Med Speedy til Polen

26. marts – 5. april 2010

Forord

Vi havde snakket frem og tilbage om, hvortil årets påsketur skulle gå. Camilla havde længe udtrykt ønske om at se koncentrationslejren Auschwitz i det sydlige Polen, og da Lone mente, at hun havde Bastei-klipperne sydøst for Dresden til gode, besluttede vi at lave en tur med disse to destinationer som hovedmål. Derudover fandt vi mange andre spændende mål, som skulle med på rejseplanen.

Fredag den 26. marts 2010

Flemming havde taget fri fredag for at klargøre Speedy til påsketuren. Og sikken en klargøring. Først gik glaspladen over køkkenvasken i tusind stykker, fordi han havde glemt at lukke den ned, da han kørte i Kvickly, og da han kom ud fra Kvickly lå der en stor sø under bilen, hvilket viste sig at være diesel. Først af sted til PJ-Camping i Roskilde, for at se om de havde en ny glasplade, men nej, den skulle bestilles hjem. Så af sted til Fiat-Manniche i Glostrup, for at se, om de kunne gøre noget ved dieselproblemet. Det viste sig, at tanken var tæret op i en samling, og da de ikke havde nogen ny tank hjemme, så blev dette også en bestillingsvare. De fortalte dog, at vi godt kunne tage på ferie, bare tanken aldrig blev mere end godt halvfuld.

Efterhånden kom resten af familien hjem fra skole og arbejde og det sidste blev pakket, så vi kunne forlade Sengeløse kl. 16.50 for at køre mod Rødby, hvortil vi ankom 18.45. Flemming havde bestilt billetter og plads til 19.15, så det passede helt fint. Dels havde det givet 95 kr. i rabat pr. tur, og dels viste det sig, at der var rigtig meget pres på overfarten. Ikke alle biler kom med den afgang vi havde bestilt til.

Ankommet til Puttgarten blev det en lang slange af biler, der først gik delvis i opløsning, da vi ramte autobahnen ved Heiligenhafen. Videre forbi Lübeck og så mod Berlin. Kort efter vi var drejet af mod Berlin drejede vi dog væk fra motorvejen og satte kursen mod Ratzeburg, hvor vi fandt frem til byens Stellplatz, hvor vi kunne overnatte for 7 Euro. Man kunne også få strøm, men da akkumulatorerne var på toppen efter en lang køretur, sparede vi denne udgift.

Vi havde spist nogle sandwichs på færgen, så efter hundeluftning var det på hovedet i seng.

Lørdag den 27. marts 2010

Lone og Flemming var lige ude at lufte hunde ved 6-tiden, men krøb så ellers i seng igen. Der blev sovet til 8.30, hvorefter der blev spist morgenmad og gået en mindre hunde-tur.

Vi forlod pladsen ca. kl. 9.30 og vendte snuden mod Berlin, der blev passeret ved middagstid. Målet var Glashütte, der ligger i nærheden af Spreewald omkring, 40 kilometer syd for Berlin.

Her blev der i 1716 opført en glashytte i det skovklædte område mellem Klasdorf, Friedrichshof og Dornswalde, og stedet udviklede sig til landsbyen Glashütte. Her blev der i det 19. århundrede fremstillet hvide lampeskærme, som med sin regelmæssige lysspredning, vakte opsigt ved den første verdensudstilling i Paris.

Glasproduktionen blev indstillet i 1980. Nu er Glashütte et fredet mindesmærke, og med sine 30 bygninger en levende museumsby.

Vi havde vist sat forventningerne for højt, for der var ikke så meget at komme efter. Bevares, der er da tale om et meget idyllisk lille samfund midt ude i en skov, men det er så også det. Måske kan det skyldes, at vi var kommet lige før påske, og turisterne endnu ikke var begyndt at komme ?

Efter en god times vandring på stedet kørte vi videre. Egentlig skulle vi have været til Meissen, men besluttede i stedet at køre mod Lübbenau, hvor vi tidligere har besøgt Camping an Schloss, en hyggelig plads med en god nybygget sanitærbygning.

Der blev lavet aftensmad og set film – Luftkastellet, der blev spræng – inden vi tørnede ind.

Søndag den 28. marts 2010

Flemming hentede nybagte rundstykker i receptionen, så vi kunne få lækker morgenmad. Så blev der badet hvorefter vi pakkede sammen og kørte mod Cottbus og den tysk-polske grænse.

Efter at have passeret grænsen, kom vi ind på noget, der vist skulle ligne en motorvej. Vi har tidligere kørt på et stykke tjekkisk motorvej mellem Prag og Brno, og troet, at det stykke skulle tage prisen, som Europas dårligste vej. Men nej. De første knapt halvtreds kilometer efter grænsen, er det værste vi hidtil har oplevet. Nogle gange måtte vi helt ned på 30-40 km/t for ikke at få vognen rystet helt fra hinanden.

Vi holdt ind for at få frokost, og besluttede at sætte kursen tilbage mod Tyskland, nærmere betegnet Görlitz. Umiddelbart efter vi havde forladt rastepladsen, viste det sig, at der så kom rigtig god og fin motorvej. Da man har et standpunkt, til man tager et nyt, besluttede vi alligevel at fortsætte mod Wroclow, hvortil vi ankom ved 15-tiden.

Vi fandt hurtigt en P-plads på kanten af en park lige op til den gamle bydel, og så var den endda gratis.

Wroclaw (tysk: Breslau, schlesisk: Brassel, tjekkisk: Vratislav) er den regionale hovedstad i Nedre Schlesien i det sydvestlige hjørne af Polen, hvor floden Oder (Odra) løber igennem. Det er den største by i regionen Nedre Schlesien og det administrative hovedsæde for regionen. Endelig er det den 4. største by i Polen.

Wroclaw var oprindeligt under polsk og slavisk indflydelse, men blev gradvist omdannet til en tysk by i løbet af middelalderen. Byen blev hårdt ramt og ødelagt under 2. verdenskrig og overdragelsen til Polen efter krigen har medført, at det er et omdiskuteret symbol for krigen ligesom Gdañsk (Danzig) og Kaliningrad (Königsberg). Byens navn (Breslau på tysk og Wrocùaw på polsk) er således stadig et følsomt emne blandt tyske og polske nationalister frem til i dag.

I 1871 blev de mange små tyske ”stater” forenet ved oprettelsen af det Tyske kejserrige. Breslau var på daværende tidspunkt den sjette største by i det nye Tyskland og stor økonomisk vækst førte til en tredobling af befolkningen frem til 1910, hvor befolkning var på over en halv million indbyggere. Mange tyskere flyttede til vestfra, ligesom mange polske immigranter var en del af byen. Ved OL i Berlin i 1936 var en række begivenheder placeret i byen, hvorfor der både er et olympisk stadion og en olympisk by i Wroclaw.

Under 2. verdenskrig blev mange af byens 10.000 jøder myrdet. I slutningen af krigen blev byen omdannet til ”Festung Breslau” som et resultat af den røde hærs fremmarch. Det betød, at byen ikke måtte overgive sig, og civile fik udleveret våben, og tvangsarbejdere blev sat til at barrikadere byen. Breslau holdt stand i 3 måneder, men måtte overgive sig d. 7. maj 1945 som den sidste by i den østlige del af Tyskland. Belejringen resulterede i at mere end 80% af byens centrum lå i ruiner. Gradvist er den gamle bydel blevet genskabt til sit smukke udseende, og næsten alle af de monumentale bygninger er genopbygget. I dag er der tale om en unik europæisk by med arkitektoniske præg fra Østrig, Bøhmen, Preussen og Polen.

Ved Potsdamkonferencen blev grænsedragningen ændret og Polens grænser rykket vestpå. Breslau blev endnu en gang en del af Polen og fik ændret sit officielle navn til Wrocùaw. Som en konsekvens heraf blev de fleste af byens tyske indbyggere udvist i årene fra 1945 til 1949. Størstedelen af de resterende tyskere forlod senere byen som følge af diskrimination og fattigdom. Wroclaw blev i stedet befolket af polakker fra det centrale Polen eller fra tidligere polske områder østpå, der var blevet underlagt USSR. Størstedelen kom fra byen Lwów (nu Lviv), der primært var befolket af polakker før krigen.

Flemming havde været på forretningsrejse til byen nogle måneder tidligere, og var faldet for byens charmerende gamle centrum. Vi vandrede derfor alle dertil og fotograferede de smukke bygninger, der indrammer torvet på smukkeste måde.

Vel tilbage diskuterede vi, hvad vi så skulle. Der blev fundet en campingplads godt 100 km syd for Wroclaw, som blev kodet ind i GPS’eren. Der er ikke så mange campingpladser i det sydlige Polen, og stort set alle åbner først omkring 1. maj. Den vi havde fundet skulle dog, ifølge ADAC’s campingbog, være åben.

Vi begav os sydover og op gennem nogle lave bjerge, med masser af serpentineveje – ret langsommeligt. Vel ankommet til campingpladsen, der faktisk lå i Tjekkiet, blev vi mødt af en låst låge og meddelelse om, at pladsen var vinterlukket. Klokken nærmede sig 19, så mørket var ved at falde på. Sommertiden var startet i dag, så vi havde heldigvis fået en times ekstra lys. Atter var der mytteristemning og tale for at om vende tilbage til Tyskland. Gode dyr var rådne, men efter lidt snak fandt Camilla frem til en Stellplatz mellem Wroclaw og Krakow, som blev tastet ind. Vi begav os af sted, men da det nu var blevet mørkt, var det svært at se alle de til tider meget dybe huller, som præger de polske landeveje. En halv times tid inden ankomst opdagede vi, at vi skulle køre de sidste 35 km på andre landeveje, som sikkert ville være af ”normal” polsk standard. Så blev vi enige om at finde en anden Stellplatz lige ved motorvejen. Imidlertid kunne vi ikke lige finde stedet, selv om vi var, hvor koordinaterne viste vi skulle være. Vi holdt på en stor rasteplads, hvor vi så besluttede at blive natten over. Klokken var efterhånden blevet over 22, så det blev blot pandestegte grillpølser med rundstykker til aftensmad. 

Mandag den 29. marts 2010

Vi stod op til en skyfri himmel, spiste morgenmad og forlod hurtigt rastepladsen med kurs mod Katowice, hvor vi drejede sydover mod byen, hvor koncentrationslejren Auschwitz lå.

Auschwitz er den af de mange koncentrationslejre under Det Tredje Rige, der i dag står som et af de mest tydelige beviser på nazisternes jødeudryddelser og forbrydelser mod menneskeheden. Lejren blev anlagt i 1940 af det tyske SS-korps i den sydvestlige del af det tysk besatte Polen ca. 60 km vest for Krakow, ved byen Oswiecim, hvis navn tyskerne ændrede til Auschwitz, og det endte med at blive nazisternes største udryddelseslejr. 

Hovedlejren - også kaldet Auschwitz-I, blev indrettet i en tidligere polsk militærforlægning, hvor kasernebygninger, som tidligere havde huset polske soldater, i første omgang blev brugt som fangelejr for primært politiske fanger. De første fanger, der ankom i juni 1940, var polske politiske fanger. Lejren blev siden udvidet med oprettelsen af udryddelseslejren Auschwitz-II (Auschwitz-Birkenau) og Auschwitz-III (Auschwitz-Monowitz). Derudover blev der oprettet omkring 40 "under-lejre" i forbindelse med industrien i området og fangerne fra disse lejre blev lejet ud til de omkringliggende tyske fabrikker, som slavearbejdere.

Birkenau, der ligger ved landsbyen  Brzezinka, blev opført i 1942 på et fladt, sumpet område, ca. 2 km fra hovedlejren, hvor man indrettede et stort antal fangebarakker. Efter de første forsøg med gasning var blevet gennemført i Auschwitz blev Birkenau indrettet med nazisternes største og mest effektive udryddelsesmaskineri i form af gaskamre og krematorier. Fra foråret 1944 blev det jernbanespor, som førte jøder fra hele Europa til området, ført direkte ind i Birkenau-lejren, således at de mange fanger effektivt og hurtigt kunne ledes til gaskamrene. Birkenau fungerede også, samtidig med at den var udryddelseslejr, som arbejdslejr, hvor op mod 120.000 kunne være indsat. Det var i Birkenau, at den berygtede SS-læge Josef Mengele i perioden 1943-1945  gennemførte medicinske forsøg på tvillinger. Josef Mengele deltog i udvælgelser af mænd, kvinder og børn til døden i gaskamre, samt iværksatte talrige medicinske forsøg på primært tvillinge-børn. Mengele flygtede kort før lejrens befrielse i 1945 og skjulte sig i Tyskland. Han flygtede i 1949 til Argentina og opholdt sig desuden i Paraguay, og fra 1960 og frem, i Brasilien. Det lykkes aldrig myndighederne at lokalisere Mengele i levende live.

Den 27. januar 1945 befriede den russiske Røde Hær Auschwitz og befriede de 7.650 fanger, som endnu var i live. Efter sin tilfangetagelse anslog lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss, at i alt omkring 3 millioner mennesker - de fleste jøder fra østeuropa, men også en række sigøjnere, russere og tyskere - blev dræbt i Auschwitz i løbet af årene 1941-44. Dette tal er i dag nedjusteret, og bl.a. Auschwitz-museet anslår det reelle tal til at ligge på ca. 1,1 million mennesker: 1 million jøder, 70-75.000 ikke-jødiske polakker, 21.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger samt 10-15.000 personer fra andre lande.

I 1979 blev Auschwitz optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Monowitz var primært en arbejdslejr, dog med en stærk udryddelse komponent. Den kunne rumme cirka 12.000 fanger, hvoraf det store flertal af dem var jøder, men også ikke-jødiske kriminelle og politiske fanger, som generelt fik lettere arbejde. Monowitz’s fanger arbejdede på en nærliggende fabrik for syntetisk gummi, der blev drevet af IG Farben i samarbejde med SS. Fabrikken blev bygget og drevet af fanger, som var forsynet med det absolutte minimum af værktøj, mad og husly. Dødsfald på grund af udmattelse eller sult inden for et par måneder var normen, men der var en konstant strøm af frisk arbejdere.

Monowitz var den eneste lejr under Auschwitz, der blev bombet af de allierede, da fabrikken præsenterede et militært mål. På grund af bombningerne, der skete i løbet af 1944, hvor opførelsen af fabrikken endnu ikke var afsluttet, blev der aldrig produceret så meget som et kilo af den syntetiske gummi.

Vi ankom til Auschwitz ved 11.30-tiden og lagde ud med først at kigge på I’eren, som står meget intakt, og det er simpelthen uforståeligt, hvordan de rædsler, der har udspillet sig her, har kunnet foregå. Indgangen til lejren sker gennem porten, hvorover der står ”ARBEIT MACH FREI”.

Det er et fantastisk informativt museum, hvor man i de forskellige blokke skildrer lejrens historie og prøver at billedliggøre de pinsler som fangerne led.

I forskellige blokke er der bl.a. udstillet de genstande, der blev konfiskeret af tyskerne, så som kufferter, sko, briller, tøj, afklippet hår mv. Håret blev brugt til fremstilling af filt, og da russerne befriede fangerne fandt de bl.a. 7.000 kg hår pakket sammen i sække i lejrens lager, som nazisterne ellers havde prøvet at brænde ned, umiddelbart inden russernes ankomst. Der er andre steder, hvor man kan se, hvordan fangerne levede i rummene. Til at begynde med blot med hø på gulvene, men senere med høfyldte madrasser. Normalt var der plads til 40-50 mennesker i hver blok, men ved hjælp af ”køjesenge” i flere lag, kunne man have op til 200 fanger pr. blok.

I blok 6 prøver man at skildre hvorledes dagligdagen i lejren gik. Man arbejdede simpelthen en stor del af fangerne ihjel. Dagen startede med kaffe, til frokost fik fangerne kødløs suppe med dårlige grøntsager, mens aftensmaden var 300-350 g rugbrød, 30 g margarine, 20 gram pølse samt kaffe eller te. Dette, sammen holdt med meget hårdt arbejde, betød, at fangerne døde som fluer. Der blev i denne blok vist billeder af kvinder på 23-30 kg, som russerne befriede, da lejren blev indtaget.

Blok 11 var et specielt fængsel i fængslet. Her holdt man de fanger, som senere skulle have en ”rigtig” dødsdom, fangne. Når dommen var fældet, blev fangerne ført ud i gården mellem blok 11 og 10, hvor de blev henrettet ved skydning op ad den sydlige mur. Da Camilla og Flemming, der var først inde på området mens de andre passede hunde, havde en bizar oplevelse. En familie, far, mor og datter, stillede mor og datter op ved væggen, mens faderen fotograferede de bredt smilende hunkønsvæsener. Pyha.

I kælderen under blok 11 var der forskellige celler, f.eks. nogle med total mørke og så var der 4 ”celler” på blot 90 x 90 cm, hvor man indespærrede 4 fanger ad gangen i flere dage, så man ikke kunne sidde ned. Det var også i blok 11 man indledte forsøg med gasning af fanger med medikamentet ”Cyklon B”, et pulver, der i en mængde på 5-7 kg kunne slå ca. 1.500 mennesker ihjel.

Efter I’eren kørte vi 4 km mod NV, hvor II’eren – Birkenau – ligger. Det er et kæmpe anlæg med 300 barakker, som hver rummede mellem 400 og op til 700 personer, altså omkring 150.000 mennesker, når der var fuldt belagt.

Vi var færdige ved 17-tiden, både fysisk og mentalt, og havde set skiltet til en campingplads lige ved Auschwitz I, som vi kørte tilbage til. Lågen var åben, men det var også det mest åbne ved den plads.

Vi kodede en campingplads ind i udkanten af Krakow og satte kursen mod vest. Der var ikke så langt, så ved 18-tiden kørte vi ind til pladsen. Det var dog lidt problematisk, da GPS’en ville have os ind ad en bagvej, hvor der slet ikke var plads til vores store bil. Vi kom dog hurtigt på ret vej og fandt frem til Camping Smok. Umiddelbart var vi meget skeptiske overfor hvad vi så, men det viste sig, at man skulle køre videre op ad en stejl vej, hvorefter vi højere oppe opdagede en udmærket plads med en meget flot sanitær-bygning. Vi henvendte os i receptionen, betalte 129 Sloty (ca. 250 kr.) for os alle inkl. hunde, elektricitet og gratis bade.

Vi var godt trætte, så der blev lavet hurtig mad, kødsovs med spaghetti, så blev der småhygget og vi  gik i seng inden kl. 22.

Tirsdag den 30. marts 2010

Vi sov længe og først ved 11-tiden kørte vi ind til centrum af Krakow, hvor vi cirklede en del rundt for at finde en parkeringsplads. Vi fandt en betalingsplads, meget tæt ved den gamle by, hvor vi fik en god P-plads. Vi var lidt nervøse for, at det ville koste r…. ud af bukserne at holde her, men den tid den sorg.

Vi samlede Pet-roller’en, så vores hunde kunne få nogle velfortjente hvil undervejs, når vi vandrede rundt i den gamle bydel.

Krakówi, som byen hedder på polsk, ligger ved floden Wisùa og er hovedstad i landsdelen  Województwo Maùopolskie. Med sit areal på 326,8 km² og en befolkning på 756.267 (2006) er byen den tredjestørste i Polen. 

Tidligere var Kraków landets hovedstad, ligesom den har været kongeby. Den gamle bydel er velbevaret og rummer bygninger tilbage til 1100-tallet. I 1978 kom byen på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Kraków området har været beboet i 6000 år og blev 1038 Polens hovedstad. I 1364 blev Kraków Akademiet (nu Universitet Jagielloñski) grundlagt. I 1596 flyttes Polens hovedstad til Warszawa. 1815-1846 er Kraków  hovedstad i Fristaden Kraków.

Pave Johannes Paul II var oprindeligt biskop i Kraków. I den jødiske bydel kan man se de steder hvor Schindlers liste blev optaget. Man kan stadig se, hvor der har været opsat kulisser i form af "porte" sømmet op på de gamle mure i en snæver gyde. Synagogerne ligger der stadig, men kun en enkelt er i brug - de fleste anvendes til udstillinger m.v., men da vi alle var ved at være godt trætte, blev en tur til denne del af byen udsat til det næste besøg i byen.

Vi startede med at begive os til byens hovedtorv, hvor der var masser af boder, både med mad og drikke, men også med forskellige brugsgenstande og tøj. Midt på torvet ligger en gammel klædehal, der danner centrum. Hallen er bygget i 1300-tallet og rummer i dag et kunstmuseum. Desværre var det meste af bygningen ved at blive renoveret, og derfor pakket ind i stlladser og afdækningspressenninger.

Videre gik det ad byens gågade mod den nordlige byport, Sankt Florian's Byport (Brama Floriańska w Krakowie på polsk) som stadig er intakt.

I middelalderen var Krakow ikke kun en af de rigeste byer i Europa, men også en af de bedste befæstede. Den gamle by var omgivet af en stor mur, og det blev præget af syvogfyrre tårne og omgivet af en voldgrav. Umiddelbart bag denne lå en yderligere linje til forsvar, bestående af en anden mur og endnu en voldgrav. Denne ydre mur var gennemboret af to fæstningstårne (barbican), hvoraf den ene, en pragtfuld bygning, der stadig overlever. I en periode på omkring to hundrede år, lykkedes det for Krakow at afvise udenlandske angribere.

På trods af sit militære formål, har bymuren været et imponerende syn. Ikke mindst fordi hvert tårn afveg fra det næste. Hvert tårn havde sit eget unikke udseende, nogle var små og plumpe, mens andre var slanke og elegante. Desuden tilhørte hvert tårn et af de utallige gilder, der fandtes i byen. Så der var et skomagernes tårn, et saddelmager-tårn, endog et krudtmager-tårn. Og ansvaret for at bevogte byen lå ikke hos en flok kongelige soldater, men hos købmændene selv. Hvert gilde havde sit eget tårn og sin egen strækning af bymuren, hvorfra man skulle holde øje med tingene.

I slutningen af det attende århundrede var flere tårne kollapset, mens andre var så faldefærdige, at træer voksede op og ud gennem deres tag. Da østrigere overtog byen, besluttede de at jævne bymuren med jorden, men efter ihærdig indsats fra Feliks Radwanski, en professor, som var inspireret af de patriotiske og romantiske fæstninger, blev der iværksaten kampagne iværksat for at redde muren. Det lykkedes at redde den nordligste del, som omfattede fire tårne og en Barbican. I centrum for dette var St. Florian's Gate, som i øvrigt hørte til buntmagerene. Denne byport er den historiske indgangen til byen, og udgangspunktet for processioner, helt tilbage til oldtiden.

På begge sider af porten står to tårne, og begge er dejlige eksempler på deres slags. Den østlige tårn tilhørte herreekviperingshandlere, mens den vestlige ene var bemandet af tømrere.

Fæstningen er bygget i 1499 i perioden med den osmanniske trussel, Barbican har overlevet, mod alle odds, og er stadig det bedste eksempel på militær arkitektur af sin art i Europa. I dag tjener den 500-år gamle befæstning  lejlighedsvis til afholdelse af sommerkoncerter, der spilles teater osv.

Så vendte vi snuderne mod syd, passerede atter torvet og fortsatte mod Wawel-højen, hvor katedralen og slottet ligger.