Med Speedy til Tyskland 2015 – Del 2

Tirsdag den 7. juli

Kørt fra Dingelsbüel over Maulbronn og Bruchsal og til en campingplads nord for Heidelberg.

Km: 263 km. I alt 2.149 km

Tanket diesel 0 liter. I alt 372,7 liter.

Vi stod op og jeg hentede morgenbrød og vi skiftedes til at gå i bad. Selv når man sover, bliver man svedig. Camilla havde på en hjemmeside set, at der to dage forinden var sat tysk varmerekord i det område vi befandt os i, nemlig en temperatur på 40,3 grader. Så tror da f….. at vi synes det er varmt. Den tidligere rekord var 40,2 grader målt i 1983.

Vi forlod pladsen og kørte mod Maulbronn, som skulle være dagens første oplevelse, for her skulle ligge et kloster, der var blevet optaget på UNESCOs Verdensarvliste i december 1993.

Maulbronn Kloster er et tidligere cistercienserkloster i centrum af Maulbronn. Klosteret regnes som det bedst bevarede middelalderkloster nord for Alperne.

Med den karismatiske Bernhard af Clairvaux fik cistercienserne i Tyskland stor udbredelse. I Sydvesttyskland blev den adelige Walter von Lomersheim også begejstret af bevægelsen. Han etablerede en ejendom mellem Mühlacker og Lienzingen som en stiftelse med formålet at grundlægge et cistercienserkloster. Han indtrådte selv som lægbroder. Kloster Neuburg im Elsass sendte en abbed og – som det hed – efter apostlenes antal, tolv munke.

Klostret blev grundlagt i 1147, men snart flyttet til et andet sted end det oprindelige som følge af problemer med vandforsyningen. Biskoppen af Speyer overdrog sit len Mulenbrunnen til abbeden Dieter og klostret fik sin endelige beliggenhed.

I middelalderen var klostret et vigtigt politisk, erhvervsmæssigt og samfundsmæssigt centrum.

Ved grundlæggelsen hørte klostret under biskoppen i Speyer og fra 1821 til biskoppen i Rottenburg-Stuttgart.

Efter reformationen blev klostret i 1556 omgjort til en evangelisk klosterskole. Det evangelisk-teologiske seminar stiftet her i 1807 består stadig.

I klostret findes alle stilretninger og udviklingsstadier fra romantikken til sengotikken repræsenteret. Klosterkirken som hovedsagelig er opført i gotisk stil, havde stor indflydelse på udbredelsen af gotisk arkitektur over store dele af det nordlige og centrale Europa. Vandreguleringssystemet i Maulbronn, med sit dræn- og vandingssystem samt reservoirer, er af UNESCO fremhævet som værende af særlig interesse.

Klosteret tilhører i dag delstaten Baden-Württemberg.

Anlægget som ligger indenfor en ringmur, indeholder blandt andet Maulbronn Rådhus, politi, andre offentlige kontorer og flere restauranter. Dertil er det sæde for Det evangeliske Gymnasium.

Der var absolut ingen minusser ved stedet. Det var noget af det hyggeligste, vi længe har set. Camilla ville gerne bo der, mens Nicolai nok syntes, der var lidt for stille.

Vi fik en drink på det lokale Imbiss, ”Broder Jacob”. Camilla fik Cola, mens Nicolai fik en Maulbronn Hell og jeg fik en Maulbronn Dunkel. Begge fra klosterets bryggeri og begge velsmagende.

Så fortsatte vi mod næste destination, slottet i Bruchsal. Vi fandt forbavsende hurtigt en P-plads og det lige uden for slottet. Rundt om et hjørne og så stod vi i borggården. Her kunne vi se, at hovedattraktionen i slottet var Deutsches Musikautomatenmuseum, hvilket vi ikke rigtig havde lyst til at se, men derom senere.

Bruchsal slottet, der er i barokstil, blev bygget på foranledning af fyrstebiskop Bishop Damian Hugo Philipp von Schönborn-Buchheimaus. Slottet er opført i sandsten og stammer fra 1720. Det er danner kernen i en tre-fløjet bygning. Efter flere ændringer af planen, blev den centrale trappe bygget af Balthasar Neumann, som overtog ledelsen af stedet i 1731. Trappen betragtes som en af de mest vellykkede opløsninger af en barok trappe. Dens geniale design løber som en to-løbet trappe midt i bygningen (Corps de Logis) op til den hvælvede kuppelsal. Her findes også slottets to festsale. Fürstensaal, som nu er byens festsaal og Marmor- eller Kaisersaal ligger mod haven.

Udover Neumann startede maleren Giovanni Francesco Marchini sin virksomhed i slottet. Han malede i årene 1731-1736 kalkmalerier fra Intrada, den dystre grotte og havesalen. Facademaleriet og orangeriet er ligeledes udført af Marchinis.

Interiøret i rokokostil blev primært fremstillet af Damian efterfølger, Franz Christoph von Hutten til Stolzenberg. Kalkmalerier skildrer i et mytologisk sprog, fortid, nutid og fremtid i Fyrstendømmet Speyer. Stukarbejdet blev først afsluttet 1755 af Johann Michael Feuchtmayer og de sidste fresker udførtes af Johannes Zick.

I årene 1900 til 1909 blev den ødelagte farvede facade restaureret. Slotskomplekset indeholder en række bygninger, portbygningen Damianstor og Hofkirken. I de sidste dage af Anden Verdenskrig, blev slottet ramt hårdt under luftangreb på byen den 1. marts 1945 og blev ødelagt af brand. Hovedanslaget af trappen overlevede i modsætning kuplen. Den centrale bygning (Corps de Logis) blev rekonstrueret efter lange diskussioner om, hvorvidt og hvordan genopbygningen skulle se ud.

Interiøret i rokokostil var primært udarbejdet under Hugo Damians efterfølger, Franz Christoph von Hutten til Stolzenberg. Kalkmalerierne skildrer i et imponerende mytologisk sprog fortid, nutid og fremtid i Fyrstendømmet Speyer. Stukarbejderne blev først afsluttet 1755 af Johann Michael Feuchtmayer og freskerne af Johannes Zick.

I dag huser slottet Deutsches Musikautomatenmuseum, hvor der kan ses omkring 500 automatiske musikmaskiner fra 1600-tallet og frem til nutiden.

Vi betalte entréafgift og gik alligevel lige et smut ind i Musikautomatmuseet, og her blev vi rigtig overraskede. Det var en meget spændende afdeling og man kunne høre mange af de forskellige maskiner. Museet spredte sig over 3 etager og da vi nåede øverste etage, var der en kustode, der kastede sig over os og startede mange af musikinstrumenterne. Den sidste og mest imponerende musikmaskine var fra 1952 og kunne v.h.a. paphulkort spille forskellige melodier i 1 time og 20 minutter, hvorefter den startede forfra igen.

Flere af maskinerne kunne man selv starte og ind i mellem blev man helt forskrækket, når musikken vældede højlydt frem.

Efter musikafdelingen beså vi så de få rum, der var genopført fra slottets oprindelse. Meget smukke rokoko-rum, men trappen var klart den mest imponerende.

Også de øvrige museer blev kort besøgt, men de fængede ikke helt, så snart efter var vi atter ved Speedy og begav os mod Heidelberg, hvor vi ville se slottet og byen. Turen tog kun e n halv times tid, men da vi nåede frem blev vi mødt af en miljøzone med grønt mærke. Det tog vi nu ikke så tungt, for vi var jo bare turister, der fulgte skiltene til slottet. Men det viste sig helt umuligt at få en P-plads, hverken ved slottet eller i nærheden af den gamle by, så vi gav op, varmen var nok også en medvirkende årsag, og begav os nordover til en campingplads, i byen Hemsbach, lige nord for Heidelberg,hvor vi slog os ned. Prisen var 27,50€ + 0,60€ pr. bad. Lidt i overkanten for en plads af den størrelse. Der var nemlig tale om en meget lille plads. Men faciliteterne var ellers OK.

Vi eftermiddagshyggede i en bagende varme, men pludselig kom nogle sorte skyer drivende og der kom lyn og torden og kort efter og skybrud. Vi nåede heldigvis at redde hvad reddes skulle, men andre på pladsen blev vist temmelig overraskede. Vi havde ved ankomst tændt for air-con’en, så vi sad inden døre og spillede kort, mens regnen ikke blot trommede, men lavede en forfærdelig larm på taget. Kort efter var det dog overstået og vi kunne atter sidde udenfor.

Det var en af de aftener, hvor der atter blev grillet. Denne gang nogle meget tynde stykker oksekød, som Camilla havde marineret i en blanding af BBQ-sauce, vand, hvidløg og multifrugtjuice. Endvidere var der tomater med mozzarella ost. Meget lækkert.

Aftenen sluttede med læsning og skrivning af turberetning. Vi havde efterhånden fået inde-temperaturen ned på 22 grader og så frem til en dejlig, om ikke kold så dog tempereret, nat.

Onsdag den 8. juli

Kørt fra Hemsbach over Bad Homburg og Wetzlar til Marburg.

Km: 190. I alt 2.330 km

Tanket diesel 0 liter. I alt 372,7 liter.

Vi stod som sædvanlig op ved 8-tiden og jeg hentede brød hos en lille bager, der havde en bod ved siden af receptionen. Det var lækkert brød og der var en lille præmie i form af croisanter, som hurtigt blev forsynet med Nutella.

Vejret var skiftet og der var nu mange skyer på himmelen og temperaturen var faldet betydeligt. Det gjorde nu ikke så meget, vi havde haft rigeligt med varme de foregående dage.

Vi forlod campingpladsen efter at have tømt og fyldt tanke og satte kursen nordover. Vi passerede Augsburg, hvortil vi var forment adgang grundet vores manglende grønne miljømærke og fortsatte mod Bad Homburg, hvor vi skulle kigge nærmere på et sted, der hedder Saalburg.

I romertiden var Saalburg et fort, der tjente til opsyn af en del af grænsen ”Limes”, mellem Donau og Rhinen. Limes blev bygget i begyndelsen af det 2. århundrede og dannede i omkring 150 år grænsen af det romerske imperium mod de germanske stammer i Tyskland.

Der var stationeret omkring 600 mænd, infanteri og ryttere, i fortet. Uden for forsvarsmuren lå en badeanstalt og et gæstehus, samt en landsby med håndværkere, handlende og værtshuse. Grave og mindre helligdomme lå langs den romerske vej til Nida, det nuværende Heddernheim. Op mod 2.000 mennesker menes at have levet i fortet og i landsbyen.

Bygningerne forfaldt, dels efter adskillige germanske invasioner, og dels grundet indenlandske problemer, der tvang romerne til at opgive befæstningen. Resterne af den 550 kilometer grænse Rhinen til Donau udgør i dag det største arkæologiske monument i Europa.

Efter de første arkæologiske undersøgelser i midten af det 1800-tallet, blev der oprettet et forskningsinstitut på stedet i 1897-1907, ligesom man byggede et frilandsmuseum med en omfattende samling på initiativ af kejser Wilhelm II. Fra 2003 til 2009 blev foretaget en genopbygningen af yderligere bygninger indenfor murene. I 2005 blev Saalburg optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Man får et klart og levende billede af den romerske livsstil når man besøger fortet med dets fire porte og de genopførte bygninger lavet af sten og træ.

Talrige arkæologiske fund dokumenterer de forskellige områder af hverdagslivet: mad og drikke, byggeri og håndværk, våben og udstyr, tøj og smykker, medicinsk og personlig pleje, penge og religion.

Ud over objekter lavet af bronze, jern, glas og keramik, udgør fund af træ og læder en særlig attraktion på museet. Mens organiske materialer normalt rådner væk, er disse ting særdeles velbevaret på Saalburg, fordi den våde jord har forhindret, at der kom ilt til tingene.

Kornkammeret, bruges i dag som udstillingsrum, mens bygningen, der husede fortets øverstbefalende i dag er hjemsted for forvaltningen af museet og Saalburg Research Institute. Den centrale bygning, Principia, imponerer med sin store sal og dens gårdhave, omkring hvilken er grupperet museum værelser. I romertiden var her kontorer, skriverværelser og arsenaler. Fabrica er opført efter en bygning i en romersk militærlejr. Den bruges til udstillinger, arrangementer og museumsuddannelse. Centuriae er de kasernebygninger, der husede de almindelige soldater.

Arkæologiske fund, rekonstruerede områder, iscenesat rum og modeller fortæller om livet for soldater og indbyggere i og omkring fortet. Iøjnefaldende er den rekonstruerede contubernium, et rum, hvor der har boet i de otte soldater og det rigt bemalede og dekorerede triclinium, der var spisestue for en officer.

Et andet imponerende sted er de rekonstruerede ovne, nær den befæstede mur, hvor der blev bagt romerske brød. Disse anvendes i dag flere gange om året.

I museet Café Taberna giver møbler, inspireret af antikken som komfur, kommoder og hylder, et indtryk af et romersk værtshus. Den besøgende har et udvalg af måltider, drikkevarer og andre specialiteter fra det romerske køkken.

Uden for fortets hovedport møder den besøgende området for den tidligere landsby og de bevarede rester af væggene i badeanstalt, et pensionatet samt kældre og brønde til husene. To af disse bygninger er genopført og tjener nu som kontor og museumsbutik.

Vi var i Saalburg i omkring 2½ time og fandt stedet meget spændende. Det er altså meget nemmere at forestille sig, hvordan romerne levede i sin tid, når husene står der 1:1, fremfor man går og kigger på fundamentsrester, der bare lige stikker op over terrænet.

Inden vi forlod stedet spiste vi frokost på stedets taverna, der havde gamle romerske retter på menukortet. Vi fik et fad med krydderi-ost, oliven, skinke, ristede champignon i honning, kold og varm pølse og romer-brød. Endelig fik vi alle 2 cl Mulsum, hvilket er romersk vin sødet med honning. Camilla fik en Cola, mens Nicolai og jeg fik Römer-bier til. Det smagte rigtig godt og snart var vi færdige og begav os mod Speedy, dog ikke uden et lille besøg i museums-kiosken.

Vi kørte mod byen Wetzlar, der har ca. 51.500 indbyggere og ligger ved floden Lahn, ikke langt fra, hvor den skifter retning fra syd til vest i nærheden af udmundeningen af bifloden Dill. Byen ligger ved skellet mellem de Hessiske Mittelgebirge Taunus mod syd, nord for Lahn og vest for Dill begynder Westerwald og nord for Lahn og øst for Dill begynder Rothaargebirge. De skovbevoksede lave bjergområder omkring Wetzlar er tyndt befolkede.

Vi fandt hurtigt en parkeringsplads for autocampere lige på kanten til den gamle bydel, som vi begav os ind i.

Byens oprindelse er ukendt, men man ved, at det der blev bygget en kirke år 897 i Wetzlar. 1180 blev Wetzlar rigsstad (Reichsstadt), hvilket betød, at byen ikke længere hørte til et land, men blev en selvstændig by i Det hellige romerske Imperium i den tyske nation. Den tyske Ridderorden byggede et hus i byen 1285 og senere blev der bygget et kloster af Franciskanerorden.

På grund af byens behov for at forsvare sin uafhængighed krævedes store mængder af penge. Det førte til byens konkurs i 1370. Nedgangen ramte byen i en periode på næsten hundrede år og man var bl.a. nødt til at stoppe det allerede på begyndte domkirkebyggeri. Krisen endte først, da byen tillod mange vallonske flygtninge at flytte til Wetzlar 1586.

Byen oplevede en massiv vækst i 1689, da "Reichskammergericht", en af datidens højesteretter, blev flyttet fra Speyer til Wetzlar.

Da det Tysk-Romerske Rige blev opløst i 1806, ophørte også rikskammerdomstolen og byen fik sin anden store økonomiske krise. I 1815 efter Wienerkongressen kom byen under Preussen. Byen blev tilsluttet jernbanenettet i 1862 og som et resultat af dette kom der flere fabrikker til byen, herunder fremtrædende optisk industri.

Den gamle bydel (Altstadt) blev stort set ikke var ramt af luftangreb i 2. verdenskrig, dog faldt der den 8. marts 1945 enkelte bomber, der ødelagde kirkens kor og en del af midterskibet. Dette er nu fuldt genopbygget. Andre bydele blev hårdt ramt og ødelagt i krigen.

Efter 2. verdenskrig, blev Wetzlar en del af Hessen og blev i 1977 tvangssammenlagt med byen Gießen og 14 andre kommuner til byen Lahn. Byen Lahn var særdeles upopulær, og blev opløst to år senere efter stærke protester mod sammenlægningen.

Vi slentrede rundt i gaderne og hos en bager købte vi 3 forskellige Schneebälle, der er nogle tynde flager, som bages kuglerunde og tilsættes forskellige ting. Vi købte 2 med mørk chokolade og henholdsvis mandler og marcipan, mens den sidste var med flødechokolade og nougat. Da vi kom tilbage til bilen blev kuglen med marcipan delt og spist sammen med et glas tysk mælk.

Så fortsatte vi mod dagens sidste mål, byen Marburg, ligeledes ved floden Lahn. Byen har knap 90.000 indbyggere og er kendt for Elisabeth Kirken – efter Den hellige Elisabeth – og sit Philipps Universität, opkaldt efter Philip 1. af Hessen. Det er det ældste protestantiske universitet, der stadig eksisterer. Byen er præget af universitetet og dets ca. 17.500 studerende og 7.500 ansatte. Desuden findes Max-Planck-Instituttet og flere farmaceutiske virksomheder i byen.

Som så mange andre bebyggelser opstod Marburg, hvor det var muligt at passere en flod. I dette tilfælde floden Lahn. Her krydsede handelsruten Köln-Prag ruten fra Østersøen til Alperne og videre til Italien. Bebyggelsen blev beskyttet af en lille borg, der blev opført i 800- eller 900-tallet. 1138 /39 nævnes Marburg for første gang som Marcburg og tilhørte da landgrevskabet Thüringen. 1222 fik Marburg sine byrettigheder og seks år senere grundlagdes et franciskanekloster af Elisabeth af Thüringen. Hun døde 1231 og blev kanoniseret tre år senere.

Den hellige Elisabeth eller Elisabeth af Ungarn (født 1207 i Sárospatak i Ungarn og død 17. november 1231 i Marburg) er en af middelalderens mest afholdte helgener i Tyskland og Ungarn. På grund af dette begyndte Den tyske Orden at bygge Elisabeth-kirken, som blev en af verdens største og mest berømte kirker i gotisk stil.

1527 grundlagde landgreve Philipp 1. af Hessen det første protestantiske universitet og to år senere holdt Martin Luther og Huldrych Zwingli deres religionssamtaler i Marburg. 1604 tilfaldt byen Hessen-Kassel, da Hessen-Marburg ophørte med at eksistere, og landet blev delt. Marburg mistede derved også sin status som residensby. Under Trediveårskrigen blev byen belejret og plyndret i 1647.

1807–1813 blev Marburg en del af kongeriget Westfalen som følge af Napoleons indflydelse i Rhinforbundet. 1866 blev Marburg preussisk.

1901 fik Emil von Behring den første nobelpris i medicin og grundlagde tre år senere Behring-Werke i Marburg, hvilket i dag er et af Tysklands førende biotech centre med mere end 5.000 ansatte.

Fra 1942 til 1945, var hele Marburg indrettet til hospital, med skoler og myndighedsbygninger ændret til formålet. I foråret 1945 var der over 20.000 patienter, hvoraf størsteparten var sårede tyske soldater. Som et resultat at dette, var der ikke store krigshandlinger i og omkring byen, undtagen langs banelinierne.

Vi kom til byen ved 16-tiden og indrette os på den lokale Stellplatz, der lå tæt på den gamle bydel. Vi havde købt ind om morgenen og havde faktisk til schnitzler om aftenen, men ingen gad rigtigt at lave mad, så i stedet spillede vi Trivial Persuit til ved 19-tiden.

Egentlig ville vi have været op og se byens borg næste dags formiddag, men da vejret var dejligt køligt besluttede vi os til at tage turen som en dejlig aftenvandring. Så vi forlod Speedy og gik langs Lahn ind til byens centrum. Og så gik det ellers opad. Jeg skal love for, at borgen var placeret rigtig strategisk, for lungerne hang i laser, da vi endelig nåede op på toppen. Men gåturen op ad de smalle stræder omgivet af smukke bindingværkshuse var det hele værd.

Vi nød udsigten over byen, inden vi begav os nedad igen. Nu var det andre snørklede gader, der førte os tilbage til centrum og videre ned til floden.

Camilla ville gerne have Döner Kebab, men det kunne vi ikke finde, så i stedet blev der købt nogle meget lækre sandwich his Subway, hvilke blev taget med hjem i Speedy og fortæret med de 2 sidste Schneebälle som desert.

Aftenen sluttede med kortspil, læsning og skrivning.

Torsdag den 9. juli

Kørt fra Marburg over Fritzlar, Wewelsburg og Externsteine til Rendsburg.

Km: 600. I alt 2.930

Tanket 63,5 liter diesel. I alt 426,3 liter

Efter det sædvanlige morgenritual satte vi kursen mod byen Fritzlar, der ligger ca. 160 km nord for Frankfurt og har omkring 15.000 indbyggere.

Fritzlar har en velbevaret historisk bykerne omgivet af en bymur med adskillige tårne. Det grå Tårn er med sine 38 meter det højeste tilbageblevne forsvarstårn i Tyskland.

Rådhuset, der kan dateres tilbage til 1109, er det ældste rådhus i Tyskland, som stadig anvendes efter sit oprindelige formål.

Mange af husene I centrum kan dateres tilbage fra 14-1600-tallet er blevet nænsomt vedligeholdte og restaurerede. Byen domineres af en imponerende gotisk/romansk kirke fra 12-1400-tallet.

En gotiske kirke, der tidligere var en del af et Fransiskaner kloster er nu protestantisk kirke, mens klosteret er ombygget til et moderne hospital.

Grundlæggelsen af byen Fritzlar kan føres tilbage til St. Boniface, en angelsaksisk missionær, som kaldes Tysklands apostel. En af hans mest omtalte gerninger var fældningen af Donar-egen i 723, der stod i nærheden af en landsby ved navn Geismar. Af dette træ byggede Boniface i 724 et kapel dedikeret til St. Peter ligesom han grundlagde et benediktinerkloster. Byen Fritzlar har udviklet sig i forbindelse med dette kloster. Den oprindelige betydning af navnet Fritzlar eller som det hed i middelalderen, Friedeslar, kan gå tilbage til Bonifaces tid, fordi Peters Kirke var et sted for fred lærdom, Friedeslar.

Den omstændighed, at Fritzlar ligger ved et skæringspunkt af vigtige tidlige middelalderveje, men sikkert også fordi der allerede under Karl den Store blev bygget et palads, gjorde Fritzlar til et foretrukken opholdssted for tyske konger og kejsere i Hessen. Dette er bevist af mange kongelige og kejserlige besøg, råd og synoder, samt møder med nationalpolitisk og kirkelig betydning. Så Fritzlar flytter i slutningen af det 1000-tallet ind i synsfeltet af den kejserlige politik.

I 919 ophøjes den saksiske hertug Heinrich til konge af frankerne og sakserne; en vigtig milepæl for fremkomsten af et uafhængig østfrankisk, senere tysk, kejserrige.

I anden halvdel af 1000-tallet overgår Fritzlar fra kongelig ejendom til ærkebiskoppen i Mainz. Dette ejerskab varede indtil 1803. Dette århundreder lange tilhørsforhold mindes stadig i Fritzlars byvåben, den røde "Mainzer Rad" på sølv baggrund. I de følgende århundreder blev Fritzlar hjørnestenen i de territoriale stridigheder i det nordlige Hessen. Byen var skueplads for mange militære sammenstød mellem Landgreven af Hessen og ærkebiskoppen af Mainz.

Tilhørsforholdet til Mainz var dog klart en fordel for Fritzlar. Ærkebiskopperne af Mainz tillod, at de handlende slog sig gratis ned i byen. Byen blev den første i staten Hessen, som fik tilladelse til at slå mønter, ligesom der opstod en vigtig handelsplads for stoffer, pelse og krydderier.

I Martin Luthers dødsår i 1546 angreb den tysk-romerske kejser Karl V de protestantiske fyrster i Tyskland. Denne stridighed sluttede med et møde i Augsburg i 1555, hvor der blev sluttet fred mellem katolikker og protestanter. Dette indebar dog, at Fritzlar forblev katolsk, mens de omkringliggende områder blev protestantiske, hvilket betød en økonomiske isolation af byen.

Under 30-års krigen besætter protestantiske tropper i slutningen af krigen byen og der udbryder pest. Af omkring 2000 indbyggere overlever cirka 600. Byen nåede først i 1840 igen op på 2000 indbyggere. Fra 1867 Fritzlar er permanent garnisonsby. Anden Verdenskrig forløber uden ødelæggelser i byen, men grundet flygtninge steg befolkningen fra ca. 6000 til ca. 9000 indbyggere.

Fra 1976 til 1996 er Fritzlarer Altstadt systematisk blevet restaureret, så byen præsenterer sig flot for de mange kulturelt interesserede turister og besøgende.

Byen Fritzlar er i dag center for hele regionen, hvilket har sikret en fremragende udvikling af infrastrukturen med hurtig adgang til store sociale institutioner, såsom borgervenlig administration, et sundhedsvæsen af høj standard, til et moderne hospital. Denne positive udvikling suppleres på det kulturelle område med museer, kulturcentre m.m.

Vi gik rundt i de hyggelige gader og da vi passerede en bager, købte vi et lækkert rugbrød og et endnu lækrere Chiabatta/Oliven-brød.

Efter en times tid i Fritzlar forlod vi byen og kørte mod Wewelsburg, der er et renæssance-slot i landsbyen med samme navn. Wewelsburg har ca. 2.200 indbyggere og ligger langs floden Alme. Vi fik dog lidt ventetid, inden vi gik ind i slottet, for pludselig åbnede himlens sluser sig, så i stedet rettede vi an til frokost. Efter frokosten regnede det stadig, så vi fandt paraplyer frem og forlod Speedy.

Slottet blev bygget i sin nuværende form mellem 1603 og 1609, som det andet hjem til fyrstbiskop Dietrich von Fürstenberg. I nutiden fremstår slottet som en ombygning og sammenbygning med tidligere bygninger på stedet. De første bygninger blev rejst allerede i 7- og 800-tallet, en anden i 1123 af hertug Friedrich von Arnsberg, men denne blev revet ned året efter hans død, af de lokale bønder som havde bekæmpet ham. I 1301 blev stedet solgt til fyrstebiskopen af Paderborn. I følge et dokument i forbindelse med handelen bestod anlægget på højen af to fæstningslignende bygninger: «Bürensche-» og «Waldecksche-haus», og disse blev integreret i det nuværende anlæg. I perioden frem til 1589 lejede fyrstebiskopen ejendommen ud til underordnede lensherrer.

Gennem tiderne er slottet blevet ødelagt flere gange, bl.a. under Trediveårskrigen i 1646, da det blev stormet og sat i brand af svenske tropper ledet den svenske general Carl Gustaf Wrangel. Efter 1654 blev det ødelagte slot genopbygget af fyrstebiskop Theodor Adolf von der Recke og hans efterfølger Ferdinand von Fürstenberg. Han udførte en del arkitektoniske ændringer da de tre tårne fik den nuværende barokke form.

Under Syvårskrigen (1756–1763) blev kælderrummene sandsynligvis brugt som militærfængsel. Indtil 1802 var der fængselsceller i vesttårnets kælder.

Efter 1802 kom slottet under ejerskabe af af den preussiske stat under sekulariseringsprosessen, og forfaldt derefter. 1815 blev nordtårnet ødelagt af en større brand hvor kun ydervæggene stod tilbage. I 1924 overtog de lokale myndigheder ejendomsretten og i 1925 blev det renoveret til at være lokalmuseum, festlokaler og ungdomsherberg

På dette tidspunkt opdagede man at nordtårnet var det svageste punkt i konstruktionen, og dette blev forstærket med barduner.

Allerede i 1933 var slottet blevet besigtiget af Heinrich Himmler, der i egenskab af leder for SS undersøgte muligheden for at erhverve slottet som skulle ombygges og udvides, så det kunne blive hovedsæde for organisationen SS. Samtidig blev de første planer for ombygninger udarbejdet. Fra 1934 udlejede de lokale myndigheder slottet til SS for en årlig husleje af en reichsmark.

1938 beordrede Himmler at alle SS-ringene («Totenkopfringe») efter døde SS-soldater og officerer skulle returneres til Wewelsburg. Planen var at disse skulle opbevares i en kiste på slottet, og dermed symbolisere, at de døde medlemmer forsat var med i SS. Hvor SS-ringene efter 2. verdenskrig er forsvundet hen, er der ingen der ved.

1939 blev den tyske koncentrationslejr, Niederhagen-Wewelsburg oprettet som filiallejr af Sachsenhausen i nærheden af Berlin. Fra 1941-43 var lejren en selvstændig stamlejr og derefter en udekommando af Buchenwald. Fangerne blev overvejende udnyttet til bygningsarbejde på slottet i forbindelse med Heinrich Himmlers planer om at indrette stedet til SS-Führerschule (SS-lederskole) med navnet SS-Schule Haus Wewelsburg, med forskningscenter og kultsted for dyrkelse af den nordiske gud Odin. Af lejrens ca. 3900 fanger omkom 1285. Efter 1941 blev der udviklet planer om at stedet efter krigen skulle være et mindested som «Verdens midtpunkt».

Da Tysklands nederlag blev tydelig, beordrede Himmler sturmbannführer Heinz Macher, sammen med 15 af sine mænd, den 31. marts 1945, at sprænge Wewelsburg, kun to dage før den amerikanske 3. infanteridivision indtog området. Det var dog kun en mindre del af slottet, der led skade.

Slottet blev restaureret i årene 1948/49, og genåbnede den 29. juni 1950 som museum og som et af Tysklands største ungdomsherberger, med 204 senge fordelt på 41 værelser. Det oprindelige køkken blev ombygget til byens brandstation.

I den tidligere vagtbygning ved slottet findes den permanente erindrings og mindeudstilling: „Ideologie und Terror der SS“, som informerer om SS´s og NSDAP´s historie og SS-overgrebene på civile.

Det viste sig, at store dele af slottet var under restaurering, så vi måtte nøjes med at se dokumentationscentret samt de to underste etager af slottets nordtårn.

Efter besøget på Himmlers påtænkte SS-Center fortsatte vi mod naturfænomenet Externsteine, som er nogle fantastiske klippefprmationer, der står lodret op fra jorden.

Externsteiner består af fire stærkt forvitrede, naturlige klippesøjler, der står tæt sammen på række i en dal i den sagnomspundne Teutoburger Wald, hvor germanerhøvdingen Arminius i år 9 e.Kr. besejrede den romerske statholder, Varus, og udslettede tre romerske legioner. Nogle forskere hævder dog, at slaget stod et andet sted, men det står fast, at Arminius fik sat en stopper for romernes indtog i Germanien.

Externsteine er rester af en bjergkæde af sandsten, der dannedes for omkring 70 millioner år siden. Bjergkæden kan følges i skoven på begge sider af Externsteine som småklipper, der hist og her stikker op af jorden. De fire særprægede klippesøjler er naturens værk. Vind og vejr har bearbejdet bjergkæden og fjernet de blødere dele. Tilbage står de fire klippesøjler som gamle, knudrede tænder.

Men menneskene har også afsat sig spor på de gamle klipper i form af en række udhuggede elementer. Lad os klippe for klippe kikke på disse menneskelige spor, der har givet anledning til mange forskelligartede teorier:

Det første, man bemærker ved klippe nr. 4, er en stor sten, som balancerer på toppen - tilsyneladende på nippet til at styrte ned. Det er nu ikke tilfældet, for stenen blev allerede i 1813 forankret til klippen med solide jernbeslag. På forsiden af klippen, højt til vejrs, er ophængt et våbenskjold fra omkring år 1600. Det sad oprindelig på et tårn, der i 1600-tallet blev opført mellem klippe nr. 1 og klippe nr. 2. Efter tårnets kollaps lå våbenskjoldet forladt på jorden i over hundrede år, før det i 1835 fik sin nuværende placering.

Det mest interessante ved klippe nr. 3 er de smukt udhuggede trappetrin, som fra foden af klippen fører helt op til toppen med en del sving undervejs. Toppen af klippen fremtræder som en noget ujævn platform fremkommet ved, at visse partier er borthugget. Langs den udhuggede trappe ses flere steder indskrifter mejslet ind i bjergvæggen. Én af dem fortæller på latin, at greven af Bentheim i år 1600 nød sin morgenmad her. Fra toppen fører en bro over til klippe nr. 2.

Klippe nr. 2 er den mest særprægede af klippesøjlerne - og den eneste, som har fået lov til at beholde sin naturlige top. De nedre partier rummer intet af interesse, men i den øverste del af klippen er der udhugget et usædvanligt rum kaldet Sazellum. Den eneste adgang hertil er den ovenfor omtalte bro. Sazellum er kun delvis forsynet med vægge og loft. I den nordøstlige ende er der udhugget en niche og et smalt stenbord, der tolkes som et alter. Bag altret, i nichens bagvæg, er udhugget et cirkelrundt vindue. Stilmæssigt er rummet lidt svært at definere. Arkitekturen er hverken romansk eller gotisk, men nok snarere en slags primitiv renæssancestil. De fleste anser Sazellum for at være et kristent kapel, mens andre opfatter rummet som et hedensk tempel fra oldtiden.

Flest vidnesbyrd om menneskelig aktivitet finder man på klippe nr. 1, der da også er den mest omfangsrige af klippesøjlerne. Som på klippe nr. 3 fører en udhugget trappe op til toppen, hvor der ved borthugning er etableret to platforme og to terrasser. Fra den øverste platform er der en dejlig udsigt ud over den omgivne skov og den kunstigt anlagte sø umiddelbart vest for Externsteine. Vel nede på jorden igen kan man beundre et enestående dobbeltrelief indmejslet i klippens forside - så absolut besøgets højdepunkt. Kunstværket, som er 5 m højt og 3,50 m bred, er Europas største klipperelief. Fagfolk henfører det til første halvdel af 1100-tallet og anser det for et af de fornemste eksempler på romansk stenkunst. Den øverste og største del af relieffet viser Kristi nedtagning fra korset, mens der på den nederste del ses en drage, som tilsyneladende holder en mand og en kvinde i fangenskab. De to menneskeskikkelser, sandsynligvis Adam og Eva, ligger på knæ og rækker op mod sceneriet ovenover.

I klippen bag relieffet er udhugget to grotter. Den største måler 10 gange 3 meter. Over døren ind til grotten er indhugget en stiliseret ørn. Lige indenfor døren ses en desværre kun delvis bevaret indskrift fra 1115 e. Kr. I grottens gulv iagttages en stor skålformet fordybning, hvis formål er ukendt. Fra grottens fjerneste ende udgår en anden grotte. Også den er rektangulær af form, men noget mindre. I dens ene væg er udhugget en niche, og i væggen overfor ses en indmejslet figur, som mest af alt ligner en galge. De alternative forskere tolker figuren som en rune. I samme niveau, men uden forbindelse med de nævnte grotter, findes en tredje, der er så lille, at man hverken kan stå oprejst eller ligge udstrakt i den.

I et lille lavt klippefremspring på forsiden af klippe nr. 1 er udhugget en klippegrav af samme type som gravene i Middelhavsområdets katakomber. Graven består af en halvcirkelformet niche, hvis bund fremtræder som en stenplanke. Heri er udhugget en fordybning af form som et menneskeligt legeme. Sådanne grave blev lavet mange steder i Europa i den tidlige middelalder.

I 1929 udkom i Tyskland bogen Germanische Heiligtümer. Forfatteren var Wilhelm Teudt, en aldrende evangelisk præst. Et af kapitlerne beskrev et i oldtiden anlagt netværk af lige linjer, som på kryds og tværs løb henover det tyske kerneland. Teudt kaldte dem for "Heilige Linien". Teudt mente, at linjerne oprindelig forbandt de germanske helligdomme og opstod som en slags knopskydning. Han forestillede sig, at germanerne på indviede samlingspladser dyrkede solen på særlige helligdage. Tidspunktet for helligdagene blev sammenkædet med solens opgang - set fra samlingspladsen - over karakteristiske landemærker, f.eks. en fjern bakketop. Med tiden blev sigtepunktet, den fjerne bakketop, også helliggjort og brugt som samlingsplads. Herfra blev et nyt landemærke udpeget og den hellige linie således forlænget. Efterhånden kom mange helligdomme til at ligge som perler på en snor. Teudt antog, at de vigtigste helligpladser havde ligget i Teutoburger Wald, og at Externsteine var den vigtigste af dem alle. De hellige linier havde også tjent et praktisk formål. Når fjender udefra truede den germanske idyl, kunne sendebud ved at følge linjerne hurtigt og sikkert nå ud til de fjerneste egne af riget, så en mobilisering af alle våbenføre mænd kunne ske i tide.

Teudt opfattede det ejendommelige rum, Sazellum, i klippe nr. 2 som et forhistorisk, astronomisk observatorium. Han - og andre før ham - havde konstateret, at den opgående sol ved sommersolhverv sendte sine stråler ind i Sazellum via det cirkelrunde vindue - dog i en vinkel, som afveg en del fra rummets længdeakse. Ligeledes havde han bemærket, at også månens stråler kunne passere derind - tilmed i en vinkel næsten identisk med rummets akse. Det skete, når månen havde sin mest nordlige opgang (det ydre månehverv), hvilket kun indtraf hvert 9. år. Hvorvidt disse sigtelinier til sol og måne bevidst er indarbejdet i rummets arkitektur, lader sig ikke afgøre, og Teudts tolkning af rummet som et observatorium må siges at være ret så fantasifuld.

Teudt tilhørte den gruppe af yderliggående nationalister, som i starten af 1900-tallet havde travlt med at opspore arkæologiske og historiske vidnesbyrd om germanernes storslåede fortid. En åndsfælle til Teudt, Arthur Drews, udtrykte i sin bog Der Sternhimmel tvivl om, hvorvidt astronomiens frembrud i Babylonien virkelig kunne tilskrives babylonerne. Han fandt det mere sandsynligt, at frembruddet var forårsaget af et germansk vandrefolk, som havde lagt vejen forbi. Denne nationalromantik rummede klare fascistoide elementer og en urokkelig overbevisning om den germanske races iboende overlegenhed. Det kan derfor ikke undre, at Teudt sluttede sig til nazisterne. De gav håb om, at Tyskland endelig var i færd med at genvinde fordums styrke, og at gamle germanske dyder igen ville komme til ære og værdighed.

SS-institutionen Ahnen-erbe blev etableret i 1935 med det formål at fremskaffe arkæologisk og historisk dokumentation, der kunne legitimere Tyskland ekspansionspolitik og de nazistiske racelove. Ahnen-erbe førte Externsteine frem som et af nationens klenodier fra en svunden storhedstid, og i 1930'erne valfartede tyskerne i stort tal hertil for at dvæle ved den gamle helligdom. Især ved sommersolhverv, hvor solstrålerne tittede ind gennem det runde vindue i Sazellum, var der masser af besøgende.

Ganske naturligt blev Wilhelm Teudt tilknyttet Ahnen-erbe og udnævnt til leder af Externsteine. Han skrev en ny guidebog, hvori de "hellige linjer" og de astronomiske aspekter vedrørende Sazellum blev beskrevet. Ahnen-erbes arkæologer, der tidligere havde rystet på hovedet af Teudts teorier, var nu tvunget til at tage dem alvorligt.

I årene 1934 og 1935 gennemførte Ahnen-erbe omfattende udgravninger ved Externsteine under ledelse af professor Andree-Münster, og opgaven var naturligvis at finde beviser for, at Externsteine virkelig havde været en helligdom i forhistorisk tid. Arkæologerne fandt bl.a. murrester af en bygning på området foran klippe nr. 1, lidt øst for relieffet, og på arealet umiddelbart foran relieffet fremdrog man flere skeletter. Ved samme lejlighed blev den kunstige sø, som var etableret i 1835, fjernet. Det lykkedes ikke arkæologerne at finde de stærkt eftertragtede beviser. De skuffende resultater af udgravningerne gik man stille med, og de genstande, som blev fundet ved undersøgelserne, samler i dag støv i Detmold Museums kælder. Efter 2. verdenskrig har der været offentliggjort meget lidt om Ahnen-erbes arkæologiske aktiviteter. De seneste år har der dog i Tyskland været en voksende interesse for emnet, og lidt af sløret er blevet løftet. Forhåbentlig vil en ny generation af tyske forskere kikke nærmere på dette bizarre indslag i tysk åndshistorie.

Det nedslående udbytte af undersøgelserne tog dog ikke modet fra Teudt og Ahnen-erbe, som barslede med planer om at genskabe "det forhistoriske Externsteine". Fra de skriftlige kilder vidste man, at Karl den Store i 772 e.Kr. - i sine bestræbelser på at tvangskristne de germanske hedninge - havde tilintetgjort et af germanernes religiøse klenodier - nemlig en Irminsul, et "verdenstræ", i stil med nordboernes Yggdrasil. Irminsuler i form af store træstammer blev rejst på bakketoppe og tilbedt af germanerne. Det eksemplar, som Karl den Store ødelagde, betragtedes som et af de helligste og stod et sted i Westfalen - præcist hvor, røber kilderne ikke. Også Externsteine ligger Westfalen, og Teudt lagde hurtigt to og to sammen: den pågældende Irminsul havde stået på Externsteine - nærmere bestemt på toppen af klippe nr. 2. Derfor indgik der i planerne for genskabelsen af det forhistoriske Externsteine opsætningen af en Irminsul her. På de andre toppe skulle der opføres germanske bjælkehytter, hvis byggestil ifølge Teudt havde inspireret det klassiske græske tempelbyggeri. Verdenskrigen kuldkastede alle disse planer.

Vi slentrede lidt rundt på området, men ingen af os havde dog lyst til at tage den lange tur ad trapperne op til de forskellige toppe. At stedet har kunnet sætte gang i folks fantasi, er der ikke noget at sige til, da det er et meget fascinerende skue.

Vi vendte tilbage til Speedy og besluttede at passere Hamburg i de tidlige aftentimer, hvor trafikken næppe ville være så heftig, som hvis vi udsatte passagen til næste dags formiddag. Derfor fik Marie besked på at vise vej til Rendsburg, hvor der ligger en flot Stellplatz, som vi tidligere har besøgt.

Da vi ville være fremme efter kl. 21, var der ikke den store stemning for at lave aftensmad på dette sene tidspunkt, så i stedet stod den på Burger King undervejs.

Vel fremme i Rendsburg fandt vi let pladsen, indrettede os og fik et spil kort, inden der blev badet.

Fredag den 10. juli

Kørt fra Rendsburg over Danevirke og Hedeby til Sengeløse.

Km: 365 I alt 3.295 km.

Tanket 68 liter diesel. I alt 494,3 liter. Gennemsnit 6,7 km/liter.

Vi stod så tidligt op, at Imbiss’en endnu ikke havde åbnet, da jeg ville hente morgenbrød. Men kl. 8 var jeg atter på stikkerne og nu var der åbnet. Et skilt udenfor kundgjorde, at der blev lukket kl. 10:30 på grund af bryllup. Jeg spurgte om det var servetricen selv, der skulle gifes og fik at vide at det var det. Hun så også meget glad ud, så jeg ønskede held og lykke.

Snart var vi på vej til dagens første mål, Danevirke.

Dannevirke, der betyder Danernes værk, er et system af danske fortifikationer i Sydslesvig, nutidens Slesvig-Holsten. Denne lineære, defensive jordvold blev konstrueret tværs over den jyske halvøs smalleste sted umiddelbart inden vikingetiden. Den blev sidste gang brugt til forsvarsformål under 2. Slesvigske Krig i 1864.

Dannevirke regnes for Nordens største fortidsminde. Den tyske delstat Slesvig-Holsten søger i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande om anerkendelse af Dannevirke og Hedeby som UNESCO-verdenskulturarv.

Dannevirke strakte sig over 30 kilometer tværs over Jylland fra fjorden Slien i øst til marskområder omkring Trenen og Ejderen i vest. Op til 80 procent af jordvoldene er endnu bevaret. Men det skal bemærkes, at jordvoldene har sænket sig i løbet af tiden. Voldene var altså både højere og stejlere end nutildags.

Hovedvolden dannede centrum for hele Dannevirke. Den blev flere gange udbygget og forstærket. Syd for hovedvolden befandt Kovirke sig, en parallelliggende vold. Den såkaldte forbindelsesvold integrerede også Hedebys halvkredsvold i værket. Dannevirkes østervold, mellem Slien og Vindeby Nor, forsvarede halvøen Svans og sikrede at fjenden ikke kunne gå uden om hovedvolden ved at sætte over Slien på de smalle steder.

Dannevirkes enkelte volde er Østervolden (mellem Vindeby Nor og Slien), Forbindelsesvolden (mellem Hedeby og Thyraborg), Nordvolden (nordøst for Dannevirke Sø), Hovedvolden (Thyras Virke) med Kurborg, Thyraborg, Valdemarsmuren, Margretevolden samt Hærvejens Kalegat-port / Viglesport, Kovirke (mellem Rejde Å og Selk Nor), Krumvolden (ved Hollingsted), Slispærringen (ved den 280 meter brede Stegsvig Snævring i Slien) og endelig nogle små volde som buevolden og dobbeltvolden.

Voldanlæggene ligger cirka 15–20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. De første voldanlæg skulle beskytte det strategiske sted, hvor Hærvejen passerer mosestrækningerne vest for Slien ved Hedeby. Fra begyndelsen var det sakserne, man ville forsvare sig imod, senere blev det frankernes rige, så det Tysk-Romerske Rige og de vendiske obotritter, der drog hærgende op gennem Jylland. Statspolitiske og militærpolitiske ændringer førte omkring år 1300 til en opgivelse af forsvarsværket. Det fik dog kortvarig militær betydning igen under de dansk-tyske krige i 1848 og 1864. Under 2. verdenskrig var der planer om at omdanne volden til en kampvognsspærring.

Ud over at være en grænsebefæstning menes det også, at Dannevirke beskyttede trafikken mellem Vesterhavet og Østersøen via Hedeby. Skibe sejlede op ad Ejderen og Trenen, hvorefter varerne er blevet omladet og ført over land under Dannevirkes beskyttelse til Hedeby, hvor de igen blev omladet på skibe, som herfra kunne sejle ud gennem Slien (og omvendt).

Arkæologen Klaus Goldmann har fremsat en alternativ teori om at Kovirke, den mindre og ældre grav syd for hovedvolden, var en sejlbar kanal sammen med Dannevirke Sø. Da sluser ikke eksisterede i Nordeuropa på det tidspunkt, skulle kanalens højdeforskel være overvundet ved, at den bestod af flere opdæmmede sektioner med jordvolde imellem.

På stedet, hvor Dannevirkes hovedvold gennemskæres af Hærvejen, befandt sig i Harald Blåtands tid Kalegat eller Viglesport, der var Dannevirkes eneste åbning for den nord-syd gående trafik i Jylland. Al transport på Hærvejen måtte altså passere Kalegattet. Porten muliggjorde dermed en effektiv kontrol af al færdsel på Hærvejen. I 2010 lokaliserede arkæologerne porten tæt ved det nuværende Dannevirke Museum.

Dannevirke var indtil året 1800 også stort set sammenfaldende med sydgrænsen for det danske folkesprog.

Et meget udbredt sagn hævder, at Dannevirke blev grundlagt af Gorm den Gamles dronning, Thyra Danebod. Dette stemmer ikke overens med, at de første dele af bygningsværket er væsentligt ældre. Kulstof 14-dateringer antyder, at de første jordvolde i Danevirke allerede blev bygget i årtierne omkring år 500. Forudgående volde stammer måske endog fra 400-tallet.

Sagnet hævder videre, at sjællændere, fynboer, lolliker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke Sø, mens skåninger byggede den strækning fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden endnu kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse stadig populære sagn, er dog uvist, men det var normalt at opdele hæren efter mandskabets oprindelse. Det sønderjyske mundheld om folk, der kommer sammen langvejs fra, at de kommer "frå Fyn å frå Skån", påstås at stamme fra den tid.

Dannevirke blev bygget over flere faser. De ældste dele (Hovedvolden, Nordvolden og Østervolden) stammer fra omkring år 500 som en af de tidligste manifestationer af Danmark. Disse første volde var simple jordvolde og blev bygget i i alt tre faser frem til 700-tallet. Hovedvolden var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. Hovedvoldens fortsættelse mod nord kaldes Nordvolden og var cirka 7 km lang, 10 m bred og 2 m høj. Østervolden var cirka 3,3 km lang og skulle beskytte halvøen Svans. I en fjerde fase kom en træpalisadevold til, som er dendrokronologisk dateret til året 737. I samme år blev en kampestensmur sat i ler.

Den femte bygningsfase var omkring 800. Den første historiske oplysning er, at kong Godfred i 800 laver en befæstning (Kovirke) fra hav til hav. Den skulle beskytte Hovedvolden og Hærvejen. Kovirke var cirka 2 meter høj og 7 meter bred. Voldgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.

De fleste byggerier i Dannevirkes sjette fase (Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre) tilskrives kongHarald Blåtand. Hovedvolden blev udbygget, så den nu var cirka 5 meter høj og cirka 20 meter bred. Krumvolden blev oprettet gennem Rejde Å. Forbindelsesvolden, som er dateret til årene 964-968, knyttede Dannevirket sammen med Hedeby. Udbygningerne fandt sted få år før opførelsen af de store ringborge som Fyrkat og Trelleborg.

I 974 angribes Danevirke af kejser Otto 2’s tropper, og mindst én af portene stormedes med held. Udfaldet havde uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne. I 983 vendte dog krigslykken, og en dansk-abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.

Under kong Knud 2. den Hellige (1080-1086) blev voldene igen udbygget. I den sidste fase under Valdemarerne blev hovedvolden befæstet med Valdemarsmuren, som var den første store teglstensbyggeri i Danmark. Selv om voldene efterhånden mistede deres militærstrategiske betydning, beholdt anlæggene en stor symbolværdi for det danske rige.

Efter Slaget ved Bov i april 1848 blev voldene igen anvendt for militære formål. Men danskerne tabte det efterfølgende Slag ved Slesvig, som fandt sted tæt i nærheden af Dannevirke og landsbyen Bustrup, og måtte trække sig tilbage. Først efter Slaget ved Isted i 1850 befæstede danskerne igen Dannevirke med skanser, kanoner og brystværn til infanteriet. I 1861 blev voldene moderniseret.

I den dansk-tyske krig 1864 om hertugdømmet Slesvig opnåede Dannevirke næsten mytologisk status i Danmark og blev af mange civilister anset for at være uindtagelig. Volden udgjorde militærgeografisk en naturlig forsvarlinje, idet den er lokaliseret på denjyske halvøs smalleste sted, hvor de vestlige områder ved Ejderen og Trenen endda er sumpede og uigennemtrængelige for en hær.

Befæstningen udbyggedes med nye skanseanlæg tværs over Sønderjylland. I begyndelsen af året 1864 bestod voldene af 27 skanser og en bemanding på 38.000 mand. Derudover anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.

Men i 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt, langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne gå rundt om de danske linjer ved at krydse enten den tilfrosne Sli eller moseområderne vest for stillingen. General Christian de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til en sikrere forsvarslinje for at undgå indeslutning.

Af politiske årsager blev det anset for umuligt at trække hæren tilbage til Fyn eller Als, og de Meza besluttede derfor, at hæren skulle trækkes tilbage til stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg og vest for Sønderborg. Dybbølstillingen var nyere og i bedre stand end Dannevirkestillingen. Hærens tilbagetog til Dybbøl foregik til fods i stedet for ad den nye jernbane til Flensborg, og årsagen til dette diskuteres stadig af historikere. Nogle angiver, at broerne undervejs blev sprængt for tidligt eller at der var tale om en logistisk misforståelse.

Efter tilbagetoget slog vejret om til tøvejr. Hvor meget det ville have betydet for forsvaret af Dannevirke er uvist. De Meza lagde bl.a. vægt på, at terrænet foran Dannevirke allerede var under tysk kontrol.

I november 1944 besluttede tyske generaler sig for at ombygge dele af Dannevirke til et panserforsvar og begyndte at grave en dyb grøft i jordvoldene. Formålet var at beskytte Tyskland mod et allieret angreb gennem Jylland. Den danske arkæolog og forfatter Søren Telling fik imidlertid stoppet planerne ved at kontakte Heinrich Himmler i Berlin, som bestemte, at Dannevirke skulle skånes for vidtgående indgreb. Senere dækkede tyskerne pansergraven til igen.

Resterne af Dannevirke blev naturfredet i 1950. Otte år senere blev volden fredet som fortidsminde. I 1990 åbnede Sydslesvigsk Forening Danevirke Museum. Museet befinder sig tæt ved Valdemarsmuren i landsbyen Dannevirke.

En enkelt af skanserne fra den dansk-tyske krig i 1864, den såkaldte Skanse 14, blev genopbygget i 2001 i et samarbejdsprojekt mellem dansk og tysk militær. Skansen er beliggende tæt ved museet og den historiske hærvejskro Røde Kro / Rothenkrug. Siden 2006 arbejder Slesvig-Holsten i samarbejde med Danmark og de andre nordiske lande for at få Dannevirke og Hedeby anerkendt som UNESCO-verdenskulturarv.

I sommeren 2010 kunne arkæologerne ved Danevirke Museum lokalisere og udgrave den cirka seks meter brede Kalegatport, gennem hvilken den nord-sydgående trafik på Hærvejen foregik i de cirka 450 år, hvor Dannevirke var i funktion. Porten var dermed af afgørende betydning for handelen mellem Norden og kontinentet. Den er den første port, arkæologerne nogensinde har fundet i hele Danevirke. Ved Kalegattet, som også kaldes Viglesporten eller Hærporten, befandt sig også en toldstation og et værtshus. Fundet af porten blev mulig, efter at Sydslesvigsk Forening, der driver Danevirke Museum, erhvervede nabogrunden til museet. Som en sidegevinst ved udgravningen har arkæologerne også fundet den østlige ende af Valdemarsmuren fra 1170.

Efter at have gået en tur på volden og kigget ind i museet, der var ganske godt, fortsatte vi turen nogle få kilometer, frem til Hedeby.

Hedeby ligger overfor byen Slesvig ved fjorden Slien. Ifølge Frankiske rigsannaler, der er en slags årbøger, ødelagde den danske kong Godfred i 808 Hedebys konkurrent, den slaviske handelsplads Reric, der lå i nærheden af det nuværende Wismar, og flyttede købmændene fra dette sted til den danske by, Hedeby. De næste 250 år regnes Hedeby for en af de mest centrale og markante handelsbyer i vikingetiden.

Byen var placeret omkring Hedebybækkens udløb i Slien, og man satte træplanker op langs bækkens sider, så man kunne kontrollere dens retning. Byens gader var tydeligvis anlagt i forhold til bækkens forløb. Flere af gaderne var dækket med træplanker og havde stort set alle retning mod havnen. Langs gaderne lå små husgrunde med husene gavlvendt mod gaden. Husene var meget forskellige, men de bliver større, jo tættere på havnen man kommer.

Byen lå, så den nemt kunne nås fra øst og vest, og var derfor et knudepunkt for den nordeuropæiske handel. Fra øst kom man op af den 40 km lange og smalle fjord Slien. Herfra var blot 16 km til de sejlbare floder Ejderen og Treene så man kunne nå Vesterhavet. Tæt ved byen gik desuden Jyllands nord-syd gående hovedvej, senere kendt som Hærvejen.

I midten af 900-årene blev der opført en 1300 meter lang vold omkring byen, der nogle steder er op til 10-11 meter høj. Volden blev senere forbundet med Danevirke, og den blev forstærket flere gange, bl.a. med en ydre vold og flere spidsbundede voldgrave.

Hedebys havneanlæg har været meget vigtigt for byen som handelsplads og som samlingssted for flåden og har derfor også været udbygget og afspærret på fornemste vis. Havnen havde på et tidspunkt op til 60 m lange anløbsbroer, hvoraf nogle var så stærkt opbygget, at det tyder på, at lagerbygninger eller stalde og salgsboder kan have været placeret ovenpå dem. Byvolden fortsatte ud i havnebassinet, og her er også fundet nedhamrede pæle som yderligere afspærring for fjendtlige skibe.

Hedeby var en af de vigtigste byer i vikingetidens Skandinavien og derfor også en af de bedst undersøgte vikingebyer. Det meste af vores viden stammer fra de spor, som byen og dens indbyggere har efterladt sig i jorden. På grund af en vandstigning på 120 cm siden vikingetiden er bevaringsforholdene utroligt gode for træ og andet organisk materiale, som bevares bedst i fugtige iltfattige omgivelser.

De arkæologiske fund vidner om, at byen havde mange håndværkere, heriblandt smede, bronzestøbere, kam- og benmagere, lædermagere, smykkesmede, ravslibere, pottemagere og glasmagere. I to kilder nævner vikingerne Ottar og Wulfstan begge Hedeby som mål for handelstogter og beskriver for eksempel, hvorledes det tog fem dage at sejle fra Kaupang i Norge til Hedeby.

Den første gang byen nævnes i de frankiske rigsannaler, er da den danske konge i 804 samlede hær og flåde i Hedeby. Sidste gang byen nævnes, er i forbindelse med byens undergang. Vi ved dog ikke meget om hvorfor Hedeby forsvandt. Nogle skriftlige kilder fortæller, at byen i 1066 blev ødelagt af en slavisk hær. Andre beretter om den norske kong Harald Hårderådes angreb og nedbrænding af Hedeby i 1060. Arkæologiske fund vidner også om, at byen er brændt ned i anden halvdel af 1000-tallet og at den derefter ser ud til at miste sin betydning.

Hedeby stammer fra skellet mellem asetroen og kristendommen, men ikke alle overgav sig dog frivilligt til kristendommen i Hedeby. En tidlig kristen præst blev faktisk jaget ud af byen og kirken blev lukket. Den genåbnede i 854, men kristendommen måtte leve side om side med hedenskaben i mange år frem. I Hedeby har man fundet en støbeform, hvori der kan støbes både kors og torshamre. Og i 965 beskriver en arabisk købmand og diplomat, Al-Tartûschi, rædselsvækkende, hvordan indbyggerne i Slesvig tilbeder hedenske guder, og at de kaster deres nyfødte børn i havet for at spare udgifterne.

Der er ingen tvivl om, at Hedeby havde en stor betydning for vikingetidens handel og var særdeles vigtig for kongemagtens samling og konsolidering i Danmark. Byen var gentagne gange udsat for angreb og var i korte perioder på fremmede hænder. Kampen om den viser, hvor vigtig en brik den var i de store politiske spil i Norden og Mellemeuropa i vikingetiden. Da den forsvandt, blev dens funktion og betydning overtaget af den by, som også overtog et af dens navne: Slesvig, der ligger på den anden side af fjorden.

Efter et par timer i Hedeby returnerede vi til Speedy og satte kursen nordover. Inden vi passerede grænsen var vi et smut inde i Scandinvian Park i Handewitt lidt uden for Flensburg, for at proviantere. Men så gik det også nordover mod Kolding, hvor vi drejede til højre mod Fyn. Snart var Storebælt passeret og vi var hjemme på Sjælland. Lone havde inviteret på aftensmad og da Camilla havde ringet og oplyst det forventede ankomsttidspunkt, var maden klar, da vi ankom til Albertslund.

Efterskrift

Det blev jo en noget anden ferie, end jeg havde forventet rent tidsmæssigt. Men oplevelsesmæssigt kunne den næppe være bedre. Vi fik set en masse steder i Tyskland, som man normalt racer forbi på vej mod Middel- eller Adriaterhavet.

Vi fik fordybet os i den bayerske konge, Ludwig II, som var en meget spændende person, ligesom vi fik set en masse spændende middelalderbyer.

Vejret kunne bestemt heller ikke klage over. Det var først da vi atter nærmede os Danmark, at temperaturen faldt til omkring 200. Vi havde på det meste af turen været begunstiget med 25-300, nogle dage endog nærmende sig de 400.

Men mon ikke snart den står på Kroatien igen ?

Flemming Stagis

August 2015