Med Speedy til Norditalien - Juli 2011 - DEL 2

MANDAG DEN 11. JULI

Firenze

Vi stod meget tidligt op og gik fra campingpladsen allerede kl. 7.30 for at undgå middagsheden.

Vi startede ned mod Ponte Vecchio, hvor vi spiste nogle skinke/oste-paninier med tilhørende friskpresset orangejuice. Så gik turen forbi Rådhuset. Bargello-paladset var byens rådhus fra 1255, og blev siden hovedkvarter for politiet, fængsel og det sted, man henrettede forbrydere.

I tilknytning til rådhuset ligger Uffici'erne, der siges at være verdens første systematiserede udstilling af malerier og dermed også verdens første museum.

Fra 1581 bliver bygningerne brugt til Medici´ernes kunsskatte, og allerede fra 1591 kunne enhver, der bad hertugen skrifteligt om det, komme ind og se samlingerne.

Uffizi betyder kontorer, og bygningerne mellem Palazzo Vecchio og Arno-floden i Firenze´s centrum blev da også bygget som offentlige kontorer til Medici-familiens embedsmænd. I 1560 bad Hertug Cosimo I (1519-1574) sin yndlingsarkitekt Vasari om at bygge nye kontorer til administrationen. Det tog 20 år at bygge Uffizi.

Uffizi består af to lange fløje med en åben gård i mellem. Fløjene er bygget sammen med en tredje fløj med søjler ud til Arno-floden.

I 1549 købte herhugens hustru, Eleonora fra Toledo, det store Pitti-palads på den anden side af Arno-floden, hvortil Firenzes hertugfamilie flytter. Dermed får byen to magt-centre, og det gamle hertugpalads - palazzo Vecchio - og det nye bliver siden forbundet med en gang - Vasari korridoren, så hertugfamilien ikke skulle blande sig med folk på vejen mellem det to "boliger". Hertugen hedder nu Francesco den første, og han beder igen Vasari om at konstruere gangen, der er færdig i 1565, og hurtigt bliver udsmykket med malerier fra hertugfamiliens enorme samlinger. Gangen er knap én kilometer lang og er bygget på "boderne" på broen Ponte Vecchio. Fra gangen kunne hertugfamilien og deres folk også følge gudtjenesten i Santa Felicita kirken. Gangen slutter i Boboli-haven ved Pitti paladset. I dag hænger der 1600-tals malerier i gangen, samt en række kunstneres selvportrætter, deriblandt Rembrandt og Rubens.

Vi fortsatte videre til byens domkirke.

I mere end 1600 år har domkirkepladsen været centrum for Firenzes religiøse liv.Der er faktisk tale om 2 pladser eller torve, som er forbundet: "Piazza del Duomo" og "Piazza San Giovanni". Her finder vi Dåbskapellet "San Giovanni" ("Sankt Johannes" efter "Johannes Døberen"), Domkirken (el duomo) "Santa Maria del Fiore" og Klokketårnet.

Herudover finder man bl.a. følgende på pladsen. Resterne af den tidligere domkirke "Santa Reparata", Sankt Zanobius' søjle og Museet "Opera del Duomo".

Oprindeligt lå der en kirkegård omkring dåbskapellet, som er den ældste af bygningerne. Pladsen fik sin nuværende form sidst i 1200-tallet. "Santa Reparata" (kvindelig helgen),hvis rester man kan besøge, er anlagt i det 4. - 5. århundrede under biskop Sankt Zanobus, som sammen med Johannes Døberen er byens skytshelgener. Sankt Zanobus' søjle blev rejst i 1384 på et sted, hvor der hidtil havde stået et udgået elmetræ. Da man en vinter flyttede helgenens rester til den nye kirke, "Santa Reparata" skete et mirakel, og elmen sprang ud. Og selvfølgelig kunne et sådant mirakel ikke forbigås i stilhed, men må have et mindesmærke.

I hundreder af år anså borgerne i Firenze "San Giovanni" for at være et romersk tempel, som blot var taget i brug som en kristen kirke. Sandt er det, at der her på kejser Augustus' tid lå et tempel, viet til Mars. Omkring det 5. århundrede blev templet viet til Kristus og taget i brug som kirke. Denne bygning blev imidlertid nedrevet i 1059, hvorefter man gik i gang med at bygge det nuværende dåbskapel. Man ved, at dåbskapellet gjorde tjeneste som byens domkirke, mens "Santa Reparata" blev udvidet, dels i 897 dels fra 1059-1128.

Domkirken, Santa Maria del Fiore, er sammen med domkirkerne i Rom, Milano og London en af kristenhedens største kirker. I 1293 besluttede republikken Firenze, at den ret ubetydelige basilika "Santa Reparata" skulle erstattes af en ny og standsmæssig kirke. Målet var at bygge en kirke, "så mennesket ikke nogensinde ville være i stand til at bygge noget større eller smukkere" - en temmelig ambitiøs målsætning, som passede godt til den selvbevidste bystat. For at kunne finansiere dette enorme projekt indførte man en skat på testamenter på 20 soldi. Som bygmester udpegede man Arnolfo di Cambio, der allerede arbejdede på ordenskirken Santa Croce.

Grundstenen blev nedlagt den 12. september 1298 på Jomfru Marias fødselsdag af kardinal Pietro Valeriani, den første pavelige udsending til Firenze, og kirken blev viet til den hellige jomfru. Den fik navnet "Santa Maria del Fiore", som betyder "Den hellige Maria af blomsterne", formentlig en reference til den lilje, som byen bærer i sit våben. Arnolfos plan krævede, at udover Santa Reparata skulle også nogle mindre kapeller samt nogle adelsmænds huse nedrives. Efter voldsomme protester reducerede Arnolfo modstræbende sin grundplan, så hovedskibet fik fem buer i stedet for seks. Skønt tidens dominerende stil var gotisk, planlagde Arnolfo en basilika i klassisk stil. Efter Arnolfos død (1302) lå byggeriet stille i mere end 30 år, indtil Giotto i 1334 blev udnævnt til bygmester med Andrea Pisano som sin assistent. Hovedskibet var kun færdig i en etages højde, og man var i gang med sideskibene. Giotto og Pisano genoptog byggeriet i henhold til Arnolfos design. Desværre døde Giotto allerede i 1337. Det meste af tiden brugte han på det pragtfulde klokketårn. Giotto blev efterfulgt af Andrea Pisano som bygmester indtil dennes død i 1348. I disse år faldt Firenzes befolkning fra 90.000 til 45.000 som følge af pesten.

Under Francesco Talenti, som var bygmester fra 1349-1359, blev klokketårnet færdiggjort. I 1375 blev resterne af Santa Reparata revet ned. De følgende år blev der foretaget mange strukturelle ændringer både indvendigt og udvendigt. Fx blev der tilføjet to sakristier. Der skete også en del udsmykningsmæssige ændringer som lægning af det prægtige marmorgulv og opstilling af adskillige skulpturer samt maling af fresker.

Efter mere end 100 år måtte man i gang med den enorme udfordring som bestod i at lave en kuppel til domkirken. Problemet var ikke blevet mindre af, at kirken var blevet noget større end oprindelig planlagt af Arnolfo. Kuplens diameter er på godt 45 meter. Den 19. august 1419 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om en model til en kuppel. Allerede to måneder senere den 22. oktober indleverede Filippo Brunelleschi sit forslag. Brunelleschi havde den sidste halve snes år beskæftiget sig med domkirkebyggeriet, så han har selvfølgelig ikke kunnet lade være over at spekulere over, hvorledes han ville gribe problemet an. Hans forslag var at lave en ottekantet kuppel bestående af to "kuppelskaller" med vandrette og lodrette stivere mellem lagene for at sikre stabiliteten. Lorenzo Ghiberti, som Brunelleschi havde konkurreret med om fremstilling af nordporten til dåbskapellet, meldte sig også til konkurrencen, men vi ved ikke, hvornår han indleverede sin model. Efter at have tabt konkurrencen om nordporten havde Brunelleschi helliget sig arkitekturen, og i en årrække rejste han i rutefart mellem sin fødeby Firenze og Rom, hvor han studerede de klassiske bygningsværker. Undertiden i selskab med sin gode ven, Donatello. Han har sikkert især studeret Roms Pantheon med den vældige kuppel.

Det lader til, at dommerkomitéen havde svært ved at træffe en beslutning. Måske for ikke at fornærme nogen af kunstnerne udnævnte man i april 1420 Lorenzo Ghiberti, Filippo Brunelleschi og Battista d'Antonio som ligeordnede tilsynsførende med kuppelbyggeriet. Dette har formentlig ikke passet den stolte Brunelleschi, men i stedet for at trække sig gjorde han gode miner til slet spil. Battista, som ikke havde de store arkitektoniske evner, blev hurtigt koblet af, og kampen stod nu mellem de to gamle rivaler. På et kritisk tidspunkt i byggeriet sygemeldte Brunelleschi sig - uden at fejle noget. Formålet var at demonstrere, at Ghiberti ikke magtede opgaven. Da Ghiberti måtte give op overfor nogle tekniske problemer, blev Brunelleschi hurtigt rask og løste straks problemerne. Efter med al tydelighed at have demonstreret, at kuplen var Brunelleschi's værk, fortsatte de to rivaler uden problemer som sideordnede arkitekter. Michelangelo benyttede Brunelleschis kuppel som direkte forbillede for Peterskirkens kuppel, og han udtalte, at "selv om min kuppel er større, er den ingenlunde smukkere". Da Brunelleschi døde den 14. maj 1446, blev han (selvfølgelig) bisat i Santa Maria del Fiore. Hans betydning for arkitekturen i Firenze kan ikke overvurderes. Udover kuplen på domkirken har han også stået for kirkerne San Lorenzo og Santo Spirito samt Ospedale degli Innocenti.

Firenzes nye katedral blev indviet af pave Eugen IV den 25. marts 1436, ca 140 år efter, at arbejdet var påbegyndt. Lang tid, men dog ikke usædvanlig lang. Prikken over i'et, lanternen, blev monteret i 1461. I 1492 blev lanternen ramt af lynet, og en stor marmorblok faldt ned fra kuplen og ødelagde i faldet Mediciernes banner. Dette blev af den overtroiske befolkning taget som et varsel, og kort efter døde den syge Lorenzo de Medici (den prægtige). I dag kan kuplen over Santa Maria del Fiore ses fra det meste af Firenze. Selv fra den modsatte side af Arno er den et imponerende syn.

Facaden på domkirken har sin egen historie, som strækker sig over adskillige hundrede år. Arnolfos halvfærdige facade blev allerede revet ned i 1588. De figurer, som prydede facaden, kan i dag ses i domkirkemuseet. Først i 1871 efter dannelse af den italienske nation blev man enige om et nygotisk design bestående af rød, hvid og grøn marmor fra hhv. Siena, Carrara og Prato. Våbenskjoldene på den nederste del af facaden tilhører de familier, som medvirkede til at finansiere projektet. Dette arbejde blev realiseret af arkitekten Emilio de Fabris (1808-1883) i perioden 1876-1886. Domkirkens facade spiller smukt sammen med både dåbskapellet og klokketårnet.

Køen ved domkirken var imidlertid så lang, at vi opgav i denne omgang og fortsatte til San Lorenzo, som vi kiggede ind i, men som skuffede noget. Vi returnerede til domkirken, men køen var stadig for lang.

Vi gik mod kirken San Croce, men undervejs havde Flemming fundet ud af, at Firenzes bedste gelateria lå på ruten. Resten af familien var noget skeptiske, da de ikke kunne finde gaden på kortet. Men pludselig var vi der, og grunden til, at vi ikke havde gadenavnet på kortet skyldtes nok, at gaden vel kun var 100 meter lang. Desværre var isbutikken lukket om mandagen, så vi måtte fortsætte mod kirken uden at have fået is.

Det blev børnene der kiggede ind i kirken, som mest er kendt for de mange berømtheder, der er begravede i kirken, bl.a. Dante, Michelangelo, Galilei og mange flere.

Santa Croce, der betyder helligkorskirken, er den største franciskanerkirke i hele Italien. Kirken blev bygget som et modstykke til dominikanerkirken Santa Maria Novella, som var bygget ca 50 år forinden. Byggeriet af den vældige kirke, som blev påbegyndt i 1295, trak ud. I 1320 fik menigheden adgang til at bede i kirken, som først blev indviet i 1442 af pave Eugene IV. Kirkemødet i Firenze i 1439, som skulle hele bruddet mellem den romersk katolske kirke og den ortodokse kirke, blev holdt i Santa Croce, men mødet var uden varig virkning.

Så returnerede vi til domkirken, men undervejs fik vi lige nogle fantastiske is i et gelateria, der var grundlagt i 1939, og det til yderst rimelige priser, nemlig 1 Euro pr. kugle.

Køen ved domkirken var nu skrumpet rigtig meget ind, så mens Lone og Flemming passede hunde gik børnene på opdagelse i kirken, og da de var færdige byttede de med forældrene.

Størrelsen af kirkerummet var imponerende, især udsmykningen af kuplen og marmorgulvene var særlig flotte.

Så blev der atter dømt is. Det var dog (heldigvis) kun Nicolai og Flemming, der meldte sig på banen, for nu var priserne noget helt andet. Nicolai fik en vaffel med 3 forskellige slags is, som kun kostede 10 Euro (75 kr.). Der havde ikke været prisskilte i butikken, for så var vi nok sprunget fra.

Midt på eftermiddag vendte vi snuderne mod campingpladsen. Det sidste stykke gik op ad den stejle skråning mod pladsen, så der skiftedes vi til at køre hundene i deres Pet-Roller, men kors hvor vi svedte da vi var tilbage hos Speedy ved 15.30-tiden.

Der blev eftermiddagshygget, taget kolde brusebade og spillet kort. Dog kastede Flemming sig lige over vask af hans og Nicolais skjorter, ligesom tæpperne fra Pet-Rolleren blev vasket. Endvidere blev køletasken ordnet, da den efterhånden var fyldt godt op med kondensvand.

Kl. 17 gik Lone og Flemming til markedet og handlede til aftensmad. Dog blev der også købt kolde øl til den sidste rest af eftermiddagen.

Efter middagen, der blev indtaget sammen med rød Söhnlein, blev der hygget indtil vi gik i seng.

TIRSDAG DEN 12. JULI

Firenze - Siena

Tidlig hundeluftning og morgenmad. Der blev hentet brød i markedet, men hvor er det trist, at man i et land med stolte brødtraditioner kun kan købe 2. klasses brød på campingpladserne.

Vi forlod Firenze med kurs mod Siena og undervejs fik vi lige et par glimt af henholdsvis San Gigmininano og Monterigione, der skulle besøges, når vi atter skulle nordover, men nu var det fuld fart på mod Siena, hvor Marie viste os frem til en P-plads blot nogle få hundrede meter fra den nordlige byport.

Speedy var godt nok en del for lang til pladsen, men ved at bakke bagenden godt ind over fortovet, kunne vi lige holde snuden så langt inde, at der ikke var problemer. Fortovet var ikke i brug, så vi mente nok det gik.

Så gik det gennem byporten og ad smalle gyder mod centrum. Vi kiggede ned på rådhuspladsen, men kunne konstatere, at der dels var rigtig mange turister og dels stort set ikke var skygge, så vi fortsatte mod byens Doumo, Katedral Santa Maria. Her delte vi os i de to sædvanlige hold, mens hundene passede på det hold, der ikke var i kirke.

Sienas domkirke er usædvanlig flot, ikke blot uden på, men i lige så høj grad indeni.

Kirken er bygget mellem 1215 og 1263 i gotisk stil og planlagt af Nicola Pisano, og det var hans søn, Giovani, der tegnede den nederste del af facaden, der påbegyndtes i 1285. Den øverste del blev først fuldført i løbet af 13-hundredetallet. I samme århundrede var Siena en rig bystat og der blev udarbejdet planer til udvidelse af kirken, så den ville blive på størrelse med Peterskirken i Rom. Udvidelsen startede i 1339, men i 1348 kom den sorte død, pesten, til byen og udraderede 4/5 af indbyggerne. Den store katedral blev aldrig fuldendt og idag er blot en stor del af væggene fra Duomo Nuovo tilbage som et monument over Sienas ambitioner.

I 18-hundredetallet blev det udvendige af katedralen renoveret og de flotte guldmosaikker blev tilføjet ved denne lejlighed.

Vi returnerede til rådhuspladsen, Piazza del Campo, hvor der stadig var masser af turister, men nu også skyggefulde hjørner, hvor vi kunne opholde os uden at blive stegt. Et termometer i byen havde vist 38 gr. C, hvilket er lige i overkanten for os nordboere.

Rådhuset i Siena, som først blev bygget i det trettende århundrede, rummer i dag et l museum, der udstiller nogle af Italiens førsteklasses skatte, herunder adskillige freskoer daterende tilbage til 1315. Rådhuset ligger på Piazza del Campo, der to gange om året anvendes til et hestevæddeløb, som er ligeså legendarisk som de løbende tyre i Pamplona i Spanien. Begivenheden, som afholdes den 2. juli samt den 16. august, samler ryttere fra ti naboområder til at ride uden sadel på heste igennem byen ved Piazza del Campo. Der er kun tale om et kort løb på to eller tre omgange. Det er ekstremt populært, og hvis man vil have fat i siddepladser med den bedste udsigt, bør man booke et sæde i hvert fald seks måneder forinden.

Så gik vi tilbage til Speedy, og vi havde ikke fået en bøde for vores inddragelse af fortovet til P-areal. Vi satte Marie til at finde Campingpladsen Colleverde, der skulle ligge 2-3 km nord for centrum. Pladsen blev da også fundet uden problemer, og snart var der dækket bord til en hurtig frokost, hvorefter badetøjet blev fundet frem, og vi kastede os på skift i pool’en.

Der blev badet flittigt frem til kl. 19, hvor pool’en lukkede.

Vi havde ikke fundet noget sted at handle mad undervejs, og da stedet reklamerede med pizzaer, som man laver dem i Napoli, bagt i stenovn, købte vi fire forskellige af slagsen. Til Lones store ærgrelse havde de dog ingen med havets frugter.

Så blev der hygget til vi gik i seng.

ONSDAG DEN 13. JULI

Siena - Montereggione - (San Gimignano) - Volterra

Der blev hentet morgenbrød samt juice og ost i markedet og snart var vi klar til at forlade pladsen. Flemming blev noget overrasket, da den nydelige unge dame i receptionen på dansk spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe med. Det viste sig, at hun var dansker og var kommet til Italien som attenårig, her havde hun forelsket sig i både land og mand, og nu havde boet i Siena i 10 år. Så lige en advarsel til alle forældre: Send ikke jeres unge døtre til Italien, hvis I ønsker, at de skal blive i nærheden af reden.

Afsted gik det mod dagens første stop Monteriggioni, som børnene kendte fra computerspillet ”Assassin”. I spillet er byen dog noget større, for i virkeligheden er der blot tale om en cirkulær bymur, indenfor hvilken der er et torv og to parallelle gader.

Monteriggioni er en middelalderlig muret by, beliggende på en bakke, ca. 15 km fra Siena. Byen er opført af styret i Siena i 1213 som en forreste forsvarslinie i deres krige mod Firenze.

Der var mange konflikter mellem Siena og Firenzei middelalderen, hvor Firenze søgte at udvide sit terretorie. Her hjalp byen med at modstå mange angreb fra florentinerne, men i 1554 ønskede Montereggionis garnisionsleder, John Zeti, fred, og udleverede simpelthen byens nøgler til Firenze, hvilket blev betragtet som et stort bedrag af byens befolkning.

Det er en meget hyggelig by og efter at have set på den en halv times tid, var der også tid til en drink på torvet. Der var god selvbetjening og rimelige priser.

Vi sagde farvel til Monteriggioni og satte kursen mod San Gimignano, hvor vi havde udset os en campingplads lidt sydøst for byen. Her var der imidlertid alt optaget grundet et stort træf.

Vi besluttede os så til at kigge på byen og derefter fortsætte videre. Da vi atter var ved byen blev vi kaprede af en motorcyklist, som havde en orange advarselsjakke på, hvor der stod ”Camper” på ryggen. Han førte os ud til en anden plads, kun for autocampere, men denne lå så langt væk, at vi hurtigt blev enige om at køre tilbage til byen, for at finde en P-plads. Vi kørte rundt i 45 minutter uden held. Alle P-pladser omkring byen var forbudt område for autocampere, så til sidst var vi alle sure over den behandling, som byen gav os, og vi besluttede at fortsætte mod Volterra.

Det gik ad smalle og snørklede veje gennem smukke toskanske landskaber og snart var vi fremme ved Volterra, hvor vi checkede ind på ”Camping Le Balze”, der var blevet valgt, fordi der var pool.

Som den forgående dag var der hurtig frokost, men denne gang med righoldigt udvalg, da vi havde fourageret i et stort supermarked i Cóle Val d’Elsa mellem Monterigione og Sangimigniano. Og så var det ellers i pool’en.

Eftermiddagen blev brugt til læsning, gåture, kortspil og badning.

Pigerne stod for aftensmaden, en dejlig italiens ret med pasta, skinke, svampe, ostesovs, valnødder m.m. En ret der ville være enhver italiener værdig.

Så blev der købt internettid, for at vi kunne finde frem til en god plads på Middelhavskysten, men vi fandt hurtigt ud af, at rigtig mange pladser ikke ville have hunde i højsæsonen. Vi fandt dog en, så nu må vi se i morgen om de lukker vores to søde bæster ind.

TORSDAG DEN 14. JULI

Volterra – Pisa

Da Lone og Flemming luftede hundene om morgenen opdagede de, at lige uden for pladsen lå der en rest af den gamle etruskiske bymur. På tilbagevejen blev der købt morgenbrød i receptionen, og atter var det noget ganske ligegyldigt brød, pakket stykvis i krympefilm.

Efter morgenmaden kørte vi det korte stykke ind til Volterra, hvor vi brugte en stor del af formiddagen til at slentre rundt i gaderne.

Man burde nævne Volterra i samme åndedrag som Firenze, Siena, Lucca, San Gimignano og Pisa, for der er virkelig tale om en enestående smuk toscansk by med en særdeles righoldig arv fra middelalderen og renæssancen. Udsigten fra den højt beliggende by er fantastisk, og de snørklede gader er fulde af charme.

Selvfølgelig kommer her turister, men ikke nær så mange som i de førnævnte byer, og om aftenen er de næsten alle væk, da der kun er meget få hoteller i byen.

I nærheden af ruinerne fra et velbevaret romersk teater, der stammer fra det første århundrede f. Kr., fandt vi en butik, hvor de solgte procelænsfigurer af bl.a. franske bulldogs, så selvfølgelig måtte Lone have en ny figur til samlingen derhjemme.

Ved middagstid satte vi kursen mod Pisa, hvor vi havde udset os Camping Torre Pendente, der var valgt p.g.a. en pool. Vi ankom ved 13-tiden og fandt en plads ved siden af en anden dansk autocamper, der imidlertid var ubeboet da vi ankom.

Camping Village Torre Pendente ligger kun 800 meter langt fra det verdensberømte skæve tårn og sin forbløffende Piazza dei Miracoli, men også kun 1 km langt fra det historiske centrum og floden Arno. På pladsen hersker en hyggelig atmosfære, og frem for alt kan man slappe af i den dejlige swimmingpool. Endelig findes der også en pizza-restaurant, en bar, et minimarked og en bazar fuld af tøj og souvenir.

Mens vi spiste frokost kom den anden vogns beboere tilbage og vi fik en lille sludder med dem. Ellers gik eftermiddagen med læsning, kortspil og pool-badning.

Pisa ligger på hver side af floden Arno, som løber ud i Middelhavet. Byen har knapt 90.000 indbyggere og er provinshovedstad og er især kendt for domkirkens skæve tårn.

Kl. 18 spiste vi aftensmad og så gik turen ellers ind til byen, hvor vi kiggede på Det skæve Tårn, Domkirken og Dåbskapellet.

Efter den mere religiøse del af byen gik vi videre til den verslige. Vi gik over Piazza del Cabinieri og slentrede videre ad hovedgaden ned til floden Arno, der deler byen. Her vendte vi om på broen og returnerede mod Det skæve Tårn. Undervejs fik vi lige en Tiramisu hver, mens børnene endvidere supplerede med crepes. Vi nåede frem til tårnet og domkirken, lige som det begyndte at blive mørkt og fik nogle gode aftenbilleder, inden vi forlod centrum og gik hjem til Speedy.

FREDAG DEN 15. JULI

Pisa - Viareggio

Lone og Flemming stod op, luftede hunde og købte morgenbrød. Efter morgenmaden pakkede vi sammen sagde farvel til vores danske naboer og kørte mod Lucca. Vi skulle dog ikke se denne by, som vi har besøgt to gange tidligere, men fortsætte lidt mod øst, for at se nærmere på Montecatini Terme. Imidlertid kørte Flemming forkert i selve Lucca, hvor vi skulle have været på motorvej. Flemming mente, at vi bare skulle rundt om Lucca og så videre mod nordøst, men da vi havde kørt 15 minutter og Marie blev ved med at ville have os til at vende, så måtte Flemming bide i det sure æble og vende. Det kostede lige en halv times ekstra kørsel, men snart var vi på den rette motorvej og kort efter i Montecatina Terme.

Montecatini Terme har 21.000 faste indbyggere, og besøges hvert år af over 1,7 mill. turister, hvoraf mange kommer for at besøge kurbadene.

Montecatini´s "moderne" historie som kurby begynder i slutningen af 1700- tallet, da området var en del af den florentinske storhertug Leopoldos besiddelser. I begyndelsen af 1900-tallet får bynavnet tilføjelsen "Bagni" - Badene - og i 1928 bliver tilnavnet "Terme"- kurbade - en del af byens officielle navn.
Kurbadsparken - "Il Parco delle Terme", der dækker et areal på 460.000 kvm er i sig selv et kunstværk.
I parken eller tæt ved findes 9 kurbade - Excelsior, Redi, Grocco, La Salute, Leopoldine, Regina, Tamerici , Tettuccio og Torretta.

Det mest imponerende hedder "Tettuccio". På stedet har der været kurbad siden 1400-tallet.

Vi delte os i de sædvanlige hold og kiggede på et af anlæggene, som endnu er i brug. Der er tale om flere anlæg i en meget smuk park.

Vi var ved termerne i knapt 2 timer, hvorefter vi bad Marie om at finde frem til Camping Viareggio, som er den af de få pladser langs kysten, hvor vi må have hund med.

Vi checkede ind og fandt hurtigt en plads, så vi kunne få frokost. Der blev eftermiddagshygget og småslumret, inden vi først på aftenen gik en tur ned til Middelhavet, der lå 800 meter vest for pladsen.

Vi badede i Middelhavet, så nu kunne vi sige at vi havde badet på begge sider af Italien. Bølgerne der rullede ind på kysten var temmelig store, så man skulle blot få meter ud, og så vente på at blive overskyllet. Hundene legede rigtig godt i sandet og i vandkanten, men den helt store badetur blev det ikke for dem, da de syntes, at vandet var for overvældende.

Da vi kom tilbage blev der grillet aftensmad.

Aftenen gik med læsning, kortspil m.m.

LØRDAG DEN 16. JULI

Viaregio - Deiva Marina

Vi var ikke helt tilfredse med pladsen, så efter morgenmaden forlod vi stedet med kurs mod Genoa eller nærmere betegnet Deiva Marina, der ligger ca. 50 km sydøst for Genoa. Vi havde nemlig udset os Cinque Terre som næste destination.

Cinque Terre er et område i den østligste del af den italienske region Ligurien. Det er et ca. 12 kilometer langt område langs med kysten, hvor der ligger fem små landsbyer, Monterosso al Mare, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore. Landsbyerne har tilsammen har ca. 7.000 indbyggere.

Området er præget af stejle kyster, der mange steder stiger næsten lodret fra havet, og de små byer ligger stejlt op ad klippeskråningerne. En vandresti forbinder de fem byer, men der er ikke nogen direkte vejforbindelse mellem dem. Der er derimod en jernbane, der det meste vejen kører gennem tunneller for at dukke op ved de små stationer.

Området er en naturpark og blev sammen med Portovenere og øerne Palmaria, Tino og Tinetto i 1997 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Optagelsen skyldes områdets enestående kulturelle og landskabelige værdi, der viser en harmonisk interaktion mellem mennesker og natur i skabelsen af et landskab af exceptionel kvalitet.

Vi fandt frem til den lille by, Deiva Marina, nord for de 5 byer, hvor der var en campingplads, Camping Valdeiva, som i ADAC’s campingguide var beskrevet som rigtig hyggelig og med pool. Der var rigtig mange fastliggere, men også en del på gennemrejse, bl.a. talte vi i hvert fald 5 andre danske familier.

Vi ankom først på eftermiddagen og startede med at spise frokost. Dernæst tog Lone og Flemming pladsens gratis Shuttle-Bus de 3 km ned til selve byen, for at kigge nærmere på den. Det var en pæn lille by, men stedets trækplaster var nok stranden, hvor der var rigtig mange mennesker. Der var dog så store bølger, at man blot stod i vandkanten og ventede på at blive skyllet over.

Da vi vendte tilbage til byens jernbanestation, hvorfra Shuttle-Bussen afgik, så Lone et skilt, hvor der stor, at der kun var 20 minutter til den 1. by i CQ-rækken, Monterosso Al Mare. Det lød for godt til at springe over, så vi besluttede at tage en dag ekstra, og så begive os ud på togturen i morgen,

SØNDAG DEN 17. JULI

Deiva Marina

Vi stor så tidligt op, at vi måtte ty til morgenmadsnødrationerne, da markedet endnu ikke havde åbnet. Endvidere ønskede vi at komme med en af de første busafgange til jernbanestationen, og allerede lidt i 9, købte vi billetter til Riomaggiore, der er den by i Cinque Terre-systemet, der er længst væk, Vi fik endvidere en returbillet, der kunne anvendes i 6 timer og med hvilken vi kunne stå af og på i de 4 andre byer.

Vi ankom til Riomaggiore ca. 9.50 og gik en tur rundt i byen, bl.a. var vi nede ved ”havnen”, der var en bugt ind imellem klipperne. De små fiskerbåde var trukket helt op i gaderne, for ikke af blive ødelagt ved hårdt vejr. Byen ligger ved udløbet af en lille flod, som i dag er overdækket og brolagt, og menes grundlagt i 7-hundrede tallet af flygtninge fra det byzantinske rige.

I Riomaggiore købte vi billetter (7 Euro pro pers.) for at få adgang til den såkaldte Nationalpark. Det gav os nemlig lov til at gå på en smal klippesti langs havet til den næste by, Manarola.

Manorola ligger på et klippefremspring over havet og ligesom i Riomaggiore er der en næsten helt overdækket flod, der flyder mellem og under husene i byen. Byens hovedgade, der også er flankeret af små fiskerbåde, ender ved havnen, hvor man kan hejse bådene ned i vandet.

Vi kom selvfølgelig lige for sent til en togafgang og måtte så vente 3 kvarter til den næste. Der var ikke så mange mennesker på perronen, da vi ankom, men da afgangen nærmede sig, stod vi nærmest som sild i en tønde. Vi fik dog mast os ind i toget, da det ankom, og da vi kun skulle til den næste by, Corneglia, hvilket ville tage 4 minutter, var trængselen til at klare.

Vi stod af toget i Corneglia, og til vores overraskelse viste det sig, at denne by ikke lignede de andre, da den ikke lå ned til vandet, men højt oppe på en bjergtop. Byen bærer mere præg af landbrug end af fiskeri, og er da også omgivet af vinmarker og olivenlunde.

Hverken mennesker eller hunde havde lyst til en stejl opstigning i middagsvarmen, men da der var ca. 1 time til næste togafgang, gik Nicolai og Flemming på opdagelse og fandt en lille Bar/Tabac ved siden af stationen, hvor de købte 4 lækre minipizzaer og 4 nødde/figen- kager samt drikkevarer.

Da toget ankom, var der heldigvis ikke så mange, der skulle med som ved forrige afgang, så nu kunne vi få en siddeplads frem til Vernazza, hvilket dog kun var 5 minutters køretid.

Varnazza lignede Riomaggiore og Manarola, nemlig en by, der som rygrad havde hovedgaden fra havnen og op gennem en slugt. Denne by var dog øjensynligt større end de 2 andre, og der var langt mere liv, ligesom havnen var af en mere permanent karakter, og det er da også byen med den længste fiskeritradition.

Ved havnen ligger byens torv med flotte arkader og det er også her man finder byens kirke, viet til St. Margherita af Antiochia, der er karakteriseret af sit ottekantede tårn. Byen er omgivet af bymur og fæstning fra middelalderen.

Vi var i Varnezza et par timer og der blev nydt is. Nicolais nye is-smag blev denne gang en enkelt kugle kanel-is, som han berømmede meget højt. Inden togafgangen blev der også tid til en øl/Cola på en bar på hovedgaden.

Vi havde nu læst lektien og fundet ud af, at den sidste by i perlekæden, Monterossso al Mare, ud over at være den største af de 5 byer, også var en karakteristisk ferieturistby, uden de andre byers charme, så vi valgte at springe den over og køre direkte hjem til Deiva Marina og tage bussen ud til campingpladsen, hvortil vi ankom lidt over kl. 16. Vi var godt trætte, dog ikke mere, end der kunne drikkes eftermiddagsdrink. Resten af eftermiddagen blev der læst bøger. Nicolais bog var dog teoribogen, da han skal op til køreprøve, når vi kommer hjem fra ferien.

 Videre til Del 3