Med Speedy til Harzen
Marts - Del 3
Søndag den 31. marts 2002.
Quedlinburg ligger på randen af Harzen, hverken i skov eller på bjerg, alligevel er det en af regionens allermest interessante byer. Hverken 2. verdenskrigs bomber eller efterkrigstidens saneringsiver har ødelagt byen, der med omkring 1300 bindingsværkshuse menes at være Tysklands største ”Altstadt“. En fantastisk restaureringsindsats er igangsat efter Murens fald.
Et bindingsværksmuseum er indrettet i det, man anser for at være Europas ældste bindingsværks-hus. Det er bygget i midten af 1300‑tallet. I den anden ende af byen finder man den nyeste seværdighed: Holzwurmmuseum, som fortæller alt om borebillerne, der guffer både bindingsværk og møbeltræ i sig.
Yderst interessant er stiftskirken St. Servatius. Ikke blot rummer den de jordiske rester af Tysklands første kejser, Henrik I, som regerede for 1100 år siden, men også kunst af international karat. I en menneskealder anså man de mest sjældne af skattene for evig tabt. Historien er denne:
Flere byer i Harzen blev ødelagt af bombardementer under 2. Verdenskrig, og derfor blev stiftskir-kens skatte i 1944 pakket i kasser og skjult i nogle minegange i omegnen. Der var tale om uerstat-telige guld‑, sølv‑, ædelstens‑ og elfenbensarbejder fra 800‑ til 1500‑tallet. Da museumsfolkene fra stiftskirken i foråret 1945 gik ned i mineskakterne, opdagede de, at kasserne var blevet brudt op, og en række af de mest værdifulde genstande var fjernet, bl.a. Henrik I's rigt udsmykkede relikvieskrin og verdens ældste "liturgiske" redekam. Tingene var sporløst forsvundet.
Tyveriet forblev et mysterium i 45 år. I 1990 henvendte en familie fra Whitewright i Texas sig til internationale kunsthandlere for at sælge en række antikviteter efter samleren Joe Tom Meador, der var død nogle år tidligere. Hermed dukkede Quedlinburg‑skatten, som man troede tabt for evigt, atter frem i lyset. Det viste sig, at Meador i 1945 var i Harzen som ung løjtnant i den amerikanske hær og efter de nazistiske troppers overgivelse havde fundet kisterne i minegangene og sendt nogle af de “pæne ting“ hjem til Texas i papirpakker. Et større internationalt tovtrækkeri endte med, at genstandene i 1990 blev leveret tilbage til Quedlinburg, oven i købet nyrestaureret af konservatorer-ne på Dallas Museum of Art. Verdenskunsten i stiftskirken er i sig selv en tur til Quedlinburg værd.
I 1994 kom byen på UNESCO´s liste over verdenskulturskatte.
Ved frokosttid fandt vi en bod ved stiftskirken, hvor de solgte Schmaltzbrot, brød med fedt og løgringe, samt nogle brød med en eller anden underlig ost. Ungerne vi købte nogle af brødene og ungerne spiste faktisk en del, da de troede, at osten var kartofler. På vej tilbage til bilen blev der også tid til et lille ophold på torvet, hvor vi fik os nogle gode glas fadøl og et par flasker cola.
Efter at have vandret rundt i byen et godt stykke tid begav vi os atter sydpå mod en borg, som vi gerne ville se nærmere på, nemlig Burg Falkenstein.
Vi fandt hurtigt stedet, som var rigtig turistet på helligdagen, fik med nogen besvær parkeret Speedy og begav os ind ad en skovvej mod slottet, der som et Torneroseslot lå klemt inde mellem masser af skov og øvrig beplantning.
Det var så dagens motion og vi fortsatte mod den sydlige del af Harzen til campingpladsen Birnbaumteich, der ligger øst for byen Neudorf. Ligesom den forrige plads lå smukt ned til et opdæmmet vandreservoir og omkranset af skov. Efter at have få placeret Speedy gik vi en tur ned til søen, hvor der ligeledes var en lille butik, købte is og begav os ud på en rundtur om søen.
Efter gåturen satte vi borde og stole op uden for bilen, for det var faktisk så varmt, at vi godt kunne sidde uden for og spise aftensmad. Efter en gåtur på pladsen, hvor børnene fandt en god legeplads, gik det retur til aftendrink og sengeklatring.
Mandag den 1. april 2002.
Lone havde truet med, at hun, som det første om morgenen, ville tage sig en løbetur omkring søen. Og hun holdt ord. Hurtig var hun i løbetøj og –sko og tog en hurtig tur. Vel tilbage prøvede hun som den første Speedys brusebad, som efter sigende fungerede udmærket. De 14 liter skoldhedt vand var rigeligt til et brusebad.
Så gik turen videre mod vest til Harzgerode, hvor vi lige stoppede for at se på et flot gammel rådhus, men ellers havde byen ikke nogen seværdigheder.
Videre gik det og undervejs skulle vi lige se på et vandfald, som Lone havde læst om. Det havde dog beskedne dimensioner, da det vel næppe var højere end ca. 8 meter.
Efter vandfaldet fortsatte vi mod Osterode, og nu var vi atter tilbage i det gamle Vesttyskland, og der var mærkbar forskel i bygningernes vedligeholdelse og restaurering.
I Osterode gik vi os en kort tur i byen, hvor træerne i gaderne var pyntet med påskeæg. Det så rigtig flot ud. Solen skinnede fra en skyfri himmel og man kunne gå i T-shirt. Så derfor blev der også lige investeret i en gang isvafler.
Efter Osterode gik turen atter ind over Harzen-plateauet. Egentlig ville vi have været til en campingplads ved en sø umiddelbart uden for Osterode, men da vi opdagede, at søen atter var et opdæmmet vandreservoir, og denne gang yderligere med udsigt til et grimt kraftværk på den modstående bred, så valgte vi at fortsætte nordover.
Vi kørte op til Hahnenklee, hvor vi først besigtigede en flot kopi af en norsk stavkirke og dernæst fandt campingpladsen ”Camping am Kreuzeck”, hvor vi skulle være. Vi indrettede os og gik dernæst en lang tur ned langs 6 inddæmmede vandreservoirer. Det var et meget flot system, og havde haft til formål at tæmme en strøm, der løb ned gennem dalen. Nede i bunden havde der så været en vandmølle, hvoraf kun ruinerne nu var tilbage.
Vi vandrede tilbage og besluttede, at vi ikke gad at lave mad denne aften, da vi havde set, at pladsens restaurant havde grillede ørreder. Lone og jeg fik hver en sådan, mens Nicolai og Camilla fik Wienerschnitzeler.
Efter det fine måltid returnerede vi til bilen og småhyggede, inden vi gik i seng.
