Med Speedy til England - Del 2

Lørdag den 8. april 2006.

Efter at være blevet morgenklar satte vi kursen mod dagens første mål. Lone havde valgt dagen til besøg i Cotswold-byer. Cotswold er et område med kalkstensbakker, der løber i nordøstlig retning ud fra Bath. Bakkerne er dækket af et så tyndt lag jord, at det er svært at dyrke den, men til gengæld er den ideel til fåreavl, hvorfor områdets indbyggerne i middelalderen blev meget velhavende grundet handelen med uld. Rigdommen blev brugt på flotte kirker og byhuse, alle bygget af stedets kalksten. Byerne er næsten udelukkende bygget af kalkstenene og stammer stort set alle fra 1100-tallet. Stenen er ret blød, og kan derfor nemt bearbejdes til byggebrug.  St. Pauls Cathedral i London er i øvrigt også bygget af sten fra dette område.

Den første by vi besøgte var Chipping Campden, hvor vi gik en lang tur i byen, og bl.a. besøgte byens kirke, hvor en venlig mand snakkede en del med os. Han fortalte bl.a. at det var Sir Baptist Hicks, 1. viscount Campden, der lå begravet i et kunstfærdigt gravmæle i kirken sammen med sin hustru. Kirken regnes for at være den fineste i Cotswold-regionen og er bygget i 1400-tallet og betalt af de rige købmænd, der handlede med ulden.

Selv samme viscount havde i 1613 bygget et palæ lige syd for kirken, men i dag er der kun ruiner tilbage, da palæet blev brændt ned af royalistiske soldater under borgerkrigen i midten af 1600-tallet.

Lige midt i byen står der en markedshal fra 1627, der ligeledes er betalt af Hicks.

Den næste by på ruten var Stow-on-the-Wold, som vi imidlertid blot kørte igennem, da den virkede mindre helstøbt og ret turistet.

Vi fortsatte derfor til Bourton-on-the-Water, hvor Lone og jeg gik en tur i byen, mens børnene hyggede sig i bilen. Det var en lille by, der var placeret langs en mindre flod, der løb gennem byens grønning, og der var adskillige broer, der førte over floden. I byen var der endvidere et Motor Museum, som udstillede gamle biler, og også den kendte gule legetøjsbil Brum-Brum, der er kendt fra fjernsynets børneudsendelser.

Efter et kort ophold i denne by kørte vi videre til Northleach, der dog blot blev gennemkørt, da den var ret lille.

Sidste Cotswold by blev Bibury, der også var meget lille, men meget hyggeligt placeret langs en flod. Turen til byen var ret flot, da vi kørte på en så smal vej, hvor der kun var mulighed for at passere modkørende biler på særlige vigepladser. Til alt held mødte vi kun meget få biler. Et andet indslag på denne tur var ”Beltet Cows”, en kvægtype, der er helt sort, men så har et hvidt ”bælte” rundt om maven. Lone råbte højt, da hun så dem, for hun kendte dem fra sin tid i U.S.A.

Vi fandt en parkeringsplads ved Biburys kirke, St. Mary, og begav os ud i byen, hvor hovedattraktionen er en husrække, Arlington Row, der oprindelig er bygget omkring 1380 som uldlager, men som i 1600-tallet blev til boliger primært beboet af vævere. Her var børnene med ude at gå, og til alt held så vi flere vandrotter/mosegrise, som blev fotograferet mange gange. Nicolai og jeg fik os også en ”Homemade Farm Ice”, der smagte virkelig godt.

At der ikke er tale om en uddød byggestil, så vi flere eksempler på i de byer vi besøgte. For mange steder blev der bygget nye huse i de samme materialer, dog med letbetonindervægge.

Så var det slut med småbyerne og vi fortsatte mod Bath, hvor vi ville overnatte. Vi vidste at der skulle være en plads ved navn Newton Mill Camp ud ad vejen fra Bath mod Bristol, men da vi kom ind fra modsatte side, var det noget af en tur gennem byen, uden at vi så et eneste campingpladsskilt. På vej ud ad byen igen, dukkede der dog enkelte skilte op som ledetråde, men generelt bliver der skiltet meget dårligt med de engelske campingpladser. Lone fandt dog frem til stedet uden at dirigere forkert, og på trods af den manglende GPS-navigator. Lidt før kl. 18 holdt vi ved receptionen og checkede ind, og der viste sig at være den mest luksuriøse plads vi endnu havde boet på i England. Toilet- og badefaciliteterne var helt i top, der var pub og bistro, en mindre købmand og for første gang en legeplads. Ikke fordi ungerne brugte sidstnævnte ret meget, men der var et basketball net, der blev flittigt anvendt.

Aftenen gik i selskab med ”Ghostbusters II”. Nicolai ser i øvrigt frem til mandag, for da udkommer ”King Kong” allerede i England. Bare den nu har danske undertekster. Det viste sig senere, at den IKKE havde danske undertekster - men bl.a. islandske ! ! !

Søndag den 9. april 2006.

Inden vi forlod campingpladsen var vi et smut forbi receptionen, for at høre hvordan vi kom ind til centrum af Bath, hvor vi skulle se de romerske bade. Receptionen havde dels et lille bykort, men også en lille seddel, hvorpå der stod hvordan man skulle finde frem til en stor P-plads tæt på centrum.

Kl. knapt kvart i 11 forlod vi Speedy og begav os ud i Bath. Det første vi så var en halvcirkelbebyggelse (Cresent) bestående af 30 boliger opført i 1767 til 1774 og tegnet af arkitekten John Wood den Yngre. Gaden regnes for at være den mest majestætiske gade i England.

Vi gik videre ad Brock Street og fandt kort efter en cirkulær plads, ligeledes  omgivet af boliger, men nu var det faderen, John Wood den Ældre, der havde været på spil. Pladsen var god nok ikke så flot som sønnens værk, men jeg synes den var langt mere charmerende.

Så fortsatte vi mod byens højdepunkt, De romerske Bade. Allerede i stenalderen var der aktivitet ved den hellige kilde, for man har fundet adskillige flintredskaber, og også kelterne anså stedet for helligt. Men det var romerne der satte skub i det hele. De invaderede England i 43 e.Kr., og man ved fra skriftlige kilder, at der var etableret et bad omkring den hellige kilde senest i 75 e.Kr.

Der er faktisk 3 varme kilder i Bath og det er den største, der springer ved de romerske bade.

Vanden springer stadig og kommer fra 3 km dybde. Vandet er 46 gr. varmt, indeholder 43 mineraler og har en hastighed på 1.250.000  liter om dagen, eller 13 liter i sekundet.

Man badede ikke selve det sted, hvor kilden sprang, da det var et helligt sted. I stedet byggede man et bad ved siden af kilden, som romerne med tiden udbyggede, og det er i dag det mest velbevarede badeanlæg fra romertiden.

Man badede ikke i selve reservoiret hvor kilden kom op, men byggede et stort bassin ved siden af. Dette blev suppleret med de østlige bade, der primært var varme bade og de vestlige bade, der var den kolde afdeling. I tilknytning til badene var der et tempel til ære for Sulis Minerva. Sulis var den keltiske gud, der svarede til Minerva, og romerne var så fornuftige, at de ikke forkastede de gamle guder, men inkorporerede dem i deres egen religion.

Da romerne opgav England i 410 forfaldt badene og blev begravet under ruiner. I 1100-tallet bliver der imidlertid bygget et nyt bad, King’s Bath, direkte ovenpå den hellige kilde, og den fungerede i århundreder. En del af det romerske anlæg blev genopdaget i begyndelsen af 1700-tallet, men man vidste ikke hvor stort det egentlig var. Først i 1880’erne blev der gravet mere seriøst, og man fik fastlagt omfanget af badeanlægget. Først i 1981-83 blev der foretaget udgravninger, der afslørede templet ved siden af badene.

Badekulturen var meget forfinet og omfattende. En romersk kejser blev en gang spurgt af en barbarhøvding, hvorfor han badede en gang om dagen, og han svarede, at det var fordi han havde for travlt til at gøre det to gange. Mænd og kvinder badede i øvrigt sammen i århundreder, kun iført træsandaler, der skulle beskytte fødderne mod de varme gulve i den varme afdeling. Først i det 2.århundrede forbød Kejser Hadrian disse fællesbade, men man mener, at dette ikke fik den store indflydelse i Bath.

Når man forlader badene kan man gå ind i the Pump Room, hvor man kan få spavand eller andre forfriskninger. Ved at vise sin billet til badene kan man få et gratis glas kildevand.

Vi var vel på museet i 2 timer og fandt det meget spændende af gå de samme steder, hvor romerne for næsten 2.000 år siden begyndte at bade.

Efter "bade"-turen slentrede vi lidt rundt i byen og så bl.a. Pulteney Bridge, der er en charmerende bro, der går over floden Avon. Nej, ikke samme flod som ved Stratford. Broen, der er tegnet af arkitekten Robert Adam, er opført i 1769 til 74 og har butikker på begge sider.

Nu var det tid til at finde tilbage til Speedy, hvis vi skulle være sikre på ikke at få en bøde, men først lykkedes det dog Camilla at overtale mig til at gå tilbage til museumsshoppen ved badene, hvor hun meget gerne ville have en lille Minerva-ugle i Cotswold-sten.

Efter besøget i Bath satte vi kursen mod sydvest, hvor vi fandt frem til Cheddar Gorge, som er en dyb slugt mellem kalkstensbjergene af smeltevand under den sidste istid. Visse steder når siderne op til 120 meter over vejen.

Stedet, der ud over at være meget smukt, har givet navn til den fede Cheddar-ost, som oprindeligt stammer herfra. Hulerne i slugten var et perfekt sted, med konstant temperatur og høj luftfugtighed, til at lagre og modne ostene. At hulerne har været beboet gennem årtusinder vidner fundet af Cheddar Man om, da skelettet har kunnet dateres til ca. 7.000 f.Kr.

Der var virkelig gang i turistindustrien denne søndag og stort set alle P-pladser var godt fyldte, og da hverken børnene eller Lone havde lyst til at se nogle af hulerne, så besluttede vi at finde stedets campingplads, selv om klokken kun var omkring 15.30.

Atter var det meget sparsomt med skilte, der var faktisk slet ikke nogen, men det lykkedes via en brochure fra området af finde frem til "Broadway House Caravan and Camping Park". Vi checkede ind og kom kun af med 12 £ inkl. strøm, hvilket var det billigste, vi hidtil havde betalt. Det skyldtes ikke, at stedet var ”usselt”, for her var masser af aktiviteter. Her var muligheder for tennis, bordtennis, minigolf og baner til rulleskøjter og skateboards. Der var en flot legeplads og en meget stor asfalteret bane til Mountainbikes. Der var indhegninger med får, æsler, geder, ænder, høns og hjorte. I forbindelse med receptionen var der et mindre supermarked, en afdeling med campingudstyr, samt en legetøjsafdeling. Kort sagt en plads der havde alt, og det til en billig penge.

Vi installerede os, gik en tur og sluttede af i supermarkedet, hvor jeg bl.a. købte en flot stendunk (af plastic) med 2,3 liter 6% cider. Ikke dårligt. Ungerne fik 2 plastketsjere med tilhørende softball, som de spillede meget med i løbet af eftermiddagen. Der blev også købt chokolademuffins, som blev spist sammen med the og cacao.

Mandag den 10. april 2006.

Da vi forlod campingpladsen kørte vi samme vej ud af Cheddar, altså op gennem slugten. Denne gang var der stort set ingen turister, så vi havde vejen for os selv.

Vi fortsatte mod Westbury, hvor målet var en stor hvid hest, der var skåret ud i kalkklippen. Den er ikke mindre end knap 55 meter lang og godt 32 meter høj, så vi kunne se den på lang afstand.

Den nuværende hest stammer fra 1778, men er en erstatning for en langt ældre hest, og sagnet siger, at den er lavet til minde om Kong Alfred, der i 878 slog en dansk vikingehær ved den nærliggende by Ethandun.

Vi gik en tur i området, og på en info-tavle opdagede vi, at dette ikke var den eneste store hest i området, for der var på et kort indtegnet en rute, der ville bringe en forbi yderligere 4 heste.

Vi fortsatte dog mod Avebury, hvor vi havde læst, at der skulle være en stensætning tilsvarende Stonehenge. Jeg blev dog lidt skuffet, for det var snarere en enorm stensætning, mage til de stensætninger vi tidligere har set på Öland. Man mener, at stensætningen er lavet omkring 2.500 f.Kr. og var et religiøst center.

Desværre ødelagde landsbyens indbyggere store dele af anlægget i 1700-tallet, da man mente at den havde været hjemsted for hedenske ofringer. Stort set ved siden af dette anlæg ligger Silbury Hill, der er den største kunstige høj fra forhistorisk tid, bygget omkring 2.750 f.Kr. Højen er bygget af kalksten og dækker 2 hektarer og er 40 meter høj. Trods adskillige udgravninger har man endnu ikke kunne finde ud af, hvad dens formål har været.

Videre gik det, og vi nåede frem til dagens absolutte højdepunkt kl. 15.00, nemlig Stonehenge.

Her stod vi overfor Europas mest berømte monument fra forhistorisk tid. Man har ved hjælp af kulstof14-metoden fundet ud af, at det første anlæg er opført omkring 3.500 f.Kr. Man mener, at det Stonehenge, der kan ses i dag, er det tredie i rækken. De to første lå i umiddelbar nærhed og var opført af træ. Det nuværende er opført af kæmpesten, hvoraf den største vejer 45 tons, altså svarende til 7 store elefanter. Nogle af de mindre sten stammer helt fra Wales, og er transporteret knapt 400 km. Man mener dog at en stor del af strækningen er tilbagelagt på flåder. De store sten stammer fra et sted, der ligger knapt 200 km nord for Stonehenge. Det har krævet enorme ressourcer, både teknisk og menneskeligt, at flytte stenene over så lange afstande, så der må have været en overordnet magt, der kunne koordinere arbejdet. Om stedet er bygget af religiøse eller videnskabelige formål vides ikke, men det er dog bevist, at det er en form for kalender, om end ikke i lommeformat.

Der har været mange historier om hvorledes stedet er opstået. Kong Arthurs troldmand, Merlin, kunne have opført stedet, det kunne være en trold eller Fanden der stod bag, og det kunne være rummennesker, der havde en finger med i spillet, men det er nok alt sammen bare historier...... ?

Vi var nu ved at få selskab af andre autocamperturister, da der holdt ikke mindre end 4 tyske autocampere på P-pladsen.

Vi havde regnet med at køre ind på en campingplads lidt nordvest for Stonehenge, men da vi på vej mod stedet havde opdaget, at den vej vi skulle var spærret, opgav vi pladsen og kørte i stedet til Winchester, hvor vi fandt en plads, Morn Hill Camp, øst for byen. Ved indcheckning måtte jeg love pladsværten, at vi ville kigge på byen den følgende dag, da hun sagde, at den var meget spændende. Jeg havde på de tidligere pladser vist mine campingpas, men der var ingen interesse at spore, men her i Winchester ville man gerne se det internationale kort, og de gav så 10% i afslag på en i øvrigt billig pris (ca. 12 £).

På pladsen var der også tyske autocampere, men flagskibet var vores nabo, der havde en af de største autocampere jeg endnu har set, og der var ikke tale om en ombygget bus.

Aftenen blev brugt på 1. del af Bertolucci’s ”1900”, som børnene syntes var meget fængslende.

Tirsdag den 11. april 2006.

Jeg havde jo lovet, at vi skulle se nærmere på Winchester, og hvad man lover skal man holde. Vi kørte derfor ind til centrum og fandt en langtidsparkeringsplads. Winchester var fra 519 hovedstad og kongesæde for angelsakserne, indtil normannerne tog over i 1066, hvor efter London i 1200-tallet tog over og blev hovedstad.

Vi gik først en tur langs floden, som faktisk ikke havde sit naturlige løb, hvor det er i dag, men er blevet flyttet mod øst af romerne for ikke at oversvømme den by, som romerne havde anlagt.

Dernæst fulgte vi den middelalderlige bymur frem til ruinerne af Wolvesey Castle, som siges at være den største middelalderlige ruin i England. Slottet, der er påbegyndt i 1110,  var residens for katedralens biskopper.

Vi gik videre til katedralen, der blev påbegyndt i 1079 og som skulle have Englands længste kirkeskib. Vi ville se kirken indvendig, men var til at begynde med lidt bevægelseshæmmede, da der var en begravelse i gang i koret.

Men der var rigeligt at se på alligevel. Nicolai ville meget gerne ned i krypten, men den var lukket, hvilket sandsynligvis skyldtes, at den var under vand. Her står vandspejlet nemlig så højt, at gulvet i krypten ofte bliver oversvømmet.

Vi fandt de sarkofager hvori Knud den Store (King Canute, dansk konge over Danelagen 1016-1035) og Dronning Emmas jordiske rester skulle befinde sig. Hvilken af kisterne det drejer sig om ved man ikke, for under Cromwell-krigen i midten af 1600-tallet, blev kisterne ødelagt og alle knoglerne blandet sammen. Og da der lå adskillige andre konger og biskopper i de forskellige kister, så ved man i dag ikke hvilke knogler, der ligger i hvilke kister.

Winchester var også hovedsæde for angelsakser kongen Alfred, ham der er omtalt i forbindelse med den store hvide hest vi besøgte i går. Alfred, der var konge i 871-899, kunne trods sin sejr ved den Hvide Hest ikke holde vikingerne ude af England, så de blev ved med at hærge, og under Svend Tveskæg lykkedes det i 1013 for os at bide os fast først i Østengland og under Knud den Store lykkedes det at betvinge resten af England. Knud var søn af Svend Tveskæg og efter Knud kom yderligere 2 danske konger på den engelske trone, inden normannerne tog over.

Efter et længere ophold i kirken, var vi en tur i shoppen, hvor Camilla fik sig et nyt sæt øreringe.

Vi fortsatte lidt rundt i byen og var også en tur ned ad hovedgaden, for hvis ende der står en stor statue af Kong Alfred.

Da vi forlod byen med kurs østpå, begyndte det at regne, og det viste sig, at det blev regnvejr resten af dagen. Petersfield og Midhurst blev passeret og pludselig så jeg et skilt, hvorpå der Grafham, og her kunne jeg huske, at en person, som jeg havde haft arbejdsrelationer til boede, nemlig Ken Walker, der en overgang var sekretær for EHEN (European Housing Ecology Network), som var startet af KAB’s tidligere direktør, Jørgen Nue Møller.

Jeg drejede af fra hovedvejen og ad meget små veje nåede vi frem til Grafham. Men hvor boede Ken ? Jeg holdt ved en lille butik og gik ind og spurgte damen bag disken om hun kendte Ken. Dette kunne hun fuldt ud bekræfte, da hun tidligere havde arbejdet for ham. Jeg spurgte hvad hun hed, og da hun sagde Caroline, så måtte jeg også præsentere mig, for vi havde talt i telefon mange gange. Caroline, der har familie i København slog straks over i dansk og fortalte hvor Ken boede, hvorefter vi fandt frem til Chart Cottage. Ken kiggede godt nok noget, da der holdt en autocamper på hans gårdsplads og jeg stod uden for. Vi blev straks inviteret ind på te og snakkede sammen i 1½ time, inden vi skulle videre mod Brighton. Ken fik vores nye adresse, så vi håber at se ham og Noreen hos os en dag. Ungerne synes det var fedt at snakke med en rigtig englænder og se hvordan et rigtigt engelsk hjem ser ud.

Vi rundede Brighton og fortsatte mod Lewes, hvorfra beskrivelsen af vejen til campingpladsen startede. Vi holdt ved receptionen til Sheepcot Valley Camp kl. 17.15. Også her kiggede de på vores ICC-kort og gav hele 50 Pence i rabat på prisen, der var ca. 23 £, hvilket vist er det højeste vi hidtil havde betalt. Jeg synes det er underligt så store udsving der er på priserne, for de fleste af de pladser vi har besøgt, har været af nogenlunde samme pæne standard.

Efter at have fundet os en plads, koblet strømmen til og fået sat støttebenene i position, så vi først et par afsnit mere af ”1900”, der er en lang film på næsten 5½ time. Herefter spiste vi og sluttede aftenen med et spil kort.

Onsdag den 12. april 2006.

Vi kørte ind langs strandpromenaden mod Brighton, hvor det efter lidt besvær lykkedes at finde en parkeringsplads langs strandvejen.

P-billetautomaten ville kun acceptere parkering i 2 timer, så vi skulle skynde os op til den første turistattraktion, The Royal Pavilion, som er opført af George IV. Mens han var kronprins giftede han sig som 23-årig  i 1785  hemmelighed med Mrs. Fitzherbert, og de opholdt sig meget i Brighton, som fra midten af 1700-tallet var blevet et mondænt badested. I 1795 måtte George gifte sig officielt med Caroline af Braunschweig, hvorefter Mrs. Fitzherbert flyttede til et hus i nærheden af Brighton. George flyttede til en gård, på det sted hvor The Pavilions i dag ligger. Det viste sig snart, at gården var for lille til store selskaber, og i perioden 1815-22 blev den derfor bygget om til det orientalske palads vi kan se i dag.

George var konge i perioden 1820 til 1830 og hans bror, William IV, der efterfølgende blev konge fra 1830 til 1837, delte George’s glæde for Brighton. Men i 1837 satte deres niece, Dronning Victoria, sig på tronen, hvor hun i øvrigt blev siddende helt frem til 1901, og dermed blev den hidtil længst regerende monark i England. Victoria syntes at Brighton var alt for overrendt og hun solgte derfor The Pavilion i 1850, efter først at have fjernet alt indhold. I dag er næsten alle møbler og andet blevet returneret og restaureret, bl.a. mange ting, der ellers var i den nuværende regents eje. Et større restaureringsarbejde er blevet udført i den sidste del af 1900-tallet, hvor The Pavilion først blev ramt af en brand i 1975 og siden hen blev det delvis ødelagt af en orkan i 1987.

Der er tale om et fantastisk hus, og især spisesalen, køkkenet og musiksalen er forrygende. I spisesalen, hvor der er dækket op med det fineste service hænger en krystallampe, der er ca. 9 meter høj og vejer 1 ton. Køkkenet ville i dag være fuldt funktionsdygtigt og var et af de mest moderne i sin tid. Der er ikke mindre end omkring 500 kobberpander, -potter m.m., som har været behandlet af tidens kendteste kokke. Musiksalen, der blev brugt både til musik og dans, er opført i kinesisk stil, med de mest fantastiske lysekroner med gulddrager og glasblomster. Det siges at George fik tårer i øjnene, da han så rummet første gang. Vægmalerierne i rødt og guld, har været en tur på Buckingham Palace, men er nu vendt hjem til The Pavilion. En del af det øvrige inventar er rekonstruktioner af det tidligere.

Vi vandrede rundt i en hel anden og eventyrlig verden, og børnene mente godt, at de kunne bo på sted, og Lone var heller ikke helt afvisende.

Efter besøget i The Royal Pavilion gik vi over North Street og ind i det lille område, der hedder The Lanes. Det er i dag en labyrint af små gyder og smøger, der bebos af antikvitetshandlere og juvelerer. The Lanes er de oprindelige gader i den lille by, der hed Brighthelmstone, og som udviklede sig til den storby det er i dag, med mere end 150.000 indbyggere.

Tiden for vores parkering var ved at løbe ud, så vi satte næsen mod strandpromenaden, hvor vi ved Brighton Pier fik en ordentlig portion Fish & Chips hver. Det var egentlig en ”small” portion, så vi var glade over, at vi ikke havde taget en ”Big”. Pier’en, der er bygget i 1899, hedder egentlig Palace Pier og stækker sig langt ud i vandet og yderst er der en efter forholdene stor forlystelsespark med bl.a. flere rutschebaner.

Fra Pier’en og ud til den østforliggende Marina kører der om sommeren et lille elektrisk tog, der er verdens ældste stadig fungerende el-bane. Det er også på denne strækning, at Englands ældste naturistbadestrand er placeret. Det var dog for koldt til naturisme, selv om solen skinnede fra en stort set skyfri himmel, for det blæste koldt ind fra Kanalen.

Fra Brighton kørte vi østpå, passerede Eastbourne og drejede kort før Hastings ind i landet, hvor vi skulle kigge nærmere på den lille by Battle. Det var nemlig her at Vilhelm Erobreren i 1066 slog sakserkongen Harold, og lagde grunden til det engelske kongerige. Vi skulle se nærmere på selve slagmarken og på det kloster, som Vilhelm opførte efter slaget. Men først skulle vi have parkeret Speedy, hvilket ikke var helt let. En meget smal tilkørselsvej løb langs en mur til selve P-pladsen, og man skulle så dreje til venstre ind gennem en meget smal portåbning. Det lykkedes, selv om jeg på et tidspunkt troede, at det ville være umuligt. Det var ikke centimeter vi talte om, men millimeter.

Vi betalte entre og blev udstyret med Vodaphoner, og så gik det ellers rundt på klosterområdet. Det er dog ikke meget der er tilbage i dag, kun en flot portbygning, og så en del, der i dag er College, og hvortil der ikke er adgang. Men der er mange ruiner på området, for det kloster som Vilhelm byggede efter sejren var meget stort. I den tilhørende klosterkirke, som der stort set intet er tilbage af i dag, er alteret markeret med en stenplade i jorden, og det var efter sigende her, at Harald blev dødelig såret af en pil, som han fik i øjet.

Selve historien ”Slaget ved Hastings” er fabelagtig godt gengivet i det såkaldte ”Bayeux-tapet, der er et 70 meter langt og 1 meter højt broderi, der i dag hænger på et museum i den franske by Bayeux. Der kan læses mere om dette ”tapet” i beretningen om vores tur til Frankrig i 2005.

Syd for klostret ligger den slette, hvor sakserne led nederlag.

Vi var på stedet i godt en time og fandt så vores natlogi, som var Normanhurst Court Campsite. Ved indcheckning betalte jeg over 27£, hvilket var rekord, men senere kom campingmutter ned og sagde, at de var sket en fejl, da det kun skulle være lidt over 20 £, så jeg fik 7£ tilbage. Flot service, den fejl havde jeg jo aldrig selv opdaget.

Campingpladsen lå i en park fra et tidligere slot, der nu var nedrevet. Det betød, at der var et meget flot trappeanlæg, lige fra hvor vi havde valgt at slå os ned og ned til toiletbygningen.

Torsdag den 13. april 2006.

Efter morgenmaden satte vi kurs mod Bodiam Castle, der blev påbegyndt i 1385 af Sir Edward Dalyngrigge, for at vise hans magt og rigdom. Slottet er egentlig bygget som et forsvarsværk mod franskmændene, men de kom aldrig over Kanalen. I stedet blev det Cromwell’s soldater, der under borgerkrigen i midten af 1600-tallet rev tagene af bygningerne, så kongen ikke kunne gøre brug af slottet.

Siden da har slottet ikke været i brug, men alligevel er ydermurene stort set bevarede som ved opførelsen. Slottet er blevet delvist restaureret af Lord Curzon omkring 1920, men står dog stadig som en ruin, når man kommer indenfor i anlægget.

Vi brugte en times tid på stedet og kom ind i alle rum. Grunden til dette var, at børnene havde fået udleveret et ark med spørgsmål omkring en dragejagt på og omkring slotttet. Da opgaverne var blevet løst fik de balloner og klistermærker.

Vi fortsatte sydpå, men var lige forbi et plantecenter, hvor Lone købte to store Camellia-planter. De blev installeret på toilettet, som aldrig har set flottere ud.

Vi havde længe snakket om, at vi skulle have Steak and Kidney Pie til frokost en dag, og da ferien nu sang på de sidste vers, så besluttede vi at holde ind på den næste kro vi passerede. Det blev "The Clock Inn", som reklamerede med, at de lige havde fået nye ejere. Hvordan de gamle ejere var, kan vi jo ikke vide noget om, men den mad, som de nye kunne lave var helt i top.

Næste stop var den lille by Rye, der i tusindtallet kom med i den alliance, der hed ”Cinque Ports” og som omfattede Dover, Sandwich, Romney, Hastings og Hythe. Ideen med alliancen var, at disse byer skulle stille mænd og skibe til rådighed, mod til gengæld selv at opkræve skatter.

Privilegierne blev ophævet igen i 1600-tallet. Men inden da ændrede et uvejr i 1287 floden Rothers løb, så den udmundede ved Rye og som igennem mere end 300 år gjorde byen til en af de vigtigste havnebyer på Kanal-kysten.  Dette gjorde, at Rye også blev indlemmet i ”De 5 Havne”. I 1500-tallet begyndte havnen at sande til og i dag er der 3 km til havet.

Vi startede med at kigge på et kæmpe marked som blev holdt ved jernbanestationen, hvor vi havde fundet en P-plads til Speedy. 1 £ for 24 timer, det billigste vi kom ud for på hele turen.

Så gik vi mod havnen, hvor store pakhuse, der i dag primært er omdannet til antikvitetsforret-ninger, vidner om byens storhedstid. Videre gik det op ad den brolagte Mermaid Street, der ikke er ændret meget siden 1300-tallet, og ud til Ypres-tårnet, der er bygget omkring 1250 til forsvar af byen. I 1430 blev tårnet ombygget til bolig og har siden hen også været fængsel og lighus. På vej mod tårnet passerede vi St. Mary’s Church, som har det ældste fungerende tårnur, der stammer fra 1761.

Næste stop blev Land Gate fra 1300-tallet og som er den eneste tilbageblevne af byens 4  oprindelige fæstningsporte. Byen blev i øvrigt ofte angrebet af franskmændene, som i 1377 brændte den ned til grunden.

Efter at have brugt et par timer i Rye kørte vi mod Folkstone, hvor vi havde udset os en campingplads, men da vi ankom fik vi at vide, at den desværre var fuldt optaget grundet påsken. Vi fik dog at vide, at vi ved strandpromenaden i Dover kunne parkere og overnatte, hvilket er usædvanligt, da man normalt ikke må overnatte udenfor campingpladserne i England.

Vi kørte til Dover, fandt det reglementerede sted, men holdt der kun i få minutter inden vi besluttede os til at prøve lykken ud ad vejen mod Ramsgate. Kort udenfor Dover fandt vi Martin Mill Camping, men fik også her at vide, at alt var optaget. Men vi kunne få lov til at holde lige udenfor bommen bag nogle store Mobilhomes, der var udstillet med henblik for salg. Der var godt nok ikke strøm, men vi takkede alligevel ja, fik Speedy installeret og fik os så en drink med hos de lokale.

Aftenen blev brugt på ”1900” og kortspil.

Fredag den 14. april 2006.

Vi morgenbadede, tømte tanke og fik frisk vand ombord, inden vi vendte køleren mod Dover for anden gang.

Vi ankom så tidligt at vi kom med færgen 10.50 i stedet for 12.15, hvilket betød, at vi anløb Calais ved 13-tiden (Central-europæisk tid).

Så gik det ellers derudad, først det korte stykke til den fransk-belgiske grænse, så gennem Belgien, hvor vi tankede diesel og spiste frokost. Dernæst gennem Holland og ind i Tyskland, hvor vi kunne se, at vi sagtens kunne nå frem til den autocamper-plads, som vi havde ligget på vej hjem fra Frankrig sidste år, nemlig Marina Camping ved Greven, lidt nord for Münster. Det viste sig imidlertid, at det ikke var muligt at klemme flere vogne ind, men værten anviste os i stedet en plads i selve marinaen, med direkte udsigt til bådpladserne. Faktisk en meget bedre plads end på den store plads ved kanalen. Vi holdt her som den ene af to vogne, hvoraf den anden var med en enlig dame ved rattet. 

Lørdag den 15. april 2006.

Jeg hentede rundstykker kl. 8.15 og kl. 9.30 forlod vi pladsen.

Vi rundede Hamburg ved 13-tiden, kl. 14.30 handlede vi i BorderShoppen i Puttgarten, hvorefter vi tog færgen til Rødby kl. 15.15.

Vi havde bedt Lones bror om at optage nogle afsnit af en krimi fra fjernsynet, så vi ringede til ham og sagde, at vi regnede med at være i Kalvehave ved 17-18-tiden. Han og Pia skulle imidlertid til fødselsdag, så det blev aftalt, at båndet kunne hentes hos forældrene på Østervej.

Kl. 17 holdt vi i Kalvehave, fik en drink, modtog båndet og kørte mod Sengeløse, hvortil vi ankom kl. 19.00.

Brugsen havde (heldigvis) lige lukket, så vi var (desværre) nødt til at købe burgere i grillen, da vi ikke havde noget aftensmad, og vist heller ikke selv gad lave det.

Efterskrift

Det  var et godt valg Lone havde gjort, da hun ikke tog med os andre på skiferie. Det betød nemlig, at vi kunne være i England i næsten hele 2 uger og dermed få sent dels London, men også store dele af den sydlige del af landet.

Man kører godt nok i venstre side af vejen, men det vænner man sig forbavsende hurtigt til, og Speedy slap da også fra besøget uden knubs af nogen art. Dette kan også skyldes, at englænderne er fantastisk hensynsfulde bilister, der holder meget tilbage for hinanden. Vi mødte faktisk ikke en eneste fartbølle, i de 10 dage vi kørte rundt ligesom hastighedsbegrænsningerne bliver fulgt til punkt og prikke. Når man bevæger sig væk fra motorvejene mødes man ofte af smalle hovedveje, og enkelte gange var vi ude på små smalle veje, hvor vi ikke kunne passere andre biler, men så holder man hensynsfuld tilbage for hinanden på mulige vigepladser.

Vi havde 14 overnatninger på campingpladser og langt de fleste blev foretaget på pladser, der tilhørte ”The Camping and Caravanning Club”, der vel svarer til ”Dansk Camping Union”. Mere end 90 pladser er tilknyttet organisationen, og der gives en klækkelig rabat til medlemmerne. Det med rabatten fandt vi først for sent ud af, for det havde kunnet betale sig at melde sig ind på den første plads i London. Medlemsskabet er indtjent efter 5-7 ophold, hvorefter resten er ren fortjeneste. Vi havde vel kunnet spare omkring 30 £, hvis vi havde været medlemmer.

Prisniveauet er vel stort set som i Danmark på nær entrépriser på museer og lignende, som ofte virker skyhøje. Dette skyldes for en stor dels vedkommende, at der ikke er statsstøtte. Det koster f.eks. 9.000 £ om dagen at vedligeholde Canterburry Cathedral, som er fuldstændig afhængig af turistindtægterne.

Diesel, der i England er dyrere end benzin, kostede over 10 £, mens vi var i landet, men heldigvis tankede vi kun to gange under vores ophold, trods megen kørsel.

Flemming Stagis

April 2006.