Med Speedy til Tyskland 2015 – Del 1

Fra mandag 29. juni til fredag den 10. juli.

Forord

Længe før vi skulle holde ferie, havde Camilla snakket om, at vi skulle til Dubrovnik, så jeg bestilte billetter til Gedser-Rostock i god tid, så vi kunne få billige billetter. Jeg tænkte så på, at turen lige kunne forlænges til Montenegro og måske Albanien. Udturen var bestilt til den 29. juni og hjemturen til den 23. juli. Men sådan skulle det ikke lige gå.

Vinteren igennem havde jeg set en daglig 45 minutters udsendelse på den tyske fjernsynskanal NDR. Udsendelsen hed Bilderbuch Deutschland og viste små bidder af tyske egne. Nogle steder var spændende og de blev så noteret ned, så de eventuelt kunne besøges på en af vore mange ture. Det skulle vise sig, at være en god idé.

*****KLIK PÅ BILLEDERNE OG DE KOMMER FREM I STORT FORMAT*****

Mandag den 29. juni

Kørte fra Sengeløse til Rostock.

Km: 213

Tanket 0 liter diesel. Starter med fuld tank.

Jeg kørte til Borups Allé og hentede børnene klokken 15, hvorefter vi kørte til Sengeløse og pakkede det sidste i bilen og lavede aftensmad. Camilla havde opdaget, at hun ikke havde fået sine sko med, så klokken 18.40 kørte vi atter til København og så blev kursen ellers at mod Gedser, hvor vi havde fået en billig (649,-) billet til færgen Gedser-Rostock kl. 22:15.

Vi ankom i god tid, nemlig allerede kl. 21:05, så der blev lidt hygge-/ventetid, inden vi troede vi kunne begynde at køre ombord. Mage til sløv læsning havde vi dog aldrig oplevet før, så først kl. 22:45 sejlede vi ud af havnen. Altså med en halv times forsinkelse, hvilket ikke var godt, da overfartstiden var sat til ca. 2 timer.

Den første time blev brugt i selskab med en bakke pommes frites og en Cocio-chokolademælk, mens en stor del af den anden time blev brugt siddende på dækket, hvor vi nød udsigten over Østersøen og efterfølgende indsejlingen ind gennem Rostock.

Også udkørsel fra færgen var lidt problematisk, men ikke med så lang ventetid som i Gedser. Klokken blev dog 00:15, inden vi atter havde fast grund under dækkene.

Vi kørte nogle få km til Border Shoppen, hvor jeg havde læst, at man kunne holde og overnatte. Kl. 00:30 holdt vi ind blandt omkring 15 andre autocampere, redte sengene og krøb til køjs.

Tirsdag den 30. juni

Kørt fra Rostock over Stralsund og Greifswald til Peenemünde.

Km: 187. I alt 400 km

Tanket diesel: 0 liter. I alt 0 liter

Vi stod op ved 7.30-tiden, så vi kunne forlade pladsen inden Border Shoppen åbnede. Vi kørte mod Stralsund. Kort efter Rostock holdt vi ind på en rasteplads og varmede boller i ovnen. Kort efter sad vi ved et veldækket morgenbord, dog uden kaffe, men med juicer.

 

Efter morgenmaden kørte Nicolai ud fra rastepladsen med kurs mod Stralsund. Camilla var co-pilot, mens jeg sad bagved og skrev turberetning. Nicolai er en rigtig god autocamperchauffør og Camilla er en rigtig god støtte, når chaufføren bliver i tvivl om Maries kommandoer.

Da vi nåede frem til Stralsund fandt vi hurtigt en parkeringsplads lige i udkanten af den indre byen. Vi var derfor hurtigt inde i den gamle bydel, hvor vi startede med at se på bygningerne omkring Alte Markt, primært rådhuset og Nicolai Kirche. Så slentrede vi rundt i de gamle gader og nød atmosfæren. Der var et vældigt liv i byen og især på hovedgaden, der nu så helt anderledes ud, end da jeg sidst besøgte byen for ca. 10 år siden. Hvor der før manglede bygninger i husrækkerne, var der nu fyldt ud med nyt byggeri, der som oftes tog hensyn til de øvrige gamle smukke huse. Vi har besøgt byen adskillige gange i vores sejlertid.

Stralsund ligger ved Strelasund, der adskiller byen fra Rügen, og har knapt 60.000 indbyggere. Byen tilhørte Sverige fra den Westfalske fred i 1648, afslutningen på 30-årskrigen, og var i perioden 1720-1814 hjemsted for den svenske guvernør i Pommern. I 1814 blev den afgivet til Danmark, men allerede i 1815 tilfaldt den Preussen.

Stralsund har altid været en betydelig søfartsby og var i mange år en del af Hanseforbundet. I Danmark er den kendt for den ydmygende fredsaftale i Stralsund, 24. maj 1370, hvor Valdemar 4. Atterdag måtte give Hansestæderne Skåne i pant og kontrol over sildemarkederne i Skåne i en årrække.

I Stralsund er der i dag skibsvæfter, den tyske marines tekniske skole, bryggeri med mere. Rent geografisk betegnes byen som "porten til Rügen". I 2002 blev den gamle by i Stralsund optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

På hovedgaden kom vi forbi en C&A, hvor Nicolai købte solbriller, sokker og en skjorte. Senere kom vi til et af byens andre torve, Neuer Markt med Marienkirche, hvor vi fik Thüringer Bratwurst. Så slentrede vi tilbage ad gaderne og undervejs fortærede vi nogle dejlige isvafler. Her var Nicolai som sædvanlig meget opfindsom, så hans tre kugler blev mango is, pebermynte is og mørk chokolade is.

Vi returnerede til Speedy efter knapt 3 timers byvandring og kørte så mod Peenemünde, der skulle være dagens endemål. På vejen passerede vi Greifswald, en af de byer, jeg kendte fra min sejlertid. Det lykkedes imidlertid ikke at finde en parkeringsplads, så efter lidt køren rundt, fortsatte vi mod Peenemünde, som vi nåede ved 14-tiden. Her skulle vi se nazisternes forsøgsområde, hvor der blev udviklet raketter.

Det var her verdens første funktionelle store raket, der anvendte flydende drivmiddel V-2, blev udviklet.

Under 2. Verdenskrig var området meget involveret i udviklingen og produktionen af ​​V2-raket, indtil produktionen af sikkerhedsmæssige grunde blev flyttet til Nordhausen. Landsbyens dokker blev brugt til de skibe, der er indsamlede t V-2 vragdele fra testaffyringerne over Østersøen. Tyske forskere såsom Wernher von Braun, der arbejdede på V-2 projektet, var kendt som "Peenemünders".

Hele øen blev erobret af den sovjetiske Røde Hær den 5. maj 1945. Gasanlæg, hvor der blev produceret flydende oxygen, findes stadig som ruiner ved indgangen til Peenemünde.

Kun indgangsbygningen og det store kraftværk står endnu tilbage. I kraftværket er der en stor udstilling, der giver indblik i Hitlertysklands raket-projekter, men også i De Allierede sejrsmagters bestræbelser på at drage fordel af de tyske videnskabsmænds viden og erfaringer.

Efter krigen var havnen en sovjetisk flådebase, indtil den blev overgivet til de væbnede styrker i Østtyskland i 1952. Havnefaciliteterne blev brugt først af det østtyske Seepolizei efter nye faciliteter til politiets motorbåde var blevet bygget. Den 1. december 1956 blev havnen hovedkvarteret for den 1. flåde af den østtyske Volksmarine. Ved havnen ligger et ubådsmuseum. Her kan man se U-461. Det var Sovjetunionens største dieseldrevne ubåd, der medførte atommissiler. Den har tidligere ligget ved Kalvebod Brygge i København.

Fødestedet for moderne raketvidenskab er i dag udstillet på Peenemünde Historisk Teknisk Museum, ligesom et krigsmuseum åbnede i 1992 i kraftværket.

Efter at have kigget på museet i 2 timer, dog inkl. 3 gange Radler på bistroen, blev det tid til at finde et sted for overnatning. Det var imidlertid ikke så svært, for fra toppen af kraftværket havde vi fået øje på en rigtig smukt beliggende plads, ”Halbinsel Peenemünde, som vi straks kørte til.

Vi betalte 16 € for 3 personer og inkl. strøm og kort efter havde vi fundet en plads, rullet markisen ud og sat borde og stole op. Nu skulle der hygges.

Der blev lavet aftensmad (opvarmet pasta/kødsovs fra dagen før) og dernæst blev der spillet kort, inden vi gik i seng lidt efter 23.

Onsdag den 1. juli

Kørt fra Peenemünde over Neu Brandenburg og Berliner Ring til Dessau.

Km: 360. I alt 760 km.

Tanket 58 liter diesel. I alt 58 liter.

Vi sov ikke så længe, da solen bagte ned på Speedy, som blev godt varm i løbet af morgenen. Efter morgenmaden rullede vi ud fra pladsen med kurs mod Wolgast, hvor vi kørte tilbage til fastlandet.

I dag var det så mig, der skulle være chauffør med Camilla som co-driver. I mens sad Nicolai bagi og læste Ken Follets ”På kanten til evigheden”.

Så gik det ellers sydover gennem smukke landskaber og småbyer. Vi havde nemlig bedt Marie om at vise os vej mod Dessau ad den korteste, men ikke den hurtigste rute. Det betød, at vi kørte på mange småveje, i stedet for at køre på motorvejene.

Efter omkring 4 timers kørsel nåede vi frem til Dessau, hvor vi skulle se Bauhaus-arkitektskolens bygning, der er opført i 1926. Vi ankom klokken 16:15 og troede, at vi havde til klokken 18, desværre viste det sig, at man lukkede 17:00, hvilket betød, at vi kun ville have meget kort tid på stedet. Vi besluttede os derfor til at udsætte besøget til i morgen.

Camilla fandt i stedet en Stellplatz i vores guide, som viste sig .at ligge mindre end 10 minutters kørsel fra Bauhaus-museet. Det var en plads i forbindelse med en delvis nedlagt flyveplads, der nu husede småfly. Tidligere havde den indgået i en stor plads, hvor man bl.a. lavede Junckers flyvemaskiner.

For blot 9 € fik vi ophold strøm, tømningsfaciiteter samt brusebad. Det var noget af en billig pris.

Nicolai lavede aftensmad mens Camilla og jeg hyggede i solen. Det havde været en temmelig varm dag og vi var alle blevet godt trætte af varmen, alligevel blev det til et forfriskende bad til os alle sammen, inden vi krøb til køjs.

Torsdag dag den 2. juli

Kørt fra Dessau over Leipzig til Freiberg.

Km: 182. I alt 942 km.

Tanket 63 liter diesel. I alt 256,5 liter

Vi stod op i god tid, så efter morgenmaden blev der tømt spildevandstank, toilettank og der blev fyldt vand på vand- og toilettank. Men så var vi også rustet til at fortsætte vores færd. Første stop skulle være Bauhaus-skolen, som vi jo missede i går. Vi var ved indgangen til Bauhaus kl. 10.05 og kunne som nogle af de første tage tingene i betragtning.

Bauhaus, en forkortelse for navnet "Staatliches Bauhaus", er en tysk højskole for design og arkitektur som eksisterede fra 1919 til den blev lukket efter pres fra nazisterne i 1933. László Moholy-Nagy gik i eksil i USA og videreførte fra 1937 konceptet i New Bauhaus i Chicago. Skolen var en af de mest indflydelsesrige i de arkitekturperioder, som i dag er en del af modernismen.

Skolen blev grundlagt af Walter Gropius i Weimar i 1919 ved sammenlægning af Großherzoglich Sächsische Hochschule für Bildende Kunst med Kunstgewerberschule. Den flyttede i 1925 til Dessau og i 1932 til Berlin. Gropius var skolens rektor til 1928 fulgt af Hannes Meyer og siden Ludwig Mies van der Rohe. Ændringerne i skolens beliggenhed og lederskab førte til konstante skift i fokus, teknikker, instruktører og politik.

I lighed med den tidligere engelske Arts and Crafts-bevægelse (1870 – 1880'erne) lagde den vægt på det håndværksmæssige. Elever blev optaget som lærlinge og gik gennem graderne til svend og videre til mester. Gropius mente, at kunst ikke kunne læres – men det kunne håndværket. Hver afdeling blev fra begyndelsen ledet af både en kunstmester og en håndværksmester. Lærlingene skulle gennemgå basis i alle grene. Efterhånden som de første elever blev færdige, mistede skolen noget af dette fokus, da det var svært at se hvad f.eks. bogbinding havde med pottemageri at gøre.

Nogle særligt dygtige kunstnere fik arbejde som lærere (kunstmestre). De underviste i teknikker, de havde udviklet særlig dygtighed i. Paul Klee blev indbudt i 1920 og tiltrådte i 1921 som form-mester i bogbinding/bogudforming til afdelingen blev nedlagt i 1922. Han forelæste over egne billeder, indtil han holdt en forelæsningsserie om visuel form bygget på tanker af schweitzeren Johannes Itten. Efterhånden underviste han også i «videregående maleri» sammen med Vasilij Kandinskij.

Grundtanken var at skabe kunstnerisk prægede omgivelser for almindelige mennesker fra de mindste detaljer inden for brugskunst til selve det ydre miljø. For at opnå dette, var det nødvendigt at håndværket tilpassede sig industrien med henblik på masseproduktion. Tanken om sammenfattende kunst stammede også fra art nouveau, art deco og jugendstilen hvor flere kunstarter blev kombineret.

Selv om Bauhaus-skolen havde et manifest, som proklamerede, at det yderste mål ved al kreativ aktivitet var bygning, tilbød skolen paradoksalt nok ikke undervisning i arkitektur før i 1927.

Jeg tror faktisk at børnene syntes, at stedet var spændende, i hvert fald blev tegninger og især modeller nøje studeret. Vi havde valgt ikke at tage en guided tur rundt på museet, hvilket ville have taget rigtig lang tid, så efter at have været på stedet i godt en time kørte vi videre.

Vi kørte lige et smut forbi ”Meister-häuser”, som lå i umiddelbar nærhed af skolen, hvor de højest rangerende lærere boede.

Så aflagde vi besøg i en Aldi i nærheden, for at få proviant ombord inden vi satte kursen mod Leipzig, hvor vi skulle se et monument for et af slagene Napoleon var involveret i for godt 200 år siden.

Det viste sig ved ankomst til Leipzig, at vi skulle igennem en miljøzone som krævede en grøn mærkat og ikke blot vores gule mærke. Jeg tog chancen og beordrede Nicolai til at fortsætte gennem zonen, hvilket da heller ikke adstedkom hverken standsning eller bøde.

Slaget ved Leipzig (Völkerschlacht bei Leipzig) fra 16. til 19. oktober 1813 var det afgørende slag i den 6. koalitionskrig. I slaget kæmpede Napoleons hær mod de allierede Østrig, Preussen, Rusland og Sverige.

Der var op mod 600.000 soldater med fra over et dusin lande. Slaget var indtil begyndelsen af det 20. århundrede det største slag i verdenshistorien.

I det, som var det vigtigste i den 6. koalitionskrig mod Frankrig, tilføjede de talmæssigt overlegne allierede hære fra Østrig, Preussen, Rusland og Sverige Napoleon et afgørende nederlag, som kostede ham alle allierede og tvang ham til at trække sig tilbage fra Tyskland med sine styrker.

Det tre dage lange slag havde ført til store tab på begge sider. Preusserne havde 16.000 mand og 600 officerer, som enten var døde eller sårede. Russerne havde mistet 21.000 mand og 860 officerer. Østrigerne 14.000 mand og 400 officerer. På fransk side var der 38.000 døde eller sårede. 15.000 mand blev taget til fange.

Franskmændene mistede 300 kanoner og efterlod 23.000 sårede på lazeretterne. Mange af de sårede på begge sider døde i de følgende dage af deres kvæstelser, manglen på læger og den utilstrækkelige hygiejne. Efter slaget blev Leipzig ramt af en tyfusepidemi, som tog livet af et stort antal sårede og indbyggere i byen.

Som følge af nederlaget var Napoleons ambitioner om at herske i Tyskland endeligt slået fejl. Kun 100.000 mand reddede sig ud af Tyskland sammen med ham. Yderligere 80.000 franskmænd sad fast som garnisoner i de belejrede fæstninger og var dermed også tabt. Kongerigerne Bayern og Sachsen havde i sidste øjeblik skiftet side og var dermed også mistet som Frankrigs allierede. Schweiz tillod også de allierede fri passage. På det tidspunkt, hvor det franske kejserrige var i kaos, tilbød fyrst Metternich Napoleon fred på milde betingelser, som skulle efterlade Frankrig indenfor sine naturlige grænser. Napoleon erkendte ikke Frankrigs stilling og afviste forslaget. I begyndelsen af 1814 indledtes det allierede fremstød mod Frankrig, som skulle føre til Napoleons fald.

100 år senere indviedes det 91 meter høje mindesmærke (Völkerschlachtdenkmal i 1913) på det sted, hvor de heftigste kampe fandt sted, og de fleste soldater faldt.

Efter at have kigget på mindesmærket i bagende sol, opdagede vi en lille Biergarten lige i nærheden og her blev vores sparsomme frokost indtaget. Det blev Currywurst mit Brot og diverse drikkevarer. F.eks. fik Nicolai en grøn Berlinerweise.

Så fortsatte vi mod dagens sidste destination, nemlig Freiberg, der er ligger midt mellem Dresden og Chemnitz. Freiberg er Tysklands ældste frie mineby. Byen kan takke de rige sølvlejer både for sin opkomst og sin velstand. Byen var i sin tid den mest folkerige og mest velstående i markgrevskabet Meissen. Eftersom Freiberg kom næsten uskadt gennem sidste krig, er meget af byens historie bevaret i nutidens gadebilled. Over hundrede bygninger, der er mere end 300 år gamle, er fortsat bevarede.

Freiberg ligger ved nordskråningen af Erzgebirge, på vestsiden af floden Freiberger Mulde. I ældre tider var Freiberg omgivet af en ringformet bymur. Kun rester står tilbage af selve bymuren, men den kan fortsat genfindes som et grønt bælte omkring bykernen.

Frem til 1168 var området hvor Freiberg ligger, tyndt beboet. Dette år fandt vejfarende sølv her, og snart oplevede området en stor tilstrømning af mennesker. De første betydelige fund blev gjort ved den lille landsby Christiansdorf, som blev kimen til det som snart skulle blive bjergstaden Freiberg. Borgen Friedenstein og en husklynge ved Obermarkt blev også en del af byen som voksede frem mellem 1170 og 1220. Foruden at bringe herskerne i Meissen store skatteindtægter, udviklede byen sig hurtigt til at blive både et handels- og finanscentrum, og fra 1240 fik Freiberg privilegium til at præge mønter. Snart fandt byen det nødvendig at beskytte sig, og en ringmur med 39 tårne blev bygget. Rester af denne står fortsat. I denne første blomstringsperioden blev der hvert år udvundet i gennemsnit seks ton rent sølv.

Omkring 1350 aftog sølvproduktionen mærkbart. Alligevel trivedes byen, og kom sig også efter en bybrand i 1484. I 1542 blev den øverste bjergmyndighed for Sachsen lagt til Freiberg, og helt frem til 1945 havde tysk bjergmyndighed sæde i Freiberg. Vinteren 1642/-43 – under trediveårskrigen – var Freiberg belejret af svenske tropper. Schwedendenkmal i Albertparken mindes begivenheden. Påvirkningerne fra trediveårskrigen og senere syvårskrigen, bragte Freiberg ind i en stagnation. I 1765 blev Bjergakademiet grundlagt, og denne ledende institution i tysk bjergvæsen har siden været en hjørnesten i Freiberg. Den dag i dag er Bjergakademiets efterfølger – det tekniske universitet – byens største arbejdsgiver.

Et sidste opsving i sølvudvindingen fandt sted i 1800-tallet, men mod slutningen af århundredet gik det jævnt nedad, og i 1913 lukkede sølvgruberne endeligt. Under Det tredje Rige kom der gang i drift efter andre metaller, som bly, zink og tin. Denne virksomhed fortsatte i DDR-tiden, men i 1969 måtte den sidste grube lukke.

I takt med tilbagegangen i grubedriften voksede imidlertid andre industrier frem, og i løbet af 1800- og 1900-tallet øgedes befolkningen fra under 10.000 til over 50.000 i 1990. Efter Tysklands genforening er folketallet gået noget ned.

Vi var ankommmet kl. ca. 15 og fandt hurtigt byens Stellplatz ved Johannisbad, hvor vi tjekkede ind. Pladsen lå meget tæt på den gamle bydel, men da det var meget varmt, valgte vi lige at vente en times tid i skygge af markisen, inden vi bevægede os ind i byen, men kl. 16 var det så afgang.

Vi slentrede rundt i byen, kiggede på rådhuset og tre af byens kirker, samt byens slot. Der blev selvfølgelig også tid til is. Imidlertid var det kun mig og Nicolai, der skulle have is, men efterfølgende spise Camilla det halve af min is. Det skal ikke gentage sig.

Efter næsten to timer i byen vendte vi tilbage, hvor børnene lavede Pulled Pork i Hamburgerboller til deres far. Ikke dårligt.

Fredag den 3. juli

Kørt fra Freiberg over Hof og Regensburg, Burghausen til Prien am Chimsee.

Km: 530 km. I alt 1.472 km

Tanket 65,8 liter diesel. I alt 324,5 liter diesel.

Vi er vist ved at blive morgenmænd. Vi var allerede oppe ved 8-tiden og forlod pladsen ved 9-tiden. Det var Nicolai der kørte formiddagsturen, der førte os over Chemnits og Hof med Regensburg. Kort før Schwandorf holdt vi ind på en rasteplads og spiste frokost. Schwandorf vakte i øvrigt gode minder hos mig, for det var her vi holdt ind og sov på en af vores tidligere ture. Det var Lone, min exkone, der havde kørt og hun var pavestolt, da hun havde bakket Speedy på plads på byens Stellplads.

Efter frokosten var det mig, der overtog rattet og kørte det sidste stykke til Burghausen, som vi nåede kl. 15.15.

Den gamle bydel i Burghausen ligger ved floden Salzach, som her danner grænsen til Østrig. På en bakkekam over den gamle bydel troner Burghausen Slot, som er den længste borg i verden med 1.051 meters længde.

Bybilledet i Burghausen er i dag karakteriseret ved to centrale udviklingsfaser. På den ene side som en borgerby i den sene middelalder, på den anden side det tidlige 20. århundrede industrialisering af byen.

Slottet og den middelalderlige gamle bydel er bevaret i centrum og i nord og vest har industrielle-, kommercielle- og boligområder siden 1910'erne spredt sig som Neustadt på tidligere land- og skovbrugsområder.

En nøjagtig grundlæggelsesdato for Burghausen findes ikke. Tilsyneladende stedet har været beboet i tusinder af år. Udgravninger i de seneste år, især 2002-2004, på slottets grund, bragte en række levn fra bronze- og jernalder frem i lyset. Tidligere keltiske dele og romerske mønter er blevet opdaget flere århundreder tilbage. Mellem 500- og 600-tallet var Salzachs flodbred under slottet, nutidens gamle bydel, sandsynligvis en lille landsby med toldkontrol.

Den ældste overlevende omtale af Burghausen kommer skriftligt fra år 1025, hvor byen bliver navngivet i et kejserligt dokument af den romersk-tyske konge og senere kejser Konrad II.

Fra 1255, efter at være kommet under Bayern, oplever Burghausen et politisk og økonomisk boom, hvis vigtigste indtægtskilde var handelen med salt fra Hallein, som landede i Burghausen, blev fortoldet, og derefter transporteret videre over land.

I 1307 opnår byen bymæssige rettigheder og i 1. halvdel af 1300-tallet giver Kejser Ludwig den bayerske by flere vigtige privilegier.

Et væsentlig vendepunkt for byen skete med tabet af indtægter fra salthandelen, som blev monopoliseret i 1594. De mange væbnede konflikter de følgende århundreder, såsom Trediveårskrigen (1618-1648), en serie af arvekrige (1701-1714 og 1740-1745), og Napoleonskrigene (1792-1815) bragte stor nød til Burghausen og dens omgivelser.

Efter nederlaget i den bayersk-østrigske krig i 1778-1779 og den efterfølgende fred i Teschener, fik hertugdømmet Østrig tildelt alle områder øst for floderne Salzach og Inn fra Passau til Salzburg og Burghausen mistede sit økonomiske bagland. I 1891 trak garnisonen fra Burghausen, og flodsejladsen blev endeligt stoppet i slutningen af 1800-tallet, fordi det ikke længere var rentabel.

I 1900 var Burghausen en lille by, men med tilslutningen til jernbanenettet i 1897 og etableringen af elektrokemisk industri KG (1915), i dag Wacker-Chemie AG, begyndte et fornyet økonomisk opsving. Arbejderne bosatte sig nær de nye industrianlæg og en ny bydel voksede frem, mens de gamle bydele og slottet stort set blev bevaret. Den gamle bydel er blevet restaureret fra slutningen af 1960'erne og sikret mod den næsten årlige oversvømmelse fra Salzach, ved opførelsen af beskyttende dæmninger.

Indbyggerantallet i Burghausen er steget fra omkring 2.500 i 1.910, til 5.000 i 1946 og til mere end 18.000 i slutningen af det 20. århundrede.

Efter at have gået langs hele bjergkammen og kigget på den 1500 meter lange borg i stegende solskin, var det atter tid til at returnere til Speedy og fortsætte turen. Vi blev enige om at køre en god time mere og dermed nå ned til den store sø Chimsee mellem München og Salzburg.

Vi plottede en campingplads ind, som lå helt ned til søen, men det viste sig, at her var alle pladser fuldt belagte. Vi kørte derfor tilbage til en plads, hvor vi tidligere har holdt ind, nemlig Camping Hofbauer i den sydlige ende af byen Prien. Valget af Prien skyldes, at vi gerne ville over på Herrenchiemsee.

"Det nye Slot Herrenchiemsee" ligger på Herrenchiemsee, den største ø i søen Chiemsee i det sydlige Bayern. Ifølge det tidligere navn af øen er det også undertiden benævnt Slot Herrenwörth. Bygningen blev påbegyndt i 1878 under den såkaldte eventyrkonge Ludwig II, som en kopi Versailles nær Paris. Tegningerne til den historicistiske bygning blev hovedsageligt udført af Georg von Dollmann og efter dennes død af Julius Hofmann. Slottet Herrenchiemsee var det sidste store byggeprojekt Ludvig II. Startede på, men han boede der kun i få dage. Arbejdet sluttede med kongens død i 1886 og bygningen forblev ufærdige på mange områder.

Herrenchiemsee Palace er under den bayerske Administration af statsejede paladser, haver og søer. Det er åbent for offentligheden, haverne og interiøret kan besøges. I den sydlige fløj af slottet har der siden 1987 været et Kong Ludwig II Museum.

Vi tjekkede ind på Camping Hofbauer og fik os installeret med borde/stole og markise og så var det ellers i nogle kølende brusebade, inden der blev lavet og spist aftensmad.

Lørdag den 4. juli

Overliggerdag i Prien

Km: 0 km. I alt 1.472 km

Tanket 0 liter diesel. I alt 324,5 liter

Vi stod op ved 8-tiden og jeg hentede brød i receptionen, så vi kunne få morgenmad.

Ved 9-tiden gik jeg til receptionen for at få gratis buskort til bussen ind til centrum af Prien. Da bussen imidlertid lige var kørt (1-times drift) fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne gå de 1500 meter bussen kunne køre os ind til centrum. Fra centrum var der så yderligere 1800 meter ned til havnen og de skulle selvfølgelig også tilbagelægges på apostlenes heste.

Vi var dog ved anløbsbroen 9:45, hvor vi købte billetter til færgen, der skulle bringe os over til Herreninsel, hvor vi skulle se Ludwig II’s slot. Færgen afgik dog først kl. 10.15, så der blev lige tid til vanding under en Imbiss-parasol på havnen.

Da vi var ankommet til øen købte vi billetter til en guided tur rundt i slottet, hvilket er den eneste mulighed for at se rummene. Det var imidlertid en tur på tysk, hvilket vi opdagede, da vi efter 20 minutters vandring nåede frem til slottet. Det lykkedes dog at få dette ændret til en engelsk tur, så Camilla også kunne få noget ud af turen.

Det var en meget levende guide, der viste os rundt og talte et stort set formfuldendt engelsk, så udbyttet af turen var helt fint.

Den unge kong Ludwig II rejste i sommeren 1867 en tur til Frankrig, hvor han især havde set frem til et besøg af Versailles-slottet. Men på grund af hans onkel Otto's død blev Ludwig II nødt til at vende tilbage til Bayern, uden at have set slottet, som han allerede havde arbejdet intensivt med i årevis. Efter endnu en planlagt tur til Frankrig i 1870, der blev aflyst på grund af den ustabile politiske situation - det år brød fransk-tyske krig i - lykkedes det endelig Ludwig II at besøge Versailles sidste på sommer 1874.

Herefter blev der udfærdiget ikke mindre end 13 udkast til et stort slot på Herrenchiemsee og den 21. maj 1878 blev grundstenen lagt. Byggeri på Herrenchiemsee blev dog på grund af finansieringsproblemer stoppet i 1886, hvor den trefløjede hovedbygning stort set var afsluttet. Men en planlagt nord- og sydfløj, indeholdende bl.a. et slotskapel og et teater, blev aldrig gennemført, ligesom de planlagte stalde heller ikke blev opført.

Efter endt rundvisning, begav vi os tilbage til færgens anløbsbro og ved 13-tiden sejlede vi retur til Prien. Vi var efterhånden blevet lidt madflove, så vi kiggede os lidt om efter et sted og spise. Valget faldt på et pizzeria, hvor vi fik nogle rigtig gode pizzaer med 4 øl og en stor cola for i alt 40€ (300 kr.) Drikke varerne faldt på et meget tørt sted, da varmen efterhånden havde sneget sig op på omkring 35 grader.

Da vi havde fortæret vort måltid, gik vi hjemad mod campingpladsen, men handlede lige i Rewe undervejs.

Vel hjemme blev der allerførst fyldt en balje med iskoldt vand, som vi skiftedes til at have fødderne i, alt imens vi spillede Trivial Persuit i godt 3 timer. Camilla vandt, mens Nicolai og jeg spillede uafgjort.

Så blev der kigget på vores turplan, som Camilla mente trængte til en opstramning, så hun kunne komme hjem til sin Jacob nogle dage før påregnet. Det ville betyde tab af en ikke refunderbar billet til Rostock-Gedser, men en mindre udgift til Storebæltsbroen, som hun gerne ville betale.

Resten af aftenen foregik med madlavning, opvask, oprydning og badning.

Søndag den 5. juli

Kørt fra Prien over Bad Tølz til Linderhof (i dalen Ettal) og senere til Hohenschwangau ved Füssen.

Km: 185. I alt 1.657 km.

Tanket 0 liter diesel. I alt 324,5 liter

Vi er ved at være rigtige morgenmennesker. Jeg stod atter i receptionen kl. lidt over 8 og modtog 6 semmler for 2,40€.

Efter morgenmaden blev der tanket frisk vand og så kørte vi til tømmepladsen og tømte vore to tanke. Så var det tid til betaling og her fik jeg da noget af en overraskelse. Vores 2 dages ophold kostede næsten 70€. Så meget var pladsen altså ikke værd. Jeg havde regnet med omkring 2x25€, men der var jo ikke andet end at punge ud.

Nicolai kørte mod motorvejen, der ligger kort fra Prien og snart var vi i fuld fart på vej mod München. Men inden vi nåede så langt drejede vi af mod Bad Tölz og senere mod Ettal, hvor et af Ludwig II’s slotte skulle ligge. Nærmere betegnet ligger Slot Linderhof i Graswangtal.

Efter kong Ludwig II. havde udformet sin residens i München efter hans ønsker, og grundstenen til slottet Schwanstein var færdig, vendte han sin opmærksomhed mod Linderhof.

Linderhof slottet var det eneste slot, der (næsten) kunne leve op til kong Ludwigs perfektionisme.

Den første idé, inspireret af Versailles og et byzantinsk palads, blev afvist af kongen og han besluttede sig i 1869 til at ændre et tidligere skovfogedhus til sin far Maximilian II.

Derefter fulgte udvidelser trin efter trin og selv under opførelsen af en fløj i 1870 blev der ændret på den arkitektoniske idé. Den første fløjs forlængelse fik følgeskab af et nyt soveværelse, hvortil en udvendig trætrappe førte op til en anden indgang.

Selv om slottet faktisk var overflødig, fik det dog lov til at overleve. Sandsynligvis ud fra kærlige erindringer fra Ludwig til sin far og de smukke jagt ture, far og søn havde haft omkring Linderhof.

Den udvendig meget almindeligt, men indvendigt storslåede bygning, fungerede som kernen af slottet, der på grund af sin trækonstruktion også kaldtes en "hyttekonstruktion". Men i 1873 blev en "stenkappe" muret på trækonstruktionen og der blev påsat et nyt korsagtigt tag.

Meget kort tid derefter, 1874-1876, lod kong Ludwig "hytten" flytte til sin nuværende plads (ca. 200 meter) og byggede den nye sydlige fløj. Slottet fik dermed sin endelige form og de virkelig fantastiske interiører.

I 1885-1886 lod kong Ludwig sit soveværelse udvide og udvidede endvidere det centrale rum i slottet. Dette nødvendiggjorde yderligere store ombygninger. Dette oplevede kongen dog ikke for med hans død faldt der ro omkring slottet. De påregnede ombygnings- og ekspansionsplaner ophørte, og slottet kan nu modtage turister som det så ud i 1876. Kun vedligeholdelse og restaureringsarbejder er planlagt.

Skovhuset havde forvandlet sig fra et lille hus til kongen og videre til et slot. Det omkringliggende miljø skulle følge med. Direktøren for De kongelige Haver, Carl Joseph von Effner, lagde i 1874 en plan for den park, der i dag ses omkring slottet Linderhof.

En nylig udvendige reparation af slottet tog et par år og arbejderne er afsluttet. Alle restaureringsarbejder er blevet udført indenfor de fredningsmæssige og materielle bestemmelser, så man i dag kan se Linderhof Slot i sin nye pragt.

Vi havde nogle dejlige timer i og omkring slottet. Først gik vi en tur i selve parken og dernæst blev vi vist rundt på slottet af en rigtig god guide, der på et tidspunkt mente, at Nicolai, på grund af sin højde, godt kunne have overtaget Ludwigs plads. Nicolai var ikke helt afvisende.

Efter rundvisningen på og slottet gik vi en dejlig tur gennem haven og op ad bjergsiden til Europas største kunstige grotte, 90 meter lang og med største højde på ca. 15 meter. Her var en grotte med bl.a. en sø med en svane-båd, bølgemaskine, vandfald m.m. Her fordrev Ludvig tiden med musik (han var en meget stor Wagner-fan), badning i søen m.m.

Så var det tid til at forlade stedet, men vi var blevet sultne og da der lå en lille Imbiss lige ved udgangen, så blev der lige købt Currywurst og Radler/Cola.

Næste stop skulle så være Hohenschwangau, Ludwigs barndomshjem ved Füssen. Her førte Marie os gennem et stykke af Østrig, langs bredden af Plansee, hvor der i det strålende vejr var et leben og ikke en P-plads at opdrive. Nicolia holdt tungen meget lige i munden på en meget smal vej og måtte af og til holde helt ind til siden for at lade andre passere. Men efter en halv times kørsel i Østrig var vi atter tilbage i Tyskland og fandt frem til slottet.

Hohenschwangau er et 1800-tals slot I det sydligste Bayern meget tæt på den æstrigske grænse. Her tilbragte Ludwig II sin barndom i slottet, der var bygget af hans far, Kong Maximilian II af Bayern.

Hohenschwangau-slottet blev bygget på resterne af fæstningen Schwangau, som første gang blev nævnt i historiske optegnelser fra det 1100-tallet. En familie af riddere var ansvarlig for opførelsen af den middelalderlige fæstning, og det tjente som sæde for det lokale styre i Schwangau. I 1523 blev slottet beskrevet som havende mure, der var for tynde til at være nyttige til defensive formål. Efter riddertidens tilbagegang i 1500-tallet, skiftede fæstningen hænder flere gange. Forfaldet af fæstningen fortsatte indtil dets endelige omdannelse til en ruin i begyndelsen af 1800-tallet.

I april 1829 opdagede kronprins Maximilian (den senere kong Maximilian II i Bayern) det historiske sted under en vandretur og reagerede entusiastisk til skønheden i det omkringliggende område. Han købte ruinerne i 1832 og i februar 1833 begyndte genopbygningen af slottet, der fortsatte indtil 1837, med tilføjelser op til 1855. Arkitekt Domenico Quaglio, var ansvarlig for det udvendige design i nygotisk stil. Han døde i 1837, og opgaven blev fortsat af Joseph Daniel Ohlmüller (død 1839) og Georg Friedrich Ziebland. Dronning Marie skabte en alpin have med planter indsamlet fra hele Alpeområdet.

Hohenschwangau var den officielle sommer- og jagtbopæl for Maximilian, hans kone Marie af Preussen, og deres to sønner Ludwig (den senere kong Ludwig II af Bayern) og Otto (den senere kong Otto I af Bayern). De unge prinser brugt mange år af deres ungdom her. Kongen og dronningen boede i hovedbygningen, og drengene i et annex.

Kong Maximilian døde i 1864 og hans søn Ludwig II, der efterfulgte ham på tronen, flyttede ind i hans fars plads i slottet. Da Ludwig aldrig giftede sig, var hans mor Marie i stand til at fortsætte med at leve på selve slottet. Kong Ludwig nød at bo på Hohenschwangau, især efter 1869, da opførelsen af hans eget slot, Neuschwanstein, begyndte, kun et stenkast fra hans fædrende hjem.

Efter Ludwig II's død i 1886, var Dronning Marie slottets eneste beboer indtil hun døde i 1889. Hendes svoger, prinsregent Luitpold af Bayern, flyttede ind og boede på 3. sal i hovedbygningen. Han var ansvarlig for elektrificering i 1905 og installationen af en elektrisk elevator. Luitpold døde i 1912, hvorefter paladset blev åbnet som museum i det følgende år.

Hverken under Første eller Anden Verdenskrig, led slottet nogen skade. I 1923 anerkendte den bayerske Landtag rettighederne for tidligere kongelige familie til at opholde sig på slottet. Fra 1933 til 1939 brugte Kronprins Rupprecht af Bayern og hans familie slottet som deres sommerresidens, og det fortsætter med at være et favorit opholdssted for hans efterfølgere. I øjeblikket er det hans barnebarn Franz, hertug af Bayern, der ofte opholder sig på slottet. I maj 1941 blev Prins Adalbert Bayern udrenset fra militæret og trak sig tilbage til familiens slot, hvor han boede i resten af krigen.

Mere end 300.000 besøgende fra hele verden besøger slottet hvert år.

Efter en guided tur på 35-40 minutter, hvor en noget uengageret guide fortalte om slottet og dets beboere, vendte vi næsen hjem mod Speedy. Undervej spottede Camilla en lille figur af Elsa fra Disney-filmen Frozen, som hun først måtte se nærmere på og dernæst absolut måtte eje. Udgiften begrænsede sig dog til 9€.

Tilbage til P-pladsen ved Speedy betalte vi P-afgift 8,50€ (knapt 65 kr.) for blot 2 timer. Lige i overkanten. Men så var det også af sted til en Stellplatz i udkanten af Füssen, hvor vi tidligere har overnattet. Vi fik arrangeret os under markisen, så vi sad i skygge og så blev der ellers spillet først kort og senere MIG, en slags mini Trivial Persuit, som tager knapt så lang tid.

Ved 20-tiden blev der lavet en let aftensmad, da ingen af os var særligt sultne i varmen. Så blev der badet, læst og sovet.

Mandag den 6. juli

Kørt fra Füssen over Augsburg til Donauwörth og videre til Nördlingen og sluttende af i Dingelsbühl.

Km: 229 km I alt 1.886 km

Tanket diesel 60,0 liter. I alt 372,7 liter.

Vi blev alle vækket ved 4-tiden af et gevaldigt tordenvejr. Nicolai blev liggende, mens Camilla og jeg røg ud af alkoven og skyndte os ud for at få stolene reddet indendørs, inden et eventuelt regnvejr kunne finde på og bryde løs. Til at begynde med var det vedhørende lysglimt og dyb rumlen, men snart efter begyndte det at regne. Først stille med snart med en kraft, som vi sjældent havde oplevet. Den første passage varede 8-10 minutter, så var der en pause på en times tid og så begyndte det igen, men knapt så kraftigt.

Herefter sov vi vist alle sødeligt indtil Camille stod op lidt i 8 og beordrede mig efter morgenbrød hos den lokale bager, der ligger lige ved siden af Stellplatz’en. Det er en bager med utrolig godt brød og jeg hjembragte 6 dejlige Brötchen, hvor af de tre blev fortæret ved tilbagekomst til Speedy, mens de tre resterende blev gemt til senere på dagen.

Vi gjorde bilen klar, kørte ud fra pladsen og direkte over gaden og ind på den modstående P-plads, som tilhørte Lidl. Her blev der købt ind, bl.a. aftensmad til flere dage, men også mange andre småting.

Vi satte kursen nord over og passerede Augsburg og ankom snart efter til Donauwörth og her har de helt styr på P-pladser til autocampere. Og så var selve overnatningen gratis, mens der var betaling for vand og tømning. Dette via en automat, så pladsen kunne være ubemandet.

Donauwörth ligger hvor floderne Kessel og Wörnitz fra nord samt floderne Zusam og Schmutter begge fra syd løber ud i Donau.

Allerede i 500 var der bosættelser i bydelen Ried. I 955 blev den første bro over Donau bygget. I 1049 blev klostret Heilig Kreutz, integreret i borgen Mangoldstein , indviet af pave Leo IX. og i 1193 gav kejser Henrik VI stedet købstadsrettigheder.

1178-1266 kan byen, som var et kejserligt len, direkte henføres til den herskende Stauferslægt, som i 1266 pantsatte byen til hertugdømmet Bayern. Den enhovede ørn der repræsenterede Stauferslægten i byens våbenskjold frem til 1530, blev herefter erstattet af kejserørn med to hoveder.

I 1256 lod Wittelsbachs hertug, Ludwig II., sin kone Maria Brabrant halshugge i Schwäbisch Werd. Motivet er ukendt, men der kunne være tale om en ægteskabsbryder. Regelmæssige teaterforestillinger bringe den tragiske hændelse i stadig erindring.

I 1301, blev byen kejserby. Besættelsen af byen af Ludwig Rich Bayern-Landshut var den udløsende faktor for den bayerske krig. 1376 blev en sammenslutning af Schwäbische byer grundlagt. Anledningen var, at Karl IV. havde måttet afstå byen på grund af høje gældsposter til sine kreditorer. Donauwörth blev medlem af den Schwäbische Byforbund i 1488.

I årene 1444-1473 blev sognets kirke bygget til Vor Frue i stedet for den forvoksede Sankt-Ulrichs-kirke.

Byrådet i ” Donawerda" støttede reformationen og underskrevet den lutherske Konkordieformel af 1577. Som følge af den religiøse uro i 1607 besatte hertug Maximilian af Bayern byen og ændrede dens status til en bayerske pantbesiddelse. Dette skete mod gyldigt juridisk retsvæsen, da Donauwörth tilhørte det Schwäbische Byforbund . Som svar på denne besættelse, sluttede de protestantiske stater sig sammen i 1608 til Den protestantiske Union. I 1632 blev byen erobret af Gustav II. Adolf.

Slaget ved Schellenberg fandt sted på Schellenberg nær Donauwörth den 2. juli 1704. Tropperne fra Grand Alliance, under kommando af John Churchill, 1. hertug af Marlborough, og Louis af Baden-Baden, besejrede den bayerske hær. Med denne sejr og det efterfølgende indtog i Donauwörth, blev Donaulinjen brudt og Bayern måtte opgive at få adgang til allierede. Som følge af dette mistede byen ikke blot sin uafhængighed, men også mere end halvdelen af sine indbyggere. I begyndelsen af 1800-tallet blev byen sæde for den bayerske regionale domstol og fra 1862.

I 1940 mistede Donauwörth status som selvstændig by. Donauwörth led ved slutningen af Aanden Verdenskrig, den 11. april og den 19. april 1945, under to luftangreb udført af 8. eller 9. US Air Force. Under angrebet mistede næsten 300 mennesker livet. Området omkring togstationen og byens centrum blev næsten jævnet med jorden. I centrum blev omkring tre fjerdedele af husene ødelagt. I 1946 påbegyndtes genopbygningen af den historiske Reichsstrasse.

Efter en mindre vandretur i byen, som dog også omfattede en lækker kyllingesandwich samt rigtig god italiensk is, returnerede vi til Speedy og begav os mod næste mål Nördlingen, hvor vi hurtigt fandt en P-plads lige uden for den sydøstlige byport (Reimlinger Tor) og begav os ind i byen.

Nördlingen er en by i Donau-Ries-distriktet, i Bayern, med en befolkning på ca. 24.000. Den blev første gang nævnt i historien i 898, og i 1998 byen fejrede sit 1100 års jubilæum. Byen var skueplads for to slag under Trediveårskrigen, som fandt sted mellem 1618-1648. Det er i dag en af kun tre byer i Tyskland, som stadig har en helt etableret bymur, de to andre er Rothenburg ob der Tauber og Dinkelsbühl.

En anden seværdighed i byen er Sankt Georg-kirken med sit 90 m høje tårn, kaldet "Daniel”. Andre bemærkelsesværdige bygninger er rådhuset, som daterer til det 13. århundrede, St. Salvator kirke og Spital, et tidligere middelalderhospital.

Byen er hjemsted for adskillige museer, såsom Det bayerske Jernbane Museum, Nördlingens Bymuseum (Stadtmuseum), Bymursmuseum (Stadtmauermuseum) og Augenblick-museum med panoramaer, magiske lanterner, stumfilm, tøndeorgler, pianolas, musikbokse og grammofoner.

Nördlingen er også kendt for Scharlachrennen, en rideturnering, der først blev nævnt i 1463.

Fund i Ofnet-hulerne beviser, at nutidens lokalområde Nördlingen allerede var beboet sig i den sene palæolitiske tidsalder. I området omkring Nördlingen er der blevet fremgravet fund fra næsten alle de følgende forhistoriske tidsaldre. Særligt blev området i den østlige udkant af distriktet Baldingen intens koloniseret i den sene bondestenalder. Her findes også en romersk villa med en begravelsesplads.

Omkring år 85 e.Kr. blev der i den sydlige del af byen etableret et romersk fort med tilhørende civil bebyggelse uden for fortet. Men i årene 259-260 erobrede Alemanerne fra nutidens sydlige Tyskland fortet. Navnet på fortet var sandsynligvis Septemiacum. Dette latinske stednavn er anført i Peutingertafel (Tabula Peutingeriana) for området omkring Nördlingen, men det kan dog ikke med 100%s sikkerhed være forbundet med den romerske bosættelse i Nördlingen. En romersk ejendom (Villa Rustica) er blevet udgravet i Holheim-området og kan besøges. Det romerske Nördlingen er endnu sparsomt udgravet.

I 500 og 600-tallet kan der påvises en alemannisk bebyggelse. Begravelsespladser fra denne periode er endtil videre blevet udgravet i Nördlingen.

"Nordilinga" blev for første gang nævnt i et dokument i år 898 som et karolingisk (Karl den Store) kongelig hof. Under biskoppen af Regensburg voksede Nördlingen op til en markedsby.

1215 modtog Nördlingen byrettigheder af Kejser Frederik II. og blev Reichstadt. I samme år blev den første bymur bygget, hvis layout stadig er synlige i dag. 1219 blev Nördlinger Pinsemesse første gang nævnt i et dokument. Byen, på skillevejen mellem to større handelsruter (Frankfurt / Würzburg og Nürnberg-Augsburg-Ulm), blev forfremmet til handelscenter for korn, husdyr, tekstiler, pels og metalvarer. Ud over Frankfurt var Nördlingen en af de vigtigste udenlandske messer i Tyskland.

I 1238 ødelagde en brand meget af byen, men den blev hurtigt genopbygget. Tre generationer senere, havde et stort antal håndværkere, især garverier og vævere, slået sig ned uden for bymurene.

I 1327 blev den endnu i dag eksisterende bymur genopbygget og den befæstede bys område voksede til firedoblet. 1427 begyndte opførelsen af St. George Kirke.

I 1469 blev der ført en sag mod en alfons, Linhardt Freiermuth, og hans kone, Barbara Linhardt, hvilket kan ses i Retsbogen for byen. Udgangspunktet for behandlingen af sagen var en anklage om tvungen abort af den prostituerede Els von Eystett. Retten fandt alfonsen skyldig og han blev forvist fra byen. Hans kone blev brændemærket i panden og derefter sat i gabestokken. Foranstående oplysninger stammer fra det kommunale arkiv i Nördlingen. På 40 sider pergament gives et unikt indblik i de tidlige tider i byen, som endda havde et bordel.

Byen var i 1529 det sted, hvor repræsentanter for det protestantiske mindretal fik foretræde for Rigsdagen fra Speyer. Her opfordrede borgerskabet til uhindret spredning af den protestantiske tro og i 1555 blev Reformationen endeligt bekræftet i Nördlingen.

Historien om heksejagt i Nördlingen er ligeledes veldokumenteret. Mellem 1589 og 1598 blev 34 kvinder og én mand henrettet på bålet for hekseri.

En historisk vendepunkt i Trediveårskrigen var belejringen af Nördlingen og det efterfølgende slag ved Nördlingen i 1634, hvor de svensk-protestantiske styrker første gang blev besejret af de kejserlige Habsburg tropper. Byen var blevet åbnet for sejrherrerne, men den blev ikke plyndret af de sejrende tropper på grund af høje udgifter til genopførelse af byen. Men byen mistede under og efter belejringen mere end halvdelen af befolkning på grund af sult og sygdom. Også under den spanske arvefølgekrig blev byen stærkt medtaget.

Handelen skiftede efter krigene til andre havne, hvorefter Nördlingen mistede sin betydning som handelscentrum. Denne stilstand er grunden til, at det middelalderlige bybillede er forblevet så godt bevaret.

Under Napoleons omstrukturering af Tyskland tabte Nördlingen i år 1803 sin status som kejserby, og tilfaldt Bayern.

Den 15. maj blev 1849 Nördlingen forbundet med igangsættelsen af Ludwig Syd-Nord Jernbanen til netværket af de kongelige bayerske statsbaner. Den 25. juli 1861 blev en jernbaneforbindelse af De kongelige Württembergske Statsbaner indviet med forbindelse fra Cannstatt over Aalen til Nördlingen.

Siden middelalderen har der været jødiske familier bosat i Nördlingen. De begravede deres døde på den jødiske kirkegård på Nähermemminger Weg og i 1885 Kreuzgasse 1 blev den nye synagoge bygget på Kreutzgasse 1. Denne synagoge blev ødelagt i november 1938 af SA-mænd, hvad en plade på det nuværende protestantiske menighedshus minder om. Med en mindesten fra 1979 på den jødiske kirkegård mindes de jødiske borgere, der var ofre for nazisterne.

I luftangreb i slutningen af Anden Verdenskrig i foråret 1945 mistede i alt 33 mennesker livet. Banegården og flere huse blev ødelagt, St. George Kirke stærkt beskadiget. Resten af den historiske by blev skånet.

Efter 1945 tilhørte Nördlingen den amerikanske besættelses zone. Mere end 4.500 fordrevne fra Nördlingen vendte tilbage efter krigen. Ligeledes flyttede mange fordrevne fra De baltiske Lande til byen, de fleste af dem var fra Letland og Litauen.

Vi tog en længere gåtur i byen, som var rigtig hyggelig, men desværre var rigtig mange huse ved at blive sat i stand og dermed inddækket med stilladser, ligesom en stor del af selve centrum var ved at få fornyet belægninger. Men trods alt en positiv oplevelse.

Så fortsatte vi mod dagens sidste mål Dingelsbühl.

Dinkelsbühl er en historisk by i det centrale Franken, som nu er en del af staten Bayern i det sydlige Tyskland. Dinkelsbühl er en tidligere Fri kejserby af det hellige romerske rige.

Dinkelsbühl ligger på den nordlige del af ”Den romantiskeStrasse”, og er en af tre særligt markante historiske byer på den nordlige del af ruten, de andre er Rothenburg ob der Tauber og Nördlingen.

Byen ligger ved floden Wörnitz og har en b efolkning på godt 11.300.

Byen blev befæstet af kejser Henrik V og i1305 modtog Dinkelsbühl samme kommunale rettigheder som Ulm. I 1351 blev byen ophøjet til en Fri Rigsstad. Sin kommunale forordning, Dinkelsbühler Recht, blev udgivet i 1536, og revideret i 1738 og indeholdt en meget omfattende samling af offentlige og private love.

Under den protestantiske reformation, var Dinkelsbühl bemærkelsesværdig ved, sammen med kun Ravensburg, Augsburg og Biberach, at have nogenlunde lige mange katolikker og protestantiske borgere med lige rettigheder, hvorfor Den westfalske Fred forårsagede etableringen af en fælles katolsk-protestantiske regering og administrativt system, med ligestillede kontorer og en præcis og ligelig fordeling mellem katolske og protestantiske civile embedsmænd. Denne status endte i 1802, da disse byer blev annekteret af kongeriget Bayern.

Omkring 1534 størstedelen af befolkningen i Dinkelsbühl blev protestantisk.

Hver sommer fejrer Dinkelsbühl byens overgivelse til svenske tropper under Trediveårskrigen. Denne begivenhed bliver fremstillet som et teaterstykke, spillet af mange af byens indbyggere. Den er udstyret med en vifte af svenske tropper, der angriber byporten og børn, klædt i traditionelle kostumer, kommer for at se begivenheden. Papirkræmmerhuse, fyldt med chokolade og slik, bliver givet som gaver til børnene. Den historiske begivenhed kaldes "Kinderzeche" og kan i nogle aspekter sammenlignes med "Meistertrunk" i Rothenburg. Navnet er afledt af de to tyske ord for "barn" og "regningen for mad og drikke i en kro", og kaldes sådan, fordi legenden fortæller, at et barn reddede byen fra massakre af de svenske tropper under overgivelse. Legenden fortæller, at da den svenske hær belejrede byen, tog en teenagepige børnene til den svenske general for til at tigge om nåde. Den svenske generelt havde for nylig mistet sin unge søn af sygdom, og en dreng, der henvendte sig til ham, lignede hans egen søn så meget, at han besluttede at skåne byen.

Under 2. Veenskrig forblev Dinkelsbühl fuldstændig uskadt, bortset fra et ødelagt vindue i St. George Domkirke.

Filmen ”Den vidunderlige verden af Brødrene Grimm” fra 1962, blev filmet on location i Dinkelsbühl.

Vi brugte en hel del tid I byen, for her var der tale om en rigtig perle. Vi slentrede rundt i de fuldendte middelalderkulisser i en rum tid og nød de flotte huse og det flotte bymiljø. Vi var alle enige om, at dette havde været dagens højdepunkt.

Så begav vi os til en Stellplatz nord for byen, men da den så mere end meget kedelig ud, fortsatte vi 500 meter yderligere mod nord og drejede ind på en rigtig nydelig campingplads, hvor vi tjekkede ind med brusebade, elektricitet for i alt 27€. Her var prisen ok i forhold til kvaliteten.

Vi hyggede med læsning og kortspil, inden grillen kom frem, blev samlet og sat i gang med grillning af kyllingeunderlår. Tilbehøret var de resterende morgenbrød og kartoffelsalat. En rigtig god gang aftensmad.

Videre til Del 2