Det at være ejer af en autocamper er faktisk ikke noget nyt for mig. I første halvdel af 1970'erne havde jeg erhvervet et "salatfad" - en Citroën HY, typen som politiet på det tidspunkt anvendte som politibil. Men når jeg skriver salatfad, så er der mere end det i det, da vognen oprindelig havde tilhørt Svendborg Salatfabrik. Der var tale om en forlænget og forhøjet model med isoleret kasse, som jeg selv byggede om til autocamper med bord, senge og køkken, men intet toilet. Bilen var på sin længste tur i 1972, hvor vi kørte gennem Tyskland til Strasbourg, videre langs Loire-floden, ned langs Atlanterhavskysten, på tværs af Frankrig langs Pyranæerne, op til Nice langs Middelhavet og via Route Napoleon op til Rhone-floden, der fulgtes til vi kunne køre ind i Tyskland igen og så hjemover. En tur på 4 uger med masser af gode og spændende oplevelser. I midten af 1970'erne blev bilen skiftet ud med en gammel træspidsgatter fra 1918, og senere blev der skiftet båd et par gange.
Når man kører rundt i en autocamper, slår det en, at de fleste, der har valgt denne ferieform, nok er på den høje side af de 50 år. Denne målgruppe føler vi os ikke klemt ind i, selvom kaptajnen på Speedy, Flemming, har rundet det skarpe hjørne-født 1948. Men resten af besætningen falder uden for gruppen, da navigatøren, Lone, er født 1965 og vores to letmatroser, Camilla og Nicolai, begge er født i 1993.
Hvad har så fået os til at vælge en autocamper ? Det er nok et noget kompliceret spørgsmål, for der er flere baggrunde. Den første er, havde vi igennem mange år haft en større sejlbåd, men var efterhånden blevet trætte af den noget begrænsede rækkevidde man har, når man har havneplads i Sundet. Vi har været syd om Sverige og gennem Götakanalen et par gange, og i Dalslandskanalen inde midt i Sverige adskillige gange og endvidere har vi besøgt Rügen og Slien flere gange. Derfor var det ved at være småt med nye mål og vi så os om efter andre ferieformer. Da vi så fik økonomisk mulighed i løbet af foråret 2001, faldt vore øjne på campingkulturen.Først snakkede vi telt, men det var lidt for ukomfortabelt set i lyset af sejlbåden. Dernæst blev der kigge på Camp-Letter, CombiCamps og lignende og endelig kiggede vi på campingvogne, hvor vi hos Neergård i Hedehusene fandt et enormt udvalg i brugte vogne til meget rimelige priser. Her brød navigatøren imidlertid ind og mente, at jeg ikke ville kunne affinde mig med at have en campingvogn hængende på krogen af personbilen ned gennem Europa, hvilket jeg skyndte mig at give hende ret i. Herfra var springet ikke langt til en autocamper.
Igen var det hos Neergård vi fandt et godt udvalg, og i efteråret 2001 købte vi så vores første autocamper, nemlig en ældre Bürstner, monteret på et Citroën-chassis. Det var en alkove-model, hvor man sov oppe over førerhuset. Endvidere var der mulighed for at ombygge bord/sofa i midten af vognen til en stor dobbeltseng. Der var indgang bagest i vognen, hvor også køkken og toilet var placeret. Vi havde kun denne vogn i en måned, så var jeg blevet godt og grundig træt af dens ringe motorkraft, og da vi på en tur til Jylland, godt nok i strid modvind, måtte ned i 2. gear for at komme op ad Storebæltsbroen, var målet nået. Vi syntes heller ikke, at placeringen af sengen i midten var så god, da man ikke kunne komme fra alkoven til toilettet unden at vade over sengen i midten. Derfor kontaktede vi atter Neergård og forelagde vores problemer, og vi fandt i stedet frem til en Hymer Camp Swing 554 fra 1998, der umiddelbart så ud til at opfylde vores behov. Der var køjesenge i bagenden, hvor børnene kunne sove og vi behøvede derfor ikke at lave dobbeltseng midt i vognen og øjensynligt havde den også en kraftigere motor, men dog ikke turbo.
Autocamperen har de samme fordele som en båd. Det er et lukket system. Man er forsynet med ferskvand i en stor tank, og der er spildevandstank. Der er et kasettetoilet med egen affaldstank. Der gas til madlavning, varme og varmt vand, og når bilen er uden 230 V forsyning, så kan køleskabet også køre på gas. Endelig er der strøm fra 12 V akkumulatorer, og der er mulighed for at slutte 230 V til bilen. På båden havde vi monteret et solcellepanel, som leverede strøm til forbrugsakkumulatoren, og da vi syntes dette var en fortræffelig anordning, så var noget af det første vi monterede på Speedy også et solcellepanel. Vi er således nogenlunde uafhængige af at komme på campingpladser, da vi er selvforsynede med energikilder.
Vores første længere tur med den nye vogn, som børnene straks døbte Speedy på grund af dens langsommelighed, gik til Harzen, som vi besøgte i Påsken 2002. Her havde vi også nogle enkelte småproblemer med motorkraften på de op til 15%´s stigninger, som vi mødte. Men ellers fungerede vognen perfekt. I den følgende Pinse tog vi så til Stockholm, hvor opholdt os på samme plads under hele opholdet. Her gjorde den monterede markise mægtig gavn, og da vi endvidere havde investeret i front, sider og gulvtæpper til markisen, så havde vi nu pludselig en ekstra spisestue, hvilket gjorde opholdet i vognen endnu bedre.
Så nåede vi frem til sommerferien 2002, hvor vi skulle på vort 3. besøg i Kroatien, men for første gang i autocamper. Turen forløb problemfrit, selv om der blev kørt mange kilometer, for vi havde Dubrovnik i det sydlige Kroatien som mål. På en sådan tur, hvor man ikke opholder sig i længere perioder på samme plads, følte vi, at en autocamper kom til sin fulde ret. Det er hurtigt at etablere sig og det er hurtigt at pakke sammen og komme videre.
På trods af motorkraften var vi glade for vognen, men Palmesøndag 2003 forulykkede vi med vores "gamle" Speedy på motorvejen mellem Osnabrück og Münster på vej til Paris. Der skete ingen personskade, men vognen blev erklæret totalskadet af forsikringsselskabet, og vi fik udbetalt et beløb, der lige rakte til en ny "Speedy", stort set magen til den gamle. Vognen stod hos Neergård, som jeg havde kontaktet straks efter uheldet, og han satte vognen til side, så der ikke var andre der rendte med den. Vognen var 1 år nyere, men til gengæld med 20.000 km. mere på spedometeret, men det bedste var, at motoren nu ikke længere var en 2,5 D, men en 2,5 TDI, altså en turbo-motor, som jeg længe havde ønsket mig.
Det var en fornøjelse at køre i den nye turbo-Speedy. Der var slet ingen problemer med overhalinger og heller ikke med at holde 110 km på motorvejen. Det viste sig så også, at den nye Speedy kørte noget længere på literen, da man ikke sad med speederen i bund hele tiden. Gamle Speedy 2 kørte omkring 6,5 km/liter, mens den nye lå lige under 8,5 km/liter.
