Med Speedy til Holland, Belgien, Nordfrankrig og Tyskland 13. – 29. juli 2012 Forord Lone var flyttet fra Sengeløse i foråret og jeg havde overtaget huset, så udsigterne til en fælles sommerferie havde ikke set for godt ud, men vi forældre blev alligevel enige om, at vi godt kunne tage på ferie sammen med børnene i ugerne 29 til 31 og så måtte vi jo se, hvordan det ville gå. Imidlertid fik Lones arbejde en meget stor ordre, umiddelbart inden vi skulle afsted, hvorfor ferien blev afkortet med den sidste uge. Til gengæld kunne vi så køre tidligt om fredagen i uge 28, hvilket trods alt gav en samlet ferie på 16 dage.   Fredag den 13. juli Vi kørte fra Sengeløse ved 10.30-tiden og satte kursen mod sydvest. Vi ville nemlig ikke længere støtte Scandlines med de ublu priser, som de tager for at sejle over mellem Rødby-Puttgarten. I stedet kørte vi over Storebæltsbroen, spiste frokost i Nyborg, og så gik det videre over Fyn og ned gennem Jylland. Ved 15.30-tiden passerede vi grænsen og kort efter drejede vi af fra Motorvejen for at handle i det meget store supermarked i Scandinavian Park. Så gik det videre mod Hamburg, men umiddelbart efter Rendsburg drejede vi væk fra A7 og satte kursen mod Glückstadt, hvorfra en færge sejlede os over Elben til Wischhafen. På den måde slap vi for at passere Hamburg i myldretiden og samtidig kortede vi turen af km-mæssig, men ikke tidsmæssigt. For det viste sig, at der var en næsten 2 km lang kø af ventende biler. Heldigvis var der ikke mindre end 4 færger, der betjente overfarten, så efter knapt en times ventetid kom vi ombord og sejlede i 25 minutter for at nå over til Wischhafen på sydsiden.       Klokken var næsten blevet 21, og vi gad ikke rigtig køre længere, og så var heldet ellers med os, for lige da vi var kommet i land og havde kørt et par hundrede meter, så vi en lille Stellplatz, hvor der allerede holdt nogle andre autocampere. Vi drejede til venstre, parkerede og lavede mad, inden vi ordnede senge og krøb til køjs.   Lørdag den 14. juli Lone og Nicolai blev vækket af hundene ved 7-tiden og måtte gå morgentur. Da de kom tilbage stod Camilla og jeg op og gjorde klar til morgenmad. Ved 9-tiden forlod vi Wischhafen og kørte mod Bremerhafen og Oldenburg, og passerede dernæst grænsen til Holland og videre over Groningen og Zuidersø-dæmningen, inden vi ved 15.30-tiden kørte ind til Edam, fandt en P-plads og skyndte os ind i byen for at købe Edammer-oste.       Da vi var i Edam i påsken, købte vi 3 oste, men nu var vi blevet modigere og købte 5 af slagsen. Vi slentrede lidt rundt i den meget hyggelige by, inden vi kørte videre. Vi passerede Monnickendam, som vi imidlertid ikke gik ind i, men tastede Campingpladsen Jachthafen Vitdam ind i Marie. Det voldte os lidt problemer at finde frem til pladsen, da det var ad så små og snørklede veje og gader, så vi på et tidspunkt måtte vende om og finde en alternativ rute. Jeg kørte og blev af de andre opfordret til at finde en anden plads, men som den stadige rad jeg er, så fortsatte jeg trods trusler om alverdens ulykker. Men snart efter kunne vi køre ind på Camping Vitdam. Og hvilken plads. Lige ud til Ijsselmeer, som vi havde udsigt direkte ud over fra vores bagrude.    Der blev spist, hygget med Scrabble og til sidst læste bøger, inden vi gik i seng ved 22.30-tiden.   Søndag den 15. juli Hundene mente, at de skulle luftes 5.45, så Lone og Nicolai måtte af sted, mens Camilla og jeg sov videre. Efter luftningen blev der sovet til ca. kl. 8, hvor jeg stod op og gik i bad. Vejret var fantastisk med strålende sol over en blikstille Zuidersø.    Efter badet hentede jeg frisk brød til morgenmaden. Mens jeg vaskede op gik de andre i bad og ved tilbagekomst blev der gjort klar til afgang. Denne gang kørte vi tilbage ind gennem Monikendam og der var ingen problemer, da der var tale om gode og brede veje. Hvorfor i al verden Marie ville have os en omvej ad dårlige og smalle veje, da vi skulle ud til campingpladsen, forblev en gåde. Vi kørte ind til Amsterdam, men da tunnelen under havnen i centrum var spærret, måtte vi en lang omvej ud øst om byen, for at finde motorvejen, der førte os mod Harlem, hvortil vi ankom ved 11-tiden. Efter en del køren rundt fandt vi en parkeringsplads, tæt på centrum. Det gode vejr var forsvundet og det småregnede, men vi vovede os nu alligevel ud, for at se nærmere på byen. Haarlem er hovedstaden i provinsen Noord-Holland, den nordlige halvdel af Holland, der på et tidspunkt var den mest magtfulde af de syv provinser i de hollandske republikker. Haarlem ligger i den nordlige del af Randstad, et af de største storbyområder i Europa. Ved udgangen af 2011 havde Haarlem en samlet befolkning på knapt 152.000.    Haarlem har en rig historie, der går tilbage til før-middelalderen. Stedet ligger på en tynd stribe land over havets overflade, kendt som Strandwal (strandhøjderyg), som forbinder Leiden til Alkmaar. Beboerne på den smalle strimmel jord kæmpede mod vandet i Nordsøen fra vest, og vandet i floden IJ og Haarlem søen fra øst. Haarlem blev velhavende grundet afgifter, der blev indsamlet fra skibe og rejsende, som bevægede sig på den travle nord/syd-rute. Men som skibsfarten blev af mere og mere økonomisk betydning, var det byen Amsterdam, der blev den vigtigste hollandske by i Nord Holland i løbet af den hollandske guldalder. Haarlem blev lidt af en stille soveby, og af denne grund har Haarlem stadig mange af sine centrale bygninger fra middelalderen intakte, hvoraf mange af dem i det hollandske Heritage Register, kendt som Rijksmonuments. Den ældste omtale af Haarlem stammer fra det 10. århundrede. Navnet kommer fra "Haarlo-Heim" eller "Harulahem", hvilket betyder "sted, på sand dækket med træer, højere end de andres". 1 1100-tallet var det en befæstet by, og Haarlem blev residens for greverne af Holland. I 1219 slog Willem I nogle soldater til riddere, fordi de havde erobret den egyptiske havn Damietta i 5. korstog. Haarlem fik ret til at bære Grevens sværd og kors i sin våbenskjold. Den 23. november 1245 tildelte Grev Willem II Haarlem byens rettigheder. Efter en belejring i 1270 blev byen befæstet, sandsynligvis med en jordvold med træporte. Disse forsvarsværker viste sig imidlertid ikke at være tilstrækkelig stærke og i slutningen af ​​1300-tallet blev en godt 16 meter høj mur bygget, samtidig med at man gravede en 15 meter bred kanal, der omkredsede byen. På det tidspunkt var alle byens bygninger opført af træ, og brand var en stor risiko og i 1328 nedbrændte næsten hele byen. Bl.a. blev kirken Sint-Bavokerk så alvorligt beskadiget, at man regnede med, at genopbygningen ville tage mere end 150 år. Igen den 12. juni 1347 var der en brand i byen. En tredje stor brand i 1351 ødelagde mange bygninger, herunder det grevelige Slot og rådhuset. Greven havde ikke længere brug for et slot i Haarlem, fordi hans slot i Haag havde overtaget alle funktioner. Greven skænkede jorden til byen og senere blev der bygget et nyt rådhus på grunden. Formen af ​​den gamle by var firkantet, inspireret af formen på ​​gamle Jerusalem. Efter hver branden blev byen genopbygget meget hurtigt, en indikation af den rigdom der i disse år var i byen. Den Sorte Død kom til byen i 1381. Ifølge en beregning af en præst fra Leiden dræbte sygdommen omkring 5.000 mennesker, hvilket var omkring halvdelen af ​​befolkningen på det tidspunkt. I slutningen af 1300-tallet var Haarlem en storby. Det var den næststørste by i Holland efter Dordrecht og før Delft, Leiden, Amsterdam, Gouda og Rotterdam. I 1429 byen fik ret til at opkræve vejafgifter, herunder skibe passerer byen på Spaarne floden. I slutningen af ​​middelalderen var Haarlem en blomstrende by med en stor tekstilindustri, skibsværfter og øl-bryggerier. Omkring 1428 blev byen sat under belejring af en hær under Jacqueline, grevinde af Hainaut og efterfølgende blev hele Haarlem brændt ned af fjenden. Omkring 1570 blev byen Brielle erobret af Geuzens revolutionære hær, der ønskede at frigøre Holland fra Spanien. Haarlem støttede i starten Geuzen. Kong Filip II af Spanien var ikke glad, og sendte en hær mod nord under kommando af Don Fadrique, søn af Fernando Álvarez de Toledo, 3. hertug af Alba. Den 17 November 1572 blev alle borgere i byen Zutphen dræbt af den spanske hær, og den 1. december led byen Naarden samme skæbne. Den 11 December 1572 satte den spanske hær Haarlem under belejring. Byens forsvar blev kommanderet af guvernør Wigbolt Ripperda. Kenau Simonsdochter Hasselaer, en meget stærk kvinde, hjalp med forsvaret af byen. I de første to måneder af belejringen, var situationen i balance. Den spanske hær gravede tunneler for at nå byens mure og sprænge dem i luften, mens forsvarerne gravede tunneller til at sprænge de spanske tunneler. Situationen blev værre for Haarlem den 29. marts 1573, hvor en hær fra Amsterdam, tro mod den spanske konge, kontrollerede Haarlemmermeer sø ogeffektivt blokerede Haarlem fra omverdenen. Sulten i byen voksede, og situationen blev så anspændt, at bystyret den 27 maj tog de mange spansk-loyal fanger ud af fængslet og myrdede dem. To af byens porte, Kruispoort og Janspoort kollapsede under kampene. I begyndelsen af ​​juli havde Prinsen af ​​Orange samlet en hær på 5.000 soldater tæt Leiden for at befri Haarlem. Den spanske hær besejrede imidlertid de hollandske styrker og efter syv måneder overgav byen sig den 13. juli 1573. Mange soldater fra hæren, som forsvarede byen, blev slagtet, og mange af dem druknede i Spaarne floden. Guvernør Ripperda og hans løjtnant blev halshugget. Borgerne fik lov til at købe frihed for sig selv og byen for 240.000 gylden og byen var forpligtet til at være vært for en spansk garnison. Don Fadrique takkede Gud for sin sejr i Sint-Bavo Kirke. I 1576 blev byen atter ramt af en storbrand om natten mellem den 22. og 23. oktober. Branden startede i bryggeriet Het Ankertje, nær et sted som blev brugt af tyske lejesoldater som vagtsted. Soldaterne varmede sig ved en ild, der kom ud af kontrol. Branden blev opdaget af landmænd, der sejlede deres skibe på floden. Men soldaterne afslog hjælp og sagde, at de selv ville slukke ilden. Dette mislykkedes, og ilden ødelagde næsten 500 bygninger, blandt dem St-Gangolf Kirke og St-Elisabeths Hospital. De fleste af lejesoldater blev senere anholdt, og en af ​​dem blev hængt på Grote Markt foran et stort publikum. Det samlede resultat af belejringen og ilden var, at omkring en tredjedel af byen blev ødelagt. Amsterdamse Poort, tidligere indgang til byen fra Amsterdam, er et af ​​de få synlige spor der er tilbage af den gamle bymur. Brande og den lange belejring havde sat deres præg på byen. Spanierne forlod Haarlem i 1577, og i henhold til en aftale indgået i byen ​​Veere, fik protestanter og katolikker nu lige rettigheder, men i regeringen havde protestanterne klart overtaget og katolske besiddelser, der var blevet beslaglagt, blev aldrig returneret. For at genoprette økonomien og tiltrække arbejdstagere til bryggerier og blegningsvirksomheder, som Haarlem var kendt for , takket være det rene vand fra klitterne, besluttede Haarlem byråd, at fremme udøvelse af kunst og historie, der viser tolerance over for de forskellige religioner. Det tiltrak en stor mængde af flamske og franske indvandrere, som var på flugt fra den spanske besættelse af deres egne byer. Udbygningsplaner blev hurtigt erstattet af planer om at genopbygge de ødelagte bymurene. Ligesom i resten af ​​landet, var guldalderen i De Forenede Provinser i gang. Byens nye borgere havde en masse ekspertise i hør- og silkefremstilling og handel, og byens befolkning voksede fra 18.000 i 1573 til omkring 40.000 i 1622. Ølbrygning var en meget vigtig industri i Haarlem. Indtil 1500-tallet blev vandet til øllet taget fra kanalerne i byen. Disse var gennem Spaarne og IJ, forbundet med havvand. Imidlertid blev vandet i kanalerne mere og mere forurenet og ikke længere egnet til ølbrygning. Man hentede derfor vand fra et sted 1,5 km syd-vest for byen, men kvaliteten af ​​dette vand var ikke god nok. Fra 1600 tallet anvendte man en kanal (Santvaert) til at transportere vand fra klitterne ind til byen. Vandet blev transporteret i tønder på skibe. Det sted, hvor vandet blev taget kaldes i dag Brouwerskolkje, og kanalen eksisterer stadig, og kaldes nu Bryggeriforeningens Canal (Brouwersvaart). Denne forening var en stor ølproducent i Holland og størstedelen af ​​selskabets øl blev indtaget i Noord-Holland. Under den spanske belejring var der omkring 50 bryggerier i byen, mens der 45 år senere, i 1620, var omkring 100 bryggerier i byen. I 1657 brød den anden epidemi af Den sorte Død ud og tog hårdt på byens borgre i de 6 måneder den hærgede byen. Fra slutningen af ​​det 1600-tallet vendte den økonomiske situation i byen og i 1752 var der kun syv ølbryggerier tilbage, og i 1820 var ingen bryggerier registreret i byen længere. I 1990'erne genoplivede Stichting Haarlems Biergenootschap nogle af de gamle opskrifter i det nye Jopen ølmærke, der er markedsført som en "Haarlem Bier". I 2010 åbnede Jopen et bryggeri i en tidligere kirke i det centrale Haarlem kaldet Jopenkerk. Fra 1630'erne frem til i dag, har Haarlem været et vigtig handelscenter for tulipaner. Fra det tidspunkt hvor Leiden-Haarlem kanalen Leidsevaart blev åbnet i 1656, blev det populært at rejse fra Rotterdam til Amsterdam med passagerbåde og kanalerne blev gravet til passagersejlads alene, og var behagelige selv om de var langsommelige. I 1700-tallet blev Haarlem sæde for en bispedømmet i den gamle katolske kirke i Utrecht. I 1827 begyndte man at nedrive bymuren for at bruge byggematerialer til byen ekspansion og på voldterrænnet grundlagde man Den Haarlemmerhout, der er den ældste park med offentlig adgang i Holland. Det siges, at nogle af Napoleons soldater har skåret deres initialer i træer i parken. Stenene fra forsvarsanlæggene blev genbrugt til opførelsen af ​​arbejdstagernes boliger og fabrikker. Haarlem blev provinshovedstaden Noord-Holland og i midten af 1800-tallet begyndte byens økonomi langsomt at blive bedre. Nye fabrikker blev åbnet, og en række store industrivirksomheder blev grundlagt i Haarlem i byen. Under Anden Verdenskrig arbejdede den hollandske kvinde Hannie Schaft for en hollandsk modstandsgruppe. Hun blev taget til fange af tyskerne og henrettet umiddelbart før afslutningen af ​​krigen i 1945. På trods af hendes og hendes kollegers indsats, blev de fleste Haarlem jøder deporteret, Haarlems synagoge nedrevet, og det jødiske hospital blev annekteret af St. Elisabeth Gasthuis. Mange borgere overlevede hunger-vinteren ved at spise tulipanløg gemt i skure på de sandede marker rundt omkring i byen. Fra den 17. til den 21. september 1944 blev dele af Haarlem-Noord evakueret af tyskerne for at gøre plads til en defensiv linje. Hundredvis af mennesker måtte forlade deres huse og blev tvunget til at bo hos andre borgere, der ikke bød dem velkommen med åbne arme, da mange allerede sultede. Fra den 22. september til slutningen af ​​krigen, var der kun gas til rådighed to timer om dagen. Elektricitet stoppede den 9. oktober 1944. Den tyske besættelsesmagt byggede en tyk, sort væg gennem Haarlem i den sydlige del af byen, samt på Jan Gijzenvaart i det evakuerede område. Muren blev kaldt Mauer-Muur, og skulle hjælpe med at forsvare byen.       Det blev en kort tur, men vi så dog torvet og den flotte domkirke St. Bavo. Ved foden af kirken, var der en stor del af vejen rundt bygget små boder, der nu var forskellige butikker. En af dem solgte belgiske vafler, som vi købte et par stykker af til deling. De var med chokoladesovs og rigtig gode. Kirken var lukket, men det skulle indeholde et meget berømt orgel, som bl.a. Liszt, Händel og Mozart har spillet på.    Kirken ligger på Grote Markt, hvor også byens rådhus ligger. Der er tale om en gotisk bygning med senere tilføjelser. På pladsen er der endvidere en statue af Laurens Coster (1405-84) som hollænderne hævder opfandt bogtrykkerkunsten 10 år før tyskeren Gutenberg. Efter det korte besøg i Harlem kørte vi videre mod Leiden, hvortil vil ankom ved 13.30 tiden. Vi fandt en plads helt inde i centrum, men måtte så også betale 5 Euro for 2½ time.    Leiden har en befolkning på omkring 120.000, mens hele Leidenområdet har ca. 332.000 indbyggere, hvilket gør den til det sjette største byområde i Holland. Leiden er en gammel by, dens forbindelse med romerske Lugdunum Batavorum hænger sammen med en romersk fæstning i det 4. århundrede. Leiden fik by-rettigheder i 1266 og i 1389 var befolkningen vokset til omkring 4.000 personer. I 1572 holdt byen med de hollandske oprørere mod det spanske herredømme og spillede en vigtig rolle i Firsårskrigen. Fra maj til oktober 1574 blev byen u den held belejret af den spanske hær. Som en belønning for det heroiske forsvar, blev universitetet i Leiden grundlagt af William I af Orange i 1575. Hvert år afholder man den 3. oktober en fest, til minde om slutningen af ​​belejringen. Traditionen fortæller, at borgerne blev tilbudt valget mellem et universitet og en vis fritagelse for skatter - man valgte universitetet. Belejringen er bemærkelsesværdigt også for at være det første tilfælde i Europa, hvor man udstedte papirpenge, med papir taget fra bønnebøger. Festlighederne forløber typisk over fire dage og omfatter et sammensurium af fest, parader, historiske optog, karneval og andre arrangementer. Leiden er også kendt som det sted, hvor pilgrimmene samledes, før de tog afsted til Massachusetts og New Amsterdam i den nye verden.    I 1600-tallet var der fremgang i Leiden, primært på grund tekstilindustrien og byen, der havde mistet omkring en tredjedel af sine 15.000 borgere under belejringen af ​​1574, kom sig hurtigt og voksede til 45.000 indbyggere i 1622, og var sandsynligvis kommet op i nærheden af ​​70.000 omkring 1670. Under den hollandske gyldne æra var Leiden den næststørste by i Holland, lige efter Amsterdam. Fra slutningen af ​​1600-tallet faldt indbyggerantallet i Leiden, hovedsagelig på grund af nedgangen i klædeindustrien. I begyndelsen af ​​1800-tallet blev også fremstillingen af grønt filt helt opgivet, hvilket betød yderligere nedgang i befolkningstallet, der omkring 1800 var sunket til 30.000. Leiden begyndte dog atter langsomt at ekspandere ud over sine voldgrave og omkring 1896 var antallet af borgere over 50.000.Den 12. januar 1807 ramte en katastrofe byen, da en båd lastet med 17.400 kg krudt sprang i luften midt i Leiden. 151 personer blev dræbt, over 2000 blev såret, og omkring 220 huse blev ødelagt. Kong Louis Bonaparte besøgte personligt byen for at yde bistand til ofrene. Skønt beliggende i centrum af byen, forblev området tomt i mange år. I 1886 blev stedet omdannet til en offentlig park. Leiden bidrager med den måske vigtigste brik i hollandsk historie, for det var her Johan Rudolf Thorbecke (1798-1872) skrev den hollandske forfatning i april 1848 i sit hus på Garenmarkt 9 og endelig har Albert Einstein brugt en del tid på Leiden Universitet i midten af sin karriere. Efter 1920 blev nye industrier etableret i byen, såsom konserves-og metalindustri. Under Anden Verdenskrig blev Leiden hårdt ramt af allierede bombardementer og områder omkring banegården og Marewijk blev næsten helt ødelagt.     Vi startede med at spise en hurtig frokost hvorefter vi begav os ud i byen. Solen var atter kommet frem og byen sprudlede af liv. Der var hyggelige kanaler og der var masser af både i kanalerne. Børnene døbte straks byen til Hollands Venedig. Et sted lå en båd midt ude i kanalen og herfra spillede et rock-orkester, så hele området svingede. Vi fortsatte ad byens gågade, hvor langt de fleste butikker var åbne, så også her var der masser af mennesker og liv.    På vej tilbage til bilen faldt vi over et lille hyggeligt værtshus, hvor vi fik turens første drinks. Det blev øl til alle undtagen Camilla, der fik en Cola. Alle øllene var special-øl og vi var alle tilfredse med hvert vores valg. Det viste sig, at stedet var med på listen over de 100 bedste værtshuse i Holland, hvilket efter vores mening var helt i orden. Efter besøget i Leiden satte vi kursen mod Den Haag, som vi dog passerede for at køre ud til byen Scheveningen ved kysten, hvor vi fandt frem til campingpladsen Kilkduinpark, der lå lige ud til Nordsøen. Det var en udmærket plads og beliggenheden betød selvfølgelig en høj pris, men at vi kom af med 52 Euro, fandt vi dog noget i overkanten, og som pigerne så bemærkede, så var der ikke en gang toiletpapir på stedets toilet-/badebygning.    Vi indrettede os, fik en drink og et spil scrapple, hvorefter der blev lavet mad og spist. Efter maden gik vi en lang tur ud til stranden, hvilket rigtig var noget hundene kunne lide. De drønede rundt, sprang i og over småsøer og gravede løs i sandet. En rigtig hunde-tur. Tilbage i Speedy så de tre andre film, 1. afsnit af ”Game of Thrones” mens jeg i stedet startede med at skrive turberetning, da jeg havde set filmen. Det havde været en dag med rigtig mange oplevelser og indtryk.   Mandag den 16. juli. Nicolai og Lone måtte atter afsted til hundeluftning kl. 7 mens Camilla og jeg sov videre. jeg hentede morgenbrød lidt i 9 og mens de andre gjorde klar til morgenmaden fyldte jeg vandtank, hvilket tog en del tid, da der ikke var meget tryk på vandet. Da morgenmåltidet var overstået kørte vi forbi puslepladsen og tømte vores brugtvandstanke, hvorefter vi kørte ind mod Haag. Haag er residens- og regeringsby i Nederlandene, hvor Amsterdam er hovedstad. Byen har godt 441.000 indbyggere, med forstæderne 705.000, og er dermed landets tredjestørste by. Byen er et administrativt og kulturelt centrum og den er også hjemsted for Den Internationale Domstol, EuroPol og andre folkeretslige organer samt en lang række kendte bygninger som Mauritshuis (Rembrandtsamling), Fredspaladset (bygget 1907-1913) samt miniaturebyen Madurodam. Det småregnede, så det blev kun til en kort sightseeing tur i Speedy, inden vi kørte mod Delft. Turen gik hurtigt, da der ikke er mange km mellem de to byer. Vi fandt også hurtigt en parkeringsplads, hvor vi lige sad og diskuterede lidt om hvor lang tid vi skulle bruge i byen. Mens vi snakkede satte en nydelig ældre dam kursen direkte mod os, for at fortælle, at det kostede 80 Euro i bøde at holde der hvor vi holdt, for det var kun for beboere, men lige rundt om hjørnet var der en stor parkeringsplads, hvor vi kunne holde. Jeg takkede og startede Speedy og fandt hurtigt frem til den omtalte P-plads. Det regnede godt nok stadig, men vi mente godt vi kunne tage en rundtur, når vi bare bevæbnede os med paraplyer. Først havde vi taget hundene med ud af bilen, men da de opdagede, at det regnede, viste de med allerstørste tydelighed, at de gerne ville ind i bilen igen, så det blev for en gang skyld en bytur uden hunde.    Delft ligger halvvejs mellem Rotterdam og Haag og kan spores tilbage til 1200-tallet. Den fik sine købstadsrettigheder i 1246. Den er primært kendt for dets typiske hollandske centrum med kanaler, maleren Johannes Vermeer, Delft-fajance, Delft Teknologiske Universitet og dets forbindelse til det kongelige hus Orange-Nassau. Forbindelsen mellem huset Orange-Nassau og Delft begyndte, da William af Orange (Willem van Oranje) bosatte sig der i 1562. William ledede kampen mod Spanien i firsårskrigen. Delft var en af de ledende byer i Holland og var udrustet med den nødvendige bymur for at tjene som hovedkvarter. Da William blev dræbt af et skud af Balthazar Gerards i 1584, var familiens traditionelle begravelsessted i Breda i hænderne på spanierne. Derfor blev han begravet i Den nye kirke i Delft. Hans begravelse indledte en tradition, som stadig eksisterer. 12. oktober 1654 blev byen svært skadet da byens krudtdepot sprang i luften. Eksplosionen forårsagede umiddelbart store ødelæggelser i byen. Hundreder, muligvis helt op til 1.200 blev dræbt og tusinder såret. Mindst 500 huse blev stærkt beskadiget, de 200 blev jævnet med jorden. Området omkring det nedlagte kloster blev næsten komplet raseret og længere væk led andre bygninger stor skade. Næsten alle glasmalerier i både Delfts gamle og nye kirke blev blæst ud. Det forlød, at braget kunne høres 150 kilometer væk på øen Texel, hvor et retsmøde blev lukket af samme årsag. Krudttårnet, hvori eksplosionen fandt sted, havde siden 1637 ligget i et tidligere kloster. Kun få kendte til det overvejende underjordiske krudtlager, da det var en statshemmelighed. I årene efter oprettelsen af krudtlageret var der opstået en dynamisk tekstilhandelsbydel med tilhørende boliger i det omkringliggende kvarter. Det var hovedsageligt her, de mange dræbte stammede fra, heriblandt den berømte kunstmaler Carel Fabritius, hvis atelier lå i kvarteret. Over 40 tons sortkrudt blev opbevaret i tønder i krudtlageret, hvilket var omkring halvdelen af Delfts samlede lager. Eksplosionen skete antagelig, da arsenalbestyrer Cornelis Soetens kom for at besigtige krudtet. Efter sigende var det gløder fra hans fakkel, der forårsagede antændelsen af krudtet. Mange troede, at skyen af røg, aske og sod var helvedets porte, der åbnede sig, og at Guds vrede rasede. Heldigvis var mange borgere rejst til markedet i Schiedam eller messe i Haag. En storstilet indsats blev påbegyndt på at rydde murbrokkerne og redde dem, der var fanget derunder. En gammel dame på 80, der lå i sin seng, blev reddet fire timer efter eksplosionen, og en baby 24 timer efter katastrofen, pigen sad i sin stol og spiste på et æble. Takket være en større indsamling fra de andre byer i Nederlandene kunne genopbygningen af Delft hurtigt påbegyndes, men alligevel varede det samlede genopbygningsprojekt adskillige år. Det ny krudtmagasin blev lagt langt uden for byens mure. Kunstneren Egbert van der Poel har malet adskillige billeder af Delft efter eksplosionen.    Det blev en hyggelig tur til byens hovedtorv med både Rådhus og Nieuwe Kerk, hvor mange af Hollands regenter ligger begravede. Sidstnævnte blev besøgt, for så var vi da i tørvejr så længe. Da vi var færdige med kirken slentrede vi rundt i kvarteret og fandt en bager, hvor vi købte 2 spinatbrød, 2 ostebrød og endelig 2 mandelkager. Dette blev delt og spist, mens vi bevægede os over mod Oude Kerk, for da vi købte entrebilletter til Nieuwe Kerk, fik vi at vide, at de også gjalt til Oude Kerk, hvor maleren Vermeer ligger begravet. Efter den sidste kirke returnerede vi mod Speedy, men undervejs blev der gjort holdt i et stort supermarked, hvor der blev købt aftensmad og andre fornødenheder, bl.a. rød Lambrusco til 15 kr. flasken.    Vi var færdige med Delft og kørte mod Rotterdam og videre ud mod kysten, hvor vi fandt frem til campingpladsen Oranjezon ved byen Vrouwenpolder. Vi installerede os, fik chips og drinks, hvorefter vi gik en 1,2 km lang tur ud til Nordsøen, hvor hundene hyggede sig med sand og vand.    Det regnede stadig og på vej hjemad blev det endnu værre, så vi gik rask til og var snart tilbage på pladsen, hvor Lone og Nicolai begyndte at lave aftensmad.      Tirsdag den 17. juli Efter hundeluftning, morgenmad og badning forlod vi pladsen og kørte til landsdelen Zeeland, hvor vi først besøgte den lille, men meget hyggelige by Veere. Der er en stor lystbådehavn, der giver byen aktivitet og liv. Byen har en meget stor kirke, Grote Keerk, som øjensynligt har to lige store skibe på tværs af hinanden. Desuden mangler den størstedelen af en kombineret indgang og tårn, som aldrig er blevet færdiggjort. Desværre var kirken lukket, så vi kom ikke ind i den. Endelig er der et lille rådhus, Oude Stadhuis, med et slankt tårn og statuer og ure.    Vi kørte lidt rundt og fandt en parkeringsplads ved den yderste odde i byen. Vi gik en lang tur og kiggede bl.a. på et marked, hvor de handlende var iklædt egnsdragter. Vi brugte et par timer i byen og sluttede af med at købe ”fish and chips”, der godt nok hed noget andet på hollandsk (Kibbeling met Friet). Dertil var desserten indbagte muslinger – knapt så gode. I mange af de kystnære byer og landsbyer i Frankrig, Belgien, Skandinavien og de baltiske lande, findes der næsten glemte historiske forbindelser med Skotland. En af de mindst kendte for at skotter måske, men ikke til den hollandske, er forbindelsen til den maleriske lille by Veere. Veere ligger i provinsen Zeeland, nær Middelburg på den nu isolerede "ø" af Walcheren. Den har en lille maleriske havn, som engang havde direkte adgang til Nordsøen. Gamle fæstningsanlæg definerede byens beliggenhed, domineret af den enorme Grote Kerk og det elegante sengotisk Rådhus. Mange bygninger går tilbage til den velstående periode i byens historie, hvor den var centrum for uldhandel med Skotland og hvor skotske købmænd boede her. I det 1100-tallet begyndte uldproduktion i Skotland og England at overstige den indenlandske efterspørgsel, så cisterciensermunkene i Melrose eksporterede skotsk uld, fritaget for told til Flandern. Denne ret blev formaliseret i 1407 ved et dekret af Hertugen af ​​Bourgogne. Enorme mængder af uld blev eksporteret til fremstilling af klæde i Nederlandene, Frankrig, tyske byer, samt til byer ved Østersøen.    Grundlagt som en fiskerihavn i 1296 fik Veere snart kontakt med skotske havne og udveksles alle former for varer. På dette tidspunkt blev skotsk uld eksporteret til Brugge, men da floden Zwin tilsandede stoppede denne handel og blev flyttet til Veere. Veere blev dermed i det 1400- og 1500-tallet den vigtigste havn for skotsk handel med Flandern, Holland og Brabant. Uld var den største import, ved siden af ​​kul, huder, whisky, hør, korn og fisk. Eksporteret til Skotland var klæde, fliser, læder, messingvarer, vin og spiritus. Veere's skoteske bånd blev styrket ved ægteskabet i 1444 mellem Wolfert VI Borssele, Herre Veere, og Mary Stuart, datter af den skotske konge James I og Joan Beaufort. Mary døde i 1465 og blev begravet i Grote Kerk. Forbindelserne mellem de Stuarterne og Holland fortsatte med ægteskabet mellem prins William af Orange (Marquis af Veere) og en datter af James VI.                                                                  De skotske handlende modtog flere privilegier fra byen, som de kaldte Campvere. De skotske skibe fik særbehandling, og de havde deres egen skatte- og retssystem. Skotterne havde toldfritagelse, deres egen kro og egen vandforsyning, gravet i 1531 og som leverede 40.000 liter rent vand, til den elegante Tudorstyle bygnings som stadig kan ses, og som fortsatte med at levere de behov, som folk i Veere havde helt frem ind 1931. Boliger blev også bygget til de skotske købmænd. De såkaldte "Scottish Houses" er to bygninger, der er blevet bevaret. Den ene, "Het Lammeken", det lille lam, blev sandsynligvis bygget i 1539 af en skotte ved navn Joos Olivers. "De Struys" stammer fra 1561 og var oprindeligt et spejlbillede af "Het Lammeken", men i løbet af årene er der blevet foretaget omfattende ændringer. Skotterne ikke kun levede i disse huse, men også dem som forretningslokaler. I dag de er bevarede som museum, i fremtiden vil en udstilling om den skotske historie blive åbnet. I 1612 fik det skotske samfund ret til at etablere et kapel med en kirkegård, og at udnævne ministre og ældste. Dette blev den første skotske kirke etableret på fremmed jord og med direkte bånd til Edinburgh. Dens første præst var Alexander MacDuff, der blev indsat i 1614.      Den napoleonske periode betød afslutning for ​​uldhandelen og de skotske privilegier og i 1798 var det skotske samfund i Veere svundet ind til 15 sjæle. Kirken blev lukket, og præsten, Rev James Likly af Aberdeen, blev udvist. Den skotske kirke blev nedrevet i 1837, og resterne af det kunne ses indtil 1950. Det er håbet, at fundamenterne vil blive indarbejdet i en udvidelse af den hollandsk reformerte kirke, der påregnes bygget i nær fremtid.         Helt passende var det skotterne i den 52. (Lowland) Division, der befriede Veere i november 1944, og denne begivenhed blev fejret med afsløringen af ​​et mindesmærke i november 1998 med deltagelse af indbudte skotske veteraner. Turen gik videre mod Zeelands hovedstad Middelburg. Også her var vi heldige at finde en parkeringsplads tæt på centrum, som vi havde sat retning imod.    Byen Middelburg, der har knapt 50.000 indbyggere, daterer sig tilbage muligvis til slutningen af ​​700-tallet eller begyndelsen af 800-tallet. Den første omtale af Middelburg var som en af tre befæstede byer (Borgs) opført på Walcheren (dengang en ø) som skulle sikre mod vikingernes angreb. I 844 blev der bygget et kloster på stedet, som forblev aktivt i det katolsk fundament indtil reformationen. Påbegyndelsen af Middelburg 's katedral (en af ​​kun to pre-reformatoriske katedraler i Holland, sammen med St. Martin i Utrecht) blev først lagt i 900-tallet; hvorefter byggeriet fortsatte op igennem middelalderen. Middelburg fik byrettigheder i 1217. I middelalderen blev det en vigtig handelsby for handel mellem England og byer i Flandern. Byen fortsatte med at vinde i magt og prestige i 12- og 1300-tallet og blev medlem af det magtfulde, multi-national Hanseforbund, dannet af nordeuropæiske handelsbyer. I Firsårskrigen, vandt de nordlige provinser i de oprindelige Nederlande deres uafhængighed fra deres tidligere spanske habsburgske herskere og dannede Holland, en protestantisk stat.Senere i det 1600-tallet (den hollandske guldalder), blev Middelburg, efter Amsterdam, det vigtigste center for Det Østindiske Selskab. Et stort handelsselskab i Republikken af de syv Forenede Nederlande.      Middelburg spillede en vigtig rolle i 1600-tallet i forbindelse med slavehandel. Samuel Ben Israel, søn af Menasseh Ben Israel, ligger begravet i Middelburg på Sefardic gravpladsen, der er placeret på "Jodengang" uden for bymuren. Menasseh Ben Israel forhandlede med Cromwell om åbningen af ​​England, og deres kolonier, for jøderne. Middelburg har også et gravsted for Ashkenazic-jøder, som er placeret på "Walensingel" inde i bymur.I 1994 blev synagogen restaureret. Den var blevet delvist ødelagt under 2. Verdenskrig. Det var den tredje synagoge, der blev bygget i Holland i løbet af Den gyldne Alder. I hallen i banegården er der en mindeplade til erindring om jøderne i Zeeland, der begyndte deres rejse til dødslejrene fra stationen Middelburg. Meget af den gamle bymidte blev bombet i de tidlige faser af 2. Verdenskrig, hvor det tyske Luftwaffe den 17. maj 1940 søgte at fremtvinge en overgivelse af den hollandske hærs kræfter i Zeeland. Desværre brændte byens arkiver under det tyske bombardement. Efter krigen blev så meget som muligt af den gamle bymidte genopbygget og restaureret i den samme førkrigs-stil, så Middelburg efter genopbygningen, atter fik meget af sin historiske og maleriske karakter tilbage. Der er overdådige 16- og 1700-tals handelshuse og lagerbygninger stående langs kanaler , af en lignende stil, som findes i byer som Amsterdam .Den gamle byens voldgrave er der stadig, ligesom en af byens porte , den Koepoort Gate stadig kan ses. En del af voldgraven og forsvarværkerne blev revet ned i 1800-tallet, for at gøre plads til en kommerciel kanal, der krydser Walcheren fra Vlissingen til Veere .Det middelalderlige kloster er stadig i brug i dag, som et museum og som sæde for provinsens regering. Maleren Pieter Gaal , (1769-1819) blev født i Middelburg, og efter at have rejst over Europa for at male, bosatte han sig og døde i byen.En anden velkendt borger i Middelburg var Admiral og opdagelsesrejsende, Jacob Roggeveen, der blev født i byen i 1659, og døde der i 1729. Roggeveen opdagede Påskeøen/Rapa Nui i det sydlige Stillehav på Påskesøndag, den 6. april 1722. Yderligere opdagelser på den samme rejse omfattede øer i Tuamotu-gruppen, nu en del af Fransk Polynesien.     Først kiggede vi på et middelalderkloster, Abdij, der i dag huser en del af provinsens administration, men som oprindeligt var et kloster med en meget stor kirke. Der var gratis adgang til en del af komplekset, så vi kigge på kirkerummene og klosterhaven i hold, da hundene ikke måtte komme med ind. I kirken vistes en film om ødelæggelser, som skete under tyske bombeangreb i 1940. Man så, at stort set hele området omkring Abdij var jævnet med jorden, så de bygninger vi ser på i dag er genopførte kopier af de oprindelige huse. Vi fortsatte til byen torv, der krones af et mægtigt rådhus, Stadhuis, som er bygget med Bruxelles rådhus som forbillede. En meget imponerende bygning. Solen havde været fremme det meste af dagen, hvilken gav anledning til, at Nicolai og jeg mente, at det var tid til turens første isvaffel. Så gik vi tilbage til Speedy og kørte mod campingpladsen ”Strandcamping Groede”, som ligger lige ud til Nordsøen. Den del af Holland, hvor Groede ligger var tidligere skilt fra resten af Holland af en dyb bugt, så man enten skulle tage over Antwerpen (Belgien) eller tage en færge fra Vlissingen. I dag klares ”problemet med en ny motorvej og en 6,6 km lang tunnel, Westerscheldetunnel, som forbinder landsdelen med det øvrige Holland. Men billigt er det ikke at køre ad smutvejen - vi måtte betale 18,20 Euro for passagen. Vi ankom ved 16.30-tiden, checkede ind ogbetalte 50,50 Euro. Også en høj pris, men mere rimelig når man tog pladsens beliggenhed og faciliteter i betragtning, end prisen vi havde betalt til Camping Kilkduinpark i Schreveningen.    Vi fik drinks, hvorefter vi gik en lang tur ned til stranden, hvor hundene atter var i deres es. På hjemvejen købte vi burgere og fritter, så der blev en rigtig fastfood-dag. Burgerne blev dog suppleret med Gouda-ost og tomatketchup. Dernæst blev der spillet Scrapple og dagen sluttede af med at resten af selskabet så 2. afsnit af ”Game of Thrones”, mens jeg skrev turberetning.    Det blev i øvrigt turens første dag helt uden regn.    Videre til del 2.    Tilbage til "Vore ture".