Med Speedy til Harzen
Del 4
Tirsdag den 2. april 2002.
Jeg vågnede i løbet af natten ved at Lone smuttede ned fra alkoven og ud gennem døren. Fra vinduet i alkoven kunne jeg se, at hun ofrede lidt til jordguderne. Hun mente selv, at hun havde fået en dårlig fisk.
Det blev atter morgen, og selv om Lone var lidt sløv, hun havde været ude flere gange, så fik hun dog lidt morgenmad, inden vi pakkede sammen og fortsatte mod Goslar, som vi atter ønskede at besøge på en almindelig dag.
Vi fandt en P-plads umiddelbart uden for den gamle bydel og begav os mod centrum. En af de første gader vi kom igennem var ret speciel, da alle husene var beklædt med små skifertavler.
Goslar er ikke nogen lille by, da den huser omkring 42.000 indbyggere, og nogen ny by er det heller ikke, for den er grundlagt i 922. I årene 1000 til 1200 var den residensby for kejseren. Byen er blevet rig på minedrift af sølv, bly og kobber. Der er også fundet guld, om end i meget små mængder.
Vi slentrede gennem den gamle bydel, der nu var langt mere charmerende, da der var liv overalt. Vi handlede i flere forretninger og bl.a. fik Nicolai sig et par nye sko. Vi havde besluttet, at vi ville være på torvet kl. 12, for da var der et klokkespil med minearbejdere, der kom frem på kvistgavlen af mineselskabets hus. Der var flere scenarier, både med minearbejdere fra gamle dage og med arbejdere fra nyere tid.
Da vi havde set klokkespillet, blev der lige tid til en Wurst mit Brot, inden vi gik tilbage mod bilen for at forlade Harzen og køre hjemad.
Vi havde besluttet, at vi ville finde et sted i nærheden af Hamburg, hvor vi kunne overnatte, men det viste sig, at der ikke var nogen pladser åbne så tidligt på året, så vi måtte omkring 100 km nordøst for byen, inden der var bid, men det var så til gengæld en meget smuk plads lige ned til en rigtig sø – ikke noget med et opdæmmet reservoir.
Pladsen hed naturcamping Weisser Brunnen og lå i udkanten af en lille by, der hed Wittenborn. Jeg tror, at vi var de eneste rigtige campister på pladsen, som var åbnet dagen i forvejen. Der var nogle enkelte fastliggere, der gik og puslede. Vi handlede i butikken, hvor udvalget endnu ikke var særlig stort, men vi fik dog nogle øl og noget vin, så vi kunne fejre sidste feriedag på behørig vis. Der blev også tid til en lille gåtur inden vi krøb ned under dynerne.
Onsdag den 3. april 2002.
Tidligt op og afsted tilbage mod Hamburg. Vi skulle nemlig besøge Hagenbeck Tiergarten, en Zoo, som jeg har besøgt mange gange som barn sammen med mine forældre.
Vi fandt ind mod den rigtige del af byen og passerede lufthavnen, men så måtte jeg opgive at finde videre på fornemmelsen. Vi måtte ind på en tankstation, hvor jeg købte et kort og spurgte om vej. Jeg kunne nu have sparet begge dele, for jeg fik at vide, at jeg blot skulle køre 200 meter længere frem, hvor der stod et stort skilt og viste af mod højre til parken. Og ganske rigtigt, min fornem-melse havde altså været god nok, og få minutter senere kunne vi parkere ved parken.
Vi stillede os i kø, betalte og snart kunne vi slentre gennem parken, der er meget stor og stort set uden bure, da dyrene lever i landskaber bygget om som de naturlige levesteder for dyrene. Der er bl.a. et stort bjerg mit i parken, som man kan komme op i, og nyde udsigten ud over stedet. På bjergsiderne løber der så bjerggeder rundt. Vi var i parken i ca. 5 timer, men så var det også tid til at forlade stedet, køre mod Puttgarten og sejle hjem til Danmark.
Flemming Stagis
