Med Speedy til Nordtyskland 2008

Forord

Så var det atter Kr.Himmelfarts-ferien, der stod for døren, og traditionen tro, skulle vi holde nogle fridage sammen med vore venner Bodil og Tom. Vi havde regnet med at tage af sted tirsdag aften, men da Tom nærmede sig de sidste arbejdsdage, inden han skulle pensioneres, så kunne de først støde til onsdag aften, hvor de ville komme med toget til Hamburg.

Turen skulle gå til et par byer i Das alte Land, hvilket vil sige området vest for Hamburg over mod Bremen, og så en del byer i Slesvig-Holsten.

 

Tirsdag den 29. april  /  Sengeløse - Brokdorf.

Speedy forlod hjemmet ved middagstid med kurs vest over Sjælland, passerede Storebæltsbroen ved 13-tiden og ville så køre ind til Lidl i Nyborg for at handle. Men lige ved siden af Lidl ligger McDonalds, og det blev sidstnævnte der vandt i det store spil om frokosten. Vi fortsatte mod Kolding, hvor der blev drejet sydover, mod den tyske grænse. Så gik det sydpå ad Autobahn 7, hvor vi inden Hamburg drejede af med kurs mod Brockdorf.

Vi havde udset os en Stellplatz ved byen Brockdorf og havde indtastet stedet i vores GPS'er (Marie) via ReiseMobil's CD, men da vi nåede frem viste Marie os hen til det stedlige atomkraftværk, hvor der absolut ingen Stellplatz var. Værket blev igangsat i 1986, og som ved alle andre A-kraftværker var der i opførelsesperioden store demonstrationer imod det. Der produceres årligt knapt 12 milliarder kWh og der er således tale om et af de største værker i verden. Det forventes at værket lukkes ned i 2018.

      

Vi kørte rundt om værket, der er kraftigt indhegnet, og tastede så selve adressen på Stellplatz'en ind i Marie og kort efter holdt vi i den lille by på en dejlig plads mellem to diger ud mod floden Elben.

Inden vi begyndte at lave aftensmad gik vi først en lille tur, hvor vi kiggede op over digerne og ud på Elben. Her efter Hamburg vil jeg dog nærmere betegne floden som en fjord, da den er meget bred, så efter min mening, så slutter Elben altså ved Hamburg. På digerne græsser masser af får og lam, men da børnene vil prøve at klappe dem, fortrækker de hurtigt.  De er ikke særligt turistvenlige.

   

Efter maden spillede vi et slag MIG, som jeg havde købt hos DCU. Det er en slags Trivial Persuit, dog uden den store spilleplade, og derfor langt mere håndterligt og egnet til campingbrug.  Jeg skal undlade at fortælle hvem der vandt, selv om jeg blev skarpt forfulgt af de andre.

 

Onsdag den 30. april  /  Brokdorf - Camping Holm-Seppensen.

Vi forlod pladsen i Brokdorf i løbet af formiddagen med kurs mod Hamburg.

Hamburg eller Freie und Hansestadt Hamburg, er en by men samtidig også en enkeltstat i Tyskland. Hamburg har omkring 1.800.000 indbyggere, og er dermed den næststørste by i landet. Byen ligger ved floden Elben omkring 110 kilometer fra dennes udmunding i Nordsøen. Havnen i Hamburg er Tysklands største, og den danner ramme om betydelig containertrafik og skibsværftsindustri. Derudover har Hamburg en omfattende industri, der omfatter maskiner, gummi, elektronik, bryggerier, møllerier og raffinaderier. 

De første bosættelser i området fandt sted omkring 4. århundrede f.Kr. Fra det 4. til det 6. århundrede indvandrede sakserne til området nord for Elben.

I 810 byggede Karl 1. den Store en kirke for at kristne den nordlige del af sit rige. For at sikre kirken mod angreb fra fjendtlige saksiske og slaviske stammer byggede han borgen Hammaburg, hvor nu Domkirkepladsen ligger, og i 831 grundlagde Ludwig den Fromme et bispedømme omkring Hammaburg. Kort efter Rigsdelingen i Verdun overfaldt vikingerne og senere slaviske stammer området, og ærkebiskoppen flyttede sit sæde til Bremen. Navnet Hammaburg er for første gang dokumenteret i 832.

I 1189 fik byen sine havnerettigheder og udviklede sig gennem middelalderen til et vigtigt handelscentrum, med bl.a. 600 bryggerier. I 1240 anlægges nye forsvarsanlæg, der i 1250 omslutter hele den indre by og som stadig præger bybilledet i grundrids, med mure og stednavne som Steintor, Millerntor og Alstertor. I den periode blev der også bygget mange klostre.

Den 5. august 1284 bliver Hamborg hærget af en ødelæggende brand, som rammer den daværende befolkning på 5.000 indbyggere hårdt, og i 1350  når pesten Hamborg, med 6.000 dødsofre til følge.

Hamborg får sin første forfatning i 1410 og i 1529 bliver Hamborg evangelisk-luthersk. Reformationstiden forløb fredeligt i Hamborg, og byen blomstrede. Mange forfulgte, særlig hollændere, indvandrede, hvilket betød, at Hamborg blev Tysklands største by i 1619.

Under Napoleonskrigene belejres Hamburg af russiske tropper i 1813-1814, og i 1815 træder Hamborg ind i det Tyske Forbund. Preussen og Østrig erobrer Slesvig og Holsten i 1864, og Hamborg grænser ikke længere op til Danmark. I 1871 bliver Hamborg en del af det Tyske Rige.

I 1892 hærger en koleraepidemi med 8.600 døde. Senatet tøver med at gribe ind, fordi man frygter at handelen vil lide skade. Demokratiske og sundhedsmæssige reformer følger. I 1937 udvides Hamborg til at omfatte forstæderne i Nedersaksen og Slesvig-Holsten, bl.a. det tidligere danske Altona

Under 2. verdenskrig blev mere end 50 procent af byen totalt ødelagt.

I 1962 rammes Nordtyskland og Hamborg af en stormflod. 315 dør og 60.000 må evakueres.

Helt frem til i dag har Hamburg formået at bevare sin betydning. Folk kommer fra nær og fjern og mødes i storbyen. Byen ved Elben har en elegant atmosfære med imponerende stormagasiner på indkøbsstrøgene og mange kulturtempler, internationale musicals, eksklusive shoppingspassager og det verdensberømte forlystelseskvarter St. Pauli.

Der var god trafik ind mod storbyen, også selv om vi var udenfor myldretiden, men Marie ledte os uden problemer gennem mylderet frem til Speicherstadt, der er en del af det gamle havneområde, hvor man er i gang med store byggearbejder for at bringe de gamle pakhuse op til en nutidig standard, indeholdende bl.a. boliger kontorer, udstillingslokaler o.m.m. Vores mål var Miniatur Wunderland, som er en af Hamborgs største turistattraktioner. Det største problem var at finde en parkeringsplads. Vi kørte rundt i kvarteret et stykke tid, men uden held. Til sidst kørte jeg ind på Minilands officielle p-plads og spurgte om jeg kunne være der. P-vagten mente godt vi kunne knibe os ind, hvilket jeg så prøvede. Jeg var lige ved at give op, da vagten kom og hjalp med at få SPEEDY bugseret ind på en meget smal plads, hvilket da også lykkedes. Camilla og Lone ville ellers ikke med i første omgang, men jeg tror ikke de fortrød besøget.

   

Ved årsskiftet 2007/08 var der tale om et udstillingsareal på 4.000 m², hvoraf selve modeljernbanen optager 1.150 m² med 12 km spor. Der er ca. 830 togstammer med mere end 13.000 vogne, som styres af 36 computere. Der er ikke mindre end 200.000 figurer samt 3.500 huse og broer. Når anlægget skifter til natbelysning tændes 250.000 lygter.

   

Der er tilknyttet over 160 medarbejdere til anlægget, som indtil nu har kostet 8.700.000 € (ca. 65 mio. DKK) og det har taget ca. 625.000 timer at bygge anlægget.

   

Selvom der stadig arbejdes med udvidelser, er der allerede nu tale om verdens største modeljernbane, som siden åbningen i august 2001, har været besøgt af over 4 mio. personer. Besøgstallet har oversteget alle forventninger. Godt for økonomien men skidt for publikum der navnlig i weekender og ferier må døje med trængsel og ventetider. Det kan derfor anbefales at studere ventetidsprognosen på Miniatur Wunderlands hjemmeside.

   

Efter at have været gennem udstillingslokalerne slog vi os ned i cafeteriaet, hvor vi fik diverse schnitzler og pasta med gulash. Det var faktisk ret billigt, da vi kom af med lidt mere end 30 Euro inkl. drikkevarer.

 

                  

Vi lod SPEEDY stå på P-pladsen og gik en kort tur til centrum, så vi kunne få en lille fornemmelse af den dejlige by.

       

Det første vi passerede var St. Nikolai-Kirche, der står som et vartegn om krigens grusomheder, lige som Gedächnis-Kirche i Berlin. Kirketårnet var det højeste punkt i Hamburg, og tjente derfor som mål for de britiske bomber, under de mange luftangreb på byen under 2. verdenskrig. Den 28. juli 1943 blev kirken så kraftigt beskadiget, at taget styrtede ned og ødelagde hele kirkerummet. Tårnet og murene blev dog stående, men i 1951 blev murene nedrevet, så kun det sodsværtede tårn i dag stod tilbage som ruin. Siden 1. september 2005 har det været muligt at tage en elevator op til udsigtsplatformen i godt 75 meters højde.

     

Vi fortsatte til det enorme rådhus, som er et af Hamburgs største vartegn. Her kan man tage på rundvisning, men bare rolig, man kommer ikke ind i alle de mere end 600 værelser. På pladsen foran rådhuset er der altid et leben uden lige. Fra rådhuspladsen kan man tage turbåde, der sejler til andre kvarterer i Hamburg.

I umiddelbar nærhed af rådhuset ligger Jungfern Stieg, den flotte promenadegade ud til Alsteren, hvor der i de tilstødende gader findes ikke færre end ti overdækkede indkøbsarkader og fine, gamle varehuse med udsøgte mærkevarer.

Undervejs tilbage til SPEEDY så vi hvorledes myndighederne håndterede ulovligt parkerede biler. 4 biler havde parkeret, hvor der kun måtte holde busser, og de blev afhentet af kranbiler, der kørte væk med dem på ladet. Gad vide hvad de ville have gjort med vore 3,5 tons og 3,1 meter i højden ?

 

Efter at have hentet SPEEDY, heldigvis var der blevet plads til at vende og komme ud fra P-pladsen, kørte vi mod Hamburg Hauptbahnhof. Vi cirklede rundt om HBH 3 gange, indtil vi fik en SMS fra Bodil og Tom, som meddelte, at de var 20 minutter forsinkede, med en forventet ankomst kl. 16.40. Vi fandt en vente P-plads og holdt ind. Få minutter inden den forventede ankomst kørte vi atter rundture omkring banegården og fik en SMS om, at nu var vi blevet spottet og kort efter var vore nye gæster ombord.

Vi kørte straks mod Buxtehude, men da der var stærke ønsker fra Lone og Camilla om at der skulle bades, fandt Lone i stedet en campingplads i stedet for en Stellplatz. Den valgte plads lå i en lille by, Holm Seppensen, og Marie fandt frem uden problemer. det viste sig at være en dejlig lille plads direkte ned til en 16.000 m² stor badesø (nej - vandet var for koldt endnu). Der er tale om en helårsåben plads på 7,5 hektarer med 220 faste pladser og yderligere 50 pladser til campingvogne og 20 til autocampere. Vi kom af med lidt over 20 Euro, hvilket må siges at være billigt, dog skulle der så også betales for badning, men dette kostede kun ½ Euro pr. polet. Pladsen har vist tidligere heddet Campingplatz Henk og er bedst beskrevet på http://www.campingplatz-nordheide.de/start.htm

   

Efter at have checket ind hos et meget venligt værtspar fandt vi en god plads tæt på et af bade-/toilethusene.

Vi fik hurtigt pakket ud og fik turens første udendørs drinks. Senere blev der spist aftensmad og hygget lidt mere, inden alle tørnede ind, hvilket er lidt besværligt den første aften, inden rutiner og procedurer er på plads.

 

Torsdag den 1. maj  /  Camping Holm Seppensen - Freiburg

Efter morgenmaden var der badning inden vi forlod pladsen med kurs mod Buxtehude, som hører under Metropolregion Hamburg. Området vest for Hamburg hører til den region, der hedder Das alte Land og byen, der ligger ned til floden Este, har knapt 40.000 indbyggere. Este har udløb i Elben, der ligger ca. 10 km nord for byen.

   

Stedet nævnes første gang i 959 som en lille koloni af bondegårde under navnet "Bouchstadon", der underlægges klostret i Magdeburg. Kort efter etableres et skibsværft, som kaldes "Hude". Gennem de næste 300 år voksede byen såvel indbyggermæssigt som økonomisk, grundet den frugtbare jord, men også fordi man profiterede af de nærliggende saltforekomster i Lüneborg, og byen bliver medlem af Hansa'en.  Derfor beordrede ærkebiskop Giselbert i 1280, at byen skulle fortificeres med en bymur med 7 tårne og 3 byporte.

                

I 1328 nævnes byens rådhus for første gang og det i forbindelse med at byen opnår fulde byrettigheder fra Hamburg, og dermed får selvstyre. I løbet af 1600-tallet dykker Hanse-forbundets handel, og i stedet indtager kvæghandel en vigtig rolle i byens vækst. Dette skyldes, at Buxtehude på det tidspunkt var det eneste overgangssted på floden Elben. 

30-års krigen går øjensynligt let henover byen og først i 1645 belejres byen og overgiver sig til svenskerne, hvorefter man mister selvstyret, hvilket betyder økonomisk nedtur men også faldende befolkningstal.  I første halvdel af 1800-tallet er der atter fremgang for byen og i 1845 bygges der en papirfabrik på den tidligere klostergrund. I 1881 får byen jernbaneforbindelse, da den kommer med på linien mellem Hamburg og Cuxhaven, og der er planer om en tilknytning til Hamburgs S-bane-net. Endelig arbejdes der på en autobahn forbindelse direkte mellem byen og storebror Hamburg.

     

Vi vandrede lidt rundt i det dejlige centrum, fandt frem til en lille kanalgade, hvor dagens formiddagsdrinks blev indtaget, og så gik det ellers videre mod næste by, Stade.

     

Stade er "hovedstad" i "Landkreis Stade" i "Niedersachsen" og ligger mellem Hamburg og Cuxhaven. Byen har i dag ca. 46.000 indbyggere og det historiske centrum ligger indenfor det tidligere voldanlæg, af hvilket der stadig er store dele tilbage. Der er muligvis tale om Nordtysklands ældste by og de første beboere kom til stedet allerede 1.000 år f.Kr. Omkring 800 e.Kr. opstod der en slags havn, hvor man kunne trække både op, og i 994 blev stedet, der da benævntes "Stethu", plyndret af vikingerne. Den gamle havn blev anlagt omkring år 1.000 og omkring 1250 var byen med til at stifte Hanseforbundet. Herefter havde byen sin store blomstringstid frem til starten af 30-årskrigen. I 1628 erobrede Tilly byen, der dog kort efter tilfaldt svenskerne, som sad på magten frem til 1636. Her erobrede Chr. IV byen, men det varede dog kun kort, inden svenskerne atter tilbageerobrede byen, hvorefter de sad på den til 1643 og fik det endelige herredømme ved Den Westfalske Fred .

Den 26. maj 1659 brændte 2/3 af byen ned, men blev genopbygget med uforandret grundplan.

I forbindelse med krig mellem Sverige og Brandenburg i 1675-76 blev byen erobret af flere stater i alliancen "Det hellige romerske Rige" og Danmark tog byen i besiddelse sammen med sine allierede frem til krigsslutningen i 1679. Ved fredsslutningen i Saint-Germain i 1679 tilfaldt byen dog atter svenskerne, som havde herredømmet frem til 1712. Herefter sad danskerne på magten frem til 1715, hvor den overgik til fyrstendømmet Hannover.

Der er tale om en meget malerisk by, hvor mange af de genopførte huse efter bybranden i 1659 stadig eksisterer. Bl.a. stammer det såkaldte gamle rådhus fra 1667. Byens to kirker, St. Cosmae et Damiani og St. Wilhadi er af stor kunst- og kulturhistorisk betydning.

   

St. Cosmae et Damiani er den evangelisk-lutherske hovedkirke i Stade og er bygget  i 2. halvdel af 1200-tallet, opkaldt efter helgenerne Cosmas og Damian, der var tvillinger og tillige kristne martyrer. De var født i Grækenland eller Arabien og praktiserede healing i havnebyen Ægea, det nuværende Ayash. De led martyrdøden i 303. 

Som kirken fremstår i dag er der tale om udvidelser og tilbygninger primært foretaget i 1600-tallet. Indvendig findes en barok altertavle, fremstillet af Christian Precht i 1674-77. Endvidere er der et seværdigt fløjalter i Getrude-kapellet.

     

St. Wilhadi kan føres tilbage til første halvdel af 1300-tallet og der er tale om en gotisk kirke med 3 hvælv, og er en af de største i området omkring Bremen. Den er opført op resterne af en kirke fra det 11. århundrede. Ved den store brand blev kirken stort set totalt ødelagt, men hurtigt genopført. Kirketårnet gik til ved et lynnedslag i 1724 og erstattet af det nuværende flade pavillon-tag.

   

Imellem 1697 og 1699 opførte svenskerne et våbenarsenal (Zeughaus) på resterne af den tidligere St. Georgs kirke på Pferdemarkt. Kirken kan føres tilbage til 1100-tallet og ærkebiskop Gottfried af Arnsberg, der døde i Stade i 1363 blev begravet her. Graven kan stadig findes i hvælvingerne under huset. 

    

Havnen var selvfølgelig hjertet i hansa-byen og her har man i 1977 opført en trædemølle-kran efter forbillede af en tilsvarende kran i Lüneburg. Den oprindelige kran blev revet ned i 1898. Her holdt vi en kort pause, men bemærk, at der blev ikke indtaget alkohol, for snart efter fortsatte vi mod en Stellplatz, som Lone havde spottet i Freiburg nord for Stade. 

Så gik det mod Freiburg Stellplatz, der viste sig at ligge op til stedets stadion. Her var meget stille og der var da også tale om en meget lille by med under 2.000 indbyggere. Faktisk så lille, at tyskerne selv omtaler byen som en "Flecke". Byen ligger ca. 2 km fra Elben, som den er forbundet med via en kanal og et spærreværk. Byen fik sine rettigheder i 1271 og det ældste byvåben daterer sig til 1300, og viser et befæstet tårn og 2 krydsede nøgler. Dette hentyder sandsynligvis til, at der i byen var en stærk fæstning bygget i 1154 af ærkebiskoppen af Bremen

I den svensk-brandenburgske Krig i 1675-76 blev byen, ligesom Stade, erobret af en hær bestående af enheder fra Det hellige romerske Rige og Danmark, men som det gjaldt for Stade, blev også Freiburg leveret tilbage til svenskerne i 1679 ved fredsslutningen i Saint-Germain. 

     

Vi installerede os og fik drinks, der blev gået tur i byen, hvor bageren blev lokaliseret i byens centrum, så Tom kunne hente morgenbrød næste dag. Vi kiggede også på byens kirke, der står på en lille bakke.  Ved en stormflodskatastrofe i 1825 blev den oprindelige romanske basilika fra 1100-tallet kirke så stærkt beskadiget, at man måtte bygge en ny kirke, den evangeliske St. Wulphardi-Kirche, der blev opført i 1835-37 i form af en senklassicistisk enkeltskibet murstenskirke. Man havde taget ved lære af stormfloden i 1825 og bygget kirken noget højere, hvilket kom den til gode natten mellem den 16. og 17. februar 1962, da kirken overlevede en ny stormflod.

På pladsen uden for kirken mindes faldne ved 3 monumenter. Det første gælder byens faldne i den vundne krig mod Frankrig i 1870-71, så er der et monument fra 1922, der mindes de faldne i 1. verdenskrig og endelig blev der i 1959 opstillet et monument over faldne i 2. verdenskrig.

  

Sulten og tørsten var ved at melde sig, så vi gik tilbage til Stellplatz'en for at tilberede aftensmaden.

 

Fredag den 2. maj  -  Freiburg - Büsum

Det var blevet børnenes 15-års fødselsdag, så morgenmaden bød på engelsk (nej ikke tysk) morgenbord. Der blev spist og pakket gaver op.

Fra Freiburg kørte vi til en færge, der sejlede os over Elben fra Wischhafen til Glückstadt, der er en langt mindre by, end de to vi besøgte i går. Der bor nemlig kun omkring 12.000 indbyggere i byen.

   

Efter sejlturen var vi nu tilbage i Slesvig-Holsten. Fra bronzealderen til vikingetiden udvikledes der i Slesvig-Holsten med de nordgermanske jyder og dansker (i Slesvig eller Sønderjylland), friserne (i Nordfrisland), de vestgermanske sakser (i Holsten) og de slaviske obotritter (i Østholsten eller Wagrien) fire sprog- og folkegrupper. Mellem 768 og 811 kom det konstant til konfrontationer mellem den kristne Kejser Karl den Store og de hedenske nordgermanere (skandinaverne). I 811 blev det i en fredsaftale bestemt, at Ejderen skulle være grænse mellem karolingerne og danskerne. Grænsen mistede senere sin praktiske betydning, men eksisterede juridisk frem til det Tysk-romerske riges undergang i 1806 eller i 1864. Fra 1111 øgedes selvstændigheden på begge sider af Ejderen , og hertugdømmerne Slesvig (som dansk len) og Holsten (som tysk len) opstod. Samtidig var den politiske og økonomiske kontakt mellem områderne tæt. I begyndelsen af 1200-tallet forsøgte den danske konge at indlemme Holsten i sit rige, men det mislykkedes på grund af nederlaget i slaget ved Bornhøved og på grund af modstand fra nordtyske fyrster. I 1386 blev Slesvig og Holsten første gang forenet i våben. Holstens senere historie er præget af talrige arvedelinger og hjemfald. I 1460 valgte adelen og borgerskabet, efter at schauenburgerne uddøde på mandesiden, den danske konge Christian 1. af det tyske fyrstehus Oldenburg, til hertug af Slesvig og Holsten. Personalunionen med Danmark varede til 1864, da hertugdømmerne blev erobret af Preussen og Østrig og indlemmet i Preussen.

Kort efter den lille færgehavn nåede vi frem til Glückstadt, der blev grundlagt i 1617 af Christian 4., konge af Danmark og Norge og hertug til Slesvig og Holsten. Hensigten var at etablere en konkurrent til byen Hamborg, og den skulle være en uindtagelig fæstnings- og havneby ved den nedre (nord-vestlige) del af Elben. Befæstningen blev fuldført i 1620. Kongen søgte at lokke indbyggere til ved at give handelsprivilegier og love religionsfrihed. Der kom sefaridiske jøder, hollandske reformerte, remonstranter og mennonitter, og katolikker til Glückstadt.

 

      

Under 30-årskrigen modstod byen i 162728 en femten uger lang belejring, som lededes af hertug Johann Tserclaes Tilly.

I byen fandtes et slot, Glücksburg, hvor hertug Frederiks (dengang ærkebiskop af Bremen og Verden, senere Frederik 3. af Danmark) fejrede sit bryllup med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643. Slottet blev nedrevet i 1710. Glücksburg må ikke forveksles med den slesvigske by med samme navn, hvor slottet Lyksburg ligger.

I 1648 oprettede Frederik 3. et regeringskancelli, som fik sæde i Glückstadt. Statholderen og regeringskancelliet blev et mellemled til det Tyske kancelli i København. Da den gottorpske del af Slesvig 1675-79, 1684-89 og endeligt fra 1713 blev forenet med den kongelige del, blev regeringskancelliet delt i et slesvigsk kancelli, Justitskancelliet på Gottorp Slot, kaldet Overretten på Gottorp, og et holstensk kancelli, der forblev i Glückstadt, og som også fik navn af Overret.

   

Tæt ved afslutningen af Napoleonskrigene måtte byen i 1814 kapitulere, og befæstningen blev ødelagt. Byen blev frihavn i 1830.

På grund af at regeringskancelliet lå i Glückstadt, blev byen hovedstad for den kongelige del af Holsten (modsat den gottorpske del). Holstein-Glückstadt blev herefter det officielle navn på den danske konges besiddelser i Holsten. Frem til Preussens anneksion af Holsten i januar 1867 var de danske konger hertuger af Holstein-Glückstadt, for Christian 9.s (1863-1867) vedkommende blev det dog kun en tom titel, for efter krigen i 1864 blev byen sammen med resten af Slesvig-Holsten en del af Preussen.

      

Det er en underlig samling  halvgamle huse, der ligger om torvepladsen midt i byen. De fleste vender de spidse gavle mod gaden og det torv, som danner midtpunktet i byen, og hvorfra alle gader udstråler og danner en omtrent regelmæssig sekskant, der har været omgivet af diger og fæstningsvolde med grave, og som er anlagt ved bækken Rhins udløb i Elben. På torvet ligger kirken, i al sin uanseelighed højst malerisk, et temmelig lavt, undersætsigt firkantet tårn med et langt tyndt rødmalet spir. Kirken består af 2 længer, en bag tårnet, en anden parallelt ved siden af. Den byggedes til, da kirken blev for lille, og gør et højst pudsigt  indtryk, hvad enten man ser kirken indefra eller udefra.

Under Christian 4. oprettedes i 1619 et møntværksted i byen, og det blev dermed det 2. sted, efter københavn, man måtte slå mønt. Efter sølvfund ved Kongsberg oprettede Christian 4. 1628 et møntsted i Christiania (det nuværende Oslo). Der er således slået mønter 3 steder i alt.

  

Lige overfor kirken ligger rådhuset, en smuk og statelig bygning i Christian IV.s bekendte hollandske renæssancestil. I forhallen er opsat et stort rytterbillede af Oberst Marquard Pentz, kongens guvernør i Wolfenbüttel under 30-årskrigen 1627, og far til Christian Pentz, kongens svigersøn og guvernør i Glückstadt.

   

Vi gik en rundtur i byen med et stop på torvepladsen, hvor vi fik noget at drikke og børnene fik også en is. Så gik vi videre ned forbi havnen og returnerede så til SPEEDY for at fortsætte mod turens næste mål, kirkepladsen i Brunsbüttel. Vi havde indtastet Markt i Brunsbüttel, men da vi nærmede os byen, ville Marie have os, en efter min mening omvej, rundt om byen. Jeg drejede af, hvor der stod centrum. Det viste sig, at byen ligger på hver side af Kieler-kanalen, og vi skulle selvfølgelig over på den anden side. Nord for byen går der en højbro over kanalen, men det ville være noget af en omvej, så vi kørte frem til en færge, hvor vi straks kørte ombord.

   

Det viste sig, at der er to småfærger, der forbinder bydelen på hver side af kanalen, og overfarten er tilmed gratis, så snart efter var vi i den rigtige del af byen. Vi kunne dog ikke finde kirkepladsen, så i stedet parkerede vi ved kanalen og kiggede på sluserne, men vi fik lidt at spise i en Imbiss. Tom fandt adressen på kirkepladsen, som viste sig at være den, Marie også var i besiddelse af. Vi fandt frem til kirkepladsen, Markt i den historiske bydel Brunsbüttel-Ort, hvor Jakobus Kirken ligger. Kirken er indviet i 1726 og opført over en tidligere kirke, der nedbrændte efter et lynnedslag. Rundt om kirkepladsen ligger der huse, men de fleste er mindre en 100 år gamle. Enkelte skiller sig dog ud som små bindingsværksperler.

   

Ellers er der ikke så meget at se i byen, ud over sluserne, der afslutter Kielerkanalen. Kanalen er næsten 99 km lang og går fra Holtenau ved Kiel til Brunsbüttel. Der er tale om en af de mest befærtede kanaler i verden og skibstrafikken mellem Østersøen og den sydlige Nordsø (Vesterhavet) undgår den lange tur op nord om Jylland, gennem Kattegat og Skagerrak.

 

En lille kuriositet er dog, at første gang byen nævnes, i 1286, er det i forbindelse med en bekendtgørelse hvor byens borgere lover ærkebiskoppen af Bremen, at de ikke mere vil udplyndre købmænd fra Hamburg. Den gang hed byen Brunesbutle.

Efter opholdet i Brunsbüttel fortsatte vi mod Heide, der er kredsby i Ditmarsken i delstaten Slesvig-Holsten og har cirka 20.000 indbyggere. Byen nævnes første gang 1404 som "Uppe de Heyde". I 1447 bliver byen forsamlingssted for Ditmarsken, som på den tid var en selvstændig bonderepublik. I 1500 mente såvel danskerne som de nordtyske fyrster, at dette skulle ændres, men i et slag ved Hemmingstedt, syd for Heide, led fyrsterne et svidende nederlag. Men i 1559 var det endegyldigt slut med selvstændigheden, og heller ikke i den efterfølgende tid blev man skånet for krige. Under 30-årskrigen blev byen på skift besat af Wallensteins hær, svenskerne drog hærgende gennem byen, efterfulgt af russere og franskmænd. Endelig var byen i samme periode plaget af ildebrand og epidemier. Men hver gang rejste byen sig igen.

  

I 1867 blev Schleswig-Holstein en preussisk provins, og i 1870 mistede Heide sine købstadsrettigheder. Med åbningen af jernbanelinien Neumünster-Heide i 1877 anlægget af Hamburg-Itzehoe-Heide det efterfølgende år, udviklede Heide sig til en af de centrale byer på vestkysten. Efter 1945 kom mange flygtninge til Heide, hvor de fandt deres nye hjem.

   

Heide's Marktplatz er med sine  4,7 ha ubebygget flade, den største markedsplads i Tyskland. Her holder man, som man har gjort de sidste 500 år, hver lørdag mellem 7.00 og 13.00 et stort marked "Heider Wochenmarkt".  Vi var dog enige om, at pladsen var alt for stor og ikke gav nogen intim oplevelse.

Büsum havde slet ikke været med på programmet, men da det var ved at være tid til et bad, så havde Lone fundet ud af, at der her var ikke mindre end 3 campingpladser. Vi valgte ikke den dyreste, men heller ikke den billigste. Alligevel blev vi afkrævet 44 Euro ved indcheckningen, hvilket er noget af det højeste, vi nogensinde har betalt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den dyre plads ville have kostet.

Den første dokumenterede omtale af Büsum er fra 1140, hvor der er tale om en ø. Øens navn skifter adskillige gange op gennem middelalderen, Bivsne (1140), Busin (1208), Busen (1281), og Buzen (1447). Büsum's middelalderhistorie er dokumenteret gennem kronikker skrevet af Neocorus (Johannes Adolph Köster), en pastor og lærer i Büsum i 1500-tallet. På øen lå endvidere 3 småbyer, Süderdorp, Middeldorp og Norddorp. Stormflodskatastrofer i 1362, 1436, og i 1570 satte det meste af øen under vand og ødelagde Süderdorp og Middeldorp. Det tidligere Norddorp med St. Clemens Kirke danner i dag bykernen i byen Büsum. Kirken, der er opført i perioden fra 1434 til 1442, er opkaldt efter Pave Clement I, der er fiskernes skytshelgen. Et træsnit af Martin Luther, fra 1564 markerer overgangen fra katolicismen til protestantismen i den sene middelalder. Alteret er fra begyndelsen af 1700-tallet. En svækkelse i loftskonstruktionen betød, at det gotiske loft faldt ned i 1782 og blev erstattet af et træloft.
 
Op gennem middelalderen fik Büsum regelmæssigt besøg af handlende fra Hansa-Unionen, men bonde-republikken blev aldrig medlemmer af Hansa'en.
 
   
 
Indbyggerne fra den temmelig fattige ø greb ofte til pirateri for at forbedre deres levestandard, og dette førte til konflikter. Således sejlede Rackler Kersten og hans mænd fra Büsum til Hamburg, hvor de ødelagde nogle af Hansa'ens handelsskibe. Som hævn sejlede hamburgerne til Büsum og brændte kirken i Middeldorp. Der blev dog bygget en ny kirke, men i Norddorp, og denne blev møbleret med bytte, bl.a. døbefonten, der blev stjålet fra øen Pellworm af piraten Cord Widderich.
 
I 1585 blev øen forbundet med fastlandet via en dæmning og aflejringer i vadehavet omkring byen, samt diger mod havet, betød efterhånden, at øen forsvandt. Men alligevel skete der stadig oversvømmelser, bl.a. i 1634 hvor 168 personer døde og 102 huse blev ødelagt. Ved en stormflod i julen 1717 forsvandt landsbyen Werven nær Büsum totalt. Den sidste oversvømmelseskatastrofe fandt sted i februar 1825. Siden har digerne holdt stand og beskyttet området.
 
   

Øen Büsum hørte oprindeligt under biskoppen af Hamburg/Bremen, inden den blev en bonde-republik.

Fra 1559 til 1867 var Büsum og Ditmarsken dansk område, hvorefter det kom under Preussen. Under 2. verdenskrig blev byens havn og skibsværft brugt af den tyske Kriegsmarine, hvilket gjorde den til bombemål og på den sidste dag i krigen, 4. maj 1945, hvor tyskerne i Slesvig-Holsen overgav sig, blev byen bombet. 9 mennesker blev dræbt og 19 såret, mens 5 huse blev totalt ødelagte. Efter 2. verdenskrig lå byen i den britiske zone frem til 1955.

Ud over turismen, som jeg vender tilbage til, så er Büsums hovederhverv fiskeri. Byen er primært kendt for sin specialitet, Büsumer Krabben (Nordsø-rejer), der behandles og puttes på dåse. Den første omtale af rejefangsten er fra 1624 og på det tidspunkt var det det mest kvinder, der fangede rejer med net, når tidevandet stod lavt i Vadehavet. Men i slutningen af 1800-tallet blev havfiskeriet populært og byen opbyggede en flåde af havgående fiskekuttere. Inden 2. verdenskrigs begyndelse var Büsums fiskeflåde på ikke mindre end 132 skibe, men siden er det gået ned af bakke. Ved årtusindskiftet var byens flåde på 35 kuttere, hvortil dog kommer 20 "tilflyttere" i form af udenlandske kuttere, primært fra Holland. Men der skal ikke herske tvivl, byens hovedindtægtskilder kommer i dag fra turismen.

Siden 1818 har Büsum været betegnet som en spa-by, der blev besøgt på grund af det helbredende havvand og mudder fra Vadehavet. 

   

I 1837 fik stedet den officielle betegnelse "Nordseebad" (Nordsø-spa). Gennem nazi-tiden blev byen mål for "Kraft durch Freude"-turister, et rekreativt program organisered af NSDAP. (Se også artiklen om vores besøg på Rügen i 2002). I 1949 blev byens status ændret til "Nordseeheilbad".                                                                                         

I dag bliver Büsums 5.000 fastboende indbyggere pænt suppleret op, da der er tale om et populært sommerferiested, men også endagsbesøgende fra Hamburg benytter stedet til udflugter. I 2002 havde byen 658.723 overnatninger af 83.295 gæster. Næsten alle besøgende (99.5%) af turisterne er tyskere. 

Fra Büsum kan man tage færger ud til øen Helgoland, der ligger ca. 70 km fra kysten. Sejlturen tager 2½-3 timer, men da vores tidsplan var kneben, måtte vi udsætte et besøg på øen, til en anden gang.

   

Vi gik en længere tur, først oppe på diget, der førte os ind mod bymidten og dernæst gennem byens gader. Vi ledte efter en restaurant, ikke fordi det var svært, for der var rigtig mange, men fordi Tom havde set et sted, at der skulle være en kroatisk restaurant i byen. Vi fandt den ved havnen, men den så faktisk rigtig kedelig ud, så vi fortsatte frem til en italiensk restaurant. Grunden til, at der skulle spises ude, var at det var børnenes 15-års fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres. Vi fik alle god mad og vendte mætte tilbage til SPEEDY til en kop koffein-fri kaffe.

   

 

Lørdag den 3. maj  /  Büsum - Maasholm

Tom havde været i receptionen for at købe morgenmad, og for første gang på turen spiste vi morgenmad i det fri. Vi forlod Büsum efter morgenspisning og -badning og fortsatte til næste mål, Rendsburg. Det betød, at vi krydsede fra vest- til østkysten. Tyskland er dog ikke så bred på dette sted, så turen varede ikke længe.

Rendsburg ligger midt i Slesvig-Holsten ved Kieler-kanalen og Ejderen, som den gamle Hærvej krydsede her. Byen knytter sig både til Sydslesvig og Holsten og har omtrent ca. 36.000 indbyggere.

Rendsborg var det danske monarkis vigtigste fæstning efter København, og oprøret i Hertugdømmerne i 1848 begyndte i Rendsborg med garnisonens overgivelse. Herefter blev de store fæstningsanlæg nedlagt. Fæstningerne Nyværk og Kronværk blev oprindeligt anlagt af Christian 3. i slutningen af 1600-tallet. På fæstningens sydportal opsattes 1670 Ejderstenen med indskriften Eidora romani Terminus Imperii (Ejderen, det romerske riges grænse).

   

Centrum for Nyværk var Paradepladsen, hvorfra tropper kunne sendes til volde og bastioner omkring byen ad de gader, som stråler ud fra pladsen. På Paradepladsen ligger bl.a. kommandantboligen. Her døde Christian 7. i 1808 af et slagtilfælde angivelig lige efter at han havde set spanske hjælpetropper rykke ind i fæstningen. Fra det midterste vindue på bygningens 1. sal blev Frederik 6. udråbt til konge. Med hertugen af Nørs erobring af fæstningen begyndte Treårskrigen i 1848.

Rendsborg er et trafikalt knudepunkt med Kieler-kanalen og jernbanebroen. Broens lange sløjfe omkring Rendsborg, for at få togene op i tilstrækkelig højde (42 meter), inden de passerer kanalen, er iøjnefaldende. Under jernbanebroen hænger en svævefærge, som transporterer biler over Kielerkanalen. Endelig er Rendsborg den eneste by ved Kieler-kanalen, hvor man kan passere kanalen under vandet.

Byen har både dansk skole, Ejderskolen, oprettet i 1952, og en dansk kirke, og endvidere benyttes Den gamle Amtmandsgård som dansk forsamlingshus.

Vi parkerede på Paradepladsen i den del af byen, som hedder Nyværk og slentrede lidt rundt, inden vi begav os til den gamle bydel, hvor vi bl.a. fik dagens formiddags bajer. Da vi fulde, altså ikke af alkohol, men i maverne fortsatte mod Egernförde, så meldte sulten sig.

   

Vi fandt frem til en P-plads ved en sø, hvor vi fik frokost, inden vi fortsatte til Egernförde, hvor vi kørte lidt rundt, inden vi fandt en P-plads vest for jernbanestationen. Egernförde ligger mellem Kiel i syd og Slesvig by i nord og har cirka 25.000 indbyggere.

Egernförde opstod omkring år 1200 som et fiskerleje ved vadestedet mellem Egernförde Fjord og Vindeby Nor. Byen omtales første gang i kong Valdemars Jordebog i 1231 som Ykærnburgh (Egernborg eller Egeborg). Formålet med oprettelsen af borgen kan have været at hindre fjender i at komme længere mod nord i Jylland. Borgen lå på en banke nord for byen i den nuværende bydel Borreby (Borby). I 1345 fik byen købstadsrettigheder. Egernförde udviklede sig til en lille købstad med søtrafik til de danske øer og til Skåne.

Da Christian 3. i 1544 delte hertugdømmerne i en kongelig og hertugelig del, kom byen under Gottorperne. Først i 1721 efter den Store Nordiske Krig forenedes de gottorpske dele af Sønderjylland igen med de kongelige dele. Under de store krige i 1400- og 1500-tallet og især under Trediveårskrigen udsattes byen for store ødelæggelser, og byen blev plyndret af kejserlige tropper. I 1600-tallet fulgte pesten og størstedelen af byens indbyggere døde. På samme tid levede byens berømte billedskærere, Hans Gudewerdt den Ældre (1570-1640) og Hans Gudewerdt den Yngre (1600-1671).

   

Efter de mange krige udviklede byen sig igen til en større havneby med handel og søfart. Men i antal skibe kunne byen ikke konkurrere med søfartsbyer som Flensborg og Aabenraa. Ved siden af handel drev man fiskeriet og landbrug. I 1700-tallet drev købmanden Christian Otte en omfattende rederivirksomhed. Hans sønner kom til stor velstand og etablerede en række virksomheder i Egernførde. De drev blandt andet en stor fajancefabrik, et spinderi og et farveri. Meget kendt var dengang byens mørke øl, Kakabelle øl, som blev drukket ved det kongelige hof i København og på Gottorp Slot i Slesvig.

Napoleonskrigene og det engelske bombardement af København i 1807 stoppede byens videre udvikling. I vinteren 1813/1814 rykkede allierede og svenske tropper ind i byen og plyndrede (kosakvinteren).

Efter 1830 kom nye økonomiske impulser. Det sønderjyske vejnet blev moderniseret og 1842 åbnedes en moderne chausse mellem Kiel og Slesvig over Egernförde. Bønderne fik nu lettere adgang til byen og Egernfördes erhversliv blomstrede igen. Man eksporterede nu røget fisk (brislinge) til Kiel, hvorfra den blev videresendt med jernbane til hele Tyskland under navnet Kieler Sprotte. Nord for byen i Borreby opførtes i 1833 en af de første badeanstalter i Slesvig.

Under Treårskrigen var fjorden foran byen skueplads for et alvorligt tilbageslag for den danske flåde. Den 5. april 1849 var Linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion uklogt løbet ind i fjorden, hvor manøvremulighederne var begrænsede. Efter at være kommet i kamp med de tyske kystbatterier sprang Christian VIII i luften, og Gefion blev ødelagt.

   

Egentlig var det et af byens torve, der stod på programmet, men her var ikke så meget at hente, så vi gik en tur ad gågaden frem til havnen, hvor der var masser af liv grundet et loppemarked.

Der blev ikke tid til drinks, inden vi fortsatte til dagens næstsidste seværdighed, den lille by Arnis. Først måtte vi dog lige med en meget lille trækfærge over Slien. Det er den mindste færge vi endnu har været med, Da SPEEDY var kørt ombord var der yderligere en enkelt bil, der slap med, og så var færgen faktisk fuld. Det kostede den "horrible" pris af 4 Euro, at komme over for både bil og os 6 personer.

   

Arnis ligger syd for Kappel og har cirka 350 indbyggere, og er dermed den mindste købstad i Tyskland. Byen blev bygget i 1667 af en gruppe udflyttere fra Kappel, der ikke ville være livegne for herremanden på gården Røst. Cirka 100 Kappel-borgere slog sig ned på en 800 meter lang og 200 meter bred ø i Slien. Øen blev senere forbundet til fastlandet i Angel, og opdeltes i 100 grunde hver med en bredde på 12 meter. Alle huse havde grund ned til vandet og gavl ud mod byens gade.

Handel og fiskeri fik velstanden til at vokse. I 1800-tallet var der 28 søgående skibe i byen. Byens skipperkirke blev opført i bindingsværk i 1673 på et voldsted fra en af Erik af Pommerns borge. Klokketårnet mod vest kom til i 1825.

   

Vi parkerede og slentrede rundt i byen og besigtigede bl.a. kirken, hvor der skulle være gudstjeneste kl. 18.00 for de konfirmander, der skulle konfirmeres næste dag.

Det er en smuk lille by og vi fandt hurtigt frem til de hovedtræk de enkelte huse var bygget over, og som gik igen i stort tal.

   

Vi var vel i byen en times tid, inden vi fortsatte mod Maasholm, hvor vi havde udset os en Stellplatz. Det var lige ved at gå galt med pladserne, for der var virkelig mødt mange autocampere op, hvilket nok skyldes pladsens helt fantastisk beliggenhed. Lige op til den store lystbådehavn og ud til den brede del af Slien. Wohnmobilstellplatz-gebyret andrager 9 Euro/dag uden strøm eller 11 Euro/dag med Strøm. Der er åbent 24 timer i 356 dage.

   

Der er etableret et nyt stort toilet-/badehus, hvor der også er vaskemaskiner og mulighed for at fylde og tømme bilerne (og bådenes) tanke.

 

Selve fiskerbyen Maasholm byder med sin kulturhistoriske værdifulde beskyttede beliggenhed, på velplejede huse i bykernen, den lille smukke Petrikirche, en redningsstation med en stor Søredningskrydser og herlige gang- og cykelstier langs Slien. Der er et bredt udbud af restauranter og endelig en stor velassorteret købmand. Byen er flere gange udnævnt til "Schönes Dorf Sleswig Holsteins".

Vi fik hurtigt hentet stole og bord frem fra tagboksen og snart var vi bænket med champagne, eller rettere sagt "Rotkäpchen", der er en udmærket tysk mousserende vin. Samtidig blev der gjort klar til aftensmaden, og for første gang på turen kom grillen i gang, da den stod på revelsben.

Efter middagen var mørket ved at falde på, men alligevel nåde vi en lille rundtur i byen.

 

Søndag den 4. maj  /  Maasholm - Sengeløse

Inden vi forlod Maasholm havde Tom været oppe i byen for at købe morgenmad, og for anden gang på turen spiste vi morgenmad i det fri. Vejret var pragtfuld så det var svært at forlade Stellplatz'en......men som man siger:

Wer eemal up Maasholm weer, kümmt jümmers wedder!

Vi kørte mod Flensburg og videre mod grænsen i Kruså, hvor der skulle købes øl og andre nødvendigheder, inden vi atter vendte hjem til Danmark.  Vi ankom til Poetz's grænsehandel lidt før kl. 11, hvor de først åbnede. Hvad tilbringer man så ventetiden med - den sidste formiddagsbajer i Tyskland.

Efter indkøbene blev der kørt mod Kolding, videre over Lillebæltsbroen, hvor vi besluttede, at spise frokost på havnen i Odense, hvor der er stor byggeaktivitet. Man er i fuld gang med såvel kontor- som boligbyggeri. Promenadebyen er navnet på den nye bydel i Odense Havn, hvor der opføres 16 boligblokke, hvoraf de 8 er direkte ud til kajen.

 

De 2 første boligblokke er færdige, Broen og Stævnen, og de indeholder knapt 70 boliger med størrelser på 84 m² til 238 m² og priser på 2mio. til 8 mio. kr. Det er MTHøjgaard, der er entreprenører for byggeriet, som er tegnet af Årstiderne Arkitekter.

   

Så var det tid til den sidste etape over Storebæltsbroen og ind i Københavns Centrum med Tom og Bodil. Kl. 17.00 var vi selv tilbage i Sengeløse.

 

Efterskrift

Det blev som altid, når vi er af sted med Bodil og Tom, blev det en begivenhedsrig tur. Der blev kigget på huse og pladser, der blev indtaget drinks og drukket øl, der blev spist god mad. Men alligevel en afslappende og hyggelig tur.

Vi nåede at køre op omkring 1.400 km, men det eksakte tal kendes ikke, da en eller flere små pilfingre på et tidspunkt havde fået 0-stillet såvel triptælleren som køretiden.

Derr blev taget rigtig mange faste billeder, men derudover tog Nicolai en DVD-film på 45 minutter, som nu skal redigeres.

 

Flemming Stagis

Maj 2008