Med Speedy til Norditalien - Juli 2011 - Del 1

Forord

Der havde været snakket noget om Kroatien, men pludselig viste det sig, at der var flertal for at holde ferien i Norditalien i stedet for. Flemming blev bedt om at lave en turplan, der startede i Venedig og sluttede ved Como-søen. Der blev så puttet forskellige delmål ind i planen, men som så ofte før, blev der lavet rigtig meget om på dette undervejs.

Camilla var på Roskilde Festivalen, så hun kom først hjem sent søndag aften, så i stedet for afgang fredag eftermiddag, kom vi først af sted mandag formiddag.

Mandag den 4. juli

Sengeløse (DK) – Stadt Oldendorf (D) / Reisemobilplatz ”Unter der Homburg” ved restauranten ”Schnitzel-oase” (D)

Vi kørte fra Sengeløse ved 11-tiden og nåede med en færge ved 13.15 og var i Puttgarten lidt over kl. 14, hvor vi lynhandlede sodavand og slik i BorderShoppen, inden vi kørte videre sydover. Vi rundede Hamburg ved 16-tiden uden problemer.

Hen under aften begyndte vi at lede efter en stellplatz, som vi mente vi havde været på før. Vi tastede imidlertid et forkert bynavn ind i navigatoren, Marie, nemlig Homburg og ikke som det skulle have været ”Homberg”. Så vi endte et helt andet sted end forventet, men et meget hyggeligt sted. Der var tale om en lille campingplads og så lå der en delig restaurant i forbindelse med denne.

Camilla havde straks set, at restauranten hed "Schnitzel Oase" og da en af hendes yndlingsspiser er schnitzler, så var der julelys i øjnene, men desværre viste det sig, at restauranten var under ombygning, så altså ingen schnitzler i denne omgang.

Tirsdag den 5. juli

Oldendorf (D) – Zlan-Ziebl / Nagelerhof, Camping und Stellplätze am Bauernhof (A)

Vi startede meget tidligt i det håb, at kunne nå Venedig samme dag og det gik da også ret godt sydover. Lone kørte et par timer midt på dagen, for at aflaste Flemming, men da vi ved 16-tiden kunne se, at vi først ville være i Punta Sabione ved 22-tiden, besluttede vi at finde en stellplatz i Østrig og valget faldt på en bondegård lidt inden Villach. Pladsen lå med en storslået udsigt ned over Spitztall og her var alle de nødvendige fornødenheder hvilket også indbefattede en rimelig svømmepøl. Der kom yderligere 3 autocampere efter vores ankomst, så vi var en hel lille koloni.

Absolut en plads, der kan anbefales.

Onsdag den 6. juli

Nagelhof (A) – Stellplats i Punta Sabione (I)

Efter at have hentet morgenbrød i bondens køkken, betalt og spist morgenmad gik det af sted mod Venedig. Vi kørte fra pladsen ved 9-tiden og var fremme i Punta Sabione på halvøen syd fOR Venedig ved 12.30-tiden.

Vi havde udset os en campingplads med et stort pool-anlæg, som også var en af de eneste, der tillod hunde på pladsen. Da vi nåede frem, viste det sig imidlertid, at man ikke tog imod gæster, der skulle være der mindre end 7 dage. Mage til indstilling skal man da lede længe efter.

Vi fandt i stedet frem til stellplatz ”Camping Alighieri”, som også lå meget bedre i forhold til færgerne til Venedig, ja faktisk så tæt på, at vi kunne gå derop på knapt 15 minutter. Vi pakkede hurtigt ud og fik installeret os. Så blev der spist frokost og hygget frem til kl. 16, hvor vi begav os mod færgen, for at sejle til Venedig. Vi købte alle 3-dages billetter, dog ikke hundene, som var gratis.

Venedig, der blev grundlagt i det 5. århundrede, var allerede i det 11. århundrede en stor sømagt og var i det 14. århundrede den førende italienske bystat. Byen tilhørte Østrig fra 1798 frem til 1866, hvorefter den blev en del af kongeriget Italien. Preussen havde bortlovet Venedig til kongeriget Sardinien, det senere Italien.

Husene i Venedig er bygget på træpæle, og mange steder ligger husene ikke mere end én meter over dagligt vande. Ganske vist er tidevandet i Middelhavet meget svagere end i f.eks. Atlanterhavet, men specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud - det gælder også i selve Markuskirken. I 1966 stod vandet i én meters højde på Markuspladsen. Hertil kommer, at de gamle pæle, som byen er bygget på, er ved at rådne. Ikke mærkeligt, at Venedig adskillige gange har fået afsagt sin dødsdom, men alligevel lever byen i lagunen videre. Og millioner af turister strømmer til for at opleve en af verdens mest romantiske byer. Hvert år kommer mere end 12 millioner turister til Venedig, heraf 80% éndagsturister. På den anden side er befolkningen i Venedig mere end halveret gennem de sidste 50 år. Der bor efterhånden kun 30.000 mennesker i Venedig og mange lejligheder er købt af velhavere der kun bruger deres exklusive boliger få uger om året. De der arbejder i byen bor ofte uden for byen bl.a i Mestre inde på fastlandet. Byen blev i 1987 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Vel ankommet gik vi rundt og sugede denne spændende bys atmosfære til os. Det er en international by, med alt hvad man kan tænke sig af hygge ogspænding i de smalle gader og gyder. Hvad er der bag næste hjørne, hvem støder man ind i ? Undervejs fik vi os lige 3 øl og en Cola, det blev godt 200 kr. – jo velkommen til Venedig. Vi slentrede primært rundt i det nordlige kvarter, hvor vi også fandt en restaurant, hvor vi spiste forskellige pastaretter til aftensmad. Det var begyndt at skumre, så vi vendte tilbage mod Rialto-broen og Markuspladsen, inden vi tog færgen hjemad igen.

Godt trætte ankom vi til Speedy kl. knapt 23 og gik på hovedet i seng.

Torsdag den 7. juli

Venedig

Lone og jeg lagde ud med at gå en tur med hundene ved 8.30-tiden, hvor vi på en naboplads fandt en lille butik, der solgte egne landbrugsprodukter, men som heldigvis også havde andet end tomater, meloner m.m., nemlig morgenbrød. Vi havde besluttet, at denne dag skulle helliges de 3 øer, Burano, Torcello og Murano, beliggende i lagunen. Grunden til dette var, at vi dagen før havde slæbt hundene op og ned af rigtig mange broer over kanalerne. På øerne er der knapt så mange broer og dermed heller ikke så meget slæben.

Vi nåede færgen mod Burano kl. 9.56 og vel ankommet efter ca. en halv times sejlads var det tid til at se nærmere på denne lille smukke ø. Burano ligger på en ø i den venetianskelagunen, eller rettere flere små øer som er skilt af kanaler og knyttet sammen med broer.

Byen Burano dækker hele øen og er den mest farverige i hele lagunen. Årsagen skal være en filmindspilling i 1950-tallet hvor gondoler og bygninger blev malet i friske farver, men det hedder også, at da der er tale om en fiskerby, så har man malet husene i de kraftige farver, for at fiskerne skulle kunne finde hjem i tåge. I dag må man ikke male husene uden at søge om godkendelse af farven.

Øerne blev befolket af romerne og i 500-tallet erobret af folk fra Altinum, en anden by i deltaet. Burano blev administreret fra Torcello, der dengang var en meget vigtig by i deltaet. Stedet blomstrede op i 1500-tallet da kvindene begyndte at producere silkearbejder og kniplinger. Det begyndte som hjemmeindustri overvåget af kvinder fra overklassen. Senere spredte virksomheden sig til hospitaler og kvindehuse hvor kvindene blev pålagt at udføre silkearbejder. Virksomheden var i tilbagegang i 1700-tallet og blev ikke genoptaget igen før i 1872 hvor myndighederne åbnede en skole for silkearbejder og silkebroderi for at sikre håndværket, kundskaber og de gamle mønstre.

I dag er der kun få som arbejder med de gamle, tidkrævende mønstre, som er meget kostbare, og kniplingsskolen er nu et museum, Museo del Consortio Merletti di Burano.

En anden attraktion i Burano er kirken San Martino fra 1500-tallet med kampanilen fra 1700-tallet som hælder så meget, at toppen er 1,85 m ude af lod.

Efter knapt 1½-times spadseretur vendte vi tilbage til havnen og tog næste færge, der på mindre end et kvarter førte os til Torcello.

Torcello var den første ø i deltaet, der blev beboet, og den blev det religiøse centrum for beboerne i området. Efterfølgende blev samtlige 118 øer taget i brug. Da problemet med malaria blev for påtrængende, begyndte man at flytte til Venedig, først til den "høje bred", Riva Alta hvor Rialto-broen ligger. Men også invasion af flere barbariske stammer, bl.a. hunnernes konge, Attila, i 452, var medvirkende til at beboerne flyttede til Venedig.

I dag er øens største seværdighed katedralen Santa Maria Assunta, der blev grundlagt i 639 og som i dag rummer nogle fantastiske byzantinske mosaikker fra 10- og 11-hundredetallet. En anden attraktion fra 10- og 11-hundredetallet er kirken Santa Fosca, der er omgivet af en søjlegang i form af et græsk kors. Endvidere er der et par små paladser fra 13-hundredetallet, Palazzo dell'Archivio og Palazzo del Consiglio, hvor den lokale administration har holdt til, men som i dag huser stedets museum. Endelig er der en gammel stenstol, som kaldes Attilas trone, men som intet har med hunnerkongen og gøre. Der er snarere tale om en stol til en biskop eller en anden person med stor magt.

På vej fra anløbsbroen og op mod kirkerne kommer man forbi den såkaldte Djævlebro.

Torcello har været beboet af mere end 10.000 indbyggere, da øen var på sit kulturelle højdepunkt, og havde mere magt end Venedig, men i dag er der næppe mere end 20-30 fastboende på øen.

På Torcello købte vi vores første italienske is, men lidt pinligt, så var der tale om fabriksfremstillede is og ikke hjemmelavet is i vafler.

Efter Torcello returnerede vi til Burano og derfra sejlede vi videre til Murano, som er fem øer, der tilsammen udgør glasøen Murano, der ligger cirka 2 kilometer nord for selve Venedig i Lagunen.

I 1291 flyttede man på grund af brandfaren Venedigs mange glaspusterier og glasværker ud til øen, der indtil da havde levet i forholdsvis ubemærkethed. I 1317 opfinder Muzi da Murano den første udgave af et spejl. Faktisk bliver glas også brugt som betalingsmidddel en overgang. I begyndelsen af 1400-tallet begyndte lysekronerne fra Murano at blive berømte.

Fra begyndelsen af 1600-tallet mister byen betydning - nu kan andre lave lige så flot glas og nedgangen bliver for alvor mærkbar i begyndelsen af 1700-tallet, hvor mange paladser og villaer forlades, og haverne forfalder.

Den nye renæssance for byen begynder i begyndelsen af 1800 tallet, hvor der åbnes en kunstskole og der etableres et glas-museum i Palazzo Giustianian. Glasværkerne blomstrer påny, og Murano-glas bliver en international kendt specialitet. Villaer og kirker bliver restaureret, og turismen kommer til Murano og de omkringliggende øer.

I sin storhedstid byggede de rige borgere i Venezia deres sommervillaer med tilhørende haver på øen, og indbyggertallet nåede helt op på 30.000. I dag bor der omkring 8.800 personer på øerne.

Vi gik lidt rundt, men var ved at være godt trætte, så vi fandt et sted, hvor vi kunne spise en sen frokost, og atter blev det pasta-retter. Vi blev enige om at vende næsen hjemad og tog Vaporetto nr. 5 til Marcus-pladsen, hvorfra vi tog vores færge hjem. Heldigvis skulle vi vente lidt på færgen, så der blev lige tid til en eftermiddagsbajer.

Vel tilbage i Punta Sabione gik Lone og Nicolai hjemad med hundene, mens Camilla og Flemming gik til det lokale supermarked for at handle. Det blev bl.a. købt 6 flasker Lambruscu til i alt 50 kr. – et rigtig røverkøb.

Aftensmaden blev spaghetti med kød i svampesovs.

Der blev badet, læst og hygget frem til 22.15, hvor vi trætte krøb til køjs.

Fredag den 8. juli

Venedig

Efter morgenmaden delte vi os i to hold. Først tog Camilla og Flemming færgen ind til Venedig kl. 9, mens Nicolai og Lone passede hunde.

Først aflagde Camilla og Flemming besøg i Doge-paladset, som det tog cirka en time at løbe igennem.

Markusløven våger over døren, og de enorme statuer af Mars og Neptun står som tavse vogtere. Turen op ad Giganternes Trappe indgyder respekt, og respekten bliver ikke mindre, jo længere man trænger ind i paladsets indre. Herfra regerede dogen – overhovedet for republikken Venezia, der i århundreder var en af Europas og verdens store supermagter. Foruden Doge paladsets – eller Palazzo Ducale på italiensk – private luksusgemakker kan man også få et kig ind i de overdådige sale, der dannede ramme om den magtfulde bystats vigtigste beslutninger. Sukkenes Bro, der ligger nedenfor, fører til en af Dogepaladsets fængselsbygninger og blandt de mange indsatte, der har rusket tremmer her, er verdenshistoriens store charmør, Casanova.

Dernæst kiggede de på Markuskirken, men her var køen for lang, så de fortsatte over Markuspladsen og fandt ned til en Vaporetto-holdeplads, hvor de tog linie 2 op ad Canal Grande, helt frem til Vernedigs jernbanestation. Herfra gik det så sydover ad gyder og langs kanaler frem mod Academia-broen. Undervejs blev der købt is og calzone. Sidstnævnte skulle med tilbage til Speedy og skulle udgøre frokost. Der blev fundet frem til Calle del Botteghe, hvor der lå en maskebutik, som Camilla havde læst, skulle være noget helt specielt – og det må man da nok sige den var, men det var priserne også. Så var de atter tilbage på Marcuspladsen, og nu var køen overkommelig, da det kun tog ca. 15 minutter at komme frem til indgangen.

Markuskirken, Basilica di San Marco a Venezia, er byens katedral, og den smukkeste og mest kendte kirke. Kirken er et eksempel på byzantinsk arkitektur og blev bygget over mange hundrede år.

Marcuskirken er det helt store trækplaster for turisterne. Kirken ligger på Markuspladsen lige ved udløbet af Canal Grande, og nåes hurtigt med en vaporetto linie 1 fra banegården når man lige ankommer til Venedig. Der er ofte lang kø for at komme ind at se kirken indefra, og når man kommer ind, har man 10 minutter til at kigge sig omkring, inden man skal ud igen. Det er ikke tilladt at medbringe rygsække eller kameraer, ligesom påklædningen - som i enhver anden katolsk kirke - skal være anstændig, dvs. ingen bare skuldre eller ben. Marcuskirkens gyldne alter, som er det, kirken er bedst kendt for, er overdådigt udsmykket med guld, diamanter, rubiner og smaragder.

Camilla og Flemming rundede det indre af kirken, der godt nok er imponerende og det blev også til en tur op på taget, hvor vi kiggede nærmere på de 4 bronzeheste. Da Konstantinopel faldt i begyndelsen af 1200-tallet, blev en del af de erobrede rigdomme bragt til Venedig, hvor nogle af disse skatte endnu kan betragtes, f.eks. de fire bronceheste fra Hippodromen i Konstantinobel, der i dag står over indgangen til Skt. Markus-katedralen. Faktisk er det ikke originalerne der står ude i det fri, men kopier. De rigtige hesye står inde i selve kirkens museum. Man ved som skrevet står, at hestene er hjemført fra Konstantinobel, men hvor de ellers stammer fra, er ganske uvist.

Så var det tid til at vende næsen hjemad og afløse Nicolai og Lone.

Camilla og Flemming landede i Punta Sabione kl. 14.30 og Nicolai og Lone tog færgen kl. 15.00. De startede med Dogepaladset og dernæst Markuskirken for så at tage rute 1 op ad Canal Grande. De returnerede ad stræder nord for Canal Grande og nåede frem til færgen, så de var hjemme igen kl. 20.30.

Mens 2. holdet var væk fik Flemming tømt toilettank og fyldt nyt vand på drikkevands- og toilettanken. Nu manglede der blot tømning af spildevandstanken, men da det krævede flytning af bilen, blev det udsat til næste morgen.

Hold 2 sendte en SMS, da de var ved Lido og Flemming gik så til en nærliggende restaurant, hvor der blev indkøbt 4 pizzaer, hvoraf den ene var en Fruits de Mer, og den var meget speciel med en hel jomfruhummer, masser af rigtige blæksprutter og flere forskellige slags muslinger.

Efter maden blev der vasket op, badet og hygget ganske kort, inden der blev godnattet.

LØRDAG DEN 9. JULI

Punta Sabione – Vicenza – Montegrotto Terme

Vi stod op, så der kunne hentes morgenmad hos naboen, campingpladsen Miramar. Så blev Speedy pakket sammen, der blev tømt spildevandstank og betalt for de to sidste nætter.

Vi forlod pladsen, men i stedet for at dreje til højre slog vi et slag til venstre og kørte de godt 2 km, der var ned til Adriaterhavet. Hundene blev efterladt i bilen (vagthunde ?), mens vi andre lige brugte tre kvarter til at dyppe kroppene i havet. For selv om vi ikke skulle til Kroatien i år, så skulle Adriaterhavet da ikke slippe for vores svedige kroppe.

Så satte vi Marie til at dirigere os mod næste mål, Vicenza. De første vel omkring 40 km foregik i skridtgang. Der var en enorm trafik, som først tog af, da vi nåede frem til motorvejen ved Firenze, men så gik det til gengæld hurtigt frem til Vicenza. Lone ville gerne se byen, fordi et af afsnittene i den engelske kriminalserie ”Inspector Morse” foregår i denne by, og Flemming ville gerne se den fordi en af Italiens største arkitekter, Palladio, har sat sit præg på byen.

Vicenza er en italiensk by i regionen Veneto. Vicenza ligger ved floden Bacchiglione mellem Gardasøen og Venedig. Byen har ca. 115.000 indbyggere og blev måske grundlagt af veneter, blev romersk i 200-t. f.Kr. under navnet Vicetia.

Vicenzas status som by kom i år 49 f.Kr., hvor den var en del af det romerske imperium. Efter en periode præget af krige og fattigdom blev byen frikommune i det 12. århundrede og gik med i "Lega Veronese", der besejrede germanernes kejser Frederik Barbarossa. I de følgende år skifter magten lidt rundt mellem de forskellige byer i området, men da Vicenza i 1405 kommer med i Venedig-republikken, oplever byen såvel fred som velstand i en periode på over 400 år. Beviser på velstanden i det 16. århundrede kan ses i form af en række imponerende villaer lavet til det rige borgerskab samt andre bygninger af først og fremmest arkitektenAndrea Palladio. Det drejer sig f.eks. om basilikaen Palazzo della Ragione, Palazzo Chiericati og Villa Rotonda; Palladios værker er optaget i UNESCOsVerdensarvsområder. Et internationalt arkitekturcenter i byen indeholder en række modeller af Palladios værker.

Vi slentrede rundt i byen kiggede på pladser og huse og nød i det hele taget den dejlige by.

Der blev også spist frokost på en lokal cafe, hvor vi fik lov til at have hundene med ind i det kølige lokale, og hvor der endog blev serveret vand for dem. Det gav så også lige lidt ekstra drikkepenge. På vej tilbage til bilen spiste vi italiensk is – mums.

På vej ud af byen ville Flemming finde frem til Palladios mesterværk, Villa Rotunda, som godt nok også blev fundet, men på et så underligt sted, at vi var enige om, at det ikke var den rigtige bygning, der skulle ligge på en stor åben slette og ikke 1,5 km fra byens centrum. Det viste sig dog efterfølgende, at det nok havde været den rigtige Villa.

Villa Rotonda, eller også kaldetVilla Capra, er en berømt renæssancevilla af Palladio. Villaen, der består af en symmetrisk, kuppeldækket centralbygning med fire ens porticussmykkede facader, hver med 6 joniske søjler, er opført 1550-51 nær Vicenza, Italien. Den er en blandt hundrede af flotte villaer, der ligger spredt ud over provinsen. Men La Rotonda er Palladios mest berømte med en arkitektur, der har dannet skole især i England.

Vi returnede til Padua, hvor vi drejede sydover mod Bologna, men ca. 6-7 km syd for Padua fandt vi Camping Sport Center, der ligger i en lille by, Montegrotto Terme, hvor vi checkede ind. En smuk plads med cypresser, popler og egetræer, der afgrænsede parcellerne. Alt i alt en pæn plads, men der var dog et enkelt minus, der var nemlig udelukkende pedallokummer, men vi har jo heldigvis vort eget siddetoilet.

Der blev eftermiddagshygget og ved 18.30-tiden blev grillen fundet frem for første gang på turen og der blev lavet hakket oksekød med iblandet ost og hakkede rødbeder og det hele indbagt i butterdej. Der blev serveret salat og pasta til denne udsøgte ret.

Ved 21.20-tiden blev myggene for nærgående og vi sluttede aftenen af inden døre.

SØNDAG DEN 10. JULI

Montegrotto Terme - Firenze

Der blev hentet morgenbrød i receptionen og kl. 10.30 forlod Speedy pladsen med kurs mod Firenze. Det var mere end varmt, så vi besluttede at køre direkte til Camping Michelangelo, hvor vi brugte en del tid på at finde en plads, hvor vi kunne være med vores lange autocamper. Men efter nogen leden lykkedes det, at finde en plads, hvor der var lidt skygge. Til gengæld var der ikke meget udenomsplads, men vi kunne da lige knibe os sammen med bord og stole.

Der blev hygget i skyggen hele eftermiddagen og ved aftenstid ville vi så grille stegt flæsk, men opdagede så, at åben ild var total forbudt udendørs, så det blev pandestegning. Det blev dog også godt, men tog noget længere tid, så vi spiste først ved 21.30-tiden.

Florens eller Firenze (den blomstrende) er hovedstaden i Toscana ved Arnofloden i Italien. I perioden 1865 til 1870 var byen også hovedstad for kongeriget Italien.

Firenze blev, under navnet Florentia, grundlagt 59 f.Kr., som en romersk koloni. I middelalderen var Firenze et vigtigt handels- og finanscenter, og byen betragtes ofte som arnestedet for den italienske Renæssance.

Den mægtige bankierfamilie Medici styrede byen enevældigt fra 1434. Familiens rigdom stammede fra tekstilhandel, og bankvirksomhed sikrede familien velstand og politisk indflydelse. I starten af 1400-tallet var familien den rigeste i Europa. Familien fik magten i Firenze, og i de næste mange år blev Firenze styret af den i den "den Mediciske Periode" . Medicierne mistede i 1494 magten i Firenze og familien blev fordrevet.

De to mest markante bygninger i Firenzes "skyline" er tårnet på Palazzo Vecchio og den store kuppel på domkirken, mens den mest emblematiske bygning for Firenze nok er broen Ponte Vecchio hvor en række "huse" er bygget på.

Efter maden gik vi fra pladsen til Terrazzo Michelangelo, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over den nu oplyste by. Stedet mildest talt summede med mennesker, der skulle på nogle af de mondæne natklubber, der ligger i området. Efter at have taget natbilleder ud over byen returnerede vi til campingpladsen, vaskede op og gik i seng.

Videre til Del 2