Med Speedy til Italien
Juli 2007
Del 2
LØRDAG DEN 14. JULI 2007
Vi startede med at køre til Paestum, som oprindelig hed Poseidonia (Poseidons By), opkaldt efter den græske havgud. Byen stammer fra 500 f. Kr. og blev grundlagt af grækerne, der herskede over store dele af det sydlige Italien. I 273 indtog romerne byen og døbte den om. På grund af malaria og overfald fra saracenerne blev byen forladt omkring 800-tallet, og den blev først fundet igen i 1600-tallet.
Vi fandt let en P-plads, og til vores forbavselse var der faktisk ikke mange besøgende på stedet. Vi betalte 4 Euro pr. voksen, mens børnene var gratis, og så var det ellers ind på området. Det første vi så var Ceres templet, som var meget velbevaret. Dernæst gik det gennem et område med boliger og forretninger, frem mod de næste to templer, dels til ære for Neptun og dels til Hera. Også disse to templer var så velbevarede, at man ikke var i tvivl om, hvorledes de havde set ud for 2.500 år siden.
Vi returnerede over Forum og forbi Amphiteatret, inden vi efter 2½ times besøg atter forlod stedet med kurs mod Vesuv, som skulle være vores næste mål. Undervejs fandt vi dog ud af, at det var meget varmt, og at det måske var bedre at udsætte spadsereturen op til kraterranden til senere på dagen.
Derfor besluttede vi os til at se ruinerne fra Herculanum i stedet for. Mens Pompeji blev begravet i aske, blev Herculanum ”druknet” i mudder og lava. Hermed blev husene fyldt op nedefra og tagene holdt til det efterfølgende tryk fra det op til 16 meter tykke mudder/lavalag.
Det betyder, at man i dag har en by, der er meget velbevaret, og hvor man virkelig kan fornemme rummene i de forskellige huse. En meget stor oplevelse. Man mener, at kun meget få af byens indbyggere omkom ved Vesuvs udbrud, da vindretningen ikke havde ført de giftige gasser ind over Herculanum, som det skete ved Pompeji.
Så var klokken ved at være 17 og vi besluttede at køre op mod Vesuvs krater. Det var 9 km med meget kurvekørsel, og med stigninger der mest betød kørsel i 1. og til dels i 2. gear, men op kom vi dog. Blot for at konstatere, at Vesuv lukkede kl. 17.00 og vi var der først kl. 17.30. Vores forskellige guider sagde ellers, at der var åbent til solnedgang. Sludder. Camilla var meget skuffet, så vi måtte love at prøve igen en anden dag. Vi returnede mod Pompeji, og i håb om at finde en campingplads langs kysten, kørte vi ikke på motorvejen, men ind gennem byerne langs kysten.
Jeg havde haft opfattelsen af, at området mellem Napoli og Pompeji var småt befolket, men det var noget af en forkert opfattelse. Helt fra Napoli og et godt stykke ned ad kysten syd for Pompeji, er der tale om en stor sammenhængende by, men med forskellige navne.
Kørsel i denne bystruktur er noget af en prøvelse, men som jeg holder meget af. Scootere og motorcykler, der smutter ud og ind mellem bilerne, Folk, der vender midt i det hele og andre biler, der kommer ind fra højre og venstre. Dette skuespil akkompagneres af bilhorn, der lyder i forskellige tonearter. Italienerne opfatter færdselsloven som vejledende, og hvis man på anden måde kan få trafikken til at glide lettere, så er det også tilladt. Jeg elskede det, mens Lone sad krampagtigt på passagersædet og bremsede så meget, at hun måtte have fået ondt i foden. Til sidst nåede vi dog frem til Camping Zeus i Pompeji, hvor vi checkede ind. Det er en lille, men hyggelig plads, blot få hundrede meter fra det gamle Pompeji. Vi måtte vente med at checke ud til kl. 16 næste dag, så mon ikke vi når at se Pompeji i morgen. Ellers må vi jo tage en nat mere sammen med Zeus. Det vil tiden vise.
Der blev ikke spillet kort i aften, men blot skrevet turberetning og læst Harry Potter.
SØNDAG DEN 15. JULI 2007
Så var det tid til at kigge nærmere på det, der faktisk var turens mål, nemlig Pompeji. Campingpladsens udgang ligger omkring 100 meter fra indgangen til Den udgravede By, så det var jo bare perfekt.
De fleste byer i området er grundlagt af grækerne, men Pompeji menes grundlagt omkring 9-800 år f. Kr. af Osci’erne, en befolkningsgruppe, der levede i Campanien. Efterfølgende kom de under både etruskerne og grækerne og omkring 298-290 f.Kr. rykkede Roms herredømme sydpå, og Pompeji blev indlemmet som ”socia” (partner) i romerriget, hvilket betød, at man stadig havde et stort lokalt selvstyre. Byen havde alt hvad en velstående by havde på den tid. Der var Forum med de tilhørende templer, der var teatre og Amfiteater (arena), bade anlæg, sportsanlæg med pool, og der var masser af forskellige butikker. Der var beboelseskvarterer med flotte villaer, huse for de mindre rige og der var udlejningsboliger. Der var hoteller, restauranter, barer, spillebuler og bordeller. Udenfor byportene lå begravelses-områderne, med fine grave, hvor man ærede familien. Bymuren havde en længde på omkring 3 km.
Byen var en af de rige byer i romertiden, hvilket skyldtes dens beliggenhed på de frugtbare skråninger ved Vesuv, hvor man især dyrkede vin. Men beliggenheden blev også byens skæbne. Man var blevet advaret i år 62, da der fandt et jordskælv sted, som ødelagde mange af byens huse, men dødsstøddet kom den 24. august 79, da Vesuv eksploderede, og i løbet af få timer spredte død, ødelæggelse, og begravede byen i et 6 meter tykt lag af aske og pimpsten. Indbyggerne flygtede ned mod kysten, men mange blev kvalt af gasser, andre nåede slet ikke at flygte, men omkom i deres hjem. Man mener, at omkring 2.000 mennesker døde ved udbruddet.
Herefter gik byen i glemmebogen. Man stødte dog ind i den mellem 1594 og 1600, da man omlagde floden Sarno, hvor arkitekten Domenico Fontana stødte på nogle øjensynligt gamle bygninger med inskriptioner på væggene. Dette vakte dog ikke den store opsigt og først da man i 1748 skulle opføre en større villa, gravede man det første af byen frem igen, og herefter startede udgravningerne. Det viste sig at være meget nemmere at udgrave Pompeji end det var at grave i Herculanum. Aske og pimpsten i Pompeji var meget blødt, mens mudder og lava i Herculanum var blevet meget hårdt.
I 1860 startede en ny fase i udgravningerne. Man fandt en metode til at fylde gips i hulrummene fra mere end 1.100 mennesker, der var omkommet og blevet begravet.. Det organiske materiale var forsvundet, men gipsafstøbningerne i hulrummene viste hvorledes kvinder, mænd, børn og dyr var omkommet. Nogle af disse afstøbninger kan ses på området.
I dag er størstedelen af det vestlige område udgravet, mens en stor del mod øst stadig mangler at komme under arkæologernes kyndige hænder. Der er i dag et samarbejde med Universitetet i Bologna og arkæologerne i Pompeji, der gennem ”Insula del Centenario” (Hundredårssamfundet) skal udgrave resten af området og udvikle nye teknikker m.m.
Vi gik ind i området præcis kl. 10, og det vi fik at se var imponerende. Vi startede ved Porta Marina, som var den gamle byport mod havnen, og noget af det første vi nåede frem til, var Forum, der ligger omgivet af templer til ære for bl.a. Apollon og Jupiter, men her ligger bl.a. også Basilika, hvor retsvæsenet holdt til.
Så gik vi videre ned ad Via dell’Abbondanza (Overflodens vej), der var byens hovedgade med butikker og værksteder. Nogle steder var husene i to etager, hvor 1. salen blev brugt til beboelse, mens der andre steder var beboelse bagved erhvervslokalerne. Via dell’Abbondanza, der går i øst-vestlig retning forbandt Forum med Amphiteatret. Gaden Via Stabia var den syd/nord-gående gade, der forbandt teatrene mod syd med Porta Vesuvia mod Nord. Den nordlige del af gaden kaldtes da også Via del Vesuvio.
Langs med gaderne kunne man se forskellige huse, deres indretning og udsmykning, som var utroligt velbevarede efter 2.000 år begravning.
Vi sluttede af med at kigge på Mysteriehuset, der ligger udenfor bymuren i nordvestlig retning. Der er tale om en meget stor bygning, som er udsmykket med nogle fantastisk flotte fresker, malerier af personer i overstørrelser på en (pompei)rød baggrund. De lærde er endnu ikke blevet enige om symbolikken i disse fresker, der af navnet ”Mystikkens Bolig”. Man mener dog at kunne genkende indvielsesceremonien til Dionysos-dyrkelsen. Denne dyrkelse havde den romerske regering imidlertid forbudt, da man mente, at der førte uro og oprør i dens kølvand.
Vi havde nu været i den udgravede by i 4½ time og var godt trætte, så vi begav os mod udgangen.
Det første vi gjorde var at smutte ind på jernbanecaféen, for at få rettet op på væskebalancen. Dernæst blev souvenir-butikkerne besøgt, dog uden de helt store udgifter.
Vi havde snakket om at køre videre, men efter det lange besøg i Det gamle Pompeji, gik det blot retur til Speedy for almindelig eftermiddagshygge. Herunder bl.a. kølende bade, da tempertauren nu sneg sig op på 35 grader i skyggen. Solen bagede, som den havde gjort siden vi kørte ind i Italien, fra en skyfri himmel.
MANDAG DEN 16. JULI 2007
Vi stod lidt tidligere op end sædvanlig, spiste noget gammelt morgenbrød og pakkede bilen sammen for at køre mod Vesuv. På et tidspunkt sendte Marie os ind på nogle meget smalle gader, og til sidst måtte vi vende, hvilket skete på bedste italienske manér. Vi spærrede hele trafikken på hovedgaden i en by, mens jeg vendte Speedy.
Vi fandt frem til den vej, som vi var kommet ned ad i forgårs, og som var noget bedre, end vejen, der gik op fra Herculanum. Snart kom vi frem til det sidste stykke på ca. 6 km, som er en smal serpentinevej, der snor sig op til parkeringspladsen.
Vi betalte 5 Euro for parkering og 22 Euro for at komme ind til stien, der fører det sidste stykke op til selve ktateret. Vi var ca. 15 minutter om at komme op, og selvom det var tidligt på dagen, var det alligevel noget af en svedetur.
Til sidst stod vi så og kunne kigge ned i selve krateret, som slet ikke ser så faretruende ud, som det i virkeligheden er.
Der er tale om den eneste aktive vulkan på det europæsike fastland (Etna ligger på Sicilien, der er en ø, og derfor ikke hører til fastlandet). Man har kunnet beregne, at Vesuv oprindeligt har været omkring 2.000 meter høj, mod de nuværende 1.281 meter. Man ved også, at en stor del af keglestuppen forsvandt ved det hidtil største udbrud i historisk tid, nemlig i år 79. Dette er beskrevet af Plinius den Yngre, hvis onkel, Plinius den Ældre, prøvede at komme befolkningen i Pompeji til undsætning med nogle af den romerske flådes skibe. Desværre mistede han livet og flåden under denne indsats.
Det næste kendte udbrud var i 203, men det forvoldte ingen skader. I 472 var der et stort udbrud, hvor asken blev spredt helt til Konstatinobel (Istanbul) og Tripoli, men som heller ikke voldt nævneværdige skader. Så var der mindre udbrud i 512, 993, 1036, 1038, 1039 og i 1500.
Men den 15. december 1631 fik den så igen et af de store udbrud, hvor mange byer blev begravet i lava og ca. 4.000 personer omkom. Der fulgte adskillige jordrystelser og flodbølger i kølvandet på udbruddet, som først standsede i februar 1632. Der var et mindre udbrud i 1660, men igen gik det galt den 19. maj 1737, hvor et udbrud ødelagde store dele af byen Torre del Greco. Også udbrud i 1822, 1850, 1855, 1858 og 1872 forårsagede en del materiel skade.
I april 1906 var der igen et større udbrud, som man mener kostede omkring et par hundrede menneskeliv.
Der konstateredes mindre udbrud i 1913, 1926, 1927 og 1928. I perioden 1929 til 1944 var der små årlige udbrud, og så gik det igen løs med et større udbrud fra 13. marts 1944, som først sluttede i april, samtidig med at de allierede startede deres invasion i Italien, da en stor del af kratersiderne faldt ned og lukkede krateret med en prop-længde på omkring 200 meter. Og det er her den nye fare lurer, for 10 km under bjerget ligger vulkanens trykkammer (Magmakammer) og opbygger konstant et tryk, som en dag skal slippes ud, ved at proppen sprænges fra bjerget. I 1944 boede der omkring 100.000 mennesker omkring vulkanen. I dag er antallet vokset til 600.000, som må påregnes evakueret i forbindelse med et nyt udbrud.
Heldigvis startede der ikke et udbrud, mens vi stod og kiggede, og diverse måleapparater menes at kunne forudsige det næste udbrud ca. en uge før det virkeligt går løs.
Vi gik atter ned ad vulkanens skråning til parkeringspladsen for at fortsætte mod dagens nye mål.
Egentlig skulle vi have set kongeslottet i Caserta og Monte Casino, men der blev nu gjort mytteri af den resterende besætning, der nu dømte hvile/bade-dag. Vi så derfor ikke kongeslottet, der med sin grundplan på 247 x 190 meter, er et af Europas største. Der er 1.200 værelser og et samlet areal på ca. 44.000 m2. I slotsparken, der er på ca. 130 ha er der et storslået vandanlæg med bl.a. et 80 meter højt vandtrappeanlæg. Slottet er bygget i perioden 1752-74.
Mellem Caserta og Rom ligger bjerget Monte Cassino, hvorpå det berømteste benediktinerkloster ligger. Klostret blev grundlagt i 589, men har siden været ramt af masser af katastrofer. Det er blevet indtaget af forskellige folkeslag, det er blevet ramt af jordksælv, og endelig i 1944 blev det nærmest jævnet med jorden, da tyskerne nægtede at opgive et veludbygget forsvarsanlæg på klostret. Tyskerne modstod en overvældende angrebsstyrke i 3 måneder, inden klostret faldt, og på de omgivende krigskirkegårde mindes de ca. 30.000 soldater der faldt under slaget.
Men som nævnt, så må disse to steder vente på et senere besøg, for der var dømt ruteændring til havet.
Vi kørte vestpå ud mod Middelhavet, nærmere betegnet til Baia Domízia, hvor Lone havde fundet en af ADAC’s super-pladser, Camping Villagio Baia Domízia. Ud af 25 mulige stjerner mangler den kun 3, og det viste sig da også at være en plads der havde det hele (undtagen toiletpapir på toiletterne). De har deres egen 1,2 km lange sandstrand –men for at være på den ene halvdel skulle man have lejet solseng/-parasol, og dette til trods for, at der var et frit sandareal på ca. 15 meter foran disse. Om dette også opretholdes, når pladsen er fuldt belagt vides ikke, men så må der være problemer, for vi oplevede en plads, der vel kun var belagt 50%, og alligevel var der godt fyldt op på den frie del. Pladsen råder også over et større pool-anlæg på 3 forskellige pool’er. Der er en stor købmand, en bazar (strandting, mode m.m.), en frugt-og grøntsagshandler, flere restauranter, et blad/avisudsalg og en fortræffelig is-bar.
Vi ankom til stedet ved 15-tiden, men grundet siesta kunne vi først komme ind kl. 16. Ventetiden blev udnyttet til frokost og kortspil.
Vi blev hurtigt lukket ind og fik anvist en plads meget tæt på havet, så efter at have klargjort Speedy til ferie, kastede vi os i havet. Alle vore myggestik sved dog godt i det salte vand, så efter en times tid fortrak vi til pool-området, hvor vi blev til de lukkede kl. 19.00.
Der blev lavet Lasagne til aftensmad. Rart at Speedy er udstyret med en ovn.
Heldigvis var vi blevet placeret noget fra stedets udendørsdiskotek, som bragede løs helt frem til 02.00. Efter min mening burde de være stoppet allersenest kl. 01, men gerne ved midnatstid.
TIRSDAG DEN 17. JULI 2007
Det var ren hviledag med hav- og poolbesøg om formiddagen. Siesta fra 12 til 16 og så ellers badning igen. Lone og jeg gik en længere tur i området, der vel nærmest må betegnes som en stor park, hvor man camperer under høje skyggegivende træer, hovedsageligt pinjer.
Et par af dagens højdepunkter var, at en brandvandflyver det meste af eftermiddagen hentede vand i Middelhavet et stykke fra pladsen, og så forsvandt ind over land, for at vende tilbage nogle minutter senere og hente en ny forsyning. Jeg fik senere at vide, at der var skovbrande tre steder mod syd og to steder nord for pladsen. Det andet højdepunkt var, da to faldskærmsflyvere med motorer på ryggen fløj lige hen over pladsen.
Der blev lavet grillspyd til aftensmad. Rart at Speedy er udstyret med et udvendigt gasstik.
ONSDAG DEN 18. JULI 2007
Vi fik tømt tanke og fyldt nyt vand på tanken, inden vi forlod Camping Villagio Baia Domízia. Udcheckningen foregik ganske uitaliensk (hvilket vil sige hurtigt) og tog vel 2 minutter, så var det overstået.
Vi havde besluttet, at vi ikke ville ind på den store motorvej mod Rom, men i stedet køre langs kysten nordpå. Det var nok noget der tog en times tid længere end hvis vi havde taget motorvejen, men det var til gengæld en meget smuk tur, hvad angår den første halvdel.
Senere kom vi ind på den gamle Via Apppia, godt nok i en moderniseret udgave med asfalt. Via Appias første del blev anlagt allerede i 312 f. Kr., og i 190 blev den forlænget til Brindisi og Taranto.
Vi nåede frem til ringmotorvejen om Rom og kørte med uret til vi nåede afkørselen til Via Aurelia, hvorfra vi drejede ind på Camping Roma, som lå meget tæt på afkørselen. Herfra skulle der blot være 4-5 km ind til centrum.
Klokken var blevet 14.00, så det kunne ikke betale sig at tage ind til byen.
I stedet kiggede vi os omkring på pladsen, som viste sig at være helt OK, med alle de faciliteter, som man kunne ønske sig. Især var det pladsens pool, der havde afgjort valget, for når vi i morgen kommer hjem fra mange timers spadseren i centrum, bliver det rart med en dukkert.
Selvfølgelig blev toiletterne besigtiget som noget af det første, og her ventede os en overraskelse, for de var de flotteste vi hidtil havde set, og endog med toiletpapir. Der var også diverse sportstilbud, samt restauranter og supermarked.
Vi havde først placeret Speedy på en plads, hvor der var så meget sol, at vi nærmest blev stegt af eftermiddagssolen, mens vi spiste frokost. Camilla og jeg havde været i supermarkedet for at købe drikkevarer, og Camilla fik en par længe påkrævede solbriller samt en hårbøjle. Da vi havde handlet for mere end 25 Euro fik vi en flaske rødvin oven i handelen.
Nicolai tog også en tur til supermarkedet, hvor han også blev udstyret med solbriller.
Jeg havde været oppe og vaske op efter frokost og havde set en skyggefuld plads, som jeg viste Lone. Vi besluttede at flytte, og da en anden tysk autocamper også så ud til at have opdaget pladsen, og var ved at pakke sammen, blev der sat speed på Speedy. Lone tog straks vores 4 stole og flyttede dem til den nye plads. Så var territoriet ligesom p..... af. Vi var dog langt hurtigere end tyskerne, og i løbet af 10 minutter var vi på plads på det nye sted.
Nicolai havde klaget over, at han ikke havde bestemt noget på hele turen, og da han samtidig havde ønsket Kassnocken til aftensmad flere gange, fik han sin vilje i dag. Kassnocken, der er en østrigsk ret, består i vores udgave af kartoffelterninger, spaghetti, løg og bacon, alt sammen vendt i masser af ost. Egentlig ikke lige en ret til en campingtur, da den indbefatter masser af gryder, men heldigvis er Speedy’s køkken med 3 gasblus, så der var gang i dem alle. Det blev en god ret, som hurtigt blev spist helt op.
Aftenen gik med det sædvanlige spil kort samt besøg af Harry Potter.
TORSDAG DEN 19. JULI 2007
Vi startede med at tage bus 246 ind til metrostation Cornelia, hvor vi fortsatte med Metrolinie A ind til stationen Ottaviano, der er den station, der ligger nærmest Peterskirken.
På vej til kirkepladsen passerede vi køen til Vatikan-museet, som vel var omkring ½ km, så den sprang vi over i første omgang. Det er her man stiller op for at komme ind og se Det sixtinske Kapel, hvis loft er udsmykket med fresker af Michelangelo, mens væggene er udført af Michelangelo, Perugino og Botticelli.
Vi fortsatte i stedet mod Peterskirken, som er den katolske verdens centrum. Men også her var køen for lang, så turen blev lagt mod Castel Sant’Angelo, hvor vi endelig var heldige. Stort set ingen kø.
Castel Sant’Angelo, der nu er opkaldt efter ærkeenglen Michael, der troner på toppen, var egentlig et gravmæle påbegyndt af kejser Hadrian i 130 og færdiggjort af Antonius Pius i 139. Senere hen har det været en del af bymuren, middelalderborg, og den har virket som opholdssted for paverne, når det var urolige tider. Sidst i 1800-tallet var der kaserne og militærfængsel på stedet. Fra pavens palads i Vatikanet går der en ”hemmelig” gang til Sankt’Angelo. Den er bygget i 1277 som flugtvej, når paven var i fare.
Da vi havde kigget på borgen gik vi over Englebroen, som fører over Tiberen foran Sankt’Angelo.
Det var Camilla, der havde valgt en stor del af dagens seværdigheder, da hun for nylig havde læst Dan Brown’s ”Engle & Dæmoner”, som foregår i Rom.
Næste seværdighed blev Piazza Navone, hvor “De 4 floders fontæne” (også fra Engle & Dæmoner) står midt på pladsen. Bygningerne, der kranser pladsen står på fundamenterne fra Deocletian og Domitians enorme sportsplads, hvor der i det 1. århundrede blev holdt atletikkonkurrencer, som kunne overværes af 33.000 tilskuere. Midt på pladsens vestside står kirken Sant’Agnese in Agone, der er startet af arkitekterne Girolamo og Carlo Rainaldo (far og søn) , men afsluttet af en af datidens største arkitekter, Borromini. Byggeriet stod på i årene 1652 til 1657, hvilket er imponerende hurtigt, datidens teknik taget i betragtning.
Foran kirken står Fontana dei Fiumi - “De 4 floders fontæne”. Fontænen er tegnet af en af tidens store arkitekter og billedhuggere, Bernini, og den blev afsløret i 1651, opført for midler, der kom ind ved at lægge en ekstra (upopulær) skat på bl.a. brød. Fontænen symboliserer de på det tidspunkt 4 kendte store floder, Donau, Nilen, Ganges og Rio Plata. Der går en skrøne om, at Nilens tilslørede hoved symboliserer Bernini’s afsky mod Sant’Agnese-kirken, der som nævnt, er opført af konkurrenten Borromini. Historien er god, men kan ikke passe, da Borromini slet ikke var begyndt at arbejde på kirken, da fontænen blev afsløret.
Næste stop var det imponerende Pantheon, der var romernes tempel for alle guderne. Foran kirken står en rektangulær søjlegang, der skærmer for selve det halvkugleformede tempel. Øverst i halvkuglen er der et cirkulært hul, hvorfra det eneste lys strømmer ind i rummet. Hullet sidder 43 meter over gulvet, hvilket vil sige, at Rundetårn kan stå derinde. Taghvælvet er støbt ved at hælde cement, iblandet pimpsten og tuf, over en form lavet af træ. Der er tale om en kassette-konstruktion, som dels gør hvælvet meget let, og dels meget stærkt. Et flot eksempel på romersk ingeniørkunst.
Bygningen er opført i 118-25 e. Kr. af kejser Hadrian. I 609 indvies Pantheon til kirke for Maria ad Martyres. I 1305-77, mens paverne var flyttet til Avignon i Frankrig, blev bygningen anvendt som fæstning og fjerkræmarked. Bygningen blev igen kirke, og idag kan man finde gravmælet for maleren Rafael, som døde i 1520, herinde, ligesom der i slutningen af 1800-tallet blev færdiggjort et gravmæle for den italienske kongefamilie.
Turen gik nu videre til kirken Santa Maria sopra Minerva, hvor der står en obelisk foran. Obelisken, der er ca. 3.000 år gammel, står med en elefant som fundament. Elefanten er et udspring fra Bernini’s fantasi, da elefanten er et symbol på fromhed og intelligens.
Næste mål var Fontanella del Facchino. Det er en drikkefontæne forestillende en drager, der står med en tønde, som vandet løber ud af. Den er bygget omkring 1590 og stod oprindeligt på Corso. Nu er den indbygget i muren på Banco di Roma, og her kan man fylde sin vanddunk, når man går rundt i Rom. Det er i øvrigt en fantastisk ting, at man i Rom for næsten hver 200 meter kan fylde sine dunke fra fontæner med frisk vand. Vandet kommer fra de omkringliggende bjerge og føres ind til byen ad de stadig fungerende akvadukter fra romertiden. Kun hvor der direkte står, at det ikke er drikkevand, kan man ikke drikke det. Men sådanne stødte vi ikke på.
Vi fortsatte til Marcus Aurelius’ søjle, som blev rejst efter hans død i 180, og som består af 28 marmortromler oven på hinanden, den 30 meter høj og har en diameter på 3,7 meter. På tromlerne vises kejserens sejre over nogle barbariske Donau-stammer.
Vi nåede frem til Roms største og berømteste fontæne, Trevifontænen, som blev færdiggjort i 1762, altså er den blot omkring 250 år gammel. Der er sikket mange, der tror, at den er meget ældre. Stedet markerer hvor Aqua Virgo akvadukten fra 19 f. Kr. oprindeligt sluttede. Det der har gjort fontænen kendt, er den italienske film, La dolce Vita, fra 1960, hvor den svenske skuespiller Anita Ekberg, bader i fontænen. Dette lader sig desværre ikke gøre i dag, da der er konstant politiovervågning, og straks fløjtes, hvis nogen træder op på kanterne. Vi smed mønter over skulderen ind i fontænen, hvilket betyder, at man atter kommer til Rom. Og det vil vi gerne, trods varmen. Temperaturen var nu 45 grader i solen, så vi bevægede os i skyggesiden af gaderne frem til en restaurant, hvor vi spiste frokost. Camilla fik Spaghetti Carbonare, Lone fik Tagliatella ai Fornici, mens Nicolai og jeg fik Pizza Caproisa.
Efter frokosten gik vi til Den spanske Trappe, men her blev vi skuffede. På alle de billeder vi har set, er der masser af blomster op ad hele trappen, men nu var det ”blot” en imponerende stentrappe, der fører fra Piazza di Spagna op til kirken Trinità dei Monti. Trappen blev færdig i 1726 og er betalt af nogle franskmænd, der ejede kirken. De havde oprindeligt planer om at sætte en statue af Ludvig d. 14. på trappen, hvilket paven ikke var begejstret for. Dette blev derfor ikke til noget.
På selve pladsen står en fontæne, hvor man godt måtte stikke fødderne i vandet, hvilket mange benyttede sig af i varmen.
Vi sluttede denne dags Rom-besøg på Piazza del Popolo, hvor der midt på pladsen står en obelisk, der er mere end 3.000 år gammel, og som kejser Augustus ”importerede” efter at han havde overvundet ægypterne. På nordsiden af pladsen står Porta del Popolo, hvor Via Flaminia startede i 220 f. Kr. og som førte til Italiens Adriaterhavskyst. Den nuværende port er fra 1500-tallet, og er bygget efter model af en romersk triumfbue. På sydsiden, hvor Via del Corso starter, ligger der et par identiske kirker, Santa Maria dei Miracoli og Santa Maria in Montesanto. De er opført af arkitekten Rainaldi, der var lige så talentfuld som sine samtidige Bernini og Borromini.
Nu havde vi vandret rundt i byen i 5 timer og var trætte og meget svedige, så vi tog metroen fra en station lige ved Popolo og ud til stationen Cornelia, herfra tog vi så bus 247 ud til campingpladsen. Lige ved stoppestedet ligger der et stort supermarked, hvor vi handlede. Priserne var noget lavere end i minimarkedet på pladsen.
Det sidste af eftermiddagen blev tilbragt ved pool’en, mens aftenen gik med læsning og skrivning. For en gang skyld blev der ikke spillet kort.
Vi havde besluttet at stå tidligt op, for at komme tidligt til centrum og se Vatikan-musset og Peterskirken. Lad os se om det lykkes.
FREDAG DEN 20. JULI 2007
Det lykkedes at komme op kl. 7.00 og at være ved bussen til metroen kl. 8.00, men desværre måtte vi vente næsten et kvarter, inden den dukkede op. Vi var ved Vatikan-museet kl. 8.45, det tidspunkt hvor man åbner, men allerede da var køen lang, for lang. Vi fortsatte til Peterskirken, hvor der slet ikke var kø.
Vi startede med at se pave-gravene under kirken. Jeg ved ikke om alle paver (minus Peter) er tilstede, men der er godt nok mange.Ved den tidligere pave Paul’s grav stod mange i bøn og enkelte græd. Det er nok sådan noget vi lutheranere ikke forstår. Katolikkerne har da fået en ny pave, Benedikt fra Tyskland.
Efter gravene var vi så inde og se hovedkirken. Det vil sige, at jeg først fik at vide, at mine zip-off’ede bukser var for korte, så jeg måtte ikke komme ind. Jeg løsnede livremmen og trak bukserne godt ned under maven, og så slap jeg ind til de andre, der allerede var gået gennem kontrollen. Gud skabte mennesket og i begyndelsen var de nøgne, men i kirkerne skal man idag være meget påklædte. Der er noget der ikke stemmer.
Peterskirken er imponerende, ligesom dens historie. Den førtse kirke, der blev opført på stedet hvor apostelen Peter’s grav mentes at være, var bestilt i 100-tallet af Kejser Konstantin, men den blev først færdig i 349. I 1400-tallet var kirken ved at falde sammen, så i 1506 nedlagde pave Julius d. 2. grundstenen til en ny kirke, den nuværende. Det tog mere end 100 år at opføre den, og alle periodens store arkitekter og kunstnere kom til at arbejde på byggeriet.
Kirken er over 200 meter lang og kuplen er godt 130 meter høj, hvilket vil sige, at Københavns Rådhustårn kunne stå derinde. Under kuplen, der er tegnet af Michelangelo, står den såkaldte Baldachino, en baldakin, der bæres af 4 snoede søjler, som er 20 meter høje. Søjlerne er fremstillet i 1600-tallet af bronze fra Pantheon og tegnet af Bernini. Under denne baldakin er der et alter, hvorfra kun paven må prædike. Under gulvet i baldakinen er der en lille krypt, hvor det siges, at rester af apostelen Peter er begravet. Vi var vist alle lidt imponerede over denne store og imponerende udsmykkede kirke.
Det næste vi ville se, var resterne af det antikke Rom, så vi prøvede at finde bus 46, der kørte bag Vatikanet frem til Forum Romanum. Vi fandt busstoppestedet, men det varede så længe, inden der kom en bus, at vi besluttede at gå ned ad Corso Vittorio Emanuele. Undervejs passerede vi Piazza Argentina, hvor et af byens ældste teatre ligger, og her fandt vi også et lille pizzeria, hvor vi lige fik pizza-slides med sodavand.
Vi nåede frem til Piazza Venezia, hvor en noget bizar bygning, Victor Emmanuel monumentet, ligger som en prop på den nordlige del af Forum Romanum. Bygningen er fra 1911 og bygget som monument over Italiens første konge - og den er meget grim.
Vi fortsatte ned på Forum Romanum, hvor man først går under Septimius Servus buen. Det er en triumfbue fra 203, opført i anledning af Kejser Septimius Servus’ 10-års jubilæum. Vi så på resterne af Saturn-templet og dernæst Basilika Julia, hvor der har været vigtige retssale. Også rester af Julius Cæsars Tempel kiggede vi på, selv om der ikke er meget tilbage. Templet blev opført af Augustus på det sted, hvor man havde brændt liget af Cæsar, efter mordet på ham i 44 f. Kr. Man kunne komme ind bag noget af ruinen, og her lå friske blomsterbuketter. Hans minde lever stadig.
Videre gik det forbi Vestalindernes hus og Konstantins Basilika, hvoraf der er ret meget tilbage. Man kan sagtens forestille sig det, der engang var Forums største bygning. Basilikaen blev færdig i begyndelsen af 300-tallet og dækker et areal på ca. 100 x 65 meter, og den var ca. 35 meter høj.
Videre gik det forbi Titus buen, og så ud på pladsen foran Colesseum. Her var der desværre en flere hundrede meter lang kø, så i første omgang opgav vi, men vi havde et trumfkort i ærmet. På en campinghjemmeside havde jeg læst, at man kunne få en kombi-billet til Palatinerhøjen og Colesseum. Vi købte billetter til Palatinerhøjen, hvor der slet ikke var kø, og børnene i øvrigt gratis. Besøget på Palatin var mere spændende end forventet.
Det var her, at de meget velhavende romere boede, og det var her kejseren holdt til. Vi så nogle meget store ruiner af kejserpaladset. Komplekset blev bygget over flere århundrede, meget omfattende, og står i op til 3 etagers højde. Så forlod vi højen og satte atter kursen mod Colosseum, hvor vi gik forbi køen til billetsalget og helt frem til indgangen, hvor vi straks slap ind uden problemer.
Colesseum er påbegyndt i år 72 efter ordre af kejser Vespasian og blev indviet af sønnen Titus i år 80 med 100 dages fest. Vi har tidligere besøgt amphiteatre i Nimes og Arles i Frankrig, i Verona i Norditalien og endelig i Pula i Kroatien. Men det i Rom er det største, lettere ovalt med ydre mål på 188 X 156 meter. Der var 76 offentlige indgange. I dag er det bygningens nordlige halvdel, der er bedst bevaret. Bygningens skelet består af 80 store piller, som bærer facaden og som har en højde over 45 meter.
Der var plads til 55.000 tilskuere, som bl.a. kunne overvære gladiatorkampe og kampe med vilde dyr. Over hele arenaen kunne der udspændes solsejl, som skyggede for publikum. Disse skyggegivende sejl er selvfølgelig forsvundet, og der var meget varmt i arenaen, mere end 40 grader.
Da vi havde fået nok af den store arena tog vi en bus ind i nærheden af Piazza Navone, hvor vi ville finde et sted at spise sen frokost, klokken var næsten 15. Vi fandt et lille pizzeria i en sidegade, hvor vi fik Pizza og Calzone. Vi fortsatte med at gå mod og forbi Sant’Angelo og op til metrostation Ottaviano.
Det var så varmt, at mine underbukser, der var gennemblødte af sved, havde gnavet huden af i skridtet, og de 3 andre grinte af min gakkede gangart, hvor jeg prøvede at gøre gåturen så lidt pinefuld som muligt.
Vel hjemme på Camping Roma var det første vi kastede os i et kølende brusebad. Lone smurte mine sår med Eight Hour Creme, og så lagde jeg mig for at læse Dan Browns bog ”Tankados Kode”, mens de andre gik i pool’en.
Heller ikke denne aften blev der spillet kort, men i stedet læst Harry Potter og skrevet turberetning.
Vi besluttede at give Vatikan-museet en sidste chance i morgen, ved at stå op allerede kl. 6.30. Børnene protesterede ikke så meget som forventet.
Videre til del 3 Tilbage til del 1
|