Med Speedy til Kroatoen 2004 - Del 3

Lørdag den 10. juli 2004

Vi sov helt til kl. 8.30, hvorefter Nicolai og Flemming cyklede efter morgenbrød. Lone riggede an, og Camilla sov til morgenmaden var klar, så hun kunne flytte sig direkte fra seng til bord. Lone og Flemming ryddede op, og kl. 10.30 gik det til stranden. På det tidspunkt havde børnene allerede været i pool’en i en time, men de ville ikke med på stranden, hvorfor de voksne fortsatte alene ud ad kysten, indtil de fandt et algefrit område. Flemming tog sig en rigtig svømmetur i havet, mens Lone sad på klipperne og lod sig oversprøjte. Samtidig gjorde hun lidt research og konstaterede, at der her på Monsena var langt yngre og pænere fyre at se på. De gjorde også meget ud af at blive brun alle steder - forstået således, at de nedre dele blev lagt minutiøst på plads, så intet skygge for hinanden. Jo hun fik noget ud af formiddagen.

Så var det tid til frokost og siesta, der dog ikke blev så lang for ungerne, da de hurtigt forsvandt ned til pool’en igen. Lone fik en lang og velfortjent middagslur, da hun aftenen i forvejen havde haft svært ved at sove for larmen fra bølgerne, der slog ind over klipperne. Hun er en meget følsøm kvinde.

Ved 16-tiden gik de voksne til receptionen for at sende postkort og derfra til supermarkedet for at finde noget til aftensmaden. Efter dette gik turen mod stranden, men først blev børnene lige samlet op, og der blev spillet et enkelt slag mini-golf, hvilket kostede 40 kuna. Så smuttede børnene atter i pool’en, mens vi voksne ville i havbad, men nu var der alger overalt, så det blev til solbadning ved pool’en. Der blev budt på drinks på en strandbar inden vi vandrede tilbage for at grille cevapcici. Aftenen gik ellers med læsning, kortspil, domino, pinde- og labyrintspil.

Nicolai havde fået røde baller og måtte smøres ind i Sun-Cooler.

Til sidst skal der gøres opmærksom på, at Monsana har skiftet navn i 2005 og ikke læmngere er FKK-plads. ØV.

Søndag den 11. juli 2004

Vi stod op ved 8-tiden. De sædvanlige hentede morgenbrød og kl. 9.30 forlod vi pladsen for at køre til vores aftale i Farzana. Ved udcheckningen oplevede vi vort eneste kritikpunkt vedrørende Monsena, nemlig at det tog forfærde-lig lang tid, da man kun havde een PC’er til at udføre dette arbejde ved.

Vi ankom til havnen i Farzana ca. en time før afgang, så der var både tid til at få købt billetter (voksne = 180 Kuna og børn = 90 kuna), og til at gå en lille tur i byen og endelig kunne vi også nå en formiddagsøl/-vand på havnen.

Det havde været en lidt overskyet morgen, men nu skinne solen atter fra en skyfri himmel. Sejlturen tog 15 minutter og så var vi fremme i den lille havn, der var kranset af store luksushoteller. Ud over hotellerne kunne man leje sig ind i nogel villaer, der lå spredt rundt om på øen. Vi sluttede os så til en engelsktalende guide, der skulle vise os rundt på øen.

Brijuni-øerne har været beboet langt tilbage i fortiden, og i romertiden var her villaer, templer m.m., men på grund af malaria, blev øerne atter forladt. En østrigsrigmand købte så i slutningen af 1800-tallet øerne og fik en forsker til at starte kampen mod malariaen, som blev viúndet på nogel få år. Efter 2. verdenskrig udså præsident Tito sig øerne som sit private område. Tito var kommet til magten efter krigen og blev valgt til livstidspræsident, og han bestred posten frem til 1980.

Der har været mange prominente gæster på besøg i hans pragtvilla, bl.a. prinsesse Margrethe og Prins Henrik. Som gaver ønskede Tito sig dyr fra alle verdensdele, så der blev snart oparbejdet en ehl zoologisk have på øerne. Lige vest for havnen, var der bure til bl.a. bjørne og løver, men det hele var blevet flyttet til de Zoologiske Haver i Zagreb og Rijeka i 1992, så anlæggene står nu og forfaler. En del af dyrene hersker dog over den nordlige del af øerne, hvor der er en Safaripark.

Det første vi så var en bygning med forskellige museer, bl.a. om Tito-tiden og om dyrelivet på øerne. Herefter kiggede vi på en lille kirke og så var der lidt tid til "fri leg", som vi benyttede til at spise frokost og kigge på de forladt dyrebure. Jeg prøvede at overtale Lone til at lade sig fotografere i abedragt (nøgen) i et af burene, men det gik hun altså ikke med til.

I prisen for besøget på øerne indgik også en rundtur med et lille turist-tog, der kørte os rundt i en time. Først kørte vi ind i Safariparken, men det var noget af en skuffelse. Der var ikke ret mange dyr og de der var, var langt fra vores rute. Bl.a. gjorde guiden meget ud af, at der i parken var 2 elefanter, som Tito havde fået af Ghandi fra Indien, og den ene af disse var den største elefant i Europa, men vi så blot en brøkdel af ryggen af dette pragteksemplar. Turistbrochurer og plakater i Farzana havde vist langt flere dyr, så Lone mente straks, at der var tale om falsk markedsføring.

Så blev det straks mere interessant, da vi nåede frem til ruinerne af et byzantisk castrum. Her havde vi 15 minutter til at se på de velbevarede ruiner, og Camilla tog for en gang skyld et hav af billeder - mon hun skal være arkæolog ?

Så kørte vi videre og kom bl.a. forbi et over 1000 år gammelt oliventræ. Videre forbi et romersk Venus-tempel samt ruinerne fra en romersk villa. Turen sluttede på havnen, hvor vi dryssede rundt og hyggede os. Her så vi bl.a. Titos gamle Cadillac, som stadig kører rundt på øen. Nu kan den lejes af turisterne til rundturer.

Alt i alt må vi dog nok sige, at pengene til turen var givet godt ud, for det er tale om en meget smuk ø, der i dag mest bruges som luksus ferie-resort. En overnatning i en af villaerne kostede op til 7.500 kuna.

Vi var tilbage i Farzana lidt over kl. 16 og så gik det ellers atter mod Rovinj, hvor vi gjorde holdt på den store parkeringsplads nord for havnen. Vi shoppede, nød byen og spiste lækker mad på restaurant Marina. Måltidet kostede 442 kuna, så det var langt fra billigt i forhold til de andre steder, hvor vi havde spist, men det vidste vi godt, for vi spiste det samme sted i 2003. Derfor var vi klar over, at kvaliteten også var i top.

Ved 20-tiden kørte vi så ud til FKK-Camp Valalta, som vi har besøgt under alle vores ophold i Kroatien. Vores "stamplads" ved havnen var optaget, og i det hele taget var der flere folk end der plejede at være, men vi var der altså også to uger senere end vi plejede at være. I stedet fandt vi en plads i nærheden af supermarkedet og et af de store flotte nyrenoverede toilet-/badehuse. Pladsen beskrives ikke yderligere, da den er omtalt i tidligere turberetninger.

Det var for sent at gå i vandet, også selv om der ikke var alger i havet, så i stedet fik børnene en hoppetur i trampolinanlægget, mens vi voksne nød årets første mørke Valalta-øl fra det lokale bryghus. Det er en af de bedste øl der findes.

Mandag den 12. juli 2004

Det var ret koldt og overskyet om morgenen, og vel omkring 20 grader, hvilket ikke er det bedste på en naturistplads. For en gang skyld var det Camilla, der gik med Flemming efter morgenbrødet. Efter morgenmåltidet spillede vi bordtenneis og mini-golf, hvilket er gratis på Valalta. På trods af den manglende sol, fik vi alle varmen, og Flemming smed endog tøjet,  men ellers havde han nok heller ikke vundet, for det distraherede vist Lone.

Der blev handlet aftensmad i supermarkedet samt tomater, agurker og bananer i grøntsagsboden. Det begyndte at regne, så vi samledes under markisen, trak i en trøje og nød en mørk Leffe-øl. Så spillede vi kort, Nicolai dog GameBoy, da han mente vi kun gad have ham med, for at der skulle være en der tabte. Regnen stilnede af, men det var stadig gråvejr, så Lone og Flemming gik en lang tur hele pladsen rundt, for at se, hvad der var tilkommet af nyheder. Vel tilbage i Speedy foretog pigerne et commandoraid på supermarkedet, hvor de købte sodavand og chips. Drengene prøvede at få Lone i godt humør ved at love godt vejr inden længe, men hun surmulede og håbede på solskin, så hun kunne få en sidste super solrig naturistdag i Kroatien. Forlydender via SMS fortalte, at der var 15 grader på nordsiden af Alperne og at det stort set havde regnet hver dag i de 14 dage, hvor vi havde opholdt os i det solrige Kroatien.

Til aften blev der grillet lækre kroatisk krydrede bøffer med pasta, sauce og tomater som tilbehør. Der blev spillet kort samt diverse spil inden vi gik i seng.

Tirsdag den 13. juli 2004

I et dejligt morgensolskin var det atter Camilla og Flemming, der hentede morgenbrød. Her skal det indskydes, at Valalta har så meget forskelligt morgenbrød, at det er svært at begrænse udvælgelsen, så vi kommer altid tilbage med for meget, men det ryger så til frokosten.

Så bliver der atter spillet mini-golf, inden vi tager rundturen til pool, strand og vandrutschebane. Sidstnævnte er i Valalta gratis, i modsætning til i Monsena. Nicolai og Flemming tager nogle ture i rutschebanen, mens pigerne blot kigger på. Så bliver der badet i havet, men vandet er ikke så klart som det plejer at være, sandsynligvis på grund af eftervirkninger fra algeangrebet, som der ellers ikke er noget tilbage af i Valalta. Der dykkes og soles, og vi hilser på den østrigske familie Perlt (Sandra + mand + børn), vi også har truffet de to foregående år.

Så holdes der siesta, hvor der læses og finsoves af Flemming. Nicolai går ret tidligt til pool’en, og da vi andre begiver os afsted kommer han tilbage. Atter til stranden, men snart trækker Nicolai sig tilbage til pool’en igen, mens vi andre får øl og vand på strandbaren. Så endte vi også ved pool’en, hvor det ikke var så svært at finde et par ledige gratis solvogne. Ungerne gik hjem, mens de voksne nød solens stråler, indtil en lille italiensk pige blev lidt for nærgående.

Flemming vekslede nogle Euro i receptionen, da man mærkværdigvis ikke kunne hæve kontanter på EuroCard. Det er vist det eneste kritikpunkt vi har på Valalta - de mangler en Bankomat. Det vekslede beløb skulle bruges på den lokale pizza-restaurant, hvor vi alle fik gode pizzaer, samt is og pandekager.

Senere på aftenen får ungerne to ture på trampolinen, og da de nu var i besiddelse af 3 brugte biletter, så kunne disse "veksles" til endnu en tur. Vi fik endvidere bekræftet, at Angelo Martine, som vi havde truffet på vores tidligere besøg på Valalta 2002, stadig var ejer af adskillige trampolinanlæg i Kroatien. I 2002 havde han kun trampolinen i Valalta, så det er gået fremad for ham.

Aftenen, som ville være den sidste i Kroatien for denne gang, gik med kort- og andre spil, samt drinks, inden vi krøb til køjs.

I løbet af natten var det blevet så koldt, at jeg lige tændte for el-sløjfen i varmeovenen, da jeg stod op. Der kunne så være lidt behageligt, når de andre stod op.

Morgenen var ellers skøn og solrig, men alligevel må Flemming alene efter morgenbrødet i supermarkedet og badepoletter i receptionen. Efter morgenmaden blev bilen pakket og så skulle vi alle i bad. Også på denne plads er der tale om fællesbad, og det reddede dagen for pigerne, for drengene brugte ikke al deres varme vand, men da pigerne skulle skylle sæben ud af håret, så havde de ikke mere varmt vand, så de blev inviteret ind under vores bruser, hvor de fik skyllet sæben ud. Lone føjede derfor yderligere et kritikpunkt til den manglende Bankomat, nemlig brugen af badepoletter i bruserne. Jeg kan dog godt følge pladsen i dette, da det mindsker vandforbruget, at man skal betale for varmt vand. Tidligere år har vi i øvrigt blot badet under kolde brusere, og det har ikke voldt problemer.

Så var der afgang til tømme-/fyldepladsen, hvor der blev fyldt drikkevand på tanken, og hvor spildevandstanken blev tømt. der blev betalt i receptionen, hvilket kun tog få øjeblikke og vi fik et hjerteligt farvel og på gensyn. Jo tak. Kl. 9.30 kørte vi ud fra pladsen og drejede ind mod Rovinj og derfra nordover mod vores sidste besigtigelse i Kroatien, nemlig byen Buje.

I Buje handlede vi først og dernæst gik vi en lille tur i byen, hvor vores vej faldt forbi den lokale café til nogle formiddagsdrinks.

Ved 12-tiden krydsede vi grænsen mellem Kroatien og Slovenien. Midt mellem de to grænsestationer ligger der en toldfri shop, Kompas Bordershop, hvor vi tidligere har handlet. Shoppen skulle selvfølgelig også besøges denne gang, og som sidst, købte Lone en ny taske.

Det gik videre mod Koper, hvor vi fandt et stort shoppingcenter, og da der i dette lå en McDonalds, så ville børnene gerne have en sådan til frokost, hvilket blev accepteret. Men sikken en pris. Dyreste burgere nogensinde. 3.320, men heldigvis slovenske SIT (som kaldes tolar), som ikke er meget værd. Omregnet blev det 105 danske kroner for 4 BigMac-menuer. Mon de ikke glæder sig til at få indført Euroen ? Slovenien blev medlem af EU den 1. maj 2004. Dette medlemsskab betød, at man i supermarkeder kunne købe T-shirts med datoen på.

Vi handlede mad og fik betalt med nogle af vores mange SIT, for Flemming havde betalt med Euro hos McDonald og fået mange 1000 SIT tilbage.

Ved 14-tiden krydsede vi grænsen til Italien og var dermed straks inde i Triest. Her faldt der lige et par lokale byger, men ellers fortsatte det solrige vejr.

Vi havde besluttet ta vi ville tage Norditalien "vandret" og køre gennem Brennerpasset hjemad. Motorvejene i Italien er virkelig gode, men kors for en trafik. Det var 28 grader varmt, og aldrig har jeg set så mange lastbiler.

Ved 16-tiden nåede vi derfor frem til Padova, som vi gerne lige ville kigge på, da det jo er her Sheakespeares "Trold kan tæmmes" foregår. Vi fandt frem til en P-plads, hvor alt registreredes digitalt, nummerpladen blev scannet ind i et system, og ved afhentning skrev man sit nummer på en skærm, fik at vide hvad man skulle betale, og kunne så betale med kontanter eller kreditkort. Når man så kørte ud fra pladsen, blev nummerpladen atter scannet og hvis man havde betalt, så gik bommen op. Virkelig smart, men al information udelukkende på italiensk, hvilket gjorde det noget besværligt.

Børnene ville ikke med ud at se byen, men blev tvunget afsted. At vi også havde problemer med at finde den gamle bydel, gjorde ikke humøret bedre. Vi havde intet kort over byen, men det lykkedes at finde frem til en byport, der viste sig at føre ind til et meget smukt gammelt centrum. Børnene surmulede stadig en del, selv da der blev budt på drinks på "Piazza dei Signori" i centrum. Også her var der lidt problemer, da tjeneren ikke kunne andet end italiensk. Det ungdommelig humør tøede først op, da vi fandt en DisneyShop, hvor der blev købt ind.

Så gik det videre ad motorvejen mod Verona. På et tidspunkt skulle vi have diesel på tanken, og da Flemming betalte, købte han også et kort over Verona, hvilket hjalp os frem til campingpladsen "Romeo e Giulietta", der lå vest for byen, men da var klokken også omkring 20.

Vi spiste aftensmad kl. 20.30, spillede lidt kort og gik trætte af dagens oplevelser hurtigt i seng, og faldt straks i søvn.

Vi blev vækket af en frygtelig larm fra en nærliggende byggeplads, samt biler, der drønede forbi ude på vejen, så allerede kl. 8 stod Nicolai og jeg ved receptionen for at hente vore to forudbestilte flutes.

Vi checkede ud ved 9-tiden og kørte 5 km ind til byen. Lige uden for bymuren var der en kæmpe P-plads, hvor det var gratis at holde - juhu. Vi troede først, at vi holdt ved Porta Zeno, som lå rimelig langt uden for det gamle centrum, men efterhånden som vi kom længere ind i byen, og bl.a. passerede Castelvecchio, fandt vi ud af, at vi måtte have stillet Speedy ved Porta Palio.

Byen var endnu smukkere end forventet, og på vores lange gåtur rundt i byen så vi bl.a. Piazza del Erbe, Casa di Giulietta og Chiesa di Santa Anastasia. I en af byens ældste og meget velbevarede gader, Via Sottorivo fandt vi et osteria, hvor vi fik lidt at drikke. Udvalget var meget lille, men til gengæld godt og koldt, og det kolde kunne vi bruge, for nu havde termometeret sneget sig op i nærheden af 30 grader i skyggen.

Vi tog en masse foto, for man kunne blive ved. Vi sluttede af med at se den næststørste romerske arena, nemlig arenaen i Verona. Arenaen er bygget omkring år 100 og er meget velbevaret, på trods af skader efter et jordskælv i 1183 og genanvendelse af sten til pragtbyggerier i både Verona og Venedig. Arenaen er 138 x 109 meter, altså lidt større end arenaen i Pula. Der er 44 trin, der anvendes som siddepladser til nudagens publikum, for i sommermåne-derne opføres der operaer i arenaen, som har plads til omkring 20.000 tilskuere......og der meldes næsten altid udsolgt. 

Udenfor arenaen står alle de flotte kulisser de bruger til operaopførelser. Vi så nogle kollosale ægyptiske kulisser til "Aida" og mens vi sad og spiste nogle formidable kebabs på trappen til rådhuset, begyndte man at køre kulisser ind til "La Traviata".

Ved 14-tiden var det blevet for varmt at gå rundt i byen, så vi begav os ud mod Speedy og kort efter var vi på motorvejen med kurs mod Brenner-passet. Naturen op gennem passet er flot, og der er ikke nær så mage tuneller som ovre mellem Villach og Udine.

Vejret blev noget koldere efterhånden som vi bevægede os op gennem Østrig og da vi nåede Tyskland var det temmelig overskyet.

Vi fandt en campingplads i nærheden af Ingolstadt, men så tæt på motorvejen, at der var en konstant summer. Til gengæld lå pladsen ned til en lille smuk sø, hvor der var bademuligheder. Der er ikke mange campingpladser i det område, hvilket blev bevidnet af, at der var rigtig mange, der kun overnattede en enkelt nat, for så at køre videre nord- eller sydpå.

Trods det lidt kedelige vejr spiste vi ude, og efterfølgende cyklede børnene rundt på pladsen. Lone og Flemming gik en tur, og konstaterede, at der var rigtig mange hollændere og også et pænt besøg af danskere på pladsen.

Fredag den 16. juli 2004

Vi stod op ved 8-tiden og spiste gammelt brød. Det var stadig køligt, men vi spiste alligevel ude. Vi pakkede sammen og kørte lidt rundt for at finde en tømmeplads til vores tanke. På den tur viste pladsen sig fra en lidt pænere side, da der var mange hyggelige kroge og pæn beplantning. Det var kun lige hvor vi havde holdt, der så lidt usselt ud, med gamle udtjente, mugne og beskidte campingvogne.

Så gik turen ind til Ingolstadt, der ligger flot ned til Donau. Vi er ofte kørt forbi byen, men har aldrig aflagt den et besøg. Det var ikke den helt store oplevelse, men der var dog et gammelt velholdt slot, hvor der nu var militær-museum. Selve byen var fyldt med nye huse i gammel stil, så mon ikke der er faldet en del bomber over byen under 2. verdenskrig ? Det er iøvrigt ikke eneste gang byen har været involveret i krig. Der kan også læses om byen i "På strejftog i 30-års krigen". 

Efter et par timer i byen fandt vi atter ud på motorvejen og kørte det kedelige stykke frem til Würtzberg. Ved Kassel sker der lidt mere rent naturmæssigt, men transportvejene gennem Tyskland er kendte og efterhånden lidt kedelige. Undervejs blev der tanket, købt drikkevarer og slik, ligesom der blev indtaget lidt frokost.

Vores mål var Hameln, som lå ca. 75 km vest for Ausfart 69 og ca. 50 km sydvest for Hannover . Undervejs kørte vi gennem nogle flotte landskaber og kl. 18.30 kørte vi ind i centrum af Hameln. Hameln er kendt fra historien om rottefængeren, og denne historie har sandsynligvis sine rødder i 1284, hvor der berettes om en udvandring af unge mennesker, hvilket udvikler sig til historien om "Rottefængeren fra Hameln".

Der kan spores bosættelse i området tilbage i stenalderen, men hvornår der bliver tale om en bymæssig bebyggel-se står hen i det uvisse, men man har vidnesbyrd om, at der i 851 grundlægges et Benediktinerkloster ved overgangen af floden Weser og omkring 1200 nævnes ordet "by (civitas)" første gang i forbindelse med et klostermarked. I årene 1426-1572 er Hameln medlem af Hanse-forbundet, og det er sidst i denne periode at byens købmænd konkurrerer med landadelen om at bygge prægtige huse i en lokal stil, der kaldes Weserrenaissance.

Ligesom i Ingolstadt kan man spore 30-årskrigen i denne by, for den danske Kong Chr. IV huserede faktisk på stedet i 1625. Han besatte nemlig byen, men som så meget andet Chr. IV involverede sig i, gik det også galt her. For samme år blev byen indtaget af Grev Tilly, som holdt byen besat i 8 år. I 1633 belejrede Hertug Georg von Braunschweig-Lüneburg sammen med svenske tropper byen, og den kejserlige hær måtte overgive sig. Herefter var byen ikke involveret mere i 30-årskrigen, men belært af bitter erfaring begyndte man i 1664 en udbygning af byens fæstningsværker og i slutning af 1700-tallet står byen som en af de stærkeste befæstninger under Fyrstendømmet Hannover. Byen kaldes endog for Nordens Gibraltar. I 1801 indtager Napolen byen og han befaler i 1808, at forsvarsværkerne sløjfes, så der i dag stort set ikke er noget tilbage af den gamle fæstningsmur. Et enkelt stykke kan dog ses i den nordlige bydel. Men når man kigger på en plan over byen, så er man ikke i tvivl om, hvor befæstnin-gen omkransede byen, for den gamle bykerne er tydelig markeret.

I 1867 kommer Hameln under Preussen og i 1872 kommer jernbanen til byen, da det bliver en station på stræknin-gen Hannover-Altenbeken. Dette betyder en industriel opblomstring for byen. Byen bliver også involveret i naziperioden, for i 1938 ødelægges synagogen, men ellers går byen stort set fri for krigshandlinger frem til 5. april 1945, hvor nazisterne sprænger vej- og jernbanebroen over Weser i luften for at hindre de alieredes fremmarch. Dette betyder dog blot, at amerikanerne beskyder byen med artilleri og bl.a. byens rådhus og kirken på markedspladsen brænder ned. Den 7. april 1945 går amerikanske tropper ind i byen.

I årene 1968 bis 1992 gennemføres en meget omfattende renovring af den gamle bykerne. og i 2000 åbner et nyt Tourismus-Infocenter. I dag er Hameln den mest betydningsfulde by i Weserbergland indenfor videnskab og kultur. Der er direkte togforbindelse til Hannover Airport, der ligger 65 km fra byen.

Nicolai og Camilla havde længe brokket sig over, at de var sultne, men da der i hele centrum var opstillet kæmpe-store rotte-figurer, glemte de alt om sulten, for på fortovene var der malet små rotter, som viste en rute gennem byen, hvorpå man kom forbi dels rotterne, men også de historiske bygninger.

Vi spiste på Rottenfänger Haus, hvor der i vores guide stod, at man kunne få flamberede rottehaler. De stod godt nok ikke på kortet, men vi havde nok heller ikke valgt dem. Efter middagen fortsatte vi i rotternes spor i den hyggelige by, og først kort inden kl. 21 kørte vi mod campingpladsen, der lå lidt uden for byen.

Der var tale om en meget lille plads beliggende lige ned til floden Weser, men med fine faciliteter. Vi fik anvist en plads, fik sluttet strøm til men rulledefor en gang skyld ikke markisen ud, for der faldt lige en regnbyge. Aftenen blev tilbragt indendøre med diverse spil.

Lørdag den 17. juli 2004

Der var ikke noget marked på campingpladsen, men Nicolai og Flemming spadserede en tur til et nærliggende supermarked i det dejlige morgensolskin. Det havde regnet ligeså stille i løbet af natten, så græsset var vådt, og da vi heller ikke havde stole m.m. nede fra tagboksen, indtog vi morgenmåltidet indendøre.

Ved 9-tiden forlod vi pladsen og kørte mod autobahnen mellem Bielefeld og Hannover. På vej til denne paserede i Hessisches Oldendorf, hvor en af Lones samarbejdspartnere, firmaet Biozym, holder til, så hun skrev en lille seddel til Bernhard, der blev sat i klemme i en dør, da vi ledte forgæves efter en brevsprække.

Så gik det videre mod motorvejen og derfra til Hannover og videre til Celle, hvor vi cirklede en del rundt, grundet en for lav bro. Vi fandt dog til sidst en P-plads, som godt nok var til turistbusser, men det mente vi godt, vi kunne betegne os som. Så kl. 11 stod vi ud af Speedy og gik ind i slotsparken og drejede den forkerte vej, så vi fik en længere gåtur ud af det, men vejret var godt, så det gjorde ikk så meget. Eneste problem var, at vi gerne skulle med på en rundvisning kl. 12, hvilket vi dog heldigvis lige nåede. Guiden var en meget snaksalig dame, som kunne en masse gode historier. Vi havde valgt stedet, da det var her Christian VII's unge dronning, Caroline Mathilde, opholdt sig de sidste år af sin korte levetid.

Historien bag dette er, at Christian VII i 1769 kom tilbage fra en længere udlandstur og medbragte sin rejselæge, den reformivrige tysker J.F.Struensee, der fik stor indflydelse på kongen og gennemførte flere reformer, bl.a. indførelse af trykkefrihed. I foråret 1770 blev Struensee dronningens elsker, og da hun 7. juli 1771 fødte datteren Louise Augusta, var det ham, og ikke kongen, der var faderen. Efter Struensees fald ved hofrevolutionen den 17. januar 1772 blev Caroline Mathilde fængslet og sendt til Kronborg, hvor hun var under stærk bevogtning, mens en kommission granskede hendes forhold til Struensee. Hun holdt stand indtil han tilstod, hvorefter hun også skrev under på, at hun havde begået ægteskabsbrud, og den 6. april 1772 blev hun skilt fra kongen. Egentlig var planen, at hun skulle sendes i eksil på Ålborghus, men da hendes bror, Kong George af England, pressede på, blev resulta-tet, at hun skulle overføres til ét af hans lande. Den danske stat tilbagebetalte hendes medgift på 40.000 pund, og englænderne lovede at sørge for hendes underhold.  Den 30 maj 1772 forlod hun Danmark ombord på en engelsk fregat og efter et ophold på ca. et halvt år i den tyske by Göhrde, kunne hun flytte ind i på slottet i Celle. Sine børn så hun aldrig mere, hverken den ca. 4-årige prins Frederik eller babyen Louise Augusta, idet begge blev i Danmark.

I Celle brugte Caroline Mathilde en stor del af sin tid på velgørenhed, og omgikkes i øvrigt med sin tidligere hof-mesterinde fru von Plessen, der allerede boede i byen. Dronningen holdt et lille hof, og lod den lokale befolkning få adgang til sine tafler, og spadserede omkring i byen, hvor hun efter en samtidig beskrivelse "hilste på folk og gav børnene hånden og lod sig kysse af dem" . I 1774 fandt hendes unge landsmand, englænderen Nathanael Wraxall på at ville befri hende sammen med en gruppe sammensvorne. Planen var, at hun atter skulle placeres på den danske trone. Planen gik imidlertid i vasken, da Caroline Mathilde døde, formentlig af skarlagensfeber, den 10 maj 1775, altså knapt 24 år gammel. Hun blev begravet i Celle Stadtkirches fyrstekrypt, hvor hendes kiste fortsat findes. I 1784 blev der i Französischer Garten, som var et af hendes foretrukne spadseresteder opstillet et stort mindesmær-ke, skabt af kunstneren Adam Friedrich Oeser, et mindre placeredes takket være hendes slægtning Ernst von Meck-lenburg-Strelitz i Prinzengarten. På slottet i Celle er en række værelser indrettet til museum, bl.a. nogle af de rum, som Caroline Mathilde beboede, men den historie hørte vi ikke spor om, da slottet ved hendes indflytning havde mistet sin betydning. Men tiden inden har bestemt været en spændende periode i slottets historie.

På den guidede tur så vi det 300 år gamle slotsteater, der stadig er i brug, og som med sin faste stab på ca. 120 skuespillere og andre medarbejdere, er det et af de få teatre i Tyskland, der ligger med en belægningsprocent på næsten 100. Også et kig ind i Slotskapellet indgik i rundturen, og dette var næsten hele rundturen værd, for sjælden havde vi set så smukt et kapel. Det stod stort set uændret fra begyndelsen af 1700-tallet og der var kun foretaget meget få restaureringsarbejder.

Efter besøget på slottet gik vi en lang tur i det gamle bycentrum, og da byen aldrig har været plaget af krigshand-linger eller ildebrænde er der stort set ikke andet en smukke bindingsværksbygninger tilbage fra 15- og 16-hundre-detallet. Vi har i hvert fald aldrig set så velbevaret en by. Og så ligger den faktisk så tæt på Danmark, at den sagtens kan besøges på en weekendudflugt, hvilket vi vil anbefale på det kraftigste.

Under vores bytur fik vi købt en del tøj på udsalg til børnenei C&A, og kl. 15.30 gik det atter nordpå. Næste stop slkulle være Gedänkstätte Bergen -Belsen. Grunden til dette besøg var, at Camilla udtrykte et meget stort ønske om at se en koncentrationslejr, og da vi på vores påsketur til Amsterdam havde aflagt besøg i Anne Franks Hus, så var det nærliggende at vælge Bergen-Belsen, da det var her Anne levede i sine sidste dage. Da Bergen-Belsen endvidere blot lå 40 minutters kørsel fra Celle, så var valget let.

Vi havde regnet med, at der var noget tilbage af lejren, f.eks. dele af hegn og barakker, men alt er jævnet med jorden og i stedet er der opført et museum og en mindelund, hvor lejren har ligget.

Det var alligevel en meget stærk oplevelse at se stederne, hvor der var markeret massegrave i dusinvis, og hvorpå der var angivet et omtrentlig antal begravede. Vi fandt også en gravsten for Anne Frank og hendes søster Margot. Stenen symboliserede dog kun, at de var døde i lejeren, da man ikke kan lokalisere enkelte gravsteder. Det menes, at omkring 70.000 mennesker er døde i lejren, hvilket er et lavt tal for 2. Verdenskrigs mange koncentrationslejre. Det er ufatteligt at noget sådan har kunne foregå.

Efter en længere gåtur i mindeparken fortsatte vi mod Danmark og kom rundt om Hamburg uden problemer. Egentlig ville vi have været hjem, så vi havde en enkelt dag til at få ryddet op i Speedy og vasket tøj, men da man altså ikke bruger meget tøj på en naturistferie, blev vi enige om, at vi på grund af det gode vejr, godt kunne udsætte hjemturen en enkelt dag.

Næste stop blev derfor Timmerdorfer Strand, hvor vi først handlede i et stort supermarked og dernæst fandt en kom-munal Reisemobilstellplatz i nabobyen Scharbeucht. Her holdt der allerede mange autocampere og der stod også et parkometer, som jeg imidlertid misfortolkede, og derfor ikke løste en billet til 10 Euro.

Så efter en gåtur langs stranden kom vi tilbage til en bil med en rød seddel om, at vi altså ikke havde betalt. Imid-lertid kunne vi trække en billet og fremvise den på Turistkontoret næste dag mellem klokken 10 og 12, i modsat fald ville kommunen komme efter os med en bøde. Vi havde dog andre planer, nemlig at være i Hansa-Park ved Neustadt, så det kunne lige som ikke rigtig lade sig gøre. I stedet sendte jeg ved hjemkomst en mail til Turistkon-toret og fortalte, at vi ville sende et brev med 10 Euro til dem. Mailen kunne ikke komme igennem, men idéen med brevet virkede øjensynlig, for vi er endnu ikke blevet præsenteret for et bødeforlæg.

Efter vi havde spist aftensmad og spillet lidt kort blev det tid til at kigge nærmere på sengene. På det tidspunkt var der over 25 autocampere på pladsen.

Søndag den 18. juli 2004

Efter en tidlig morgenopstandelse og spisning af daggammelt brød drog vi ved 8.30-tiden afsted mod Neustadt, og lidt efter åbningstid trillede vi ind på Hansa Parks P-plads.

Flemming og børnene havde tidligere besøgt parken i efterårsferien 2003. Der kan læses om dette under "Vore ture" fra 2003.

Vi prøvede stort set de samme forlystelser, men havde nu børnenes mor med, hvilket også var ganske hyggeligt. Vi opholdt os i parken til ved 17-tiden og satte så næsen mod Fehmern, hvor vi lige handlede i et supermarked inden vi kørte de sidste kilometer til Putgarten.

Her gjorde vi dog regning uden vært, da der var en kilometerlang kø, hvilket betød ventetid på godt 2 timer, men så var det overstået, og kl. 22 trillede vi ind på vores parkeringsplads i Albertslund.

Efterskrift

Atter en dejlig en dejlig ferie i et dejligt land, og selv om det nok bliver Normandiet/Bretagne i sommeren 2005, så er jeg overbevist om, at vi vender tilbage til Kroatien igen, for vi mangler stadig området øst for Zagreb, Slavonien, ligesom jeg gerne vil gense Split og øen Hvar. Endelig er der øen Korcula syd for Hvar, som også ser spændende ud.

Af de ca. 20 naturistcentre, der findes i Kroatien, har vi nu besøgt de 12 og mangler således endnu 8, så også her er der et godt argument for at vende tilbage.

Tilbage til del 2:            

Tilbage til "Vore ture":  

Tilbage til startside:      

Flemming Stagis

November 2004