Med Speedy til Öland - Maj 2005

Forord

Egentlig skulle vi have været til Wismar og Schwerin sammen med nogle af vore venner, men grundet sygdom måtte vennerne melde afbud. Vi besluttede, at de selvfølgelig ikke skulle snydes for den ellers planlagte tur, hvorfor vi besluttede selv at tage et andet sted hen. Valget faldt på Sverige, nærmere betegnet Öland.

Jeg har selv besøgt øen med båd i 1981, hvor vi på vores første tur gennem Göta-kanalen, lagde ind i Borgholm.

Problemet med sejlerferier er dog, at man ikke er så mobil, hvorfor man kun oplever områder nær havnene. Et andet "problem" med sejlerferier, er transporttiderne. Vi var i 1981 3 dage om at sejle frem til Öland. Med Speedy tog det 4-5 timer at køre den samme strækning.

Kr. Himmelfartsferien stod for døren, og lige så snart vi var hjemme fra arbejde, blev der pakket og Speedy kørte ud af indkørselen med retning mod motorvejen til Sverige. I modsætning til tidligere, hvor vi har benyttet H-H færgeforbindelsen i Helsingør, tog vi denne gang over broen mod Malmø. Dette skyldtes dels, at vi ikke havde nogen rabatbillet til færgen og dels at broforbindelsen er langt hurtigere, da der ikke er ventetid og langsom sejlads.

Vi var derfor i Sverige allerede inden kl.18 og videre gik det ad E22 mod Kalmar.

Undervejs var vi dog lige et smut inde i Kristianstad for at spise, hæve penge og handle. Disse 3 aktiviteter tog en del tid, især da sidstnævnte skete i et meget stort varehus. Ved 20.30 tiden var vi dog klar til at fortsætte mod øst.

Ved 22-tiden holdt vi ind ved Brömsebro (se turberetningen "Med Speedy til Blekinge"). Vi var ikke de eneste på rastepladsen, da også et par campingvogne havde fundet dagens sidste hvilested her. Inden vi holdt ind, kørte vi dog lige ned til åen, så Lone kunne se, hvor freden med svenskerne blev indgået i 1645.

Vi stod op ved 8-tiden, spiste morgenmad og fortsatte nordpå mod Kalmar og Ölands-broen, der ligger umiddelbart nord for centrum. Ölandsbroen er 6 km lang og står på 154 piller. Størstedelen af den er kun få meter over vandoverfladen, men hvor sejlrenden krydser under, er der 6 brofag, hver på 136 meters længde og ligger i 36 meters højde. Broen blev indviet i 1972 og erstattede færgeforbindelsen Kalmar-Färjestaden.

Vel ankommet til Öland holdt vi ind til Ölands Turistinformation i Färjestaden. Vi var der ved 9-tiden og selvfølgelig åbnede de først kl. 10.00, så vi besluttede os for at fortsætte sydover ned langs vestkysten af øen.

Det første vi stødte på, var Karlevi-stenen, der er en meget berømt runesten med runer på oldtidsversemål. Verset fortæller om en dansk konge, Sibbe, der døde på vej hjem efter et slag ved Stockholm i år 990.

Videre går det mod syd, til vi støder på et stort gravfelt i Mysinge, hvor der bl.a. er en stor broncealderhøj. Det er dog ikke dagens eneste gravfelt, for kort efter er vi fremme ved Gettlinge, som er Ölands største, med over 300 grave og en længde på over 1,5 km. Her er der både bautasten og en skibssætning, men endvidere prydes feltet af en af øens mange stubmøller. Hidtil er det kun en mindre del af feltet, der er blevet undersøgt. I den forbindelse dukkede der fund op fra romersk jernalder, da man bl.a. stødte på sporer, spydspidser og en skjoldbule. Gravformerne viser, at hovedparten af gravfeltet sandsyn-ligvis er fra den yngre jernalder.

Öland er især kendt for 2 ting, nemlig stubmøller og gravfelter. Der har været mere end 2.000 møller på øen og der er omkring 350 tilbage. Stubmøllen, eller stolpekværnen, er en lille mølletype, hvor man drejer hele møllehuset mod vindretningen. Der er ikke tale om en gammel type på øen, for den blev først fremherskende i begyndelsen af 1700-tallet, da befolkningen på øen øgede kraftigt. De tidligere små vandmøller, skvatmøller, kunne ikke klare de mange indbyggere, så bønderne begyndte at bygge deres egen møller. Hver gård havde sin egen mølle, og de blev så almindelige, at de blev betragtet som løsøre. Det vil sig, at den ikke hørte til gården, men når man flyttede, så skilte man sin mølle ad, og tog den med til det nye sted.

At gravfelter også er almindelige, skulle vi snart sande, for på vores tur ned og op langs øen, faldt vi over det ene felt efter det andet.

Efter at have kigget nærmere på Gettlinge gravfeltet, kørte vi mod syd til Grönhögen, hvor vi kørte forbi en træskomager. Nicolai havde længe gået rundt i mine træsko i Sengeløse, så jeg drejede ind og vi fik et par nye træsko til knægten.

Umiddelbart syd for Grönhögen finder vi Karl X’s mur, der er en 4,6 km lang mur, som strækker sig tværs over øen fra kyst til kyst. Muren blev i 1653 opført på befaling af tronfølgeren Karl Gustav. Meningen med muren var, at den skulle holde det kongelige vildt på sydsiden, og samtidig forhindre bøndernes kvæg i at trænge ind på kongens domæne. Muren blev rejst ved hjælp af de lokale bønder, og regnskaber viser, at der på en enkelt uge blev udført arbejde svarende til mere end 400 dagsværker. I 1654 efterfulgte tronfølgeren sin kusine, Dronning Kristina. Muren er på dette sted blevet delvis rekonstrueret i 1970.

Vi holdt ind til siden umiddelbart efter muren for at tage nogle billeder. Der var ingen egentlig P-plads, så jeg kørte over en tør grøft og ind på en slags markvej uden problemer. Billederne blev taget, men da jeg skulle bakke derfra, kom jeg kun en meter baglæns og gik så i stå. Først troede jeg, at vi var kørt fast i blød bund, så jeg bad Lone stige ud, og se hvilket hjul der kørte rundt i mudderet. Hun kunne imidlertid fortælle, at vi ikke sad fast, men at det trækkende hjul svævede 25-30 cm over jorden på det ujævne terræn. Skaden var heldigvis ikke værre end vi kunne skubbe Speedy lidt fremad igen, så den fik jordforbindelse. Så blev der taget tilløb og denne gang kørte vi fri.

Få km nord for muren, men på østsiden af øen, kun 1,7 km fra Østersøen, fandt vi frem til Eketorps borg. Her er der tale om en totalundersøgt borg fra fortiden. Udgravningerne fandt sted i 1964-73, og da de var afsluttede, begyndte man at rekonstruere borgen. Så i dag kan man finde en flot ringmur og adskillige jernalderhuse inden i, som rummer museum over borgens historie over en periode fra år 300 til år 1300 e.Kr.

Man har kunnet udskille tre bebyggelsesfaser i borgens historie, Eketorp I, 300-400 e.Kr., Eketorp II, 400-700 e.Kr. og Eketorp III, 1000-1300 e.Kr. Inden i borgen findes en brønd, hvis kilde nok har været afgørende for valget af placeringen af borgbyggeriet. Den første borg var blot 57 m i diameter og blev nok snart for lille, for da man byggede Eketorp II blev diameteren udvidet til 80 meter. Det er denne borg, der er rekonstrueret og forsynet med tre porte, nord- og sydport samt en søport mod øst. Fuldt udbygget indeholdt borgen 53 huse, omfattende både boliger og stalde.

Eketorp II har været en befæstet bondeby, men den blev forladt i 700-tallet. 300 år senere tog man så fat på at bygge en ny borg, Eketorp III, på ruinerne af Eketorp II. Man byggede en højere ydre forsvarsmur og mellem denne og den gamle ringmur placerede man de brandfarlige håndværk, bl.a. en række smedjer.

Man har fundet mere end 20.000 ting fra Eketorp III, og disse viser at borgen primært har været en handelsplads, da store dele af fundene er sølvmønter, våben, hesteudrustning, og håndværksredskaber. Eketorps strategiske placering i datidens grænseland mellen slaviske og danske interesser har været vigtig. Ved Ölands sydlige spids, Kyrkhamn, fandtes der rige sildeforekomster, hvilket sikkert kan kædes sammen med nogen af borgens funktioner. Borgen blev først forladt så sent som i højmiddelalderen, men på trods af dette, findes dens navn faktisk ikke i nogen historiske kilder.

Der er i øvrigt ikke mindre end 19 af denne slags borge på Öland og i Eketorps nærhed findes også rester af Träby- og Triberge-borgene.

Efter at have kigget nærmere på anlægget fortsatte vi op langs østkysten med småstop undervejs for at se gravfelter og møller. Vi nåede helt op til Lerkaka, der ligger midt på øen, og her skulle vi kigge på 5 stubmøller, der var placeret lige efter hinanden. Det er nok de mest fotograferede møller på hele øen. Lige over for møllerne, på den anden side af vejen, stod der i øvrigt en runesten med en flot gribedyr indhugget.

Så var det tid til at krydse tilbage fra øst- til vestkysten, da vi havde udset os en campingplads ca. 10 km syd for Borg-holm. Men undervejs fandt vi Ismantorps borg, der ligger i Mittlandsskogen. Man finder den ved at køre ad en mindre vej mellem Långlöt og Vedby. Skilte viser vej til en P-plads nogle hundrede meter fra borgen. Denne borg er den næststørste på øen og den har en diameter på ikke mindre end 127 meter, og resterne af muren er endnu ca. 2,5 meter høje. Ringmuren har haft ni porte og inde i borgen findes rester af 88 huse, bygget radialt ud fra muren. Kvarteret i midten har ligget i en ringgade. Borgen beskrives første gang i år 1634, men at borgen er opført omkring år 3-400 hersker der ikke tvivl om. Da man ikke har fundet nogle kulturlag inden for murene, antages det, at den ikke har været kontinuerligt beboet, men kun været anvendt som tilflugtsborg og eventuelt til sammenkomster og ceremonier. Bebyggelseplanen over borgen stemmer overens med Eketorp II.

Børnene syntes, det var et spændende sted, især efter at de også havde set borgen i Eketorp, for nu var det muligt af få styr på ruinerne og forstille sig, hvordan denne store borg havde kunnet se ud. Camilla var ked af, at hun ikke havde sit fotoapparat med, men da hun fik overladt mit apparat blev der taget mange billeder.

Vi kørte det sidste stykke tværs over øen og nåede så frem til Ekerums Camping, der ligger 20 km nord for Ölandsbroen på vej 136 mod Borgholm. Campingpladsen, der ligger lige ned til vandet, indgår i et større anlæg indeholdende et konferencecenter, en golfbane og så campingpladsen.

Det er et paradis for børnefamilier med masse aktiviteter. Først og fremmest badevigen, hvor der i sommerperioden er blå flag, og så er der poolanlægget, som dog endnu ikke var åbnet, da vi besøgte pladsen. Der er legepladser og hoppepuder, ligesom man kan leje forskellige cykelbiler og el-biler. Der er eventyrgolf med historiske temaer, hvor man spiller på baner i istid, vikingetid og nutid.

Så er der et godt supermarked, som i højsæsonen leverer brød fra eget bageri. Caféen Eken tilbyder morgenmad, kaffe, menuer, ligesom der afholdes grill- og underholdningsaftener. Restaurant Måsen har fuldstændige rettigheder, hvilket på svensk betyder, at de må servere øl og spiritus. Endelig findes der samt pizzeria og et gatukök.

Nicolai og jeg hentede morgenbrød lidt over 9 og efter morgenmaden forlod vi pladsen med nordlig kurs mod Borgholm, som snart var i sigte. Vi tankede diesel og kørte ind til centrum, hvor vi fandt en P-plads og gik en tur på gågaden, hvor ungerne fik forskelligt tøj og Lone købte et par solbriller.

Efter en times tid i byen kørte vi til Borgholm, som vi dog kun kiggede på udefra. Middelalderborgen Borgholm omtales første gang i et dokument fra 1268, men er sandsynligvis opført allerede i 1100-tallets anden halvdel af Knut Eriksson, der var regent over Svealand og Götaland. Da bestod borgen af et 20 meter højt fritstående kærnetårn, bygget i kalksten med mere end fem meter tykke mure og med en vindeltrappe indeni. På et tidspunkt i 1300-tallet blev tårnet forstærket yderligere, hvorefter det eksisterede i 450 år. En tilkommen kirke og et hospital udenfor borgen betød, at der efterhånden voksede et lille samfund op, hvor der boede jævne folk, som kunne få lidt ekstra fortjeneste ved at arbejde på borgen.

Johan III startede en ombygning af Borgholm i år 1572. Hans plan var at skabe et moderne renaissanceslott efter italiensk forbillede. Han ville bryde med de gamle traditioner og sendte bud efter de fire brødre Pahr, der var tysk-italienske bygmestre. Johan Baptista Pahr blev Johan III’s første arkitekt på Borgholm, men han stoppede efter blot 2 år, 1572-1573. Derefter tog broderen Domenicus Pahr over. Snart rejste Johan III’s slot sig fra den gamle borg som en fugl Fenix. Det var et firkantet slot med runde hjørnetårne. Borgen blev Johans og hans hustru Katarina Jagellonicas bolig, men da Johan døde, var landet bankerot og slotsbyggeriet kunne ikke længere gennemføres.

Under Kalmarkrigen (1611-1613) indtog danskerne i august 1611 Kalmar Slot og samtidig kapitulerede Borgholm uden kamp. Sveriges Kong Karl IX var syg og måtte sende sin søn, Gustav (II) Adolf, til undsætning. I sep-tember gik han i land ved Stora Röör med 2 000 mand og genindtog slottet. I maj 1612 gik danske styrker, anført af Kong Krisitian IV ´s øverstbefalende Gert Rantzau, i land på det sydlige Öland og drog sejrende nordpå mod Borgholms Slot. Efter en ugelang belejring med konstant beskydning måtte Borgholm atter kapitulere, men ved den efterfølgende fred i Knäred 1613 kom slottet atter på svenske hænder.

Slottet var blevet ilde tilredt ved belejringen, men Karl X Gustav ansatte arkitekten Nicodemus Tessin den Ældre, som havde barokklassicisme i Italien. Tessins plan for Borgholm gik dels ud på at rive dele ned og dels bygge videre på det gamle slot. Karl X Gustav var kun konge i 6 år, men alligevel efterlod han sig et land i krig og med dårlige finanser. At bygge videre på Borgholm var umuligt. Under de følgende regenter Karl XI og Karl XII (1660-1697 og 1697-1718) blev der udført mindre restaureringsarbejder på Borgholms Slot. Sidste gang Borgholm blev angrebet var under Sveriges krig mod Danmark/Holland 1676-77. Fjendens skibe lå i Kalmarsund og skød mod borgen. Kanonkuglerne nåede op til vestre længe; murene klarede sig godt, men det gjorde længens tag ikke, og efterfølgende stod det vidt åbent for vind og vejr. Bygningsarbejderne stoppede i år 1709 og det gamle barokpalads gik i forfald. Kun en mindre vagtstyrke blev bibeholdt, ligesom slottets fængsel fortsat fungerede. I år 1803 fik slottet og Borgholms kongsgård en ny forvalter, Axel Adlersparre. Han fik tilladelse til at indrette klædefabrik og farveri i den nordre slotslænge, som var i bedst stand. Virksomheden blev ikke langvarig, for om morgenen den 14. oktober 1806 antændte en gnist længens tag. Ilden spredte sig hurtigt i den stærke vind og snart var der kun en ruin tilbage. En anden historie går på, at det var forvalteren selv, der satte ild på slottet for at skjule manglende vedligeholdelse.

I dag er det Statens Fastighetsverk som ejer og forvalter bygningen, som er et statsligt "byggnadsminne". Der ofres hvert år ca. 1 mio. kr. på vedligehold og en stor del af beløbet går til at befri slottet for beton og cement, som har været anvendt ved tidligere murreparationer.

Så gik det videre med Solliden, som ligger umiddelbart syd for den gamle borg. Solliden er det svenske kongepars sommerbolig. Man kan komme ind i parken, men da det var tidligt på året, var der ikke rigtig noget der blomstrede, så vi nøjedes med at kigge gennem tremmerne. Da vi endvidere fandt entré-prisen noget høj (60kr. for voksne og 30 kr. for børnene), var valget ikke så svært.

Slottet er bygget af den nuværende konges oldemor, Dronning Victoria, og stod færdigt i 1906. Dronningen led af astma og mente at Ölands klima ville være godt for hendes sygdom. Da Victorias mand, Gustav V, døde i år 1950, arvede den nuværende konge slottet. Det er hans intention at forvalte Solliden, så kommende generationer også kan opleve det usædvanlige miljø. Haven er delt i et italiensk, et engelsk og et hollandsk afsnit. Der er et væld af forskellige blomster og træer, men som ovennævnt var vi lidt for tidligt på den, til at opleve mangfoldigheden.

Vi fortsatte nordpå, mod Byxelkrog, op til Byrums Raukar. "Rauker" er kalkstensformationer formet af bølgerne. Det er helt specielt at se stranden fuld af disse 3-4 meter høje "trolde" i alle faconer. Der er omkring 120 af disse rauker i området. Vi spiste dog først frokost inden vi kiggede på området. Efter at have vandret rundt et stykke tid blev vi tvunget tilbage af en regnbyge, hvorefter vi fortsatte turen videre gennem Byxelkrog til Trollskogen.

Trollskogen udgør et naturreservat, men rummer også interessante kulturhistoriske minder fra flere forskellige tidsepoker. Forhistoriske grave ligger som en perlerække på strandvoldene langs begge sider af odden. Sammenlagt findes der 15 gravhøje, de største med en diameter på omkring 20 meter, og der er også 3 stensættninger.

Skytteværn er blevet gravet i en af højene, men der findes også en østre og vestre skanse. Ifølge overleveringer blev de ca. 40 skanser gravet af danskerne i år 1452, hvor de gik land på nordkysten med den hensigt at indtage den viktige orlogsbase Örbovik, det nuværende Grankullavik.

I områdets sydlige del løber en ca. 230 meter lang stenmur som menes at stamme fra Johan III’s tid (1568-1592). Den er strategisk placeret på oddens smalleste sted og har sikkert fungeret som jagtmur, der har indhegnet vildtet på oddens nordlige del. På oddens østlige strand finder man dels en ca. 900 år gammel eg og dels vraget efter skonnerten Swiks, som strandede i julen 1926. Alle mand blev reddet, men skibet blev slået til vrag.

Der findes 3 stisystemer på odden. Blå sti, der blot er 0,9 km lang, gul sti på 2,7 km og endelig rød sti, som er 4,5 km. Det lykkedes os at overtale børnene til at gå den lange tur, så vi så både gravhøje, skanser, den gamle eg og vraget, inden vi atter vendte hjem til Speedy.

Så gik det atter sydpå, man kan nemlig ikke komme nordligere på øen, og vi ville finde en campingplads. Den første vi stødte på var "Krono Camp Böda Sand", som imidlertid så noget død ud på denne årstid. At der er fuld fart på om sommeren, er der næppe tvivl om, for pladsen ligger lige ned til Ölands længste sandstrand.

Vi fortsatte dog sydpå, hvor vi egentlig havde udvalgt "Sonjas Camping" i Löttorp. Det var børnene der havde set pladsen i en brochure, og fandt den spændende, men ved ankomst, i regnvejr, virkede pladsen total død, så vi fortsatte igen sydover, til vi nåede til Kallä gamla Kyrka. Der er tale om en kirke i 3 etager, der rejser sig som en borg over Källahamn. Den er bygget i flere etaper, fra 1100-tallets anden halvdel og frem til midten af 1200-tallet. Kirken er viet til Skt. Olof. Under gulvet har man fundet rester af et kul- og sodlag, der antages at være fra en nedbrændt tusindtalskirke. Mod vest fandtes et forsvarstårn af samme type som vesttårnet på Föra kirke. Skibet var oprindelig med fire krydshvælv omkring en pille i midten, som nu er markeret i gulvet. Et smallere kor havde også krydshvælv, men er erstattet af det nuværende kor. Det nuværende sakristi er fra 1761. Et mindre sakristi har tidligere ligget i tilslutning til den nordlige kormur.

Højt oppe i kirkens sydøstlige hjørne findes en lille celle under en trappe. Kirken havde tidligere en lav mellemetage med tre små vinduer mod syd. Hvælvenes oversider var udjævnet til et gulv. Her fandtes en skyttegang og mulighed for at overnatte. Over denne etage fandtes yderligere en etage, som havde et bjælketag. Her blev der senere bygget endnu et skytteloft og samtidig blev vesttårnet sænket, så kirken fik samme højde hele vejen rundt. Omkring 1250 blev våbenhuset bygget.

I begyndelsen af 1800-tallet blev hvælvene fjernet og erstattet af et trætøndehvælv og murene blev forsynet med store spidsbuede vinduer

Vedligeholdelsen af kirken blev dårligere og dårligere og i løbet af 1800-tallet blev der lagt planer om en ny kirke, som senere blev bygget i Vi. Først ville man tage sten til den nye kirke fra den gamle, men dette blev heldigvis forhindret af en klog fyrmetser, der hed Sidèn. Men alt inventaret fra den gamle kirke blev i 1888 overført til den nye kirke. Det som blev til overs blev solgt.

I 1928 blev kirken overtaget af Vitterhetsakademien og vedligeholdes nu af Rigsantikvarembedet. Kirken er i dag en stor turistattraktion, og her holdes endog sommergudstjenester, ligesom kirken er et yndet sted at blive viet.

På kirkegårdens nordvestlige hjørne finder man resterne af en brønd, som nok er Skt. Olofs kilde. Klokkestabelen med klokke er fra 1970-tallet, men den står på den samme plads som en ældre klokkestabel. Vest for kirken, på den anden side af vejen, findes fundamenterne fra en præste-gård, som brændte ned i 1630.

Kirken var lukket frem til omkring 1. Juni, så vi fik kun et kort kik udefra. Herefter fortsatte vi og nu besluttede vi os for noget usædvanligt, nemlig at vende tilbage til en campingplads, hvor vi tidligere havde været, og således endte vi atter på Ekerums Camping.

Vi stod tidligt op, da vi ville have noget ud af dagen. Desværre havde vi ikke noget morgenbrød, så der skulle først handles, og så åbnede butikken selvfølgelig først kl. 9....og da den endelig åbnede, så varede det 15 minutter, inden der kom brød på hylderne. Vi kom derfor først af sted ved 10-tiden.

Vi startede med atter at køre lidt nordpå, men drejede så mod øst, tværs ind over øen til byen Störlinge, hvor vi skulle se på øens længste bevarede række med ikke mindre end 7 stubmøller. Møllerne var dog ikke så velbevarede som møllerne i Lerkaka, og 2 af dem stod inde i en lille skovbevoksning, så det var svært at fotografere alle 7 på en gang.

Vi kørte ikke ret langt sydpå langs østkysten, inden vi drejede vestpå, for vi skulle over til Färjestaden, men undervejs skulle vi aflægge fortidsborgen Gråborg et besøg.

Gråborg er Ölands største fortidsborg og ligger centralt placeret i Mittlandsskogen.

Borgen har en 4-7 meter høj ringmur, hvis indre mål er 210x160 meter. Over porten mod vest findes et hvælv fra middelalderen. Gråborg har, ligesom Eketorp, haft flere byggeperioder. Den er sandsynligvis anlagt under folkevandringstiden og i den tidlige middelalder har den været meget anvendt. Så sent som i 1677 blev borgen brugt i forbindelse med krigen mod danskerne. I gamle dage blev borgen kaldt Backaborg eller Borg. I år 1450 ejedes borgen af Vadstena Kloster, og skattebøger viser at der blev betalt to tønder salt i skat. Dette tyder på, at borgen i middelalderen har været en handelsplads, muligvis med administrativ funktion.

Nord for borgen ligger ruinerne af det middelalderlige Skt. Knuts kapel. Kapellets navn tyder på kontakter med de danske Knudsgiller, der var en handelssammenslutning, en slags forløber for hansaforbundet.

Herefter gik det mod Färjestaden, brofæstet og ikke mindst "Ölands Djur- og Nöjespark", da det nu var på tide, at der kom et klart indslag til børnene.

Ölands Djur- og Nöjespark er anlagt i 1975, og består af en zoologisk have, en forlystelsespark, en dinosaurpark og et vandland. Sidstnævnte var der dog ikke den helt store gang i, da lufttemperaturen lå omkring 10-12 grader. Vi startede med at se på dyrene, og i betragtning af, at det var en relativt lille zoo, så var der mange dyr. Et af dem, der virkelig trak kegler, var et nuttet lille pony-føl, der var meget mindre end en schäferhund. Så gik vi et smut gennem dinosaurparken, hvor der var afstøbninger af en masse forskellige dino’er. Imponerende at se, hvor store nogle af dem var. I forlystelsesparken var det radiobilerne, der var det store hit.

Hvor mange ture børnene fik, inden vi forlod parken, har jeg ikke styr på, men det var mange. Der er knyttet en hytteby til parken, men mærkværdigvis ikke en campingplads. Hyttebyen ligger lige ud til savannen, hvor der går zebraer, gnuer og andre eksotiske dyr.

Så forlod vi parken og kørte over broen mod fastlandet og Kalmar. I stedet for at køre rundt om byen, så kørte vi lige et smut igennem den, men da vi har besøgt byen flere gange før, gjorde vi ikke holdt, men fortsatte mod syd til Karlskrona.

Lone havde ikke været med på turen til Karlskrona året før, da hun var i Kina på det tidspunkt, så vi kørte rundt i byen og udpegede lige de mest interessante og kendteste seværdigheder (se turbeskrivelsen "Med Speedy til Blekinge" 2004), inden vi kørte ud til Dragsö Camping. Denne plads er også omtalt i den tidligere nævnte turbeskrivelse.

På denne plads er det store hit hos børnene eventyrsminigolf-banen, og der blev da også spillet et spil i løbet af aftenen. Jeg skal undlade at nævne vinderen, selv om Lone er ved at komme efter det.    

Efter spillet fik vi en is og kikkede ud over badebugten, men da vandet kun var 13 gr. varmt, så vi blev ikke lokket til et dyp, inden vi gik tilbage for at spise, spille kort og sove.

Efter morgenmaden forlod vi pladsen og jeg kørte atter en omvej gennem byen, så Lone lige kunne se nogle andre seværdigheder, inden vi forlod byen. Da vi kom frem til Marin Museet, insisterede børnene imidlertid på, at vi besøgte dette.

Vi havde jo været der for et år siden, men uden Lone, og stedet havde åbenbart gjort indtryk på børnene, for det var med stor overbevisning, at de ønskede atter at se stedet. Vi fandt en P-plads til Speedy og begav os mod museet, som imidlertid først åbnede kl. 11. Vi vandrede lidt om på området og så bl.a. Sveriges første undervandsbåd, Hajen, der blev bygget i 1904, men som allerede var forældet i 1922. U-båden er nu sat på land foran museet. Marin Museet er faktisk meget spændende med masser af modeller af skibe, fæstnings-værker, skibsværftet i Karlskrona o.m.m., og så er det gratis. Vi var vel på museet i knapt 2 timer, inden vi forlod byen og satte næsen mod Danmark.

Undervejs måtte vi dog lige et smut ind i Karlshamn, dels for at handle i ICA, og dels for at tanke diesel. Selve Karlshamn indeholder ikke de store seværdigheder, så vi gjorde ikke opholdet længere end nødvendigt, inden vi fortsatte af E22 mod Malmø. Umiddelbart efter Lund drejede jeg imidlertid væk fra motorvejen, da jeg ville vise børnene en ny "gammel" by, nemlig Jakriborg ved Hjärup.

Byen er ganske nyopført, men i stil med en gammel Hansestad. Høje bindingsværksbygninger omkring det centrale torv og små snørklede gyder bagved. En slags Disneyland, men øjensynligt populært, for der er lange ventelister til lejlighederne i byen, ligesom turisterne også finder frem til stedet, selv om det er lidt svært at finde.

Rent transportmæssigt ligger det dog godt, for når man går ud gennem den sydøstlige byport, og der er virkelig tale om en byport, så træder man lige ind i nutiden til togforbindelsen Malmø-Lund. Vi købte lige en is, inden vi fortsatte hjemover mod Malmø, over Øresunds-broen, indtil vi ved 17-tiden var hjemme i Sengeløse.

Tilbage til "Vore ture": 

Flemming Stagis

Juni 2005