Med Speedy til England - Del 1

Forord

Egentlig havde vi først snakket om at tage til Polen eller også til Bergen i Norge. Polen blev droppet, da man fra FDM frarådede at køre rundt alene og altid burde lade en person tilbage i bilen, når man skulle forlade den. Norge faldt fordi vi fik fortalt, at der da var meget man kunne lave indendørs, når det regnede, og det ville det nok gøre det meste af tiden.

Så derfor endte det med, at vi fandt et nyt mål, nemlig den sydlige del af England. Lone havde ikke været med os andre på skitur bil Østrig, så vi voksne havde mulighed for 2 ugers ferie og ungerne blev taget fri fra skole i ugen inden påske. For at få lov til dette, skulle de skrive dagbog – på engelsk.

Fredag den 31. marts 2006.

Jeg havde holdt fri og pakket bilen, så vi kunne køre, når Lone kom fra arbejde og ungerne fra skole. Kl. 14.15 rullede vi af sted mod Rødby Færgehavn, hvor vi troede vi kunne komme med kl. 16.15, men der var alt for mange biler, så vi måtte vente en færges tid. Færgen med afgang 16.45 var forsinkede, så vi kom først af sted kl. 17. Efter ankomst til Puttgarten blev der handlet i BorderShoppen og kl. 18.45 kørte vi mod Hamburg, der blev rundet mellem 20 og 21. Det tog sin tid at komme rundt om byen, da der to gange var totalt stop på motorvejen.

Videre gik det mod Bremen og kl. 22 holdt vi ind for et hurtig McDonalds-måltid, der tog 20 minutter, Der blev tanket diesel og vi fortsatte mod Münster. Kl. 23 gad vi imidlertid ikke køre mere, og da vi tidligere havde holdt på en Stellplatz i Wildeshausen, blev denne valgt igen, og kl. 23.30 lå vi sødeligt og sov.                                               

Lørdag den 1. april 2006.

Vi stod op kl. 7.15, spiste hurtig morgenmad og var atter på motorvejen ved 8-tiden. Så gik det ellers slag i slag forbi Osnabrück, Münster, Duisburg og til grænsebyen til Holland, Venlo. Så forbi Eindhoven og ind i Belgien, hvor vi kort før Antwerpen først tankede og så spiste frokost. Videre mod Brügge, men jeg må være kørt forkert et eller andet sted, for pludselig var jeg på N34 i stedet for N40. Min navigator var faldet i søvn. Det ville ikke være sket med en Navman 330 eller TomTom700. Nå vi fandt tilbage til N40 og af sted gik det mod Oostende og så ind i Frankrig ved Dunquerke og endelig var vi i Calais kl. 16.50. Vi kørte først til P&O-kontoret for at få fat i vores reserverede og betalte billet, Men her sagde man, at vi blot skulle køre til check ind, hvor de klarede det hele, og hvor vi også fik at vide at vi kunne komme med 17.30.

Det kom dog ikke til at passe, og først kl. 18.15 var vi ombord på P&O-færgen til Dover, men inden dette skulle vi lige kontrolleres for illegale . Selv toilettet blev inspiceret, men uden personer. Det var i øvrigt utroligt så mange biler de kunne få ind på færgen, som godt nok var noget større end Rødby-Puttgarten færgerne.

Der var også meget tæt trafik over kanalen, hvor jeg havde regnet med at trafikken havde været meget mindre grundet tunnellen, men da denne er temmelig dyr, så er der stadig mange, der tager en af de mange færger, der passerer Kanalen. Undervejs fik vi en kop chokolade, så vi kunne sidde ved et af vinduerne i cafeteriaet. Der blev indkøbt 24 dåser Strongbow Dry Cider for blot 10£ og nogle dimser til at klæbe på vores forlygter, så vi ikke blændede de modkørende englændere, da vore lygter jo er indstillet til at lyse kraftigt mod højre.

Kl. 19.30 (midteuropæisk tid), men altså kl. 18.30 (engelsk tid) lagde vi til i Dover og stillede urene en time tilbage. Det tog nogen tid at få tømt færgen og endnu længere tid at komme ud af terminalområdet, der slet ikke er gearet til den enorme trafik. Men så var vi ellers ved at være ude af Dover og skulle til at koncentrere os om at køre i den ”forkerte” side af vejen. Der var dog skilte meget tit, som gjorde opmærksom på, at vi skulle køre i venstre side, så det gik meget godt derud ad.

Kl. 20 havde vi lige rundet udkanten af Canterbury og holdt ind på "Yew Tree Campsite", der lå sydvest for byen. Her betalte vi 16 pund for at få en plads med strøm.

Så blev der lavet aftensmad, skrevet dagbog og hygget, indtil vi gik i seng ved 22.00-tiden. Jeg fik dog lige min først Strongbow Dry Cider, så jeg lettere kunne falde i søvn.

Søndag den 2. april 2006.

Dagen blev startet med badning, inden morgenmaden blev indtaget. Bilen blev gjort klar til afgang, men da plænen var meget våd, hang vi fast og kunne ikke komme af sted. Heldigvis så campingfatter vores problem og bakkede straks hans Kia Sorrento 4-hjulstrækker op til os, og vupti, så var vi fri.

Af sted gik det ind mod Canterburry, hvor vi fandt en P-plads lige op til Westgate 80 p pr. time, så vi tog fra 10.00 til 13.15, hvorefter vi begav os ind i den gamle by.

Westgate er i øvrigt den eneste tilbageværende af de oprindelige 7 porte. Vi slentrede gennem hovedgaden, hvor vi bl.a. købte nye sko til Nicolai, der var gået ud gennem siden af sine gamle  sko.

Ved Katedralen så vi, at vi først kunne komme ind kl. 12.30, derfor gik vi videre gennem byen og kiggede butikker, hvoraf mange åbnede kl. 11.00. Der blev også gået en tur på en del af den gamle bymur, hvor vi bl.a. så en romersk gravhøj, der var blevet bygget ind som en del af muren. Ruinerne af Canterbury Castle blev også besøgt.

Ved 12-tiden var vi atter ved katedralen, og nu købte vi billetter, for i det mindste at vandre i haven, men det viste sig så, at man kunne komme ind i hovedskibet, men ikke i afsnittet med alteret, hvor der var gudstjeneste. Vi så hovedskib, krypt m.m., og så var gudstjenesten slut, og vi kunne se resten.

Canterburry, der regnes for Englands kirkelige hovedstad siden 602, kan føres over 2000 år tilbage. Da romerne indtog byen havde den allerede en anseelig størrelse, og siden blev det angelsaksernes hovedstad. Ærkebiskop Thomas Becket, der kæmpede om magten med Kong Henry II,  blev myrdet i kirken af 4 riddere i 1170, hvorefter han i 1173 blev helgenkåret, og pilgrimmene valfartede til kirken. Dette blev imidlertid for meget for Kong Henry VIII, der i 1538 ødelagde det relikvieskrin, der indeholdt Beckets rester. Kirkeskibet er 100 meter langt og dermed Europas længste middelalderkirke.

Selve katedralen blev påbegyndt i 1070, oven på en ældre saksisk kirke, og det skete på foranledning af den første normanniske ærkebiskop, Lanfranc, altså kort efter at normannerne havde indtaget England i 1066. Kirken blev dog først færdig i 15 17. Kirken regnes for den anglikanske moderkirke og benyttes stadig, når der indsættes ærkebiskopper.

Kl. 13 var vi tilbage i Speedy, hvor vi spiste frokost inden vi tog A2 mod London. Det gik hurtigt mod hovedstaden og på et tidspunkt drejede vi ind på A205 mod vest og så fandt vi skiltet, der viste til Crystal Palace, som var vores mål. Uden problemer fandt vi frem til Crystal Palace Camp, så hvad skulle vi med en navigator, som Lone påpegede. Hun var dog også vågen hele vejen.

Vi checkede ind kl. 15 og fik en plads. Inden vi parkerede, kørte vi lige forbi toiletbygningen, hvor vi tømte vores spildevands- og toilettank. Så var vi hurtigt på plads, fik koblet os på strøm og sat støttebenene ned. Dernæst fik vi velkomstdrinks, og hyggede resten af dagen.

Nicolai og jeg aflagde atter receptionen et besøg, for at få at vide hvordan man kom ind til centrum, og campingfatter fortalte, at bus 3 kørte de godt 12 miles lige fra campingpladsen og ind til hjørnet af Regent Street og Oxford Street. Han påstod, at det ikke kunne betale sig at skifte til undergrundsbanen. Nemmere kunne det ikke være og ville tage mellem ½ og 1 time afhængig af trafikken.

Efter aftensmad blev der spillet kort. Nicolai gad egentlig ikke, for han sagde, at han altid tabte. Det var imidlertid ham, der vandt.

Mandag den 3. april 2006.

Efter morgenritualerne tog vi bus nr. 3 mod centrum. Efter knapt 45 minutters kørsel, stod vi af ved Westminster Abbey, der er Londons svar på Roskilde Domkirke, altså den kirke, hvor de engelske konger og dronninger bliver begravede.

Westminster har navn efter en domkirke (minster) vest for London, som nævnes allerede i 700-tallet.

Det er Englands vigtigste kirke, grundlagt i 900 tallet, og siden 1066 har alle kroninger fundet sted her. Den nuværende Abbey er opført fra midten af 1200-tallet. I 1503 blev Vor Frues kapel bag højkoret erstattet af Henry VII Chapel, kirkens arkitektoniske højedepunkt. Vestfacaden fuldførtes først i 1745 med opførelsen af Nicholas Hawksmoors to tårne.

Når man træder ind gennem vestdøren og ser op mod det flotte loft, lægger man straks mærke til Westminster Abbeys påfaldende højde (31 m) i forhold til bredden (10,5 m), hvilket gør det til Englands højeste kirke.

Når man kommer  bag om korskranken, træder man ind i den del af kirken, hvor gudstjenesterne holdes og Englands konger og dronninger krones. Herfra er der frit udsyn til de pragtfulde rosevinduer i venstre tværskibs endevæg.

Henry VII Chapel er Westminster Abbeys smukkeste rum, der med sit elegante ribbehvælv og slanke gotiske søjlebundter er en storslået ramme om de engelske kongegrave omkring alteret og i sideskibene. Kapellet benyttes, når dronningen slår nogen til ridder af Bath-ordenen, indstiftet af Henry IV i 1399.

Fra Henry VII Chapel fører en bro til Edward Bekenderens helgenkapel, the Confessor's Chapel, hvor kirkens grundlægger er begravet ved siden af Henry VIII, som genopbyggede den.

Krypten under kapitelhuset er det mest spændende sted i Westminster Abbey for børn. Den stammer fra Edward Bekenderens oprindelige bygning og rummer nu kirkens skatkammer og museum med bl.a. nogle uhyggelige voksfigurer af Elizabeth I, Charles II og Lord Nelson, hvor man har benyttet de afdødes dødsmasker og egne klæder. F.eks. er Lord Nelsons hat og øjeklap de samme, som han bar i levende live. Nogle af figurerne har erstattet liget ved afdødes lit de parade, mens resten er lavet i det 18. årh. for at trække besøgende til Westminster Abbey.

Vi kom til kirken lidt efter kl. 10, og på det tidspunkt var der heldigvis ikke nogen lang kø, men da vi en time senere forlod kirken, var der rigtig mange mennesker, der ventede på at komme ind.

Fra Westminster Abbey gik vi over til naboen, der er Palace of Westminster. Det er her den britiske regering holder til med Parlamentets to huse, Overhuset og Underhuset. Skotland har sit eget parlament i Edingburg og Wales har en folkevalgt forsamling i Cardiff, men da både Skotland og Wales er en del af United Kingdom, har begge fortsat repræsentanter i parlamentet. House of Parliament  kaldes også "alle parlamenters moder".

I nærheden af parlamentsbygningen ligger Jewel Tower, der er opført i 1366 som opbevaringssted for Edward III’s skatte, men i dag bruges stedet til en udstilling om parlamentets historie.

I 1042 startede arbejdet med det første palads til Edvard Bekenderen og i perioden 1087 til 1100 blev Westminster Hall bygget, og det er i dag den eneste eksisterende del af det gamle slot.

Efter en brand i paladserne i 1512 flyttede kongen og slottet blev overladt til parlamentet.  En brand i 1834 lægger det meste af slottet i aske, men Westminster Hall reddes. Endelig blev Underhusets mødesal ødelagt af en bombe i 1941.

Big Ben, som man kalder det imponerende klokketårn beliggende ved siden af parlamentet, er et 106 m højt tårn. Egentlig er det er den 13 tons tunge klokke, der lyder navnet. Klokken blev hængt op i 1858 og er faktisk nr. 2 i rækken, da den første klokke gik i stykker ved en prøveringning. Også den nuværende klokke har en lille revne.

Selve uret, der blev sat i gang i maj 1859, er det største i England. Urskiven har en diameter på 7,5 meter og minutviseren er 4,25 meter lang.

Når der er lys i tårnet, arbejdes der i parlamentet.

På den anden side af Themsen, lidt længere mod nordøst kunne vi se London Eye, som er et imponerende pariserhjul, hvor man kommer op i 135 meters højde. En tur i The Eye tager 30 minutter. Da det ikke er nogen billig fornøjelse, så fortsatte vi nordpå ad Whitehall, hvor vi passerede Downing Street, men næste gang vi kommer til London skal det prøves.

Landets premierminister boet i Downing Street siden 1735 og altid i nr. 10, mens finansministeren bor i nr. 11. Tony Blair og Gordon Brown har dog byttet for at give bedre plads til Blairs familie. Det er dog ikke muligt at komme tæt på adressen, da der er store jerngitre, som af sikkerhedsmæssige grunde lukker gaden af. Længere nordpå ad Whitehall passerede vi Horse Guards, hvor regentens beredne garde holder til.

Vi gik videre over Trafalgar Square, som er Londons største plads. Her står den 52 meter høje søjle, fra hvis top admiral Nelson’s statue skuer over byen. Pladsen har fået navn efter det berømte slag mod franskmændene i 1805 hvor Nelson blev dræbt. Oprindeligt stod søjlen med statuen alene, men i 1867 blev løverne ved foden af søjlen tilføjet og i 1936 blev springvandet bygget. Hvert år i december sender den Norge et enormt juletræ der opstilles på pladsen , dette er en tak til England for landets rolle i befrielsen af Norge under 2. verdenskrig.

Næste stop var Den kinesiske Bydel, der dog kun omfatter et par gader.

Her købte vi først nogle pølse og tomatbrød, da sulten var ved at melde sig, men kort efter fandt Lone en lille restaurant, hvor vi kunne få en lille menu for blot 5,5 £., så kort efter sad vi bænket og fik en ganske god lille middag. Da nu sulten var stillet gik vi videre mod Covent Garten, som tidligere var Londons frugt- og grøntmarked. Markedshallen, der er opført i 1828, blev ved markedets flytning i 1973, indtaget af butikker, restauranter og markedsboder.

Her er masser af liv, og amatørkunstnere underholder hele tiden. Vi så bl.a. 5 unge mennesker, der spillede strygere og sang. Stedet regnes i dag for et af Londons livligste steder. Vi var der meget længe, da alle boderne skulle besigtiges.

Vi gik mod Regent Street, hvor vi havde lovet børnene, at de skulle se Hamleys, der er en filial af verdens største legetøjsbutik i New York. Her ville Nicolai gerne have et tryllesæt, hvilket vi dog mente var for dyrt, så han blev sur og ville ikke snakke med os de næste par timer. Ud over legetøjsbutikken finder man ogsåLiberty's med den kendte kunstige bindingsværk facade, samt Garrads, der er Dronningens juveler.

Nicolai's humør blev ikke bedre da vi fandt en pub, hvor vi fik noget at drikke. Lone skulle absolut have en bitter, som hun dog fandt noget kedelig i sammenligning med min lager.

Nu var klokken 16 og vi var trætte af indtryk og i fødder, så vi tog bus 3 retur til Crystal Palace, hvor vi handlede i et lille lokalt supermarked, så vi kunne få aftensmad.

Efter maden blev der spillet kort, og atter var det Nicolai, der vandt

Tirsdag den 4. april 2006.

Vi tog bussen kl. 9.30 og stod af ved Horse Guards kl. 10.30. Herfra gik vi gennem St. James Park til Buckingham Palace der imponerer mere ved sin størrelse end ved sin byggestil.

Oprindeligt hed slottet, der er bygget i 1703, Buckingham House. Det var bygget til John Sheffiels, hertugen af Buckingham, men i 1762 blev det solgt til Georg 3 og slottet blev renoveret. Da Dronning Victoria besteg tronen i 1837 blev slottet officielt kongeligt slot.

Slottet er bygget af grå portlandsten og syner ikke af så meget udefra. Der arbejder ca. 3000 mennesker blandt andet 2 urmagere, der ikke laver andet end at servicere slottets mange ure. Guldbestikket til de mange fine middage vejer 5 tons.

Vi nåede frem til paladset 10 minutter i 11, og opdagede, at folk havde taget opstilling for at se vagtskiftet. Vi troede det var kl. 11, så vi ventede lidt, men opdagede så, at det først ville ske kl. 11.30, hvilket vi ikke gad vente på. Vi fortsatte vestpå, og da vi nåede frem til Hyde Park tog vi en bus, der først kørte op langs østsiden af parken og ved hjørnet, hvor Marble Arch står, ændrede retning mod vest.

Vores næste mål skulle nemlig være Notting Hill med Portobello Market.

Markedet var en stor skuffelse, men vi fandt en lokal fast food forretning, hvor børnene fik Kebab og Lone og jeg fik Fish and Chips. Selvom stedet var meget lille, var det meget god mad de lavede.

Efter at have spist tog vi for første gang The Underground, da vi ville se Little Venice.

Undergrundsbanen er verdens ældste, der startede med linien fra Paddington til Farringdon i 1863. Da banen mangler penge til modernisering, er der tale om at privatisere den. Der er i dag godt 270 stationer på nettet. Der regnes med myldretid kl. 7.30-9.30 og 16-18, og systemet kører fra 5.30 til 0.15 – søndage dog kun til 23.15.

Vejret var noget koldt, hvorfor det var ikke til de store gåture, så vi droppede Little Venice og forsatte lidt til fods til den næste Underground Station, hvorfra vi tog til Madame Tussauds Wax Museum. Her var imidlertid en times ventetid, så i stedet tog vi til Camden med bus 27. I Camden ville vi egentligt blot se på en del af Regent Canal, men det viste sig, at her lå et kæmpe marked på et nedlagt fabriksområde. Det var noget helt andet end Portobello Market. Vi kiggede dog også på kanalen, som krydser gennem bydelen.

Efter at have slentret gennem bydelen i en rum tid, tog vi bussen tilbage til Oxford Street, hvor vi shoppede, hvilket bl.a. gik ud over DVD-filmene Narnia, samt Ghostsbusters I og II.

I stedet for at tage bussen tilbage ville vi prøve at tage toget til Brixton, som var halvt hjemme. Toget tog kun 13 minutter, og havde station lige ved et stort supermarked, hvor vi handlede, inden vi tog bus 3 det sidste stykke hjem.

Aftensmaden, der skulle være koteletter, var ikke tøet op, så inden maden så vi lige Narnia-filmen.

Onsdag den 5. april 2006.

Vi startede med at tage ind og kigge nærmere på St. Pauls Cathedral, der er opført under ledelse af astronomen og arkitekten Christopher Wren.I 1666 oplevede London en meget stor brand, der bl.a. lagde hele den gamle St. Pauls i ruiner. Det blev Wren, der fik til opgave at tegne den ny katedral. Byggeriet stod på fra 1675 til 1710 og resultatet blev en meget flot barokkirke udformet som et latinsk kors. De første tegninger havde vist et græsk kors, hvor armene var lige store, men det vakte modstand, så det blev en kirke med et stort hovedskib og små sideskibe. Wren faldt lidt i unåde, da omkostningerne løb fra ham, 700.000£, og sønnen fuldførte arbejdet.

Kirken der brændte i 1666

Det er den 5. kirke på dette sted. En af de forrige blev ødelagt af vikinger i 962.

Vi kiggede på kirkens hovedrum, hvis store kuppel, der er 111 meter høj, kun overgås af Peterskirken i Rom. Den enorme kuppel er udsmykket med frescoer der skildrer Paulus liv.

Kuplen var et godt mål for tyske brandbomber under 2. Verdenskrig, men det lykkedes for hjemmeværnet at slukke bomberne lige så hurtigt som de faldt. Skaderne på kirken var minimale, mens området ellers led hårdt under bombardementerne.

Fra kuplens top er der en fantastisk udsigt over London, og vi tog rigtig mange billeder. I sær var jeg lidt "forelsket" i Norman Fosters "agurk"- som londonerne kalder den noget specielle bygning.

Vi bevægede os ned ad trapperne igen og fortsatte ned i krypten. Her finder man mere end 100 gravmæler bl.a. Wrens eget. Wren ligger begravet under en enkelt sort ligsten. Krypten er usædvanlig stor og fylder næsten ligeså meget som kirken i areal. Midt i krypten har Lord Wellingtons massive gravmæle fået plads ved siden af Lord Nelsons renæssancesarkofag. Sarkofagen stod tom til 1805, da Nelson blev gravlagt i den. Nelson blev dræbt ved Trafalger og hans lig blev ført hjem til England konserveret i en tønde med spiritus. Kisten inde i sarkofagen er fremstillet af træ fra den franske flådes flagskib L'Orient, som blev erobret ved Slaget i Nilen. 

Vi fortsatte vores London-tur med at sætte kursen mod Tower of London, men undervejs passerede vi en høj søjle, The Monument, som er designet af Christopher Wren.

Mindesmærket blev indviet i 1677 til minde om Den Store Brand i 1666. På inskriptionen ved søjlens fod kan man læse, at branden begyndte i Pudding Lane, 61,5 m fra søjlens fod (søjlen er præcis 61,5 m høj). Den forgyldte bronzeurne på toppen symbolisere ilden. En vindeltrappe med 311 trin fører op til en udsigtsplatform lige under urnen. Platformen har været omgivet af jerntremmer siden det 18.årh., da adskillige mennesker begik selvmord ved at kaste sig ud fra søjlen. I klart vejr kan man skimte de hvide kridtklipper i Kent og Sussex.

Vi nåede frem til Tower, som kan føres tilbage til Vilhelm Erobreren, der allerede i 1066 besluttede at opføre en fæstning, der kunne beskytte indgangen til London via Themsen.Grundstenen blev lagt i 1078 af Vilhelm Erobreren, som byggede kernetårnet, eller White Tower som det har heddet, siden det blev kalket hvidt under Henry III (1216-72).

White Tower er i dag museum med våben og rustninger og en morsom serie rustninger, fremstillet til Henry VII, afslører hans udvikling fra slank ung mand til tøndeformet midaldrende herre.

Da White Tower stod færdig i 1097 var det med sine 30 meter den højeste bygning i London.Efterfølgende er der kommet adskillige tilbygninger og i dag der tale om et stort anlæg. Vi startede med at se Jewel House, hvor de engelske kronjuveler opbevares. De fleste af juvelerne er yngre end 1660, fordi de ældre kronregalier var blevet smeltet om efter Charles I's henrettelse i 1649. Dronning Victorias Imperial State Crown er fuld af berømte ædelsten, men ingen af dem er så kendt som Koh-i-Noor-diamanten (Bjerget af Lys) i Dronningemoderens krone. En anden diamant, der kan ses på stedet er ”Star of Africa”, der er verdens største diamant. Efterfølgendebesøgte vi en tilhørende souvenirbutik, hvor Camilla købte øreringe og jeg manchetknapper.

Så gik turen videre til Bloody Tower, hvor Edward 4’s to sønner blev anbragt af onkelen, Richard of Glouchester, efter deres fars død i 1483. Børnene forsvandt på mystisk vis og Richard blev kronet til konge. I 1674 fandt man to børneskeletter i nærheden af tårnet. Men mange andre berømte hoveder er blevet skilt fra kroppen inden for murene. Fangerne blev bragt til og fra borgen med båd gennem Traitor´s Gate, som inde fra bredden ses som et hul i ydermureren. Mangen brutal dåd har fundet sted i de fornemme omgivelser, så det kan ikke overraske nogen, at Tower er det sted i London, som hjemsøges af de fleste gengangere. Tower var naturligvis ikke kun torturkammer og henrettelsesstedet; det var også kongeslot. Selvom der tidligere var foregået slemme ting i Tower, var det først under Henry VII, der virkelig kom gang i henrettelserne. Halshugningsblokken stod på Tower Green foran Chapel of St Peter ad Vincula. Da man fjernede kapellets gulv i 1870, kom en bunke halshuggede skeletter til syne.

I 1485 oprettede Henry VII et vagtkorps bestående af 42 Yeoman (frimænd) og disse har siden passet på kronjuvellerne og Tower. Deres øgenavn ”Beefeaters”, er enten en forvanskning af det franske buffetiers, folk som gjorde tjeneste ved kongens buffet, eller det hentyder til deres rigelige forsyning af oksekød fra kongens køkken. I deres dragter fra Tudor-tiden og med et uudtømmeligt forråd af historiske anekdoter viser de turister rundt i Tower.

På borgen kan man også se en flok ravne, og gammel overtro fortæller, at kongeriget går under den dag, der ikke længere er ravne på borgen, så der er til stadighed 6 + 2 i reserve af slagsen, de er stækkede, så de ikke flyver væk.

Efter besøget i Tower gik vi til St. Katharine’s Dock, den mest centrale af dokkerne i London. Dokkerne, der er havnebassiner langs Themsen, er med sluseporte, så man kunne laste og losse skibene uden at være afhængig af flodens stigende og faldende vandstand. St. Katharine’s Dock blev opført i 1828 og i 1800- og halvdelen af 1900-tallet blomstrede handelen i dokkerne. Men da de større skibe og containertrafikken tog over fra midten af 1900-tallet blev det nødvendigt med nye og større dokker længere ud mod Themsens udløb. I 1968 var St. Katharine’s Docks dage talte og de øvrige dokker lukkede i løbet af de næste 15-20 år.

St. Katharine’s Dock er blevet omdannet til et fashionabelt sted med butikker og restauranter i mange af de gamle pakhuse, mens nye bygninger huser boliger og et hotel. Absolut et af de bedre eksempler på byfornyelse.

Efter at have slentret rundt i dokken gik vi til Tower Bridge, som slet ikke er så gammel, som mange tror. Den er nemlig først opført i 1894. De to tårne huser mekanikken, der gør det muligt at åbne broen. Helt frem til 1976 blev broen åbnet ved hjælp af en dampmaskine, men herefter overtog elektriciteten. Broens to tårne har elevator op til gangbroen højt oppe. Gangbroen havde et grimt rygte på grund af en stribe selvmord, men nu er den indrammet af glas, så man trygt kan nyde udsigten over London. Hovedindgangen til Tower Bridge Museum ligger i Sydtårnet, hvor man kan se de originale hydrauliske dampmaskiner fra victoria-tiden og modeller og videoer, som viser, hvordan broklapperne fungerede.I dag er der 35 broer over Themsen, men helt frem til 1750 var London Bridge ene om at klare trafikken.

Vi vandrede over den flotte bro, og lige på den anden side fandt vi et sted, hvor vi spiste frokost. Det var en blanding af en gammel engelsk pub, men betjent efter fastfood principper. Vi fik alle nogle meget velsmagende og veltillavede burgere.

Videre gik det mod Hay’s Galleria, men først passerede vi HMS Belfast, der er et krigsskib fra 2. verdenskrig. Skibet har siden 1971 været flydende museum og viser hvorledes skibet så ud i 1943, da det deltog i jagten på Scharnhorst, der var en stor tysk krydser.

Hay’s Galleria er et andet eksempel på byfornyelse i London. Der er tale om et tidligere dokanlæg, der oprindelig er opført i 1867, og var et af de første steder, som var med køleanlæg. Her lossede man nemlig ost og smør fra New Zealand.  I dag er stedet ombygget, og under et enormt glastag ligger der  kontorer,  boliger, butikker og restauranter. Jeg har besøgt stedet i 1990’erne, og synes at noget af glansen og stemningen har forladt stedet.