Med Speedy til Sydfrankrig og Nordspanien - Del 3

 

Søndag den 25. juli 2010

Vi stod op til det sædvanlige overskyde og lettere regnfulde vejr, da hundene skulle luftes. Så blev der sovet videre til ved 9-tiden, hvor Flemming hentede morgenbrød i receptionen. Vi kørte mod Albi, men først skulle Nicolai og Camilla lige smides af ved byporten til La Cite, for at købe en køleskabsmagnet til Lone og en ting til Camillas sættekasse. Mens de handlede kørte Lone og Flemming til stellpladsen for at tømme spildevandstanken.

Vi mødte børnene, da de var færdige med at handle og Marie viste os ind gennem ”det nye” Carcassonne og vest på. Her blev vi på et tidspunkt fanget i et cykelløb og måtte køre en anden vej end planlagt. Løbskommisærerne viste os en anden vej, ad en MEGET smal markvej, og da vi så skulle ind på hovedvejen igen, var der så stejlt, at vi skrabede indgangstrinnet mod rabatten, så det blev stærkt bøjet, turens eneste uheld, og så påført os på grund af et lokalt cykelløb - ØV. Herefter viste Marie os ind gennem nogle kæmpe skovområder ad nogle smalle skovveje. Meget smukt, men meget langsomt. På et tidspunkt blev det for meget for de andre og vi måtte finde ud til nogle større veje for at komme hurtigere frem. Skovene havde kostet os omkring en times forsinkelse, men ved 14-tiden trillede vi ind på autocamperparkeringspladsen lige nedenfor katedralen i Albi.

 

   

 

Albi er en kommune og by i Sydfrankrig. Byen er hovedstad i departementetTarn, og den ligger ved floden Tarn, 80 kilometer nordøst for Toulouse. Albi fik en betydningsfuld position allerede under Romerriget, men byen havde sin storhedstid i middelalderen. Den gamle bydel er karakteristisk med sine smukke huse af særlige teglsten.

Albi er hovedby for seks kantoner, som omfatter 18 kommuner, og har tilsammen en befolkning på 67.728. Den er vigtigste serviceby i området mellem Toulouse og Massif Central og huser handel med landbrugsprodukter som vin, korn og grøntsager. Desuden har byen en del fødevare-, tekstil- og maskinindustri.

 

Albi er en by fuld af historie. Byens mest kendte seværdighed er katedralen Sainte-Cécile, et mesterværk indenfor den sydfranske gotik. Katedralen opviser en virkningsfuld kontrast mellem det strenge, enkle eksteriør i mursten og det overdådige rigt udsmykkede interiør. Den store, enskibede teglstenskatedral Sainte-Cécile (1282 - ca. 1390), er med sit fæstningsprægede ydre et stærkt vidnesbyrd om den franske kirkes sejr over albigenserne. Kirkeskibets ydre mår er en længde på 113 meter, en bredde på 35 meter og en højde på 40 meter. Hertil kommer tårnet, der er 78 meter højt. Der er tale om ikke mindre end verdens største murstenskirke.

   

Lige i nærheden ligger det tidligere ærkebispesæde, Palais de la Berbie fra 1200-1400-tallet, som rummer et kunstmuseum med en stor samling værker af Toulouse-Lautrec, som blev født i byen den 24. november 1864.

Området omkring Albi var hovedsæde for den religiøse retning, der blev kaldt katharisme, hvilket var en religiøs bevægelse med både kristne og gnostiske elementer, som opstod i Languedoc i det 12. århundrede, og som havde sin storhedstid i det 13. århundrede. Katharismen blev fordømt af den samtidige romersk-katolske kirke enten som en kættersk kristen sekt eller som en ikke-kristen religion. Den grundlæggende doktrin i katharismen, var opfattelsen af Kristi genopstandelse som en genfødsel og ikke en opstandelse fra graven. Katharismen fandtes i det meste af Europa, men var særligt udbredt i Languedoc og de omkringliggende områder – kaldet Occitanien – i det nuværende sydlige Frankrig.

Betegnelsen kathar stammer sandsynligvis fra græsk, "de rene". Katharerne blev også omtalt som albigenserne. Denne betegnelse stammer fra slutningen af det 12. århundrede og blev brugt af krønikeskriveren Geoffroy du Breuil af Vigeois i 1181. Betegnelsen henviser til byen Albi. Betegnelsen er i øvrigt misvisende, idet Albi kun var ét af mange af katharismens områder. Bevægelsen havde ikke noget centrum og blomstrede foruden i Languedoc i områder i det nuværende Italien, Tyskland, Nordfrankrig og Spanien.

   

Vi kiggede på katedralen i hold, da hunde selvfølgelig ikke måtte komme ind og dernæst fortsatte vi til den nærvedliggende kirke, Saint-Salvi, der er en af byens ældste bygninger, påbegyndt i 1000-tallet, men afbrudt af de Albigensiske krige mellem katharerne og de katolske styrker. Kirken er bygget på fundamenterne af en ældre karolingisk (perioden under Karl den Store) kirke og byggeriet fortsatte frem til 13.000-tallet. Adskillige kapitæler og de små apsis i koret stammer fra den romanske periode. Dette gælder også for den nederste del af tårnet, mens den øvre del er præget af gotikken. Til kirken hører et kloster, der blev tilbygget i det 13. århundrede. Der var adgang til en meget smuk klosterhave.

 

 

 

Ved 17-tiden fortsatte vi mod Camping Indigo Rieumontagne, der ligger lige ned til søen Laouzas i nærheden af byen Nages. Det sidste stykke spille Marie os godt nok et pus, for hun mente, at bdet var kortere at angribe pladsen fra "bagsiden", hvilket nok havde været korrekt, hvis man havde haft en bil, der var smallere end 1,8 meter. For umidelbart inden pladsen skulle vi igennem en lille landsby, hvor husene stod så tæt sammen, at Speedy ikke kunne komme igennem. Vi vendte om, og tog en noget større vej det sidste stykke og ankom til smukke plads, der ligger ned til et fritidsanlæg, hvor der bl.a. kan lejes kanoer og pedalbåde.

 

 

Vi købte pizzaer i restauranten, da vi ikke havde fået handlet nogen steder undervejs og disse blev indtaget udendørs. Efter aftensmaden gik vi en tur ned til søen, hvor det lykkedes at lokke begge hundene i vandet.

 

 

Solen var ved at gå ned, og det blev en kende koldt, så vi returnerede til Speedy og trak inden døre for at skrive turberetning og spille kort.

 

Mandag den 26. juli 2010

Atter morgenregn ved hundeluftning kl. 6.30, men det var hurtigt overstået, så vi kunne komme under dynerne igen.

Flemming hentede bestilt morgenbrød kl. 9, og så blev der pakket sammen og vi kørte over nogle smukke bløde bjerge, gennem masser af hårnålesving mod Montpellier og videre ud mod Aigues-Mortes, som var vores næste mål.

 

 

Solen var atter kommet frem, så det var for varmt til at se på byen. I stedet checkede vi ind på Stellpladsen ”Les Poissons d’Argent”, som var en kæmpeplads med plads til over 100 autocampere.

 

Den stod på udendørs eftermiddagshygge i over 30 graders varme samt planlægning af næste dags aktiviteter. Der blev også spillet petanque, og Flemming vil ikke prale over 1. pladsen, men han vandt altså, dog kun med 1 point ned til Camilla. Der blev hentet is i "receptionen" - nogle "alternative" bygninger, overvejende bestående af containene, palmeblade o.lign., men egentlig meget charmerende. Der var også en lille "restaurant", hvor der kunne købes småretter og drikkevarer.

 

Der var ikke en vind, der rørte sig, så det var meget varmt. Speedy blev lukket af og klimaanlægget startet, mens vi hyggede videre udendørs. Da vi gik i seng var temperatur kommet ned på 23 grader, hvilket var til at holde ud, så vi kunne sove godt natten igennem.

La Bella Luna - hov, det var da vist italiensk !

 

Tirsdag den 27. juli 2010

Hundeluftning kl. 7 og allerede kl. 8 gad Coco ikke sove mere. Flemming gik op til receptionen for at høre om der var brød, men det var for tidligt. Til gengæld fik han en polet, så vi kunne få tømt og fyldt tankene.

Heldigvis havde vi selv noget brød, så morgenmaden var reddet. Vi pakkede bil og kørte til puslepladsen og dernæst til receptionen, hvor vi betalte 11 Euro for en overnatning inkl. strøm.

 

 

Klokken 10 var vi fremme ved bymuren i Aigues-Mortes, fandt p-pladsen for autocampere og gik ind gennem den fantastisk velbevarede bymur.

Aigues-Mortes ligger i den vestlige udkant af Rhonedeltaet, Camargue, ca.  25 km øst for Montpellier. Byen har ca. 4.500 indbyggere. Navnet hentyder til byens beskyttede beliggenhed i et lagunelandskab. Velbevaret fra middelalderen findes byplan, fæstningsanlæg og huse, hvilket gør Aigues-Mortes til et udsøgt turistmål.

 

 Aigues-Mortes blev grundlagt som havneby af Ludvig (9.) den Hellige ca. 1240 og planlagt strengt militært med høje mure og dobbelte porttårne omkring den helt rektangulære by. Både mure, byplan og gadenet er intakt. I de følgende århundreder havde byen central betydning for den franske middelhavshandel og som befæstning, men efter den franske annektering af Provence i 1487 sygnede den hen. Ved siden af turisme er især vinproduktion, saltindvinding fra havvand samt fiskeri og frugthandel økonomisk basis for byens borgere.

 

 

Vi fandt frem til byens hovedtorv, hvor vi fik en formidagsbajer/-Cola, inden vi fortsatte ad byens hovedgade, hvor Nicolai og Flemming fik en hvid sommerskjorte hver.

Klokken 12 blev kursen sat mod Arles, hvortil der blot var godt 40 km. Der var megen trafik og mange optagede p-pladser, men det lykkedes at finde en sidevej tæt på centrum, hvor der var masser af ledig plads.

   

Byen blev grundlagt i 46 f.Kr. af Julius Cæsar på bredden af Rhônefloden, hvor man kunne overskue Camargue-deltaet. Den rummer stadig vidnesbyd om den romerske fortid i form af en torveplads (forum) og nogle buegange, som er indbygget i domkirken. Byen kendes også som "Galliens lille Rom" på grund af de mange rester af romerske monumentalbygninger (teater, bade og amfiteater). Amfiteatret kunne i sin tid rumme 20.000 mennesker, og det bruges endnu til forskellige arrangementer, særligt de årlige tyrefægtninger. Arles er Vincent van Goghs by. Van Gogh rejste til Arles som 35-årig og malede de solsvedne landskaber og sine farvestrålende solsikker. Senere blev han indlagt på det lokale sindssygehospital, hvor han fortsatte med at male.

Vi gik ind til centrum, hvor vi kiggede på Arenaen.

 

 

 

 

Senere fik vi sen frokost på et lille torv, inden vi returnerede til vores sommerbolig og kørte mod Avignon, hvor vi havde udset os en campingplads. Det viste sig imidlertid, at pladserne i byen ikke alene var fyldte, men efter vores mening overfyldte, så vi fandt en ADAC-plads 5 km nord for byen, der hed Camping Ile des Papes, der lå på en ø imellem 2 grene af Rhone. Det var en nydelig plads med en god pool og pæne sanitærhuse. Vi havde hidtil ikke set mange danskere på vores tur, men her var der dog nogle vogne ved telte og campingvogne.

 

 

 

Der blev eftermiddagshygget og pool-badet i et ganske dejligt pool-anlæg. Herefter kastede vi os over aftensmaden og kortspillet.

 

Onsdag den 28. juli 2010

Hundene stod tidligt op og ville ikke rigtig sove længere, så Lone og Flemming stod op sammen med dem og måtte så vente på, at minimarkedet åbnede kl. 8.30.

 

 

Efter morgenmaden blev der brusebadet og bilen fik tømt tanke og nyt vand blev taget ombord, hvorefter vi kørte de 5 km tilbage til Avignon. Vi fandt en autocamper-P-plads lige ved floden, så det kun tog godt 10 minutter, inden vi kunne gå ind gennem byporten.

Vi skulle se nærmere på byen, hvor paverne boede i perioden 1307-1378, da disse ikke var velkomne i Rom. Ikke færre end 7 paver har haft residens i denne periode, der benævnes ”pavernes babyloniske fangenskab”. Der var uro i Rom i året 1306 og Pave Clemens V blev forvist fra byen. Han valgte i stedet at bosætte sig her i Avignon. Dengang var byen en lille by uden stor betydning, og her var ro og fred uden krige og hungersnød.

 

Lidt efter lidt blev det smukke palads bygget. Oprindelig var det et kompleks af bygninger, som blev bygget sammen. Paladset er opdelt i to sektioner. Den første blev bygget af pave Benedikt 12. i tiden 1334-1342. Denne sektion er stærkt præget af den klosteragtige strenghed som fandt sted under Benedikts tid. Den anden sektion er pave Clemens 6., Clemens satte pris på smukke freskoarbejder og ødselt dekorerede lofter. Smuk og imponerende er specielt audienssalen - Alle de Grande Audience - som er holdt i blåt og guld med et loft, der er tæt besat af stjerner. I konsistoriesalen -Alle du Consistoire - hænger portrætter af alle Avignon-paverne. Paladset blev frygtelig beskadiget under Revolutionen, heldigvis var det muligt at restaurere det smukke gamle palads til det man ser i dag.

Avignon ligger i Provence og mange turister kommer til byen for at opleve nogle af de mange seværdigheder, f.eks. resterne af den oprindelige bro St. Bénezét der når halvt ud i Rhonefloden, men som førhen har forbundet de 2 sider af Rhône med øen Barthelasse. Broen kaldes også Pont d'Avignon og her mødes unge mennesker, traditionen tro, til sommerfestival og danser på broen. Pont Saint Benezet blev bygget i 1185 og var 900 m. lang, men blev ødelagt i 1226 af korstoget. Den blev dog senere bygget op igen. Desværre blev broen ødelagt igen i 1670, denne gang af en voldsom stormflod, man valgte, at man ikke ville bygge broen op efter denne stormflod og idag er der kun 4 brobuer tilbage af de oprindelige 23.

 

Desuden er der de små hyggelige gader med lækre forretninger og små fortovscaféer og meget andet. Ikke mindst ses den sandstenspudsede bymur rundt om det indre Avignon som smukt spejler sig i Rhonefloden. Bymuren er ca. 4,5 km lang og har 39 tårne og syv byporte. Den blev opført i 1300-tallet. Det historiske centrum har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1995.

Gaderne i Avignon var fulde af liv da vi besøgte byen, for i juli afholdes den traditionelle teaterfestival, hvor teatergrupper og kunstnere fra hele Europa samles i byen. De traditionelle teatergrupper viser deres stykker i teatrene i byen, mens vi oplevede de alternative grupper, der kan ses på gaderne og på pladserne. Der er alle slags artister og dansere, portrætmalere og blot mennesker der har malet sig og står så stille at folk tror de er statuer.

 

 

Det første vi kiggede på var Pont d’Avignon, hvilket vil sige, at Lone og Flemming passede hunde, mens Camilla og Nicolai betalte for at komme ud på broen.

 

Da børnene kom tilbage, gik vi op til pladsen ved Pavepaladset, og dernæst videre til byens hovedtorv, hvor vi satte os ved en bar og bestilte øl. Desværre viste det sig, at vi havde valgt en The-Salon, så vi måtte nøjes med Cola/Fanta, da de ikke havde spiritus.

Så returnerede vi til Speedy og kørte mod vcort næste mål, Pont du Gard.

Pont du Gard er bygget af romerne, og stod formodentlig færdigbygget 18 f.Kr. Pont du Gard betyder bogstaveligt ”Broen over Gard-floden”, men der er faktisk tale om en akvædukt, der førte vand ind til Nimes. Gard-floden har lagt navn til departementet Gard. Floden, som broen krydser, er dog en biflod til Gard, som hedder Gardon.

Broen/akvædukten er bygget i tre etager og er 49 m høj. Nederste etage er med 6 buer, 142 m lang, 6 m tyk og 22 m høj. Midterste etage har 11 buer, er 242 m lang, 4 m tyk, og 20 m høj, mens øverste etage har 35 buer, er 275 m lang, 3 m tyk og 7 m høj.

Nederste etage har tidligere fungeret som vej, men er i dag lukket for køretøjer. Øverste etage har en indbygget vandkanal, som er 1,8 m dyb, 1,2 m bred. Bygningsværket var en del af en 50 km lang akvædukt, som fik vand fra en kilde tæt på Uzès til brug i den romerske by Nemausus (Nîmes). Faldet på akvædukten var 34 cm/km (1/3000). Det vertikale fald var kun 17 m på den totale længde af bygningsværket. Systemet forsynede Nemausus (Nîmes) med 20.000 kubikmeter vand pr. dag.

 

 

Pont du Gard er bygget uden brug af mørtel. Stenene, som er anvendt til byggeriet, vejer op til 6 tons og holdes sammen af jernklamper. Det antages, at byggeriet blev ledet af Marcus Vipsanius Agrippa.

 

Broen ses i øvrigt på 5-Euro sedlerne.

Børnene synes vist godt om det gamle bygningsværk, men da temperaturen var pænt over 30 grader trak flodens kølende vand mere end de gamle romere. Selv Coco, der normalt ikke er så meget for vand, smuttede ud i floden og lagde sig ned. Louis traskede så meget rundt i vandet, at han begyndte at fryse.

Efter besøget ved Pont du Gard fortsatte vi mod Lyon, og da klokken Var blevet mange, så kørte vi en del af ruten på betalingsvej. Nicolai havde plottet en plads ind, der hed Camping Le Bontemps og lå i nærheden af Vernioz, sydøst for Lyon.

Det viste sig at være en meget smuk og velholdt plads, nok en af de pæneste vi hidtil har besøgt i vores campingtid. En plads man godt kunne vende tilbage til på et tidspunkt og så bruge et par slappedage her.

 

 

Ved indcheckning blev vi modtaget af ejeren (tror vi nok), der var hollænder og som talte et formfuldendt engelsk, så der var ikke nogen problemer med indcheckningen. Dog ville man her, hvilket var den første plads, gerne have hundenes pas at se. Vi havde jo tingene i orden, så de vaccinationer hundene skulle have, stod i passene.

 

Det første vi gjorde var at hoppe i stedets dejlige pool, for at få kølet vores ophedede kroppe og dernæst begyndte vi at lave mad. Efter maden blev der vasket op og dernæst spillet kort og nu hvor vi havde forladt Middelhavet begyndte det at regne, lyne og tordne sidst på aftenen.

   

 

Torsdag den 29. juli 2010

Det havde heldigvis regnet af i løbet af natten, så da der var hentet morgenbrød, kunne vi spise udenfor.

Efter vi havde forladt pladsen, kørte vi til den nærmeste Carrefour for at proviantere, inden vi kørte mod Lyon. Undervejs var vi lige et smut inde i en lille by, der hed Pierrelatte, for at kigge lidt på den. Her skal Camille nemlig på udveksling hos en fransk 2.G’er i løbet af det kommende skoleår.

Så gik det videre til Lyon, hvor trafikken var totalt brudt sammen på grund af et trafikuheld. Vi bad om en alternativ rute fra Marie, men det var ikke så let. Vi kørte forkert flere gange og til sidst blev vi enige om, at der måtte en virkelig stor omvej i gang, hvis det skulle hjælpe. Og det lykkedes så til sidst at komme udenom ulykken. Det havde nok taget en times tid, men da vi var på vej mod Besancon blev vi overhalet af nogle af de personbiler, der havde holdt ved siden af os. Så vores turen rundt omkring Lyon havde ikke været helt forgæves.

Vi fortsatte mod nordøst og havde kodet en Stellplatz i en lille by, Thann, ind i Marie. Da vi kom frem viste det sig, at alle pladser var optaget og at der holdt flere vogne på torvet ved siden af. Pladserne var meget små, og vi opdagede i Stellplatz-bogen, at der faktisk stod, at max. længden var 6 meter, og det kan vi jo ikke lige klare.

Vi besluttede at køre til et museum, ”Ecomuseum”, der lå ca. 15 km øst for Thann. Her skulle der være en Stellplatz med alle former for bekvemmeligheder til autocampere. Dette viste sig dog helt forkert. Man kunne tømme sin spildevandstank, men det var også det hele. Vi besluttede dog at blive, da det var et meget pænt sted, hvor man holdt mellem en gammel egetræsbevoksning. Vi blev modtaget af et par storke, der spankulerede rundt på pladsen og vi fandt senere ud af, at en del af museet var et frilandsmuseum, og at der boede i hvert fald 7 storke på tagene af bygningerne.

 

Aftenen gik med mad, kort og regn som sædvanligt.

 

Fredag den 30. juli 2010

Vi forlod pladsen som 1. bil, hvilket er meget sjældent og kørte mod Strasbourg og dernæst til Worms, som vi godt ville se på grund af byens tilknytning til reformatoren Martin Luther.

 

Kejser Karl 5., som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod Luther, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Han indkaldte derfor rigsstænderne til rigsdag i Worms. Alene efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdagen.

I marts 1521 gav kejseren Luther frit lejde til og fra Worms. Hans rejse dertil, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521, højtidelig ledet af den kejserlige herold, gav ikke indtryk af, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. Han sagde bl.a. "Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed. Så hjælpe mig Gud. Amen".  De berømte ord "Her står jeg og kan ikke andet"  findes ikke i det oprindelige referat, og mange moderne historikere tvivler på at ordene stammer fra Luther. Kejseren holdt næste dag også en tale, hvor han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men erklærede, at han herefter ville betragte ham som kætter og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. I slutningen af april forlod Luther Worms, og blev "bortført" af hertug Frederiks folk (efter aftale) og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.

Luther blev derefter erklæret fredløs ved Wormser-ediktet af kejseren. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af Luther og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære, især omkring sakramenterne og af messen og hans kritik blandt andet af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Augustinermunken blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser. Ediktet blev ikke offentliggjort før på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at udvirke en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var i sikkerhed på Wartburg. Også på langt sigt blev det vanskeligt at gennemføre ediktet. Kejser Karl, som havde gjort gennemførelsen af ediktet til sit program, blev nu væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.

Luthers næsten et år lange ophold på Wartburg (fra april 1521 til marts 1522) var en ny vigtig oplevelse, borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. I forklædning som Junker Jörg rejste han af og til rundt i omegnen og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug.

 

 

Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustiner-eremitterne i Weimar tilladelse til, at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre deres porte.

   

 

Vi kiggede på Luther-monumentet og var et smut forbi og inde i Domkirken, men ellers var det ikke så meget ved byen. Det så ud som om det meste var blevet bombet og genopført efter krigen. Der var stort set ingen gamle bygninger i centrum og selv Domkirken bar præg af at være genopført.

 

Efter et kort ophold i Worms kørte vi mod Rüdesheim, som skulle være næste stop. Vi havde ikke givet Marie besked om, at vi ikke ville med færger, så lige over for Rüdesheim, kørte vi ombord på en lille færge og blev sejlet over til Rhinens højre bred, hvor vi fandt en P-plads lige uden for centrum.

Rüdesheim am Rhein, en lille stemningsfulde vinby, ligger omgivet af smukke, grønne vinbjerge ud til Rhinen og er  kendt for den populære Drosselgasse, med de mange vinstuer og vinhaver, hvor man kan feste hver dag til live-musik, sang og dans fra sent om formiddagen til efter midnat. Byen har knapt 10.000 indbyggere og blev i 1977 lagt sammen med den lille by Assmannshausen, der har en stor rødvinsproduktion. I byen findes vinmuseet Bromserburg og et museum for mekaniske musikinstrumenter. Udover vinproduktion og -handel fremstilles der sekt og brændevin i byen.

På bjerget over byen ligger Niederwald-mindesmærket, som symboliserer gendannelsen af det tyske kejserrige efter den tysk-franske krig i 1870/71. Fra mindesmærket er der en vidunderlig udsigt ud over landskabet i Rheinland-Pfalz, hvorfra de berømte Rheingauer Riesling-vine kommer.

 

 

 

Vi slentrede rundt i byen og var en tur op ad Drosselgasse, som er det berømteste af stræderne, der fører op gennem byen. Her er der masser af restauranter, vinbutikker og souvenirbutikker – og mange danskere. På restaurant "Rüdesheimer Schloss" fik 3 af os et glas hvidvin, men den fjerde fik Cola.

 

Så var det slut med dagens kørsel, for vi fandt frem til "Campingplatz am Rhein", hvor vi fik en plads blandt masser af andre autocampere. En plads der ikke bød på noget udenomsområde, så de 38 Euro vi skulle betale var absolut en tak for meget. Men pladsen lå helt ned til Rhinen, så efter maden blev det til en gåtur til floden og lidt rundt på pladsen, inden vi sluttede aftenen af med det sædvanlige spil 500.

 

Lørdag den 31. juli 2010

Lone og Flemming havde den sædvanlige morgentur med hundene. Det blev en smuk tur langs Rhinen i lyset fra en opstående sol, men ellers forlod vi pladsen ved 10-tiden med kurs mod Frankfurt am Main ad Autobahn 5. Dernæst drejede vi ind på nr. 7 og fortsatte op over Kassel og lidt nord for Kassel blev der drejet væk fra Autobahn 7 og ind på 44'eren. Vi havde nemlig bedt Marie om at finde den hurtigste vej til Hameln, som Camilla gerne ville besøge, selv om vi tidligere har været der. (Vore ture: Kroatien 2004 - Del 3). 

   

Vi nåede frem ved 15-tiden, da der havde været et stop undervejs for at spise frokost. Camilla havde vist forventet, at der var rotter i byen. Da vi var der i 2004 var der masser af rotter i menneskestørrelser, rigt dekorerede, og meget kunstneriske. Desværre var rotterne borte, men den gode stemning i den gamle bindingsværksby var ikke forsvundet. Og selv om det var lørdag eftermiddag, var der mange butikker, der endnu var åbne. Det kostede bl.a. en nederdel til Lone og et ur til Nicolai.

   

Efter 1½ time i byen fortsatte vi mod Hannover og videre mod Hamburg. Undervejs fortalte Marie, at der nu var en stillestående kø på 4 km på Femern op til færgelejet. Vi besluttede at fortsætte rundt om Hamburg og videre mod færgen, som vi ville ankomme til ved 22.00-tiden.Vi regnede så med, at køen ville være afviklet. Lige efter Hamburg købte vi McDonalds-hamburgere, inden vi fortsatte mod Puttgarten, som vi ramte ved 22.30-tiden. Der var lidt kø, men vi kom med en færge kl. 23.05 og kl. 00.45 kørte vi ind i indkørselen i Sengeløse, satte strøm på bilen og lod alt være i den, så vi kunne springe direkte i seng. 

 

Efterskrift

Det havde været en god tur med mange oplevelser. Børnene syntes især om Dune de Pilat (den store sandklit) og Carcassonne. Lones  favorit var nok klitten og Atlanterhavet, mens Flemmings favorit var Oradour-sur-Glane samt Guggenheim Museet i Bilbao.

Der blev kørt meget - for meget - men det skyldes dels, at vi vendte om for at se Tour de France, og så at vi ikke kørte så meget på motorveje i Frankrig. Normalt har vi nogle steder, hvor vi bliver et par overnatninger, men det skete ikke denne gang.

I alt kørte vi 6.063 km, hvilket tog godt 103 timer. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 58,5 km/timen. Det lave gennemsnit skyldes selvfølgelig fravalget af franske motorveje, men havde så til gengæld den effekt, at vores dieselforbrug nok har ligget omkring 15% lavere end normalt.

Hvad selve hjemmesiden angår, så er vi begyndt at indsætte billeder i større størrelse, da de tidligere ofte var svære at se detaljer på.

 

 

Flemming

September 2010.

 

   Tilbage til "Vore ture"

   Tilbage til startside