Skiferie 2012

SAALBACH  6.-15. JANUAR

 

FORORD

I juni fik Flemming en mail fra Steve i Saalbach, som havde udlejet sidste skiferies lejlighed. Han gjorde opmærksom på, at hvis vi ville have den samme lejlighed lejlighed B) i den samme periode (uge 2), så var det ved at være sidste udkald. Vi skulle slå til inden 1. juli, hvis vi var interesserede. Selvfølgelig var vi interesserede, for det var jo en rigtig god bolig i et godt lejlighedskompleks med gode fællesfaciliteter, så som en rigtig stor pool, en dejligt sauna-område og der ud over et bordtennisrum. At lejlighedskomplekset endvidere ligger i rimelig afstand fra gågaden i Saalbach gør jo heller ikke sagen dårligere.

Der blev derfor hurtigt svaret på Steves mail og sendt 150 Euro i depositum, og vi havde sikret den kommende skiferie.

Hvis man ønsker at se mere om selve udlejningsboliger, så kig under EFTERSKRIFT nederst på siden.

Flemmings store datter Nina og hendes forlovede Jacob, havde meldt fra på forhånd, da de skulle 3 uger til Argentina i Februar, så i stedet blev Knud, Flemmings pensionerede kollega, og hans søn Andreas, der går i klasse med Nicolai, tilbudt et par pladser på turen. De sagde hurtigt ja, og holdet for 2012 var dannet.

 

FREDAG DEN 6. JANUAR

Nicolai og Flemming havde pakket bilen i løbet af fredag og kl. 13 kørte vi ind for at hente Knud og Andreas, hvorefter Camilla blev samlet op på Høje Taastrup Station kl.14.15, da hun var færdig med skole, og så gik det af sted mod Rødby.

Efter overfarten var vi et smut inde i BorderShoppen for at købe vin, sprit, øl, sodavand og slik inden vi fortsatte sydover. Nicolai havde kørt fra København og indtil vi skulle have aftensmad på en McDonalds lidt inden Lübeck. Så tog Flemming over og var ved rattet indtil vi nåede frem til Homberg (Efze) ca. 40 km syd for Kassel, hvor vi holdt ind for natten. Her har vi tidligere overnattet nogle gange, og Stellplatzen er helt gratis, hvilket også gælder strømforsyningen. Vi fik hurtigt sluttet strøm på Speedy og fik lagt kiler under hjulene, så vi holdt vandret. Sengene blev redt og vi krøb til køjs kl. 00.45.

LØRDAG DEN 7. JANUAR

Vi stod op ved 8-tiden, pakkede sengene sammen, tog strømmen fra og kørte ned af kilerne. Så fortsatte vi mod Würtzburg, men holdt ind efter en halv times kørsel og spiste morgenmad på en tankstation. Kort efter overtog Nicolai rattet og kørte til vi var nået ned mellem Nürnburg og München, hvorefter Flemming tog over og kørte frem til vi forlod motorvejen øst for München ved afkørselen til Lofer/Traunstein.

Nicolai havde kørt i Tyskland for første gang og mente også det var ham der skulle køre i Østrig. Sneen var begyndt at falde og der kom mere og mere. De sidste 20 km kørte vi bag en langsomtkørende sneplov, så vi nåede først frem til Saalbach kl. 17.45. Der har vist ikke været så meget sne i Saalbach, de mange gange vi har besøgt stedet, så det var svært at finde en P-plads ved Casa Alpina, der skulle være vores hjem de næste 7 dage. Det lykkedes dog at klemme Speedy ind et sted, men den ragede godt nok lidt lagt ud på vejen, hvilket da også blev påtalt af nogle rapkæftede fruentimmere. Vi lod som om vi ikke forstod, hvad de prøvede at forklare og blev holdende. Så fandt vi vores udlejer, Steve Rothwell, fik fat i nøglerne og begyndte at bære bagage ind. Da det var overstået bød vi Steve på øl og Jägermesiter og fik snakket om løst og fast, bl.a. om vores parkering, som Steve mente nok var i orden.

Der blev lavet aftensmad af rester, som vi havde med hjemmefra, så det blev en god gryderet med pasta. Klokken var efterhånden i nærheden af 23 , men vi fik dog lige en kop aftenkaffe inden vi gik i seng.

SØNDAG DEN 8.   

Vi stod op kl. 7.45 og gik til Billa for at købe morgenbrød, men havde helt glemt, at der var lukket om søndagen. Så tilbage mod bageren i hovedgaden, men undervejs passerede vi en tankstation og Camilla foreslog, at de måske havde morgenbrød. Det viste sig at være tilfældet, så vi slap for en længere gåtur ind til hovedgaden.

   

Efter morgenmaden gik vi til Hansi’s Skiverleih, som var blevet anbefalet af Steve og hvor vi fik 10% i rabat. Nicolai og Andreas skulle have Både ski og støvler, mens vi andre blot skulle have ski. Det virkede lidt kaotisk, man var meget hyggeligt, bl.a. blev der budt på Obstler. Da det var overstået var det af sted mod torvet, hvor vi købte Liftkort. Op ad hovedgaden til Restaurant Peter, hvor vi dreje til venstre ind til en spritny kabinelift, som hurtigt førte os op på Bernkogel. Vi løb ned mod Saalbach, men sneen væltede ned og det var svært at se, så der var lige lidt småstyrt undervejs. Atter op med Bernkogel-liften og atter nedad. Nu var pisten blevet løbet noget til, så nu gik det meget bedre.

Efter anden tur krydsede vi hovedgaden og tog liften på til Kohlmais. Vejret var ikke blevet bedre, så vi fortsatte med at falde – især Flemming, som havde store problemer med sine briller. Vi kørte østover og undervejs fik vi frokost på Thurner Alm, som er et MEGET hyggeligt sted indrettet i en oprindelig alpehytte fra 1859.

Da det var overstået, kørte vi atter østover, men det blev så også sidste lift for Knud og Flemming. Vi kørte mod Saalbach og efter drinks på Hinterhag Alm forlod forældrene børnene og kørte hjem. På Hinterhag Alm havde vi mødt Steve, som havde fået besked fra kommunen om, at de havde problemer med at komme forbi Speedy med deres sneplov, så vi skulle flytte den. Da vi nåede helt hjem sad der endvidere en seddel på døren om at vi skulle flytte bilen og med en tegning over hvor vi kunne flytte den hen. Der var nok ikke noget at gøre, så Knud og Flemming brugte en time på at få Speedy flyttet. Den sad uhjælpeligt fast, og trods vinterdæk tog det meget langt tid og masser af gravearbejde at komme fri og få flyttet til en plads længere nede i dalen. Så kig vi op til Hansi’s og hentede Nicolai’s og Andreas’s sko. Efter dette blev der handlet i Spar.

 

Da vi nåede hjem var klokken ved at være 18 og børnene var blevet lidt nervøse for, hvor vi blev af. Det var nok nærmere den manglende mad der foruroligede dem.

Vi havde løbet 12 km. Havde været med 6 lifte, som havde løftet os 2.434 højdemeter.

 

MANDAG DEN 9. JANUAR

Stod sent op, hentede morgenbrød og begav os så mod bakkerne. Først lang ventetid ved Thurm-lift (begynderbakken), der skulle bringe os over til liften, der fører op til Kohl. Denne lift var midlertidig stoppet, men de lovede hele tiden, at nu startede de snart. Vi ventede en halv times tid, inden vi kom af sted. Oppe fra toppen gik det hurtigt ned til Thurner Alm, hvor vi også havde spist frokost dagen før.

Efter frokost løb vi lidt på pisterne omkring Thurner Alm, inden det gik hjemover.

  

Vi fik en varm kakao hos Bauer Ski-alm, hvorefter Knud og Flemming tog hjem, mens børnene løb et par runder ned ad Bernkogel-pisten.

Da børnene kom hjem gik Andreas, Knud og Flemming i pool/sauna, inden Camilla, Andreas og Flemming gik i Billa for at handle til aftensmaden, som Camilla stod for.

Vi havde løbet 9 km. Havde været med 5 lifte, som havde løftet os 1.794 højdemeter.

TIRSDAG DEN 10. JANUAR

En dag som sædvanligt. Morgenmadsafhentning og så ellers ud på pisterne. Desværre var vejret ikke det bedste. Det sneede godt nok, men der var blandet en del regn i sneen, så vi blev godt våde.

Til vores store ærgrelse var størstedelen lukket på grund af storm, men man kunne da komme halvt op på Schattberg, hvorfra der kun var en nedfart, nemlig den sorte. Det gik nu meget godt, og der var ingen der var nede. Pisten er godt nok stejl, men da den samtidig er bred, så volder den ikke de store problemer. Vel nede diskuterede vi, om vi skulle køre ud til Zwölferkogel og løber lidt der, men så kom skibussen, der kørte ned mod Casa Alpina, og så var sagen afgjort. Vi kørte hjem.

 

Eftermiddagen blev til hygge, pool og sauna og til en lille en (eller blev det flere ?) med vores vært Steve. Børnene havde hentet Trivial Pursuit og batts/bolde til bordtennis, så disse sportsgrene blev også dyrket inden aftensmaden.

Vi havde løbet 4 km. Havde været med 3 lifte, som havde løftet os 1.098 højdemeter.

 

 

 

 

ONSDAG DEN 11. JANUAR

Dagens skitur startede op mod Bernkogel og så gik det ellers i fuld fart mod uret rundt i systemet.

   

  

   

Vi fik en formiddagsdrink på MegaAlm nord for Hinterglemm, inden vi dykkede helt ned i dalen og tog med gondolliften op mod Zwölferkogel. Så ned til Hinterglemm og op til West og Schattberg.

  

Kort efter Schattberg kørte vi ind på LimbergerAlm og spiste frokost, hvorefter det gik ned til Jausern, hvor Knud stod af og tog skibussen tilbage til Saalbach, da han nu var blevet træt. Vi andre fortsatte op til Schönleiten og ned i dalen lige inden Leogang, men vendte så om og begav os tilbage mod Saalbach.

  

  

  

Da vi afsluttede dagens skiløb blev det lige fejret med en varm Chokolade med rom (for nogens vedkommende).

  

Det havde været en kanon-dag med solskin og blå himmel, dejlig sne og ikke ret mange styrt.

Vel hjemkommet til Casa Alpina fik Andreas en opringning fra en kammerat, der er skibums i Wagrain, og vupti, så var Andreas ude af døren og på vej til Wagrain. Vi andre lavede og spiste aftensmad og spilledeTrivial Pursuit til kl. 23, hvor vi gik godt trætte i seng.

Så var vejret blevet bedre, hvilket også kan ses af, at vi idag havde løbet 30 km. Havde været med 14 lifte, som havde løftet os 5.598 højdemeter.

 

TORSDAG DEN 12. JANUAR 2012

Dagens skiløb var nu reduceret til 4 personer, da Andreas øjensynligt var nået frem til Wagrain. Vi havde i hvert fald ikke set ham igen foregående aften. Vi løb atter i fuld sol, denne gang med udret mod Leogang, hvor i løb helt ned i bunden, bl.a. ad en sort piste. Det havde vi ikke fortalt Knud, men han klarede det selvfølgelig med bravour.

  

Så tog vi kabinen op til Asitz-bjergkammen, hvor vi spiste frokost på vores yndlingsskihytte, Alte Schmiede.

  

  

Efter frokosten tog vi atter en tur ned mod Leogang, denne gang dog kun halvt, hvorefter vi stod på på Mittelstation og begav os hjemad mod Saalbach. Undervejs fik vi lige en varm chokolade (med rom) på ThurnerAlm.

  

Nede ved Saalbach stod Knud af og begav sig hjem, mens vi 3 tilbageværende tog op med Bernkogelbahn og videre over mod Hinterglemm. Det blev til 3 lifte inden vi måtte til at bevæge os tilbage, så vi kunne nå den sidste lift tilbage fra toppen af Bernkogel.

Vel hjemme kunne vi så konstatere, at Andreas var kommet velbeholdent både frem og tilbage fra Patrick i Wagrain. Det var vi nogen, der var glade for, da det var ham, der skulle stå for aftensmaden. Mens Andreas gik til Billa for at købe ind til aftensmaden gik Knud og Flemming i pool/sauna og Nicolai og Camilla brusede i lejligheden.

Atter en god dag, hvor vi løb 40 km. Havde været med 20 lifte, som havde løftet os 6.724 højdemeter.

 

FREDAG DEN 13. JANUAR 2012

Vi havde regnet med en kanondag igen i dag, da vi støttede os til vejrudsigten torsdag aften, men desværre væltede sneen ned, da vi stod op, så skiløbet blev ikke det forventede.

Vi havde regnet med, at vi ville mod Hinterglemm, men da vi nåede toppen af Bernkogel, så viste det sig, at vi ikke kunne komme længere vestover grundet for meget blæsevejr. Liften videre vestover var simpelthen lukket.

  

I stedet skiede vi ned til Saalbach igen og begav os så mod Leogang. Vi nåede helt hen til Schönleitenbahn, så løb vi atter ind i lukkede lifte. Det sneede og var rigtig koldt, så vi besluttede at afslutte årets skiferie og kl. 14.20 var vi atter tilbage i Saalbach og gik hjem til Casa Alpina.

Vi begav os til Skiudlejningen og afleverede det lejede grej og så eller op til hovedgaden, for at se starten på årets ”Mountain Attack”. Det er en slags maraton, hvor deltagerne løber op ad 6 bjerge og ned igen. Vi kunne se, hvordan deltagerne krøb op mod Schattberg, for så at løbe ned i dalen mellem Schattberg og West og så op på West o.s.v. Imens løberne puklede på pisterne, var man i gang med at lægge sne ud i hovedgaden og på torvet, hvor der senere skulle være opløb og mål.

  

  

Vi gik op til Wallner og bestilte bord til kl. 18.30 for at spise afskedsmiddag. Efter dette gik vi tilbage til Casa Alpina, hvor Knud og Flemming gik i poolen og saunaen.

  

Kl. 18.15 var vi tilbage i hovedgaden og nåede lige at se de første komme i mål på Torvet efter 2½ times ski-marathon. Så begav vi os til Wallner og mens vi spiste, så kom der masser af skiløbere forbi restauranten.

  

  

Ved 20.30-tiden var vi færdige med at spise og begav os ned til torvet, hvor der stadig kom skiløbere ind, mens der var fuld gang i et rockband, der swingede derudad. Vi blev på torvet til 21.30 og på det tidspunkt kom der stadig løbere i mål, altså i en tid, der var mere end dobbelt så lang som de hurtigste.

  

Vel hjemme begyndte vi at pakke, så vi kunne komme ud af døren hurtigt næste morgen.

Ikke den bedste dag, så det blev kun til 12 km og 11 lifte, som havde løftet os 3.964 højdemeter.

På alle 6 skidage havde vi i alt løbet 120 km, været med 59 lifte oh var blevet løftet 21.612 højdemeter.

 

LØRDAG DEN 14. JANUAR 2012

Vi stod op ved 7-tiden, spiste hurtigt morgenmad hvorefter Nicolai og Flemming gik ned for at grave Speedy ud af snemasserne. Nicolai havde lige påbegyndt skovling af et 3 meter langt snebjerg foran bilen, da der kom en sneplov og fjernede det meste af sneen, så vi blot lige skulle fjerne 15-20 skovlfulde. Så kørte vi til Casa Alpina, læssede bilen, afregnede Kur-Tax og rengøring med Steve og kl. 9.30 kørte vi ud på hovedvejen og satte kursen mod Danmark. Flemming kørte frem til lidt før München, hvorefter Nicolai tog over. Marie ville have os til at køre over Ulm i stedet for over Nürnberg, og da Flemming læste, fulgte Nicolai Maris’s anvisninger. Tidsmæssigt betød det nok ikke så meget, men motorvejen mellem Ulm og Würtzberg er meget dårligt, så det er ikke en rute vi vil anbefale. Så gik det ellers med chauffør-skift et par gange frem til Puttgarten, hvor vi kørte direkte ind på en færge.

 

SØNDAG DEN 15. JANUAR 2012

Vi kom med en færge 00.20 og kl. 03.02 satte vi Knud og Andreas af inde i København, hvor efter vi selv fortsatte mod Sengeløse, der blev nået kl. 03.40. Vi krøb i Speedys senge for ikke at vække beboerne i huset.

 

EFTERSKRIFT

Det havde været en dejlig ferie, hvor vi rigtig hyggede os. Snemæssigt var det helt i top, da vi aldrig tidligere har oplevet så meget sne i Saalbach-Hinterglemm, men desværre var vejret ikke så godt. Et par dage, hvor vi ikke fik løbet ret meget på grund af snefald og blæst, et par dage, hvor det var rimeligt vejr og kun to dage, hvor vejret var i top med masser af sol. Knud og Andreas faldt godt ind i selskabet og madlavning, indkøb m.m. kørte som på skinner. 

Skilejligheder i Saalbach

I det perfekte ferieparadis Saalbach-Hinterglemm udlejes 2 lejligheder i huset 'Casa Alpina' - roligt beliggende lejligheder i kort gåafstand til centrum, begynderbakken og lifterne. Der er kun 5 minutter til byens store 'Billa' supermarked med eget bageri.

Til lejlighederne er tilknyttet faciliteter såsom indendørs swimmingpool, sauna og møntvask. Casa Alpina er et godt valg til familier. Grundet private beboere i komplekset er lejlighederne ikke velegnet til unge mennesker og der udlejes ikke til grupper af unge mennesker under 23 år. Alle lejligheder i Casa Alpina er ikke-ryger lejligheder.

Vi har 2 lejligheder i Casa Alpina:

Lejl. A - 2- værelseslejlighed (35.5 m2) til 4 personer med badeværelse, veludstyret køkken med el-komfur, opvaskemaskine, mikroovn og kaffemaskine. Der er separat soveværelse med dobbeltseng samt opholdsstue med spiseplads, sovesofa til 2 pers. samt balkon. Kabel-tv.

Lejl. B - 2-værelseslejlighed (50 m2) til 4-5 personer. Indeholder opholdsrum med dobbeltseng og 1 soveplads (sovesofa), spiseplads, køkken (med el-komfur, køleskab, opvaskemaskine, mikroovn og kaffemaskine), badeværelse med toilet, samt balkon. Der er separat soveværelse med dobbeltseng. Kabel-tv.

Priserne er inkl. sengelinned, håndklæder, brug af pool og sauna, og almindeligt forbrug (el, vand, varme).

Priserne er eksklusiv lokale turistskatter og slutrengøring (€30.00). Disse to poster afregnes på stedet.

I vintersæsonen er udlejningen normalt kun på ugebasis, (lør - lør). Såfremt man har ønsker om ankomst/afrejse på andre dage, ret venligst forespørgsel; i lavsæsonen kan det muligvis lade sig gøre.

Parkeringspladsen forbeholdt lejlighedernes beboere (efter først-til-mølle). Der er et parkeringhus ca. 300 m fra huset.

Bookings & Information Email:

Booking@ski-lejlighed-saalbach.dk

Tel/SMS: 0044 7957 333936

Billeder fra lejligheden kan ses på

http://www.ski-lejlighed-saalbach.dk/Foto.html

 

 

Flemming Stagis

Marts 2012