Med Speedy til Prag og Berlin

Uge 42 – 2010

 

Forord

Det blev den første efterårsferie uden Lone, da man på hendes arbejde mente, at nu var det altså hendes tur til at tage vagten i uge 42. Altså måtte hun blive hjemme sammen med hundene.

I stedet tog vi Camillas veninde, Stephanie, med på en tur til Prag og Berlin.

 

Fredag den 15. oktober 2010

Flemming var på seminar denne dag, så der var ikke helt så meget tid som ønsket til at klargøre Speedy i, og da Camilla samtidig skulle til Cello-undervisning, så kneb det lidt med at komme hjemmefra i god tid.

På vej tilbage fra cello hentede vi Stephanie og kørte til Sengeløse for lige at pakke det sidste og sige farvel til Lone og hunde, inden vi kl. 17.30 kunne køre mod Rødby.

Vi kom med en færge kl. 19.15, hvilket desværre ikke var tidlig nok til at handle i Bordershoppen. Så i stedet købte vi en karton Cola og en karton Sommersby på færgen, så vi havde noget at drikke. Vi fik også noget at spise på færgen, og da Flemming havde meldt sig ind i en eller anden Scandlines-klub, fik vi så meget i rabat, at det stort set passede med den ene gang mad.

Vi kørte videre ned mod Ratzeburg, hvor vi holdt ind kl. 21.30 og gjorde klar til sovning. Vi har tidligere holdt på Stellplatzen i Ratzeburg, som ligger stille og fredeligt ved en svømmehal lige ned til en sø. Det kostede 7 Euro at holde på pladsen og 1 Euro for strøm i ca. 10 timer.

 

Lørdag den 16. oktober 2010

Vi stod op kl. 8 og efter morgenmaden kørte vi mod Berlin, som vi rundede ved middagstid og fortsatte mod Dresden, hvor vi havde besluttet at tage en overnatning.

 

Vi kørte ind på Stellplatzen i Dresden ved 15-tiden og checkede ind, hvorefter vi begav os mod centrum, som kun ligge 10 minutters gang fra pladsen. Vi startede med at kigge på Frauenkirche.

  

I begyndelsen af krigen var Dresden Tysklands syvendestørste by med godt 642.000 indbyggere. Dens område lå indtil august 1944 uden for rækkevidde af de allieredes bombetogter. I efteråret 1944 var Dresden og Breslau (det nuværende Wroclaw i Polen) de eneste større ubeskadigede industri-, erhvervs- og forvaltningcentre samt trafikale knudepunkter i det tyske rige.

Luftangrebet på Dresden under 2.verdenskrig blev udført af Royal Air Force (RAF) og United States Army Air Force (USAAF) på området i og omkring Dresden. Det foregik gennem fire på hinanden følgende luftangreb i dagene fra den 13. – 15. februar 1945. Beregningerne af antal dræbte varierer meget og umiddelbart efter krigen snakkede om om 100-200.000. En historikerkommission fra 2008 har dog konkluderet, at antallet kan sættes til mellem 18.000 og 25.000.Derudover blev store dele af den indre by i Dresden ødelagt, lige som den industrielle og militære infrastruktur blev lagt i ruiner. 80% af byen blev ødelagt under krigen, men meget er restaureret og nybygget.

Selvom luftangrebet på Dresden ikke var det heftigste bombardement under anden verdenskrig, bliver det ofte brugt til at sætte spørgsmålstegn ved det britiskeArea Bombing Directive, om bombardementerne kunne legitimeres militært og om de kan prædikeres som krigsforbrydelser.

Dresdens største turistattraktion, Frauenkirche, befinder sig på Dresdens Neumarkt, hvor der også står en statue af Martin Luther. Kirken har en ca. 1000-årig historie, og blev totalt ødelagt under bombningen af Dresden i februar 1945. Efterfølgende blev kirken genopbygget fra 1994 til 2005 i sin gamle udformning med gamle og nye sten. En kirke Zu Unser Lieben Frauen, Vor Kære Frue, skal have stået på stedet siden 1000-tallet. Den moderne kirke stammer derimod fra 1700-tallet. Den blev tegnet af George Bähr og bygget fra 1726 til 1743. Arkitekten døde i 1738, og nåede derfor aldrig at se kirken fuldført.

  

Den enorme kuppel med en højde på 91 meter blev hurtigt et kendemærke for byen, og den let genkendelige silhuet blev motiv for mange kunstmalere. Tvivl om at kuppelen skulle være ustabil blev gjort til skamme, da den preussiske hær bombarderede kirken med granater i 1760. Granaterne prellede af, og kirken stod som før. I 1849 blev Frauenkirche centrum for det revolutionære maj-oprør. I flere dage var den omgivet af barrikader og gadekampe, før de tilbageblevne oprørere blev arresteret inde i selve kirken. Men kirken kunne ikke stå imod ved bombningen af Dresden den 13. februar1945. Frauenkirche udbrændte og kuppelen faldt sammen den 15. februar klokken 10.

Desværre skulle der være koncert i kirken om aftenen, så vi måtte nøjes med at kigge ind gennem glasdøren til kirkerummet.

  

  

  

Vi fortsatte ned til Elben og nød den fantastiske udsigt ned langs Terrassen-Ufer, hvor der ligger mange smukke bygninger. Terrassen var oprindelig en del af byens befæstning fra 1500-tallet, men i 1700-tallet overtog grev Brühl stedet og anlagde en have med barokbygninger og i 1814 blev anlægget åbnet for offentligheden. Her ligger bl.a. byens Kunstakademi. Vi fortsatte forbi byens domkirke, nej det er ikke Frauenkriche, til Semper-operaen, der oprindelig er opført i 1871-78 i italiensk højrenæssance efter arkitekten G. Sempers tegninger. Semper var flygtet fra Paris af politiske grunde.

 

  

Efter Operaen kommer så et andet af byens højdepunkter, nemlig Zwinger-Slottet, der er et af byens højdepunkter hvad angår barok-arkitektur. Stedet er opført i 1711-32 og blev festplads for det saksiske hof. Bygningerne er udsmykket med billedhuggerarbejder over det hele. I den østlige fløj findes Klokkespilpavillonen med et klokkespil bestående af 40 Meissner-porcelænsklokker. Mens vi var på stedet hørte vi klokkerne spille, og det lød helt fortryllende. Slottet blev totalt ødelagt under 2. verdenskrig, men genopbygningen startede hurtigt efter fredsslutningen og i 1964 genåbnede slottet og er i dag primært kunstmuseum med tyske, hollandske, franske og italienske værker. Her kan man bl.a. se Rafaels ”Sixtinske Madonna”, der konkurrerer med Mona Lisa fra Louvre, om at være verdens mest berømte maleri. Der kan ses mere om Dresden på vores hjemmeside fra 2006 - "Region Lausitz".

 

 

  

  

 

Vi gik tilbage til Speedy, hvor vi spiste aftensmad for så atter at gå tilbage til centrum. Det er altså rart, når man kan holde så tæt på bycentrene, som det er tilfældet i Dresden. Vi kiggede på byen i lampernes skær, som er noget helt specielt, da der ikke er nogen store moderne lysmaster, men udelukkende gammeldags lamper, der lyser gader og stræder op.

  

  

  

                                                                                                                 Billede 8040 skal vendes

Så gik vi atter tilbage til bilen, hvor vi sluttede dagen af med en gang Trivial Persuit, dog i Disney-udgaven. Pigerne vandt knebent, men det var nok mest fordi Flemming faldt i søvn og ikke var den store hjælp for Nicolai.

  

  

 

Søndag den 17. oktober 2010

Vi sov lidt længere, da vi kun skulle omkring de resterende 160 km til Prag, så klokken blev næsten 10, inden vi forlod pladsen og kørte ud af byen. Der er nu lavet en ny motorvej, BAB 17, som kører op over bjergene, så man ikke længere skal køre ad den gamle vej, som ellers er meget smuk, men også MEGET langsommelig.

Der mangler stadig et lille stykke motorvej, inden der er forbindelse hele vejen, men det drejer sig vel kun omkring 20 km, så det er langt hurtigere at køre til Prag nu, og vi var da også fremme lidt inden 13.00.

Vi havde kodet Camping Kotva Branik ind i Marie, men da vi nåede frem, var pladsen lukket. Vi har tidligere boet på denne plads og værdsatte den p.g.a. beliggenhed lige ned til floden og på grund af nem transport ind til Prags centrum.

Vi kodede så en ny plads ind i Marie, Caravan Camping Praha, som ligger på en øen Cisarska Louka, lidt nærmere centrum. Vi fandt hurtigt frem til pladsen og checkede ind, hvorefter vi spiste frokost.

Pladsen er på 11.000 m2 og har plads til 350 personer. Der er alle de faciliteter man kan ønske sig, men i lidt øst-stil, altså ikke helt i top. Dette gjaldt dog ikke badene, der var renoverede for nyligt. Der var såvel restaurant som et lille shop med de mest grundlæggende fødemidler. Begge var dog lukkede på denne tid. Der var også værelser til 2-3 personer med egne toiletter og bade.

  

  

Det er ikke så svært at finde pladsen, for den overskygges at et meget højt gult/blåt tårn, som vist er et dommertårn til sejl- og/eller ro-konkurrencer

Klokken 14 var vi på vej ind mod centrum med sporvognslinie 14, der sammen med linie 12 går ind til centrum, hvilket tager ca. 20 minutter.

  

Vi stod af sporvognen noget syd for slottet for at tage en tandhjulsbane op til byens park og udsigtspunkt, Petrin-højen. Her troner et lille Eiffeltårn, som blev opført i 1891 til en stor landsudstilling. Det er en minikopi af det oprindelige Eiffeltårn i Paris, men kun en femtedel så højt, nemlig 63,5 meter. Til gengæld ligger dets top i samme højde over havet som det i Paris, da højen er 318 meter.

  

  

Ved siden af tårnet ligger en spejllabyrint, hvor børnene blev sendt ind, mens Flemming slappede af på en bænk, mens han kiggede på folkelivet. Spejllabyrinten blev opført til samme landsudstilling som tårnet. Tværs over hele højen løber en mur, Hunger-muren, der deler højen i to og blev opført i 1360-1362 under Karl 4. som et forsvarsværk.

      

  

Da de unge mennesker kom ud fra spejllabyrinten, gik vi ned ad bjerget og videre til Slotshøjen, hvor vi kigge nærmere på Sankt Vitus-katedralen, der er den største og vigtigste kirke i Tjekkiet og sæde for Prags ærkebiskop. Kirken ligger som del af Prags borg i den tredje borggård. Arkitektonisk er kirken en blanding af flere stilarter som følge af renovering og tilføjelser, men den gotiske stil med dens skarpe, spidse kanter og himmelstræbende spir dominerer. Indvendig er der 33 meter til loftet, og der er mange imponerende mosaikker. I kirkens tårn findes en udsigtsplatform i 80 meters højde.

  

  

  

Rundt om kirken på højdedraget ligger Prags borg, der gennem mere end 1000 år har været hjemsted for statsoverhoveder, senest den tjekkiske præsident. Borgen er fra 870 og har levet en turbulent tilværelse. Under blandt andet Trediveårskrigen skete der store skader på bygningsværket. Borgen blev genopbygget af dronning Maria Theresia af Østrig i 17-hundredetallet, hvorfor slottet i dag udadtil er præget af den tids nyklassicistiske stil med streng symmetri og rene, lige linjer.

  

Vi ville også have besøgt Den gyldne Gade, Zlatá ulička, en lille snæver stump gade med bittesmå huse i åbninger eller direkte i borgmuren. Gaden Zlatá ulička har fået sit navn, fordi der tidligere boede guldsmede og alkymister her i datidens Prag. Desværre var hele gaden spærret af, grundet genopbygningsarbejder.

  

Vi fortsatte ned til Floden, og undervejs fik vi hver et stykke pizza til blot 10 kr. – en noget billigere pris end i København. Senere blev der indtaget øl og varm kakao på en lokal bodega, hvor man selv lavede øllet i store kedler i restaurant-rummet.

  

  

Næste stop var Karlsbroen, hvor vi slentrede en tur over til siden med den gamle bydel, men så atter begav os tilbage til Slotssiden. Broen befolkes af malere og jazzmusikere, der skaber liv på den 650 år gamle bro, som krydser floden Moldau – eller Vltava, som den hedder på tjekkisk. Byggeriet af den nuværende bro blev sat i gang af kejser Karl 4. i 1357, men først i begyndelsen af det 14-hundredetallet stod den færdig. Broen er 516 meter lang og er udsmykket med 30 statuer og skulpturer af katolske helgener, som er fra begyndelsen af 17-hundredetallet. Indtil 1741 var Karlsbroen den eneste mulighed for at krydse Vltava (Moldau) i Prag.

  

  

  

Efter gåturen frem og tilbage over Karlsbroen tog vi sporvognen hjem igen, og da vi ikke havde været i bad i nogle dage, var noget af det første vi gjorde, at begive os til baderummene og få et dejligt langt varmt brusebad. Efter aftensmaden blev der først skrevet turberetning og dernæst spillet MIG (Mobile Intelligence Games) et quiz-spil, som kan købes gennem DCU, og som fylder meget lidt, men er ret underholdende – og svært.

  

Bemærk at den flotte sporvogn faktisk er en Skoda

 

Mandag den 18. oktober 2010

Atter ret tidligt op, ind med linie 12 og allerede kl. 10 var vi ved Karlsbroen. Efter Karlsbroen gik vi til Den jødiske Kirkegård, hvor vi betalte 900 K for at komme ind og se først en mindesal over de myrdede tjekkiske jøder fra 2. verdenskrig, dernæst selve kirkegården, som er en af de mest interessante seværdigheder i Prags jødiske kvarter, Josefov. Kirkegården blev grundlagt i første halvdel af 1400-tallet og var i brug frem til 1787, hvor den løb tør for plads - grave må ifølge den jødiske tro ikke sløjfes. Det siges, at der ligger grave i 12 lag på pladsen. En del af den jødiske tradition er, at man lægger små sten på gravene i stedet for blomster, og det holdes stadig i hævd.  

  

  

Efter kirkegården gik vi ud i den modstående side af indgangen og her kiggede vi på Ceremonihuset, hvor man fortalte om jødernes begravelsesritual.

  

  

Efter dette gik vi ad Parizska-gaden, hvor der er rigtig mange af de dyre mærke-butikker, mod Rådhuspladsen, Staromestske Namesti. På denne plads står også et monument for Johan Huus, en kirkereformator, ca. 100 år forud for Martin Luther. Det var åbenbart for tidligt for reformationer, for Huus blev brændt på bålet i 1415, dømt som kætter.

  

  

På pladsen ligger og så Prags tidligere lille rådhus. Her er turistattraktionen det astronomiske ur, der hver time samler mange turister, for bevægelige figurer annoncerer, at der er gået en time. Uret blev konstrueret i 1400-tallet og færdiggjort i 1490 af Mester Hanus. For ham blev prisen for opgaven høj, for han fik nemlig stukket øjnene ud på byrådets ordre, så han ikke kunne gentage sit mesterværk et andet sted. Det lykkedes imidlertid for Hanus at ødelægge uret inden sin død, så det stod stille mange år efter.

  

      Billede 12270 skal drejes  

  

  

Fra det gamle rådhus gik vi mod Krudttårnet, der oprindeligt  var én af i alt 13 indgange gennem bymuren til den gamle by, men er i dag det eneste tilbageværende. Tårnet blev opført 1200-tallet, men fik først sit nuværende navn i 1600-tallet, da man begyndte at opbevare krudt i tårnet. Det er 65 meter højt.

Ved siden af tårnet ligger Folkets Hus, Obecni Dum, Folkets Hus, og er den smukkeste Art Nouveau bygning i Prag, bygget mellem 1905 og 1911 af arkitekterne Balsanek og Polívka. Toneangivende kunstnere som Mucha, Myslbek, Ales og Saloun bidrog til udsmykningen. I Facaden sidder en mosaik med Libuse, den mytiske prinsesse. Libuse forudså grundlæggelsen af Prag. I borgmesterværelset harMucha skildret de borgerlige dyder, personificeret ved Karl IV for uafhængighed, Jan Hus for retfærdighed og Komenský for tillid. Den symbolske betydning af Folkets Hus er enorm.

  

  

Vi slentrede videre ad Na Prikope og undervejs faldt vi ind på et pizzaria, hvor vi fik frokost, inden vi gik op ad Václavspladsen, hvor studenten Jan Palach begik selvmord den 19. januar 1969 som protest mod den russiske invasion af Tjekkoslovakiet. Denne protest blev fulgt op af Jan Zajic, der foretog samme handling den 25. februar 1969. Handlinger der gav genlyd over hele verdenen, men som ikke ændrede på tjekkernes stilling i østblokken.

Der er tale om Prags største shopping gade, og at kalde det er plads er nok noget forkert, for den er 750 meter lang og kun 60 meter bred og minder derfor mere om en boulevard. Pladsen har dannet ramme om flere historiske begivenheder end den førstnævnte. Her blev Tjekkoslovakiets selvstændighed udråbt i 1918 og Anden Verdenskrigs slutning offentliggjort i 1945 og så var det også her, Fløjlsrevolutionen mod det kommunistiske styre begyndte i 1989. Mere fredelige begivenheder tæller jule- og påskemarkeder hvert år.

  

  

Vi gik tilbage mod den gamle bydel og undervejs besøgte vi en Chokolade-Café, hvor vi fik nogle kopper meget tyk chokolade. Nicolai og Flemming fik med kirsebær og rom, Stephanie med Chili, mens Camilla tog den rene vare med flødeskum. Der blev anvendt 100 gram 72% chokolade til hver kop, så det var nærmest umuligt at drikke den, men man måtte spise den med ske.

Så vandrede vi atter over Karlsbroen, ved hvis vestre bred vi besøgte et musikhus, så Camilla kunne få et nodestativ. De havde celloer til priser mellem 20. og 50.000 kr., og Camilla mente godt, at Flemming kunne købe en til hende. Men det blev altså ikke til noget i denne omgang.

  

Lige efter broen fandt vi et lille supermarked, hvor vi fik diverse ting til Nicolai, så han kunne lave spaghetti og kødsovs til aften.

  

Vi var tilbage på pladsen kl. 17, hvor det første vi gjorde, var at tømme tanke og fylde rent vand på. Dernæst blev der hygget indtil det var tid til aftensmaden.

  

Efter aftensmaden, som Nicolai stod for, blev der spillet lidt kort og lagt kabaler, inden vi gik til køjs.

 

Tirsdag den 19. oktober 2010

Så var det tid at hive teltpælene op, hvis vi havde haft sådanne, og flytte os nordover. Flemming stod op 8.15 og gik i bad og da han kom tilbage blev de unge sendt i bad, mens Flemming lavede morgenmad.

Der blev betalt og Marie blev bedt om at finde vejen til Terezin, ca. 62 km nord for Prag, hvor vi ville se nærmere på det tyskerne kalder for Theresienstadt. Vi havde dog forskellige problemer på vej ud af byen, så som drejninger for tidligt, der førte os ind i den gamle bydel, så en ulykke, der betød, at vi måtte vende om og endelig en lav gennemkørsel, som lige strejfede vores tagboks, dog kun så vores lukkestrop blev sprængt. Selve boksen led heldigvis slet ingen overlast.

Det tog over en time at finde ud af Prag, men så gik det ellers ad små veje nordover og ved 11.30-tiden nåede vi frem til Terezin og det, der kaldes ”Den lille Fæstning”. Vi betalte 16 Euro for at komme ind, men så inkluderede det også en meget god guide, som endda var på dansk.

  

  

1780 byggede Det østrigske Kejserrige et fort og en garnisonsby på stedet, og man navngav garnisionsbyen efter den østrigske kejserinde Maria Theresa. Fortet kom aldrig til at spille nogen rolle i krig, men kom næsten lige fra starten til at fungere som fængsel. Under 1. verdenskrig fungerede det som krigsfangelejr og husede bl.a. Gavrilo Princip, som med mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans kone, var indirekte skyld i starten på 1. verdenskrig. Princip døde den 28. april 1918 af tuberkulose i celle nr 1.

Den 10. juni 1940 overtog Gestapo Theresienstadt og gjorde fortet til et fængsel. Den 14. juni ankom de første fanger. I selve fortet, der ikke må forveksles med garnionsbyen, passerede der krigen igennem næsten 32.000 fanger, deraf 5.000 kvinder. De fleste var tjekker, men der var også fanger fra Sovjetunionen, Polen og Jugoslavien.

I november1941 blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder. Dens funktion var at få omverdenen til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen, mens det i virkeligheden var en koncentrationslejr. Hvor der tidligere havde boet 7.000, boede der nu 50.000, og i løbet af 1942 døde 16.000 mennesker, deriblandt Sigmund Freuds søster Esther Adolphine, der døde den 29. september 1942. Sigmund var allerede i 1938 flygtet fra Østrig til England. Også en af beboerne fra Anna Franks hus i Amsterdam, Auguste van Pels, døde i eller undervejs til Theresienstadt.

I 1943 blev ca. 500 danske jøder, og nogle udenlandske jøder der var flygtet til Danmark, og som ikke var pågrebet under tyskernes jødeforfølgelser i deres eget hjemland, sendt til Theresienstadt. Efter at de danske jøder var blevet sendt til Theresienstadt, lykkedes det den danske regering at få overtalt tyskerne til at lade Røde Kors komme og besøge lejren den 23. juni1944, for derved at kunne sikre, at fangerne blev behandlet ordentligt. Tyskerne forstod dog at bruge dette som propaganda til egen fordel. Først sendte de en stor del af fangerne til udryddelse i Auschwitz, så lejren ikke virkede så overfyldt. Derefter byggede de nogle nye og særdeles gode barakker, som dog kun blev brugt i de perioder, hvor Røde Kors var på besøg. Til sidst valgte de at lave en propagandafilm, der skulle vise, hvor godt jøderne havde det i Det Tredje Rige. Produktionen blev påbegyndt den 26. februar 1944. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz. Instruktøren, Kurt Gerron, og hans kone blev dræbt i gaskammeret den 28. oktober 1944. Filmen blev aldrig vist i sin helhed, men blev klippet ind i diverse propagandafilm. Den danske konge Christian X sikrede frigivelsen af 413 overlevende danske jøder, der i et samarbejde mellem Røde Kors og de såkaldte hvide busser blev afhentet den 15. april 1945.

Ca. 140.000 fanger blev sendt til Theresienstadt's ghetto og fæstning krigen igennem, og af dem døde ca. 33.400 på stedet. Dødsårsagen var hovedsagelig sult, stress, sygdom og en tyfus epidemi mod krigens slutning. Godt 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. Ved krigens slutning den 8. maj1945 var der i alt 29.320 overlevende i lejren. 16.832 overlevende var af de oprindelige fanger plus 12.488, der først var ankommet efter den 20 april 1945, hvor lejren blev befriet. 207 børn blev født i lejren til trods for at mænd og kvinder boede adskilt.

  

  

I september 1945 blev en national kirkegård grundlagt lige uden for fæstningen og den blev gradvist udvidet frem til 1958. De jordiske rester af ca. 10.000 ofre der døde i gestapos politifængsel i Den lille Fæstning, i ghettoen i Theresienstadt by og i den nærliggende koncentrationslejr Litomèrice, ligger begravet her. 2.386 af dem ligger i individuelle grave. I midten af af april 2008 blev 327 bronzeplader, der markerer gravene, stjålet fra kirkegården. Yderligere 700 blev stjålet ugen efter. Nogle er efterfølgende blevet fundet.

  

  

  

  

Vi var på stedet i over 2 timer og så bl.a. ovennævnte propagandafilm, hvorefter vi returnerede til P-pladsen, hvor vi spiste frokost, inden vi ad små veje satte kurs mod Dresden. Undervejs løb vi ind i et vejarbejde, som betød en helt spærret vej og vi kom også frem til en jernbaneunderkørsel, hvor frihøjden kun var 2.6 meter, hvilket altså er for lidt.

  

  

Men endelig lykkedes det at finde frem til motorvejen til Dresden, som vi rundede ved 16-tiden og kunne fortsætte mod Berlin.

  

Kl. 18.10 kørte vi ind i Köpenicker Hof, hvor vi satte strøm på bilen, så computerne kunne komme i gang. Kontoret var lukket, men heldigvis kunne computerne huske koden fra påskeferien, så snart var der fuld gang i internettet, så vi lige kunne se, hvad der var sket i verdenen.

Aftensmaden blev opvarmede rester fra i går, som blev indtaget ved 20-tiden og så blev der spillet kort til vi gik i seng.

 

Onsdag den 20. oktober 2010

Vi stod op og det første vi gjorde var at vi sendte SMS’er til Nina, som fyldte 27 år. Også Stephanie måtte have gang i lykønsknings-SMS'erne, da hendes storesøster ligeledes havde fødselsdag.

  

  

Efter morgenmad og betaling af 39 Euro for 3 overnatninger begav vi os mod Köpenick Station, der ligger blot 300 meter fra Stellplatzen. Herfra tog vi toget ind til Alexander Platz, hvor vi først kastede os over indkøbscentret Alexa, som har 180 forretninger og 17 restauranter. Her blev pigerne sluppet fri i 1½ time mens drengene også lige kiggede lidt på forretninger, men ellers nød et par Berliner Weisse udenfor centret.

  

  

Så gik vi ned over Alexander Platz, forbi det røde rådhus og videre til Nicolai Viertel. Her har man genopbygget en lille stump Berlin, men det er nok mere et tema man har arbejdet med, for kun 2 af husene i området er oprindelige.

  

  

Så gik vi videre til Berliner Dom og til Neues Museum, hvor der imidlertid var så lang en kø, at vi ikke gad gå ind, men fortsatte til Friedrichsstrasse Station, hvor vi fik lidt at spise. Vi fortsatte til Rigsdagen, men som sædvanlig var der rengøring af kuplen i uge 42, så vi blev nede i parken og kiggede på bygningen ude fra.

  

  

Næste stop var det jødiske monument, hvor børnene som sædvanlig fandt det spændende at gå på oplevelse mellem de store granitblokke.

  

  

Vi returnerede mod Brandenburger Tor, hvor fotografiapparaterne klikkede i en uendelighed.

Vi var ved at være godt trætte og havde ømme fødder, så vi udsatte et besøg ved Checkpoint Charlie til senere, og lagde i stedet atter turen forbi Neues Museum, men med samme resultat som tidligere. Vi besluttede i stedet at prøve i morgen ved åbningstid.

Vi gik til nærmeste S-Station, Hagescher Markt, hvorfra vi tog hjem til Köpenick, hvor der blev hygget inden der blev spist aftensmad, badet og lagt kabaler.

 

Torsdag den 21. oktober 2010

Hurtig morgenmad og hurtig ud af døren på vej mod Museumsinsel, hvor vi købte billetter til Neues Museum. Nu var vi heldigere end i går, for vi kunne komme ind i løbet af 10 minutter.

  

  

Neues Museum åbnede i 2009 efter mange års genopbygning. Det huser primært ægyptiske og romerske ting, men har dog også mindre afdelinger om stenalder, middelalder m.m.

  

  

Museets hovedattraktion er helt klart busten af den ægyptiske dronning Nefertiti, der levede ca. 1370 f.Kr. - ca. 1330 f.Kr. Hun var dronning fra 1353 f.Kr.-1336 f.Kr. og den vigtigste hustru til den ægyptiske farao Amenhotep IV (som senere kaldte sig Akhenaton), og svigermoder til farao Tutankhamon. Man kan oversætte hendes navn til "Den smukke er kommet".

  

Vi var på museet i 1½ time og havde så fået nok, selv om vi vist alle synes, at stedet var meget interessant.

  

  

  

Flemming havde købt en kombi-billet til Museumsøen, så vi kiggede også lige ind på Pergamon-Museet, der har fået sit navn fra genopførelsen af indgangsfacaden af et tempel fra Pergamon. Ganske imponerende. Endvidere er der opstillinger af andre templer samt en assyrisk byport i blå glaserede mursten. Meget flot.

  

Efter omkring 1 time på Pergamon-Museet måtte vi overgive os til sulten og forlod museet for at få lidt at spise på Museums-Cafeen. Det blev blot til 4 ciabatta-boller med forskelligt indhold, samt diverse drikkevarer.

Så begav vi os videre mod Hackischer Markt, opkaldt efter Hans Christoph Friedrich von Hacke, beliggende for enden af Oranienburger Strasse. Tidligere var pladsen beliggende i Østberlin, men har siden genforeningen gennemgået en omfattende renovering. I dag findes mange restauranter med udeservering på pladsen, der også er kendt for sit kultur- og natteliv samt nærheden til byningskomplekset Hackesche Höfe.

     

Det var også Hackesche Höfe, som blev starten på vores tur i området. Det består af et kompleks af 8 sammenhængende indre baggårde, og gårdene strækker gårdene sig over et areal på 9.200 m². Kvarteret er i løbet af de seneste år blevet en meget trendy område i Berlin med en række små butikker, restauranter og gallerier. Det er anlagt i 1906 og er udført i jugendstil. Siden 1977 har området været fredet, og i 1997 blev en omfattende renovering af området afsluttet.

Området var i øvrigt beboet af en stor del af Berlins jøder inden 2. verdenskrig og når man går i området og kigger ned på fortovet ser man mange steder små mindeplader på størrelse med en brosten, hvorpå der er skrevet hvem der har boet i huset og i hvilken koncentrationslejr vedkommende er omkommet.

  

Det blev til lidt pigeindkøb i området, inden vi fortsatte med S-banen til Zoologischer Garten, hvor vi startede med at kigge på Gedächnis Kirche eller Kaiser Wilhelms Kirche, som den retteligen hedder.

Kirken blev ødelagt af bomber i 1943 og efter 2. verdenskrig blev den revet ned, så kun det massive facadetårn blev stående tilbage. I 1963 tegnede arkitekt Egon Eiermann den nye 8-kantede kirke, der er opført i beton og glasbyggesten. Vi gik ind i kirken, hvor glasbyggestenene sendte et fantastisk blåt lys ind. Kirken kaldes i folkemunde for pudderdåsen og det ligeledes nye klokketårn på den anden side af det gamle kirketårn kaldes læbestiften.

  

Lige øst for kirken ligger det såkaldte Europa-Center, der er bygget mellem 1963 og 1965. Bygningen med 22 etager indeholder en række forretninger, restauranter, kontorer og en udsigtsplatform. Vi var alle blevet lidt kolde og trængte endvidere til at lade vandet, så i bunden af centret fandt vi en café, hvor pigerne fik varm cacao, Nicolai fik en grøn Berliner Weisse, mens Flemming holdt på den røde udgave. Nicolai måtte efterfølgende indrømme, at den røde var den bedste.

Vi kiggede butikker på Kurfürstendam, der i østlig retning går over i Tauentzienstraße, og her ligger KaDeWe (Kaufhaus des Westens), et af Europas største varehuse og kendt for sit eksklusive udvalg. Vi måtte lige et smut op på 6. sal, for at se den fantastiske fødevareafdeling, der ligger her. Tænderne løber i vand, når man går rundt og kigger på delikatesserne Især var der nogle afdelinger med chokolade, der var helt til at falde i svime over. 

  

  

  

Det var så småt ved at blive mørkt, så vi returnerede til Zoo U-Bahn for at tage U-bahnen til Potsdammer Platz, hvor vi slentrede lidt rundt og bl.a. så på Sony-Centeret. Egentlig ville vi have spist sushi et sted i centret, men da vi ikke kunne finde stedet - Circle Sushi - fortsatte vi til fods først til Rigsdagen og dernæst til Brandenburger Tor, for at se disse med lys på.

Fra Brandenburger Tor tog vi toget til Fridrichsstrasse hvor vi skiftede til et tog, der førte os til Hackescher Mark, hvor vi spise sushi på "SUSHI Expres". Det var godt nok ekspres, for maden kom hurtigt på bordet, og inden man næsten havde taget sidste bid, så var tallerkenen ved at blive fjerne. Men godt det smagte det altså.

Så tog vi endelig toget hjem med ankomst til Speedy kl. 21.15 efter næsten 12 timer tur rundt i byen. Vi var alle godt møre på sjæl og krop - og især fødder. Det blev derfor ikke til megen hygge inden i alle kravlede i seng.

 

Fredag den 22. oktober 2010

Vi sov længe, nærmere betegnet til lidt efter 9. Efter morgenmaden kørte vi med S3-linien til Hackescher Markt, hvor Camilla havde set en bluse, som hun absolut måtte eje.

 

  

   Billed 10060 skal vendes

  

Så gik vi videre til Grosse Hamburger Strasse, hvor der tidligere har ligget et jødisk alderdomshjem, der under krigen blev brugt til internering af jøder, inden de blev sendt i koncentrationslejre. I dag er huset revet ned og på stedet står der et lille monument, til minde om de jøder fra Berlin, der blev myrdet under krigen.

  

Så fortsatte vi ad Oranienburger Strasse, hvor vi kiggede på "Neue Synagoge", der blev opført i 1859-66.Den 9. november 1938 blev den delvist ødelagt under Krystalnatten og yderligere ødelagt af de allieredes bomber i 1943. Den blev endelig helt nedrevet i 1958 efter ordre fra den østtyske regering. I 1988 påbegyndte man genopførelsen og i 1995 stod synagogen atter færdig med sit gyldne tårn, der kan ses vidt over Berlin.

Da vi gik ad strassen passerede vi en dansk familie og Nicolai blev meget eksalteret, da den ene person var Peter Lund Madsen - også kaldet Hjerne-Madsen - den ene halvdel af parret Anders og Peter Lund Madsen.

  

  

  

Lidt vest for synagogen og på modsatte side af gaden ligger et faldefærdigt hus, men går man gennem porten kommer man ind til et noget alternativt kunstner-miljø, der absolut er værd at bruge noget tid på. Her er masser af meget flotte smedede skulpturer og malerier.

Vi kom frem til Friedrichstrasse, hvor pigerne lige skulle et smut ind i en anden "Made in Berlin"-butik, dog uden at finde noget. I øvrigt var der en del mennesker i butikken - alle danskere.  

Så fortsatte vi ned ad Friedrichsstrasse, hvor vi kiggede ind i forskellige butikker, bl.a. stormagasinet Lafayette, der er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel, ham der også har tegnet koncertsalen i DR-byen.

  

  

Efter Lafayette gik vi tværs over Jägerstrasse og ind i det der kaldes Friedrichsstadtpassagen, der er nogle karréer, der blev byfornyet og i dag rummer nogle af byens elegante luksus-butikker og som er inspireret af Art Deco arkitekturen. I kælderen fandt vi i øvrigt et mindre mad-mekka til favorable priser. Vi spiste pasta-måltider til frokost.

  

  

Så gik vi til Checkpoint Charlie, hvor den tidligere overgang mellem det russiske og amerikansen Zone har ligget. I dag er der ikke så meget tilbage af bygningerne fra murens tid, men en udmærket udstilling fortæller om stedet.

  

 Muren og Görings Luftsfartsministerium

Vi fortsatte til Stresemannstrasse, hvor der er en udendørs udstilling "Topographie des Terrors", der fortæller om nazisternes grusomheder i perioden fra 1933 til 1945. Man skal huske at starte fra den vestlige ende og så gå mod øst. Lige nord for stedet ligger en af de bygninger, der mærkværdigvis overlevede 2. verdenskrig, og ironisk nok var det her Görings Luftsfartsministerium holdt til. En kollosal stor bygning.

Fra Terror-udstilligen gik vi videre mod Potsdammer Platz, hvor vi bl.a. var inde i det såkaldte "Arkaden", et indkøbscenter, hvor pigerne brugte en del tid, mens drengene fandt de såkaldte herre-bænke, hvor man kan sidde og kigge på folkelivet.

Potsdammer Platz var frem til 2. verdenskrig en af Berlins mest befærdede pladser, men efter krigen lå hele området hen med udbrændte ruiner Da muren blev opført i 1961 blev ruinerne revet ned og pladsen lå frem til 1990'erne tom og øde hen. Men så tog et gevaldig byggeri sin begyndelse, og der var tale om Europas største byggeplads, primært finansieret af store virksomheder, bl.a. Sony og Mercedes-Benz. 

  

   

  

Vi sluttede turen i Berlins centrum af med endnu et besøg i Sony Centret, som er helt fantastisk med sit "sejl-tag", der troner over pladsen mellem bygningerne.  

  

Klokken var over fire og vi var trætte, hvorfor vi fandt frem til undergrundsbanens U2-linie, der førte os frem til Alexander Platz, hvor vi skiftede til S3, hvormed vi kom hjem til Köpenick. Nicolai blev sendt hjem til Speedy, mens vi andre gik over i centret, der ligger lige syd for stationen, for at købe ind til aftensmad. Det blev dog til andet end mad, for Stephanie købte lige turens sidste bluse.

Vel tilbage på Stellplatzen blev Speedy lige koblet fra strømmen og kørt til tømme-/fyldestedet, for at blive gjort klar til morgendagens hjemtur. Nå, grunden var nu lige så meget, at vi var rendt tør for ferskvand og vores spildevandstank var fuld.

Camilla lavede aftensmaden, laks med rejer, hvortil hun serverede asparges, champignonsauce og pasta. Det smagte rigtig godt. Camilla selv spiste så meget, at hun måtte skifte til pyjamasbukser med elastik i livet.

 

Lørdag den 23. oktober 2010

Så var det ellers op og af sted allerede kl. 9. Det tog noget tid at komme ud af byen, da Marie ville have os næsten ind gennem centrum, i stedet for direkte ud på Berlinerringen

Efter 45 minutter var vi dog på omfartsmotorvejen og fortsatte mod Hamburg. Vi drejede ikke af mod Rostock, men fortsatte til afkørselen til Wismar, for nu var der lavet et stykke autobahn, der forbandt autobanerne Berlin-Hamburg med Rostock-Lübeck.

Kort før Lübeck holdt vi ind på en rasteplads og spiste frokost og så var det ellers videre mod Puttgarten, hvor der lige skulle handles i Bordershoppen, inden vi kom med færgen 15.45, hvor der var så mange mennesker med, at vi ikke kunne få et sted at sidde. I stedet opholdt vi os på dækket, hvor der faktisk ikke var så koldt, som det ellers kunne forventes efter årstiden.

Vi afleverede Stephanie til hendes mor kl. 18.10 og trillede selv ind i indkørselen kl. 18.30 og der var godt nok nogle hunde, der var meget glade for at se os.

 

 

Efterskrift

Der var mange danskere i Prag, men da vi kom til Berlin troede vi næsten, at det var en by i Danmark. Det føltes som om der var flere danskere i byen end der var tyskere.

Vejret var ikke helt med os. Vi havde haft regnbyger næsten hver eneste dag, på nær en enkelt, men heldigvis ikke så megen regn, at vi ikke kunne bevæge os rundt i det.

Vi havde kørt 1.827 km på godt 28½ time, hvilket giver en gennemsnitsfart på 76,5 km i timen.

 

Flemming Stagis

December 2010

 

 Tilbage til Vore ture

Tilbage til Startside