Med Speedy til Italien

Juli 2007

Del 3

LØRDAG DEN 21. JULI 2007

Vi stod virkelig op kl. 6.30 og spiste hurtigt morgenmad, hvorefter vi begav os afsted til busstoppestedet. Vi var heldige, for bussen kom med det samme, og det gjorde metroen også, da vi kom frem til stationen. Det måtte da betyde held.

Vi stod af ved den station, som havde Vatikan-museet som undernavn, og fandt frem til hvor køen begyndte, vel omkring 400 meter fra indgangen. Vi var der allerede kl. 8 og skulle nu vente til 8.45, hvor museet åbnede. Nicolai var noget videre sur over at skulle vente, og talte stort set ikke til os. Kl. 8.30 begyndte køen at bevæge sig og kl. 8.45 var vi fremme ved indgangen, hvor to vagter dog sorterede os fra, da vi havde stået i køen for reserverede grupper. Nu var heldet sluppet op. Der havde INTET stået om, at denne kø kun var for grupper, før vi kom frem til indgangen. Vagterne var iskolde, vi kunne bare stille op i den anden kø for almndelige besøgende. Denne var vel omkring 8-900 meter, så det gad vi altså ikke. Et tysk par, der stod lige bag os, var lige så indignerede over behandlingen. Jeg tænker på at skrive et brev til Det italienske Turistkontor i København, for at fortælle om den meget dårlige kundepleje. Men sådan er det vel, når man ikke mangler kunder, så kan man behandle dem, som man vil. Og vi blev behandlet med italiensk ”elegance” eller var det arrogance ?

Vi beslutte os for straks at køre tilbage til campingpladsen, hvor vi pakkede sammen, og chekede ud, hvilket ville sige at jeg stod i kø i 40 minutter for at betale 162 Euro for 3 overnatninger, altså 54 Euro pr. nat. Prisen var i orden, men ventetiden var ikke.

Vi besluttede i stedet at sætte kursen mod byen Tivoli, NØ for Rom, for at se flere romerske ruiner, så vi bad Marie finde vejen. Vi syntes det var lidt sært, at hun på ringmotorvejen satte kursen syd om Rom, men der var ikke problemer med at finde frem.

Tivoli’s største attraktion er villa d’Este, som er opført i 1500-tallet, men den syntes vi skulle vente til næste besøg. I stedet ville vi se Hadrians Villa, der ligger 5 km SV for Tivoli. Her holdt de rige romere til, da der var frisk vand og svovlholdige kilder, og kejser Hadrian, ham med bl.a. Sank’Angelo inde i Rom, byggede et af de største paladser, der er set i romertiden, på dette sted. Hadrian rejste meget og hans palads skulle afspejle nogle af de steder, han havde været i levende live.

Der er ruiner af 2 badeanlæg, et græsk og et romersk teater, der er biblioteker, og et privat arbejdsværelse på en kunstig ø i den bygning, der hedder Teatro Maritimo, og der var kæmpe spejldamme flere steder. For at komme til stedet skulle gæster gennem underjordiske gange, som symboliserede Hades og Styx fra dødsriget, men her kan kejseren vel næppe have været.

Det var i øvrigt også Kejser Hadrian, der i 122 beordrede muren tværs over det romerske Brittanien anlagt, for at beskytte romerriget mod pikterne, en keltisk stamme fra Skotland.

Vi vandrede længe rundt blandt ruinerne, og fandt især Teatro Maritimo for et spændende og smukt sted. Hele anlægget dækker et areal, der er større end centrum i kejsertidens Rom.

Da vi var færdige begav vi os tilbage mod ringmotorvejen, men undervejs fandt vi en café, hvor vi lige spiste en hurtig frokost.

Vi fortsatte nordover til byen Bagnoregi, hvor vi satte Speedy på en P-plads, da det er forbudt at køre gennem byen og frem til vores næste mål, der var byen Civita. Vi begav os videre til fods mod byen, der er en meget lille klippetop-by, kun forbundet med Bagnoregia med en meget lang bro. Almindelige biler kunne køre frem til broen, men kunne ikke bruge broen, som tillige er meget smal.

Vandreturen fra P-pladsen i Bagnoregio til Civita var vel op mod 1,5 km, men den foregik i bagende sol, så vi var godt svedige, da vi nåede frem. Der er ikke mange beboere tilbage i byen, og man kunne se, at en del af husene var ombygget til sommerboliger. Selve byen var meget hyggelig, men hurtigt overstået. På tilbagevejen gjorde vi lige holdt for at få en drink, der kunne genoprette væskebalancen.

Klokken var omkring 17 og vi fandt et Spar-supermarked, hvor der blev købt mad til de næste par dage. Derefter kørte vi til Bolsena, der ligger ved Lago di Bolsena, hvor vi havde udset os en Stellplatz. Da vi nåede frem, opdagede vi, at det vil koste omkring 25 Euro at holde på pladsen, der ikke ligefrem så overdådig ud. Vi var på vej til pladsen kørt forbi Blu Camping, hvor der var pool. I ADAC kunne vi se, at denne plads kun ville være 7 Euro dyrere, så den blev valgt, selv om jeg havde lidt problemer med at navigere vores store vejkrydser rundt på pladsen. 2 gange måtte nogle englændere flytte deres biler, for at jeg kunne komme frem, men til sidst fandt vi en plads lige ved siden af pool’en, men langt fra Bolsena søen, som pladsen også lå ned til. Jeg gik tilbage til den unge pige i receptionen og meddelte, at vi havde fundet en plads lige ved siden af pool’en, hvilket den unge pige ikke ville tro på, da den ikke havde noget nummer. Hvad skulle hun gøre ? Hun kaldte på Carlo, en herre på min alder, som hurtigt afgjorde, at hvis vi havde fundet en plads, så var det i orden, hvad enten den havde et nummer eller ej.

Inden vi overhovedet havde fået pakket ud, kastede vi os i det kølende vand; ih hvor var det dejligt.

Så blev Nicolai kaldt op af vandet for at tage stole og tæpper ned fra tagboksen, men så snart dette var gjort, forsvandt han igen ned i pool’en. Lone og jeg lavede aftensmad og kl. 20, da pool’en alligevel lukkede, var der det spisetid.

Lone læste dernæst Harry Potter for børnene, undet hvilket alle 3 faldt i søvn, men vi havde jo også været tidligt oppe, samtidig fik jeg fred til at skrive beretning.

SØNDAG DEN 22. JULI 2007

Nicolai og jeg gik til pladsens marked for at hente brød, men det viste sig, at man skulle have bestilt morgenbrød dagen før, men atter reddede Carlo os. Brøddamen fik simpelthen ordre til at finde 4 stykker morgenbrød til os, hvilket så også lykkedes. Carlo var bare en helt rigtig lejrchef, og et besøg på pladsen kan anbefales, hvis man er på de kanter.

Efter at have pakket bilen hoppede vi lige en tur i pool’en for at køle af. Det var godt nok lidt overskyet, men stadig meget varmt. Skydækket forsvandt i løbet af dagen og temperaturen løb op på godt 35 grader.

Blu Camping ligger på østbredden af Lago di Bolsena, og vores mål lå på den anden side af søen, så vi bad Marie om at finde Saturnia, der er en lille by i det sydlige Toscana. Her vælder en kilde med varmt og svovlholdigt vand ud fra jorden. Vi fandt stedet, men havde lidt problemer med at parkere. Jeg kunne forestille mig, at det skyldtes, at det var søndag og mange ville ud at bade. ­Vi fik dog plantet Speedy lidt fra stedet, trak i badetøjet og begav os afsted.

Da vi kom frem til kilden, viste det sig, at det var en meget kraftig kilde, som vældede ud af en klippeside og ned over nogle ”trug” dannet af saltene i vandet. Det viste sig også, at vandet var varmt, nærmere betegnet 37 grader, hvilket føltes lidt for varmt på sådan en sommerdag.

Vi var på stedet en times tid og nød det svovlholdige vand, som nok er godt for et eller andet. Stedet er beskrevet at romerne, men må have været kendt langt før deres tid.

Vi fortsatte vestpå mod kysten, som vi ramte ved Castiglione della Pescaia, men undervejs prøvede vi at finde et eller andet sted, hvor vi kunne få noget frokost, men det mislykkedes totalt. Enten var der ikke noget åbent, eller også kunne vi ikke komme til at parkere vore store bil. Da vi nåede vandet besluttede vi os derfor til at finde en campingplads, og så få noget og spise der. Valget faldt på Baya Verde ved Punta Ala, som var pænt omtalt i ADAC. Selvfølgelig kom vi en halv time inden siestaen udløb, så vi måtte holde og vente. Men da vi så havde checket ind, gik det stærkt med at få anvist en plads, og dernæst finde et sted, hvor vi kunne få noget og spise og endelig hurtigt afsted til stranden, for at bade. Desværre var vandet noget ”beskidt” af tang, da der var en kraftig pålandsvind, men det generede ikke børnene, som badede i næsten 2 timer, mens Lone og jeg nøjedes med at boltre os i 5 kvarter. Her oplevede jeg i øvrigt min anden topløse kvinde, den første var på Camping Roma. Alle solbader med top, selv om det faktisk accepteres at solbade topløs de fleste steder. Selv Lone holder sig tilbage med at solbade topløs, som hun gjorde sidste år i Østrig, hvor hun var den eneste på pladsen.

Vi returnerede til Speedy, hvor Lone gik i gang med at planlægge turens sidste uge. Min plan var nemlig løbet ud med besøget i Saturnia. Der blev lavet mad, hilst på Harry Potter og skrevet turberetning på et gammel hakkebræt af en IBM computer. Det ville være rart, hvis vi havde en ny computer med, som kunne behandle billeder og så lægge beretningen på nettet med det samme.

MANDAG DEN 23. JULI 2007

Vi forlod Baya Verde ved 10-tiden, men atter oplevede jeg den italienske ”grundighed”. Vi stod mange personer i en lang kø og ventede på at betale, men damen i kassen skulle lige have en sludder med en af fastliggerne, og først da flere af os begyndte at rykke nærmere, blev samtalen indstillet og arbejdet genoptaget. Da jeg nåede frem til kassen, blev jeg atter overrasket. EDB-tidsalderen var endnu ikke nået til denne store plads, for regninger blev skrevet i hånden, og da der så skulle en lommeregner til, for at lægge 44 og 16 sammen, så var min tålmodighed opbrugt, men jeg kunne så også forlade stedet 60 Euro fattigere. Det syntes vi alle var for høj en pris for en plads, der var så lille, at vi ikke en gang kunne rulle vores markise ud. En plads vi ikke kan anbefale.

Et stykke efter Punta Ala kørte vi ind til et stort supermarked for at handle. Det blev ikke blot mad- og drikkevarer, men også en taske til Camilla og et par sandaler til Nicolai.

Videre gik det mod Pisa, hvor vi fandt en Stellplatz nogle hundrede meter nord for Campo dei Miracoli, miraklernes plads, hvor Det skæve Tårn, Domkirken m.m. er beliggende. Inden vi gik mod tårn og domkirke spiste vi lige frokost, men så var det også afsted. Vi købte kun billetter til Domkirken og Dåbskapellet, da der var 4½ times ventetid for at komme op i Det skæve Tårn. Vi besøgte tårnet i 1999, hvor det slet ikke var muligt at komme op i det, da man var ved at stabilisere det. Dette arbejde blev afsluttet i 2001, og den 17. juni blev der atter adgang for publikum. I dag koster det 15 Euro/person, hvilket vel er lige i overkanten for at gå de 294 trappetrin op til toppen.

Tårnet blev påbegyndt i 1173. Godt 100 år senere, i 1274, var man nået op i 3 etager, men tårnet var begyndt at hælde, men man fortsatte arbejdet uden at tage hensyn til hældningen. Tårnet stod færdigt i 1350 og hældte da 1,4 meter fra lodlinien. Det blev værre med tiden, for i 1817 var hældningen på 3,8 meter og i 1995 var man oppe på 5,4 meter, men allerede inden, i 1990, havde man lukket for adgangen til tårnet og man begyndte at rette op på skævheden og stabilisere fundamentet. Man fik rettet tårnet 42 cm, og man fik standset hældningen.

Vi havde som nævnt købt billetter til Domkirken og Dåbskapellet. Vi startede med at kigge på Domkirken, der blev påbegyndt i 1064 og afsluttet i 1121, og som står som det flotteste eksempel på romansk arkitektur i Toscana.

Dernæst fortsatte vi til Dåbskapellet, som blev påbegyndt i 1152 og blev færdig 100 år senere. Jeg havde forventet at kapellet var udsmykket med mosaikker, men blev skuffet, da væggene var temmelig bare. Men det er samspillet mellem de 3 bygninger, der gør pladsen til noget helt enestående. De hvide bygninger mod den blå himmel er helt fantastiske.

Efter besøget i Pisa ville vi egentlig være fortsat op langs Middelhavskysten, men vi betsemte os om, og kørte i stedet til Lucca, som vi også besøgte i 1999, og som vi havde fundet særdeles charmerende.

Vi nåede byen ved 18-tiden og fandt frem til Stellplatz’en. Efter spisning cyklede vi ind til Lucca, hvis gader stadig følger den plan, som romerne byggede byen efter omkring 180 f.Kr. Byen er helt omgivet af en fuldt intakt  bymur fra 1561 – 1645, der er godt 4 km lang med 4 byporte, 11 bastioner og tilhørende forarealer, hvilket betyder, at man har en helt unik bykerne.

Det første vi stødte på, var kirken San Michele in Foro, der ligger på den plads, hvor det gamle romerske forum har ligget. Kirken er opført i perioden 1000 til 1300, og har en ret spændende facade, der ikke virker særlig kristen hvad angår udsmykningen.

Det næste vi stødte på var San Frediano, der har en meget smuk mosaik fra 1200-tallet på facaden.

Vi sluttede af på Piazza del Amfiteatro. Her ligger en plads, der er oval, og som svarer til den romerske arena. I hver ende af pladsen er der en lille portbygning, der symboliserer, hvor gladiatorer og dyr kom ind på arenaen i romertiden. Vi fandt et gelatteria, hvor vi fik is. 3 kugler for 2 Euro, hvilket var billigt.

Vi slentrede tilbage gennem den hyggelige bys smalle gader og cyklede det sidste stykke ud til Speedy.

TIRSDAG DEN 24. JULI 2007

Vi stod op til let regnvejr, men det forhindrede ikke, at vi sad ude og spiste. Dels var det meget lidt regn, og dels sad vi under et stort træ.

Vi kørte ud af Lucca og efterhånden tog regnen til. Vi kørte ad mindre veje gennem bjergene nord for Lucca og over passet ved byen Abetone, hvilket viste sig at være et større vintersportssted, med mange lifte og masser af boliger til skiløbere. Jeg anede ikke, at der her i Toscana fandtes noget sådan, men Lone kunne ud fra et kort fortælle, at der faktisk var bjerge på op mod 2.200 meter i området.

Vi fortsatte mod Modena, hvor vi kørte ind på motorvejen til Verona og siden hen syd om Gardasøen. Vi drejede mod nord og kørte op langs vestsiden af søen. Det er en meget smal vej, hvor det ikke kan lade sig gøre at køre med lastbiler, hvilket Marie tog helt bogstaveligt. Jeg havde sat hende til at være lastbil, hvilket betød, at hun ikke ville lade os køre den ønskede vej. Vi stillede om til personbil, og straks gik det meget bedre. Men der var tale om en smal vej, og her var jeg glad for, at jeg kørte autocamper og ikke en 2,5 meter bred campingvogn. Og i nogle af de rigtig mange tunneller man skulle igennem, var der endnu mindre plads. Men vi kom igennem. Da vi kom ud af den sidste tunnel, holdt der en dansk lastvogn på tværs af vejen. Han havde overset skiltene, der fortalte, at det ikke var muligt at køre lastvogne på denne strækning. Vi fik taget et billede af bilen, som blev sendt til vognmanden, da vi kom hjem.

Ved nordenden af søen drejede vi mod vest, og kørte op mod Lago di Ledro, hvor vi havde udset os nattens campingplads. Men der var alt optaget, hvilket er første gang vi har oplevet noget sådan i vores campingkarriere. Der lå dog også 2 andre pladser ved søen, så vi fortsatte blot der ud ad. Men resultatet var det samme, der var ikke flere tomme pladser i området.

Lone gik så på jagt i Marie og fandt en stor Stellplatz, TR@NS.IT, som lå ved nordenden af Gardasøen. Vi vendte om og kørte atter ned mod søen. I byen Torbole lå en meget stor autocamperplads med plads til 120 biler. Her lykkedes det os at komme ind, men det var nu ikke så svært, for der var vel kun en belægning på omkring 60-70%.

Pladsen viste sig at have alt. Der er elektricitet, mulighed for tilslutning af såvel toilet- og spildevand, som vand og satellit-TV. Der er toilletter og bade og et lille marked, der har det mest nødvendige, og endelig det bedste: direkte adgang til Gardasøen, som vi måtte prøve som noget af det første, for nu var solen brudt igennem og det var atter varmt.

Man får sin egen elektroniske chip, der giver adgang til stranden (sten), og hvis man viser den på pizzariaet på stranden får man 10%. Måske en idé til i morgen ? Vi besluttede nemlig at blive på pladsen hele den kommende dag.

Vi returnerede, lavede mad og læste.

Gardasøen er den største sø i Italien. På det bredests sted, der er mod syd, er den 18 km bred, mens den nordlige ende kun er 3 km bred, og den er ikke mindre end 52 km lang. Vi lå på en plads i den nordlige ende, og det er også her, at man finder det dybeste sted, nemlig 346 meter fra overfladen og ned til bunden. Hvis man vil køre hele vejen rundt om søen, så bliver det en tur på 150 km og man har så passeret ca. 80 tunneller. Det er dog ikke nødvendig at køre hele turen rundt om søen, for den krydses af adskillige færgeruter. Vi havde jo taget turen på vestsiden af søen, og det er her man finder langt de fleste tunneller.

ONSDAG DEN 25. JULI 2007

Beslutningen om at tage en drive-over dag var god. Autocamperpladsen vi holdt på var noget af et scoop. Der var som nævnt alle ønskelige faciliteter, og samtidig var der masser af plads mellem vognene.

Vi badede, læste, spiste frokost, sov middagslur, og slappe i det hele taget af. Jeg fik lavet lidt småreparationer på Speedy, så den var helt klar til hjemturen. Bl.a. havde vi fået problemer med køleskabet i Lucca, da det lige pludselig ikke ville køle længere. Jeg rensede brænderen, og det hjalp, men det virkelige problem var, at en blæser, som jeg havde monteret på de udvendige køleribber viste sig at være fejlinstalleret, og ikke virkede, hvis udendørsbelysningen var tændt. Og det var netop hvad der var sket natten over  i Lucca. Men det alene var nok ikke problemet, rensningen havde nok også hjulpet på køleproblemet. Der blev også tømt tanke og fyldt vand på.

Om aftenen spiste vi på en restaurant på strandpromenaden, hvor besøgende på autocamperpladsen fik 10% reduktion på regningen. Vi gik en tur på promenaden og kiggede bl.a. ind på nabopladsen, der var en almindelig campingplads. Kors hvor står vogne/telte tæt på de italienske pladser. Det med 3 meter mellem enhederne kendes åbenbart ikke i Italien.

Man må kun ligge på Tr@nsit i 2 dage ad gangen, men det var der vist ikke så mange der tog alvorligt.

TORSDAG DEN 26. JULI 2007

Vi forlod Tr@nsit i Torbole ved 10-tiden og kørte nordpå ad motorvejen mod Brenner-passer. Vi drejede væk fra vejen i Trento for at finde et supermarked, hvor viu kunne fouragere til de næste par dage. Da det var overstået kørte vi tilbage til motorvejen og fortsatte nordover. Lige inden vi forlod Italien spiste vi frokost på en rasteplads og kort efter vi havde passeret grænsen til Østrig holdt vi ind for at købe den obligatoriske Vignette, der gav lov til at køre på motorveje i landet. Brennerpasset, hvor vi havde haft problemer på udturen, blev klaret i flot stil og uden problemer.

Vi fortsatte mod Tyskland, men mellem Innsbruck og Kufstein drejede vi ind til Kramsach, hvor vi ville ind på campingpladsen ”Seeblick Toni”, der fik gode karakterer i ADAC’s guide. Vi fik checket meget hurtigt ind , betalte godt 52 Euro og fik anvist en plads. Jeg ved ikke om det var fordi vi blot skulle være her en enkelt nat, men vi fik anvist en kedelig lille hjørneplads, hvor vi lige kunne knibe os ind, og som ikke var i orden til prisen.

Vi hyggede en times tid og ved 16.30-tiden gik vi til søen, som pladsen var placeret ved, og tog en dukkert samt solbadede, inden vi ved 19-tiden gik tilbage for at påbegynde aftensmaden.

FREDAG DEN 27. JULI 2007

Vi havde betalt dagen før, så efter morgenmaden var vi hurtigt ude fra pladsen. Vi kørte mod Tyskland, men inden vi atter kom ind på motorvejen handlede vi lige i et supermarked.

Så gik det afsted mod Kufstein, videre mod grænsen og så op mod motorvejen Salzburg-München. Her gik det imidlertid galt for trafikken, som stort set gik i stå. Vi bad Marie om en alternativ rute, og kørte straks efter af motorvejen og ad mindre veje, indtil vi atter kunne køre ind på motorvejen.

Vi rundede München uden problemer, men da vi skulle fra Münchner-Ring og køre nordpå, gik trafikken atter i stå. Atter måtte Marie finde en alternativ rute.

Vi havde sat dagens første mål til at være Weltenburger Kloster, der ligger ca. 30 km sydvest for Regensburg. Besøget her skyldtes to ting. For det første ligger klosteret på det sted hvor Donau skærer igennem to flotte forbjerge ”Donaudurchbruch”. For det andet har Benediktiner-klosteret et fantastisk bryggeri. Klostret er grundlagt af St. Eustacius i 610 og i 1050 begyndte på ølbrygningen og laver stadig verdens ældste mørke hvedeøl efter de gamle recepter. Det skulle således være verdens ældste klosterbryggeri. "Weltenburger Kloster Barock Dunkel" fik i 2004 en "World Beer Award". 

Klosterøllet har en mere end 1000 år lang historie i Europa. Det var keltiske munke fra Irland, der spredte kendskabet til øl i Europa. Fra starten af 500-tallet drog de på missionsfærd til fastlandet og grundlagde en række klostre. Klostrene bryggede som regel 3 slags øl. En ekstra fyldig til særlige lejligheder og til fornemme gæster som f.eks. bisper og adelsfolk. En mindre stærk øl blev drukket af munkene til hverdag og en helt svag øl var til pilgrimme og vejfarende.

Da vi havde kigget på floden, og smagt på øllet i den dejlige klostergårdhave, samt købt 16 flasker med hjem, var det videre mod Regensburg, som vi egentlig ville have været ind og kigge på, men da vi havde været længere end beregnet ved klostret, så var klokken blevet så mange, at vi blev enige om, at udsætte besøget i Regensburg til en senere ferie.

Vi satte i stedet kursen mod Bamberg, som vi nåede ved 18.30-tiden. Vi parkerede Speedy og kiggede nærmere på byen, som er optaget på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv. Byen har omkring 2.300 fredede bygninger, heriblandt det gamle rådhus, der ligger på en ø, midt imellem to flodarme af floden Main. Denne ø deler også byen i to dele, den religiøse sydlige del, hvor der er kirker og religiøse bygninger, og den nordlige del, den verdslige bydel, hvor forretninger og restauranter ligger tættere. Det er en meget livlig by grundet mange unge, der studerer på byens universitet.

Byen nævnes første gang i 902 i et skrift af en historiker ved navn Abt Regino von Prühm (840-915) som "Castrum Babenberch" . I 1007 grundlægges domkirken af Heinrich II. og byen bliver centrum for Det tysk.romerske Rige.  

I 1047 dør Pave Clemens II., der tidligere var biskop Suidger af Bamberg, og han bliver begravet i Bamberger Dom, og er den eneste pave, der er begravet nord for Alperne. I perioden 1386/87 opføres det første rådhus, der i dag kaldes "Altes Rathaus", på en kunstig ø i floden Regnitz. Det befinder sig lige på grænsen mellem den gejstlige bjerg-by og den borgerlige ø-by. 

Under 30-årskrigen bliver byen besat af svenske tropper i to omgange (1632/1634), men forbliver i al væsentlighed uberørt. Til gengæld fører fyrstebiskop Johann Georg II mange hekseprocesser i byen.

I 1647 grundlægges byens universitet, der i dag hedder "Otto-Friedrich-Universität Bamberg".

Så er der lidt af en specialitet fra byen, for i 1767 grundlægger Wolfgang Heller et bryggeri, der senere kommer til at hedde "Schlenkerla", der producerer den såkaldte Rauchbier. Det er røget øl, som efter min mening smager ganske forfærdelig.

Vi startede med at kigge på den del af byen, der kaldes Lille Venedig. Det er en række af gamle huse, der ligger lige ned til floden Main. Det var her byens fiskere tidligere holdt til. Så gik vi videre til det gamle rådhus fra 1300-tallet som er udsmykket med fantastiske vægmalerier fra 1744-56. Vi sluttede af med en slentretur rundt i byen, som skal have et længere besøg på et senere tidspunkt. 

Vi satte kursen mod aftenens Stellplatz, som var udset til at være Hassfurt, hvor Lone havde fundet en plads lige ned til floden Main. Vi kørte en halv time, og var så fremme, hvor vi fik en plads helt nede ved flodbredden, hvor store flodbåde sejlede forbi. Pladsen har vand og tømmefaciliteter, der er helt nye toiletter og brusebade og endelig er der mulighed for at få strøm. Alt det for 5 Euro, dog 1 Euro ekstra for bad. Det skal bemærkes, at der er to pladser i den lille by, dels ”Naturfreundehaus am Hafen Hassfurt” og dels ”Festplatz Gries”. Vi havde valgt den sidste, hvilket vi var godt tilfredse med. Pladsen kan kun anbefales på det varmeste.

Ved 21-tiden kom et pladsfatter og -mutter rundt og krævede gebyret, og fortalte, at der næste morgen ville komme en brødbil med morgenbrød på pladsen. Vi kunne derfor gå roligt i seng ved 23-tiden.

LØRDAG DEN 28. JULI 2007

Jeg blev brat revet ud af søvnen kl. 7.26, hvor en bil kom drønende med en ringeklokke på højeste lydniveau. Det var bagerbilen, der var ankommet til pladsen. Jeg smuttede hurtigt i tøjet og begav mig afsted til bagerbilen, hvor jeg købte morgenbrød. For første gang i 3 uger spiste vi ikke morgenmad udendørs, da det nu blot var 19 grader koldt.

Vi forlod Hassfurt på reglementeret måde, nemlig ved at køre ud gennem en af byens porte. Det viste sig nemlig, at byens centrum var ganske charmerende, med et tårn med byport i øst og vest på hovedgaden, og midt på et lille pænt rådhus. Derudover rummede gaden flere smukke huse, både pudsede og i bindingsværk.

Vi fortsatte mod Würtzburg og derfra nordover mod Kassel. Vi drejede dog væk fra motorvejen, inden vi nåede Kassel. Der skulle nemlig købes mad til frokost. Efter indkøb i en lille by kørte vi videre langs motorvejen, men ad almindelige veje, der førte os gennem smukke skove, hvor vi fandt en plads, hvor vi spiste frokost.

Turen op gennem Tyskland tog ca. 8 timer, var præget af en del vejarbejde og masser af stop i trafikken. En anden grund til forsinkelse var vejret, for med jævne mellemrum kørte vi ind i nogle gevaldige regnbyger, hvor selv tyskerne satte farten ned til under 50 km/t.

Vi havde kodet Marie til at føre os over Storebæltsbroen, da vi frygtede at komme til at vente ved Puttgarten-Rødby, hvor vi ventede i meget lang tid på nedturen. Lone havde kigget på en Stellplatz ved Flensborg, men undervejs nordover havde vi hængt i så mange køer, at tiden var løbet fra os, og vi var trætte, da vi havde rundet Hamburg. Vi kørte derfor ind til Rendsburg, hvor der var oprettet en ny Stellplatz i 2004, med gode faciliteter.

Vi havde dog problemer med at finde den, for der var masser af vejarbejde, som Marie ikke kunne tage højde for. Der var omkørsler, som var meget dårligt skiltet, og som afstedkom, at vi kørte rundt i den sydlige bydel i 3 kvarter for meget. Rendsburg ligger på hver side af Kieler-Kanalen, og er kun fast forbundet af motorvejen, der ligger ca. 5 km øst for byen, samt af Kanaltunnel, der ligger midt i byen. Det var omkring sidstnævnte, der var omfattende  omkørsler, og hvor vi cirklede omkring, uden at komme komme til den.

Undervejs var vi også forbi byens berømte ”hængefærge”, der er en platform, der i virer hænger neden under en meget høj jernbanebro, altså nærmest en vandretgående elevator i overstørrelse. Vi ville have haft mulighed for at komme over Kielerkanalen på denne eksotiske måde, men ”færgen” var ved at blive istandsat, og ville først være aktiv igen medio august. ØV.

Til sidst fandt vi dog tunnellen og kom over til den nordlige bydel, hvor Marie uden problemer førte os frem til autocamperpladsen.

Jeg betalte 9 Euro i en automat, hvilket var prisen for en overnatning. Endvidere koblede vi os til en strømstander, hvori jeg puttede 3 x 50 Cent. Om dette rækker til hele natten må tiden vise.

Der blev lavet aftensmad og for første gang på hjemturen blev der spist indedøre. ØV.

SØNDAG DEN 30. JULI 2007

Så var vi nået frem til feriens sidste dag. Vi havde snakket om at besøge Lones veninde Marianne og hendes familie, der nyligt er vendt hjem til Als efter 11 år i Kina. Desværre var de lige taget på ferie ved Frederiksværk, hvor de har sommerhus, så den plan gik i vasken.

I stedet kørte vi til Kolding, hvor vi besøgte vores gamle bekendte, vi har mødt i Kroatien, Erika og Bjarne. Vi blev vel modtaget med deres sædvanloge gode humør, og vi måtte endelig ikke køre, før vi havde fået frokost, og havde udvekslet ferieminder. De var bl.a., lige som os, kørt ned ad BAB 7, og de havde set stort set de samme ting. De havde dog været oppe og se Neuschwanstein-slottet, hvor vi havde opgivet på grund af regn.

Da vi havde været hos vennerne et par timer ringede vi til min søster, der også bor i Kolding, Men det viste sig desværre, at de var i sommerhus i Blåvand, så det blev ikke til eftermiddagskaffe. Vi fortsatte mod Sjælland først på eftermiddagen og nåede Storebæltsbroen ved 16-tiden. I modsætning til hvad vi frygtede ved Puttgarten, var der ikke skyggen af kø ved betalingsanlægget.

Sengeløse blev nået ved 18-tiden efter at vi havde fået hamburgere hos Burger King i Køge. For øvrigt den første hamburger på hele ferien. Resten af aftenen blev brugt på TV og tøjvask.

I morgen er det så på arbejde......og slappe af.

Efterskrift

Speedy opførte sig pænt på hele turen. Det eneste lille problem vi havde, var at køleskabet havde meget svært ved at følge med når udetemperaturen nærmede sig de 40 grader, og det til trods for, at jeg inden vi tog afsted havde monteret en ventilator på køleribberne. Men det gik lige. Kolde drikkevarer blev klaret med en 12-volt køleboks, der også lige kunne tage toppen af varmen. 

Frostboksen voldte ingen problemer og vi havde faktisk frostvarer med hjem igen.

Vi kørte i alt 5.852 km, hvilket tog 91 timer (16% af tiden). Det giver en gennemsnitsfart på 64,3 km/time.

Hvad havde vi så fået ud af turen ? Jo vi nåede jo stort set de mål vi havde sat os, og de kulturminder, som romerriget har efterladt sig, er imponerende, og er noget der bør ses. Det var her Europa blev konfirmeret (det var græsk kultur, der døbte Europa), og det er det fundament, vores kultur bygger på i dag. Besøgene i Pompeji og Herculanum var spændende, og besøget ved de græsake temler i Pæstum overvældende – tænk, at så meget har kunnet overleve i så mange år. Gad vide hvor meget der er tilbage af vores huse om 2.000 år ?  Vi havde på vores tur i 1999 også kigget på Rom, og fandt ikke den store begjestring for Forum Romanum, men nu, hvor vi havde bedre tid til at se nærmere på  tingene, var også dette et meget spændende sted.

Landskaberne i Italien er flotte, og turen op til Vesuv blev en stor oplevelse, lige som Toskanas bølgende bakker/bjerge er noget man aldrig glemmer. Men kors hvor er italienerne syd for Rom nogle svin. Her flyder det med affald, og ofte har det ligget så længe, at der er en pæn stank omkring skidtet. Langs vejene er det som om man bare smider alt ud af vinduerne, og så er der nok nogen der kommer og rydder op, men det så desværre ikke ud til at være tilfældet.

Trafikkulturen er noget for sig. Lone var dybt frustreret, mens jeg synes det var fantastisk. Det ”sjoveste” vi oplevede var da en bil bag os ikke kunne vente på at komme forbi, men tog den venstre om i en rundkørsel og så kom foran. Det var da også en måde at få trafikken til at flyde på. Overhaling over zebrastriber eller inden om i nødspor er helt almindeligt. Der har vi danskere noget at ”lære”. Vi så faktisk kun et enkelt uheld, og det var af mindre karakter. Det var en scooter, der var kommet lidt galt afsted og var væltet, men det så ikke ud til, at der var større skader.

Et helt specielt kapitel er vejene i Italien. Lige så gode og flotte som betalingsmotor­vejene er, lige så dårlige er de almindelige veje. Vi har kun en gang tidligere oplevet veje så dårlige, nemlig motorvejen i Tjekkiet mellem Prag og Brno. Speedy knagede i samlingerne og indholdet i skabe blev kastet rundt på hylderne, når vi ikke kørte på betalingsveje. På en af vejene så vi en tekniker tage billeder af huller i vejen, men de var også så store, at man kunne forsvinde i dem. En lastbil med et læs asfalt ville gøre stor gavn, men ikke nå langt med en enkelt læs.

Så er der vores oplevelse af, at italienerne er sig selv nok. Vi blev nærmest negligeret i supermarkeder, når vi skulle betale. Så skulle kassedamen/-manden lige snakke med en eller anden, mens køen gik i stå. Men det sker nok også for italienerne, og kassepersonalet fik vel en mindre stresset dag.

Badevandet har ikke de samme kvaliteter som vi kender fra den kroatiske del af Adriaterhavet. Det var langt mere grumset, og det gjaldt kysten på begge sider af Italien, så vores medbragte dykkerbriller og snorkler kom slet ikke i brug.

Langt de fleste af de campingpladser vi besøgte, synes vi ikke levede op til det vi havde forventet i forhold til priserne. Det var dyrt at bruge campingpladserne, så vi tyede til autocamperpladser ind i mellem. Her skal i sær den sidste plads ved Gardasøen fremhæves som et meget positivt bekendtskab. Hvis vi skal til Italien igen, er denne plads atter på programmet.

Vores tidligere ferier til Kroatien har jo for en stor dels vedkommende været ensbetydende med besøg på naturistcampingpladser, og her er Italien noget bagud, for ikke at sige, at denne type pladser er ikke-eksisterende. Så vidt jeg ved, findes der kun 2 af denne type pladser i landet. Topløs solbadning accepteres, står der i turistbrochurerne, men der var langt mellem eksemplerne på dette.

.....og kors hvor er det klamt at bevæge sig rundt i vådt badetøj.

Kroatien – vi skal nok komme igen !

Kør ikke hurtigere end jeres skytsengel kan flyve.

   Tilbage til del 2                        Tilbage til "Vore ture"

Flemming Stagis

August 2007