MED SPEEDY TIL HARZEN

Marts 2002  -  Del 1 

Vi havde erhvervet vores nye autocamper, en Hypercamp Swing 554, i september 2001, så den første rigtige ferie over en uges tid, skulle foretages i påsken 2002.

Vi havde udset os Harzen som et godt mål, da det er et overskueligt område, med masser af spændende byer. Harzen er et klippehorst, lige som Bornholm, der skyder sig op gennem jorden. Horsten er 90 km lang og 30 km bred, og det højeste sted er bjerget Brocken, der er 1142 m højt.

Onsdag den 27. marts 2002

Vi startede fra Albertslund ved 17-tiden og kom med en færge over fra Rødby til Puttgarten ved 19-tiden. Hamburg blev rundet lidt inden kl. 22 og så havde vi egentlig tænkt os at holde ind og sove på en eller anden rasteplads, men turen var gået så godt, at vi vat pænt foran den forventede tidsplan. Så hvorfor ikke fortsætte mod Soltau og finde en overnatningsplads i nærheden af Heide Park. Parken skulle være Nordeuropas største forlystelsespark, som vi egentlig havde tænkt os at besøge på hjemvejen fra Harzen. Det viste sig imidlertid svært at finde et egnet sted, så lige pludselig var vi ved skiltet på motorvejen, hvor der vistes af til Heide Park. Vi dreje væk og kørte det sidste stykke til parken, hvor det viste sig, at der var en stor parkeringsplads til busser og autocampere, og hvor vi kunne overnatte for 3 Euro. Vi fandt en plads mellem de andre autocampere, hvilket dog ikke var så svært, da der ikke holdt ret mange på pladsen. Så lavede vi en hurtig gang mad, gik en tur hen til hovedindgangen og så tilbage for at krybe under dynerne ved 23-tiden.

Torsdag den 28. marts 2002.

Så var det Skærtorsdag og vi stod op til flot solskin, lavede morgenmad, og mens vi sad og spiste kom der en mand og krævede de 3 Euro for overnatningen. Det var første gang vi gav Euro ud, men det blev ikke sidste. Gid Danmark da bare var gået med i møntunionen, så vi havde været fri for at veksle hele tiden. Men det skal nu nok komme.

Efter morgenmaden begav vi os mod hovedindgangen, hvor vi betalte og gik indenfor. I Tyskland er der ikke noget, der hedder Skærtorsdag, så der var faktisk ikke ret mange mennesker i Parken, som da også lige var åbnet weekend´en før.

At reklamere med Nordeuropas største forlystelsespark er nok ikke helt galt, for den dækkede et enormt område, og var meget i stil med Disneyland Paris. Den var opdelt i forskellige områder, bl.a. et område med huse i Lüneburger Heide stil, et hollandsk inspireret område, et amerikansk område m.m. I et andet område var der rutschebaner. Ikke mindre end 4 forskellige af slagsen og bl.a. verdens største trærutschebane. Jeg prøvede 3 af dem og selvfølgelig  også den største, som trækker op i 60 meters højde, hvorefter det går i nærmest frit fald nedad, hvor man når op på en hastighed af knapt 130 km/timen. Turen tager ca. 2½ minut og så er det hele overstået – heldigvis, for det var faktisk ret heftigt.

Vi kørte i the-kopper, mono-rail, damp(?)lokomotiv, sejlede med hjuldamper og var på River Rafting. Sidstnævnte ville Camilla ikke med i først, men voldført af Lone blev hun så tvunget med på den anden tur, som hun syntes var så sjov, at vi måtte prøve yderligere to gange. Der blev kørt i vandrutschebane og i små både, der blev i det hele taget prøvet mange andre ting og frokosten blev gnaveben indtaget i det amerikanske område, hvor Det hvide Hus var indrettet til cafeteria. Nicolai indtog maden under et portræt af John F. Kennedy.

Vi tilbragte omkring 7 timer i parken, og prøvede en masse ting, inden vi ved 16-tiden besluttede, at nu måtte vi altså videre, hvis vi skulle nå Goslar – ”Harzens hovedstad” - inden det blev mørkt.

Vi kørte ud til motorvejen og fortsatte sydpå ind til vi drejede østpå, væk fra motorvejen, og snart efter ankom til Goslar.

Vi fandt en vinteråben campingplads, hvor vi checkede ind i det nærliggende Gasthaus. Pladsen, der hed Sennhütte, lå ca. 3 km syd for Goslar på vejen mod Clausthal-Zellefeld, den var temmelig kedelig, så det blev ikke til de vilde gåture på stedet, men der blev lavet aftensmad, hygget og gået i seng rimelig tidligt.

Fredag den 29. marts 2002.

Efter morgenmaden betalte vi i gasthaus´et, fik vores campingkort tilbage og kørte ind i centrum af Goslar. Det var helligdag, så der var masser af P-pladser i centrum. Vi parkerede og fik en tur i byen og så bl.a. Hotel Kaiser Worth, hvor jeg vist nok har spist, da jeg i midten af 1950´erne var med mine forældre i Harzen.

Så gik vi en kort tur i byen, som virkede meget død p.g.a. de lukkede forretninger.

Når man siger Harzen, tænker de fleste nok på Goslar, som værende en af de smukkeste byer i området, men det er efter min mening ikke helt rigtigt. Efter at jerntæppet faldt i efteråret 1989, har vi turister fået adgang til en kulturskat, som ikke er blevet spoleret af de fremgangsrige tider i den vestlige verden. Byer som Goslar og Osterode er flotte og velholdte byer, men de er ikke så helstøbte som byerne i den østlige del af Harzen. Byerne i vesten er blevet byfornyet og renoveret i langt højere grad end byerne i det gamle Østtyskland, der fik lov til at forfalde, men som i dag gennemgår store bevarende saneringer.

Vi besluttede os til først at køre østpå mod Bad Harzburg, og dernæst sydpå gennem bjergene mod Braunlage, for at tage en tur op til Harzens højeste bjerg med et rigtige veterantog. Fra byen Wernigerode udgår nemlig Harzer Schmalspurbahnen, en 132 km lang jernbanestrækning med damptog gennem store dele af Harzen. Banen har i over 100 år tjent som dagligt transportmiddel for lokalbefolkningen, som nu får selskab af mange turister. Banen har en afstikker til Harzens højeste bjerg, Brocken ‑ på dansk Bloksbjerg - dér hvor heksene som bekendt sendes hen Sankt Hans aften. Så berømte mennesker som Goethe, zar Peter den Store, Heinrich Heine og H.C. Andersen har besteget Brocken op til flere gange.

På turen gennem de smukke landskaber kører toget forbi bjerget “Drei Annen Hohne”, som er 542 meter højt. Tæt herpå deler den sig ved bjerget Schierke (688 m), i hvis dal der ligger en rekreationsby.

Vi stod på ved ”Drei Annen Hohne” og kørte så med toget det sidste stykke op til Brocken. Der  var ikke særlig langt, men turen tog alligevel omkring 1½ time, da der blev kørt meget langsomt. Prisen for turen var for 2 voksne og 2 børn var 60 Euro. En høj pris, men så kunne vi faktisk også have kørt på hele systemet hele dagen. Børnene syntes det var en spændende tur gennem skovene op ad bjerget og turen kan absolut anbefales på trods af prisen. På toppen af bjerget var der masser af sne og det var bidende koldt. Et ucharmerende cafeteria fangede ikke vores interesse, så vi fik os blot noget at drikke fra en lille bod ved banegården, inden vi atter tog plads i toget og kørte retur.

Da vi atter kom ned fra Bloksbjerg kiggede vi i ADAC´s kanongode campingfører og fandt en campingplads – Camping am Brocken - i byen Elbingerode. Pladsen var meget nydelig, lå på en skråning ned mod en kunstig sø, men der var lige ved ikke at være plads til os, da tyskerne sender deres hekse afsted mod Bloksbjerg om aftenen Påskelørdag, og ikke som vi gør, Sct. Hans aften, i Danmark. Ud over denne hekseaften har man også Walpurgis-festerne, som er natten mellem den 30. April og 1. Maj, hvor man også sender heksene afsted mod Bloksbjerg. Disse fester er endvidere et farvel til vinteren. Det lykkedes os dog at få en plads blandt de andre campere, og da vejret var dejligt gik vi en tur i den lille hyggelige by inden vi returnerede, fik aftensmad og krøb til køjs.

   Til del 2