Vores årlige Kr.Himmelfarts-tur, sammen med vennerne Bodil og Tom, skulle have Harzen som mål, dog med et par stop undervejs i et par spændende byer. Baggrunden for dette valg skyldes, at vi gerne ville se nogle at Tysklands ypperste byer inden for bindingsværksarkitekturen - og vi blev ikke skuffede.

Harzens skæbne gennem historien har bølget lige så meget op og ned som dets landskab. Områdets storhedstid var fra omkring år 1000 og 250 år frem. I den tid var Goslar kejserby, og i 1000-tallet vurderede krønikeskrivere, at byens betydning var på højde med Roms! Fra den tid kan man stadig se slottet Kaiserplafz og rester af Goslars fæstningsanlæg med de 185 vagttårne.
Ved reformationen blev Harzen delt mellem Roms ideologier og Luthers teser, så man i dag har både katolske og protestantiske kirker i de fleste byer. Samtidig fik bjergværksdriften, der gav råstof til middelalderens storhedstid i form af sølv, bly og malm, en ny opblomstring. Udviklingen blev dog slået tilbage under trediveårskrigen (1618-1648), hvor halvdelen af befolkningen omkom. Men trods sult, hyppige storbrande og fattigdom findes mange velbevarede renæssancebykerner - ikke mindst i Goslar, Hornburg og Wernigerode.
I 1800-tallet betød nye veje, jernbaner og Harzens kurbyer, kulturskatte og store naturværdier en begyndende turisme. Fordi området blev skånet for ødelæggelser under 2. verdenskrig, fik turismen et yderligere opsving, og i slutningen af 1950’erne blev Harzen mange danskeres første møde med det store udland, og i dag er turisme stadig det vigtigste aktiv for regionen.

Med 1142 meter er Brocken et fremherskende element i Harzens overbygning. Det sagnsomspundne topplateau hæver sig over trægrænsen, og på bjergets top vokser enestående planter, der ellers kun findes i Alperne. På klare dage er udsigten fra Harzens højeste punkt sublim, så en bestigning er et must for vandrelystne friluftsfolk. Den flotteste vej til toppen går gennem den billedskønne og fortryllende Ilsetal, som også H.C. Andersen benyttede i 1831. Sydøst og vest for toppen findes desuden flere højmoser, som man også passerer på den letteste rute til toppen fra parkeringspladsen ved Torfhaus.
Har man mistet vandrelysten, tøffer en romantisk smalsporbane med gamle damplokomotiver fra Wernigerode over Schirke helt op på toppen af Brocken (til ågerpriser).

Vi samlede Tom og Bodil op på stationen i Albertslund og begav os mod færgen i Rødby. Desværre var vi så sent på den, at vi ikke nåede BorderShoppen i Puttgarten inden kl. 20.00 hvor der lukkes. Vi havde heldigvis lastet en karton øl fra et af vores tidligere besøg i BorderShoppen, så mon ikke vi kunne klare os et stykke tid ?

Vi fortsatte mod Hamburg og kørte ind til Bad Oldesloe, der ligger mellem Lübeck og Hamborg, for her vidste vi, at der var en god autocamper-plads. 

Lige ved siden af byens svømmehal ligger der en stor P-plads, hvor der er reserveret plads til 6-8 autocampere. Det er gratis at holde på pladsen og man kan for 2 Euro få el-tilslutning i 10 timer. Det er gratis at tømme tanke, mens vand koster 1 Euro for 100 liter.

Jeg havde lavet kødsovs aftenen inden vi kørte, så der blev hurtig kogt spagetti og kl. 22 var aftensmaden klar.  Dernæst blev der flyttet rundt på tasker, kufferter sko o.m.m. inden sengene var klar til natten. Den første aften er altid svær, inden man er kommet ind i den rigtige rytme, og inden tingene har fundet deres rette plads.

Goslar har altid været et must for harz-besøgende. Den gamle kejserstad har over 1000 bindingsværkshuse, og et af de mest beundrede er skræddernes tidligere lavshus på torvet, opført 1494, nu indrettet som hotel. Den lille skulptur af en mand på et af husets hjørner er Goslars symbol på held og lykke. De fleste turister på torvet vender ryggen til byens rådhus, og det er faktisk synd, for det er rigtig kønt, men de gør det for at opleve klokkespillet på bygningen over for. Det spiller fire gange dagligt.

Der er masser af gamle bindingsværkshuse i byen, dette til trods for at byen i 1632 led under svensk besættelse og plyndring under 30-årskrigen og i 1728 0g 1780 oplevede et par omfattende bybrande. Heldigvis gik 2. verdenskrig let hen over byen, der blev indtaget af amerikanske tropper den 10. april 1945. I 1992 kom byen og bejrgværket på UNESCO's verdensarv-liste.

Goslar har mange museer, lige fra dukke- og tinsoldatsamlinger til afrikansk kunst og musikhistorie. Det nyeste og samtidig det ældste er Rammelsberg Minemuseum. Man har genåbnet byens bjergværk, der ellers lukkede i 1988, og gjort det til et museum. Stedet er den eneste mine i verden, som har været i gang uafbrudt i over 1000 år. Under vores besøg i 2002 prøvede jeg at lokke familien med ned i minen, men det lykkedes ikke. Det gjorde det desværre heller ikke denne gang. Den rejseglade H.C. Andersen besøgte i 1831 i Rammelsberg-minen, og han fortæller om oplevelsen i bogen "Skyggebilleder af en Rejse til Harzen".

Efter at have kigget nærmere på byen begav vi os mod Hahnenklee, der har en mere end 100 år gammel kopi af en norsk trækirke. Tom og Bodil, der er specialister i trækirker i både Norge og Polen, var imidlertid ikke begejstrede, da der er tale om en slags gendigtning over temaet trækirke.

Så var det videre mod Osterode, der har et usædvanligt rådhus. Siden 1998 har byens vise fædre haft til huse i "Harz Kornmagazin", der, som navnet antyder, engang var regionens offentlige kornlager. Det er bygget i begyndelsen af det 18. århundrede og kunne rumme næsten 1,6 millioner kilo korn.

Byen er ellers præget af en del bindingsværkshuse, men desværre er der også meget nybyggeri ind i mellem. Tom og Bodil fik kaffe og kage i en Café, mens vi andre fire spiste isdesserter på en Eiscafé.

Kursen blev sat mod Wernigerode, der allerede i begyndelsen af 1900-tallet var et søgt turistmål. I dag tiltrækker bindingsværksbyen flere besøgende end nogensinde. På torvet troner det 550 år gamle rådhus, der må siges at være byens største attraktion.
I over 20 år har hovedgaden, Breite Strasse, været gågade. Her er masser af gode småbutikker og endnu flere velbevarede farvestrålende gamle huse, bl.a. Krummelsches Haus, hvis facade er udskåret i træ.

Efter at have fundet frem til autocamperpladsen, der lå nordøst for byen, gik vi en længere tur i byen. På torvet var der fuldgang i den da der var fest for "jagt-studenterne" (?), så der var en masse grill- og øl-boder. Sidst på hovedgaden lå der en kinesisk restaurant, hvor vi besluttede at spise buffet, som kostede ca. 50 kr. pr. person plus drikkevarer. Trods den lave pris var der tale om rigtig god mad.

Godt mætte returnerede vi til Speedy, hvor der blev hygget.

Vi startede dagen med en gåtur i den del af Wernigerode, som vi ikke havde set dagen før, ligesom der blev handlet lidt tøj til Camilla.

Det gik videre og dagens næste by blev Blankenburg, som har et rådhus, der er næsten lige så smukt som det i Wernigerode, det er bare 217 år ældre! Rådhuset kom frelst gennem krigen - med nød og næppe. I brolægningen få meter fra renæssancerådhuset er markeret, hvor en bombe ramte i april 1945. Barokparken ved Kleines Schloss (Det lille Slot) er en nydelse, og det er ikke til at se, at den i DDR-tiden var udlagt som kolonihaver. På vej mod byen var vi kørt ad nogle smalle veje og passerede det smukke Michaelstein kloster, som bl.a. rummer et museum for musikinstrumenter.

Selve Blankenburg er ikke så spændende. Altstadt er ret lille og husene er endnu ikke blevet renoverede i så stort omfang.

Derfor var vores ophold ikke så langt, selv om vi gjorde et lille holdt i "Kartoffel-Haus" for en formiddagsøl, inden det gik videre mod Quedlinburg.   

Quedlinburg var i 900-tallet Tysklands 4. største by, efter Köln, Mainz und Magdeburg. Byen ligger på randen af Harzen, hverken i skov eller på bjerg, alligevel er det en af regionens allermest spændende byer. Hverken 2. verdenskrigs bomber eller efterkrigstidens saneringsiver har ødelagt byen, der med næsten 1300 bindingsværkshuse menes at være Tysklands største "Altstadt". En fantastisk restaureringsindsats er sket siden Murens fald.

Et bindingsværksmuseum er indrettet i det, man anser for at være Europas og således hele verdens ældste bindingsværkshus. Det er bygget i midten af 1300-tallet. I den anden ende af byen finder man dens nyeste seværdighed: Holzwurmmuseum, som fortæller alt om borebillerne, der guffer både bindingsværk og møbeltræ i sig.

   

Yderst interessant er stiftskirken St. Servatius. Ikke blot rummer den de jordiske rester af Tysklands første kejser, Henrik I, som regerede for 1100 år siden, men også kunst af international karat. I en menneskealder anså man de mest sjældne af skattene for evig tabt. Historien er denne:
Flere byer i Harzen blev ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, og derfor blev stiftskirkens skatte i 1944 pakket i kasser og skjult i nogle minegange i omegnen. Der var tale om uerstattelige guld-, sølv-, ædelstens- og elfenbensarbejder fra 800-1500-tallet. Da museumsfolkene fra stiftskirken i foråret 1945 gik ned i mineskakterne, opdagede de, at kasserne var blevet brudt op, og en række af de mest værdifulde genstande var fjernet, bl.a. Henrik I's rigt udsmykkede relikvieskrin og verdens ældste "liturgiske" redekam. Tingene var sporløst forsvundet.
Tyveriet var et mysterium i 45 år, men i 1990 henvendte en familie fra i Texas sig til en international kunsthandler for at sælge en række antikviteter efter en samler ved navn Joe Tom Meador, der var død nogle år tidligere. Hermed dukkede Quedlinburg-skatten, som man troede tabt for evigt, atter frem i lyset. Det viste sig, at Meador i 1945 var i Harzen som ung løjtnant i den amerikanske hær. Efter de nazistiske troppers overgivelse havde han fundet kisterne i minegangene og sendt nogle af de "pæne ting" hjem til Texas i papirpakker. Et større internationalt tovtrækkeri endte med, at genstandene i 1990 blev leveret tilbage til Quedlinburg - oven i købet nyrestaureret af konservatorerne på Dallas Museum of Art. Verdenskunsten i stiftskirken er i sig selv en tur til Quedlinburg værd.

   

Efter et længere ophold i byen kørte vi mod Thale, da vi havde fundet en lille campingplads mellem Quedlinburg og Thale, i byen Weddersleben. Men inden vi kørte til campingpladsen, kørte vi lidt uden for byen, hvor der ligger et særpræget naturfænomen "Teufelsmauer", som er et af Tysklands ældre nturbeskyttelsesområder. Her har istidens skraben hen over landet fået nogle af kridtstenslagene til at træde frem i landskabet som lodretstående mure.

   

Efter en lille gåtur på stedet returnerede vi til campingpladsen, der egentlig hedder "Wohnmobilstellplats der Lebenshilfe". Der er tale om en meget lille plads, men som har det mest nødvendige, herunder et par bade. Der kan tømmes tanke og tankes vand, lige som der er strømtilslutninger. Alt dette koster kun 15 Euro. Pladsen ligger i øvrigt i forbindelse med et papirmuseum, som viser, hvoledes man fremstiller papir.

Vi rykkede for første gang udendørs og indtog vores eftermiddagsdrinks i det fri og senere aftensmaden under markisen.

   

 

19. maj 2007   -   Weddersleben - Lüneburg

Efter at have afleveret nøgler og indløst vores depositum, gik det mod Gernrode.

I Gernrode ligger den ene af Tysklands to fabrikker til fremstilling af kukure. Vi betalte hver en Euro og var inde og se, hvordan de små urhuses lindetræsfacader stadig udskæres i hånden.

   

Lige i nærheden af fabrikken troner i øvrigt byens anden seværdighed, den godt 1000-årige St. Cyriakus stiftskirke, som vi også besigtigede. Der er tale om en over 1000 år gammel romansk kirke med apsis i begge ender.

   

Byggeriet af kirken blev påbegyndt i 959 af markgreve Gero. Han havde været på pilgrimsrejse til Rom, og havde hjembragt et kostbart relegvie fra helgenen Cyriakus, som kirken blev indviet til. Omkring 100 år efter påbegyndelsen blev der indrettet et gravkammer i kirkeskibet til helgenen.

Så gik det videre til Harzgerode, der er en over 1000 år gammel by med flere bindingsværkshuse, bl.a. det nyrestaurerede rådhus på markedspladsen. Tæt på pladsen ligger byens kirke, St. Marienkirche, der er  dyster tung sag, når man ser den udefra, men kommern man ind i kirken, så åbenbarer der sig et lyst og smukt rokoko-interiør.

   

Nord for torvet ligger der resterne af et treetages renæssanceslot med vægtergange og rundt tårn, som også er et besøg værd. Vores besøg gjaldt dog Ratskeller, der i dagens dejlige solskin havde sat borde ud, så vi kunne nyde vores formiddagsøl i den friske varme luft. 

 

Næste mål var Stolberg, der i Politikens bog "Turen går til......" betegnes som Harzens perle.  Byen er da også usædvanlig rig på smukt bindingsværk. Derfor var den lille by allerede et søgt turistmål ved slutningen af det 19. århundrede. En af attraktionerne er det adels- og ridderherberg, der åbnede i 1672, og som er hotel den dag i dag - også for almindelige borgerlige.

   

   

Denne by var den sidste i  Harzen, og for at gøre næste dags køretur kort, blev vi enige om at tage nordpå til Lüneburg, der er Lüneburger Heide's hovedstad, men som vi aldrig selv havde besøgt.

Man kan sige, at vi var til 1-års fødselsdag, for den 19. maj 2006 åbnede der en ny autocamperplads i Lüneburg. Pladsen ligger 300 meter vest for den gamle bydel og er anlagt med fliser, strøm og tømningsmuligheder. Der kan være ca. 40 biler på pladsen, og da vi ankom var de alle optagede. Heldigvis var der en tysker, der kontaktede os, og sagde at han lige straks kørte, så vi kunne få hans plads. Man kan jo være heldig. det kostede 8 euro at holde 24 timer på pladsen.

   

Vi sluttede os til strømmen, så ungerne kunne spille PlayStation, mens vi andre fik eftermiddagsdrink og kiggede på to luftballoner, der var ved at blive klargjort til opstigning. Dernæst blev der lavet mad. Det var et festmåltid, bestående af laks, rejer og bernaise-sovs, efterfulgt af nye kartofler og grillet roastbeef med svampesovs.

   

Senere var der aftenkaffe med rom fra Mali.

 

20. maj 2007   -   Lüneburg - Sengeløse

Det var en af de morgener Tom gik efter morgenbrød, og tysk morgenbrød faldt lige i Camillas smag, for hun fortætrede vel 3 hele stykker.

Efter morgenmaden gik vi ind til Altstadt. Lüneburg blev en rig by i middelalderen. Det var salt, der bragte byen velstand. Saltet blev brugt som konserveringsmiddel af de fisk, som Hansestæderne langs Østersøen fiskede. Efter konsterveringen blev fiskene sendt ned til de katolske lande, der ikke måttet spise kød, så længe man fastede. Byen hørte da også med i Hansa-fællesskabet.

   

Vi kiggede på masser af spændende huse. Her var der tale om rene murstensbygninger, hvor der blev anvendt masser af formsten i friser, omkring vinduer og døre m.m. Det blev til m,ange spændende motiver inden vi fandt frem til den gamle mastekran ved floden.

   

På vej nordover faldt mit blik pludselig på et af de brune turistskilte, der viste, at i byen Uelzen skulle der ligge en banegård, der var nyfortolket af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (15.12.1928 - 19.02.2000), så rattet blev lagt om til en lille omvej gennem byen.

   

Det var da også noget af en oplevelse at se, hvorledes en mere end 100 år gammel banegård var blevet omdannet til en meget spændende bygning, med masser af form- og farveoplevelser. Selv toiletterne var en stor oplevelse.

   

Den oprindelige banegård er opført i 1888. Hundertwasser-projektet blev tegnet gennem årene 1995 til 2000, hvor man påbegyndte selve byggearbejdet, der blev afsluttet i september 2001. Hundertwasser nåede ikke selv at se projektet færdiggjort, for den 19. februar 2000 døde han i Stillehavet ombord på Queen Elizabeth II.

Efterskrift

I alt kørte vi 1402 km på 29½ time, hvilket giver en gennemsnitsfart på 62,9 km/t. Ikke noget at prale af, men det skyldes, at vejene i Harzen er smalle og snoede, og at der ikke var meget motorvejskørsel syd for Hamburg.

Selv om vi havde været i Harzen i 2002, så var der mange nye oplevelser, ligesom det var spændende at gense byerne Wernigerode og Quedlinburg. Her var der sket en omfattende renovering på de 5 år, der var gået, og disse to byer vil stå som et par af perlerne indenfor bindingsværksarkitektur.

Det havde været en god tur, og på færgen hjemad snakkede vi om hvad målet næste år skulle være. Her kom to interessante steder op, nemlig Helgoland i Nordsøen eller Gotland i Østersøen.

 

   Til "Harzen 2002"

   Tilbage til "VORE TURE"

   Tilbage til Startside

Flemming Stagis

Maj 2007