Med Speedy til Polen

26. marts – 5. april 2010

 

Forord

Vi havde snakket frem og tilbage om, hvortil årets påsketur skulle gå. Camilla havde længe udtrykt ønske om at se koncentrationslejren Auschwitz i det sydlige Polen, og da Lone mente, at hun havde Bastei-klipperne sydøst for Dresden til gode, besluttede vi at lave en tur med disse to destinationer som hovedmål. Derudover fandt vi mange andre spændende mål, som skulle med på rejseplanen.

 

Fredag den 26. marts 2010

Flemming havde taget fri fredag for at klargøre Speedy til påsketuren. Og sikken en klargøring. Først gik glaspladen over køkkenvasken i tusind stykker, fordi han havde glemt at lukke den ned, da han kørte i Kvickly, og da han kom ud fra Kvickly lå der en stor sø under bilen, hvilket viste sig at være diesel. Først af sted til PJ-Camping i Roskilde, for at se om de havde en ny glasplade, men nej, den skulle bestilles hjem. Så af sted til Fiat-Manniche i Glostrup, for at se, om de kunne gøre noget ved dieselproblemet. Det viste sig, at tanken var tæret op i en samling, og da de ikke havde nogen ny tank hjemme, så blev dette også en bestillingsvare. De fortalte dog, at vi godt kunne tage på ferie, bare tanken aldrig blev mere end godt halvfuld.

 

Efterhånden kom resten af familien hjem fra skole og arbejde og det sidste blev pakket, så vi kunne forlade Sengeløse kl. 16.50 for at køre mod Rødby, hvortil vi ankom 18.45. Flemming havde bestilt billetter og plads til 19.15, så det passede helt fint. Dels havde det givet 95 kr. i rabat pr. tur, og dels viste det sig, at der var rigtig meget pres på overfarten. Ikke alle biler kom med den afgang vi havde bestilt til.

 

Ankommet til Puttgarten blev det en lang slange af biler, der først gik delvis i opløsning, da vi ramte autobahnen ved Heiligenhafen. Videre forbi Lübeck og så mod Berlin. Kort efter vi var drejet af mod Berlin drejede vi dog væk fra motorvejen og satte kursen mod Ratzeburg, hvor vi fandt frem til byens Stellplatz, hvor vi kunne overnatte for 7 Euro. Man kunne også få strøm, men da akkumulatorerne var på toppen efter en lang køretur, sparede vi denne udgift.

 

Vi havde spist nogle sandwichs på færgen, så efter hundeluftning var det på hovedet i seng.

 

Lørdag den 27. marts 2010

Lone og Flemming var lige ude at lufte hunde ved 6-tiden, men krøb så ellers i seng igen. Der blev sovet til 8.30, hvorefter der blev spist morgenmad og gået en mindre hunde-tur.

Vi forlod pladsen ca. kl. 9.30 og vendte snuden mod Berlin, der blev passeret ved middagstid. Målet var Glashütte, der ligger i nærheden af Spreewald omkring, 40 kilometer syd for Berlin.

 

      

 

Her blev der i 1716 opført en glashytte i det skovklædte område mellem Klasdorf, Friedrichshof og Dornswalde, og stedet udviklede sig til landsbyen Glashütte. Her blev der i det 19. århundrede fremstillet hvide lampeskærme, som med sin regelmæssige lysspredning, vakte opsigt ved den første verdensudstilling i Paris.

Glasproduktionen blev indstillet i 1980. Nu er Glashütte et fredet mindesmærke, og med sine 30 bygninger en levende museumsby.

 

   

 

Vi havde vist sat forventningerne for højt, for der var ikke så meget at komme efter. Bevares, der er da tale om et meget idyllisk lille samfund midt ude i en skov, men det er så også det. Måske kan det skyldes, at vi var kommet lige før påske, og turisterne endnu ikke var begyndt at komme ?

Efter en god times vandring på stedet kørte vi videre. Egentlig skulle vi have været til Meissen, men besluttede i stedet at køre mod Lübbenau, hvor vi tidligere har besøgt Camping an Schloss, en hyggelig plads med en god nybygget sanitærbygning.

Der blev lavet aftensmad og set film – Luftkastellet, der blev spræng – inden vi tørnede ind.

 

Søndag den 28. marts 2010

Flemming hentede nybagte rundstykker i receptionen, så vi kunne få lækker morgenmad. Så blev der badet hvorefter vi pakkede sammen og kørte mod Cottbus og den tysk-polske grænse.

Efter at have passeret grænsen, kom vi ind på noget, der vist skulle ligne en motorvej. Vi har tidligere kørt på et stykke tjekkisk motorvej mellem Prag og Brno, og troet, at det stykke skulle tage prisen, som Europas dårligste vej. Men nej. De første knapt halvtreds kilometer efter grænsen, er det værste vi hidtil har oplevet. Nogle gange måtte vi helt ned på 30-40 km/t for ikke at få vognen rystet helt fra hinanden.

Vi holdt ind for at få frokost, og besluttede at sætte kursen tilbage mod Tyskland, nærmere betegnet Görlitz. Umiddelbart efter vi havde forladt rastepladsen, viste det sig, at der så kom rigtig god og fin motorvej. Da man har et standpunkt, til man tager et nyt, besluttede vi alligevel at fortsætte mod Wroclow, hvortil vi ankom ved 15-tiden.

Vi fandt hurtigt en P-plads på kanten af en park lige op til den gamle bydel, og så var den endda gratis.

 

   

 

Wroclaw (tysk: Breslau, schlesisk: Brassel, tjekkisk: Vratislav) er den regionale hovedstad i Nedre Schlesien i det sydvestlige hjørne af Polen, hvor floden Oder (Odra) løber igennem. Det er den største by i regionen Nedre Schlesien og det administrative hovedsæde for regionen. Endelig er det den 4. største by i Polen.

Wroclaw var oprindeligt under polsk og slavisk indflydelse, men blev gradvist omdannet til en tysk by i løbet af middelalderen. Byen blev hårdt ramt og ødelagt under 2. verdenskrig og overdragelsen til Polen efter krigen har medført, at det er et omdiskuteret symbol for krigen ligesom Gdañsk (Danzig) og Kaliningrad (Königsberg). Byens navn (Breslau på tysk og Wrocùaw på polsk) er således stadig et følsomt emne blandt tyske og polske nationalister frem til i dag.

 

   

 

I 1871 blev de mange små tyske ”stater” forenet ved oprettelsen af det Tyske kejserrige. Breslau var på daværende tidspunkt den sjette største by i det nye Tyskland og stor økonomisk vækst førte til en tredobling af befolkningen frem til 1910, hvor befolkning var på over en halv million indbyggere. Mange tyskere flyttede til vestfra, ligesom mange polske immigranter var en del af byen. Ved OL i Berlin i 1936 var en række begivenheder placeret i byen, hvorfor der både er et olympisk stadion og en olympisk by i Wroclaw.

 

   

 

Under 2. verdenskrig blev mange af byens 10.000 jøder myrdet. I slutningen af krigen blev byen omdannet til ”Festung Breslau” som et resultat af den røde hærs fremmarch. Det betød, at byen ikke måtte overgive sig, og civile fik udleveret våben, og tvangsarbejdere blev sat til at barrikadere byen. Breslau holdt stand i 3 måneder, men måtte overgive sig d. 7. maj 1945 som den sidste by i den østlige del af Tyskland. Belejringen resulterede i at mere end 80% af byens centrum lå i ruiner. Gradvist er den gamle bydel blevet genskabt til sit smukke udseende, og næsten alle af de monumentale bygninger er genopbygget. I dag er der tale om en unik europæisk by med arkitektoniske præg fra Østrig, Bøhmen, Preussen og Polen.

 

   

 

Ved Potsdamkonferencen blev grænsedragningen ændret og Polens grænser rykket vestpå. Breslau blev endnu en gang en del af Polen og fik ændret sit officielle navn til Wrocùaw. Som en konsekvens heraf blev de fleste af byens tyske indbyggere udvist i årene fra 1945 til 1949. Størstedelen af de resterende tyskere forlod senere byen som følge af diskrimination og fattigdom. Wroclaw blev i stedet befolket af polakker fra det centrale Polen eller fra tidligere polske områder østpå, der var blevet underlagt USSR. Størstedelen kom fra byen Lwów (nu Lviv), der primært var befolket af polakker før krigen.

Flemming havde været på forretningsrejse til byen nogle måneder tidligere, og var faldet for byens charmerende gamle centrum. Vi vandrede derfor alle dertil og fotograferede de smukke bygninger, der indrammer torvet på smukkeste måde.

Vel tilbage diskuterede vi, hvad vi så skulle. Der blev fundet en campingplads godt 100 km syd for Wroclaw, som blev kodet ind i GPS’eren. Der er ikke så mange campingpladser i det sydlige Polen, og stort set alle åbner først omkring 1. maj. Den vi havde fundet skulle dog, ifølge ADAC’s campingbog, være åben.

Vi begav os sydover og op gennem nogle lave bjerge, med masser af serpentineveje – ret langsommeligt. Vel ankommet til campingpladsen, der faktisk lå i Tjekkiet, blev vi mødt af en låst låge og meddelelse om, at pladsen var vinterlukket. Klokken nærmede sig 19, så mørket var ved at falde på. Sommertiden var startet i dag, så vi havde heldigvis fået en times ekstra lys. Atter var der mytteristemning og tale for at om vende tilbage til Tyskland. Gode dyr var rådne, men efter lidt snak fandt Camilla frem til en Stellplatz mellem Wroclaw og Krakow, som blev tastet ind. Vi begav os af sted, men da det nu var blevet mørkt, var det svært at se alle de til tider meget dybe huller, som præger de polske landeveje. En halv times tid inden ankomst opdagede vi, at vi skulle køre de sidste 35 km på andre landeveje, som sikkert ville være af ”normal” polsk standard. Så blev vi enige om at finde en anden Stellplatz lige ved motorvejen. Imidlertid kunne vi ikke lige finde stedet, selv om vi var, hvor koordinaterne viste vi skulle være. Vi holdt på en stor rasteplads, hvor vi så besluttede at blive natten over. Klokken var efterhånden blevet over 22, så det blev blot pandestegte grillpølser med rundstykker til aftensmad. 

 

Mandag den 29. marts 2010

Vi stod op til en skyfri himmel, spiste morgenmad og forlod hurtigt rastepladsen med kurs mod Katowice, hvor vi drejede sydover mod byen, hvor koncentrationslejren Auschwitz lå.

Auschwitz er den af de mange koncentrationslejre under Det Tredje Rige, der i dag står som et af de mest tydelige beviser på nazisternes jødeudryddelser og forbrydelser mod menneskeheden. Lejren blev anlagt i 1940 af det tyske SS-korps i den sydvestlige del af det tysk besatte Polen ca. 60 km vest for Krakow, ved byen Oswiecim, hvis navn tyskerne ændrede til Auschwitz, og det endte med at blive nazisternes største udryddelseslejr. 

 

   

 

Hovedlejren - også kaldet Auschwitz-I, blev indrettet i en tidligere polsk militærforlægning, hvor kasernebygninger, som tidligere havde huset polske soldater, i første omgang blev brugt som fangelejr for primært politiske fanger. De første fanger, der ankom i juni 1940, var polske politiske fanger. Lejren blev siden udvidet med oprettelsen af udryddelseslejren Auschwitz-II (Auschwitz-Birkenau) og Auschwitz-III (Auschwitz-Monowitz). Derudover blev der oprettet omkring 40 "under-lejre" i forbindelse med industrien i området og fangerne fra disse lejre blev lejet ud til de omkringliggende tyske fabrikker, som slavearbejdere.

     

Birkenau, der ligger ved landsbyen  Brzezinka, blev opført i 1942 på et fladt, sumpet område, ca. 2 km fra hovedlejren, hvor man indrettede et stort antal fangebarakker. Efter de første forsøg med gasning var blevet gennemført i Auschwitz blev Birkenau indrettet med nazisternes største og mest effektive udryddelsesmaskineri i form af gaskamre og krematorier. Fra foråret 1944 blev det jernbanespor, som førte jøder fra hele Europa til området, ført direkte ind i Birkenau-lejren, således at de mange fanger effektivt og hurtigt kunne ledes til gaskamrene. Birkenau fungerede også, samtidig med at den var udryddelseslejr, som arbejdslejr, hvor op mod 120.000 kunne være indsat. Det var i Birkenau, at den berygtede SS-læge Josef Mengele i perioden 1943-1945  gennemførte medicinske forsøg på tvillinger. Josef Mengele deltog i udvælgelser af mænd, kvinder og børn til døden i gaskamre, samt iværksatte talrige medicinske forsøg på primært tvillinge-børn. Mengele flygtede kort før lejrens befrielse i 1945 og skjulte sig i Tyskland. Han flygtede i 1949 til Argentina og opholdt sig desuden i Paraguay, og fra 1960 og frem, i Brasilien. Det lykkes aldrig myndighederne at lokalisere Mengele i levende live.

Den 27. januar 1945 befriede den russiske Røde Hær Auschwitz og befriede de 7.650 fanger, som endnu var i live. Efter sin tilfangetagelse anslog lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss, at i alt omkring 3 millioner mennesker - de fleste jøder fra østeuropa, men også en række sigøjnere, russere og tyskere - blev dræbt i Auschwitz i løbet af årene 1941-44. Dette tal er i dag nedjusteret, og bl.a. Auschwitz-museet anslår det reelle tal til at ligge på ca. 1,1 million mennesker: 1 million jøder, 70-75.000 ikke-jødiske polakker, 21.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger samt 10-15.000 personer fra andre lande.

I 1979 blev Auschwitz optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Monowitz var primært en arbejdslejr, dog med en stærk udryddelse komponent. Den kunne rumme cirka 12.000 fanger, hvoraf det store flertal af dem var jøder, men også ikke-jødiske kriminelle og politiske fanger, som generelt fik lettere arbejde. Monowitz’s fanger arbejdede på en nærliggende fabrik for syntetisk gummi, der blev drevet af IG Farben i samarbejde med SS. Fabrikken blev bygget og drevet af fanger, som var forsynet med det absolutte minimum af værktøj, mad og husly. Dødsfald på grund af udmattelse eller sult inden for et par måneder var normen, men der var en konstant strøm af frisk arbejdere.

Monowitz var den eneste lejr under Auschwitz, der blev bombet af de allierede, da fabrikken præsenterede et militært mål. På grund af bombningerne, der skete i løbet af 1944, hvor opførelsen af fabrikken endnu ikke var afsluttet, blev der aldrig produceret så meget som et kilo af den syntetiske gummi.

   

Vi ankom til Auschwitz ved 11.30-tiden og lagde ud med først at kigge på I’eren, som står meget intakt, og det er simpelthen uforståeligt, hvordan de rædsler, der har udspillet sig her, har kunnet foregå. Indgangen til lejren sker gennem porten, hvorover der står ”ARBEIT MACH FREI”.

Det er et fantastisk informativt museum, hvor man i de forskellige blokke skildrer lejrens historie og prøver at billedliggøre de pinsler som fangerne led.

I forskellige blokke er der bl.a. udstillet de genstande, der blev konfiskeret af tyskerne, så som kufferter, sko, briller, tøj, afklippet hår mv. Håret blev brugt til fremstilling af filt, og da russerne befriede fangerne fandt de bl.a. 7.000 kg hår pakket sammen i sække i lejrens lager, som nazisterne ellers havde prøvet at brænde ned, umiddelbart inden russernes ankomst. Der er andre steder, hvor man kan se, hvordan fangerne levede i rummene. Til at begynde med blot med hø på gulvene, men senere med høfyldte madrasser. Normalt var der plads til 40-50 mennesker i hver blok, men ved hjælp af ”køjesenge” i flere lag, kunne man have op til 200 fanger pr. blok.

   

 

I blok 6 prøver man at skildre hvorledes dagligdagen i lejren gik. Man arbejdede simpelthen en stor del af fangerne ihjel. Dagen startede med kaffe, til frokost fik fangerne kødløs suppe med dårlige grøntsager, mens aftensmaden var 300-350 g rugbrød, 30 g margarine, 20 gram pølse samt kaffe eller te. Dette, sammen holdt med meget hårdt arbejde, betød, at fangerne døde som fluer. Der blev i denne blok vist billeder af kvinder på 23-30 kg, som russerne befriede, da lejren blev indtaget.

 

Blok 11 var et specielt fængsel i fængslet. Her holdt man de fanger, som senere skulle have en ”rigtig” dødsdom, fangne. Når dommen var fældet, blev fangerne ført ud i gården mellem blok 11 og 10, hvor de blev henrettet ved skydning op ad den sydlige mur. Da Camilla og Flemming, der var først inde på området mens de andre passede hunde, havde en bizar oplevelse. En familie, far, mor og datter, stillede mor og datter op ved væggen, mens faderen fotograferede de bredt smilende hunkønsvæsener. Pyha.

 

I kælderen under blok 11 var der forskellige celler, f.eks. nogle med total mørke og så var der 4 ”celler” på blot 90 x 90 cm, hvor man indespærrede 4 fanger ad gangen i flere dage, så man ikke kunne sidde ned. Det var også i blok 11 man indledte forsøg med gasning af fanger med medikamentet ”Cyklon B”, et pulver, der i en mængde på 5-7 kg kunne slå ca. 1.500 mennesker ihjel.

 

   

 

Efter I’eren kørte vi 4 km mod NV, hvor II’eren – Birkenau – ligger. Det er et kæmpe anlæg med 300 barakker, som hver rummede mellem 400 og op til 700 personer, altså omkring 150.000 mennesker, når der var fuldt belagt.

 

   

 

   

Vi var færdige ved 17-tiden, både fysisk og mentalt, og havde set skiltet til en campingplads lige ved Auschwitz I, som vi kørte tilbage til. Lågen var åben, men det var også det mest åbne ved den plads.

 

   

 

Vi kodede en campingplads ind i udkanten af Krakow og satte kursen mod vest. Der var ikke så langt, så ved 18-tiden kørte vi ind til pladsen. Det var dog lidt problematisk, da GPS’en ville have os ind ad en bagvej, hvor der slet ikke var plads til vores store bil. Vi kom dog hurtigt på ret vej og fandt frem til Camping Smok. Umiddelbart var vi meget skeptiske overfor hvad vi så, men det viste sig, at man skulle køre videre op ad en stejl vej, hvorefter vi højere oppe opdagede en udmærket plads med en meget flot sanitær-bygning. Vi henvendte os i receptionen, betalte 129 Sloty (ca. 250 kr.) for os alle inkl. hunde, elektricitet og gratis bade.

 

Vi var godt trætte, så der blev lavet hurtig mad, kødsovs med spaghetti, så blev der småhygget og vi  gik i seng inden kl. 22.

 

Tirsdag den 30. marts 2010

   

Vi sov længe og først ved 11-tiden kørte vi ind til centrum af Krakow, hvor vi cirklede en del rundt for at finde en parkeringsplads. Vi fandt en betalingsplads, meget tæt ved den gamle by, hvor vi fik en god P-plads. Vi var lidt nervøse for, at det ville koste r…. ud af bukserne at holde her, men den tid den sorg.

Vi samlede Pet-roller’en, så vores hunde kunne få nogle velfortjente hvil undervejs, når vi vandrede rundt i den gamle bydel.

   

Krakówi, som byen hedder på polsk, ligger ved floden Wisùa og er hovedstad i landsdelen  Województwo Maùopolskie. Med sit areal på 326,8 km² og en befolkning på 756.267 (2006) er byen den tredjestørste i Polen. 

   

Tidligere var Kraków landets hovedstad, ligesom den har været kongeby. Den gamle bydel er velbevaret og rummer bygninger tilbage til 1100-tallet. I 1978 kom byen på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Kraków området har været beboet i 6000 år og blev 1038 Polens hovedstad. I 1364 blev Kraków Akademiet (nu Universitet Jagielloñski) grundlagt. I 1596 flyttes Polens hovedstad til Warszawa. 1815-1846 er Kraków  hovedstad i Fristaden Kraków.

Pave Johannes Paul II var oprindeligt biskop i Kraków. I den jødiske bydel kan man se de steder hvor Schindlers liste blev optaget. Man kan stadig se, hvor der har været opsat kulisser i form af "porte" sømmet op på de gamle mure i en snæver gyde. Synagogerne ligger der stadig, men kun en enkelt er i brug - de fleste anvendes til udstillinger m.v., men da vi alle var ved at være godt trætte, blev en tur til denne del af byen udsat til det næste besøg i byen.

Vi startede med at begive os til byens hovedtorv, hvor der var masser af boder, både med mad og drikke, men også med forskellige brugsgenstande og tøj. Midt på torvet ligger en gammel klædehal, der danner centrum. Hallen er bygget i 1300-tallet og rummer i dag et kunstmuseum. Desværre var det meste af bygningen ved at blive renoveret, og derfor pakket ind i stlladser og afdækningspressenninger.

   

Videre gik det ad byens gågade mod den nordlige byport, Sankt Florian's Byport (Brama Floriańska w Krakowie på polsk) som stadig er intakt.

I middelalderen var Krakow ikke kun en af de rigeste byer i Europa, men også en af de bedste befæstede. Den gamle by var omgivet af en stor mur, og det blev præget af syvogfyrre tårne og omgivet af en voldgrav. Umiddelbart bag denne lå en yderligere linje til forsvar, bestående af en anden mur og endnu en voldgrav. Denne ydre mur var gennemboret af to fæstningstårne (barbican), hvoraf den ene, en pragtfuld bygning, der stadig overlever. I en periode på omkring to hundrede år, lykkedes det for Krakow at afvise udenlandske angribere.

På trods af sit militære formål, har bymuren været et imponerende syn. Ikke mindst fordi hvert tårn afveg fra det næste. Hvert tårn havde sit eget unikke udseende, nogle var små og plumpe, mens andre var slanke og elegante. Desuden tilhørte hvert tårn et af de utallige gilder, der fandtes i byen. Så der var et skomagernes tårn, et saddelmager-tårn, endog et krudtmager-tårn. Og ansvaret for at bevogte byen lå ikke hos en flok kongelige soldater, men hos købmændene selv. Hvert gilde havde sit eget tårn og sin egen strækning af bymuren, hvorfra man skulle holde øje med tingene.

   

I slutningen af det attende århundrede var flere tårne kollapset, mens andre var så faldefærdige, at træer voksede op og ud gennem deres tag. Da østrigere overtog byen, besluttede de at jævne bymuren med jorden, men efter ihærdig indsats fra Feliks Radwanski, en professor, som var inspireret af de patriotiske og romantiske fæstninger, blev der iværksaten kampagne iværksat for at redde muren. Det lykkedes at redde den nordligste del, som omfattede fire tårne og en Barbican. I centrum for dette var St. Florian's Gate, som i øvrigt hørte til buntmagerene. Denne byport er den historiske indgangen til byen, og udgangspunktet for processioner, helt tilbage til oldtiden.

På begge sider af porten står to tårne, og begge er dejlige eksempler på deres slags. Den østlige tårn tilhørte herreekviperingshandlere, mens den vestlige ene var bemandet af tømrere.

   

Lige uden for bymuren ligger så Barbican (Barbakan på polsk) som indgik i byens system af voldgrave og mure, både som byport, men også som et fremskudt forsvarstårn, der var forbundet med byen via en overdækket muret passage og en vindebro, der knyttede sig til Brama Florianska porttårnet. Al trafik ind og ud af byen foregik primært ad denne port, ligesom den såkaldte kongevej gik fra torvet og ud gennem porten.

Krakow var en rig by, og blev angrebet mange gange, hvor der blev sendt forstærkninger gennem den overdækkede gang, frem til Barbican, hvorfra forsvarerne så kunne skyde fra fæstningens mange skydehuller og vinduer i alt 130 huller i fire rækker, den nederste der kunne anvendes af artilleri og de øverste for bueskytter og skytter. Det cirkulære vidunder af militær arkitektur er 24,4 meter i diameter og dets høje mure er 3 meter tykke. I tidligere tid var Barbican omgivet af en 30-meter-lang, dyb voldgrav og hvis fjenden var trængt ind, ville de have befundet sig i en fælde inde i fæstningen og kunne beskydes fra alle sider.

Fæstningen er bygget i 1499 i perioden med den osmanniske trussel, Barbican har overlevet, mod alle odds, og er stadig det bedste eksempel på militær arkitektur af sin art i Europa. I dag tjener den 500-år gamle befæstning  lejlighedsvis til afholdelse af sommerkoncerter, der spilles teater osv.

Så vendte vi snuderne mod syd, passerede atter torvet og fortsatte mod Wawel-højen, hvor katedralen og slottet ligger.

 

   


Wawel er et bjerg af kalksten ved floden Wisla (Vistula). Højdedraget var oprindeligt omgivet af sumpede områder og har været beboet siden stenalderen. I 800-tallet blev Wawel befolket af wislanerne og omkring år 1000 startede bygningen af domkirken på Wawel. I første halvdel af 1000-tallet fandtes bygninger i tidlig romansk stil og man kan i dag se rester af de tidligere bygninger, der ligger som fundamentsruiner på området.

 

   

Ved overgangen mellem 12 og 13-hundredetallet blev højen omgivet af en forsvarsmur af sten i stedet for den hidtidige vold af jord og træ. Herved skabtes en klar adskillelse mellem den øvre borg, dvs. den kongelige residens og den nedre borg.
Efter en brand i 1595 blev en del af residensbygningen ombygget i tidlig barokstil. Den kongelige arkitekt, Jan Trevano, der ledede arbejdet, opførte ved slottets nordlige fløj to tårne, henholdsvis Zygmunt III Waza-tårnet og det såkaldte Sobieski-tårn. I 1655-1657 blev slottet ødelagt af de svenske styrker. Den største katastrofe i borgens historie var dog en brand i 1702. Ilden - hvis opståen skyldtes de svenske soldater på slottet - fortærede slottets renæssanceinteriør. Ødelæggelsen fortsatte efter Polens deling, for i 1795 stjal prøjserne kronregalierne, der aldrig siden kom tilbage.
I størstedelen af det 19.årh. var Wawel-højen besat af den østrigske hær. Den nedre borg blev ødelagt, idet en del af bygningerne blev jævnet med jorden.

   

I 1846 blev Kraków endegyldigt lagt ind under Østrig og omdannet til fæstning. Wawel blev omgivet af en forsvarsmur med bastioner og de fæstningsværker, der var opført i 1790-92 af polske ingeniører, blev forhøjet. Kongeslottet og præsteseminariets bygninger blev indrettet til militære kaserner. I det sydvestlige hjørne af højen opførtes en stor hospitalsbygning.
I mellemkrigstiden var Wawel-borgen residenspalæ for Polens statsoverhoved.
Under 2.verdenskrig var Wawel sæde for besættelsesmagterne under det tyske Generalguvernement styret af en af Hitler betroede mænd, Hans Frank. Bygningen, der rummede det såkaldte kongelige køkken, og den østrigske hospitalsbygning blev ombygget. Mod syd opførtes i 1942 en adgangsport (Brama Bernardynska). Mærkværdigvis kom Krakow trods dette forholdsvis uskadt gennem 2. verdenskrig.

Vi måtte ikke have hundene med ind på slotsområdet, så vi splittede op i 2 hold, så Camilla og Flemming først gik ind på området og dernæst Lone og Nicolai. For at vi ikke skulle vente for længe på hinanden, blev det kun til udvendige besigtigelser, hvorefter vi atter samledes og begav os tilbage til torvet, hvor vi spiste frokost. Børnene fik pasta med kantareller, mens forældrene fik salat med kylling og bacon. Der var tale om meget velsmagende mad og store portioner. Med drikke varer blev det lige 107 Zloty eller ca. 200 kr. MEGET billigt.

 

     

 

Så blev der atter gået tur ad gågaden. Hvor Camilla fik en kjole og Lone en kjole samt en nederdel.

Inden der nu gik alt for meget shopping i den, begav vi os tilbage til Speedy og til betaling af 5 timers parkering. Det blev hele 25 Zloty, eller knapt 50 kr. Atter MEGET billigt.

Vi havde snakket om at vende tilbage til Tyskland, men klokken var omkring 17, så i stedet kørte vi atter ud til Camping Smok og checkede ind.

Der blev eftermiddagshygget med champagne og snacks. Så spillede børnene X-Box, Lone læste og Flemming skrev turberetning.

Aftensmaden blev indtaget ved 20-tiden og så blev der ellers kravlet i seng ved 22-tiden.

 

   

 

Onsdag den 31. marts 2010

Vi stod tidligt op, badede atter, og forlod Camping Smok ved 9.30-tiden for at begive os tilbage til Tyskland. Det blev en tur på omkring 550 km, hvoraf det meste foregik i regnvejr.

På et tidspunkt meddelte Flemming, at han følte sig lidt træt, så Lone overtog rattet en lille times tid, mens Flemming fik sig en lur bag i bilen, dog lovmæssigt fastgjort med sikkerhedssele.

Vi kørte ind i Tyskland ved 17-tiden og kl. 18.30 nåede vi frem til Rathen, hvor vi havde udset os en Stellplatz ved familien Steiners bondegård. En god plads på sydsiden af Elben og med udsigt til klippepartierne på nordsiden af floden. Desværre med en jernbanelinie mellem pladsen og floden.

 

   

 

Vi gik en lang tur på Elbweg og da vi kom tilbage, var det Nicolai, der stod for aftensmaden. Han var dog heldig, da der var forskellige rester, som skulle opvarmes.

 

Torsdag den 1. april 2010

Det blev en ”hård” nat. Pladsen ligger som sagt lige op ad Elben, men også lige op ad en jernbanelinie, hvilket betød, at der natten igennem kom tog forbi. Der var tale om godstog, som larmede rigtig meget, så ens nattesøvn blev afbrud adskillige gange natten igennem. Endvidere syntes hundene, at det var luftningstid allerede 6.20, så da det sidste var overstået, krøb Lone og Flemming atter under dynerne og fik sovet til omkring klokken 9.

Efter morgenmaden gik Flemming over på gården og betalte 15 Euro for en nats ophold. Prisen var i orden, for pladsen havde de faciliteter, der var brug for. Eneste STORE minus var som sagt togene.

Ved 10-tiden startede vi Speedy og kørte mod Bastei-klipperne. I fugleflugtslinie var der under 3 km, men da vi befandt os på Elbens venstre bred og klipperne er på højre bred, så skulle vi ud på en køretur på næsten 40 km, for at komme over en bro og til den rigtige side af Elben.

Ved 11.30-tiden ankom vi til P-pladsen ved Bastei, og herfra tog vi en shuttle-bus til selve klippeformationerne.

 

   

 

En af de smukkeste udsigter fås fra toppen af de berømte Bastei-klipper, hvorfra man kan se 200 meter lodret ned. Fra Bastei kan man via en bro gå til ruinen Felsenburg Neurathen.

Bastei-klipperne ligger i det landskab, der kaldes Sächsische Schweiz, og her slynger Elben sig mellem fascinerende klippeformationer, hvoraf nogle rejser sig 300-400 meter i vejret. Ved kurbyen Rathen, der godt nok ligger på den gale side af Elben, findes de flotteste og stejleste klippeformationen, som er forbundet med murstensgang­broer. Det er mulig at tage en lille færge fra Rathen lige over til klippepartierne.

Bastei er en del af Elbsandstein Gebirge. Saksisk Schweiz omfatter bl.a. to nationalparker med over 1200 kilometer vandrestier.

    

     

   

 

Vi spiste ristede pølser og vafler ved en souvenirbod og efter 3 timer på stedet, shuttlede vi tilbage til Speedy og fortsatte turen mod næste mål, Meißen.

Meißen (sorbisk: Miðno, latin: Misena) er administrationsby i Landkreis Meißen i den tyskedelstat Sachsen, har knap 30.000 indbyggere ogligger ca. 25 km nordvest for Dresden.

   

Byen Meißen er internationalt berømt for fremstillingen af Meißener Porcelæn, der her fremstilledes for første gang i Europa i 1708.

Borgen Misni blev grundlagt i 928 ved Elbens biflod Meisa af kong Henrik Fuglefænger (919-936) efter et felttog mod de mod øst boende slaver, og byen er en af de ældste i Sachsen. I 956 blev Meissen, inkluderende Dresden, markgrevskab (grevskab der grænser til et andet land) hvilket 1098 overtoges af Henrik af Eilenburg, den første af Huset Wettin. Borgen var omgivet af slaviske stammer frem til 1100-tallet, da tyskerne nåede dertil, og borgen blev centrum i markgrevskabet.

 

   

 

Meißen fortsatte med at være markgrevskabet Meißen til 1270, da huset Wettin, der havde været markgrever siden 1089, flyttede til Dresden, som da blev residensby.

 

   

 

Kong August den Stærke gav ordre om at fremstille guld. De lærde udvidede deres eksperimenter til at omfatte forsøget på at fremstille porcelæn og således blev det "hvide guld" opdaget - en velsignelse for kongen og byen Meißen. Det første porcelæn, der blev fremstillet i Europa, blev fremstillet i byen Meißen for 300 år siden, og porcelænsfabrikken har eksporteret porcelæn med varemærket med de to krydsede sværd til hele verden og har således gjort byen verdensberømt. Byen er således uadskilleligt forbundet med porcelæn og et besæg på porcelænsfabrikken er næsten et ”must”, når man er på besøg i Meißen. Den charmerende by har dog noget mere at byde sine gæster på, f.eks. er domkirken med sine karakteristiske tårne noget af en arkitektonisk sjældenhed.

 

   

 

Vi ankom til byen ved 16-tiden fandt en P-plads ved Elbens bred og begav os op i den gamle bydel, der er meget velbevaret, da byen kom nogenlunde uskadt gennem 2. Verdenskrig. Vi passerede byens meget charmerende torv og gik videre mod domkirke- og slotshøjen, hvor vi slentrede rundt og kiggede på bygningerne.

    

   

   

 

Efter et par timers gåtur i byen returnerede vi til Speedy og kørte mod motorvejen Dresden-Berlin.

Da vi var ca. 150 km syd for Berlin drejede vi af mod Senftenberg, hvor vi fandt frem til Komfortcamping Senftenberg See, som havde første åbningsdag i dag, så der var vi da heldige. Der er tale om en meget god plads, med de faciliteter, der kræves af en plads af høj standard. En ting som Flemming fandt god, var den kombinerede el-, vand- og afløbstilslutning. Det var en unit i glasfiber, udformet som en træstamme - ganske nydelig.

 

   

 

Fredag den 2. april 2010

Lone og Flemming var ude at lufte hunde lidt over 6, hvor turen bl.a. gik ned til søen, som lå spejlblank i den opgående sol. De krøb dog i seng igen og der blev sovet til lidt i 9.

Der hentedes varme semmler i butikken og efter morgenbad og –mad gik det af sted mod Berlin. Vi havde regnet med at kunne holde på en plads i Kreutzberg, men det viste sig, at den lå i Berlins miljøzone, hvor Speedy, der har gult miljømærke, ikke må køre. I stedet fandt vi en plads i Köpenick, der ligger knapt 15 km sydøst for Berlins centrum.

 

   

 

Marie, vores GPS-dame, geleitede os flot og problemfrit frem til pladsen, hvortil vi ankom kl. 13. Der var fyldt godt op, men det lykkedes at finde en plads til os. Vi hilste på værten, der var utrolig snaksalig. Han lagde ud med et udmærket engelsk, men da han opdagede, at Flemming svarede  på tysk, slog han hurtigt over til dette.

 

   

 

Vi betalte 45 Euro for at få lov til at overnatte på pladsen 3 gange. Pladsen ligger i en gammel  industribebyggelse, og de tidligere mandskabsfaciliteter er nu blevet til toiletter, brusebade, opholdsrum m.v. Lidt råt, men pænt og rent.

 

   

 

Efter at vi havde spist frokost, begav vi os mod den gamle del af Köbenick, hvor vi så slottet og rådhuset. Ved sidstnævnte udspillede der sig en sjov historie for mere end 100 år siden. Den 16. oktober 1906 troppede den 57-årige arbejdsløse og tidligere straffede skomager Friedrick Wilhelm Voigt op med 10 godtroende preussiske gardersoldater, som han havde taget under sin befaling i Berlin. De besatte rådhuset, arresterede borgmester Georg Langerhans og stak af med stadskassen, der indeholdt godt 4.200 Mark, en formue på den tid. Alt dette lod sig gøre, fordi Voigt havde købt en Hauptmann-uniform på et loppemarked i Potsdam. Eventyret varede dog ikke så længe, for 10 dage senere blev Voigt anholdt. Han blev idømt 4 års fængsel, men blev benådiget af Kejser Wilhelm II den 16. august 1908. Han døde den 3. januar 1922 i en alder af 72 år.

Voigt gik over i historien som ”Der Hauptmann von Köpenick” og hans historie har givet stof til både teaterstykker og film. Uden for rådhuset står en flot bronzefigur af Voigt.

Vi slentrede rundt i Altstadt, der med sine små skæve gader og gyder er meget charmerende. Endvidere er bydelen præget af floder og kanaler, da den ligger ud til Berlins største sø, Müggelsee. 

Slot Köpenick, der ligger på Schloss-Insel og er det eneste tilbageværende af Berlins slotte fra tiden før 1700. Det er opført i 1677-81 i barok med nederlandske elementer af arkitekten Rutger van Langerfeld  og i 1682-85 opførte Johann Arnold Nering kapellet og indgangsportalen. I 2004 åbnede et kunstmuseum i de nu renoverede bygninger.

På vej tilbage til Stellplatzen fik Lone og Flemming lige en rød Berliner Weisse i en Biergarten, mens Nicolai fik en Sprite. Begge børnene var dog også begejstrede for forældrenes Berliner Weisse. Endvidere fik vi alle en vaffel med puddersukker.

Tilbage på pladsen kastede vi os alle over computerne, for der er nemlig også Hot Spot på pladsen, og pyha, hvor var der indløbet mange mails i den forgangne uge.

 

Lørdag den 3. april 2010

Efter morgenmaden gik vi til S-bahn Station Köpenick. Her blev vi mødt af en talstærk skare politibetjente. Det viste sig, at der skulle være fodboldkamp i nærheden, og da vi skulle op ad trappen til perronen, kom der masser af hooligans imod os, hvoraf nogle var bevæbnet med køller. Mens vi stod på perronen og ventede på toget, blev der ballade på pladsen nedenfor stationen, men hurtigt dukkede der et par af politiets mandskabsvogne op, og da det myldrede ud med betjente i camouflageuniformer, kan det nok være, at ballademagerne løb alt hvad de kunne. Efterfølgende læste vi på internettet, at der var blevet smadret over 35 butiksruder i kvarteret omkring stationen.

Vi tog toget ind til Hackescher Markt, hvorfra vi gik ned ad Oranienburger Strasse, for Camilla havde fundet en butik, SterlingGold i nr. 32, på internettet, som skulle sælge fine, brugte kjoler. Det viste sig imidlertid, at de fleste kjoler var festkjoler til den ældre generation og ikke til Camillas alder.

 

   

 

Fra den butik gik det videre til ”Made in Berlin”, Neue Schönhauser Strasse 19, der også var en genbrugsbutik, men nu til det mere almindelige publikum. Det eneste der faldt i pigernes smag var dog et tørklæde til Camilla. Videre gik det så til ”Wahnsinn in Berlin”, Rosenthaler Strasse 17, også en genbrugsbutik, men ikke blot med tøj, men også med lamper, møbler, husgeråd m.m. Camilla prøvede et par kjoler, men ikke noget, der passede.

Vi var ved at være sultne, og Lone og Nicolai havde spottet et sted, hvor de havde sushi til meget billige priser. Vi købte 4 forskellige sammensætninger, knapt 50 stykker for 20 Euro. Inkl. drikkevarer kom vi af med 30 Euro, og da Flemming betalte, fortalte ejeren, at det var det første sushi-sted, der blev grundlagt i Østberlin. Det var et festmåltid.

 

   

 

Så havde pigerne set en butik lige overfor spisestedet, som hed noget i retningen af ”Fluffy White Pink”, og her måtte kreditkortet op af pungen. Lone fik en smuk kjole og Camilla en flot frakke.

 

   

Vi gik ned til Unter den Linden og ned til Brandenburger Tor, Undervejs fik vi hver et bæger Hägen Dass is til 6,20 Euro stykket. Så var de to (godt nok store) kugler altså også betalt.

 

   

   

 

Efter Brandenburger Tor var det tid til Rigsdagen. Camilla og Flemming havde to gange tidligere opgivet at komme op i glaskuplen, da der havde været lukket p.g.a. rengøring, hvilket åbenbart altid sker i den danske efterårsferie. Nu var det påskeferie og da der faktisk viste sig at være en rimelig kort kø, besluttede de sig for at prøve for 3. gang – og det lykkedes.

 

   

   

 

Efter knapt en times venten nåede de frem til sikkerhedscheck og kort efter var de med elevatoren op til kuplen. Besøget i kuplen varede omkring en halv time, og var faktisk en oplevelse. Kuplen er ny og designet af englænderen Norman Foster, der også har tegnet elefanthuset i Zoo i København. Den er udformet, så spejle inde i kuplen kan sende dagslys helt ned i de underliggende etager.

 

       

   

 

Lone og Nicolai havde ventet med hundene på plænen foran Rigsdagen, og havde kunnet se os i kuplen flere gange.

 

   

Vel tilbage, og atter forsamlede, gik gruppen så til Friedrichsstrasse Station, hvorfra vi tog toget tilbage til Köpenick.

 

Søndag den 4. april 2010

Vi tog toget ind til Alexander Platz og slentrede rundt på en del af torvet, hvor der var masser af boder. Videre gik det så ned til Nicolai Viertel, som er noget af det ældre i Berlin – godt nok genopbygget næsten totalt efter 2. verdenskrig.

 

   

   

 

Tilbage til Unter den Linden og ned mod Brandenburger Tor. Vi drejede dog af inden og gik ned ad Friedrichstrasse, mod Checkpoint Charlie, der under den kolde krig var overgangsstedet mellem den russiske og den amerikanske sektor.

 

   

 

Vi havde undervejs kigget efter et sted at spise, men havde ikke fundet noget sted, hvor vi kunne sidde udenfor med vores hunde. Men på vej mellem Checkpoint Charlie og Potsdammer Platz fandt vi en italiensk restaurant, hvor vi først satte os ved et bord ud mod gaden, men af en venlig tjener fik lov til at smutte gennem restauranten og ud på deres haveterrasse. Her fik vi henholdsvis Calzone og Pizza.

 

   

Efter frokosten fortsatte vi til Potsdammer Platz, hvor vi kiggede på bl.a. Sony Centret.

 

   

 

Så gik vi videre til det nye jødiske monument for ofrene under 2. verdenskrig, som består af 2.700 granitblokke i forskellige højder. De er sat i et mønster vinkelret på hinanden, så de danner en kæmpemæssig labyrint.

 

   

   

 

Vi fortsatte gennem byens største centrale park – Tiergarten – over mod Rigsdagen, for nu ville vi se, om Nicolai og Lone kunne komme op i kuplen. Desværre var køen noget længere end i går, så de opgav.

 

   

 

Som igår gik vi til Friedrichs Strasse og tog toget hjem til Köpenick, hvor vi på stationen købte nogle kæmpe Döner-kebab’er til blot 2,50 Euro pr. stk. til senere fortæring.

 

 

 

Mandag den 5. april 2010

Vi stod op kl. 8 og fik hurtigt spist morgenmad, pakket bilen sammen og kørte af sted mod Fehmern, hvor vi havde en reservation i Puttgarten kl. 17.00. Turen gik imidlertid hurtigt, og vi var fremme ved færgen kl. 15.30, så der blev lige tid til at handle i Scanlines BorderShop, inden vi kørte til check-In. Heldigvis var der ikke så meget tryk på overfarten, at vi måtte vente til den reserverede færge. Vi kom istedet allerede med 16.15 og kl. 19.00 kørte vi ind i vores indkørsel. Hundene blev straks sluppet fri i haven, og efter 10 dage i snor, kan det nok være de løb meget rundt og legede med hinanden.

 

   

 

Efterskrift

På trods af vores intentioner om flere gange at forlade Polen, inden vi havde set så meget, så lykkedes det dog, at komme frem til de steder, som vi havde haft planer om. Polen viste sig, trods de meget elendige veje og manglende åbne campingpladser, at være et meget spændende land, som vi helt sikkert vil vende tilbage til. Måske en sommertur langs Østersøkysten, som skulle være en meget lang sandstrand. Og så var der jo Berlin, som vi besøgte for jeg ved ikke hvilken gang. Det er altid en dejligt by at slentre rundt i.

Vejret havde artet sig fra den gode side, og vi havde faktisk kun dagregn på turen fra Krakow frem til området omkring Bastei-klipperne, men da det var ren køretur, betød det ikke så meget.

 

Flemming og Lone

Maj 2010.

 

     Tilbage til "Vore ture"

 

      Tilbage til Startside