USA-turen   -    Del 2

Juni-juli 2008

           

 

Søndag den 29. juni

Vi forlod RV-pladsen tidligt og var ved indkørselen til Sea World kl. 9.00, så vi kunne komme ind og i gang med show'ene.

 

     

Sea World er en kombineret forlystelses- og dyrepark med havdyr i alle størrelser og former. Mest berømt er Sea Worlds shows med spækhuggere og delfiner, som man ikke må gå glip af. Men parken har også en række forlystelser, de fleste opbygget omkring et tema med vand. Sea World er en rigtig familiepark, og kræver en hel dag.

Det allerførst vi så, da vi kom ind i parken var oddere, og det er jo Camillas yndlingsdyr. Dernæst passerede vi delfinbassinnet, og her rørte vi alle ved de intelligente dyr.

     

Så fortsatte vi med spækhugger-showet, som var ganske imponerende. Hvordan man kan dressere så store og farlige dyr, er helt fantastisk. Vi havde placeret os godt oppe over bassinet, og godt for det, for de nederste 16 rækker var i risiko-zonen for vandstænk. Og mon ikke der var mange, der ikke blot blev stænkede, men direkte gennemblødte. Vejret var dog helt i top, så man tørrede hurtigt.

     

     

Så gik det videre til søløverne, som også havde et meget flot show og endelig sluttede vi showene af med et sjovt show med søløver, oddere og en hvalros, der var ansat på en gammel utæt ubåd.

Det blev frokosttid, og vi fik burgere på et skibsvrag. Efter frokosten så vi på bassiner med rokker, som vi også rørte ved.

Turen gik så til området med arktiske dyr, hvor vi kiggede på pingviner, isbjørne og hvide hvaler.

     

Nicolai og Flemming sluttede af med en tur til Atlantis, hvilket betød en tur i en vandrutschebane. Da de var færdige var de godt nok gennemblødte, men absolut i et strålende humør. Båden de havde sejlet med var styrtdykket på den sidste nedtur, og bølgerne var stået ind over stævnen og lige ud over de to vovehalse.

Klokken var efterhånden blevet 16, og det var tid at forlade San Diego. 

     

Vi fandt hurtigt HW 8, der førte os ind mod Arizona langs den mexikanske grænse. Vi gjorde dog holdt efter et par timers kørsel, som havde ført os gennem nogle fantastiske landskaber. Først bjerge, der bestod af store afrundede sten i enorme stabler og dernæst ind i ørkenen.  Vi var nået frem til El Centro, hvor vi fandt Sunbeam Lake RV Resort.

     

En plads, der var så ny, at den endnu ikke var færdiganlagt. Vi blev mødt af en dame i en golfvogn, der fortalte os, hvad vi skulle. Da Flemming rullede vinduet ned for at tale med hende, blev han mødt af en veritabel mur af hede. Temperaturen var på 120 grader Fahrenheir, hvilket svarer til 49 grader, og der blæste en vind så varm, som var man i sauna.

Vi fandt meget hurtigt en plads tæt på pool'en og kastede os i vandet. Vandet var også meget varmt, men gav dog en vis kølende effekt. Vi prøvede også stedets spa, der levede helt op til de høje varmegrader.

  

  

Så var klokken blevet 20 og det var tid til aftensmad, der var indkøbt undervejs i et lokalt supermarked. Det blev den bedste middag vi endnu havde fået, nemlig sushi som forret og amerikanske bøffer som hovedret med tilhørende bagte kartofter og majskolber.  

Det sidste af aftenen blev brugt til skrivning og internet, hvor vi så, at det var Spanien, der vandt EM i fodbold over Tyskland, med chifrene 1-0.

 

Mandag den 30. juni

Efter en meget varm nat, hvor vi for første gang havde air-conditionen kørende hele tiden, måtte vi nødvendigvis starte med en tur i poolen, inden vi satte kursen videre mod øst ad HW 8. 

     

Vi kørte meget tæt langs den mexicanske grænse. Området var stærkt overvåget og det ville ikke være let for en mexicaner at snige sig over grænsen, uden at blive opdaget. På et tidspunkt passerede vi også en Border Patrol kontrolpost, hvor vi skulle vise pas.

 

Vi kom igennem en rigtig ørken med masser af sand og helt uden vegetation. Gad vide hvordan nybyggerne, der midt i 1800-tallet valfartede til Californien, kunne overleve i dette trøstesløse landskab ?

 

     

   

De store sletter blev ind i mellem erstattet af små bjergkæder, så det var ret afvekslende landskaber vi kørte igennem.

 

     

 

Vi passerede Yuma, der er den sidste by i Californien, og kørte så ind i Arizona. Landskabet ændrede sig ikke meget. Det var fortsat skiftende sletter og små bjerge. Da vi passerede Junction 85, drejede vi fra 8’eren og ind på 85’eren, der fortsatte nordover. Her gjorde vi et kort stop, for at fotografere en af de meget store kaktuser. Inden længe var vi fremme ved Buckeye, ca. 30 miles øst for Phoenix.

 

     

 

Lone havde undervejs skiftet plads med Camilla, så det var sidstnævnte, der problemløst navigerede os frem til RV-pladsen Leaf Verde.

 

     

 

Parken var beboet af en blanding af fastliggere og "rigtige" campister som os. At der er tale om et stort antal fastliggere vidner stedets faciliteter om. Ud over et godt lille supermarked, så er der faktisk også en frisør på stedet.

 

Det var en stille plads, men ikke et ferieasted, da der ikke var skyggen af skygge. Nogle få træer er levende, men ellers er det store bladløse døde træer der står her på ørkenpladsen.  Men heldigvis var der en pool.

 

 

   


 

 

   

       Pool                                                                         Marked                                                                   Frisør

 

Klokken var 16, og det første vi gjorde var at kaste os i stedets pool. Resten af eftermiddagen foregik med hygge i form af bl.a. is og jordbær og småslumren. Alt foregik inden døre, da der var over 45 grader varmt udenfor. Det er på sådan et tidspunkt man sætter stor pris på en aircon. Ja, man ville næppe kunne klare sig uden. Aircon’en blev dog overbelastet, så ved 18-tiden satte den ud. Nicolai blev lettere hysterisk, men Flemming fandt fejlfindingslisten frem, og kort efter kørte air-con’en heldigvis igen.

 

Efter aftensmaden var det atter tid til pool-party for familien Stagis. Resten af aftenen læste Lone højt om bl.a. Las Vegas og stedets hoteller og øvrige underholdningstilbud.

 

 

Tirsdag den 1. juli

Afsted fra Leaf Verde ved 9.30-tiden og umiddelbart efter ind til WalMart for at handle. Denne WalMart var bedre end den vi prøvede første dag, her var der nemlig en meget stor afdeling med fødevarer. Når man gik ned ad gangene mellem hylderne, så tændte lyset. Hvis der ikke var nogen i rækken, så var der kun orienteringslys. Strømbesparende.

Vi fortsatte ind mod Phoenix og nåede snart ”Junction 101 Loop North”, adgangen til ringvej 101, hvor vi drejede nordover og undgik centrum af Phoenix.

 

     

 

Phoenix er en amerikansk by og hovedstad i staten Arizona siden 1889. Det er samtidig statens største by med 1,3 millioner indbyggere, hvilket gør byen til USA's 6. største. Medregnes hele Phoenix metropolområdet når indbyggertallet op på 3,3 millioner.

For cirka 2000 år siden immigrerede indianere fra Mexico og dannede et samfund i området, hvor Phoenix ligger i dag. Samfundet er idag kendt som Hohokam (på Pima indianersprog: "den forsvundne"). Her byggede indianerne kanaler, dyrkede korn, bønner, meloner og bomuld, lavede lerpotter, vævede kurve og lavede smykker. De trivedes i det varme klima. Indianerne forsvandt ca. 1350, ingen ved hvorfor. Først mere end 500 år senere begyndte en ny by at tage form på stedet. Phoenix er således både en gammel og en ung by.

     

     

Snart nåede vi frem til afkørselen til HW 17, der førte mod Flagstaff, men inden vi nåede frem til Flagstaff gjorde vi dog en afstikker til Montezumas Castle, som er et nationalt historisk monument. Der er ikke tale om et slot, men en 5 etagers høj indiansk bolig med 20 værelser fra 1100-tallet, bygget direkte op ad en 30 meter høj klippevæg.

 

     

 

     

 

Stedet blev opdaget omkring 1900 og i 1930 fandt man rester af et endnu større kompleks med 45 værelser lige ved siden af, men der kan ikke ses rester af dette i dag. Man har kunnet konstatere, at stedet blev forladt i midten af 1400-tallet, men ikke hvorfor. Stedet er blevet navngivet af nogle af de første der fandt stedet, som troede, at det var et tilflugtssted for den mexicanske aztekerkonge Montezuma, men man ved nu, at han aldrig kom så langt mod nord, men navnet hænger stadig ved. Der er i stedet tale om en lokal indianerstamme, Sinagua indianerne, der primært levede af agerbrug. De havde ikke brug for at flytte rundt, alt efter hvor der kunne fanges dyr, så de bosatte sig permanent på dette sted.

 

Vi fortsatte tværs over HW17 og vest for denne fortsatte vi mod Sedona. Ca. 10 miles sydvest for Sedona drejede vi til højre ad Page Springs og efter ca. 1½ miles nåede vi frem til Lo Lo Mai Springs Outdoor Resort. En hel lille oase i det ellers barske landskab. Man befinder sig i en dal med masser af træer og et naturligt kildevæld, der spyr næsten 1000 liter vand ud i minuttet.

 

     

   

Vi fik os en plads og da klokken var ved at være 14, så var det frokosttid. Vi gjorde klar udendørs, da temperaturen var til at holde ud. Men næppe var vi begyndt, før det rumlede over os, og kort efter faldt nogle store regndråber. Alt er større i Amerika. Vi flyttede hastigt inden døre og fuldendte måltidet i RV’en.

 

     

 

Det var atter blevet tørvejr så nu var det pool-tid. Vandet var noget koldere end i de andre pool’er vi havde været i, men det var faktisk bare rart. Desuden var der et Spa, hvor vandet til gengæld var så varmt, at Flemming nægtede at gå i det.     

 

Vi havde taget PC’eren med til pool’en, da den lå lige op ad receptionen. Vi havde ikke kunne få internetforbindelse på den plads vi lå på, men ved pool’en var der ingen problemer. Vi købte drinks i receptionen og flyttede over på terrassen ved Club Room’et. Først checkede vi mails og konstaterede, at vores reservationer dels i Kingsman (4. juli) og i Las Vegas (5. og 6. juli) var accepterede.

 

       

 

Dernæst havde Flemmings store datter Nina sendt en hilsen, hvor hun bl.a. fortalte, at hun havde fået et 12-tal i hendes eksamensfag i psykologi. Nu manglede hun kun et enkelt resultat, inden hun var sikker på sin bachelor-grad, men det er i et fag, hvor hun er temmelig sikker. Så til lykke.

 

Nu skulle vi se, om vi kunne finde en RV-plads i Grand Canyon. Lone mente nemlig, at det kunne blive svært i forbindelse med USA’s nationaldag, 4. juli, hvor alle amerikanere sætter hinanden stævne, bl.a. på campingpladser. Vi fandt frem til en RV-plads helt oppe ved Grand Canyon, hvor vi prøvede at reservere plads til i morgen. Der er selvfølgelig en svartid på en sådan forespørgsel, så vi fik ikke nogen tilbagemelding, inden vi lukkede ned og begav os tilbage til vores ”hjem”.

 

Hvis reservationen glipper, så ligger der nogle andre pladser, dog længere væk fra kanten, hvor princippet ”Den der kommer først, får en ledig plads” gælder. Så mon ikke vi klarer det på den ene eller anden måde.

 

Aftensmaden blev indtaget udendørs og så blev der ellers spillet kort, spist honningmelon og is, inden vi krøb til køjs.

 

Undervejs havde vi set en RV’er med nedenstående slogan:

 

Goin´  places

with

smilin´  faces.

 

Et meget godt motto, også for os.

 

 

Onsdag den 2. juli

Da vi havde fået morgenmad og pakket sammen, kørte vi ned forbi pladsens pool, hvor vi atter fik internet-forbindelse. Der var dog intet nyt fra pladsen i Grand Canyon.

 

     

 

Vi forod Mo Mo Lai og kørte mod Sedona. I området omkring Sedona skifter farven på klipperne og bliver meget røde, og  mange af de murede og pudsede huse har samme varme farve. Vi blev alle enige om, at her kunne vi godt slå os ned. Lone smuttede ind på et postkontor og fik frimærker på vores 11 kort, som blev sendt til Danmark. Vi fik også benzin på RV’en og så var vi klar til at køre mod Grand Canyon.

 

     

 

     

 

Området nord for byen er endnu mere præget af de røde klipper, og det er nogle helt fantastiske vue, der åbner sig for en. Det første stykke kører man i bunden af en kløft, langs en lille flod, hvor folk badede. Da vi havde kørt et stykke holdt vi ind til siden, og gik ned til floden. Det blev dog kun til en soppetur, da vandet var meget koldt.

 

     

 

     

 

Så fortsatte vi mod Flagstaff, og nu skulle vi ellers op ad noget af en bjergvej med masser af serpentine-sving. Da vi nåede toppen var der en P-plads, hvor der var en storslået udsigt ned over dalen. Her solgte indianerne smykker, drømmefangere o.m.m.

  

     

 

     

 

Vi fortsatte mod Flagstaff, hvor vi kørte et lille stykke på Route 66, til Nicolais store fryd. Byen har ca. 47.000 indbyggere, og fik sit navn, da immigranterne i området rejste det amerikanske flag på et højt fyrretræ den 4. juli 1876, og navnet "Flagstaff" blev hængende. Byen ligger i en højde af 2.170 meter.

 

     

Flagstaffs første permanente indbygger var en guldgraver ved navn Thomas F. McMillan som grundlagde en ranch i 1876. Da jernbanen kom hertil i 1881, boomede kvæg- og tømmerindustrien. Percival Lowell og hans kone grundlagde Lowell Observatory lige uden for byen i 1894, og derefter fulgte turister og astronomer.

     

Vi fortsatte ad 180 mod hovedvejen mellem Williams og Grand Canyon, hvor vi drejede mod nord til Tusayan, der ligger lige ved sydindgangen til Grand Canyon-parken.

      

Vi fortsatte gennem Tusayan, kørte til indgangen, betalte 25 $ for en billet, der gjaldt i 7 dage. Vi fortsatte frem til kanten af Grand Canyon, hvor vi parkerede og gik helt ud til kanten, hvor der blev fotograferet på livet løs. Skuet, der åbnede sig for vore øjne, kan simpelthen ikke beskrives. Det kan heller ikke fanges af et kamera, men skal opleves.

 

     

 

Det var egentlig kun en smagsprøve, for vi havde besluttet at tage 2 overnatninger på stedet, så det var næste dag, som skulle anvendes på nærmere udforskning af canyonen.

 

     

 

Vi vendte tilbage til Tusayan, hvor vi fandt en kæmpe RV-park, som havde masser af ledige pladser. Det var en ældre sød dame, Mary, der var i receptionen, og hun fortalte, at pladsen ikke havde nogen former for EDB, så man kunne ikke finde pladsen på internettet, ligesom man ikke kunne bestille pladser. Jeg betalte med MasterCard, og for første gang så jeg en ”fluesmækker” i brug i USA.

 

     

 

Vi fandt os en plads og begav os ud på byens hovedgade. Her fandt vi en "Wendy’s", hvor der blev spist nogle dejlige BaconBurgere. Herefter gik vi til nabobygningen, som var et VisitorCenter, hvor vi så en fantastisk IMAX-film på et 21 meter højt lærred. Filmen fortalte Grand Canyons historie fra stenalderen frem til i dag, var optaget af National Geografic og varede 40 minutter.

 

Efter filmen handlede vi i General Store, hvor der blev købt lidt fødevarer, men også en cap med tilhørende T-shirt til Nicolai, samt en T-shirt til Flemming.

 

     

 

Eftermiddagen blev tilbragt i skyggen af RV’en, dels med turberetning og dels med MIG-spil.

 

Vi var nu oppe i en højde af 6.540 fod over havet, eller næsten 2.000 meter. Varmen var blevet til at holde ud, så også aftensmaden blev indtaget udendørs.

 

Aftenen blev brugt på et spil kort, og så gik vi ellers tidligt i seng, for Lone havde besluttet os for at stå tidligt op og komme op til canyonen inden det blev for varmt.

 

Torsdag den 3. juli

Som besluttet, så stod vi tidligt op, og kl. 8.30 havde vi forladt pladsen og var kørt over til Visitors Center, hvor vi parkerede RV'en og hoppede på en shuttlebus, der kørte os ind i parken.

 

     

 

Man har gjort mere og mere for at holde privatbiler ude af parken, og derfor er der oprettet forskellige gratis busruter rundt i området, og med det kendskab, vi havde om trafikken fra den foregående dag, fandt vi denne løsning som værende god.

 

     

 

Vi stop af og på forskellige steder på ruterne og så Canyonen fra mange forskellige udsigtspunkter.

 

     

Med en længde på 446 kilometer, en dybde på op til 1,6 kilometer og en bredde på 15 kilometer på det smalleste sted er Grand Canyon en af USA's største turistmagneter. Der er kun 10 miles (16 km) i luftlinie fra den sydlige kant over til den nordlige kant, men vil man opleve Grand Canyon fra den nordlige kant, er det en udflugt på 215 miles (346 km), da det ikke er muligt at skyde genvej over Grand Canyon noget sted, med mindre man tager turen gennem Grand Canyon til fods. Fem millioner turister besøger årligt Grand Canyon. Af dem vælger 90 procent at se den fantastiske kløft fra sydsiden. Kun 10 procent når over på nordsiden.

Grand Canyon er skabt af Colorado-flodens strøm, der gennem millioner af år har boret sig længere og længere ned i undergrunden. Oprindeligt har flodlejet ligget i niveau med det omkringliggende planteau på begge sider af kløften. Selve Colorado-floden udspringer i Rocky Mountains og ender sin rejse i den Californiske Golf i Mexico. Den samlede længde er i alt 2.700 km.

Mange drømmer om at komme helt ned i bunden af Grand Canyon, for at stå ved bredden af den rivende Colorado-flod. Det kan ske ved at følge en af de mange vandrestier ned i kløften. Men man skal på forhånd gøre sig klart, at en tur til fods ned i Grand Canyon kun er for folk med god fysik og godt bentøj.

Masser af turister har gennem tiden overvurderet deres egne kræfter, og har måtte hentes op af Grand Canyon igen af samaritter. Men har man både fysik og tid, kan man via en hængebro på 782 meter (Kaibab Bridge) komme over Colorado-floden og over på den nordlige bred, en tur som eksperterne kraftigt fraråder, at man forsøger at gøre på en enkelt dag, hvilket skulle være noget nær umuligt. Det samme er tilfældet, hvis du "bare" vil ned og op igen på samme dag.

Uanset om man går langs kanten eller vil ned i selve Grand Canyon, så skal man huske godt med vand. Der er f.eks. kun et par enkelte kiosker langs den populære otte miles lange rute langs kanten af Grand Canyon vest for Grand Canyon Village ud til Hermits Rest, så husk at proviantere inden afgang. Skal man ned i kløften, så vær opmærksom på, at temperaturen om sommeren nede i Grand Canyon er fem til ti grader højere end oppe ved kanten.

        


Det er næsten er en håbløs opgave at indfange den særlige stemning og de smukke farver i Grand Canyon på et foto.

     

Da kl. var blevet 13.30 forlod vi atter parken og schuttlede tilbage til vores bil. Vi besluttede at køre sydpå til Williams, hvor der skulle være en KOA (Kampgrounds Of America)- plads. Men da vi nåede frem, så pladsen så kedeligt ud, at vi besluttede at køre videre mod Seligman, hvor der også skulle være en KOA-plads.

Vi kørte ind til centrum af Williams, hvor vi fandt en Family Dollars, hvor vi handlede lidt småfornødenheder. Vi fortsatte mod vest ad HW 40, men ved Exit 139 kørte vi fra og var nu atter på den gamle Route 66, som vi også meget kort havde kørt på i Flagstaff.

I 1923 begyndte man i USA at tale om at etablere et nationalt hovedvejssystem. Dette skulle ikke som sådan anlægges, men skulle sammensættes af allerede eksisterende veje, af hvilke nogle skulle forbedres. I 1926 blev flere veje etableret, blandt andet altså også US 66. I 1927 blev der sat skilte op på vejstrækningen fra Chicago til Los Angeles. Efterhånden voksede trafikken på vejen, der de fleste steder var forholdsvis flad. Den blev derfor en yndet rute for lastbiler, der fragtede gods mellem øst og vest.

     

Trafikken på vejen medførte at mange små samfund skød op langs denne, og under depressionen klarede nogle af disse samfund sig noget bedre end andre småbyer i USA, da beboerne for manges vedkommende, levede af at handle med de rejsende på vejen. Tankstationer, restauranter og moteller florerede i disse små byer.

     

Store dele af den oprindelig hovedvej, var som alle andre tidlige hovedveje, belagt med jord eller grus, men i 1938 blev Route 66, den første hovedvej, der var asfalteret i hele sin længde. På trods af dette, var mange strækninger på vejen livsfarlige at køre på, og øgenavnet "Bloody 66" blev brugt om flere af disse strækninger. Især strækningen gennem Black Mountains i Arizona gav anledning til problemer. Strækningen var fyldt med skarpe hårnålesving, og stigningerne var de stejleste på hele vejen. Mange rejsende var så bange for at køre denne strækning, at de hyrede lokale som chauffører og vejvisere.

Under 2. Verdenskrig blev vejen også flittigt benyttet, da endnu flere mennesker rejste mod vest, nu for at arbejde for krigsindustrien i Californien. Vejen, der allerede var populær, blev benyttet af mange af de mennesker, der tog turen mod vest, og også militæret benyttede Route 66 til transport af udstyr.

I 1950'erne blev vejen primært benyttet af de mange mennesker, der nu havde fået mere fritid, og som tog til Los Angeles for at holde ferie. Turismen fik også nye forretninger til at blomstre op, blandt andet isboder, nye moteller, butikker med indiansk kunsthåndværk og meget andet. Route 66 blev simpelthen symbolet på et USA, der blev bundet sammen af bilerne. I 1956 begyndte nedturen for Route 66. Den daværende præsident, Dwight D. Eisenhower, underskrev et lovforslag, der etablerede USA's nye motorvejsnet, "The Interstate Highway Act". Eisenhower var under 2. verdenskrig blevet imponeret af Tysklands motorveje, og ønskede at etablere et tilsvarende vejnet i USA.
 
I dag er det ikke længere muligt at gennemkøre Route 66 i hele den udstrækning, den oprindeligt havde, men mere en 80 % af vejen eksisterer stadig eller er blevet genopbygget. Nogle af de oprindelige stykker er velbevarede, mens andre er knap så velbevarede. I nogle stater bærer vejen stadig nummer 66, men nu som statsvej, det gælder blandt andet en strækning i Californien. I 1990 opstod forskellige Route 66 foreninger i Arizona og Missouri, og senere kom foreninger i andre stater til. I 1990 erklærede staten Missouri Route 66 som "State Historic Route" og dele af vejen i Arizona, New Mexico og Illinois er i dag erklæret som "National Scenic Byway – Historic route 66" og nye skilte er sat op langs disse vejstrækninger. Strækningen mellem Kingman og Seligman i Arizona betragtes som den del af Route 66, hvor mest af den originale vej og dens stemning er bibeholdt.

Vejen er også udødeliggjort i litteratur, film, tv og musik. I John Steinbecks roman "Vredens Druer" der handler om bønder, der rejste fra Oklahoma til Californien under Dust Bowl tørken, bruger han et helt kapitel til at beskrive turen mod vest, herunder turen ad Route 66, som han kalde "Mother Road", et af de øgenavne som vejen stadig har. Det forhold, at Steinbeck vandt en Pulitzer pris for romanen, var med til at øge vejens popularitet.

Trafikken på den hæderkronede vej var meget begrænset, så vi nåede hurtigt frem til Seligman, hvor vi passerede campingpladsen, og fortsatte ind til den lille undseelige by. Det eneste den lever af i dag, er at sælge souvenirs til de passerende turister. Vi hoppede også på vognen, og Flemming fik sig lant om længe en hat. Godt nok ikke en rigtig cowboyhat, men nærmere en fritidshat, med net i hele pullen, så hovedet blev holdt køligt.

     

Så østpå ud af Seligman og fandt frem til campingpladsen, hvor vi fik os installeret. Hurtigt i badetøjet og så i poolen.

     

Aftensmaden blev indtaget udendørs. 

 

Fredag den 4. juli

Så nåede vi frem til USA's uafhængighedsdag, Independence Day, der er en af USA's største nationaldage. Det var den 4. juli 1776, at USA fik deres uafhængighed fra Kongeriget StorbritannienSiden 1777 har det været almindeligt med parader og fyrværkeri på dagen.

Vi sov længe og forlod først Seligman ved 10.30-tiden.

     

Så gik det ellers atter ud ad Route 66, med kurs mod Kingman. Vi passerede forskellige navne på kortet, som man vel så må gå ud fra er byer, men tak skal du have. Der var bare tale om enkelte småbebyggelser, som stort set var uddøde. Det var Truxton, som vi passerede så hurtigt, at vi stort set ikke opdagede det. Så var der Peach Springs, som var så udtørret, at der ikke kunne gro en eneste fersken. Senere passerede vi Valentine, der var helt død og endelig Hackberry, hvor der dog var en tankstation, der også fungerede som marked. Her handlede vi lidt, i fald der ikke var butikker åbne i Kingman. At Route 66 skulle have fået en opblomstring, synes vi ikke lige vi kunne se.

        

Vi nåede Kingman og fandt et åbent supermarked, hvor der blev suppleret op med de ting, som vi ikke havde fået på tanken. Og så gik jagten ind på KOA Kingman. Det var dog ikke så svært, for vi fandt pladsen i første forsøg. Det viste sig dog, at vi ikke havde haft behov for at reservere plads på stedet, for selv om det var 4. juli, var pladsen langtfra halvfyldt.

Vi fik os installeret, og begav os så til pool'en, hvor vi tilbragte næsten 2 timer. Flemmingt prøvede at overtale Lone til at deltagte i en Chilli-aften på pladsen, men næh nej, nu var vi kørt til en større by for at opleve 4. juli, men ligefrem deltage i festlighederne, det var altså et skridt for meget.

     

     

Lidt fest blev der dog, for sidst på eftermiddagen spillede vi minigolf, hvilket viste sig at være gratis. Og vi havde endda kun betalt 44 $ for at holde på pladsen, og det med fulde tilslutninger. Man bliver varm af at spille minigolf, så det var atter i pool'en, inden aftensmaden blev indtaget uden for.

     

Klokken nærmede sig 20, hvor der skulle være fyrværkeri inde over byen.

     

Vi gik til sydporten, ventede og ventede - intet fyrværkeri. Tilbage til vognen. Atter til porten 20.30, da Lone mente hun hørte et brag. Atter snydt. Men kl. 21.00 var der bid. Et pænt stort fyrværkeri i ca. 25 minutter.

 

Lørdag den 5. juli.

I løbet af natten vågner Flemming ved, at air-con'en skifter lyd. Han står op, og konstaterer, at der ikke er nogen køling, og slukker for maskinen. Klokken er ca. 5, så mon ikke vi klarer resten af morgenen. Kl. 7 er det dog for varmt. Nicolai står op, og tænder atter for air-con'en, som nu atter køler perfekt. Den er nok bare kørt varm i løbet af natten.

 

     

 

Hvor går tiden dog hurtigt. Nu er det 2 uger siden vi tog hjemmefra, og om blot en uge skal vi aflevere vores bil igen. Vi har oplevet en masse, set megen forskellig natur, men vi kunne altså godt bruge nogle uger mere herovre.

 

     

 

Nå, men vi stod tidligt op, for vi ville lave en lille afstikker sydpå, inden vi satte kursen nordover, mod Las Vegas. Ca. 60 miles syd for Kingman ligger den kunstige sø Lake Havasu. Den er opstået ved at man i 1938 opførte en dæmning på tværs af Colorado floden. Vi ville aflægge Lake Havasu City et besøg, for her er en sjov historie.

 

En gang i 1950'erne køber Robert McCulloch en stykke jord ned til den ellers ubemærkede sø, og her placerer han 100 mobilhomes. Der kommer dog ikke rigtig gang i stedet før McCulloch i 1962 hører, at den gamle London Bridge er til salg, da den ikke længere kan klare trafikken i London. Han køber den 18 april 1968 den 283 meter lange og 15 meter brede granitbro for knapt 2.460.000 $, får den skilt ad og sejlet til USA, hvor han genopfører den på et stykke land ud til en halvø i Lake Havasu. Så graves der en 1,6 km lang kanal, der ændrer halvøen til en rigtig ø, med broforbindelse i form af London Bridge, og så kom der ellers gang i en helt ny by. Grundlæggelsesåret er sat til 1964, og i dag har byen mere 55.000 indbyggere.

 

Midt i billedet ses halvøen, der blev til en ø.

 

     

 

Neden for broen har man opført et lille stykke England med taxi, pubber og røde telefonbokse. Det ser dog noget forfaldent ud, men der nu under renovering.

 

 

   

                                       Trængsel i kanalen.                                     Billede fra opførelsen af London Bridge i 1971.

                                                                                                                 Senere gravede man sandet under broen væk.

 

     

 

London Bridge, i den udgave som står her, stammer fra 1831. Da den førte over Themsen i London, kunne den føres helt tilbage til omkring år 50 e. Kr. og helt frem til 1750, hvor Westminster Bridge åbnede, var det den eneste broforbindelse over Themsen.

 

     

 

 

Vi slentrede lidt rundt i området, og selv om det endnu ikke er feriehøjsæson i USA, er der rigtig meget gang i stedet. Og det er ikke de småfede amerikanske piger, der befolker broer og både, men nogle meget veldrejede sild.

 

     

 

Så var det ellers næste programpunkt, som var Oakman, der lå på vej nordover mod Las Vegas. Vi tog HW 95 mod Bullhead City, men mellem byerne Bullhead City og Needles drejede vi til højre ind til Oakman. Vi var atter på Route 66, men nu havde den antaget en noget anden karakter, da den var blevet meget smallerede og i hårnåle-sving førte op i bjergene.

 

     

 

Lige inden vi kørte ind i Oakman, blev vi stoppet af en af byens attraktioner, nemlig æsler, der vandrer rundt på vejen, helt ligeglade med bilerne. Det siges, at det er efterkommere af guldgravernes æsler. Camilla var helt klar til at smugle et lille hvidt føl med hjem. Den var altså også bare så nuser.

 

     

 

Vi kom dog forbi og kørte ind i byen, hvor vi fandt en parkeringsplads. Byen er som taget ud af en cowboyfilm, med lave huse med træbroer langs facaderne. Det hele er i dag souvenirbutikker og spisesteder, men det gjorde dog ikke så meget, for der var en dejligt afslappet stemning i den lille by. Æslerne var nu nået ind til byen, hvor de vandrede rundt mellem folk, og næsten var ved at følge med ind i butikkerne.

 

     

 

     

 

I byen ligger Oatman Hotel, hvor Clark Gable og Carole Lombard tilbragte deres bryllupsnat i 1939. Ægteskabet varede dog ikke så længe, for i 1941 omkom Carole i en bilulykke. Det var blevet frokosttid, så vi frekventerede hotellet, hvor vi spiste stedets specialitet, burgere lavet af bøffelkød. Hold da op hvor de smagte godt. Samtidig underholdt en guitarist med cowboysange. Stemning var helt i top.

 

     

 

Midt i det hele blev freden dog afbrudt af skudsalver. Det var byens "Outlaws", der opførte en duel på hovedgaden, meget sjovt og til et godt formål, for donationer efter forestillingen gik til et børnehospital. Det knaldede og bragede, men æslerne var helt vant til det, så de ikke så meget som glippede med øjnene, når der blev skudt. Nicolai filmede en del af "kampen", og man kan godt se åp filmen, at det gav et spjæt i ham, når pistolerne blev affyrede.

 

     

 

Vi forlod Oatman og skulle egentlig have været videre mod Bullhead City, men vi missede en vej og kom til at fortsætte mod øst op over det mere end 1100 meter høje pas, Sitgreaves, og gennem nogle hårrejsende hårnålesving kom vi atter ned på sletten ved Kingman. Det siges, at mange bilister i 50'ernes Route 66 storhedstid, lejede lokale til at køre bilerne op over passet. Så slemt synes jeg nu heller ikke det var, men den gang havde bilerne jo heller ikke hverken automatgear eller hestekræfter, lige som servostyring og bremseforstærkere ikke var opfundet. Jo det har nok ikke været så let.

 

På sletten oplevede vi vores anden tornado. Vi havde undervejs fra San Diego mod Yuma oplevet en tilsvarende, som krydsede vejen samtidig med os. Det havde revet godt i rattet, da vi tørnede sammen, men heldigvis blev bilen på ret kurs. Den tornado vi nu havde i sigte, så noget større ud, så Flemming foretrak at slippe gassen og lade hvirvelvinden passere vejen før vi nåede frem. Nok en velvalgt disposition.

 

I Kingman drejede vi op ad HW 93 og eneste episode, der skal skrives om, er et stop i en politikontrol, hvor jeg måtte ud og åbne alle luger og Rangeren også kom ind og kiggede i vognen. Det skyldes efter al sandsynlighed frygft for terror ved Hoover Dam.    

 

      

Hoover Dam (Hoover-dæmningen) ligger på grænsen mellem Nevada og Arizonaog er bygget i Black CanyonColorado RiverDæmningen er 221 m høj og 379 m lang. Søen, som blev dannet bagved dæmningen, Lake Mead, er en af de største kunstige søer i verden, dækker omkring 694 km2 og har en kystlinje på 885 km. Tre vandkraftgeneratorer ved Hoover Dam, som producerer 1500 MW elektrisk energi (Sammenligning: Asnæsværket har en kapacitet på 1057 MW), leverer strøm til Arizona, Nevada og det sydlige Californien.

     

Konstruktionen af dæmningen begyndte i 1931 som del af Boulder Canyon-projektet og blev færdiggjort i 1936. Dæmningen var oprindelig navngivet Hoover Dam efter præsident Herbert Hoover, senere blev den omdøbt til Boulder Dam, men i 1947 fik dæmningen det gamle navn tilbage.

Der var kø for at komme over dæmningen, da der er ved at blive opført et nyt stykke motorvej og en ny bro over slugten. Så hvis vi ikke var kommet afsted i år, men først næste år, så var vi måske slet ikke kommet over den imponerende dæmning.

Nu manglede vi blot de sidste 30 miles ind til Las Vegas, som vi kørte ind i ved 18-tiden. Vi fandt KOA CIRCUS CIRCUS, kastede os i poolen for et hurtigt dyp, lavede hurtigt aftensmad og begav os så ud i byen.

     

     

Spørger man amerikanerne, siger de at Las Vegas er total vanvittigt. Las Vegas er USA's hurtigst voksende storby. Med 1,6 millioner indbyggere i dag er byen vokset over 30 gange de sidste 50 år og til det dobbelte de sidste 15 år. Og det til trods for at Las Vegas er placeret midt i Nevadas ørken.  I 2005 flyttede ca. 5.000 mennesker til byen hver måned. I 2004 havde byen 37 millioner besøgende.

  

Hele byen er bygget op omkring "The Strip", der er 6,4 km lang, Las Vegas Boulevard, der er byens hovedgade med de store hoteller og kasinoer. Selv om alle hotellerne er bygget i overdrevne størrelser skulle det være forholdsvis billigt at bo på dem, da indtjeningerne på hotellernes kasinoer let finansierer det hele. Det fortæller bare lidt om hvor stor en pengemaskine Las Vegas er.

     

24 timer i døgnet er der fuld gang i Las Vegas' hoteller. På kasinoerne, til show og i gadelivet hvor hotellerne konkurrerer om at levere det bedste show for at få folks opmærksomhed. Det hele drejer sig om at få folk til at lægge deres penge på kasinoerne. Derfor opfordres det til at mange hjemmefra beslutter sig for hvor mange penge der skal ofres på at spille, da man nemt bliver grebet af stemningen til at spille løs.

       

Den moderne spilleindustri, som den udspiller sig i dag, begyndte efter 2. verdenskrig. Bl.a. "Flamingo" var et meget omtalt resort, der åbnede nytårsaften 1946. I 1955 åbnede det første etagehotel, "Riviera", med 9 etager, og det var muligt at spille casino og poker 24 timer i døgnet. Byggeriet fortsatte jævnt med større og større hoteller frem til 80´erne, hvor der var stilstand i nogle år pga. nationens økonomi, men da økonomien blev bedre, og da Mirage åbenede i 1989, som et af de mest luksuriøse steder i byen, fulgte der igen en strøm af byggerier, denne gang i den dyrere og mere prangende stil. Også i dag er "The Strip" meget stærkt præget af nybyggeri, og man ser vældige byggekraner overalt.

Mange vælger at lade sig gifte i Las Vegas i ægte amerikansk stil, og der arrangeres bryllupper i Las Vegas på forskellig vis. Lad bruden blive fulgt til gommen af Elvis, der også synger under brylluppet, bliv viet i Red Rock Canyon, Grand Canyon eller i en helikopter hængende hen over Grand Canyon. 

Efter aftensmaden begav vi os ud på The Strip. Vi havde ikke langt at gå til de store hoteller og ved Treasure Island stoppede vi, for folk var allerede, trods mere end ½ times ventetid, begyndt at stille op til showet foran hotellet. Det er nemlig sådan, at alle hotellerne er bygget om hver deres tema, som bliver levet fuldt ud med shows og store facader. Vi fandt en god plads og meldte os under de ventendes faner. Mens vi ventede, mente Nicolai, at han så en dreng fra en lavere klasse i Sengeløse Skole. Jeg spurgte om han var dansker, og da han svarede ja, spurgte jeg om han var fra Sengeløse, hvilket også blev bekræftet. Vi fik en lille sludder med familien, der boede på Spangåvej. Verdenen er lille, eller også bor vi mange i Sengeløse ?

     

Kl. 22 startede showet, der mest gik på smarte pirat-tøser samt lyd-, lys- og fyrværkerieffekter. Der er slagsmål mellem to piratskibe, hvor af det ene kommer sejlende hen langs facaden af hotellet og begynder at skyde med kanoner, pigerne svarer dog igen, og snart efter rammes det angribende skib, som synker. Mekanikken fejlede heller ikke noget. Vi var alle imponerede over showet.

     

Las Vegas skal opleves efter mørkets frembrud. Her glimter og glitrer millioner af elektriske pærer og neonreklamer i alle malerpalettens farver. Det er et sandt lysorgie i farver og man regner da også med, at byens strømforbrug er mere end 6 gange af forbruget af en større dansk by. Det siges også, at ser man byen ude fra rummet, så er det det sted, der lyser kraftigst.

     

Så var det tid til at returnere til vores RV, hvor vi først fik is. Det er stadig MEGET varmt. Derefter blev der skrevet turberetning, som først var færdig ved 01.30-tiden. GODNAT.

Søndag den 6. juli

Vi kunne sove længe i dag og det blev da også først kl. 10.30 vi forlod pladsen for at gå ind ad The Strip mod Shopping Centret "Fasion Show", som var det første vi kiggede på. Der blev købt et specielt USB-stik til Camilla, som hun havde været meget opsat på at få. Hun vidste oven i købet, hvor forretningen lå. Desuden blev der købt nogle overtræk til deres nye IPod Nano, så de fik helt deres eget udseende.

     

     

     

Så gik det videre gennem "Treasure Island", hvorfra vi tog et lille tog ind i næste hotel, "Mirage", hvor vi betalte 60 $ for at se "Secret Garden of Siegfrid og Roy", hvilket bestod af et delfinarium og en mere jungleagtig afdeling, hvor der var forskellige dyr, men hvor hovedattraktionen var hvide tigre. Den helt store attraktion var dog 5 forholdsvis nyfødte tigerunger, der bare var så nuttede.

Siegfrid og Roy var to tryllekunstnere, der optrådte i Las Vegas i mere end 30 år og for et publikum på mere end 25 mio. mennesker. Deres hovedattraktion var at trylle nogle store hvide tigre væk og frem igen. De har dog ikke optrådt siden oktober 2003, da den hvide tiger Manticore tog Roy Horn i halsen og slæbte ham væk foran et skræmt publikum. Der går dog rygter om, at de atter kommer på scenen til februar 2009. 

     

Fra Mirage fortsatte vi til "Forum Shops at Caesars", som er et kæmpe shoppingcenter bygget op som en romersk by. Der er en kunstig himmel, der hele tiden skifter mellem dag og nat.

     

Det er et helt fantastisk skue og føles meget hyggeligt at færdes rundt i. Et sted opføres "Atlantis' undergang" af store mekaniske figurer. Det er ikke mange almindelige butikker man finder i centret, men butikker i den helt dyre ende af skalaen. Bl.a. er også den danske "Georg Jensen" repræsenteret på stedet.

     

     

Vi spiste i Hollywood Planet, hvor maden godt nok var dyr, men også i orden.

     

Foruk Shops ligger i forbindelse med et af verdens største hoteller, Ceasars Palace, der har 4.100 værelser.

Så fortsatte vi til Hotel/casinoet "Bellagio", hvor vi kiggede på et imponerende springvand til tonerne af Pavarotti.

     

Vi gik forbi "Monte Carlo" og "New York" og stak hovedet ind i "Excalibur", et af de få steder, hvor børn under 21 må spille, dog ikke om penge, men om tøjdyr.

     

     

Det sidste hotel/Casino vi kiggede på, var Luxor, der har Ægypten som tema. Her har man bl.a. opført en kopi af Tut-ank-amon's grav. 

     

     

Vi var nu nået til vores endepunkt, krydsede over på østsiden af The Strip og påbegyndte hjemturen nordover. Undervejs kiggede vi ind i en M&M-shop og en Coca Cola-shop, hvor man begge steder kunne få en masse souvenir, men til dyre penge, og med logoer.

Nicolai havde foreslået, at vi tog et monorail-tog tilbage, men vi andre var mere opsatte på at gå tilbage ad The Strip.

I den sydlige ende af The Strip er der meget stor byggeaktivitet.

     

Vi nåede frem til "The Venetian", hvor man har kopieret bl.a. Rialto-broen, Campanilen, Doge-paladset, og hvor gondolerne sejler (ved hjælp af elektricitet) rundt i kanalerne. Der er i øjeblikket et stort byggeri igang i Venitian, som skal øge værelsesantallet fra de nuværende godt 4.000 til over 7.000, og dermed bliver det verdens største hotel.

     

     

     

 

Nu kunne Flemming ikke længere drive holdet længere hjemad. De gjorde oprør og forlange at komme med en bus det sidste stykke, små sølle 4-5 stoppesteder, men der var ikke noget at gøre. Et forsigtigt spørgsmål fra Flemming, om nogle ville med ind ad The Strip igen, når det blev mørkt, vandt ikke gehør.                

Efter 9 timers næsten uafbrudt traven rundt var vi atter hjemme ved Circus-Circus og kastede i pool'ens kølende vand. Der havde hele dagen været over 40 grader. Heldigvis var der køligt i hoteller og shopping centrene, så man kunne blive kølet lidt af. Der blev dog købt flittigt ind af drikkevarer undervejs.

Hvorfor dog tage til Rom, Venedig, Paris, Ægypten, New York m.m., når det hele kan opleves i Las vegas ?

Vi krøb godt trætte til køjs lidt inden kl. 23.00.   

 

   Videre til "Del 3"

 

 

  Tilbage til "Del 1"

 

 

  Tilbage til "VORE TURE"

 

 

  Tilbage til "STARTSIDE"

 

 

   Se billeder fra hele turen.