Sejlsport

Min interesse for sejlsport stammer helt tilbage fra min barndom, hvilket skyldes, at sommerferierne primært blev afholdt i vores sommerhuse ved Binderup Strand, syd for Kolding. Her blev grundstenen til min sejlerinteresse lagt, for alt hvad der kunne bringes til at flyde, blev afprøvet. Allerede da jeg var omkring 10 år forsynede jeg vores lille plasticjolle med selj og gjorde bugten usikker - især for mig selv. Dette resulterede i en indmeldelse i Kolding Sejlklub, for at komme op i lidt større både. Senere blev jeg så indehaver af en rigtig kapsejladsjolle - en snipe - som jeg selv deltog i bygningen af.

I min studieperiode fra 1967 til 1975 blev det ikke til så meget med sejlsporten, men da jeg så i 1977 mødte en person - Thomas - der blev en af mine bedste venner, viste det sig, at også han var interesseret i sejlsport. Efter blot at have kendt hinanden nogle få måneder, købte vi båd sammen. Det var en gammel træspidsgatter - Bonito - fra 1918, og det viste sig snart, at vedligeholdelsen af denne oversteg vores evner, så efter 2 år blev denne udskiftet med en Shipman 28 - Oporto - som vi havde i 3 år. Herefter købte vi en, efter datidens forhold, stor båd, nemlig en Maxi 95 - Vandmelon. Jeg var med i fællesskabet omkring båden frem til 2002, hvor jeg trådte ud. Dette skete efter lang tids overvejelse, men jeg syntes efterhånden, at jeg havde været de steder, som kunne nåes fra en havneplads i Sundet.

Vi har haft rigtig mange gode ture sammen i vores 3 både, og det er bl.a. blevet til 3 ture til Dalslands Kanal langt inde i Sverige og til 2 ture gennem Götakanalen. Desuden til adskillige ture til Tyskland, hvor specielt Rügen lagde vand til en del ture.

Af hjemlige distinationer er stort set alle større danske øer blevet besøgt og det er bl.a. blevet til mange besøg på Anholt og Bornholm.
Turbeskrivelser:
          Læs om vores tur til Rügen 1999.
Billeder fra vores tur med Vandmelon gennem Götakanalen i 2001.
                        
     Tilbage til startside: 

1