USA-turen - Del 1
Juni-juli 2008
Forord
Årets ferietur blev ikke en tur i vores autocamper ”Speedy”, men en tur i en autocamper fra firmaet CruiseAmerica, der er en af Amerikas største udlejere af autocampere. I forbindelse med børnenes kon- og nonfirmation havde vi nemlig besluttet at holde en mindre fest, men så til gengæld tage en tur over Atlanten og videre til USA’s sydvestlige hjørne.
I november 2007 havde vi derfor bestilt en rejse gennem MyPlanet, som vi havde haft kontakt til på Ferie- og rejsemessen i Bella Centret i januar.
Ved at bestille i så god tid kunne vi opnå en del rabatter og tilbud på såvel rejsen som på lejen af autocamperen.
Californien kaldes også for Appelsinstaten og har desuden kælenavnet The Golden State, som stammer fra Californiens "guldfeber". På engelsk hedder staten California, den danske form af navnet blev fastslået omkring 1850, da de store guldfund vakte international opsigt. Californien er den eneste amerikanske delstat der har et "dansk" navn.
Den første europæer, der udforskede Californiens kyst var portugiseren João Rodrigues Cabrilho, der i 1542 sejlede for den spanske flåde. 37 år senere var den engelske opdagelsesrejsende Francis Drake også i området.
Californien blev koloniseret af Spanien i 2. halvdel af 1700-tallet. Sammen med Mexico løsrev Californien sig i 1821 og blev en uafhængig republik. I 1846 brød Californien med Mexico og efter den mexicansk-amerikanske krig, der vel blot var en væbnet konflik, fra 1846 til 48, blev Californien optaget som USA's 31. stat 9. september 1850.
Regeringsbyen under det mexicanske styre var Monterey (1777-1835). Da amerikanerne tog over i 1850 blev der kortvarigt holdt regeringsmøder i San Jose (1850-1851), Vallejo (1852-1853), og i Benicia (1853-1854). Men siden 1854 har Sacramento været sæde for den lokale regering.
Indbyggertallet er ca. 36.5.mio. i 2007, hvilket svarer til 12 procent af USA's befolkning. Staten er den folkerigeste stat i USA. Godt 60% har engelsk som 1. sprog, mens mere end 25% taler spansk. De største byer er Los Angeles, San Francisco, San Diego og San Jose. Andre kendte byer/forstæder er Berkeley ogHollywood.
Der er meget imponerende natur i Californien, blandt andet Yosemite National Park, Big Sur, Death Valley National Park og Sierra Nevada-bjergene.
Staten er kendt for sin produktion af vin, avocadoer, og mange af de rosiner, vi spiser i blandt andet Danmark, kommer fra Californien. Staten har verdens ottendestørste økonomi med et årligt BNP på 1,5 milliarder dollars. Blandt de mere kendte industrier er filmindustrien i Los Angeles og IT-industrien i Silicon Valley omkring San Francisco.
Californien er en af de mere venstreorienterede amerikanske stater og ved præsidentvalg stemmer staten oftest på demokratiske kandidater. Ved præsidentvalget i 2004 fik demokraternes kandidat John Kerry 54,3 % mod republikaneren George W. Bush's 44,4 %.
Den forhenværende filmskuespiller og republikanske politiker Arnold Schwarzenegger blev den 7. oktober 2003 valgt som statens guvernør. Han afløste dendemokratiske guvernør Gray Davis efter at vælgerne ved en folkeafstemning havde fyret Davis. Ved valget slog Schwarzenegger både viceguvernør Cruz Bustamonte og 133 andre kandidater.
Californiens to senatorer er demokraterne Dianne Feinstein og Barbara Boxer. Californien har 53 medlemmer af Repræsentanternes Hus, 33 demokrater og 20 republikanere. Det californiske kongresmedlem Nancy Pelosi er formand for Repræsentanternes Hus efter at demokraterne vandt flertal i 2006. Hun er dermed den første kvinde på denne betydningsfulde post.
Californien var også staten, som gav den tidligere skuespiller og senere præsident Ronald Reagan hans første politiske post, da han blev guvernør i 1967. Richard Nixon var også kongresmedlem og senator fra staten inden han i 1952 blev valgt til vicepræsident
Lørdag den 21. juni
Vi skulle allerede checke ind i Kastrup kl. 8.55, men heldigvis havde en af vore venner lovet at hente os og køre os til lufthavnen. Her gik det usædvanlig hurtigt med at checke ind, så efter et par timers ventetid var der afgang med British Airways mod London-Heathrow kl. 10.55 med ankomst til London, et par timer senere. Der var selvfølgelig ventetid på at komme ned i Heathrow, så vi blev forsinket en halv times tid. Vi skulle blive i BA's helt nye terminal, der er englands største enkeltbygning, som er 5 etager, alle hver på størrelse med 10 forboldbaner. Det har taget 20.000 arbejdere 19 år og kostet 43 milliarder at bygge hele anlægget.
 
Vi skulle skifte til den anden del af terminal 5, og her blev husene hægtet sammen af en underjordisk førerløs metro. Terminalen er endvidere koblet på London Underground, Piccadilly Line.
 
Vi havde knapt 2 timers ventetid i terminalen inden BA-flyet til San Francisco lettede kl. 13.50, men inden vi overhovedet lettede var vi omkring en time forsinkede.
Turen over Atlanten gik planmæssigt. Vi så film og småsov og ankom til San Francisco International Airport kl. 17.20 og så skulle vi afhente vores bagage. Selvfølgelig manglede den ene kuffert, Lones, så hun var noget misfornøjet. Hun fik dog en Visa-anvisning på 50 Dollars til at købe tøj for. Det hjalp lidt på humøret.
Da vi kom ud, var vejret helt forrygende, skyfrit og 27 grader. Jeg havde checket vejret i SF hjemmefra, og solen skulle godt nok skinne, men der skulle kun være mellem 10 og 15 grader. Det passede heldigvis ikke.
  
Vi fandt frem til et tog, der på ½ time kørte os ind til Powel St., hvor vores hotel, Pickwick, blot lå et par hundrede meter fra. Vi fik hurtigt nøgler, og så var det ellers ud i byen, for at se, om Lone kunne få en nederdel og en bluse. Vi prøvede at finde tøj i Westfield San Francisco Centre, der skulle være USA's 3. største butikscenter. Det var også imponerende med en hall op gennem bygningen, hvor rulletrapperne svingede sig op igennem. Lone var imidlertid slet ikke gearet til noget sådan, så i stedet spiste vi lidt pasta, returnede til hotellet, badede og koblede på internettet, så vi kunne komme i kontakt med omverdenen. Bl.a. opdagede vi, at Holland overraskende havde tabt 3-1 til Rusland i fodbold-EM.
Kl. 21 gik vi trætte i seng. Klokken var nu nær 7.00 dansk tid, og vi havde været i gang i mere end 24 timer.
Søndag den 22. juni
Så var dagen kommet, hvor vi skulle på opdagelsesrejse i den by, som man siger, man kun kan elske, og hvor man efterlader sit hjerte. San Francisco er en kompleks by, der både har den lille bys charmerende intimitet og verdensbyens sofistikerede stemning og stil.
Efter morgenmaden begav vi os allerede ved 9-tiden ud på de stejle gader, som kan tage pusten fra en. Men i så fald kan man altid lade sig transportere af de klassiske og nostalgiske Cable Cars, kabeltrukne sporvogne. Sidstnævnte løsning forfaldt vi imidlertid ikke til, men bruge apostlenes heste, på en meget lang tur rundt i byen.
  
Det første vi passerede var Union Square, som vel er byens centrum. Man har i 2002 brugt mere end 200 mio. kr. til at renovere pladsen, og bruges i dag til udstillinger og underholdning.
  
Vi fortsatte mod Chinatown, passerede under Drage-porten, der afgrænser området mod syd. Her bor der 20.000 kinesere, hvis gennemsnitlige husstandsindkomst er under 100.000 kr. om året, hvilket er 1/3 under byens gennemsnit. Der er altså tale om et fattigt kvarter, men det føler man faktisk ikke, når man bevæger sig gennem området.
  
  
Næste stop på turen var Filbert Road, der har en hældning på ikke mindre end 31% og dermed er byens stejleste. Den mest kendte af de stejle gader, er imidlertid Lombard Street, der er meget snoet, men dog kun hælder 18%.
  
Så fortsatte vi mod havnen, hvor vi ville se Pier 39, der er kendt for en koloni af søløver, der siden 1989 har opholdt sig på nogle af pontonbroerne i havnen. På Pier 39 indtog vi også vores frokost. Egentlig ville vi blot have vores formiddagsdrinks, men da klokken var nær 13.00 delte vi også et par pizzaer.
Så var det afsted til Coit-tower, der er monument for byens frivillige brandmænd. Tårnet er 60 meter højt og når man har taget elevatoren op til toppen, så er der en fantastisk udsigt ud over byen.
  
Vi henlagde tilbageturen gennem Chinatown, hvor Camilla havde set en T-shirt, som hun gerne ville have. Desuden faldt Lone for en halskæde af ferskvandsperler.
San Franciscos store varetegn, Golden Gate Bridge, der forbinder trafikken hen over bugten mod nord, fik vi ikke besøgt, men vi kunne fra havnen se, at den var indhyllet i tåge, og derfor ikke et oplagt turistmål på dagen.
Kl. 17.30 var vi endelig tilbage i Pickwick Hotel, hvor vi slappede af. Det varede dog ikke længe inden Camilla havde bestemt sig til at indkøbe en ny IPod Nano 8MB i en Apple-butik, der var lige omkring hjørnet. Begge børn havde fået dollars i konfirmationsgave, og det var nu de skulle bruges, for Nicolai besluttede sig også for at købe en. Igen blev jeg lidt småsur, for prisen var opgivet til 199 $, men alligevel skal der så lægges TAX på på næsten 10% - SÅ SKRIV DOG DEN RIGTIGE PRIS PÅ VAREN.
Vi gik i seng ved 21.30-tiden, uden Lones kuffert var dukket op. Vi faldt vist alle hurtigt i dyb søvn, for da telefonen senere ringede, så var vi alle rundt på gulvet. Det viste sig imidlertid, at klokken kun var 23, og det var portieren, der ringede og fortalte, at kufferten var dukket op. Lone blev kisteglad.
Mandag den 23. juni
Så oprandt dagen, hvor vi skulle overtage vores hjem for de næste 19 dage, i form af en 30 fod autocamper, eller som amerikanerne kalder dem, RV - ”Recreational Vehicel”.
Vi blev hentet på hotellet kl. 9.15 og kørte så til Oakland, hvor CruiseAmerica har til huse på 796 66th Street. Vi så en introduktionsvideo, som vi godt nok allerede havde set på PC’eren hjemme i Danmark. Så blev der udfyldt diverse papirer og endelig blev bilen gennemgået for skrammer m.m.
 
Det viste sig godt nok at være en stor RV, der var 2 meter længere end vores egen camper. Den vejede ca. 5,5 tons, og mit danske kørekort gælder kun til max. 3,5 tons. Det tager man dog ganske let på i Amerika. Enten kan man køre bil eller også kan man ikke. Gid det også gjaldt i Danmark, for så skulle vi nok have en større autocamper.
Motorkraft var der også nok af, for der lå en V-10-cylindret Ford benzin-motor i vognen, som har omkring 300 HK. Så var der automatgear, hvilket jeg aldrig har kørt med tidligere, men mon ikke det nok skal gå. Dette kombineret med Cruise Control, skal nok gøre kørselen ud ad de lange Highways behagelig. Selvfølgelig er der både power-steering og -bremser. Endvidere er der aircondition i førerkabinen, der kan køre, når vi ruller derudad, mens en aircondition i bodelen kun kan køre, når vi har "land"-strøm, eller når vi bruger vognens generator. Sidstnævnte afregnes dog særskilt, når vi kommer tilbage, så mon ikke vi holder os lidt tilbage med brug af denne.
På taget af vores RV ligger endvidere 2 solpaneler, så hvis vi en nat ikke får strøm, så kan vi godt klare os uden.
Tankene er et kapitel for sig: Der er en benzintank på ikke mindre end 210 liter, en gastank med godt 50 liter, 150 liter ferskvand og dertil en varmtvandsbeholder på godt 20 liter.Tanken til gråt spildevand er på næsten 150 liter, mens toilettanken kan indeholde 115 liter. Alt sammen noget større end i "Speedy".
Køkkenet er med 3 gasbrændere, et køle-/fryseskab, der selv skifter mellem gas eller el, og endelig micro-ovn. Sidstnævnte kunne dog kun køre, når der var landstrøm.
  
Kl. 11.30 kunne vi forlade pladsen og satte som det første kurs mod et Wal*Mart for at handle. Det var et meget stort sted, med alt mulig, men en meget lille fødevareafdeling. Vi fik dog købt de mest nødvendige ting.
Vi fortsatte så sydpå mod Felton, hvor vi ville se en af de overdækkede broer, som Amerika er kendt for. Vi fandt Felton, men ikke broen. I stedet for spiste vi frokost lige uden for byen, hvorefter vi fortsatte mod Monterey-halvøen, hvor dagens endepunkt skulle være Carmel.
Undervejs passerede vi Santa Cruz, hvor vi tankede benzin, og da vi skulle ud fra benzinstationen, måtte vi ikke drje til venstre, men kun til højre. Det betød imidlertid, at vi kom forbi en af de mange gamle missionsstationer, der ligger ned langs den californiske kyst.
Den spanske Kong Philip V beordrede i midten af 1700-tallet franciskanermunkene til at oprette missionsstationer i Californien, med henblik på at sprede den katolske tro bland de lokale indianerstammer. I perioden 1769 til 1823 blev der grundlagt 21 missionsstationer.
Den nordligste, Mission San Francisco Solano, blev grundlagt den 4. juli 1823, mens den sydligste, Mission San Diego de Alcalá, også kendt som San Diego Mission Church, blev grundlagt den 16. juli 1769.
Missionsstationerne ligger med ca. 30 Miles mellemrum (48 km), hvilket svarer til en dagsrejse på hest, eller 3 dagsrejser til fods. Hele vejen er ca. 600 miles lang (godt 950 km). Det siges, at munkene spredte sennepsfrø langs ruten, for at markere den med de gule blomster. El Camino Real (Kongevejen) der løber forbi missionsstationerne, dækkes i dag af flere af de store highways i Californien, bl.a 101’eren. Langs vejen kan man i dag se den karakteristiske stander med en klokke og et skilte "Historic El Camino Real".
 
Missionsstationen vi så i Santa Cruz, Mission Santa Cruz, blev grundlagt den 29. august 1791, og hører absolut til en af de mindre. I dag fungerer missionen primært som et lille museum, men der holdes dog af og til gudstjenester på stedet.
 
Senere på turen besøgte vi til gengæld en af de største missionsstationer, nemlig den i Santa Barbara.
  
  
Nord for Carmel kørte vi ind på "17 Mile Drive”, som er en meget smuk tur rundt på Monterey-halvøen langs kysten mellem de rigtig riges enorme huse. Det koster 9,25 Dollars at køre strækningen, men det er det værd, især da vi på en af holdepladserne langs vandet kunne se både pelikaner, oddere og egern. Egernerne var så tamme, at man kunne røre dem, inden de flyttede sig.
Så kørte vi videre til Carmel, hvor Clint Eastwood en gang har været borgmester. Clint Eastwood blev i perioden 1986-88 valgt på et program, der ville give byen flere P-pladser og flere offentlige toiletter. Men ellers er det en meget konservativ by, hvor der ikke er lyskryds, ingen parkometre, ingen neonskilte, og hvor det er forbudt at fælde de gamle træer. Først i 2006 blev live-music tilladt.
  
  
Clint Eastwood ejer stadig ejendomme i byen og vi ville spise på en restaurant, som tidligere havde været ejet af den kendte skuespiller, og fandt den snart i en af sidegaderne. Vi fik en Dirty Harry Slider Burger, hvilket var 3 små mini-burgere. De smagte helt fint, især med stedets lokale Pale Ale til.
Efter aftensmaden fortsatte vi til Carmel River Valley, 5-6 miles sydøst for byen hvor der skulle ligge en RV-plads, som vi også hurtigt fandt. Vi fik sluttet vand og strøm til bilen, og så var det ellers i gang med at indrette os. Vi fik lagt lagner på sengene, trukket betræk på dyner og hovedpuder og fundet håndklæder m.m. frem, og så var det ellers i seng for 1. gang i vort nye hjem.
 
Det med at køre med automatgear er ikke så slemt, men man skal altså huske kun at anvende højre ben. Jeg fik af gammel vane trådt på bremsen med venstre fod, mens højre fod prøvede at accelererede på speederen – og så går det galt.
Tirsdag den 24. juni
Vi stod rimelig tidligt op og kørte fra Carmel langs kysten mod Big Sur, hvor der er nogle fantastiske scenerier.
  
Vejen er forholdsvis ny, da den først er indviet i 1937 efter at man havde arbejdet på den i 18 år. Vi var alle enige om, at den mindede om stykket mellem Split og Dubrovnik i Kroatien, bortset fra, at der var varmere i Kroatien, for selv om vi havde haft solskin i størstedelen af den tid vi havde været i Californien, så var det absolut ikke varmt.
  
Kort efter Big Sur blev vi stoppet af en ranger ved en vejspærring og fik at vide, at vi ikke kunne komme længere på grund af en skovbrand længere fremme. Jeg havde godt nok set et skilt i Carmel, hvorpå der stod, at vejen var lukket 45 miles længere fremme, men jeg havde da regnet med, at der ville være en om kørsel umiddelbar inden. Men nej, vi måtte hele vejen tilbage til Carmel, da der ikke førte veje tværs over bjergene ind til Highway 101 længere inde i landet. Det var lige en omvej på omkring 90 miles.
  
I stedet for at køre helt ind til Carmel og yderligere et stykke nordover, hvor vi havde kunnet fange Highway 1, så kørte vi ind gennem Carmel Valley mod Greenfield. Det skulle vi nok ikke have gjort, for vejen blev smallere og smallere, og mere og mere snoet, så det gik meget langsomt. Da vi nåede Greenfield, kunne vi dog komme på Highway 101 og så gik det ellers sydpå med 65-70 M/h.
Nogle dage senere hørte vi på radioen, at mere end 20 huse var blevet flammernes bytte.
Vi skulle være ved Hearst Castle kl 13.40, da vi over internettet havde bestilt billetter til en guidet tur på slottet kl. 14.00. Efterhånden som vi nærmede os, kunne vi dog se, at det nåede vi altså ikke. Vi var fremme 13.55 og styrtede op i Visitors Center og var så heldige, at vi kunne komme med på en tur allerede 14.10. PYHA ! Slottet ligger oppe på en bjergtop, ca. 8 km fra Visitors Center, så turen derop foregår i busser ad en meget smal, snoet bjergvej.
  
  
Bladkongen William R. Hearst byggede i perioden 1919 til sin død i 1951, et drømmeslot på bjergtoppen ”la cuesta encantada”, (Den fortryllede Bakke). Huset fyldte han med kunst og antikviteter, især meget fra de antikke områder omkring Middelhavet. Slottet kan i dag besøges af turister, og vi havde bestilt billetter over nettet hjemmefra, da det ellers godt kan være svært at komme ind.
  
Hearst Castle er helt fantastisk. Bygningerne er i spansk-maurisk-italiensk stil med bl.a. ”Casa Grande”, der er hovedslottet med 2 tårne. Endvidere er der 3 gæstehuse, hvor det største har 18 værelser. Der er et romersk inspireret udendørs svømmebad og et tilsvarende indendørs. I husene findes mange uvurderlige kunstværker, primært indkøbt i England mellem de 2 verdenskrige. Man kan bl.a. finde Kardinal Richelieus seng her.
  
Der har også været en zoologisk have på stedet, med bl.a. løver, tigre, giraffer, elefanter og aber. I dag er der kun zebraer tilbage på de mere end 1.000 km2 store sletter omkring slottet.
  
I 1958 forærede familien Hearst slottet til staten og i dag er det en af USA’s store turistattraktioner med mere end 1 mio. besøgende om året.
Da vi var færdige med rundvisningen kørte vi ned med bussen igen og så skulle vi have lidt at spise i cafeteriaet. Kl. ca. 17 gik det sydpå af Highway 1. Egentlig havde vi udset os Solvang som dagens etapemål, men vi var ved at være møre, så vi besluttede kun at køre 35 miles til Morro Bay, hvor Lone havde fundet Morro Dunes Travel Trailer Park & Ressort Camping, en RV-camp lige ned til stranden. Det er en plads med 178 parceller og de største er til 60 fods vogne, så det siger noget om størrelsen af autocampere i Amerika. Mange af pladserne er såkaldte "pull throughs", hvilket vil sige man kører ind fra en side og fortsætter lige ud, når man forlader pladsen. Det betyder, at man ikke behøver at bakke, hvilket amerikanerne øjensynligt ikke er så meget for. At sidelænsparkere med en RV er helt usandsynligt for en amerikaner.
  
  
Da vi havde fået installeret os, gik vi en tur langs stranden, hvor den fremmedartede tang var meget fascinerende. For enden af stranden var der en bugt ind mod byen, hvor der var 5-6 oddere, der morede sig så tæt på kysten, at man næsten kunne røre ved dem. Camilla var henrykt.
  
Vel tilbage blev der lavet aftensmad og så var det ellers lidt hygge med bøger, film- og billedredigering og turskrivning.
Onsdag den 25. juni
Vi forlod Morro Bay og kørte videre sydpå mod Solvang, som var første mål på dagens tur. Vi ankom ved 11.30-tiden og slenterede rundt i byen, som var meget pusse-nusset. Man må da sige, at det næsten var ligesom at køre ind i den gamle by i Århus. Byen er utrolig charmerende og meget hyggelig, men den giver absolut ikke det rigtige billede af, hvordan Danmark ser ud. Man har prøvet at efterligne dansk byggetradition, og det er ikke mange steder, bygningerne er højere end 2 etager. Det gælder selvfølgelig ikke for vindmøllerne, Rundetårn (1/3-dels størrelse, og indrettet til pizzeria) og nogle af de store hoteller. Vi besøgte også byens hvidkalkede kirke, hvor der tidligere har været holdt danske gudstjenester, men det er nu slut, og i dag er der vist ikke mange af byens 5.300 indbyggere, der behersker det danske sprog.
Byen blev grundlagt i 1911 af dansk-amerikanere og er i dag en af Amerikas store turistattraktioner. Grundlæggerne var primært skolelærere og bønder, der ledte efter et sted, hvor de kunne grundlægge en dansk skole, og hvor jorden samtidig var så frodig, at den kunne give til livets ophold. Snart fulgte tømrere og andre håndværkere, der var med til at udvikle byen. Skolen stod færdig i 1914 og i 1928 blev kirken indviet. Byen har stadig stærke bånd til Danmark og den danske venskabsby er Ålborg.
  
I denne gamle danske koloni har gaderne danskklingende navne som Copenhagen Drive, Atterdag Road og Elverhoy Way, og parken er opkaldt efter H.C. Andersen. Bagerne sælger dansklignende bagerbrød, restauranterne serverer medister, frikadeller og smørebrød, bygningerne er bindingsværkshuse. Og kigger man i telefonbogen, finder man mange danske efternavne.
Midt i byen finder man et julehus, der sælger dansk julepynt året rundt. "Christmas all year round".
  
Elverhoj Museum på Elverhoy Way ligner en gammel dansk bondegård fra 1700-tallet, indrettet med gamle danske møbler.
  
Efterkommere af danske udvandrere samles stadig hvert år i september i Solvang til en dansk festival.
  
Da vi havde vandret rundt en times tid, besluttede vi os for at spise på Restaurant Solvang, hvor Nicolai og Lone fik Fish & Chips, meget dansk (?), mens Camilla og jeg fik frikadeller og medisterpølse. Som dessert var der æbleskiver. Da vi var ved at være færdige med at spise, kom en herre forbi og spurgte på dansk, men godt nok noget amerikansk accent, hvor vi kom fra, og så fortalte han, at han selv var født i Esbjerg.
Efter frokosten gik det videre mod Santa Barbara. Vi kørte ikke ad 101’eren, men tog en meget smuk vej ind gennem bjergene.
Ved 15-tiden kørte vi ind på Sunrise RV Park på 516 S. Salinas Street i Santa Barbara, en lille plads med 43 parceller, men egentlig en meget hyggelig plads, der dog blev generet af Highway 101, der kørte umiddelbart op ad pladsen. Vi checkede ind og gik ned til strandpromenaden og videre ind til pier’en, Stearn’s Wharf, der er et af byens vartegn, bygget i 1872.
  
  
  
Siden opførelsen i 1872 har Stearns Wharf haft sin del af naturlige og økonomiske nedture, fra et jordskælv i 1925 til en brand i 1973, der betød lukning af pier'en. Lukningen varede i 6 år og man begyndte så at restaurere stedet frem til 1981, hvor det atter åbnede.
En anden brand, der startede den 18. november 1998 ødelagde 50 meter af det midterste af molen, inklusiv restaurant Moby Dick. Man holdt dog det inderste af molen åben, mens man i en periode på 2 åre genopbyggede den nedbrændte del.
Vi gik en lille tur op ad State Street, hovedgaden, men fandt intet af interesse, hvorfor vi returnerede til stranden, hvor vi tog en elektrisk bus ud mod RV-pladsen.
  
På hjemturen handlede vi hos Trader Joe’s et meget hyggeligt supermarked med stort udvalg og meget venlig betjening.
Da vi kom tilbage til pladsen blev der hygget og vi prøvede uden held at komme i forbindelse med omverdenen via internettet.
  
Aftensmaden var sushi, der var indkøbt til meget favorabel pris hos Joe, og som smagte fantastisk.
Torsdag den 26. juni
Vi forlod Santa Barbara, men for at give byen en sidste chance kørte vi ind langs strandpromenaden og op ad State Street. Det viste sig selvfølgelig, at vi ikke var kommet langt nok op ad gaden dagen før, for højere oppe var det rigtige centrum af byen, som var meget charmerende og meget grøn, da der var masser af palmer og andre træer langs hovedgaden.
 
  
Vi fortsatte mod Mission San Barbara, en af de smukkeste af de 21 missionsstationer, der ligger op langs Californiens kyst. Mission Santa Barbara, også kendt som Santa Barbara Mission, blev grundlagt den 4. december 1786. Det er dog ikke den oprindelige missionsstation, der står på stedet, for den 21. december 1812 ødelagde et jordskælv stationen, som man dog straks begyndte at genopføre. Den nye missionsstation blev indviet i 1820. Kirken har, som den eneste i Californien 2 tårne, disse blev dog ødelagt ved et jordskælv den 29 juni 1925, men blev genopført i oprindelig skikkelse i 1927. Indvendig er kirken ikke ændret væsentlig siden 1820. Foran kirken ligger der et "lavanderie", en udendørs vaskeplads, etableret af Chumash-indianere i 1806.
  
Vi forlod byen og kørte først af HW 101 og senere ind påså HW 1, som ligger langs med Stillehavet. Vi passerede flere småbebyggelser med flotte huse på søjler, der står helt ude i strandkanten.
Videre gik det gennem Malibu og til Santa Monica. Her kørte vi også lidt forkert, men fandt dog hurtigt ned til stranden, hvor vi kørte in på en P-plads, betalt 24 $, og satte os til at spise frokost. Så var det afsted ned over sandet til Stillehavet, hvor vi badede. Først føltes det meget koldt, men efter kort tid fandt vi ud af, at det var en meget behagelig temperatur.
  
  
Efter badet kørte vi ad Santa Monica Boulevard mod Hollywood. Undervejs så vi skiltet HOLLYWOOD, som står i bjergene oppe over byen. Egentlig har det intet med filmindustrien at gøre, men er et levn fra en tid, hvor der blev solgt byggegrunde i området. Skiltet viste HOLLYWOODLAND, og da grundene var ved at være solgt, begyndte man at pille skiltet ned, men nu blev der protesteret voldsomt, og den resterende del af skiltet fik lov til at blive stående.
Vi kom også forbi Beverly Hills politistationen, som vi kender fra filmene ”Frække end politiet tillader”, med bl.a. Eddy Murphy.
Vi nåede frem til Hollywood Boulevard, men havde svært ved at finde en parkeringsplads. Efter en del køren rundt lykkedes det dog at finde et plads temmelig tæt på boulevarden. Det krævede dog en sidelæns parkering af den 9 meter lange vogn, men også det klarede Flemming med bravour.
  
  
Vi gik en del at turen ”Walk the Fame”, som er 2.500 stjerner lagt ned i fortovet og på de 2.200 er der navne på berømte skuespillere, instruktører, sangere m.v. Vi så også nogle af de store biografer, der efter en nedtur i 1970’erne nu atter har fået en renæssance.
Efter nogle kilometers gåtur vendte vi tilbage til bilen, og kørte ad 101 vestover til afkørselen Tampa Avenue, hvor vi drejede nordover og efter 4,5 miles kunne dreje til højre ind ad Nordhoff Street, hvor vi straks efter kunne dreje ind på Walnut RV Park.
Pladsen var godt fyldt, men det lykkedes en flink ældre dame at finde vistnok den sidste ledige plads. Og så gav hun mig rabat fordi jeg var senior. For første gang har det givet noget at være over 60 år.
  
Vi fik os installeret og sat bord og stole op til drinks i det fri. Men puh hvor var det nu blevet varmt.
Lone blev dog ude i heden. Flemming lavede aftensmad, mens airconditionen larmede derudad. På disse kanter er en air-con helt fantastisk, men den model, som vores bil er udstyret med, lyder som en hel jetjager. Jeg ved ikke om det er fordi modellen er større og mere effektiv end de modeller vi kender hjemmefra, men dem jeg har haft i kikkerten hjemme, er stort set støjsvage. Vores jetjager får dog kølet hele vognen ned på rekordtid.
Resten af aftenen gik med at spille MIG (Mobile Intelligence Game - Købes bl.a. hos DCU).
Her er det så på sin plads, at fortælle lidt om Los Angeles. Der bor 16 mill. ”engle” på et område større end Sjælland. Los Angeles er ikke bare een by, men en by med mange forskellige byer, et sammenbygget område bestående af 88 større og mindre byer, og det tager flere timer at køre fra den ene ende af byen til den anden på det store motorvejsnet. Byen er vokset op omkring oliefund og filmsindustri. I dag er LA et af verdens største kulturcentre.
Selve Los Angeles Downtown er et finansområde med store skyskrabere med kontorer og dette område er ikke den store turistmagnet.
HOLLYWOOD
Los Angeles er mest kendt som filmbyen hvor de største amerikanske film bliver optaget. Hollywood er derfor hovedstad for hele filmverdenen og det ses tydeligt, når man går rundt i byen. På Hollywood Bouleward finder man kilometervis af fortorv med de berømte stjernefliser med udsigt til bakken med det berømte Hollywoodskilt. De store filmselskaber, Universal og Warner Bros. har bygget temaparker om deres film med rundvisninger bag kulisserne, hvor de store Hollywoodfilm optages. Det er også muligt at købe billetter til store amerikanske tv-shows.
BEVERLY HILLS
I forlængelse af Hollywood ligger Beverly Hills, der ud over en berømt tv-serie også er kendt for at huse de største navne i filmbranchen. Overalt på gaderne i Hollywood kan man købe kort med adresser på de største navne, hvis man vil kigge nærmere på egen hånd.
SANTA MONICA
I Santa Monica finder man det lækre strandliv. Santa Monica har lagt strand og by til den berømte tv-serie, Baywatch. 3 gader fra stranden ligger den berømte promenade med restauranter og butikker.
UNIVERSAL STUDIOS
Underholdning og forlystelser er nøgleordene i den mest kendte film-temapark i Los Angeles. Oplev Californiens nuværende guvernør Arnold Schwarzenegger gi den gas i Terminator 2 – The Ride eller tag med på en nostalgisk 80’er-rejse tilbage til Back to the Future – The Ride. Nyeste attraktioner omfatter Revenge of the Mummy – The Ride og Fear Factor – Live. Universal Studios i Los Angeles er dog ikke et sted for mindre børn.
Fredag den 27. juni
Tidligt op og i bad og så af sted til Universal Studio, hvortil vi havde købt både adgangs- og spisebilletter, så man kunne spise så meget man ville hele dagen, for blot 25 $. Det skulle udnyttes, så vi ville spise morgenmad på stedet.
  
Vi kørte (selvfølgelig) forkert og ankom først kl. 9.30, men da vi ikke kunne få noget at spise før 10.30, så gjorde det ikke så meget. I stedet for så vi et show bygget over Schwarzeneggers Terminator, med nogle flotte lyd- og lyseffekter.
  
Da showet var slut fik vi burgere til morgenmad. Jo vi er allerede ved at blive amerikaniserede.
  
Så gik det ellers slag i slag hele dagen med shows, 4D-film og rundture i studie-området. Sidstnævnte tog vi faktisk to gange, og turen rundt var den samme, men oplysningerne vi fik var noget forskellige.
  
Vi oplevede jordskælv i en undergrundsstation, hvor taget styrtede sammen og en tankbil faldt igennem og brød i brand, hvorefter et metro-tog kom ind på stationen, blev afsporet og ødelagde en stor del af stationen. Endelig kom der masser af vand ned ad trapperne, så det hele blev oversvømmet.
  
  
Et andet sted så vi en haj spise en frømand og senere angribe vores turvogne.
  
De ældste kulisser i filmbyen er western-kulisserne, der er omkring 100 år gamle.
  
  
  
Mange steder i parken er der ventilatorer, der sprøjter kølende vandtåger ud over en.
  
Det show vi syntes bedst om var bygget over et tema fra filmen "Waterworld", og der var virkelig knald på. Der blev sprøjtet med vand, så tilskuerne på de nederste rækker blev gennemblødte, der blev fyret fyrværkeri af til den store guldmedalje og der blev delt øretæver ud til højre og venstre, dog kun blandt aktørerne.
  
  
Vi var på stedet til kl. 19.00, hvorefter vi begav os mod Anaheim, hvor vi havde udset os en RV-plads.
Afsted gik det, først på HW 101, og dernæst videre sydpå ad HW 5. Trods megen køkørsel, men dog uden de helt store stop, nåede vi uden de store problemer frem til afkørsel 110 i Anahaim, hvor vi så desværre kørte til højre ad Ball Street i stedet for til venstre. Vi opdagede dog hurtigt fejltagelsen, fik vendt og kørte kort efter ind på Anaheim RV Village. Her blev vi modtaget af en meget venlig herre i en golfvogn, som viste os på plads, og senere kom tilbage og hentede vore papirer. Flot service.
  
Vi sluttede aftenen af på bedste måde, da vi oplevede et helt fantastisk fyrværkere fra Disneyland, som kun lå 1-2 km fra pladsen.
Lørdag den 28. juni
Endnu en gang stod vi tidligt op - nemlig ved 8-tiden.
  
Pigerne gik først i bad efterfulgt af drengene, som også syntes, det var en glimrende ide at vaske gårsdagens sved fra de mange timer i Universal Studios af kroppen. Selv om det i sædvanlig californisk stil var diset, blev morgenmaden rettet an udendørs, da det trods alt var fint lunt. Vi betalte, inden vi kørte afsted ca. kl. 9.30, og tankede benzin, inden vi kørte syd på af Interstate 5. Der var megen trafik fordelt på til tider 8 vognbaner, men det gik godt derudaf. Indimellem fik vi atter set Stillehavet, som lå spejlblankt hen.
Efter to timers kørsel kørte vi ind i San Diego, men lige inden vi kørte til centrum, passerede vi et fantastisk bygningsværk med to tårne i Tornerose-stil. Det viste sig at være en nyopført Mormon-kirke.
  
Et noget usædvanlig stykke arkitektur.
Vi ville se San Diego Zoo i Balbao Park, men vi missede exit'en på 5'eren, og måtte ty til kørsel ad byens avenyer - ret intelligent navngivet 1st, 2nd, 3rd Ave., mens gaderne hedder A, B, C Streets. Det er nemt at finde ud af, når avenyer og gader smart danner kvadrater - også kaldet blocks. Vi fandt frem til den store parkeringsplads ved Zoo og gik ind i haven kl. 12. Lidt sjovt er de første dyr, man ser flamingoer ligesom i Københavns Zoo. Vi foldede havens kort ud, og dannede os et hurtigt overblik over, hvordan vi ville gribe seværdighederne an.
  
Noget af det første, vi gjorde, var at få lidt frokost. Camilla fik spaghetti og kødsauce, Nicolai mexikanske pandekager (ensilados - er det ikk', sådan det staves?...) og en gang kyllingesalat (også mexikansk inspireret) til de voksne. Og vi nød de kølige soft drinks - fyldt rigeligt op med isterninger. Vi så en masse dyr; gorillaer, orangutanger, næsehorn, zebraer, isbjørne, koalaer, wallibier, løver, kameler, elefanter, giraffer og mange arter af aber, fugle, grise, hovdyr, bjørne, skildpadder, en enkel komodovaran mv.
  
Et af havens trækplastre, pandaen, valgte vi ikke at se, fordi vi havde ikke lyst til at stille os bagest i den ca. 150 m lange kø. Istedet gik vi næsten i stå ved koalaerne. Hold op, de er søde.
  
Havens vegetation er utrolig smuk, og danner god skygge på en dag, hvor solen bager ned. Især Nicolai syntes, det var hårdt i varmen til tider, men en drikkepause gav hurtigt mere energi. Camilla tog flittigt fotos, og Nicolai filmede med camcorderen.
Vi var 4 1/2 time i Zoo'en, og fik set det hele på nær kolibrierne, slanger og krybdyr. Da vi nåede frem til vores RV i række 27, var pladserne omkring os fyldt - så meget, at vi måtte indse, at vi ikke kunne komme ud. Vi havde næsten indstillet os på en ventetid på, ja - hvem ved..., da føreren af en bil overfor os kørte ud. Det gjorde det heldigvis lige muligt for os at svinge de 9 meter ud og væk uden skrammer på hverken vores RV eller de omkringliggende biler.
Vi fandt tilbage på 5'eren nordpå op mod Old Town i San Diego, men der var ingen af os, der syntes, bydelen var interessant nok til at parkere bilen og gå en tur. Det gamle kvarter indeholder ellers nogle af byens ældste bygninger i spansk stil fra 1800-tallet.
Vi kørte derfor ud af Sea World Drive, rundt om Mission Bay området, der ligger omgivet af vand på flere sider, med det mål at finde en RV park. Det bærer præg af, at mange beboere i San Diego bruger området til en masse fritidsaktiviteter så som at gå på stranden, køre på vandscottere osv. Vi kørte ind på den meget store campingplads, Campland on the Bay, på Pacific Beach Drive 2211. En plads med egen badestrand og marina. Her er der rigtig gang i den med mennesker og hunde overalt.
  
Det viser sig, at flere familier har sat hinanden stævne i weekenden, fordi skilte tilkendegiver 'The Flores Family Reunion' osv. Røgen fra de mange grills fylder luften. Vi får os lidt sodavand og øl udenfor, inden vi går en tur til pladsens købmandsbutik for at købe de sidste ting til aftensmaden. Selvom kødet til hamburgerne bliver næsten stegt ved optøningen, lykkes det os alligevel at lave nogle velsmagende burgere.
 
 
Selv om pladsen har en meget flot pool, så er der ikke rigtig stemning til at tage en tur i vandet, da der er rigtig mange mennesker, der dypper sig i suppen. Man reklamerer ikke med opvarmede pools herovre, men gerne med "Cold pool".
Som noget nyt får vi internetforbindelse, så vi får at vide, at Tyskland-Spanien spiller EM-finale i morgen. Camilla er lidt på MSN, og vi checker og sender et par E-mails. Rundt omkring os er der bål i ildstederne, og der er lys i mange lyskæder. Vi er havnet i tivoli. Vi gør os klar til natten ved 23-tiden. I morgen skal vi tidligt op for at være klar til Sea World åbner kl. 9.
 Videre til "Del 2"
 Tilbage til "VORE TURE"
Tilbage til "STARTSIDE"
Se alle billeder fra turen.
|