|
Tirsdag den 24. juli
Vi startede tidligt fra pladsen og begav os nordover under en totalt skyfri himmel. Egentlig havde vi ikke noget mål, men på en tidligere tur havde vi været i Rüdesheim og havde fundet byen charmerende, trods det enorme turisteri, der omgiver den. Så efter ca. 3 timers køretur og en færgefart fra Bingen til Rüdesheim, var vi ved 13-tiden atter på Camping am Rhein, hvor vi blev modtaget af en dansktalende receptionist. Vi rullede markisen ud, fandt bord og stole frem og så var det ellers frokosttid.
 
En stor del af eftermiddagen blev der hygget med bl.a. is og læsningen, inden vi ved 17-tiden syntes at varmen var aftaget så meget, at vi kunne begive os ind mod byen ad Rhein-promenaden langs floden. Det var dog en sej tur både for mennesker og hunde, da solen bragede ned fra en skyfri himmel. Men hundene havde deres vogn med, så de ind imellem kunne køre i den og slappe lidt af. Vi bevægede os rundt i de smalle gader og gyder og primært i de skyggefulde af dem. På Rüdesheimer Schloss fik vi vin og cola, hvilket nu er en tradition, da vi har besøgt stedet hver gang (begge gange) vi har været i byen.
 
Rüdesheim am Rhein, eller blot Rüdesheim, er en lille købstad ved Rhinen i Tyskland. Byen har ca. 10.000. indbyggere, men i feriesæsonen mangedobles indbyggerantallet, da Rüdesheim har en omfattende turistindustri med bl.a. mange skandinaviske turister. Herudover dyrkes der vin på skråningerne rundt om byen. Den velkendte cognac-lignende brændevin "Asbach Uralt" produceres i Rüdesheim. Rüdesheim har en årlig vinfest, "Rüdesheimer Weinfest".
 
Det er også i denne by man finder den velkendt og velbesøgt turistgade, Drosselgasse, som er en 3 meter bred og 144 meter lang gade fyldt med restauranter, ølstuer og små souvenierbutikker. I centrum af byen ligger en svævebane-station, hvorfra svævebanen Seilbahn Rüdesheim fører passagererne over vinmarkerne og op til udsigtspunktet og mindesmærket Niederwalddenkmal. I den første af Elvis Presley's film efter hans soldatertid i Tyskland, G.I.Blues fra 1960, synger han sangen "Pocketful Of Rainbows" under en tur i gondol nr. 76 i Seilbahn Rüdesheim
Byens beliggenhed ved Rhinen præger livet i byen. Der er anlagt promenade langs floden, ligesom mange af byens hoteller og restauranter er opførte med udsigt over floden. Turistbåde har hyppige anløb og afgange fra Rüdesheim med faste sejlplaner, både til byen Bingen am Rhein på modsatte side af floden og til ture op og ned ad Rhinen.
Kort efter år 0 kom romerne til regionen Taunus, i Bingen oprettede de en militær forlægning, et kastel. Dog med et brohoved over på den anden siden af Rhinen, hvor det nuværende Rüdesheim ligger. Herfra var der forbindelse til det store romerske vold- og forsvarsanlæg, kaldet Limes, der strakte sig tværs over Europa mod øst. Der er fundet drikkeglas fra det 2.århundrede, som indikerer, at vindyrkning allerede har været kendt på egnen på dette tidspunkt.
En tiltagende mængde af lensgrever o.a. adelige gjorde, at området fik sin egen administration og sit eget retsvæsen. Rhingrevernes indflydelse blev dog efterhånden mindsket og Ærkebiskoppen af Mainz fik sit uindskrænkede territoriale magtapparat etableret. I 1031 blev vindyrkningen i Rüdesheim fremmet ved en omfattende planlægning. Denne plan bestemte, at alt land, som blev taget i anvendelse, kun måtte bruges til vindyrkning. Derved fik Rüdesheim en betydningsfuld opblomstring og allerede i 1226 levede byen næsten udelukkende af vindyrkning og skibsfart, sidstnævnte dog mest som tømmerflådning. Op til 1500-tallet blev byen forsynet med en ringmur med flere tårne. Adlerturm ved Rhinens bred er den eneste bevarede. Byen forskånedes for de krigeriske ødelæggelser, som Mellemeuropa ellers var hærget af i 1400- og 1500 tallet.
 
Skibsmøller, en afart af vandmøller, var udbredt på de tyske floder i middelalderen. Disse malede korn og en række råstoffer til forarbejdning, hvilket førte til en tiltagende trafik af skibe på Rhinen, hvor Rüdesheim fik en særlig betydning. Det var her at landevejene endte ved de stejle skråninger og al trafik fortsatte på Rhinen i nedadgående retning. Den nuværende nordgående landevej langs floden fandtes ikke. Mange rejsende i Middelalderen gjorde holdt i Rüdesheim, hvor herberger og kroer skød op som paddehatte.
I en periode efter 1867, hvor Preussen havde erobret området fra hertugen af Nassau, var Rüdesheim sæde for regionsforvaltningen Rheingau, altså amtshovedstad.
I 1883 blev det store mindesmærke højt op over byen indviet af Kejser Wilhelm I. Det skulle være et nationalt mindesmærke for at markere Preussens stilling som samlende enhed af et stortysk rige. Det tiltrak masser af turister. Først kom de på æselsryg, senere i en dampdrevet tandhjulsbane, som var anlagt umiddelbart efter indvielsen af monumentet i 1883, og efter at have overlevet to verdenskrige var det på tide med en erstatning. Så i 1954 blev den nye 1.400 meter lange svævebane på strækningen indviet. Den var anlagt således, at den fulgte en nogenlunde ret linje op over de frodige vinmarker, hvorimod tandhjulsbanen havde slået et stort sving udenom markerne. Fra svævebanen er der en flot panoramaudsigt over byen, over vinmarkerne og over Rhinen, mens man på 10 minutter bliver hævet 203 meter op gennem terrænnet. Der er 85 gondoler, hvilket giver en kapacitet på ca. 720 personer i timen, hver vej.
Den nederste station (dalstationen) ligger ved Hotel Felsenkeller på Oberstraße 37 og her er der billetsalg ved stationen. Den øverste af svævebanestationerne (topstationen) ligger ved Café Rheinblick, øst for og ganske nær ved Niederwalddenkmal. Her er der endvidere fine parkeringsmuligheder hvis man ankommer i bil. På monumentets vestside er en kort spadseretur til et lille jagtslot, hvorfra der går en lift videre til den lille by Assmannshausen.
Den 25.nov. 1944 blev byen ramt af et bombeangreb, som lagde kvarterne omkring kirkerne i aske. 200 indbyggere blev dræbt. Byens ældste kvarterer blev dog ikke ramt og Rüdesheim kunne allerede få år efter 2.Verdenskrig genindtage sin stilling som en af de førende turistmagneter.
Siden 2002 hører Rüdesheim, sammen med den øvre dal af Mellemrhinen, hertil også byen Lorch, endvidere hjemme på UNESCO´s verdensarvliste.
Efter de nu traditionelle drinks på ”Rüdesheimer Schloss”, begav vi os tilbage til campingpladsen, hvor jeg startede grillen op, så vi kunne få Kyllinge Gordon Bleu og pølser med pommes frites. Vi sad ude til ved 22-tiden og spillede Scrapple, hvorefter vi trak ind, så film og skrev turberetning.
Onsdag den 25. juli
Egentlig en dag, hvor vi kunne sove længe, da vi havde besluttet at blive en dag ekstra, men hundene skulle morgenluftes og der skulle købes ”Brötchen”, inden de blev udsolgt. Derfor stod jeg op kl. 8.15 hentede brød og satte mig derefter udenfor og læste i min bog, ”Christian 7”. Kl.9.30 syntes jeg at besætningen havde sovet længe nok, begyndte at lave morgenmad og vækkede derefter bilen.
Det var stadig meget varmt, hvorfor vi besluttede at skåne hundene for en tur til byen. Klokken var nu 10.30 og først gik Nicolai og Lone ind langs Rhein-promenaden for at køre i kabinebane op til Germania-monumentet, der troner over byen.
Monumentet blev rejst for at markere tilblivelsen/samlingen af Det tyske Rige efter den fransk-preussiske krig. Grundstenen blev lagt den 16. september 1871 af Tysklands Kejser Wilhelm I. Billedhugger på monumentet var Johannes Schilling og arkitekt var Karl Weisbach. Det 38 meter høje monument blev som tidligere nævnt afsløret den 28. september1883.
 
Den centrale figur i monumentet er 10,5 meter høj og vejer 32 tons og er en personifikation af Moder Germania. I skulpturen holder Germania den tyske kejserkrone i sin højre hånd, mens hun i sin venstre hånd holder imperiets sværd. Under Germania er et stort relief, som viser Kejser Wilhelm I på hesteryg foran officerer og soldater på vagt ved Rhinen. På monumentets venstre side er en fredsstatue, mens krigens statue er til højre.
Da de kom ned igen, købte de is i toppen af Drosselgasse, hvorefter de returnerede til campingpladsen, som de ankom til kl. 12.30.
Camilla og jeg havde rettet an til frokost, men selvom denne var hurtig overstået, så ventede hold 2, på grund af varmen, med at gå ind til byen til ved 16-tiden. I den mellemliggende periode bedrev vi tiden med Scrapple og drinks.
 
Kl. 16 forlod jeg og Camilla så pladsen, for at foretage samme tur som hold 1 havde klaret om formiddagen. Det var en flot tur op over vinmarker med den lange kabinebane, som bragte os op til monumentet. Vi gik lidt rundt i området og kiggede, hvorefter vi kørte ned igen. Jeg fik en is i Drosselgasse, mens Camilla sprang over. På vej tilbage til campingpladsen gik vi forbi byens kirke, der umiddelbart så gammel ud, men når vi kiggede ind i den, så var vi ikke i tvivl – der var tale om en ny kirke. Et skilt på facaden fortalte så også, at det var en af kirkerne, der var blevet helt ødelagt i 1944 og genopbygget i begyndelsen af 1950’erne.
 
Tilbage på pladsen spurgte Nicolai om jeg ikke ville gå med ham ind til byen igen, da han havde fået kig på en kopi af et gevær, som han gerne ville købe. Vi skyndte os ind til butikken, som vi frygtede ville lukke kl. 19, men det viste sig, at de først lukkede kl. 22, så der var slet ingen problemer. Egentlig ville han have haft en kopi af et Enfield-gevær, men det endte med at blive et Winchester-gevær. Der var stor glæde, da vi vandrede tilbage med geværet pakket godt ind, så politiet ikke anholdt os.
 
Vel tilbage var pigerne begyndt at gøre klar til aftensmaden, så da vi ankom, kunne jeg tænde for grillen og bare vente på at maden blev klar.
Efter maden gik vi alle, undtagen Nicolai, en tur langs Rhinen, ned langs den østlige del af campingpladsen. Helt nede i bunden viste det sig, at der var ruiner fra en gammel bro, Hindenburgbrücke.
 
Hindenburgbrücke var en jernbanebro over Rhinen mellem Rüdesheim og Bingen, opført i perioden 1913-15 og opkaldt i 1918 efter feltmarskal og senere præsident Paul von Hindenburg. Broen blev ødelagt under 2. Verdenskrig og ikke senere genopbygget.
Fra November 1861 dannede en forløber for broen, i form af færgetrafik mellem Bingen-Rüdesheim, den første forbindelse mellem to jernbaneselskaber, Nassau-Rhinen-Jernbane og Rhinen-Nahe-Jernbane. Færgen blev fra 1900 endvidere drevet som passagerfærge for De preussiske Statsbaner og Deutsche Reichsbahn helt frem til 1932.
Den preussiske minister for offentlige arbejder søgte i 1900 at overtale det preussiske deputeretkammer til at etablere en bro over Rhinen ved Bingen. Men efter en undersøgelse, foretaget af De preussiske Statsbaner, viste det udvalgte sted sig i første omgang ikke ikke at være brugbart for etablering af en sådan bro, på grund af strømforholdene. Man foreslog derefter at flytte broen opstrøms til Rüdesheimer Aue hvor man endvidere kunne udnytte en ø i floden. Her var der basis for at krydse den 900 meter bred flod.
Lange diskussioner om hvorvidt der skulle opføres en jernbanebro, en vejbro eller en kombineret bro strakte sig over et årti, inden Rigsdagen i marts 1913 godkendte at give støtte til opførelse af en jernbanebro. Her var det militære spørgsmål afgørende. Den nye bro skulle sikre den strategiske jernbaneforbindelsen direkte til den franske grænse. Det tyske Rige støttede med 75% af udgifterne til bro- og adgangsveje, mens resten kom fra de involverede delstater Preussen og Hessen.
Lignende jernbanebroer over Rhinen blev bygget ved Urmitz lige nord for Koblenz og ved Remagen lidt syd for Köln. Også disse broer blev bygget bygget af militære grunde. Ved starten af byggeriet deltog en række udenlandske arbejdere, som ansatte, for det meste italienere, men efter en kort afbrydelse af byggeriet, blev arbejdet videreført med anvendelse af russiske krigsfanger.
Hvor broen krydsede Rhinen, havde den en samlet længde på 1.175 meter hvor hovedspændet bestod af to stålbuer og yderligere 5 buer med et samlet spænd på 741 meter. Broen havde en samlet bredde på 12 meter, hvor de 7 meter var til skinnerne, mens der på begge sider var gangbroer. På hver side af broen var der samlede broforbindelseslinier på 11 km.
Under 1. Verdenskrig blev broen næsten udelukkende anvendt af tyske tropper på Vestfronten. Efter krigen blev den venstre bred og brohovedet besat af franske tropper. Besættelsen betød, at broen blev ombygget, så den også kunne anvendes af biler. Fra slutningen af 1919 blev den endvidere også anvendt af civile godstog.
Efter tilbagetrækning af besættelsestropperne i juli 1930 overtog Den tyske Statsbanes jernbanepassagertransporttjeneste (det var dog et langt ord) broen igen. I sommeren 1938 kørte der på hverdage 11 og om søndagen 15 persontog over broen. Frigivelsen af broen for biltrafik blev stoppet i august 1930, da Statsbanen mente, at jernbanesikkerhed var i fare. Under 2. Verdenskrig blev broen igen anvendt til krigsformål, og fra august 1942 var broen gentagne gange mål for luftangreb. Den 13. Januar 1945 blev "Vorbrücke" ødelagt. Den endelige ødelæggelse af Hindenburg Brücke skete den 15. marts 1945, da tyske pionererne fra de væbnede styrker, ødelagde den, for at forhindre, at den kunne anvendes af de amerikanske styrker.
I sommeren 1945 lå ruinerne fra broen og spærrede den vigtigste del af sejlrenden på Rhinen. I 1948 fjernede man en del rester af broen fra floden og trak dem ind på land, hvor de kan ses i dag. En rekonstruktion af broen blev drøftet indtil 1950'erne Men da Statsbanen genopbyggede broen ved Mainz fra 1954, var der ikke interesse for en anden bro over Rhinen. Møder mellem Statsbanerne og byen Bingen blev påbegyndt i 1958, men faldt til jorden. I 1967 blev en søjle fra broen sprængt i luften, fordi den besværliggjorde sejladsen på Rhinen og i 1970 blev de sidste rester af anlægget nedrevet på grund af skibssikkerheden.
På begge sider af floden findes der i dag tilgroede rester af brofagene, ligesom dele af de dæmninger der førte op til broen, stadig kan ses, bl.a. går hovedvej 42 under en af buerne i den østlige del af Rüdesheim.
Debatten om at genopbygge broen over Rhinen blussede op igen, da delstaterne Hessen og Rheinland-Pfalz har haft planer om at genopbygge den som lokalbro med rang af en amtsvej. Men politisk var broen kontroversiel og efter kommunalvalget i Rheinland-Pfalz blev der i 2004 dannet et nyt flertal i Mainz-Bingen's kommunalbestyrelse, et flertal af SPD, De Grønne og FWG, som var imod broen, mens distriktets administrator, ClausSchick, var en af fortalerne for projektet. Endnu er intet afklaret.
Siden 2002 er resterne af broens østligste dele (Rüdesheim-siden) på "UNESCO World Heritage" og dermed fredet.
På vej tilbage var hunde og piger en tur nede ved flodbredden og hundene drak Rhinskvand. Vi andre foretrækker nok Rhinskvin, hvilket så blev indtaget, da vi var tilbage ved Speedy igen.
Torsdag den 26. juli.
Jeg stod op som den første, endog før der blev luftet hunde. Jeg badede og gik så tilbage og vækkede Lone, så hundene kunne komme ud og få luft. På hjemvejen blev der købt morgenbrød, Hvorefter der blev spist og pakket sammen. Jeg betalte og ved 9.30-tiden forlod vi pladsen med kurs mod Köln.
Nicolai startede med at køre og det blev en smuk tur op langs Rhinen ad den bugtede vej, der for det meste løber helt nede langs vandet. Vi kom gennem en masse små byer, som vi ikke rigtig kunne se, men vi kunne se de små byer på den anden side af floden og der var absolut tale om mange små perler. Måske skulle man lave en tur, der udelukkende gik langs Rhinen (og Mosel) ?
Da vi efter længere tids kørsel nåede frem til Koblenz, blev vi automatisk ledt ind på motorvejen til Köln og vi besluttede at blive på denne, så vi nu kunne komme lidt hurtigere frem. Lidt inden Köln kørte vi ind på en rasteplads og fik en gang Burger King.
Efter frokosten overtog jeg rattet og kørte de sidste 20 km ind til Köln. Vi kørte lidt rundt, men fandt så en gade i rimelig afstand fra Kölner Dom og dermed fra centrum. Det var rigtig varmt, så vi pakkede hundevognen ud og tog skål og vand med til hundene hvorefter vi begav os mod domkirken.
 
Köln blev grundlagt som en romerlejr og blev på det tidspunkt kaldt Colonia Claudia Ara Agrippinensis, hvor Colonia er ophavet til dagens bynavn, Köln, og betød, at byen ved sin grundlæggelse fik status af romersk by, dvs at indbyggerne fra starten af havde fulde romerske borgerrettigheder. Det var et stort og sjældent privilegium, som man ellers måtte tjene tyve år i romerske hjælpetropper for at opnå, men det kan skyldes begyndende vanskeligheder med at fremskaffe rekrutter til de romerske legioner, hvor romersk borgerskab var et krav. Claudia viser til, at det var Kejser Claudius, der oprettede byens statutter i år 50. Ara, der betyder "alter", forekom sjældent i et bynavn, og henviste til alteret oprettet til ære for den afdøde Kejser Augustus og Rom. Köln var dermed provinsens centrum for at udvise loyalitet mod Romerriget. Et tilsvarende alter, ara Romae et Augusti, fandtes også i Lyon, hvor tre galliske provinser satte hinanden stævne for at hylde kejsermagten og ellers diskutere fælles sager. Agrippinensis betød, at Claudius opkaldte byen efter sin kone og niece, Agrippina den Yngre (Neros mor), der var født i området under et af de felttog, hendes far Germanicus blev opkaldt efter. Allerede i antikken var Köln en storby på 98 hektar med mindst 25.000 indbyggere. Over tre km af den antikke bymur kan stadigvæk ses. Man kan stige ned i antikkens underjordiske kloakanlæg, og besøge et museum med mange genstande fra romertiden.
 
Köln er i dag Tysklands fjerdestørste by og har ca. en million indbyggere og Stor-Köln, Regierungsbezirk Köln, cirka 4,4 millioner indbyggere. Köln er Rhinlandets økonomiske og kulturelle hovedstad og er kendt for den gotiske katedral, Kölnerdomen. Köln har gennem de seneste årtier gennemgået et strukturskift fra industri- til mediemetropol og er i dag en handels- og universitetsby med en dominerende position indenfor den tyske medieindustri. Siden 1960'erne har Köln gjort sig internationalt kendt som en betydningsfuld kulturby med en særdeles aktiv kunst- og galleriscene. I byen findes over 30 museer samt over 100 kunstgallerier. Byens internationale messe er bl.a. vært for den internationale kunstmesse Art Cologne, den mere moderne kunstmesse art.fair, den internationale møbelmesse IMM og fotomessen Photokina. Den internationale lufthavn "Köln Bonn Airport" er en af Tysklands største med 10,35 millioner passagerer i 2008. Hovedbanegården Köln Hauptbahnhof har dagligt 250.000 passagerer.
20 procent af befolkningen har indvandrerbaggrund, de største befolkningsgrupper er oprindelig fra Tyrkiet og Italien. 41 procent af befolkningen er katolsk. En af Europas større bøssescener findes i Köln, og byen betegnes af mange som liberal i sine holdninger. Köln er også kendt for fejringen af det katolske karneval. Byens lokale øl hedder Kölsch, hvilket også er navnet på den lokale dialekt, en bydialekt med mange franske lån.
I middelalderen var Köln på grund af de formodede relikvier af De hellige tre Konger (jf. de tre kroner i byvåbenet) et vigtigt valfartssted, hvortil der også kom mange pilgrimme fra Danmark. Kölner Dom (egentlig Hohe Domkirche St. Peter und Maria) er en romersk-katolsk katedral og er byens mest kendte arkitektoniske landemærke. Byggeriet blev påbegyndt i 1248, men først afsluttet i 1880. Kirken blev udsat for de allieredes bombardementer under 2. verdenskrig, og den blev først genåbnet i 1956. Det er den kirkebygning i verden, der har den største facade, og den er også verdens næsthøjeste gotiske bygning. Domkirken er Tysklands mest besøgte turistseværdighed.
 
Kölner Dom er på UNESCOs Verdensarvsliste.
Under 2. verdenskrig blev 70% af den indre by ødelagt, men på trods af ødelæggelsen er Kölns rige historie fra romertid over middelalder tydelig at se i dagens bybillede. I den indre by findes 12 romanske kirker, hvilket er flere end i nogen anden europæisk by.
Vi gik over den gamle hø-torv og videre forbi rådhuset, hvoraf der kun var et tårn tilbage fra tidligere tider. En meget stor del at Köln gik til under luftbombardementerne i 2. Verdenskrig. Også Domkirken blev ilde tilredt og jeg husker, jeg var i byen med mine forældre, vel i sidste halvdel af 1950’erne, hvor man slet ikke kunne komme ind i kirken, men kun kunne se de ødelagte mure og tårne. Det må have været et enormt arbejde at få kirken op at stå igen så hurtigt, som det er sket.
 
Efter at vi havde kigget på Domkirken i hold, blev det tid til en Kölsch, som er en speciel let øl, der kun fremstilles i Köln. Camilla fik dog en lige så speciel cola, der imidlertid kom fra Hamburg. Så var det tid til at bevæge os tilbage mod bilen og komme videre.
Vi fik kodet Bochum ind, da Camilla gerne ville se ”Starlight Express” i teateret i Bochum. Ingen af vi andre havde lyst, da vi har set stykket flere gange, men Camilla ville gerne, om hun så skulle se det alene. Da vi nåede frem viste det sig imidlertid, at hun ikke havde lyst til at se det alene, så vi kodede en Stellplatz ind til Marie i Hattingen. Det var godt nok lidt tilbage på vores kurs, men pladsen så så godt ud, at vi gerne ville lave en lille afstikker. Der var tale om en plads ved en lille café og minigolfbane lige ned til floden Ruhr. Pladsen var meget hyggelig og havde alle faciliteter på nær brusebade.
Vi havde ikke fået købt ind til aftensmad, så Nicolai og jeg gik op for at købe wienerschnitzler i bistroen. Imidlertid havde det gode vejr betydet, at stort set alt mad var udsolgt, men vi blev tilbudt frikadeller med pommes frites, hvilket var det eneste der var tilbage. Det måtte vi jo så acceptere.
 
Vi fik lov til at tage tallerkenerne med ud til bilen, hvor vi indtog vores aftensmad.
Efter aftensmaden gik Camilla og Lone en tur med hundene, mens Nicolai og jeg spillede mini-golf. Førstnævnte blev meget overstadig, da han vandt 69 mod 71. Jeg havde dog været gavmild imod ham, da jeg ikke talte dobbelt alle de gange han skød bolden ud over banekanten.
Så var klokken ved at blive 20.30 og vi mødtes atter ved vognen og hyggede med drinks et par timer, indtil vi trak inden døre for ikke at blive ædt helt op af myg.
Fredag den 27. juli
Vi kunne sove længe i dag, men hundene ville gerne luftes kl. 7.30, så det var bare af sted. Men efter at være kommet tilbage kunne vi lige snuppe en time mere under dynerne. Klokken 9 stod jeg op og begyndte at lave morgenmad. Vi havde rullet markisen ud, men det hjalp ikke rigtig, så vi rykkede i stedet tættere til naboen og sad i skyggen af hans vogn og indtog måltidet.
Da vi havde spist gik de andre ned til Ruhr for at bade (altså kun hundene), mens jeg blev tilbage, vaskede op og gjorde klar til afrejse.
Efter tømning af toilettanken satte vi kursen mod dagens første mål som skulle være Herman Monumentet i Teutoburger-skovene.
Undervejs bad vi Marie om at finde en fødevarerbutik til os, og hendes valg faldt på en Lidl, som jo har et stort og godt udvalg med et fornuftigt prisleje. Desværre tog de ikke MasterCard, hvorfor der blev gjort et godt indhug i kontantbeholdningen, inden vi fortsatte mod nord med kurs mod byen Detmold, hvor romernes fremtrængen nordover blev stoppet af germanerne i år 9 efter Kr.
 
Varusslaget var et afgørende slag mellem Romerriget og en alliance af germanske stammer. Slaget foregik om efteråret 9 e.Kr. og stod (måske) i Teutoburgerskoven. Nyere forskning har vist, at slagmarken sandsynligvis lå ved Kalkriese nær Bramsch nord for Osnabrück.
I slaget mødte tre romerske legioner, ca. 30.000 mand, under kommando af Publius Quinctilius Varus et forbund af Cheruskere, Marsere, Chattere, Brukterere, Chaukere og flere andre folkeslag i alt ca. 18.000 mand, som blev anført af Cheruskerhøvdingen Arminius, (på tysk: Hermann). Det lykkedes germanerne at lokke romerne i baghold og slaget endte med, at de romerske legioner blev totalt udslettet mod et germansk tab på ca. 7.000 døde. En grund til den store germanske sejr var, at Varus brugte lokale spejdere, som han betalte for deres tjenester. De har været medvirkende til, at fælden klappede i. En anden grund var, at han delte sin styrke op, så germanerne aldrig mødte hans fuldtallige hær, men i stedet halvdelen af den to gange.
Nederlaget skabte stort røre i Rom, og det fortælles, at kejseren lod være med at klippe hår og skæg, da han fik nyheden. Han bankede også hovedet mod en dør, mens han råbte: "Varus, giv mig mine legioner tilbage !".
En konsekvens af slaget blev, at Romerriget definitivt opgav at rykke grænsen frem til Elben og i stedet brugte Rhinen og Donau som naturlige grænser. De to floder blev forbundet med en række forsvarsanlæg (limes) som forbandt flodløbene. Romerne nåede aldrig længere nordpå.
Som en markering af slaget har man i Teutoburgerskoven rejst mindesmærket Hermannsdenkmal. Mindesmærket står i den sydlige del af Teutoburgerskoven, som ligger sydvest for Detmold. Kæmpestatuen står på det øverste punkt i det skovklædte og 386 meter høje Teutberg. Monumentet er rejst for at hylde Hermann (latin: Arminius), cheruskerhøvding, og hans 7 meter lange sværd bærer inskriptionen:
- Deutsche Einigkeit, meine Stärke - meine Stärke, Deutschlands Macht.
- (Tysk enighed, min styrke - min styrke, Tysklands magt.)
Konstruktionen af den 53,46 meter høje statue begyndte i 1841 og var færdiggjort i 1875 med stor financiel støtte fra Preussen. Byggeriet fandt sted efter tegninger af billedhuggeren Ernst von Bandel. Statuen var et led i hele den fællestyske rørelse, der fandt sted i disse år med samling af de tyske stater under en fælles ledelse af "jernkansleren" Bismarck. Det var de samme følelser der førte til rejsning af andre nationale mindesmærker, som f.eks. Niederwalddenkmal ved Rhinen eller Walhalla i Donaustauf nær Regensburg.
Vi parkerede på en enorm stor parkeringsplads, med meget få biler, så selv om der var reserverede pladser til autocamperne, så holdt vi et andet sted for at få bilen i skygge, men vi kiggede på monumentet. Herefter begav vi os mod monumentet og umiddelbart inden kom vi forbi et udskænkningssted, hvor vi fik is og vand, inden vi fortsatte de sidste 100 meter til monumentet.
Noget må man sige om tyskerne, men de kan lave monumenter. I Rüdesheim havde vi jo set Germania Monumentet og på en tidligere tur gennem Tyskland har vi kigget på Herkules Monumentet ved Kassel. Alle 3 kolossale statuer på kolossale sten-fundamenter.
 
Monumentet blev indviet i 1875. Det er placeret i en 11 hektar stor fæstning fra det 3. århundrede før Kr. og det er for arkæologer muligt at se rester fra denne befæstigelse, men det meste er ødelagt af stenbrudsarbejder og etablering af monumentet. Borgen tilhørte Cheruskerne , der var en stamme, der hørte til Armenius (Herman).
På vej tilbage kigge vi lige ind på udskænkningsstedet igen, denne gang for at se nærmere på stedets lokale øl, Detmolder Bier. Det viste sig at være en udmærket øl, som vi alle kunne lide. Ikke for sød, ikke for bitter, men med en dejlig frugtagtig smag, der spillede på tungen.
 
Mens vi drak øl kunne vi sidde og kigge på et anlæg, hvor man kunne dyrke Natur-Parcours, hvilket vil sige, at man havde forbundet træerne med reb og wirer og så kunne bevæge sig rundt mellem disse i højder fra 1 til 14 meter, på balancetove, platforme ogved hjælp af forskellige slags svævebaner. Det så meget spændende ud og vi havde vist alle lyst til at prøve, men det ville tage omkring 3 timer og det var der ingen af os, der havde lyst til i det varme og solrige vejr. Så det kunne måske blive en tur på en lidt forlænget weekend. Samtidig kunne man så også se sandstensklipperne Externsteine i nærheden, ved byen Horn.
Vi fortsatte mod en campingplads i nærheden, da vi ikke gad køre meget længere i det varme vejr. Valget faldt på Familienfreizeitplatz Borlefzen i Vlotho, som ligger i en slyngning af floden Weser og pladsen har både en badesø og en indsø med bådebroer, som havde forbindelse ud til floden.
 
Valget var faldet på denne plads, da vi gerne ville bade. Vi ankom ved 16.30-tiden og pakkede bord og stole ud, hvorefter vi hyggede med Radler (½ øl og ½ Seven Up med citrus). Efter en times tid trak der sorte skyer sammen over os, så vi besluttede at pakke vores ting væk, hvis det skulle begynde at regne. Næppe var vi blevet færdige, før himlens sluser åbnede sig over os. Det styrtede ned og stormede, så løse ting blæste rundt på pladsen. Vi kom ikke ud at bade.
 
Efter nogle timer stoppede blæsten, men det blev ved med at regne til vi gik i seng ved 23-tiden.
Lørdag den 28. juli
Det sædvanlige morgenritual inkl. badning. Det var temmelig overskyet og ind imellem småregnede det også lidt, så det blev ikke til noget med det ellers ønskede søbad.
 
Vi forlod pladsen ved 11-tiden og kørte først mod Hannover og dernæst mod Hamburg. Det blev en dårlig oplevelse, for konstant gik trafikken stå, så det gik meget langsomt. Omkring Hamburg blev det bare for meget for Camilla og jeg, så vi forlod motorvejen og bad Marie om en omvej. Selvfølgelig var der så vejarbejde og efterhånden kom vi helt ud i hampen. Vi lod derfor Marie styre slagets gang og til sidst ledte hun os direkte ind igennem centrum af Hamburg. Vi kom forbi Hovedbanegården og over dæmningen mellem Binnen og Auser Alster. Men her var vi på hjemmebane, grundet 2 besøg i byen i 2011. Så det gik rask derudaf og snart kom vi ind på Autobahn 7 mod Flensborg.
Da vi nåede til Schleswig drejede vi fra motorvejen og kørte ned til havnen, hvor der var en rigtig dejlig stor Stellplatz. Vi fik den allersidste plads, så vi var heldige. Pladsen ligger i forbindelse med byens lystbådehavn, hvilket skaber et dejligt liv i området. Samtidig er det meget tæt på Domkirken, så der også er kultur i nærheden.
 
Slesvig-Holsten er den nordligste tyske delstat og grænser op til Danmark, Nordsøen i vest, Østersøen og Mecklenburg-Vorpommern i øst, samt Nedersaksen og Hamborg i syd. Historisk omfattede Slesvig-Holsten også Nordslesvig (det tidligere Sønderjyllands Amt). I dag har delstaten et areal på 15.776 km², og 2,8 (2005) millioner indbyggere. I delstaten bor et dansk og et frisisk mindretal.
Fra bronzealderen til vikingetiden udvikledes der fire sprog- og folkegrupper i Slesvig-Holsten. Det var de nordgermanske jyder og dansker (i Slesvig eller Sønderjylland), friserne (i Nordfrisland), de vestgermanske sakser (i Holsten) og de slaviske obotritter (i Østholsten eller Wagrien). Mellem 768 og 811 kom det konstant til konfrontationer mellem den kristne kejser Karl den Store og de hedenske nordgermanere (skandinaverne). I 811 blev det i en fredsaftale bestemt, at Ejderen skulle være grænse mellem karolingerne og danskerne. Grænsen mistede senere sin praktiske betydning, men eksisterede juridisk frem til det Tysk-romerske riges undergang i 1806 eller måske endda til 1864. Fra 1111 øgedes selvstændigheden på begge sider af Ejderen , og hertugdømmerne Slesvig (som dansk len) og Holsten (som tysk len) opstod. Samtidig var den politiske og økonomiske kontakt mellem områderne tæt. I begyndelsen af 1200-tallet forsøgte den danske konge at indlemme Holsten i sit rige, men det mislykkedes på grund af nederlaget i slaget ved Bornhøved og på grund af modstand fra nordtyske fyrster. I 1386 blev Slesvig og Holsten første gang forenet. Holstens senere historie er præget af talrige arvedelinger og hjemfald. I 1460 valgte adelen og borgerskabet, efter at schauenburgerne uddøde på mandesiden, den danske konge Christian 1. af det tyske fyrstehus Oldenburg til hertug af Slesvig og Holsten. Personalunionen med Danmark varede til 1864, da hertugdømmerne blev erobret af Preussen og Østrig og i 1866 indlemmet i Preussen.
Efter folkeafstemmningen i Sønderjylland i 1920 krævede tyske nordslesvigere en grænseflytning mod nord. Efter 2. verdenskrig var det danske sydslesvigere, som gjorde krav på en grænseflytning mod syd. Den danske regering erklærede den 9. maj 1945, at „grænsen ligger fast“ og med Bonn-København-erklæringen 1955 blev grænsedragningen anerkendt af stort set alle parter i regionen.
 
Slesvig Domkirke (Sankt Petri Dom) blev opført omkring år 1030, men Slesvig bispedømme blev allerede oprettet i 948. Kirken er indviet til apostelen Peter.
Opførelsen af Slesvig Domkirke kom til at strække sig over flere hundrede år. Kirken var i begyndelsen en romansk kirke. Under Knud Lavard blev den halvrunde apsis opført. I årene 1180-1200 fulgte tværskibet. Ved ombygninger mellem 1200 og 1500 blev den romanske langhusbasilika til en gotisk treskibet halle-kirke. Det hvælvede domkapitel i det nordlige sideskib kom til ca. 1220-30 og kirkeskibets hvælv ca. 1230-70.
Det nuværende nygotiske tårn på 112 m blev opført så sent som i 1894. Tårnet er Sydslesvigs højeste og Slesvig-Holstens næsthøjeste kirketårn. Oprindeligt havde domkirken to tårne, men de styrtede sammen allerede i 1275 og blev ikke genopført.
Frederik 1.s sarkofag i det nordlige korskib er et hovedværk inden for nederlandsk renæssance i Nordeuropa. Det er udført i marmor, kalksten og alabast. Den viser kongen hvilende på båren med hænderne løftet til bøn og flankeret af to kvindeskikkelser, hvoraf den ene holder kongevåben og den anden en indskriftstavle om hans bedrifter. Gravmælet er udført af den flamske kunstner Cornelius Flories de Vriendt i årene 1551-55. Gravmælet selv er tomt. Det er altså tale om en kenotaf. Kongen er gravsat i domkirkens gravkapel. Kong Frederik 1., der døde i 1533, er sammen med sin bror kong Hans og nevøen Christian den eneste oldenborgske konge, der ikke er gravsat i Roskilde Domkirke. Kong Niels skal også være gravsat i domkirken, men graven kendes ikke.
 
Det viste sig, at der var ”Vikinge-dage” i denne weekend, så vi var ovre på pladsen og så på boder med våben, smykker, mad m.m. alt sammen inspireret af vikingetiden. De fleste af personerne i boderne var klædt i dragter fra vikingeperioden.
Efter besøget på festpladsen gik turen til Domkirken og så ned gennem de gamle smalle gyder, frem til den ældste del af Schleswig, der ligger på en halvø, Holm, der stikker ud i Slien. Det er en lille perle med små gamle idylliske huse fra 1700-tallet, placeret omkring en grønning, der er stedets kirkegård.
 
Holmen er en gammel fiskerbydel i Slesvig, hvor indbyggerne i århundreder har haft deres egne sæder og skikke. Betegnelsen Holm stammer fra dansk og betyder lille ø. Den idylliske bydel ved Slien var indtil 1933 omkranset af vand. Mod nord var kvarteret afgrænset af Holm Nor og mod øst og vest af to små bække der udmundede i Slien.
 
Fiskerbyens midtpunkt er den lille kirke fra 1876. Kirken er omkranset af træer, og kun bydelens befolkning bliver begravet på kirkegården. Holmen har sandsynligvis været beboet siden det 11. århundrede. Her taltes og tales fortsat hovedsageligt plattysk. Fiskerne i Holmen grundlagde aldrig kooperativer som andre steder langs Østersøen, og det var grunden til, at den enkelte indbygger i beholdt sin frihed i et fiskersamfund, hvor alle var lige.
Allerede i Slesvigs stadsret fra 1200 står, at fiskerne fra Holmen har ret til frit at fiske på Slien. I 1481 udstedte kong Christian 1. Sli-brevet, hvori det bekræftes, at alene fiskerne fra Holmen har ret til at fiske på hele Slien.
Holmens fiskerlaug fra 1765 og Holmens begravelsesgilde fra 1650 (oprettet efter Trediveårskrigen) eksisterer stadig. For at fortælle historien om Holmen og dens beboere blev i 1992 oprettet et museum ved indgangen til Holmen. På Holmen findes også Sankt Hans Klostret.
Efter at have slentret rundt på Holm gik vi tilbage til havnen/Stellplatzen og hyggede med læsning og skrivning.
Søndag den 30. juli
Morgenluftningen ved 8-tiden kom til at ske i let regnvejr, og da Coco ikke kan lide regnvejr, så var det hurtigt overstået. Jeg gik på havnekontoret for at betale og her var der styr på sagerne. Havnefogeden havde en liste med de bilnumre, der var ankommet efter kl. 19.00 dagen før. Vores nummer blev strøget af listen formedelst et beløb på 14 Euro, men for dette beløb fik jeg så også en side med rabatbilletter, bl.a. til bageren. Der var også en lille bog om Schleswig og Hedeby samt et indkøbsnet med en autocamper på den ene side og en sejlbåd på den anden side. Så jeg fik da noget for pengene.
Så smuttede jeg til bageren, hvor jeg købte 12 ”Brötchen”, så der også var til frokost. Så pakkede vi bilen sammen, tømte toilet- og spildevandstank og var klar til afgang. Det var Nicolai der kørte og snart var vi fremme ved den danske grænse, men lige inden var vi et smut i Scandinavian Park for at købe lidt drikke- og madvarer.
Videre gik det forbi min fødeby Kolding og en misforståelse på SMS med min søster betød, at vi ikke kom til at spise frokost sammen. Vi fortsatte til Fredericia, hvor vi lige måtte et smut ind til Jet for at få diesel på tanken. Så var det af sted mod Nyborg, hvor der ikke blev spist de i Schleswig indkøbte brød, men taget den lette løsning hos Burger King. Ringen var sluttet, for på udturen var det jo også hos Burger King, vi spiste vores første måltid på turen.
Over broen og hjemme i Sengeløse ved 16-tiden, hvor bilen blev tømt og den første af mange vaske sat over.
Efterskrift
Det viste sig, at Lone og jeg godt kunne klare de 2 uger sammen. Vejret havde ikke været det bedste. En stor del af den første uge havde det regnet og været halvkoldt, hvorefter det så slog over i sol og varme. Det varede dog kun omkring 5 dage, hvorefter vejret atter viste sig fra den kedelige side.
Vi havde kørt 3.911 km på 66:59 timer, hvilket betyder, at vores gennemsnitsfart blev 58,4 km/timen.
 Tilbage til del 2
Tilbage til "vore ture" |