørte vi ind til Bernkastel, hvor vi gik en tur i de hyggelige gader, samt handlede i det lokale supermarked, så Nicolai kunne lave spaghetti med kødsovs til aften.

Bernkastel-Kues ligger ca. 50 km fra Trier og over byen knejser bjerget Olymp, der ligger 415 m over havets overflade mens Mosel flyder gennem byen ca. 107 m over havets overflade. Hele kommunen er på knapt 23.660.000 m², hvilket gør Bernkastel-Kues til en af Mosels største byer efter areal. Bernkastel-Kues er opdelt i de fire bydele, Bernkastel og Andels samt Kues og Wehlen. De to førstnævnte ligger på Mosels højre bred, mens de to sidstnævnte er på venstre. Der bor i alt ca. 7.800 mennesker i de fire bydele.

Bernkastel-Kues er en velkendt for sin vindyrkning og endvidere er byen et statsanerkendt kursted samt fødestedet for en af de mest berømte tyske filosoffer, Nikolaus von Kues (Cusanus).

De tidligste tegn på menneskelig beboelse (3000 f.Kr.) blev opdaget af arkæologer i Kues. I år 370 skriver Decimus Magnus Ausonius, en romersk digter og underviser ved det kejserlige hof, sit digt Mosella, men det er først i første halvdel af 1.000-tallet man finder den første skriftlige omtale af selve Bernkastel. Den 29. maj 1291 giver kong Rudolph I Berrincastel by-rettigheder. I 1332 blev byens rettigheder bekræftet af kejser Ludvig. I henhold til et skrift kaldet Den Gyldne Tyr fra 1356 blev Bohemond II kurfyrste for området. Ifølge legenden blev han helbredt fra en alvorlig sygdom med et glas vin, hvilket gav anledning til legenden om Berncastler Doctor Winery.

I 1401 blev Nikolaus von Kues, også kendt under sit latiniserede navn Nicolaus Cusanus, født i skibsrederen Henne Cryfftz hus, som stadig er bevaret og som kan besøges. St.-Nikolaus-Hospital, et hospital for de fattige, blev opført i 1451. Kejser Maximilian I tilbragte en nat i Bernkastel i 1512 på vej til Trier. Pesten rasede i Bernkastel i 1627, og i Kues i 1641. 1692 blev slottet Landshut offer for brand, og siden da har det været en ruin.

Fra 1794 til 1814 var Bernkastel under fransk herredømme (Napoleon). Ved Wienerkongressen i 1815, blev Bernkastel og Kues knyttet til kongeriget Preussen. I 1821 blev Bernkastel til distriktcenter. I 1848 kom revolutionen til Bernkastel og det sort-røde-gyldne flag blev hejst på rådhuset og en milits blev dannet.

Den første vejbro mellem Bernkastel og Kues blev bygget 1872-1874 og den første jernbaneforbindelse i 1882-1883 I 1891 markerede Bernkastel sit 600-års jubilæum som en by.

Byen fik sin nuværende form den 1. april 1905 ved en sammenlægning af byen Bernkastel med landsbyen Kues på den anden side af floden. I 1926 opstod der stor uro blandt vinproducenter langs Mosel, og det finansielle kontor i Bernkastel og toldstedet i Kues blev stormet.

På Krystalnatten, den 9. november 1938, var der store optøjer mod dejødiske indbyggere, og synagogen blev ødelagt. I 1946 blev der afholdt det første demokratiske valg efter Anden Verdenskrig. I 1970 blev bydelene Andel og Wehlen lagt sammen med byen.

I 1997 åbnede Burgbergtunnel, hvor der tidligere havde været et trafikalt ømtåleligt vejstykke langs floden.

Vi havde tastet en campingplads ind tæt på, hvor vi var, og da Marie sagde, at vi ville være fremme inden klokken 12, besluttede vi os for først at kører til Trier og kigge nærmere på byen.

Vi ankom til Trier lidt før klokken 12:30, men havde svært ved at finde en parkeringsplads. Efter lidt køren rundt fandt vi dog en plads ved Mosel Stadion, hvorfra det tog ca. 15 minutter at gå ind til Porta Nigra.

Trier er Tysklands ældste by, beliggende ved floden Mosel i delstaten Rheinland-Pfalz tæt på grænsen til Luxembourg og har i dag omkring 105.000 indbyggere.

Under Julius Cæsar lagde romerne de keltiske trevanere under sig mellem 58 f.Kr. og 50 f.Kr. Da de romerske provinser blev reorganiseret i år 16 f.Kr., besluttede Augustus, at Trier, da kaldet Augusta Treverorum, skulle være regionshovedstad. Fra år 259 til 274 var Trier hovedstad for den galliske del af romerriget.

Byen er kendt for sine velbevarede romerske bygninger, blandt andet Porta Nigra, den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne med den tilhørende 6,5 km lange bymur. Endvidere findes et velbevaret amfiteater, ruiner af Barbara-termerne, som er de romerske bade, og den store, såkaldte basilika, den romerske kejser Konstantin den 1.s tronsal, som i dag er en luthersk kirke.

Navnet Porta Nigra hentyder til byggematerialet af lokalt lyst sandsten, der under påvirkning af vejr og vind har antaget en sortgrå farve. Bygningsværket er særdeles velbevaret, hvilket skyldes, at den hellige Simeon af Syrakus i ca. 1000 valgte at bruge det østligste porttårn til eneboercelle; efter hans død i 1034 omdannedes det til kirke, og der tilføjedes en apsis i øst.

Trier er det ældste bispesæde i Tyskland. I middelalderen var ærkebiskoppen af Trier en meget betydningsfuld fyrste, der kontrollerede landområder fra den franske grænse til Rhinen. Han var en af de syv kurfyrster, som kårede kejserne til Det tysk-romerske Rige.

Trier ligger i et område med mange gartnerier og landbrug og er centrum for vindyrkning og vinhandel med et uddannelses- og forsøgscenter for vindyrkning. Endvidere har Trier tobaks-, sko- og dækindustri samt keramisk og finmekanisk industri. Byen er en søgt turist- og kongresby med flodhavn og et trafikknudepunkt med bl.a. lufthavnen Trier-Föhren.

I byen ligger også Karl Marx's fødehjem, hvortil der er knyttet et Karl Marx-studiecenter. Byen havde universitet 1473-1798 og atter fra 1970.

En stenbro, Römerbrücke, der stadig benyttes, forbandt byen med den venstre Moselbred; dens ældste fase er dateret til 17 f.Kr., den nuværende er fra ca. 150 e.Kr.

275-276 blev Trier stærkt ødelagt af angreb fra frankere og alemannere. Under Constantius 1. Chlorus blev byen kejserresidens, og især under Konstantin 1., den Store, oplevede byen en betydelig fremgang med omfattende byggeaktivitet. Den mistede dog betydning, da kejserhoffet flyttede til Milano. I 485 kom den under frankernes styre.

Den store romanske domkirke Sankt Peter, der blev bygget 1000-1100-tallet og ombygget i 1700-tallet og den gotiske Liebfrauenkirche (1235-60) er opført på fundamenterne af et dobbeltkirkeanlæg fra 300-tallet.

Af det middelalderlige klosteranlæg er bl.a. den romanske kirke Sankt Matthias bevaret og senere ombygget.

Barokkirken Sankt Paulin opførtes 1734-57 af bl.a. Balthasar Neumann. Blandt verdslige bygninger er boligtårnet Frankenturm fra ca. 1100 og Dreikönigenhaus fra 1200-tallet. samt Det Kurfyrstelige Palæ, delvis ombygget i barok i 1600-tallet og Palais Kesselstadt fra 1700-tallet.

Rheinisches Landesmuseum Trier har righoldige samlinger fra både romertid og middelalder, Diözesanmuseum viser fund fra tidlig kristen tid og kirkekunst, mens Stadtbibliothek har en betydelig samling af middelalderhåndskrifter.

Trier var 813-1803 katolsk ærkebispesæde. I middelalderen var byen hovedstad i kurfyrstendømmet Trier, men efter Trediveårskrigen reduceredes den til regionalt centrum. Trier var i flere perioder underlagt Frankrig, længst 1794-1814 som hovedstad i departementet Saar; ved Wienerkongressen 1814-15 blev byen afstået til Preussen.

Ved de allieredes bombeangreb under 2. Verdenskrig blev mere end 40% af Trier ødelagt. Byen er dog siden genopbygget.

Vi kiggede på Porta Nigra og Domkirken, men så var vi blevet trætte og det var blevet frokosttid og på torvet fik vi Döner Kebab med drikkelse, inden vi fortsatte tilbage til Speedy og kørte tilbage langs Mosel til Camping- & Wohnmobilpark Am Yachthafen i Schweich.

Det var en hyggelig plads lige ned til floden. Vi pakkede hurtigt ud og startede opholdet med en kold Mosel-vin.

Nicolai lavede aftensmaden, som bestod af spagetti med kødsovs. Senere blev der set film – ”Den 100-årige, der sprang ud af vinduet og forsvandt” - men inden da, havde vores svedige kroppe alle været en tur i et tiltrængt bad.

Det blev i øvrigt den første aften, hvor vi ikke kølede Speedy ned med air-conditionen inden natten. Temperaturen var nemlig faldet en del.

Mandag den 21 juli

Kørt fra Schweich til Attichy (Ca. 100 km nord for Paris)

Km: 353. I alt 1.403 km.

Tanket liter diesel: 59,7 liter. I alt 193,5 liter

Vi stor tidligt op, da der var varslet morgenbrødbil på pladsen kl. 8:00-8:30. Og ganske rigtigt, så blev der dyttet lige foran vores bil kl. 8:10. Heldigvis var der ikke langt til bilen og heldigvis var der en overdækning på bilen, for det regnede pænt, hvilket var startet allerede midt på natten med tilhørende lyn og torden.

Vi fyldte frisk vand i tankene og tømte spildevandstankene, hvorefter vi forlod campingpladsen og kørte mod Trier, hvor jeg gerne ville besøge varehuset Media Markt, for at få fingre i et 10-16 mm objektiv til mit kamera. Desværre lå butikken midt inde i byen, hvor der var komplet umuligt at få en parkeringsplads. Vi fortsatte gennem byen og Marie fandt motorvejen til Luxembourg til os.

Vi kom hurtigt igennem lilleput-staten, men lige inden vi, til vores egen overraskelse, kørte ind i Belgien, tankede vi diesel. Diesel i Luxembourg er nemlig markant billigere end i det øvrige Europa.

Turen gennem Belgien blev også hurtigt overstået og snart krydsede vi den belgisk-franske grænse, hvilket skete på en smal skovvej. Her var ikke skyggen af tidligere grænse- eller toldbygninger.

Vi fortsatte mod Metz, hvor vi skulle besøge byens fæstning.

Metz har knapt 125.000 indbyggere og ligger i Moseldalen. Der er tale om en vigtig nord-syd-gående transportvej med en sejlbar flod, en jernbane og en motorvej, som i Metz krydses af den øst-vest-gående transportvej mellem Paris og Alsace.

Den gamle bydel er smukt genopbygget efter begge verdenskriges ødelæggelser og rummer bl.a. en gotisk domkirke med berømte glasmalerier, de ældste fra 1200-tallet, de yngste af kunstneren Chagall. Men det der havde fået os til at lægge vejen forbi byen var, at Metz skiftevis af Frankrig og Tyskland er blevet udbygget som vigtig fæstningsby i grænselandet, og byen er stadig en militærby, bl.a. med militærflyveplads. Den rivaliserer med Lorraines gamle administrationsby, Nancy, som har bibeholdt en betydelig del af de administrative funktioner, skønt Metz er den officielle hovedstad. De to byer er fælles om en lufthavn beliggende midt imellem dem, hvor også en station på en planlagt højhastighedsbane skal ligge. Metz har i slutningen af 1900-tallet lidt under tilbagegangen i oplandets industri. Den har selv fået nogen maskinindustri og elektronisk industri, men er dog stadig primært et handels- og servicecenter med bl.a. universitet fra 1971.

Metz var under navnet Divodurum hovedstad for de keltiske mediomatricer. Romerne byggede en fæstning på stedet, som snart udviklede sig til en betydelig by, der formentlig har været bispesæde siden 300-tallet En tid hørte byen til Frankrig og var Austrasiens hovedstad, men 870 kom den under Det Østfrankiske Rige. I 1200-tallet tog byens borgere magten, og Metz blev en fri rigsstad i Det Tysk-romerske Rige og en vigtig handelsstad med møntprægning. Franskmændene besatte byen i 1552, og ved Den Westfalske Fred i 1648 fik Frankrig fuld suverænitet over Metz, der mistede sine særrettigheder.

I 1800-tallet stimuleredes handlen af den stærke udvikling af jern- og kulminer samt stålindustri i det nordlige Lorraine, men under byens indlemmelse i Tyskland 1871-1919 udvandrede en betydelig del af handelsstanden, og grænsen, kun 20 km syd for byen, afskar Metz fra en del af dens opland; siden har Metz aldrig genvundet sin tidligere regionale betydning.

Efter Metz gik det videre vestover, hvor vi havde fundet en campingplads ca. 100 km nord for Paris. Ved ankomsten viste det sig, at pladsen var et sandt ferieparadis, som langt oversteg vores behov, så selv børnene syntes, vi skulle køre videre mod en ny (og billigere) plads. Camilla fandt en Camping Municipale (kommunal campingplads), Camping de l’Aigrette i Attichy, ca. 10 km vest for den ellers udpegede plads. Det viste sig at være en rigtig dejlig plads, som lå lige ned til en smuk sø og hvor vi kun betalte blot 15 Euro for en overnatning. Det var nok blevet tre gange så meget på det ellers valgte paradis.

Der blev spist rester fra gårsdagens måltid og som dessert stod den på jordbærkage fra morgenens brødbil. En herlig ting med tilhørende rød mousserende champagne.

Efter middagen gik Camilla amok med rengøring og oprydning. Det gik ud over skabene i badeværelset og over bestikskuffen, hvorfra der begge steder blev smidt en del ud.

Tirsdag den 22. juli

Kørt fra Attichy over Giverny til La Mailleraye sur Seine.

Km: 243 km. I alt 1.646 km

Tanket 65,2 liter diesel. I alt 258,7 liter diesel.

Vi havde bestilt morgenbrød i receptionen aftenen før og kl. 8:30 hentede jeg to lækre brød, hvoraf det meste af det ene blev fortæret med et samme.

Vi pakkede og kørte i retning af Giverny, hvor vi ville se maleren Monet’s hus og have. Marie fortalte, at den hurtigste vej var ind til Paris og ud igen og det meste på betalingsmotorvej. Vi mente, at det ville være bedre, og frem for alt billigere, at holde en kurs direkte på målet, om end det betød mindre veje og dermed nok længere køretid. Samtidig ville vi nok også få en kønnere rute at køre ad.

Vi forlod Attichy og begav os vestover og kort efter kom vi forbi et stort indkøbscenter, hvor der var en Carrefour, hvor vi gerne ville købe diverse mad-, drikke- og lignende varer. Det viste sig at være en kolonorm stor butik, som vi alle blev overvældet af og som selvfølgelig havde alt hvad vores hjerter begærede.

Vi fortsatte mod vores mål, men holdt lige ind for at spise frokost, der nu var beriget med paté, specielle pølser og diverse oste. Inden længe var måltidet overstået og vi kørte de sidste få kilometer ind til Giverny, hvor vi skulle besøge maleren Monets hus.

Claude Monet, 14.11.1840-6.12.1926, viste tidligt usædvanlige evner for at tegne vellignende portrætter og karikaturer, udført i forrygende hast.

I 17-års-alderen stiftede Monet bekendtskab med friluftsmaleren Eugène Boudin, der oplærte ham i fremgangsmåden bag Honfleur-skolens friske og lette øjebliksskildringer. I 1859 flyttede Monet til Paris, hvor han studerede friluftsmaleri af Barbizon-skolens malere. Fra 1860 dyrkede han modelstudier på Académie Suisse, hvor han indledte et livslangt venskab med de jævnaldrende Camille Pissarro.

I 1862 søgte han ind på Charles Gleyres malerskole, hvor han mødte Alfred Sisley, Pierre-Auguste Renoir og andre af de unge malere, der sammen med ham i de følgende år skulle lægge grunden til den epokegørende kunstneriske nyorientering, som impressionismen var.

Til Monets mest markante tidlige arbejder hører Kvinder i haven (1866-67, Musée d'Orsay, Paris), præget af en fladebetonende stil, som røber hans interesse for japanske træsnit og beundring for Édouard Manet. Sit første egentlig impressionistiske billede, La Grenouillère (The Metropolitan Museum of Art, New York), malede han i 1869. Motivet var det populære forlystelsessted af samme navn ved Seinen, og hans interesse gjaldt her først og fremmest motivets atmosfæriske forhold og det rige farvespil i vandfladens småbølger.

Den tidlige impressionistiske stil, hvor han endnu ikke praktiserede en egentlig farvedeling, nåede sit højdepunkt i 1872 med det berømte maleri Solopgang (Musée Marmottan, Paris). Samme år bosatte han sig i Argenteuil ved Seinen og konstruerede her en atelierbåd, så han blev i stand til at male impressionistiske friluftsmalerier på floden. Båden ses på billedet Det flydende atelier (ca. 1874, Rijksmuseum Kröller-Müller, Otterlo, Holland). I 1873 besluttede kredsen af malere omkring Monet at danne et egentligt udstillingsfællesskab, og den første impressionistudstilling åbnede året efter. Som gruppens hovedskikkelse deltog han i dens udstillinger frem til 1882.

I 1870'erne brød Claude Monet lidt efter lidt med det traditionelle princip om at blande billedets farver stofligt på paletten (subtraktiv farveblanding), der svækkede farvens renhed og evne til at reflektere lys. I stedet udviklede han gradvist en opdeling og adskillelse af ublandede farver i små, tætliggende, komma-agtige strøg, hvis lysrefleksion intensiveredes ved, at farverne nu i stedet blandedes optisk på betragterens nethinde (additiv farveblanding). Dermed opnåede han en langt mere naturnær lyskraft i sine billeder. Blandt milepæle i denne udvikling kan nævnes de fugleperspektiviske fremstillinger af menneskemylderet på Boulevard des Capucines i sne fra 1873 og serien med atmosfæremættede skildringer af miljøet på og omkring Gare Saint-Lazare, malet 1876-77, hvoraf de kendteste billeder er Europabroen (Musée Marmottan, Paris) og Gare Saint-Lazare (Musée d'Orsay), begge fra 1877.

I 1882 forlod Claude Monet det impressionistiske udstillingsfællesskab, som efter hans opfattelse var ved at blive et eldorado for medløbere. Men han fortsatte sine maleriske nærlæsninger af lysets og farvens atmosfæriske optik. Han systematiserede sine studier i form af billedserier, hvor han undersøgte et bestemt motiv under forskellige lysforhold, bl.a. høstakke, fx Høstakke ved middagstid (1890, National Gallery of Australia, Canberra) og Høstakke i sne (1891, The Metropolitan Museum of Art, New York). Derefter fulgte serier som Katedralen i Rouen (1892-94) og Den japanske gangbro (1895-1900).

Claude Monet’s Åkande-serie fik tidligt en abstrakt karakter, fordi Monet gerne valgte at betragte motivet fra en synsvinkel, der fik vandspejlet til at fremtræde som en næsten lodret flade og billedrummet til at åbne sig som et ubestemmeligt dyb af genstandsløse farveharmonier.

Fra slutningen af 1890'erne frem til hans død i 1926 var Claude Monets motivverden næsten udelukkende haven omkring hans ejendom i Giverny, hvis koloristiske muligheder han udnyttede i veritable lys- og farveorgier af enestående intensitet og skønhed.

Claude Monets absolutte yndlingsmotiv blev med årene havens store vandpartier med drivende åkander og spejlvirkninger af bl.a. himlens skyer. I serien Åkander, som han påbegyndte i 1903 og dyrkede, indtil han i 1925 som næsten blind ikke længere kunne styre penslen, tangerede han tidligt det abstrakte maleri, fx med Åkander i aftenlys (1907, Musée Marmottan, Paris), mens han i senere åkandebilleder, fx Åkander med spejlinger af et piletræ (1915-22, samme sted), trængte langt ind i en verden af genstandsløse farveharmonier.

Vi brugte knapt to timer på at kigge på hus og have, der begge dele var meget spændende. Hans hus havde de mest fantastiske farvesammensætninger i interiørerne og haven var et sandt fyrværkeri af blomster i pragtfulde farver. Lidt fra den rigtige have, lå den sø, hvor der groede masser af åkander, som havde givet inspiration til mange af Monet’s billeder.

Vi var absolut ikke de eneste turister på stedet, for ud over at have stået længe i kø for at komme ind, så var der rigtig mange japanske turister, der besøgte stedet. Efter besøget gik vi en lille tur i byen, hvor der var en del gallerier og huse med flotte haver, så Monet har absolut sat sit præg på den lille by.

Vi fortsatte mod Kanalkysten og undervejs kiggede Camilla efter stellpladser, hvor vi eventuelt kunne overnatte.

Hun fandt en plads, der skulle ligge lige ned til Seinen, godt 50 km inde i landet. Pladsen blev tastet ind i Marie og vi kørte mod Mailleraye sur Seine, hvor vi fandt en temmelig stor plads, der kunne rumme ca. 35 biler. Vi kunne ikke få plads helt ud til Seinen, men måtte holde i anden række.

Vi lagde ud med et spil kort og mens vi spillede kørte en af bilerne, der havde holdt i første række og vi skyndte os at flytte Speedy.

Der blev sat grill op og aftensmaden blev grillet kyllingefilet med ost og bacon. Hertil var der kartofler og baked beans.

Sidst på aftenen hyggede vi os indendøre med kortspil, da det var blevet ret koldt.

Onsdag den 23. juli

Kørt fra Mailleraye sur Seine, over Étretat og Honfleur til Merville-Franceville

Km: 164 km. I alt 1.810 km

Tanket liter diesel: - I alt 258,7 liter diesel.

Vi startede med en ret diset og overskyet morgen og desværre uden brødbil. Heldigvis havde vi brød til overs fra i går, så morgenmaden var reddet. Endvidere var vejret faktisk så kedeligt, at vi besluttede os for at spise indendøre. Da måltidet var overstået tømte jeg toilettank og vi forlod den gode stellplads med kurs mod vest og med Nicolai ved rattet.

Camilla havde fundet nogle specielle klippepartier ved byen Étretat, som vi skulle se. Det tog knapt en time at nå frem og efter en tur tværs gennem en by med meget snævre gader, hvilket afstedkom adskillige eder og forbandelsen fra chauffør Nicolais side, fandt han frem til en parkeringsplads for autocampere, hvor vi holdt ind. Man skal parkere i byens udkant, for der er simpelthen ikke plads nok til alle de biler, der gerne vil se de spektakulære klippepartier. Fra P-pladsen er der så ca. 1000 m at spadsere til stranden.

Det er et af de helt store trækplastre for naturens skuespil, som finder sted her. Kridt- og sandstensklinterne hæver sig stejlt op fra havet, som har delvist nedbrudt dem. De hårde partier står tilbage som fæstningsmure og et enkelt sted står der en port til havet tilbage.

Det er en af de mest fotograferede steder i Normandiet.

Der er en lang og flot promenade, der følger hele bugten, men man kan på den sydlige del af bugten bestige klipperne med den gennembrudte port. Nord for bugten går så en stejl sti på over markerne ved de stejle klinter, hvorfra man gentagne gange har et flot udsyn. Stierne er afmærkede, men ikke særlig jævne. Helt oppe på det højeste sted ligger en lille kirke Chapelle Notre-Dame-de-la-Garde, nærmest et lille valfartsted. Der er også en parkeringsplads bag kirken.

Vi startede med at gå fra P-pladsen ind til ”Centre Ville”, hvor vi kiggede lidt på butikker og dernæst gik ned til havet. Her kunne vi se de fantastiske klippepartier på hver side af byen. Der var ikke nogen egentlig havn, men de få tilbageværende fiskere trak deres både ind over strandbredden og i sikkerhed langt oppe på stranden. Lige som vi kender det fra f.eks. Lønstrup i Nordjylland.

Vi besluttede at gå op på udsigtspunktet på den sydlige klippe, hvor vi kunne se ned over byen og over mod de nordlige klipper.

Jeg gik med, men frygtede lidt, hvad mit nyopererede knæ ville sige til en sådan tur. Det viste sig imidlertid at gå over al forventning. Da vi var nede i byen igen, var der slet ingen men efter turen.

Efter denne naturoplevelse overtog jeg rattet for at køre til Honfleur. Undervejs havde jeg dog et mindre uheld, da jeg kom for langt ud i siden under passage af en modkørende bil. Det betød et afrevet skørt, men da det jo ikke er første gang noget sådan sker, tog jeg det ikke så tungt og regnede med at kunne reparere det på næste campingplads.

Da vi kørte ind i Frankrig, havde vi sat Marie til at undgå betalingsveje, som er ret dyre for Speedy, der skal betale for såvel længde som for højde. Men da vi skulle krydse over Seinen, gjorde vi en undtagelse, da vi ellers skulle langt ind i landet igen, inden vi kunne finde en bro.

Kort efter passage via ”Pont de Normandie”, som kostede 6,20 Euro, kørte vi fra motorvejen og ind til Honfleur, hvor vi fandt en parkeringsplads til autocampere, der kostede den nette sum af 10 Euro. Men så måtte vi også blive der i 24 timer og slutte elektricitet til bilen. Vi havde dog kun behov for 2-3 timer, så følte os godt snydt. Det var dog et lyspunkt, at solen nu var brudt frem og det var blevet rigtig varmt.

Vi gik ind til selve bykernen, som er meget smuk.

Honfleur er en fransk kommune beliggende på den venstre bred af Seinens udløb til den engelske kanal i departementet Calvados. Indbyggerne i byen kaldes Honfleurais og dem er der godt 8.000 af.

Byen er kendt for sin pittoreske gamle havn, der er karakteriseret ved husenes skiferbeklædte gavle. De charmerende smalle bygninger fra 1600-tallet stammer fra slavehandelens tid, men huser i dag et utal af spisesteder.

Flere kunstnere har i tidens løb har fundet motiver i byen, heriblandt Gustave Courbet, Eugène Boudin, Claude Monet og Johan Barthold Jongkind, som sammen dannede Honfleurskolen, der var en forløber for impressionismen.

Lystsejlerne i havnen har fået konkurrence af den megastore autocamperplads i nærheden. Det bringer en ny slags turister til byen, hvor havnefacaderne nu er en ubrudt linje af restauranter, der forsyner alle disse nye turister med alt godt fra havet. Imidlertid kan man stadig nyde den indre havns kulørte facader, det gamle krudttårn ved slusen, borgmesterens Hotel de Ville, som er strategisk anbragt ved indløbet, så han kunne/kan holde øje med aktiviteterne på kajen.

Fra havnen går den store hovedgade ud til omegnen og den store campingplads i Equemauville, men følger man havnegade mod mundingen kommer man til den mindre campingplads i Honfleur.

Vi vandrede lidt rundt og fik bl.a. cidre og cola. Endvidere købte vi brød, så vi havde til morgenmaden i morgen. Vi vidste nemlig ikke rigtig hvor vi ville overnatte. Imidlertid mente Camilla, at både Nicolai og jeg havde behov for et bad, så hun og Marie fandt frem til pladsen ”Les Peupliers” i udkanten af Merville-Franceville. Det viste sig at være en udmærket plads med alt hvad vi havde behov for, altså også brusebade. Der var endog svømmebad, men da det var optaget af masser af højtråbende børn, mente Nicolai og jeg, at vi godt kunne nøjes med bruseren.

Vi snakkede lidt med vores tyske naboer, som havde en sød hund, og da vi gav den et gnaveben, så flyttede den nærmest ind hos os og ventede på flere godbidder. Tyskerne fortalte bl.a., at de havde hentet hunden på et internat i Slovakiet og at den var 4-5 år gammel.

Ellers blev tiden inden middagen brugt på reparationen af Speedys skørt. Desværre havde Speedy også mistet en del af rammen om døren, hvilket jeg ikke havde været opmærksom på, da jeg samlede skørtet op. Det betød, at en del af udbedringen måtte foretages med Gaffa-tape og først kan ordnes, når vi kommer hjem fra ferie. Men helt ringe blev det nu ikke.

Nicolai stod for grillning af diverse pølser, hvortil vi fik kartofler og brød.

Ellers blev aftenen brugt på kortspil og læsning.

Torsdag den 24. juli

Kørt fra Merville-Franceville over ”Pegasus Bridge” og Arromanmanches, Longues sur Mer til Ste-Honorine-des-Pertes

Km: 80. I alt 1.890 km.

Tanket liter diesel: - I alt 258,7 liter diesel.

Der havde været masser af larm til sent om aftenen på pladsen, men her til morgen var der helt stille. Ingen voksne, der snakkede, ingen børn, der larmede, næsten total stilhed. Man kunne næsten frygte, at vi var blevet helt alene i verden. Vi stod op ved 9-tiden og først på det tidspunkt begyndte der at komme lidt liv rundt omkring.

Vi spiste morgenmad og fik tømt og fyldt diverse tanke, hvorefter vi kørte mod Bénouville, hvor vi skulle se Pegasus Broen.

Pegasus Bridge er en klapbro, bygget i 1934, der krydsede Caen kanalen mellem Caen og Ouistreham, i Normandiet. Den er også kendt som Bénouville broen efter den nærliggende landsby, og den var sammen med den nærliggende Ranville bro over floden Orne, et vigtigt mål for Operation Deadstick, en del af Operation Tonga i de indledende minutter af invasionen af Normandiet. En svævefly-båren enhed af den britiske 6. luftbårne division med 181 mand under kommando af major John Howard, fra RAF Tarrant Rushton i Dorset i det sydlige England, lettede i seks Horsa svævefly, for at erobre Pegasus Bridge og også "Horsa Bridge", nogle hundrede meter mod øst, over Orne-floden. Formålet med denne aktion var at forhindre tyske tanks i at krydse broerne og angribe den østlige flanke af landingerne på Sword Beach. Den vellykkede erobring af broerne spillede en vigtig rolle og hindrede et tysk modangreb i dagene og ugerne efter invasionen.

Fem af svæveflyene landede så tæt som knapt 50 meter fra deres mål 16 minutter over midnat den 6.6.1944. Angriberne strømmede ud af deres delvist ødelagte svævefly, overraskede de tyske forsvarere og tog broerne inden for 10 minutter. De mistede to mænd i processen, Løjtnant Den Brotheridge og Lance-korporal Fred Greenhalgh. Greenhalgh druknede i en nærliggende dam, da hans svævefly landede. Løjtnant Brotheridge blev dræbt, da han krydsede broen i de første minutter af overfaldet og blev dermed det første medlem af de invaderende allierede hære til at dø som følge af fjendtlig beskydning på D-dag.

Et svævefly, der skulle deltage i erobringen af broen, landede på en bro over floden Dives, omkring 12 km væk. De fleste af soldaterne i dette svævefly kæmpede sig gennem de tyske linjer mod landsbyen Ranville hvor de til sidst igen sluttede sig til de britiske styrker.

Et af medlemmerne af den battalion, der ankom som forstærkning, var den unge skuespiller Richard Todd, som næsten to årtier senere spillede Major Howard i filmen The Longest Day.

Broen blev i 1944 omdøbt til Pegasus Bridge til ære for operationen. Navnet er afledt fra det skulderemblem, som blev båret af de britiske luftbårne styrker, den flyvende hest Pegasus.

Den oprindelige Pegasus Bridge står nu ved det nye Pegasus Museum. Museet blev indviet af HKH Prinsen af Wales den 4. juni 2000. Den oprindelige bro blev erstattet i 1994 af den bredere og stærkere. Den oprindelige bro blev i 1960’erne forlænget med 5 meter for at klare en udvidelse af kanalen og var i brug indtil 1993. Den gamle Pegasus Bridge blev efterladt som affald på jorden, men blev så solgt til museet for en symbolsk pris af én franc.

Museet rummer en café og en museumsbutik, der sælger Pegasus Bridge relateret materiale.

Mange af de soldater der blev dræbt i aktionerne i juni 1944 er begravet på kirkegården i Ranville.

Lige vest for broen ligger Café Gondrée, som nu drives af Arlette Gondrée. Arlette var et lille barn, der boede i huset med caféen, da det blev befriet. Det er ikke helt sikkert, at den berømte Gondrée café var det første franske hus, der blev befriet under D-Day. I bogen ”Commando du Pont Pegase” har en fransk historiker, Norbert Hugedé, anført, at et hus ejet af hr. Picot, blev befriet et par timer før Gondrée’s hus. Dette kunne vi imidlertid ikke få til at passe med den hurtige erobring af broen.

Vi kørte videre mod vest efter næste mål, der var Arromanche, men inden da, holdt vi lige ind på en rasteplads, hvor vi spiste frokost. Næste stop blev ved en Lidl, hvor der blev købt aftensmad m.m.

Så nåede vi frem til Arromanche, hvor vi måtte slippe 6 € for den næste 24 timer.

Vi holdt højt oppe over byen, med en flot udsigt ud over bugten, hvor man efter landgangen den 6.6.1944 anlagde en kunstig havn, hvor der kunne ilandsættes yderligere tropper efter D-Dag.

D-dag (D-day) var dagen d. 6. juni 1944, hvor de Allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig under 2. verdenskrig. Landgangen, som også blev kaldt Operation Neptune, var indledningen på en større operation ved navn Operation Overlord, der havde som endeligt mål, at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede d. 19. august 1944, da de Allierede krydsede Seinen. Over 70 år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede Den engelske Kanal fra England til Normandiet.

De allierede styrker, der primært kom i kamp i Normandiet, var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog i slaget efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge og enkelte søfolk fra Danmark.

Selve invasionen begyndte med indsættelse af tropper med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen af tropper på kysten. Tropperne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste af disse var Portsmouth. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et brohoved og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.

Adolf Hitler beskrev udfaldets betydning: "I øst kan vi tillade et tab af territorium, uden at det er et dødeligt slag mod Tysklands chance for overlevelse. Sådan forholder det sig ikke i vest! Hvis det lykkes for fjenden her, vil der følge uoverskuelige konsekvenser inden for kort tid".

Ved den store P-plads er der en 360 graders-biograf, der på 20 minutter fortæller om de 100 dage fra D –Dagen og frem til befrielsen af Paris. En fantastisk flot film, udelukkende med autentiske optagelser og en lydbaggrund, der somme tider fik biografen til at ryste. Efter at have set film og nydt udsigten, der i dag nok er mere fredfyldt end for 70 år siden, forlod vi stedet og kørte langs kyststrækningen mod landsætningsområdet kaldet Gold, der afviger en smule fra landsætningsområderne Juno og Sword. Et generelt kendetegn langs en stor del af den britisk/candiske sektor var små landsbyer og lange rækker af pensionater, hoteller og sommerboliger, hvor bedrestillede franske familier før krigen havde opholdt sig gennem sommermånederne. Sammen med nybyggede bunkers indgik mange af feriehusene i det tyske kystforsvar, der mange steder lå tæt ved strandbredden.

En stor del af Gold var uegnet til landsætning på grund af klippeskær, men mellem de to små kystbyer Le Hamel og La Riviere var landgang mulig. Og mellem de to byer er der et stort område med klitter og enge mellem stranden og landevejen og bag landevejen er der svagt stigende grønne bakker, hvorfra man på toppen kan overvåge store dele af kyststrækningen. Her havde tyskerne da også placeret et kystbatteri: Mont Fleury batteriet. Disse forskelle i terræn fik stor betydning for de landsatte enheders første kampe.

Det tyske forsvar bestod først og fremmest af enheder fra 716. Division, mange af dem såkaldte "Ost-truppen", altså enheder sammensat af mere eller mindre frivillige polakker og russere. I midten af sektoren var der stationeret kompagnier fra 441. Ost-bataljon og kompagnier fra 736. infanteriregiment.

352. infanteridivision var blevet flyttet til Normandiet, primært Omaha området, uden at dette var blevet opfanget i tide af den allierede efterretningstjeneste. Først få dage før invasionen fik man på højeste plan kendskab til dette, men man valgte ikke at lade denne oplysning gå videre til de berørte enheder. Alt var allerede sat i bevægelse og ingen planer kunne ændres på så kort tid.

Tyskerne satte også deres lid til en række kystbatterier, f.eks. batteriet nær Mont-Fleury og ikke mindst batteriet ved Longues-sur-Mer, der med sine fire 155 mm. kanoner kunne beskyde både Gold Beach og Omaha Beach.

Den tyske feltmarskal Erwin Rommel, kendt som "Ørkenræven" for sine bedrifter i ørkenkrigen mod briterne og personligt udpeget af Hitler til at lede invasionsforsvaret i Normandiet, vidste, at invasionen måtte komme. Under en inspektionsrunde ved Normandiets kyst fortalte han sin adjudant, at invasionen for både tyskerne og de allierede ville blive den længste dag. Kampen om brohovedet ville blive en kamp om alt eller intet. Rommel var overbevist om, at skulle de allierede slås tilbage, måtte det ske på selve strandbredden. Fik de først bidt sig fast, var alt tabt for tyskerne. Som øverstkommanderende kunne han - og hans modpart general Eisenhower - ikke gøre andet end at planlægge deres aktioner efter bedste evne. På selve dagen kunne de kun se til, mens kampen blev afgjort i hundreder af små og store slag overalt langs invasionskysten.

Vejret var dårligt i starten af juni og ved daggry var der lavvande. To faktorer, der for Rommel betød, at de allierede ikke vil iværksætte deres invasion. Den 5. juni drog han derfor afsted fra Normandiet for dels at fejre sin kones fødselsdag, men også for at prøve at få Hitler i tale. Rommel ville have de så vigtige panserreserver ind under sin kommando.

Eisenhower havde også sine problemer at slås med. Vejret var tæt på at sætte en stopper for hele operationen. Men kom de afsted, var der jo alligevel en risiko for, at invasionen ikke ville lykkes. Han skrev derfor to udkast en pressemeddelse: en der bekræftede landsætningen som en succes og en der omtalte en fejlslagen landsætning, som han alene bar ansvaret for.

Vi kørte et kort stykke frem til Longues sur Mer, hvor tyskerne havde bygget de 4 meget store kanonbatterier et stykke inde i landet og en dertil hørende ildledningscentral ude ved kysten. De 4 batterier var indvolveret i kampe med flere krigsskibe den 6.6.1944, men blev endeligt sat ud af spillet dagen efter og indtaget af britiske styrker uden kamp, da tyskerne overgav sig.

Vi gik en lang tur på stedet og kiggede på batterierne og ildledningscentralen, inden vi fortsatte mod vest for at finde en campingplads. Den første vi havde i kikkerten var helt besat, mens den anden, ”Camping du Hague” i Ste-Honorine-des-Pertes havde ledige pladser.

Det viste sig at være en hyggelig plads bestyret af en ældre herre, der kørte rundt på pladsen på en 3-hjulet cykel. Vi fik checket ind og stillet borde og stole frem til eftermiddagshyggge.

Aftensmaden blev stegt laks med ravioli og dertil hørende rød Lambrusco. Godt nok er vi i Frankrig, men der er nu ikke noget som kold italiensk Lam- brusco på en varm sommerdag.

Fredag den 25. juli

Kørt fra Ste-Honorine-des-Pertes over Colleville sur Mer, Pointe du Hoc, La Cambe, Ste. Mere Eglise til Mont St. Michel.

Km: 210 km I alt 2.100 km

Tanket liter diesel 54,0 liter. I alt 312,7 liter.

Efter morgenmaden kørte vi nogle få kilometer til den amerikanske kirkegård ved Colleville sur Mer. Her ligger mere end 9.000 amerikanske soldater begravet, ikke blot fra invasionsdagene,men fra hele det efterfølgende forløb.

Der er opført et nyt informationscenter siden vi var på stedet sidst, og her blev der berettet om dagene omkring invasionen. Et rigtig godt ”museum”, som havde den rette størrelse til ikke at virke overvældende.

Så var det ud på kirkegården. Det er en stærk oplevelse art se de mange kors, stillet op i snorlige rækker i alle retninger.

Den 8. juni 1944 etablerede den amerikanske armé en midlertidige kirkegård, den første amerikanske kirkegård på europæisk jord i Anden Verdenskrig. Efter krigen blev den nuværende kirkegård etableret en kort afstand til den østlige del af originalen.

Ligesom alle andre oversøiske amerikanske kirkegårde i Frankrig for både 1. og 2. verdenskrig har Frankrig givet USA en speciel, evig indrømmelse om at kirkegården er vederlagsfri og ikke skal betale nogen skat. Denne kirkegård administreres af den amerikanske regering, under Kongressen, der giver årlig finansiel støtte til at fastholde dem, med de fleste militære og civile personale ansat i udlandet. Det amerikanske flag vejer over disse tildelte jorder.

Kirkegården ligger på en skrænt med udsigt over Omaha Beach og dækker 70 ha, indeholdende resterne af 9.387 amerikanske militær døde, hvoraf de fleste blev dræbt under invasionen af Normandiet og efterfølgende militære operationer i Anden Verdenskrig. Stedet inkluderer også grave for Army Air Corps besætninger skudt ned over Frankrig så tidligt som i 1942.

Kun nogle af de soldater, der døde i udlandet er begravet i de oversøiske amerikanske militære kirkegårde. Da der blev tid til en permanent begravelse, blev de pårørende bedt om at træffe beslutningen om hvorvidt de ønskede deres kære hjemtaget til permanent begravelse i USA, eller begravet på den nærmeste oversøiske kirkegård.

Blandt de begravede på kirkegården ved Omaha Beach er tre modtagere af Medal of Honour, herunder Theodore Roosevelt, Jr., søn af præsident Theodore Roosevelt. Efter oprettelsen af kirkegården, blev en anden søn af præsident Roosevelt, Quentin, som var blevet dræbt i 1. Verdenskrig, gravet op og genbegravet ved siden af sin bror Theodore, Jr.

Navnene på 1.557 amerikanere, der mistede livet under landgangen i Normandiet, men som ikke kunne identificeres, er indskrevet på væggene i en halvcirkelformet have på den østlige side af mindesmærket. Denne del består af en halvcirkelformet kolonnade med en loggia i hver ende, som indeholder kort og fortællinger om de militære operationer. I centrum er en 22-fods bronzestatue med titlen The Spirit of American Youth stigende fra bølgerne.

Indlejret i plænen direkte overfor indgangen til den gamle "Visitors Building" er en tidskapsel, som er blevet forseglet og indeholder reportager fra de 6 juni 1944 Normandiet nedgravet. Kapslen er dækket af en lyserød granit plade, hvorpå er indgraveret: At blive åbnet 6. juni 2044. Anbragt i midten af pladen er en bronzeplade prydet med fem stjerner for en General for hæren og graveret med angivelsen: »Til minde om general Dwight D. Eisenhower og styrker under hans kommando. Denne lukkede kapsel, der indeholder nyhedsindslag fra 6. juni 1944,er placeret her af de journalister der var her, den 6. juni 1969.

Efter nogle timers tid på stedet kørte vi videre og var nede for at se Omaha Beach, hvor den amerikanske landgang fandt sted.

Næste stop skulle være de tyske stillinger ved Pointe du Hoc, hvor vi startede med at spise frokost, inden vi begav os ud i varmen. Ved Point du Hoc er der nogle meget stejle og høje klinter, som amerikanske rangers skulle klatre op ad, for at udkadeligegøre de tyske stillinger.

Pointe-du-Hoc er et lille klippefremspring vest for Omaha Beach. Her havde tyskerne etableret et stærkt kystbatteri, der kunne være en alvorlig trussel mod landgangen på Omaha og som derfor måtte gøres tavst forinden. Batteriet bestod af seks 155 mm kanoner med en rækkevidde på mere end 18 km.

De allierede begyndte at luftbombardere batteriet i april 1944, og på selve D-dag blev der kastet mere end 700 tons bomber mod batteriet med store skader til følge.

Foruden bombardementer fra luften og søen udpegede planlæggerne kompagnierne D, E og F fra 2. Rangerbataljon, i alt 225 mand under ledelse af oberstløjtnant James E. Rudder, til at angribe og ødelægge batteriet fra søsiden, inden landgangen på Omaha begyndte. Batteriets placering på den højt hævede fremskudte klint helt ud til vandkanten betød, at rangerne i landgangsbåde måtte sejle ind til den smalle stribe strand nedenfor klinten og herfra kravle op over toppen og angribe batteriet.

Planen var dristig for ikke at sige vanvittig - selv når man tager i betragtning, at rangerne var specialuddannede elitesoldater. Foruden de 3 angrebskompagnier indgik resten af 2. rangerbataljon også i planen. A og B kompagniet skulle i deres landgangsbåde ud for Omaha afvente et signal fra Rudder om at gå i land ved Pointe-du-Hoc kl. 07.30 som forstærkninger. Samtidig skulle C kompagniet kl. 06.45 gå i land vest for Vierville-kløften yderst på højre flanke af Omaha. Herfra skulle de marchere mod Pointe-du-Hoc.

Intet af det planlagte kom dog til ske. Bådsmanden på Rudders landgangsbåd styrede ved en fejl mod et andet klippefremspring Pointe-de-la-Percée øst for Pointe-du-Hoc. Da Rudder i sidste øjeblik opdagede fejlen, fik han vendt hele styrken, som derefter sejlede parallelt med kysten hen mod Point-du-Hoc. Forsinkelsen betød, at han ikke i tide kunne sende signal til A og B kompagnierne. I stedet for at blive sendt til Pointe-du-Hoc blev de sendt ind på Omaha lige øst for Vierville-kløften, hvor de blandede sig med resterne af de hårdt trængte enheder fra 116. regiment.

Forsinkelsen betød også, at tyskerne ved Pointe-du-Hoc fik tid til at komme sig efter de indledende luft- og flådebombardementer, der stoppede lige før kl. 06.30, hvor rangerne efter planen skulle have påbegyndt deres landgang.

Således forsinket mere end 30 minutter og med 3 både tabt, valgte Rudder at sende alle tre kompagnier ind på øst-siden af Point-du-Hoc. Planen havde ellers været at D kompagniet skulle have være landsat på vestsiden.

Samtidig var C kompagniet gået i land kl. 06.45. Kl. 07.30 havde de kæmpet sig op over klippen og nedkæmpede de nærmeste tyske stillinger. Men så stoppede fremrykningen på grund af hårdnakket tysk modstand. Først senere på dagen fik kompagniet kontakt med egne styrker fra Omaha. Opgaven med at rykke mod Pointe-du-Hoc mislykkedes.

For rangerne ved Pointe-du-Hoc var det ikke slut med problemer. De skulle forcere klippen ved hjælp af stiger lånt hos Londons brandvæsen samt ved hjælp af reb med et stålanker for enden, der blev skudt op med et slags raketstyr. Men kun en enkelt stige blev rejst og desuden havde de problemer med at få skudt rebene højt nok op, fordi rebene var blevet tunge af vand.

Men op kom rangerne, selvom de tyske forsvarere fra toppen nærmeste kunne meje rangerne ned. Tyskerne blev langsomt trængt ud af stillingen, hvorefter rangerne kunne gøre det de kom for: ødelægge kanonerne. Men til deres forbløffelse var der ingen kanoner. De var tidligere blevet flyttet ud af stillingen for at undgå ødelæggelse som følge af de voldsomme bombardementer i tiden op til D-dag.

I følge Ambrose fandt en patrulje lidt efter kl. 08.00 kanonerne ca. en kilomenter fra kysten, hvor de stod opstillet klar til kamp. Lidt væk ventede artilleristerne på at kunne komme i gang. Patruljen ødelagde kanonerne. En anden patrulje ødelagde et ammunitionsdepot.

Cornelius Ryan beskriver ligeledes, at patruljen fandt de klargjorte kanoner, men da han skrev sin bog i 1960, kunne han ikke finde belæg for at sige, at det var kanonerne fra Pointe-du-Hoc.

Klokken var 09.00; rangerne havde fuldført deres mission. Rangerne kunne dog ikke slappe af endnu. Isoleret, som de var fra den øvrige invasionsstyrke, måtte de etablere et forsvar, der kunne holde tyskerne væk fra stillingen, indtil enheder fra Omaha kunne komme til undsætning. Det blev til en udmattende kamp, der strakte sig over 2 dage. De var 225 rangere, da angrebet begyndte, men da forstærkningerne endelig ankom, kunne kun godt 90 mand stadig kæmpe. Rangerne betalte således en høj pris. Men ud over at de faktisk ødelagde kanonerne, fik deres angreb tyskerne til at fastholde et helt regiment fra den stærke 352. division i området i stedet for at sende det til Omaha Beach.

Så kørte vi videre mod en tysk kirkegård ved byen La Cambe, som indtil 1947 var en amerikansk kirkegård. De amerikanere, som var tilbage, blev gravet op og 2/3 blev sendt tilbage til USA, mens den resterende 1/3 blev begravet på den nærliggende amerikanske kirkegård. Herefter overtog den tyske stat området, som har været tysk siden 1948, og har over 21.000 grave. Med dens melankolske stramhed, er det en kirkegård for soldater som ikke alle havde valgt at kæmpe for sagen eller krigen.

Sorte kors, hugget ud i lava, står her kontrast til de hvide amerikanske kors og der er to og undertiden tre soldater i hver grav. For de faldne, som ikke er blevet identificeret, står der blot "Zwei Deutschen Soldaten". Men på de andre gravsten kan man læse navnene på unge soldater, som faldt i slaget om Normandiet, eller et andet sted i Frankrig. Det skaber stof til eftertanke, at nogle af de soldater, der er begravet her, var i deres teenageår – der skulle endog være nogle unge som blot blev 16 år.

På kirkegården er tankkommandør Michael Wittmann begravet sammen med hans besætning fra Tiger Tank 007. Han nedkæmpede adskillige britiske kampvogne, Bren-kanoner og pansrede køretøjer i juni 1944 og trods dårlige odds nedkæmpede han en britisk kolonne ved Villers-Bocage. Hans held løb dog ud og han og hans besætning blev dræbt. Først i 1983 blev resterne af ham og hans mænd fundet nær Cintheaux.

En anden kendt person, der ligger begravet her, er SS-Sturmbannführer Adolf Diekmann, der var den højest rangerende person i forbindelse med massakren i Oradour-sur-Glane den 10. juni 1944, hvor 642 mænd, kvinder og børn blev myrdet og hele byen derefter brændt ned. Diekmann blev dræbt under kampene i Normandiet den 29. juni 1944. Vi har tidligere besøgt Oradour-sur-Glane, som der kan læses om i turberetningen fra 2010.

Tidligere havde vi brugt flere timer på den amerikanske kirkegård, så det var meget interessant at sammenligne de to steder. Den tyske kirkegård føles mere dyster med folk, der taler i et lavt toneleje, men det føltes utroligt fredelig og meget bevægende. De sorte lavakors, opsat i grupper på 5, var i grel modsætning til de amerikanske kors, skinnende og hvide placeret i perfekte lige linjer.

Midt på kirkegården står endvidere en stor gravhøj, hvori der er begravet 207 ukendte soldater plus 89 navngivne.

Så var det videre til Ste. Mere Eglise, som er mest kendt for, at en amerikansk faldskærms hang fast i byens kirketårn. I byen fandtes et museum for faldskærmssoldaterne, Airborne Museum, som vi var lige ved at springe over, men som viste sig at være en lille perle.

Ste. Mere Eglise blev grundlagt i det 12. århundrede, og de ældste kilder viser at den oprindelig hed "Sanctae Mariae Ecclesia", Latin for "Sankt Mariæ Kirke". Nutidig fransk er dobbelttydigt da det også kan betyde "Hellige moder Kirke". Byen var i betydelig grad involveret i Hundredårskrigen og de Franske religionskrige.

Men byens nuværende berømmelse stammer fra den rolle, den spillede i Operation Overlord under 2. Verdenskrig. Dette skyldes, at byen ligger midt på vej N13, som var den vej tyskerne mest sandsynligt ville have benyttet til et større modangreb mod tropperne, der blev landsat på Utah og Omaha Beach. I de tidlige morgentimer på D-dag besatte blandede enheder fra 82. amerikanske luftbårne division og 101. amerikanske luftbårne division byen i ”Mission Boston”, hvilket betyder, at den var en af de første byer, som blev befriet under invasionen.

De første landsætninger omkring kl. 1.40 skete lige ned i byen, hvilket medførte store tab for faldskærmstropperne. Der var gået ild i nogle bygninger den nat og de oplyste himlen, så det var let for de tyske besættelsestropper at se faldskærmene. Nogle soldater blev suget ind i ilden. Mange hang fast i træer og lygtepæle og blev skudt, inden de kunne skære sig fri. De tyske forsvarere blev alarmeret.

Den berømte hændelse om soldaten på kirketårnet, vedrørte faldskærmssoldaten John Steele fra det 505. faldskærmsregiment, hvis faldskærm satte sig fast på kirketårnet, så han kun kunne være tilskuer til kampen på byens torv. Han blev skudt i foden, men undgik at blive taget til fange ved at lade som om han var død, indtil byen blev erobret om morgenen.

Episoden indgår i filmen Den Længste Dag. Henry Langrehr var også involveret i erobringen af Sainte-Mère-Église. Han brasede ned gennem taget på et drivhus, som vist i filmen Den Længste Dag. Den 6. november 2007 fik han, sammen med fem andre mænd, tildelt den franske æreslegion af Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy.

Senere samme morgen, omkring kl. 5.00 erobrede en styrke under oberstløjtnant Edward C. Krause fra 505. faldskærmsregiment byen uden at møde større modstand. Imidlertid begyndte der at komme kraftige tyske modangreb senere på dagen. De letbevæbnede tropper holdt stand i byen indtil de blev forstærket med kampvogne fra den nærliggende Utah Beach om eftermiddagen den 7. juni.

Efter at have kigget på museet, blev der dømt is, men desværre var det så varmt, at isen smeltede hurtigere end jeg kunne spise den. Så smeltet is drev ned ad armen på mig, helt ned til albuen. Heller ikke mine shorts gik fri, så de måtte efterfølgende lægges til vask.

Camilla havde fundet en stellplads ved Mont St. Michel, som blev kodet inde i Marie og af sted gik det. Det viste sig imidlertid, at der ikke var nogen plads på det udpegede sted, så vi fortsatte mod Mont St.Michel, hvor vi blev ledt ind på et enormt parkeringsareal, hvor man kunne holde for 20,60€ i døgnet.

Der var ingen former for faciliteter, ud over en skraldespand. Til gengæld var der inkluderet en returbillet til en shuttlebus, der skulle transportere os det sidste stykke ud til øen. Grunden til shuttlebus-arrangementet er, at man er ved at genskabe øen som en rigtig ø, og derfor er ved at lave en bro, som kun er forbeholdt shuttlebusserne. Tidligere kunne turisterne holde lige nedenfor klosterøen, nemt, men ikke særligt flot. Et rigtig godt tiltag.

Camilla og jeg gik en aftentur, hvor vi fandt den campingplads, som vi tidligere har boet på. Nu lå den inde i den zone, hvor turisterne ikke kunne køre, så den var lukket helt ned. Lidt ærgerligt, for der var tale om en hyggelig plads.

Aftenen blev primært brugt til at læse i.

Videre til "Frankrig 2014 - 2"

Tilbage til "Vore ture - 2"