Med Speedy gennem 30-års krigen
FORORD
Autocamperfolket bevæger sig måske lidt mere rundt end folk med campingvogne, og det har for os betydet, at vi har besøgt en del store og små byer i det fremmede, og når man ser nærmere på stederne, får man øje på en fællesnævner, nemlig 30-årskrigen, der rasede i Europa i perioden 1618 til 1648, og hvor Danmark også var impliceret. At der hele tiden gennem de 30 år var krig er nok ikke helt rigtigt, men der har konstant været små væbnede konflikter, afløst af årlange perioder med regulære krige. Og at krigen lige er tidssat til 1618 til 1648 kan også diskuteres, for der var forløbere for krigen, ligesom der var krigshandlinger efterfølgende. Så man ville med rette kunne sige, at 30-årskrigen faktisk begyndte i 1609 og først sluttede i 1659 og derfor var en 50-års krig. Men man kalder det altså 30-årskrigen, så det er disse 30 år nedenståen handler om.
Som en af de mest grusomme krige, udviklede 30-årskigen sig fra en opstand i Böhmen til en europæisk kamp først mellem katolske og protestantiske magter (1618-35) og derpå til en politisk kamp mellem den habsburgske kejser og Frankrig/Sverige.
På den katolske side var der to fremtrædende hærførere:
Den ene var Albrecht von Wallenstein (1583-1634), der var tysk feltherre og hertug af Friedland og Mecklenburg. Han var en fremragende krigsfører, organisator og finansmand og udnævntes i 1625 til feltmarskal, og dermed øverstbefalende for de kejserlige hære. Den anden var Johann Tserclaes von Tilly (1559-1632), der var tysk hærfører og greve. Han var født i Belgien og greve til slottet Tilly i Waterloo. Han var uddannet i den spanske krigskunst og var leder af Den katolske Ligas hær.
PRAG
Vi skal nok starte i Prag, som vi besøgte i Kr.Himmelfartsferien 2004, for det var her, det hele begyndte.
Under den katolske kejser Rudolf 2. (1576-1611) fik Prag en kulturel opblomstring, da han henlagde sit hovedsæde til Prag, men en strid mellem katolikker og protestanter gjorde dog en ende på Rudolfs styre, og i 1611 blev han afsat af protestantiske tjekker med den bøhmiske kirke i ryggen. Efter det fulgte flere års stridigheder med den habsburgske trone, hvorfor der i 1618 blev sendt to kejserlige gesanter til Prag, for bl.a. at forhandle arvefølgen. Det var Kejserens ønske, at den katolske arvefølge blev fastholdt. Gesanterne blev imidlertid smidt ud af et vindue på borgen i Prag , hvilket blev startskuddet til den forfærdelige 30-årskrig, der kom til at berøre det meste af Europa.
I den første tid skete der ikke så meget, men da Frederick V, kurfyrste af Pfalz ville overtage Böhmens krone, nægtede protestanterne dette. Sommeren efter sendte Maximilian I af Bayern den Katolske Ligas hær, 25.000 mand under greven af Tilly, ind i Böhmen. Den protestantiske hær fik tilslutning af tropper under Bethlen Gabor, ungarsk adelsmand og eventyrer, og den styrke slog lejr på kalkhøjen ”Det Hvide Bjerg”, vest for Prags mure. Om morgenen den 9. November 1620, beskyttet af tæt tåge og under dække af et artilleribombardement sendte Tilly sin kejserlige hær til angreb op ad højens skråning. Forsvarerne, som blev taget med overraskelse, vaklede tilbage med svære tab og brød derefter sammen og flygtede. Tillys mænd gik ind i byen uden at møde modstand, plyndrede den og genindførte katolsk dominans. Hele Böhmen faldt igen under styre af den katolske Ferdinand II.
Prag ophørte med at være habsburgernes hovedsæde, der blev flyttet til Wien, og 27 oprørsledere blev henrettet på torvet og den overvejende protestantiske befolkningen i Böhmen fik valget mellem at blive katolikker eller emigrere. Omkring 150.000 mennesker blev forvist fra Böhmen og en stor del af disse kom til Danmark.
BUXTEHUDE
Det næste sted vi støder på krigen er i Buxtehude, som blev besøgt i forbindelse med vores påskeferie i 2004. Byen ligger ca. 30 km sydvest for Hamburg.
Under 30-årskrigen, hvor byen havde omkring 2.000 indbyggere, blev der sat en stopper for byens fremgang, primært på grund af vekslende besættelser og de dermed forbundne indkvarteringer af soldater. For at stoppe den katolske ligas fremgang kastede den danske konge, Chr. IV, sig ind i krigen, efter at have fået lovning af støtte fra bl.a. England og Holland. Han erobrede byen i 1626, men måtte atter opgive den, da Tilly angreb byen. Den forventede hjælp fra hollænderne og englænderne udeblev. Tilly måtte dog hurtigt vige for den svenske general Åke Henriksson Tott, der indtog byen. Herefter var der skiftende sejrherrer frem til 1645, hvor svenskerne til sidst satte sig så kraftigt på byen, at den forblev under svensk herredømme frem til 1712.
I august 1626 kommer det til det eneste regulære slag mellem Tillys og Christians hære ved Lutter am Barenberge, der ligger sydvest for Braunsweig. Tillys hær bliver godt nok slemt medtaget, men den slår alligevel Chr. IV’s hær. Med de sidste rester skynder Christian sig mod nord ind i Holsten, men nu sætter Wallenstein efter med sine friske tropper, og kongen må flygte hjem til København. Wallensteins hær på 50.000 mand besætter og udplyndrer Jylland i 1627. Der begås mordbrand, voldtægt, katolsk hævn over lutherske præster og tyveri af værdigenstande over hele Jylland.
Mens Jylland var besat, havde kongen et møde med Gustav Adolf i Sverige. Den svenske konge foreslog Chr. IV, at de arbejdede sammen om at nedkæmpe Wallenstein, men der blev ikke opnået enighed.
STRALSUND
Næste stop i historien erStralsund,som blev besøgt med autocamper i 2002, men som også er besøgt på vore sejlture til Rügen i 1992, -96 og -99.
Men her er historien, at Den tysk-romerske kejser i 1628 havde en plan om at sikre sig en havneby ved Østersøen for at etablere en linje gennem det centrale Europa fra Böhmen. Der blev sendt en kejserlig hær til Stralsund for at erobre byen overfor øen Rügen. Grev Wallensteins hær ankom udenfor hansestadens mure i februar 1628, men Stralsund gjorde stærk modstand og kom under belejring. Gustaf II, konge af Sverige, ydede imidlertid hjælp fra søsiden mod at få lov til at bruge byen som base for en svensk landgang i Tyskland, hvorfor det lykkedes for byen at holde ud.
Wallenstein selv ankom den 6. juli og beordrede straks to angreb mod forsvarsværkerne, men begge angreb blev slået tilbage. En uge senere blev belejringen opgivet. Sejren ved Stralsund betød kun en moralsk styrkelse for de katolske styrker. Moralen blev også stivet af, da Chr. IV gjorde et forsøg på at invadere Mecklenburg. For mens en del af Wallensteins tropper dels drog hærgende rundt i Jylland, og dels belejrede Stralsund, så organiserede Christian en ny hær for at invadere Det tysk-romerske Rige. Han gik i land i Pommern i løbet af sommeren 1628 og erobrede Wolgast på kysten syd for Rügen og begyndte derpå at rykke mod syd og planlagde at gå ind i Mecklenburg.
Tidspunktet for invasionen var dog dårlig valgt, for Christian vidste ikke, at Wallenstein netop havde opgivet belejringen af Stralsund i begyndelsen af august. Wallenstein opfangede Christians kolonne, hvorefter den böhmiske hær faldt over danskerne og knuste dem. Christian flygtede sammen med få overlevende tilbage til Danmark. Dette var det endelige nederlag for Chr. IV, som bad kejseren om fred, hvis betingelser blev underskrevet ved Lübeck den følgende juni. Christian fik sit land tilbage mod løfte om ikke at blande sig i tyske affærer. Egentlig var det er meget mild “dom”, som Chr. IV fik, men det hang sammen med, at kejseren ikke ønskede en svækkelse af Danmark på bekostning af et styrket Sverige.
EISLEBEN
På vores efterårsferie i 2008, der gik i "Luthers fodspor" besøgte vi Luthers fødeby Eisleben. Vi var ikke de første besøgende, for i 1628 kom Wallenstein med 30-årskrigen til byen, som blev plaget af lejesvendene fra den Katolske Liga, hvilket betød, at bjergværkerne måtte lukke. I 1631 drog adskillige tropper fra begge sider af parterne gennem byen, hvor man tiltvang sig kvarter og mad. Da den saksiske kurfyrste Johann Georg I. sluttede en særfred med Kaiser Ferdinand II blev der holdt takkegudstjenester i alle byens kirker. Men så trådte svenskerne ind i 30-årskrigen og de brandskattede byens borgere, og byen led af konstante overfald helt frem til 1644.
BURG på Fehmern
På vores hjemtur fra Amsterdam i 2004 besøgte vi Burg, der regnes for hovedstad på Fehmern.
Byens brolagte hovedgade er kranset med mange flotte bindingsværkshuse og absolut værd at gå en tur i.
Den først gang byen nævnes er i 1270, hvor den beskrives som “Borg uppe Vemeren”. Den danske Kong Erik VII indtager øen, men senere pantsættes øen i 1437 til Hanseforbundet, hvorunder den hører frem til ca. 1490, derefter Lübeck overtager styret. Under 30-års krigen ødelægges Burg af de kejserlige tropper, men det lykkes det for Chr. IV at befri øen (det må have været en af hans få sejre), som herefter indgik i Slesvig-Holstein. I forbindelse med krigen i 1864 taber Danmark øen til Preussen og efter 1871 hører Fehmern til Det stortyske Rige.
PRAG
Atter tilbage til Prag, for her støder vi igen på Wallenstein.
Wallenstein var blevet overdænget med ordener og blevet meget velhavende og i 1624 opkøbte han mere end 20 grunde neden for Prags borg og i perioden frem til 1630 opførte han et prægtigt palæ på stedet. Wallensteins palæ er den første store verdslige bygning fra barokken i Prag, og det var Wallensteins hensigt at palæet skulle overskygge Prags borg. I den prægtige hovedsal ses bl.a. et maleri af Wallenstein som krigsguden Mars i triumfvogn. Palæet bruges i dag til officielle formål, og der er kun adgang til en begrænset del af palæet i forbindelse med koncerter.
Wallenstein var efterhånden blevet så magtfuld, at han selv tragtede efter Böhmens krone, hvilket fik kejseren til at afsætte ham i 1630.
Rothenburg ob der Tauber
Byen Rothenburg o.d.T. er nok en af de mest romantiske byer vi endnu har set, så det blev til mange billeder i fotoapparaterne. Den blev besøgt på udturen af vores sommerferie i 2007, på vej til Italien.
Byen er meget helstøbt, og trods en strategisk placering under 30-årskrigen, undgik den at blive ødelagt. Da de katolske tropper, under general Tilly, belejrede og efterfølgende erobrede byen i 1631, kom Tilly med det tilbud, at han ville skåne byen, hvis der var en, der kunne tømme en pokal med fransk rødvin på 3 ¼ liter i en køre. Den tidligere borgmester Neusch meldte sig, drak vinen og frelste dermed byen, for Tilly holdt sit ord. Der var tale om et ”Meistertrunk”, og stedet hvor det skete var Ratstrinkstube, som ligger på torvet ved siden af rådhuset. I dag er der turistkontor i bygningen.
I middelalderen var byen meget rig og betydningsfuld, men den faldt senere hen i Tornerosesøvn. Det betød, at man blev så fattige, at man ikke kunne renovere byen, og det er kommet den til gode i dag, da der er tale om en meget helstøbt og velbevaret by.
Rothenburg o.d.T. overlevede godt nok 30-årskrigen, men 2. verdenskrig satte sine spor, da byen i 1944 blev bombet og store dele af den østlige bydel blev ødelagt og ca. 40% af de gamle huse brændte.
LEIPZIG
I efterårsferien 2008 var vi tæt på Leipzig, og også denne by led under 30-årskrigen, for i perioden 1631 til 1642 blev byen belejret 5 gange og indbyggerantallet faldt fra 18.000 til 12.000. Svenskerne havde besat byen fra 1642 til 1650. Den 17. september 1631 var byen Breitenfeld nær Leipzig skueplads for det største nederlag, som Tilly fra den kejserlige Liga, led under hele krigen, og den 16. november 1632 faldt den svenske konge, Gustav Adolf, i et slag ved Lützen, blot 10 km sydvest for Leipzigs nuværende bygrænse.
INGOLSTADT
Så er det Ingolstadt, der er næste stop på rejsen. Byen blev besøgt på vej hjem fra vores sommerferie i 2004.
Under 30-årskrigen var Ingolstadt Sydtysklands bedst befæstede by, og den modstod alle belejringer under 30-årskrigen. I 1627 trænger Tilly og Wallenstein med deres hære ind i det protestantiske Nordtyskland og samtidig udnævnes Tilly til Statholder i Ingolstadt. Men i 1631 besejrer svenskerne sammen med den protestantiske Kurfyrste den ellers tidligere så uovervindelige katolske hær, som stod under befaling af den bayerske Kurfyrste Maximilian I.
I foråret 1632 trænger svenskerne over floden Lech og ind i Kurbayern og under et slag såres Grev Tilly, hvorefter den katolske hær trækker sig tilbage til Ingolstadt. Her dør Tilly den 30. april 1632 under svenskernes belejring fra den 29. april til den 4. maj 1632. I disse 5 dage løb svenskerne gentagne gange stormløb mod brohovedet ved Donautor og ligeledes på den sydligere beliggende Schiffbrücke, men uden held. Da svenskernes hovedkvarter ved Oberstimm samtidig brændte, trak svenskerne sig tilbage. Slaget om Ingolstadt kostede 2.000 mand livet.
Tilly’s død og flere nederlag i perioden frem til foråret 1632, fik kejseren til at genindsætte Wallenstein som leder af hæren. Wallenstein udkæmpede 1632 slaget ved Lützen mod Gustaf 2. Adolf, men forhandlede i de følgende år med Sverige og Sachsen uden om kejseren, hvilket foranledigede, at han den 25. februar 1634, muligvis på kejserens befaling, blev dræbt af officerer fra sine egne lejetropper.
HAMELN
Stoppet efter Ingolstadt blev byen Hameln, der er kendt fra historien om “Rottefængeren fra Hameln”. Byen ligger ca. 50 km sydvest for Hannover og her kan man igen spore 30-årskrigen, da Chr. IV faktisk også huserede på dette sted.
I 1625 besatte den danske konge nemlig byen, men som så meget andet Chr. IV involverede sig i, gik det også galt her. For samme år blev byen indtaget af Grev Tilly, som holdt byen besat i 8 år. I 1633 belejrede Hertug Georg von Braunschweig-Lüneburg sammen med svenske tropper byen, og den kejserlige hær måtte overgive sig. Herefter var byen ikke involveret mere i 30-årskrigen, men belært af bitter erfaring begyndte man i 1664 en udbygning af byens fæstningsværker og i slutning af 1700-tallet står byen som en af de stærkeste befæstninger under Fyrstendømmet Hannover. Byen kaldes endog for Nordens Gibraltar.
I 1801 indtager Napolen byen og han befaler i 1808, at forsvarsværkerne sløjfes, så der i dag stort set ikke er noget tilbage af den gamle fæstningsmur. Et enkelt styke kan dog ses i den nordlige bydel. Men når man kigger på en plan over byen, så er man ikke i tvivl om, hvor befæstningen omkransede byen, for den gamle bykerne er tydelig markeret.
I Store Bededagsferien kørte vi til Blekinge, hvor vi så Brömsebro, som i dag er en lille by, der har bestået i omkring 100 år. Men et stykke fra byen ligger den gamle grænsebæk og det sted, hvor der blev underskrevet en fredstraktat mellem Sverige og Danmark i 1645. En mindesten viser stedet for forhandlingerne, som var en lille ø midt i bækken. Ved denne fredsaftale mistede Danmark øerne Gotland og Øsel (sidstnævnte hører i dag til Estland). Endvidere måtte vi afstå Jämtland og Härjedalen og endelig fik svenskerne ret til at besætte Halland i de næste 30 år. Det sidste har svenskerne vist glemt, for vi har da aldrig fået Halland tilbage.
Baggrunden for freden ved Brømsebro var en krig fra 1643 til 1645 startet af Sverige. Overraskelsesangrebet i 1643 startede med et samtidigt angreb på 2 fronter. Den svenske general Torstenson, der var en sand mester i lynkrig, banede sig vej fra Tyskland op gennem Jylland, samtidig med at Skåne blev angrebet af Sverige. Danmark tabte krigen og Sverige overtog herefter førerskabet i Norden, og Danmark var efterhånden var temmelig forarmet.
Den 28. Februar 1648 dør Chr. IV på Rosenborg. Kongen kom sig aldrig rigtig over sine nederlag til den tyske kejser og til svenskerne, og det blev ved at pine ham til sin død. Rigsrådet havde han problemer med. De sidste år stod han temmelig isoleret i sin politik. Det så dårligt ud for økonomien og han var mere eller mindre sat under administration. Kort sagt døde kongen som en temmelig bitter mand.
På trods af Wallensteins og Tillys død, havde de katolske habsburgerne fået en dominerende rolle i krigen, hvilket Frankrig ikke længere kunne sidde overhørig, da man ikke var interesseret i at blive klemt fra 2 sider. Habsburgerne havde tilslutning fra Filip IV af Spanien grundet familiære bånd. Derfor erklærede Frankrig den 21. maj 1635 krig mod Habsburgerne og Spanien. Hermed ændrede 30-årskrigen sig fra at være en religionskrig til at være en kamp om den politiske dominans i Europa, hvilket henviste svenskerne til en mindre rolle i konflikten fra dette tidspunkt og frem. Krigen mellem Frankrig og Spanien gav i øvrigt anledning til, at Portugal i 1640 løsrev sig fra Spanien.
Wittstock besøgte vi i oktobre 2007 på vej hjem fra Berlin. Grunden til besøget var, at der i denne by skulle være et museum for 30-årskrigen. Vi fandt museet ved 12-tiden, men det var selvfølgelig lukket, men heldigvis åbende det kl. 13, så vi spiste frokost mens vi ventede.
Grunden til, at der er et sådan museum i Wittstock skyldes, at der i 1636 på dette sted fandt et vigtigt slag sted mellem kejserlige og svenske tropper. Svenskerne vandt, hvilket betød, at krigen blev forlænget med yderligere 12 år. Havde svenskerne tabt, så havde krigen været overstået – og Danmark havde næppe mistet Skåne, Halland og Blekinge.
Selve museet var indrettet i et 32 meter højt tårn fra den gamle biskop-bolig, og i tårnets 7 etager havde man taget hvert sit emne omkring krigen op. Det var f.eks. ”Hvorledes krigen startede”, ”Dagligdagen under krigen”, ”Den lange vej til fred” o.s.v. Øverst oppe, i tårnet spids, kunne man åbne tagvinduer og få et flot syn ud over byen. Herfra kunne man bl.a. se, at bymuren så ud til at gå hele vejen rundt om byen. Det viste sig faktisk også at være tilfældet, for her er der tale om den eneste fuldstændig bevarede murstens-bymur i Tysland. Muren er 2.472 meter lang og mellem 4 og 7 meter høj. Grunden til den svingende højde er, at man i slutningen af 1700-tallet anvendte murens sten til andre byggerier. Der var oprindeligt 3 byporte, men desværre er der kun en tilbage, den nordlige Gröpertor. Tårnet er bygget i 1300-tallet og forhøjet til sin nuværende højde i 1503. De andre to byporte blev af trafikale grunde allerede revet ned i 1800-tallet. Frem til 1867 blev portene aflåst hver nat. Ud over bymuren er også store dele af grave og volde bevarede. Frem til 1636 mente man, at byen var uindtagelig, men så viste svenskerne noget andet.
PRAG
Så skal vi til Prag for sidste gang, for mens fredsforhandlere arbejdede i Westphalen for at afslutte den lange, bitre konflikt, stod Det tysk-romerske Rige under Ferdinand III overfor en ny fare i Böhmen.
En svensk hær marcherede mod Prag i løbet af sommeren 1648 og krævede en overgivelse. Der var praktisk talt ingen kejserlige tropper at sende til byens hjælp. Men Prag, som havde kapituleret uden kamp to gange tidligere i krigen, 1620 og 1635, rejste sig nu til voldsom modstand.
Beboerne, studenter og religiøse sluttede sig sammen for at afvise de svenske belejrere. I mere end tre måneder holdt Prag ubarmhjertigt ud, uden udsigt til undsættelse. Endeligt fik man underskrevet den west-phalske fredstraktat den 24. oktober 1648. Krigen sluttede og reddede byen. Ni dage senere trak svenskerne sig tilbage. Imens havde det sidste regulære slag i krigen fundet sted i det nordvestlige Frankrig.
30-årskrigen medførte forfærdelige ødelæggelser i Tyskland, der mistede henved halvdelen af sin befolkning. Området var totalt forarmet efter 30 års krig og blev opdelt i selvstændige småstater. Kejseren bevarede sin titel, men den var uden indhold. Frankrig fik det meste af Elsass samt andre vesttyske områder og stod som Europas førende magt.
Sverige fik en stor del af Nordtyskland, Forpommern, Stettin, Rügen, Wismar, Bremen stift, dog uden byen, samt Verden, så Sverige gik sejrrig ud af krigen som Nordens stærkeste stormagt. Endvidere blev det i den west-phalske traktat fastslået, at man anerkendte republikkerne De Forenede Nederlande og Schweiz, og endelig sørgede den for mere religiøs tolerance for protestanterne.
Se tidstabel for hele 30-års krigen 
Flemming Stagis
Startet i august 2004
Revideres jævnligt
sidst i november 2007
