Med Speedy til Norditalien - Juli 2011 - DEL 3

MANDAG DEN 18. JULI

Deiva Marina - Domaso

Vi var vågne i løbet af natten, da der kom en gevaldig regnbyge, der trommede løs på taget, men ellers sov vi til kl. 8, hvor hundene ville luftes og der så også blev købt morgenbrød.

Vi satte kursen mod Como-Søen, hvor vi havde plottet ”Camping Le Vele” i Domaso, der ligger ved den nordlige del af søen. En stor del af vejen køres der på motorvej, så efter at have passeret Milano var vi hurtigt fremme ved Como.

Comosøen, Lago di Como, er en gletcherskabt sø i den italienske region Lombardiet. Søen dækker et areal på 146 km² og er dermed Italiens tredjestørste sø, kun overgået af Gardasøen og Lago Maggiore. Comosøen er 410 meter dyb på sit dybeste sted, hvilket gør den til en af Europas dybeste. Søbunden befinder sig 200 meter under havets overflade.

Søen har form som et Y, der står på hovedet, og har navn efter byen Como, der ligger sydligst i den vestlige gren af dette Y. I bunden af den østlige gren ligger byen Lecco, og længst mod nord ligger byen Gera Lario.

Comosøen er berømmet for sin skønhed og for de smukke omgivelser. Søen har gennem mange år været et populært sted for aristokratiet og de velhavende at rekreere. I vore dage er der fortsat en række kendisser, som holder til ved søen, hvilket er med til at øge strømmen af turister. Der findes et stort antal af paladser med smukke parker, så som Villa Olmo, Villa del Balbianello, Villa Serbelloni og Villa Carlotta.

Blandt de mange kendte, som har - eller har haft - tilknytning til søen, kan nævnes Matthew Bellamy, Madonna, George Clooney, Gianni Versace, Ronaldinho, Sylvester Stallone og Richard Branson.

Turen fra byen Como op til Domaso, foregik langs den vestlige søbred og var en meget smuk tur, om end vejen til tider var meget smal. Begge bredder er tæt bebygget og nogle af villaerne er rene små slotte. Man har på fornemmelsen, at man kører i en meget langstrakt by.

 

 

Vi ankom ved 14.15-tiden og fik os installeret trods Lones protester over, at der var hunde på flere af pladserne omkring os. Det viste sig dog, at der ikke blev den helt store ballade ud af naboskabet, men da der dukkede en kat op, så brød helvede løs, men katten fortrak dog hurtigt igen og freden blev genoprettet.

Vi spiste frokost og efter maden gik vi ned til søen for at bade, men de fleste syntes, at vandet var for koldt, så Flemming var den eneste, der nu kan sige, at han har badet på begge sider af Italien og også i midten. Resten af selskabet var en tur i pladsens pool, som de dog også syntes var i den kolde ende af skalalen.

Eftermiddagen blev hygget væk med kabaler, læsning og skrivning af turberetning. En stor del af tiden foregik dette indendørs, da der kom regnbyger op gennem slugten og af og til faldt på pladsen.

Det var dog heldigvis ikke værre end der kunne grilles og spises udendørs om aftenen.

TIRSDAG DEN 19. JULI

Domaso

Lone og Flemming luftede hundene ved 8-tiden og fandt samtidig en campingplads i nærheden, hvor de solgte morgenbrød.

Efter morgenmaden gik alle en lang tur ind mod Domaso, som viste sig at være en hyggelig by med et lille torv og en lille havn, hvor fiskerne stadig holdt til og bødede deres garn på havnepromenaden.

 

 

På vejen tilbage blev der købt italiensk is og Nicolais nye smag blev denne gang æble, som han imidlertid ikke var ret begejstret for. Lige inden campingpladsen handlede Lone og Flemming i et større supermarked, hvor der bl.a. blev købt grill-spyd og Tiramisu.

 

 

 

Så lavede Lone ellers en bjerg af pandekager, som kom til at udgøre frokosten. Herefter var der almindelig eftermiddagshygge med masser af kortspil og læsning.

 

 

Det var begyndt at småregne ved 16-tiden og i løbet af eftermiddagen og aftenen blev regnen kraftigere, så der til sidst høvlede ned. Vi følte med turisterne i telte og priste os lykkelige over at vi kunne sidde tørt og varmt (der var 17 gr. C udenfor) i vores autocamper.

 

 

Trods regnen blev Flemming sendt udenfor for at grille aftensmaden og koge pastaen, mens Lone lavede tomat- og agurkesalat inde i vognen.

Noget efter aftensmaden kom desserten på bordet. En himmelsk Tiramisu, der forsvandt som dug for solen.

ONSDAG DEN 20. JUNI

Domaso (I) – Lichtenstein (FL)

Så kom dagen, hvor vi skulle forlade Italien. Aftenens regn havde også trommet på taget, da vi lagde os til at sove, men da hundene skulle luftes tidligt denne morgen, strålede solen fra en næsten skyfri himmel Vi kunne imidlertid se, at det havde været koldt og nedbørsrigt natten igennem, for de højeste bjergtinder omkring os var nu dækket af sne, hvilket de ikke havde været, da vi ankom til Domaso.

 

 

Morgenmaden blev overstået og mens pigerne vaskede op, så klarede drengene nedpakningen af Speedy, så vi kunne komme videre. Næste stop skulle være Lichtenstein, og turen dertil skulle gå gennem Schweiz. Grunden til denne rute var, at børnene manglede at besøge disse to lande og at de voksne ikke tidligere havde været i Lichtenstein.

 

 

Det blev en smuk tur, først op langs det sidste stykke af Como-søen og dernæst ind i det bjergrige Schweiz. Dog skulle der lige købes en vignet, så vi kunne køre på motorvej i Schweiz, hvilket beløb sig til knapt 270 danske kroner. Det viste sig senere, at vi kun kørte på motorvej knapt 40 km, så det var da noget af en km-pris. Der sælges kun vignetter, der er gældende et helt kalenderår. Mon det er for at holde gennemkørende trafik ude ?

 

 

 

Turen førte os op over to pas, først Pso de Maloja, som ikke var så højt, men hvortil der førte en sej serpentine-vej. Kort efter dette pas holdt vi ind ved Silser søen, luftede hunde og spiste frokost. Kort efter kom der flere serpentine-veje og vi passerede Julierpass i 2284 meters højde. Børnene var noget imponerede, da det faktisk er højere end det højeste sted, når vi står på ski i Saalbach. Vi var langt over trægrænsen, og naturen virkede meget barsk, ligesom temperaturen heller ikke var til at kimse ad. Kun sølle 10 gr. C. Vi gjorde et lille holdt for at opleve den fantastiske natur.

 

 

 

Nu gik det dog heldigvis nedad igen, og ved 15.30-tiden trillede vi over en bro over Rhinen og var så i det lille fyrstendømme Lichtenstein, der kun er 24,8 km langt og 12,5 km bredt. Grænsen mod Schweiz er 41,2 km. lang og mod Østrig 36,7 km.

Liechtenstein er et fyrstedømme der ligger mellem Schweiz og Østrig og er Europas eneste tysktalende land, der ikke har grænser direkte med Tyskland.

Fyrstendømmet er et konstitutionelt monarki bestående af 11 kommuner. Hovedstaden er Vaduz, hvor også fyrsten har til huse. Liechtenstein har verdens højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger på 162.000 schweizerfrank (2006) svarende til ca. 570.000 danske kroner.

Hele grænsestrækningen mod Schweiz forløber langs Rhinen. Den sydlige og østlige grænse er præget af bjergkæden Rätikon i Alperne. Liechtensteins højeste punkt er Grauspitz med en højde på 2.599 m.o.h. Det dybeste punkt er Rugeller Riet med en højde på 430 m.o.h.Den højest beliggende by er Triesenberg i 886 m.o.h.

Omkring to tredjedele af indbyggerne er indfødte liechtensteinere (65,8%) mens en femtedel (20,1%) kommer fra de øvrige tysktalende lande (Schweiz, Østrig og Tyskland).

Fyrstendømmet er opstået gennem en erhvervelse af herskabet Schellenberg (1699) og grevskabet Vaduz (1712) af fyrstefamilen Liechtenstein. Familien kan spores tilbage til 12. århundrede, og navnet har familien fra Burg Liechtenstein i Mödling i Niederösterreich ved Østrigs hovedstad Wien. I 1719 slog kejseren for det tysk-romerske rige, Karl 6., de to områder sammen og ophøjede det til et selvstændigt fyrstendømme og gav det navn efter fyrsten af Liechtenstein.

Under koalitionskrigen i 1799 var fyrstendømmet først besat af Frankrig sidenhen af Østrig. Ved afslutningen af det tysk-romerske rige i 1806 efter Napoleons okkupation af store dele af riget blev Liechtenstein den 12. juni 1806 optaget i rhinforbundet som en suveræn stat og var fra 1815 en del af det tyske forbund, der blev dannet på Wienerkongressen. I 1862 underskrev fyrst Johann 2. en konstitutionel-monarkisk forfatning for at forhindre en revolution. Siden 1866 har Liechtenstein været en uafhængig og neutral stat. I 1868 opløstes militæret af økonomiske årsager.

Indtil 1. verdenskrig var Liechtenstein gennem en fælles overenskomst tæt forbundet til det østrig-ungarske kejserrige. Da dette i 1918 gik i opløsning blev Liechtenstein tættere knyttet til Schweiz. Liechtenstein indførte derefter den schweiziske frank som valuta og indgik fra 1923 i den schweiziske toldunion. Siden 1924 har Schweiz for det meste varetaget landetsudenrigspolitiske interesser. Liechtenstein har dog egne repræsentationer i Berlin, Bern, Bruxelles, Geneve, New York (i FN), Strasbourg, Washington og Wien.

Med forfatningen fra 1921 blev fyrstendømmet et konstitutionelt monarki med en demokratisk-parlamentarisk regeringsform. Under 2. verdenskrig blev Liechtenstein - ligesom Schweiz - på grund af sin beliggenhed og den politiske neutralitet, forskånet for besættelse og krigshandlinger. Liechtenstein oplevede herefter - begunstiget af toldunionen med Schweiz, den lave skat og neutraliteten - et erhvervsmæssigt opsving.

I 1984 fik kvinder stemmeret, og i 1990 blev Liechtenstein medlem af FN.

I 1992 kom det til den såkaldte "statskrise". Fyrst Hans-Adam 2. ville gennemføre landets afstemning om deltagelse i EØS før Schweiz, for at sikre en positiv udgang. Regeringen og parlamentet stemte for deltagelsen, men holdt fast på en afstemning efter Schweiz. Hans-Adam 2. truede med at afskedige regeringen, opløse Landdagen og regere gennem nødret. Efter pres fra folket gav statsoverhovedet efter og afstemningen blev lagt før afstemningen i Schweiz. Statskrisen medførte en årelang forfatningsdiskussion.

Mens Schweiz gennem afstemningen afviste optagelsen i EØS, så stemte et markant flertal i Liechtenstein for, og landet indtrådte i EØS den 1. maj1995. Medlemskabet har haft stor betydning udviklingen af de finansielle virksomheders sæde i Liechtenstein.

I 2003 trådte efter heftige kontroverser en ny forfatning i kraft, som blev tiltrådt af folket. De politisk modstandere mente, at magtbalancen i landet forskubbedes til gunst for monarkiet. Således fordeles suveræniteten ligeligt mellem folket og fyrsten.

Den 15. august2004 udnævnte fyrst Hans-Adam 2. sin søn og arveprins Alois von Liechtenstein som sin stedfortræder.

 

 

Vi fandt hurtigt frem mod byen Triesen, hvor der kort forinden var en campingplads, den eneste i ADAC-guiden, som hed ”Camping Mittagsspitze”.

 

 

Det var en hyggelig plads, men uden ret mange besøgende, så vi havde det stille og fredeligt. Stedet havde godt nok en dejlig pool, men det dårlige vejr fra Como var vendt tilbage, for det småregnede. Der var derfor ikke den store lyst til at prøve poolen, og da det samtidig viste sig, at der slet ikke var vand i den, så blev der i stedet eftermiddagshygget med drinks og chips, inden der blev lavet aftensmad. Egentlig skulle det have været grill-mad, men grundet vejret blev maden i stedet lavet i ovnen.

 

 

Aftenen blev sluttet af med et spil ”Trivial Persuit”

TORSDAG DEN 21. JULI

Lichtenstein (FL) - Füssen (D)

Vi sov helt til 8.30 og fik så ellers travlt med at lufte hunde og hente morgenbrød.

Vi forlod pladsen kl. 10.30 og kørte først mod Lichtensteins hovedstad Vaduz, vi kørte gennem centrum, men fandt hurtigt ud af, at her var der ikke så meget at komme efter, at vi var villige til at spilde tid på byen, så vi fortsatte mod først den schweizisk/østrigske grænseby Lustenau og dernæst mod den østrigske/tyske grænse ved Bregens/Lindau.

Som det ses af ovenstående, så kørte vi et lille stykke i Østrig, og faktisk var der motorvej, men da det drejede som et meget lille stykke, valgte vi at køre ad de almindelige veje og dermed spare en vignet.

Efter at være kommet ind i Tyskland kørte vi mod Füssen, hvor vi ville se slottet Neuschwanstein, som vi havde haft på programmet i 2007, men som blev droppet grundet en gevaldig regnvejrsdag. Nu så det bedre ud, solen skinnede og det var dejligt vejr.

Vi nåede frem til Neuschwanstein lidt før kl. 14, fandt en parkeringsplads og spiste frokost.

 

 

Så begav vi os mod stedet, hvor man solgte billetter. Her var der en lang kø, men Flemming blev sat til at skaffe billetter, hvilket viste sig at være svært, for første ledige rundvisning var først efter kl. 17. Vi besluttede at reservere billetter til næste dags første rundvisning, hvilket viste sig at være kl. 9.20, men der skulle hentes billetter en time før.

Vi returnerede til bilen og plottede et supermarked ind i navigatoren. Det viste sig at være en Lidl, der lå lige i den nordvestlige udkant af Füssen. Mens drengene handlede, udforskede Lone omgivelserne og fandt ud af, at der lå en meget stor autocamperplads lige i nærheden af Lidl. Ligeledes fandt hun ud af, at der var flere gode butikker i området, så pigerne anbefalede, at vi overnattede på autocamperpladsen. At der også var en elektronikforretning tæt på, gjorde det ikke så svært at overtale Nicolai.

Drengene gik først til elektronikken, hvor Flemming købte en opsamlings-CD med Cat Stevens for 50 kr. Dernæst kiggede de på en tøjbutik med stærkt reducerede priser. Nicolai prøvede et par skjorter, men ville alligevel ikke havde dem, efter at have prøvet dem.

Da drengene returnerede, blev pigerne sendt af sted. Flemming begyndte at skrive turberetning, men så ville Louis pludselig ud, og udenfor pladsen stod pigerne. De havde købt nogle sko, men da butikken kun tog det tyske EC-kort, blev skoene stillet til side, og Flemming måtte ind og indløse dem med kontanter. Så gik turen videre til elektronikbutikken, da Camilla også godt ville se den. Endelig blev ”Fressnapf”, der er en dyrebutik, besøgt. Her blev der købt nogle specielle hundegodbidder, som ikke kan købes i Danmark.

Tilbage på pladsen havde klokken nu passeret 18 og Flemming stillede op i køen for at betale. Det viste sig, at når man lå på denne autocamperplads, så kunne man få rabat på besøget på slottene. Nu må vi så se, om det virker i morgen.

Vi ville egentlig have spist på pladsens restaurant, men med skoindkøb og betaling i Lidl, der heller ikke tager kort, så var der ikke mange likvide midler til rådighed til at betale kontant for mad i restauranten, som heller ikke tog kort. I stedet blev der lavet hjemmelavede burgere i bilen.

Nicolai konstaterede i løbet af aftenen, at det havde været en god dag, hvor vi havde været i ikke mindre end 4 forskellige lande (Lichtenstein-Schweiz-Østrig-Tyskland)

FREDAG DEN 22. JULI

Füssen - Rothenburg ob der Tauber

Lone og Flemming stod op 6.45, luftede hunde og købte morgenbrød. På vej til bageren kom en dame i hvide bukser, hvide Crocs og hvid kittel ud fra bageren, styrede tværs over gaden og kastede sig over vores hunde. Hun kunne godt se, at Louis var en fransk bulldog, men troede at Coco måske var en Boston terrier. Man var ikke i tvivl om, at fruen kunne lide dyr, og det viste sig da også, at hun var gift med stedets dyrlæge.

Vi forlod den dejlige autocamperplads kl. 7.55 med kurs mod slottet Neuschwanstein, hvor vi skulle hente billetter kl. 8.20, hvilket vi sagtens nåede, og vi fik også den rabat, som vores kort fra autocamperpladsen skulle give mulighed for. Hundene havde fået lov til at blive tilbage i bilen, mens vi andre begav os op mod slottet. Det tog knapt 40 minutter at nå derop, og så var der ellers ventetid på omkring en halv time, inden vi blev lukket ind til dagens første rundvisning på engelsk.

 

 

Takket være den bayerske Kong Ludwig II har vi dels Wagners operaer og dels Neuschwnastein, et af verdens smukkeste slotte, som senere inspirerede til Torneroses slot i Disneyland. Men interessen for opera og slotsbyggeri kostede kongen både tronen og livet.

Da Kong Ludwig II af Bayern i 1869 satte byggeriet af eventyrslottet Neuschwanstein i værk, var det samtidig begyndelsen til enden på et liv, der på alle måder var mere inspireret af fantasien end virkeligheden.

 

 

 

Ludwig II af Bayern kommer til magten 10. marts 1864, da hans far, Ludwig I, dør. Ludwig II er blot 18 år gammel, og fra at have levet sin barndom på moderens slot langt fra virkelighedens verden, skal han nu pludselig lede et land. Selv om Bayern er et selvstændigt kongerige, er kongens magt indskrænket.

Den reelle magt ligger hos regeringen og embedsmændene, og kongens fornemmeste opgaver er at underskrive nye love og repræsentere landet. Men dette passer bestemt ikke Ludwig. Han drømmer sig tilbage til enevældens glorværdige tid og undersøger, om det er muligt at købe et andet kongerige. En udsending undersøger mulighederne for at købe Costa Rica, Samoa eller Afghanistan, men alle tre lande bliver afslået af kongen, da han finder landene for uciviliserede. I stedet kaster han sin interesse på Mallorca, men da Spanien kræver 50 millioner rigsmark, må Kong Ludwig II opgive. Han har ikke pengene.

Ludwig kaster nu sin tid og kærlighed på sin helt store interesse, Wagners operaer. Siden han første gang hørte Wagners Opera ”Lohengrin” som sekstenårig, ændredes hans liv.

Men lykken er kort. I 1866 bryder en krig ud mellem stormagterne Preussen og Østrig-Ungarn. Ludwig er tvunget til at vælge side, og valget falder på Østrig-Ungarn. Desværre for Ludwig vinder Preussen, og Bayern bliver indlemmet i det nye kejserrige, som jernkansleren Otto von Bismarck er ved at opbygge.

Kong Ludwig II får dog lov at beholde sin trone, men kongedømmet er nu en del af kejserriget Preussen. Bayern har dog i vid udstrækning selvstyre, med blandt andet indkrævning af skatter og afgifter, men intet af dette interesserer Ludwig.

I stedet sætter han i 1869 gang i byggeriet af slottet Neuschwanstein i Alperne. Slottet skal bygges som en gigantisk kulisse for Wagners operaer. Ludwig er på dette tidspunkt nærmest afhængig af Wagners musik, og han sender store pengebeløb til komponisten, så han kan fortsætte med at skrive musik. Ludwig selv bliver mere og mere sær, og mens Neuschwanstein bliver bygget, lukker han sig inde på moderens slot Hohenschwangau, som ligger blot to kilometer fra kongens eget slot.

Som årene går, forfalder kongen, og i en alder af 40 er hans atletiske træk forsvundet, og tænderne er faldet ud på grund af dårlig livsførelse. Ludwig taler sjældent med sine embedsmænd, han sover dagen lang, og forlader han endelig moderens slot, sker det om natten, hvor han ofte rider lange ture.

Håndværkerne fortsætter arbejdet med at opføre Neuschwanstein, mens kongens gæld bare vokser. Ludwig er meget nidkær over for sit drømmeslot, og han tillader ingen gæster på slottet, før det står færdigt. Desværre for Ludwig dør Wagner i 1883, uden at have set det slot, som Ludwig er ved at opføre til ære for komponistens værker.

 

 

Men Ludwigs problemer er først ved at tage fart. I 1886 er kongens gæld mere end 20 millioner rigsmark, og der er ingen udsigt til, at Bayerns indkomster kan betale gælden. Regeringen beslutter, med en læge i spidsen, at afsætte kongen. Tidligt om morgenen 10. juni 1886 tvinger en gruppe mænd sig adgang til Neuschwanstein, som kongen mindre end et halvt år tidligere er flyttet ind i.

De fortæller kongen, at han er afsat på grund af sindssyge, og tager ham med. Men blot to dage senere dør Kong Ludwig II under mystiske omstændigheder under en gåtur. De faktiske omstændigheder ved kongens død forbliver for altid et mysterium. Efter 17 års byggeri, nåede Ludwig blot at bo på slottet i 172 dage.

 

 

Da kongen er død, og der ikke findes en plausibel forklaring derpå, beslutter den bayerske regering at åbne Neuschwanstein for offentligheden. Formålet med åbningen er at bevise, at kongen var gal. Enhver vil kunne se, at slottet er tænkt af en gal mand.

Så blot seks uger efter kongens død åbnes Neuschwanstein for offentligheden. Men reaktionerne på slottet er en del anderledes end forventet. I stedet for at forarges over den enorme gæld, kongen oparbejdede for at bygge slottet, fascineres og imponeres turisterne i en sådan grad, at entreindtægterne fra slottet har betalt kongens gæld i løbet af få år.

 

   


Siden har slottet genereret en enorm turistindtægt for den bayerske delstat. Med 1,3 millioner turister hvert år er Neuschwanstein Tysklands mest besøgte slot, og da Walt Disney skulle opføre Disneyland i Orlando, Florida, brugte han Neuschwanstein som inspiration til Torneroses slot. Neuschwanstein var jo trods alt kongens eventyrslot.

 

 

Vores guide på Neuschwanstein var meget sød, men hendes engelske var med udpræget tysk accent, men det gik dog lige med at forstå hende. Rundvisningen tog godt en halv time og var så absolut pengene værd. Det er et meget interessant og smukt sted, som vi efterfølgende var glade for at have set. Da den guidede tur var overstået, gik Lone og Camilla videre op til Marienbrücke, hvorfra der var en flot udsigt ned til slottet, undervejs hilste de på 2 franske bulldog. Nicolai og Flemming gik direkte tilbage mod Speedy, for at tage sig lidt af hundene og undervejs fik de sig lige en gigantisk is hver.

Da drengene kom tilbage til Speedy, var der 2 hunde, der var mere end glæde for at se velkendte mennesker igen.

Vi kørte fra parkeringspladsen ved slottet kl. 11.30 og satte Marie til at vise os vej til Rothenburg ob der Tauber, hvor vi godt nok har været før, men som alle syntes var så smuk, at vi sagtens kunne gøre holdt der. Vi ankom kl. 14.40 og fandt en af byens flere pladser for autocampere, vi betalte og begav os ind i byen. Autocamperpladsen ligger vel omkring 200 meter fra en af de gamle byporte, så det tager ingen tid, hvorefter man står i en af Tysklands mest velbevarede middelalderbyer.

 

 

Rothenburg ob der Tauber har siden 1803 været en by i den tyskedelstatBayern. Indtil 1803 var den en fri rigsstad og er i dag med sin velbevarede gamle bydel et velkendt turistmål. Byen har godt 11.000 indbyggere.

Rothenburgs oprindelse går tilbage til omkring 970 i Detwang, der er en bydel i det nuværende Rothenburg. I 1172 fik Rothenburg status som by. De første bymure blev bygget, hvoraf Weisser Turm, Markusturm og Röderbogen fortsat består.

 

 

Da Rothenburg i 1274 blev en fri rigsstad var den én af de 20 største byer i det Tysk-Romerske Rige. Befolkningen var på omkring 5.500 mennesker indefor bymurene og 14.000 i det omkringliggende 390 km² store område.

I oktober 1631, under trediveårskrigen, ville den katolskeGeneral Tilly indkvartere sine 40.000 soldater i den protestantiske by Rothenburg og den blev plyndret. Kong Gustav II Adolf af Sverige opholdt sig også i Rothenburg i 1631. Byen blev belejret og indtaget af franske tropper under ledelse af general Turenne i 1645. Ved freden i 1648 måtte byen betale krigserstatning og blev nødt til at låne til dette. De sidste soldater forlod først byen i 1650 og byen havde da mistet halvdelen af befolkningen, og byudviklingen stoppede op.

 

 

I marts 1945, under anden verdenskrig, blev byen bombet af de allierede; 39 mennesker blev dræbt, og 306 huse, 6 offentlige bygninger, ni tårne og 600 meter af bymuren, i alt omkring 40% af den gamle bydel, blev ødelagt. I årene efter krigen er byen omhyggeligt blevet genopbygget og rekonstrueret til det oprindelige.

 

 

Vi var i byen i knapt 3 timer, fik købt en flot dolk til Nicolai, og en magnet til Lone, men der blev også nydt is-desserter på hovedgaden. Endelig blev der købt ”snebolde” til aftensmaden. Snebolde er vel nærmest båndnudler af kage, bagt i et specielt jern, så de blev runde og dernæst drysset med flormelis eller dyppet i forskellige slags chokolade.

 

 

Så returnerede vi til bilen, hvor vi først fik drinks og chips og dernæst spillede kort, inden der blev startet på fremstilling af aftensmad.

 

 

 

LØRDAG DEN 23. JULI

Rothenburg ob der Tauber - Bad Gandersheim

Vi forlod Rothenburg ved 9.30-tiden og kørte ud til BAB (BundesAutoBahn) 7, som faktisk starter i Füssen og løber hele vejen op gennem Tyskland til den danske grænse ved Flensburg. Så langt skulle vi dog ikke, da vi havde fundet en autocamperplads ved en campingplads, ”DCC Kur-Campingpark” ved Bad Gandersheim.

Da vi efter ca. 3 timers kørsel dog var nået frem til Kassel, besluttede vi at gøre et holdt for at se på et par af byens seværdigheder, nemlig slottet ”Wilhelmshöhe” og kæmpemonumentet Herkules, der indgår i slottets park. Vi startede med at spise frokost på slotsparkens parkeringsplads, inden vi begav os af sted mod slottet, der ligger i en dejlig park.

Bjergparken omkring Wilhelmshöhe var oprindeligt opført i barok stil, men blev efterfølgende ændret i stil med en engelsk landskabshave. I dag optræder den berømte bjergpark i Kassel som det ypperste af ​​de mange attraktioner i området. Parken står på UNESCO's listeover verdens kultur- og naturarv. Der er tale om Europas største park opført som et bjerg. Ned over bjerget løber vandet i kaskader og et par gange om ugen åbnes der for et formidabelt "vandspil", som bl.a. omfatter et springvand på 52 meters højde. Desværre oplevede vi ikke vandspillet, da vi ikke var der på en af de rigtige dage.

De mange attraktioner i parken omfatter bl.a. slottet Wilhelmshöhe med sine berømte samlinger, Löwenburg,skabt som en kunstig ruinog ikke mindstsymbolet på byen Kassel, det mægtige Hercules-monument. Fra udsigtsplatformen ved foden af Hercules bydes der på en imponerende udsigt over bjergene, parken og byen.

Ud over sin kulturelle og historiske betydning har den store park også en høj prioritet som rekreativt område for befolkningen i Kassel.

 

 

Slottet Wilhelmshöhe er opført i perioden 1786-1803. I den ældste del af slottet,den såkaldte Weißenstein-fløj, kunneskaderne i forbindelse med 2.Verdenskrig relativt hurtigt genoprettes. Værelserne blev restaureret til deres oprindelige form så tidligt som i 1955, hvor denne del af slottetåbnede som museum. Den øvrige del var stærkere beskadiget, hvorfor de sidste dele først blev genåbnet i 1974. Slottet huser bl.a. en af de største og vigtigste Rembrandtsamlinger.

Øverst oppe i parken troner den enorme Herkules-figur, en 8,5 m høj kobberstatue, på en 8-kantet base. Monumentet er fra 1718 og er i øjeblikket ved at blive restaureret, og var derfor delvis inddækket.

 

 

Vi vandrede rundt i parken og så på mange dejlige træer og blomster og på hvorledes hele parken var opbygget med kunstige bjergvandfald, små pavilloner og det lille slot – ”Löwenstein”.

Vi slentrede rundt i parken en times tid og Lone snakkede om at vi skulle gå op til monumentet med Herkules, der ligger ca. 1 km op ad bakke. Hundene var imidlertid ved at være godt trætte, så idéen blev droppet og i stedet returnerede vi til Speedy og besluttede at køre op til monumentet.

Flemming mente, som tidligere, at der måtte være en nemmere vej, end den Marie anviste, så efter flere kilometers kørsel måtte han vende og læne sig op ad Maries anvisninger.

 

 

Vel ankommet til Herkules besluttede vi, at hundene skulle have hvil i bilen og vi 4 resterende mennesker gik det sidste stykke op til monumentet. Herfra var der en fantastisk udsigt ud over byen Kassel, som ligger ved floden Fulda i det nordlige Hessen. Med ca. 194.000 indbyggere er det den tredjestørste by i delstaten efter Frankfurt am Main og hovedstaden Wiesbaden. Kassel er hovedsæde for de administrative enheder Regierungsbezirk Kassel og Landkreis Kassel. De nærmeste store byer er Hannover (164 km mod nord), Dortmund (165 km mod vest) og Frankfurt am Main (190 km mod syd). Internationalt er Kassel særlig kendt for kunstudstillingen Documenta, som er én af de største udstillinger med moderne kunst.

Kassels historie går tilbage til år 913, hvor byen fik sine rettigheder af kong Conrad den første. Navnet betyder egentlig borg, hvilket hentyder til, at byen var svært befæstet. Byen er anlagt som en handelsplads ved floden Fulda, der er en biflod til Weser, som løber ud i Nordsøen ved Bremerhafen. Den var residensby og hovedstad af regional betydning fra 1272 til 1866, derpå preussisk provinshovedstad indtil 1944.

Af kendte personer fra Kassel kan bl.a. nævnes brødrene Grimm, som mindes med et museum i byen. Kassel er endvidere hovedbyen for Den Tyske Eventyrvej (Deutsche Märchenstraße).

 

 

På vej tilbage fra Herkules stødte vi ind i caféen ”Herkules-Terrasse”, hvor vi blev nødt til at indtage 4 kopper chokolade med flødeskum, samt 4 velsmagende kager, hvorefter vi gik til Speedy, hvor 2 hunde blev meget glade for at se os.

Så fortsatte vi mod Bad Gandersheim, og kl. ca. 17.45 kørte vi ind på campingpladsen DCC-Kur-Campingpark, der ligger nogle kilometer udenfor byen. Priserne var så billige, at vi kørte ind på selve pladsen, i stedet for at holde udenfor bommen.

Bad Gandersheim ligger i det sydlige Niedersachsen og har en befolkning på ca. 10.500. Byen har mange bindingsværkshuse og er placeret på Deutsche Fachwerkstraße (Den tyske bindingsværksrute).

Byen kan dateres tilbage til 852, hvor Gandersheim Kloster blev oprettet i det nærliggende Brunshausen Liudolf af Hertugen af Sachsen. Den første klosterkirke i byen blev påbegyndt i 856 og i 990 fik klostret markeds- og skatterettigheder. I løbet af 900-tallet var Gandersheim en af ​​de vigtigste byer i Sachsen, og det var her den første tyske digter, Hrosvit, boede og arbejdede indtil 973. I 1159 blev Gandersheim første gang nævnt som en by.

Da en mineralsk kilde blev opdaget i 1240, indledte pave Gregor IX opførelsen af ​​Helligåndshospitalet. Omkring 1330 byggede hertugerne af Braunschweig en borg som modvægt til klosterkirken.

 

I slutningen af ​​1800-tallet begyndte byen at blive kendt for de helbredende virkninger fra de mineralske kilder og i 1932 fik byen den officielle ret til at kalde sig en spa-by, altså 'Bad' Gandersheim, på grund af disse kilder.

I sommeren 1926 var der en tre-dages "Roswitha Mindefestlighed i 1000-årige Gandersheim". Det var første gang den middelalderlige forfatter blev brugt som et symbol for byen. Lignende festlighederne fandt sted i 1930 og 1933, og disse havde klare national-socialistiske temaer - 'tyske Kultur' imod 'jødisk-kommunistiske Decadence ".

I 1952 fejrede byen det 1100 års jubilæum for grundlæggelsen af ​​klosteret ved Liudolf. Et skuespil "The Song of Gandersheim" blev opført på torvet. Dette var den uofficielle optakt til sommerens festival Gandersheimer Domfestspiele, som er blevet opført hvert år på pladsen foran Stiftskirche siden 1959.

Vi fik velkomstdrink i Speedy og spillede et slag kort, inden vi ved 19-tiden gik over til stedets restaurant, hvor vi fik ferieafslutningsmiddag i form af schnitzler med champignon i flødesovs, hvortil hørte pommesfrites og salat-buffet. Nicolai fik dog kalkun i champignon-/flødesovs med tilhørende rösti og salat. Også mens vi spiste, havde hundene været alene hjemme og selvfølgelig blev de glade for at se os igen. Nu havde de så været alene 2 gange i dag, uden at det havde skabt problemer.

Resten af aftenen blev først brugt på badning og dernæst blev ferieafslutningen ”fejret” med kaffe/the/kakao og rester af gårsdagens snebolde. Der smuttede dog også lige nogle Bailey´s indenbords.

 

SØNDAG DEN 24. JULI

Bad Gandersheim - Sengeløse

Vi stod lidt sent op, men var alligevel hurtigt afsted, og det gik godt nordpå. Flemming havde regnet med, at vi skulle spise frokost, når vi havde passeret Hamburg, der var beregnet til kl. 13, men sådan skulle det ikke blive. Da vi nåede frem til Hamburg røg vi ind i en 17 km lang kø, der til tider holdt totalt stille i meget lang tid. Da kl. blev 15, begyndte Lone at rette an til frokost mens vi holdt stille. Ved 16-tiden nåede vi frem til en afkørsel, hvor vi smuttede af motorvejen, kørte ind gennem centrum og ud på motorvejen igen langt øst for Hamburg. Vi havde undgået en stor del af køen, men alligevel mistet ca. 3 timer.

 

 

Vi nåede frem til Puttgarten ved 17-tiden og kom med den første færge.

Vi trillede ind i indkørslen kl. 20.30, efter at have hentet pizzaer hos Pizzeria Venedig i Hedehusene.

Navigatoren viste, at vi havde brugt 68½ time til at køre 4.514 km, hvilket giver en gennemsnitsgastighed på 66 km/time.

EFTERSKRIFT

Atter har autocamper-ferie vist sig at være noget, som vi kan bruge. Vi ligger ikke så længe på de enkelte pladser og er meget mobile med en autocamper. Vi pakker vognen ud på under 10 minutter, så er der rullet markise ud, lagt gulvtæppe og opsat bord og stole. Ikke noget med store fortelte o. lign. Når vi skal afsted igen, er det modsat procedure, der også kun tager ca. 10 minutter, og så er vi på farten.

Vi bestiller aldrig pladser i forvejen, for vi ved aldrig hvor ferien fører os hen. Vi har en overordnet plan, men den bliver kun fulgt i hovedtrækkene. I år havde vi bl.a. haft Verona på programmet, men da vi så ikke kunne finde en acceptabel campingplads ved byen, så ændrede vi rute og kørte i stedet fra Vicenza til Firenze.

Også på vestkysten var vi frit stillede og fandt derfor først pladsen i Viaregio, hvor vi havde en overnatning, så vi også kunne bade i Middelhavet. Fra Viaregio kørte vi nordpå til området "Cinque Terre", som faktisk slet ikke var med i vores planer, men som viste sig så interessant, at vi blev der et par dage.

Grundet vore tidligere ture i Kroatien og turen i Italien i 2007, var vi lidt nervøse for prisniveauet på campingpladserne. Men vi blev glædeligt overraskede, for gennemsnitsprisen har nok ligge på omkring 45 Euro (knapt 350 kr.), hvilket er noget under det vi betaler, når vi drister os på campingplads i Danmark. Det skal bemærkes, at vi er 4 voksne, 2 hunde og strøm, der skal betales for.

Vi var af og til i forbindelse med Danmark og fik meddelelser om, hvor vederstykkeligt vejret var der hjemme. Gråvejr og regn og stort set ikke noget sol. Vi havde, så længe vi holdt os syd for alperne, skyfri himmel med mellem 30 og 35 grader. En enkelt dag i Pisa sneg temperatuiren sig op på 38 grader. Det var for meget for både vi mennesker og for vores hunde. En 5-6 nætter havde vi air-con'en kørende, så vi kunne sove i et par og tyve grader. Det var meget behageligt, men støjede noget inde i bilen. Men hellere lidt støj end at ligge og svede hele natten.

Autocamperklientellet sydpå er et noget andet end herhjemme, hvor det grå guld dominerer autocamperne. I Italien mødte vi rigtig mange unge familier med børn, som kørte rundt på oplevelsesferie. Kunne vi dog bare få de unge herhjemme til også at interessere sig for autocamperne og få dem til at investere i en sådan. Her er det dog nok priserne i Danmark på disse vogne, der lægger en dæmper på investeringslysten. Samtidig må det jo konstateres, at Danmark stadig er noget af et U-land, hvad angår pladser, hvor vi kan holde med autocampere.

Flemming Stagis

Oktober 2011

 

  Tilbage til  Vore ture