Hundene stod tidligt op og ville ikke rigtig sove længere, så Lone og Flemming stod op sammen med dem og måtte så vente på, at minimarkedet åbnede kl. 8.30.

Efter morgenmaden blev der brusebadet og bilen fik tømt tanke og nyt vand blev taget ombord, hvorefter vi kørte de 5 km tilbage til Avignon. Vi fandt en autocamper-P-plads lige ved floden, så det kun tog godt 10 minutter, inden vi kunne gå ind gennem byporten.

Vi skulle se nærmere på byen, hvor paverne boede i perioden 1307-1378, da disse ikke var velkomne i Rom. Ikke færre end 7 paver har haft residens i denne periode, der benævnes ”pavernes babyloniske fangenskab”. Der var uro i Rom i året 1306 og Pave Clemens V blev forvist fra byen. Han valgte i stedet at bosætte sig her i Avignon. Dengang var byen en lille by uden stor betydning, og her var ro og fred uden krige og hungersnød.

Lidt efter lidt blev det smukke palads bygget. Oprindelig var det et kompleks af bygninger, som blev bygget sammen. Paladset er opdelt i to sektioner. Den første blev bygget af pave Benedikt 12. i tiden 1334-1342. Denne sektion er stærkt præget af den klosteragtige strenghed som fandt sted under Benedikts tid. Den anden sektion er pave Clemens 6., Clemens satte pris på smukke freskoarbejder og ødselt dekorerede lofter. Smuk og imponerende er specielt audienssalen - Alle de Grande Audience - som er holdt i blåt og guld med et loft, der er tæt besat af stjerner. I konsistoriesalen -Alle du Consistoire - hænger portrætter af alle Avignon-paverne. Paladset blev frygtelig beskadiget under Revolutionen, heldigvis var det muligt at restaurere det smukke gamle palads til det man ser i dag.

Avignon ligger i Provence og mange turister kommer til byen for at opleve nogle af de mange seværdigheder, f.eks. resterne af den oprindelige bro St. Bénezét der når halvt ud i Rhonefloden, men som førhen har forbundet de 2 sider af Rhône med øen Barthelasse. Broen kaldes også Pont d'Avignon og her mødes unge mennesker, traditionen tro, til sommerfestival og danser på broen. Pont Saint Benezet blev bygget i 1185 og var 900 m. lang, men blev ødelagt i 1226 af korstoget. Den blev dog senere bygget op igen. Desværre blev broen ødelagt igen i 1670, denne gang af en voldsom stormflod, man valgte, at man ikke ville bygge broen op efter denne stormflod og idag er der kun 4 brobuer tilbage af de oprindelige 23.

Desuden er der de små hyggelige gader med lækre forretninger og små fortovscaféer og meget andet. Ikke mindst ses den sandstenspudsede bymur rundt om det indre Avignon som smukt spejler sig i Rhonefloden. Bymuren er ca. 4,5 km lang og har 39 tårne og syv byporte. Den blev opført i 1300-tallet. Det historiske centrum har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1995.

Gaderne i Avignon var fulde af liv da vi besøgte byen, for i juli afholdes den traditionelle teaterfestival, hvor teatergrupper og kunstnere fra hele Europa samles i byen. De traditionelle teatergrupper viser deres stykker i teatrene i byen, mens vi oplevede de alternative grupper, der kan ses på gaderne og på pladserne. Der er alle slags artister og dansere, portrætmalere og blot mennesker der har malet sig og står så stille at folk tror de er statuer.

Det første vi kiggede på var Pont d’Avignon, hvilket vil sige, at Lone og Flemming passede hunde, mens Camilla og Nicolai betalte for at komme ud på broen.

Da børnene kom tilbage, gik vi op til pladsen ved Pavepaladset, og dernæst videre til byens hovedtorv, hvor vi satte os ved en bar og bestilte øl. Desværre viste det sig, at vi havde valgt en The-Salon, så vi måtte nøjes med Cola/Fanta, da de ikke havde spiritus.

Så returnerede vi til Speedy og kørte mod vcort næste mål, Pont du Gard.

Børnene synes vist godt om det gamle bygningsværk, men da temperaturen var pænt over 30 grader trak flodens kølende vand mere end de gamle romere. Selv Coco, der normalt ikke er så meget for vand, smuttede ud i floden og lagde sig ned. Louis traskede så meget rundt i vandet, at han begyndte at fryse.

Efter besøget ved Pont du Gard fortsatte vi mod Lyon, og da klokken Var blevet mange, så kørte vi en del af ruten på betalingsvej. Nicolai havde plottet en plads ind, der hed Camping Le Bontemps og lå i nærheden af Vernioz, sydøst for Lyon.

Det viste sig at være en meget smuk og velholdt plads, nok en af de pæneste vi hidtil har besøgt i vores campingtid. En plads man godt kunne vende tilbage til på et tidspunkt og så bruge et par slappedage her.

Ved indcheckning blev vi modtaget af ejeren (tror vi nok), der var hollænder og som talte et formfuldendt engelsk, så der var ikke nogen problemer med indcheckningen. Dog ville man her, hvilket var den første plads, gerne have hundenes pas at se. Vi havde jo tingene i orden, så de vaccinationer hundene skulle have, stod i passene.

Det første vi gjorde var at hoppe i stedets dejlige pool, for at få kølet vores ophedede kroppe og dernæst begyndte vi at lave mad. Efter maden blev der vasket op og dernæst spillet kort og nu hvor vi havde forladt Middelhavet begyndte det at regne, lyne og tordne sidst på aftenen.

Det havde heldigvis regnet af i løbet af natten, så da der var hentet morgenbrød, kunne vi spise udenfor.

Efter vi havde forladt pladsen, kørte vi til den nærmeste Carrefour for at proviantere, inden vi kørte mod Lyon. Undervejs var vi lige et smut inde i en lille by, der hed Pierrelatte, for at kigge lidt på den. Her skal Camille nemlig på udveksling hos en fransk 2.G’er i løbet af det kommende skoleår.

Så gik det videre til Lyon, hvor trafikken var totalt brudt sammen på grund af et trafikuheld. Vi bad om en alternativ rute fra Marie, men det var ikke så let. Vi kørte forkert flere gange og til sidst blev vi enige om, at der måtte en virkelig stor omvej i gang, hvis det skulle hjælpe. Og det lykkedes så til sidst at komme udenom ulykken. Det havde nok taget en times tid, men da vi var på vej mod Besancon blev vi overhalet af nogle af de personbiler, der havde holdt ved siden af os. Så vores turen rundt omkring Lyon havde ikke været helt forgæves.

Vi fortsatte mod nordøst og havde kodet en Stellplatz i en lille by, Thann, ind i Marie. Da vi kom frem viste det sig, at alle pladser var optaget og at der holdt flere vogne på torvet ved siden af. Pladserne var meget små, og vi opdagede i Stellplatz-bogen, at der faktisk stod, at max. længden var 6 meter, og det kan vi jo ikke lige klare.

Vi besluttede at køre til et museum, ”Ecomuseum”, der lå ca. 15 km øst for Thann. Her skulle der være en Stellplatz med alle former for bekvemmeligheder til autocampere. Dette viste sig dog helt forkert. Man kunne tømme sin spildevandstank, men det var også det hele. Vi besluttede dog at blive, da det var et meget pænt sted, hvor man holdt mellem en gammel egetræsbevoksning. Vi blev modtaget af et par storke, der spankulerede rundt på pladsen og vi fandt senere ud af, at en del af museet var et frilandsmuseum, og at der boede i hvert fald 7 storke på tagene af bygningerne.

Aftenen gik med mad, kort og regn som sædvanligt.

Efter et kort ophold i Worms kørte vi mod Rüdesheim, som skulle være næste stop. Vi havde ikke givet Marie besked om, at vi ikke ville med færger, så lige over for Rüdesheim, kørte vi ombord på en lille færge og blev sejlet over til Rhinens højre bred, hvor vi fandt en P-plads lige uden for centrum.

Vi slentrede rundt i byen og var en tur op ad Drosselgasse, som er det berømteste af stræderne, der fører op gennem byen. Her er der masser af restauranter, vinbutikker og souvenirbutikker – og mange danskere. På restaurant "Rüdesheimer Schloss" fik 3 af os et glas hvidvin, men den fjerde fik Cola.

Så var det slut med dagens kørsel, for vi fandt frem til "Campingplatz am Rhein", hvor vi fik en plads blandt masser af andre autocampere. En plads der ikke bød på noget udenomsområde, så de 38 Euro vi skulle betale var absolut en tak for meget. Men pladsen lå helt ned til Rhinen, så efter maden blev det til en gåtur til floden og lidt rundt på pladsen, inden vi sluttede aftenen af med det sædvanlige spil 500.

Lone og Flemming havde den sædvanlige morgentur med hundene. Det blev en smuk tur langs Rhinen i lyset fra en opstående sol, men ellers forlod vi pladsen ved 10-tiden med kurs mod Frankfurt am Main ad Autobahn 5. Dernæst drejede vi ind på nr. 7 og fortsatte op over Kassel og lidt nord for Kassel blev der drejet væk fra Autobahn 7 og ind på 44'eren. Vi havde nemlig bedt Marie om at finde den hurtigste vej til Hameln, som Camilla gerne ville besøge, selv om vi tidligere har været der. (Vore ture: Kroatien 2004 - Del 3). 

Vi nåede frem ved 15-tiden, da der havde været et stop undervejs for at spise frokost. Camilla havde vist forventet, at der var rotter i byen. Da vi var der i 2004 var der masser af rotter i menneskestørrelser, rigt dekorerede, og meget kunstneriske. Desværre var rotterne borte, men den gode stemning i den gamle bindingsværksby var ikke forsvundet. Og selv om det var lørdag eftermiddag, var der mange butikker, der endnu var åbne. Det kostede bl.a. en nederdel til Lone og et ur til Nicolai.