Allerede få år efter at fyret var taget i brug, begyndte problemerne. Bygningerne skabte læ for det fine sand, der blev blæst op fra den stejle skrænt, og inden længe var der dannet klitter mellem fyret og havet. Fyrmesterens køkkenhave sandede til, og brønden blev fyldt.
For at dæmpe sandet beplantedes klitten med marehalm - med det resultat, at klitten blot voksede sig større. Jo mere man plantede, jo mere voksede klitten. I løbet af få årtier lå sandet så højt, at det til tider var umuligt at se fyrlyset fra havet.

Kystnedbrydningen medfører, at klinten rykker længere og længere ind i land, og sandklitten ændres til stadighed. I 1992 blev kampen mod sandet helt opgivet, og sandet fik lov til år for år at "æde" fyrbygningerne.Vi var de eneste ude ved fyret, så vores billeder blev ikke skæmmet af andre end os selv. Efter en travetur rundt om fyret i det fine sand begav vi os tilbage mod Speedy. Nu var parkeringspladsen atter fyldt med biler og turisterne på vej mod fyret.

Vi kørte mod Løkken og fandt vejen ned til stranden. Det er normalt muligt at køre fra Løkken til Blokhus på stranden, men i dag var vandet så højt, at man ikke kunne komme igennem. Nicolai ville vende, men kom til at sidde fast i noget løst sand, så Flemming måtte overtage rattet og prøve at få bilen fri, hvilket heldigvis lykkedes. Flemming Kørte nu stykket videre til Blokhus, hvilket var første gang han fik lov til at køre bortset fra en kort tur i Skagen fra havnen til SuperBrugsen.

Også i Blokhus kørte vi ned til stranden for at prøve at køre på denne. Her var der bedre plads og det blev til nogle hundrede meter, hvorefter Flemming overlod rattet til Nicolai, så denne også kunne prale med at have kørt strandkørsel.

Vi valgte at kigge os om efter en campingplads, men Blokhus Camping var selvfølgelig lukket for denne sæson, så vi fortsatte langs kysten. Ved Rødhus Klit var der markeret en campingplads på vores kort, så vi drejede af og fandt frem til pladsen, der heldigvis var åben. Kort forinden passerede vi Folkeferies center ”Rødhus Klit”, hvor der bl.a. var et dejligt stort vandland.

Vi checkede ind på campingpladsen og fandt ud af, at vi stort set var de eneste på pladsen. Vi så ikke andre, men hørte et par biler liste rundt. Toilet-/badehusene, der ellers så pæne ud, var lukket af for sæsonen, og kun en ældre hus ved indkørselen var åbent. Heldigvis har vi jo vores egne faciliteter hvad dette angår, så vi imødeså fortrøstningsfulde natten. Ved indchetning fik vi at vide, at vi kunne benyttet Folkeferies badeland, men selvfølgelig havde børnene ikke noget badetøj med, så det må vente til en anden gang, hvor vi kommer på disse kanter.

 Aftenen blev først brugt på arbejde. Det vil sige begge børn lavede lektier mens Flemming skrev turberetning. Senere blev der læst og set film. Egentlig kunne vi sagtens klare mindst et par nætter uden at være på campingplads, men når der er 3 computere i gang, så er det nu meget rart med 230 V strøm.

Onsdag den 19.oktober

Vi sov til næsten kl. 9, men alligevel var vi ude fra pladsen inden 10.00. Vi kørte mod Bulbjerg, der er "Jyllands eneste klippe, eneste faste bolværk mod havet" – ordene er St. St. Blichers og fra året 1839. Fuglefjeldet er en knude af limsten der rejser sig 47 meter over havet. Den er konstant udsat for nedbrydning af Vesterhavets bølger, som tager store stykker ad gangen og spreder dem ud på stranden ved siden af Bulbjerg, således som besøgende ved selvsyn kan konstatere. Fuglefjeldet rummer bl.a. 500 par rider. I de senere år har der været yngleforsøg med mallemukker. Der er mulighed for at observere suler, kjover, lunder og andre havfugle ved pålandsvind.

Fra stenalderen og op til Kristi fødsel var Bulbjerg en ø i havet, der dengang dækkede dele af Thy. Det er i den periode, at de stejle kystskrænter dannedes mod vest og nord. Der er fundet beboelser fra stenalderen og bronzealderen i området.

Fra de ældste tider har Bulbjerg fungeret som en landkending for, hvor åbningen fra Vesterhavet ned til Vust og Limfjorden var, som vikingerne havde brugt i århundreder når de sejlede ud fra Aggersborg vikinge fæstningen der ligger lige i nærheden. Denne åbning fra Vesterhavet til Limfjorden sandede til i 1100-tallet. Dermed blev Limfjorden til en fjord.

I klart vejr kan man se Hanstholm og Rubjerg Knude. I 1800-tallet blev der afholdt nationalfester ved Bulbjerg, og i 1900-tallet byggede man ved Bulbjerg et badehotel, der i slutningen af besættelsen 1940-1945 blev sprængt i luften.

I havet ud for Bulbjerg stod indtil 1978 den 16 meter høje klippe Skarreklit, der havde navn efter skarven, som havde en koloni her. Klippen væltede i en storm den 19. september 1978, og i dag når den kun lejlighedsvis op til vandoverfladen.

I sommeren 1996 blev der i en gammel bunker fra besættelsen åbnet en lille men fortræffelig udstilling om Bulbjergs geologi, fugleliv og historie. Udstillingen er tilgængelig året rundt.

Vi gik det lille stykke ud til den tysk bunker, som var omdannet til info-center dels om naturen på stedet og dels om tyskernes pejlestation på stedet. Da vi var færdige i centret gik vi ud igen og blev mødt af et sandt inferno. Sjældent har vi oplevet så megen blæst og regn. Vi løb alle tilbage til bilen, men ved de sidste trappetrin faldt Flemming lige så lang han var med kamera og sig selv lige ned i en stor vandpyt. Nicolai kom dog hurtig til hjælp og det viste sig, at både kamera og Flemming havde overlevet.

Vi fortsatte mod Hanstholm ad nogle veje, der var så smalle, at Nicolai sjældent kom over 60 km/t. I Hanstholm fandt vi let frem til en parkeringsplads, hvor man holdt højt oppe med udsigt ned over havnen.

Hanstholm har knapt 2.400 indbyggere og navnet stammer frafiskerlejetHansted, som ligger ved vestenden af den kalkklippe, der ligger på Jyllands nordvestpunkt. Kalkklippen Hanstholm ligger på en stor salthorst, som er ca. 7 km lang og ca. 3 km bred. Endelsen -holm skyldes, at området tidligere var en ø (holm), og navnet var således tidligere Hanstedholm.

"Hanstholm" blev efterhånden brugt som fælles stednavn for kommunen Ræhr-Hansted-Vigsø, der var navngivet efter de tre vigtigste lokaliteter på kalkklippen. Kommunen kaldtes kort for "Holmen" og omfattede også de syd for kalkklippen liggende områder Saarup, Savbjerg og Borup. Ved kommunalreformen i 1970 blev Klitmøller og Hjardemål samt Frøstrup lagt sammen med kommunen, der officielt tog navnet Hanstholm Kommune. Som noget nyt begyndte man nu også at kalde byen Hansted for Hanstholm. Hanstholm er således både en by, et gammelt navn for en kalkklippe og navnet på en tidligere kommune ved Vesterhavet. Kommunen blev ved sidste kommunalreform lagt sammen med to andre kommuner og forsvandt derved som selvstændig kommune, idet den nu indgår i Thisted Kommune.

På Hanstholm byggedes i 1843 Danmarks største og kraftigste fyr, Hanstholm fyr med fyrmesterbolig, ligesom der fandtes en redningsstation. Befolkningen levede af landbrug og fiskeri.

Rigsdagen vedtog i 1917 at bygge en havn i Hansted. På grund af knappe bevillinger nåede havnen ikke at blive færdig før efter anden verdenskrig. Besættelsesmagten standsede havnebyggeriet i 1942. Efter krigen blev havnebyggeriet efter store politiske diskussioner bekræftet af Folketinget. I 1967 kunne fiskerihavnen åbnes, medens trafikhavnen først kom til senere.

Hanstholm Havn har ud over at være Danmarks største fiskemarked også siden 1980'erne været en væsentlig færgehavn, hvor færgerederierne også har udnyttet Hanstholm's beliggenhed nærmest Norge og Atlanterhavsdestinationerne. Havnen har en beliggenhed, der gør, at den er vigtig i både Danmarks og EU's bestræbelser på at få flyttet så meget gods som muligt fra landevej til søvej.

Under krigen opførtes omfattende befæstningsanlæg i Hansted, Verteidigungsbereich Hansted. Et tilsvarende anlæg byggedes i Sydnorge, Batteri Vara (Møvik Fort), nær Kristiansand. Sammen skulle de beherske indsejlingen gennem Skagerrak til Kattegat. Samtidig blev beboerne i området bortflyttede fra stedet, og der gik flere år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, inden de kunne vende tilbage.

Kanonerne var af samme type som Tirpitz-stillingen ved Blåvand. Det vil sige, at de med pansersprænggranater på 800 kg havde en rækkevidde på 42 km, mens de med de  lettere pansergranater på 495 kg øgede rækkevidden til 54,9 km. Den forventede levetid for et enkelt kanonrør blev beregnet til ca. 250 skud, før selve riffelgangen i røret var slidt op og således skulle udskiftes.

Kanonstillingen fra 2. verdenskrig var udgangspunktet for filmen ”Olsen-banden i Jylland”. Den tilsvarende norske film ”Olsen Banden tar Gull” blev optaget på den modstående kanonstilling, Møvik fort.

Vejret var lige det helt rigtige til Vesterhavet. Stormvejr med bølger, der var flere meter høje, og som slog ind over molerne på havnen. Mens vi holdt og kiggede på sceneriet var der en stor fiskekutter, der begav sig ud af havnen. Det var godt nok nogle slemme vippeture besætningen blev udsat for. Vi ville have spist frokost på stedet, men selv under parkering hoppede og dansede Speedy i stormen, så vi blev hurtigt enige om at fortsætte turen.

Lidt efter Hanstholm, var der en sort kat, der løb over vejen, og kort efter ringede Lone hulkende og sønderknust og fortalte at Coco var indlagt på Karlslunde Dyrehospital og sandsynligvis havde en diskosprolaps. Det viste sig efterfølgende at være korrekt og hun blev opereret senere på dagen. Opreationen forløb godt, og hun var oppe at gå kort efter. Men Dyrehospitalet valgte at beholde hende for lige at se, hvordan det går i morgen.

Vi fortsatte og på højde med Klitmøller fandt vi en rasteplads, hvor nogle træer gav så meget læ, at vi kunne spise frokost i fred og ro.

Næste stop blev Vestervig Kirke, der er usædvanligt stor og er efter sigende Nordens største landsbykirke. Dens usædvanlige størrelse skyldes dens fortid som kirke i det forsvundne Vestervig Kloster. Desuden fandtes her i tiden omkring dens opførelse en kongsgård. Samtidig menes det at være i Vestervig at Knud den Store samlede sin flåde til leding mod England.

I Danmarks første stiftindeling omkring 1060 menes Vestervig at have været et af de 8 stifter. Senere overgik bispesædet til Børglum og senere igen til det nuværende sæde i Ålborg. Historieforskere sætter i nutiden spørgsmålstegn herved, men alligevel fejrede Ålborg Stift sit 450 års jubilæum i 2004 med en indledende gudstjeneste i Vestervig Kirke. Den nuværende kirke er dog ikke den første eller eneste der fandtes i Vestervig. Der fandtes tidligere en romansk kirke ligeledes viet til Skt. Thøger.

Kirken er treskibet, bygget i basilikaform i romansk tid. Hertil er der i sengotisk tid tilføjet et vesttårn. Koret og apsis er rekonstrueret i 1917-21 i den form, som man mener, de oprindelig har haft. De oprindelige tværskibe er ikke genskabt med egne gavle, men er overdækket ved at hovedskibets tag er ført ud over dem.

I det treskibede kirkerum er hovedskibet adskilt fra sideskibene ved romanske rundbuer. Der findes diverse kalkmalerier fra forskellige tider, dels dekorationer, dels motiver med bl.a. Veronikas svededug og et svin, der spiller på sækkepibe. Ligeledes er der på væggene en række kalkmalede viekors. Prædikestolen er udført i 1608-10.

Kirkens døbefont er en romansk font af klæbersten af norsk oprindelse med sydtysk dåbsfad fra omkring 1575, med bebudelsen som motiv.

Altertavlen fra 1729-30 i senbarok var oprindelige bestemt til Viborg Domkirke. Det har i storfeltet maleri af Mogens Cr. Thrane forestillende den korsfæstede med Maria og Johannes.

Der findes i kirken adskillige middelalderlige gravsten og en del epitafier.

På kirkegården, lige nord for kirketårnet, ligger en grav, hvor ifølge traditionen de jordiske rester af Valdemar den Stores søster Liden Kirsten og prins Buris hviler. De to måtte ikke få hinanden for kongen, der lod Kirsten dræbe og gravsætte på kirkegården. Buris blev lænket til kirken, sådan at han netop kunne nå hen og røre graven. Da han selv døde, blev han begravet i forlængelse af Kirsten med fødderne mod hinanden. Det er tradition at nygifte brudepar lægger en buket på graven for Liden Kirsten, der ikke selv fik en.

Vi kiggede både på de 3 jernalderhuse, der ligger lige nord for kirken og så selvfølgelig på selve kirken, som er meget stor, da det er en kirke, der tidligere har tilhørt et kloster, som dog ikke længere eksisterer.

På grund af Cocos operation besluttede vi at fremskynde vores hjemkomst, hvorfor vi sagde farvel til Vestkysten, drejede ind i landet og satte kursen mod Mønsted Kalkgruber.

Danmark er et lille land, så vi var temmelig hurtigt fremme i Mønsted.

Danmark er ikke et bjergland med drypstenshuler som i f.eks. Frankrig og Belgien. Netop derfor er kalkgruberne i Mønsted og Daugbjerg særligt bemærkelsesværdige, da de er de eneste steder i landet, hvor man kan bevæge sig over store afstande under jorden.

Med over 60 kilometer gange er Mønsted Kalkgruber en labyrint af huler, som giver luft til fantasien om både landevejsrøvere og overnaturlige væsener. Den har da også været brugt som kulisse i adskillige filmoptagelser heriblandt julekalenderen Absalons Hemmelighed. At kalkgruberne er beboet af tusindvis af flagermus, forstærker blot det eventyragtige ved at besøge gruberne.

Kalkgruberne har siden vikingetiden været brugt til at udvinde kalk til byggeriet. I slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen byggede man næsten 2000 kirker af sten i Danmark. Til at binde stenene sammen brugte man mørtel, lavet af sand og brændt kalk. Det blev starten på den tusindårige udvinding af kalk i Mønsted og Daugbjerg. Brydningen af kalk fortsatte i Mønsted helt frem til 1953.

Man ved, at Ribe Domkirke, Borgen i Spøttrup og Gottorp Slot i Schleswig er bygget med kalk fra Mønsted, men sandsynligvis rummer kirker som Århus Domkirke og hundredvis af andre jyske kirker kalk fra Mønsted eller Daugbjerg.

Mønsted Kalkgrube består af en åben og en lukket mine. Den åbne mine kunne udgraves i tørre perioder om sommeren, men i vinterhalvåret blev kalken omdannet til pløre, og derfor var det nødvendigt at grave kalken ud gennem minegange som igennem årene er blevet længere og større. Nogle af gangene er så lave og smalle, at man næsten må kravle igennem, mens andre er så store, at de ville kunne rumme en kirke.

I århundreder foregik udgravningen af kalk på en meget primitiv og tilfældig måde, som både var ineffektiv og livsfarlig for de omkringboende som foretog udgravningerne. Det var først da kong Frederik d. 6. besøgte kalkgruberne og blev forfærdet over forholdene, at man besluttede at modernisere minedriften.

Kongen gav 500 rigsdaler til forsøg med mere moderne minedrift, og målet var først at modernisere Daugbjerg Kalkgruber, men da den daværende ejer modsatte sig det, faldt valget i stedet på Mønsted, som i løbet af 1800 tallet øgede produktionen og centraliserede kalkbrænderiet på ét Kalkebrænderi. Indtil da havde hovedparten af kalkbrydningen været foretaget af lokale bønder som bierhverv, men med den industrielle udvikling ansattes fuldtidsarbejdere, og med dem opstod landsbyen Mønsted.

Både i Daugbjerg og Mønsted Kalkgruber yngler tusindvis af flagermus. Gruberne menes at være det sted i Europa, hvor flest flagermus er samlet på ét sted. Alene Mønsted skønnes at være vinterhi for over 10.000 flagermus.

Flagermusene kommer fra store del af Jylland, hvor de yngler. Allerede i slutningen af juli ankommer de første flagermus til kalkgruberne. De sidste ankommer i november, for om foråret atter at flyve ud og fordele sig rundt i Jylland. Under besøg i gruberne kan man godt være heldig at se flagermus suse forbi.

Mønsted Kalkgruber er ejet af Staten, mens Daugbjerg Kalkgruber fortsat er i privat eje. Begge gruber bruges til lagring af ost, idet den konstante temperatur og høje luftfugtighed er ideel til formålet. I Mønsted Lagres Arlas Grubeost, som især eksporteres til det tyske marked.

Det er uklogt at tage sit pæneste tøj på i kalkgruberne. Gode sko eller ligefrem støvler er ikke nogen dårlig idé. Udover enkelte søer, kan der mange steder ligge vand i gangene, og i de laveste gange må man bukke sig og risikerer at få kalk på tøjet. Hulerne holder en konstant temperatur på 8^o C og en fugtighed på 98 procent, så påklædningen skal være varm nok som på en efterårsdag. Herudover er det en god idé at medbringe god lommelygte, så man kan kigge ind i mørke huller og måske finde fossiler i kalken

Af hensyn til risikoen for at få sten og kalk i hovedet under besøget udleverer Mønsted Kalkgruber hjelme til turisterne. Det er dog frivilligt om man vil bære dem.

Vi købte billetter og begav os mod indgangen til minen. Flemming havde været stærkt i tvivl om hvorvidt Camilla ville med ind i hulerne, da hun tidligere har meldt fra ved drypstenshuler rundt omkring i Europa. Men til hans store overraskelse, var der slet ingen tøven og snart vandrede vi rundt i Europas største kalkmine.

Vi var vel i minen næsten en time, hvorefter vi vendte tilbage til indgangen og kiggede nærmere på selve anlægget, hvor man brændte kalken, så den kunne anvendes til mørtel.

Næste stop og overnatningssted blev udset til at være DCU’s campingplads i Viborg, så vi satte Marie (navigatoren) til at finde stedet for os, og efter nogle småproblemer med en blind vej umiddelbart inden campingpladsen, fandt vi let frem og fik os installeret på trods af at Receptionen allerede var lukket. Man blev i stedet bedt om at tage et kort i en plasticfolder, der hang ved døren, og så selv udvælge sig en af de markerede pladser. Betalingen kunne man så klare næste dag. Udmærket løsning.

Torsdag den 20. oktober

Vi havde ikke fået badet i går morges, så dette blev nu indhentet og var endvidere gratis på denne plads. Efter morgenmaden kørte vi ind til Domkirkepladsen, hvor vi uden problemer fandt en P-plads til Speedy. Imidlertid åbnede Domkirken først kl. 11, og da vi allerede var på stedet 10.15, så skulle vi lige slå nogle minutter ihjel. Det blev klaret med en tur rundt i byens gågader, hvor Camilla flittigt besøgte tøjbutikker, dog uden at købe noget og Nicolai besøgte spil- og CD-butikker, ligeledes uden at få pungen op.

Så var vi atter tilbage ved Domkirken, der i mellemtiden havde åbnet.

Viborg Domkirke var oprindelig indviet til Vor Frue, dvs. Jomfru Maria. Til kirken var fra begyndelsen knyttet et kapitel af augustinerkorherrer, dvs. en gruppe præster af Augustinerordenen, som havde til opgave at gennemføre de forskellige tjenester ved domkirken.

Viborg Domkirke er formodentlig bygget på det sted, hvor der langt tilbage i oldtiden lå en hedensk helligdom, et vi, som byen Viborg, tidligere Vibjerg, har sit navn efter. Det menes, at den første kirke på stedet blev bygget allerede omkring år 980. Denne kirke var uden tvivl af træ. I 1065, i kong Svend Estridsens regeringstid, blev Jylland inddelt i fire bispedømmer, hvorved Viborg fik en biskop. I begyndelsen af 1100-tallet begyndte bygningen af en domkirke på det sted, hvor den nuværende ligger. Muligvis har Asmild Kirke, som ligger på den østlige side af Viborg-søerne lige over for domkirken, oprindelig været eller fungeret som domkirke.

Kirken blev bygget af granitkvadre samt af frådsten (kildekalk) og af forskellige slags sandsten, herunder rødsten fra Fur. Byggestilen var romansk med forbillede i domkirken i Lund, som var ærkebispesæde for hele Norden. Man har uden tvivl hentet bygmestre og håndværkere fra Sydtyskland til at gennemføre byggeriet. Inden man var færdig, var kunsten at brænde teglsten kommet til Danmark, og den øverste del af den gamle domkirke var bygget af dette materiale.

En brand forårsaget af lynnedslag i 1501 ødelagde kirkens vestparti samt loft. Endnu en brand hærgede kirken i 1567. Den 27. juni 1726 skete den helt store katastrofe, da en brand lagde store dele af Viborg i aske. Af domkirken stod kun murene tilbage. De høje spir, som prydede tårnene dengang, faldt ned og knuste hvælvingerne. Kirken blev genopbygget i barokstil af bygmesteren Claus Stallknecht fra Altona, men i de følgende år viste det sig, at murværket havde taget mere skade end oprindelig antaget. I 1850´erne begyndte murene at skride fra hinanden og hvælvingerne slog revner, og i 1862 måtte kirken lukkes. Det blev besluttet, at kirken skulle nedrives og genopbygges på de gamle fundamenter i en stil, som man dengang anså for den oprindelige romanske stil. I 1863 begyndte nedrivningen. Genopbygningen var stærkt præget af kunsthistorikeren N.L. Høyens ideer om en national bygningskunst og blev gennemført af arkitekterne N.S. Nebelong og Julius Tholle, og efter at de begge døde i 1871, af arkitekten, professor H.B. Storck. I september måned 1876 blev den nye kirke indviet. Den nuværende domkirke er således en moderne rekonstruktion, hvilket både dengang og senere har givet anledning til mange kritiske røster. De maskinudskårne kvadersten har således ikke meget at gøre med håndhuggede sten fra 1100-tallet, og det lykkedes ejheller at få form på de alt for smalle tårne.

Viborg Domkirke fremstår nu som en treskibet korskirke. Den er ca. 70 m lang og knap 23 m bred. De to vesttårne er 42 m høje og afsluttes af lave pyramideformede spir. Ved overgangen mellem hovedskib og kor findes to mindre tårne og over korsskæringen et klokkespir. Kirken har hovedindgang i vestgavlen og sidedøre på syd- og nordsiden. Mod øst afsluttes kirken af en apsis, som i hovedsagen stammer fra den gamle domkirke. Her finder man forneden to middelalderlige løvefigurer og foroven to menneskeansigter udhugget i granitkvadre. Den ene løvefigur er afbildet på den forrige 200-kronerseddel.

Fra hoveddøren kommer man ind i en forhal og derfra ind i midterskibet, som foroven afsluttes af et fladt træloft. Korsskæringen, tværskibe og kor afsluttes af flade hvælvinger. Over sideskibene findes gallerier, som ind mod midterskibet har tredelte åbninger, såkaldte triforier. Fra koret er der adgang til to sidekapeller, hvoraf det søndre er i brug som gravkapel, mens det nordre benyttes som sakristi (præsteværelse). Under koret findes en krypt, det eneste som står tilbage fra den gamle domkirke, og som formentlig er det første, som i sin tid blev bygget. Krypten har hvælvinger som bæres af seks granitsøjler. Den bruges nu som "stillerum". Fra krypten er der adgang til to små sidekapeller, hvoraf det ene er gravkapel, mens det andet rummer underdelen af en gammel stenkiste. Også under kirkens vestende findes en krypt. Her er nu et lille museum om kirkens historie. Fra den vestlige krypt er der adgang til to bevarede gravkamre.

Kun lidt af den oprindelige domkirkes inventar er bevaret, herunder den middelalderlige granitdøbefont og en stor syvarmet lysestage, som står i korsskæringen. Den er fremstillet i Lübeck i 1494. Et middelalderligt krucifiks over døbefonten stammer oprindelig fra en anden kirke. På vestvæggen er ophængt rester af korstole fra middelalderen. I kirkerummets nordvestlige hjørne finder man en meget smuk smedejernsgitterport som indgang til et gravkapel. I det sydvestlige hjørne findes ophængt et epitafium over medlemmer af slægten Sehested. Under vinduerne i nord- og sydvæggen er indmuret gravsten, som tidligere har ligget i kirkegulvet. Alt øvrigt inventar stammer fra genopbygningen i 1870´erne. Alteret er udført som en forstørret gengivelse af de gyldne altre fra middelalderen, som findes i nogle jyske landsbykirker. Det er tegnet af arkitekten H.B. Storch og udført i forgyldt metal på egetræ af billedhuggeren C.C. Peters. Prædikestolen er udført i bremersandsten af billedhuggeren C.J. Rosenfalk. Den står på granitsøjler, som igen hviler på liggende granitløver, som er udført af billedhuggeren H.V. Bissen. Belysningen - engle med lysklaser i midterskibet og engle med lyskranse i koret - er tegnet af Joakim Skovgaard og udført af kunstneren Thorvald Bindesbøll, som også er mester for mosaikruderne i apsis. Kirkens nuværende orgel er bygget af firmaet Marcussen og Søn i 1966. Orgelfacaden er tegnet af arkitekten Th. Havning. Orglet har 64 stemmer fordelt på 4 manualer og pedal.

Alle kirkerummets vægge samt hvælvingerne er udsmykket med freskomalerier udformet af kunstneren Joakim Skovgaard og malet af ham og en række hjælpere i perioden 1899-1907. Denne udsmykning gengiver scener fra bibelens fortællinger fra Adam og Eva og til de sidste tider. Loftsbillederne i midterskibet er udført af Joakim Skovgaard som oliemaleri i 1913. Joakim Skovgaards billeder i Viborg Domkirke er kunstnerens hovedværk og et kunstnerisk mesterværk, som folk kommer rejsende langvejs fra for at opleve. Forlæg til Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke findes i Skovgaard Museets samling.

Efter en del tid i den særdeles smukke og spændende domkirke, blev kursen sat mod Ikast, hvor vi skulle hente en lysestage til Flemmings ældste datter, Nina, der  har fødselsdag i dag.

Efter det meget korte ophold i Ikast kørte vi videre mod Silkeborg, hvor vi gjorde holdt ved Ferskvandsakvariet Aqua, som Camilla gerne ville se, da der skulle være oddere, hendes yndlingsdyr, på stedet.

Besøget startede ellers noget nedslående, for odder-bassinet var helt tomt. I stedet gik vi så rundt og kiggede på andre dyr, så som vaskebjørne og mårhunde, og da vi kom tilbage til odderne, var der kommet en enkelt, men til gengæld meget aktiv odder ud i bassinet. Camillas dag var reddet.

Vi ville egentlig have spist frokost i Aqua, men da udvalget var noget tyndt og priserne høje, besluttede vi blot at fortsætte hjemad, og så se, hvad der bød sig undervejs. Da vi nåede frem til motorvejen ved Horsens lå der en Burger King, som blev besøgt, inden den sidste del af turen, hjem til den opererede Coco, blev taget.

Vi var hjemme ved 18-tiden og blev modtaget af en logrende Coco og en, som sædvanlig, lidt mere reserveret Louis.

Efterskrift

Som det kan ses af ovenstående, så blev ferien ikke så lang, som vi egentlig havde regnet med, men vi fik faktisk set det meste af det vi gerne ville se i det nordjyske, ligesom Mønsted Kalkgruber, Viborg Domkirke og Aqua i Silkeborg, slet ikke havde været med i det løse program, der var blevet lagt inden vi startede.

Heller ikke vores noget længere ophold hos Flemmings søster i Kolding, havde været med i planerne, men det var meget hyggeligt at være sammen med familien i så lang tid.

Heldigvis havde Coco det helt godt, da vi kom hjem til hende. Hun skulle godt nok holdes i ro i 3-4 uger, men det er svært med sådan en lille krudtugle.

Vi fik kørt knapt 1340 km, hvoraf Nicolai kørte langt det meste af turen.

Flemming Stagis

Oktober 2011