Med Speedy til Kroatien 2004 - Del 2

Lørdag den 3. juli 2004

I løbet af natten blæser det op, så Flemming må op og rulle markisen ind, så den ikke blæser i stykker. Vi har de tidligere år oplevet tilsvarende vejrfænomen, og derfor ruller vi normalt markisen ind hver aften, men i år havde vejret hidtil været meget stille, så vi havde ladet markisen være ude om natten. Det tager dog ikke mange sekunder inden Flemming er inde i køjen igen.

Vi havde fået at vide, at der ville være en brødbil ved indkørselen til pladsen kl. 8.30, så på det tidspunkt stod Flemming klar til at modtage morgenens forsyninger. Brødbilen kom rasende kl. 8.35 og der blev købt både morgenbrød og brød til frokost. Vi diskuterede om vi skulle blive eller ej, men besluttede os for at tage afsted, dog først efter en tur til stranden og et bad i havet. Så forlod vi Sovinje lidt før kl. 11 og kørte til færgen i Tkon.

Der var afgang til Biograd kl. 11.30 og efter en halv times sejlads kørte vi atter på fastlandet. Det var i øvrigt en flot sejltur på en azur-grønt hav mellem grønne øer. Det er en nydelse at sejle med færger i Kroatien, fordi scenerierne er så imponerende.

Målet for dagen var Sibenik, der ligger 45 km syd for Biograd. Vi kørte i 2002 udenom byen, men havde efterfølgende læst, at der her er tale om en meget spændende by, med en meget flot katedral. Det påstås, at Sibenik er den ældste kroatiske by ved Adriaterhavet. Der er tale om en stor by med godt 50.000 indbyggere, og dens beliggenhed i en bugt og bag beskyttende øer, samt ved floden Krka’s udmunding, danner baggrund for en godt beskyttet havn. Byen nævnes første gang i 1066 i et dokument fra Kong Petar Kreimir IV, og det er her jeg mener, at det med den ældste by ikke passer, for Nin nord for Zadar nævnes endnu tidligere i kroatiske skrifter. Byen har været gennem de sædvanlige omskiftende magthavere, så som Venedig, Frankrig, Østrig-Ungarn og Italien.

Vi parkerede på havnearealet lidt syd for centrum, og måtte betale hele 20 kuna for at parkere resten af dagen - det er da billigt. Vi fulgte så havnekajen ind til den gamle bydel, og noget af det første som blev udmeldt af børnene var, at nu var de altså sultne. Vi fandt et pizzaria ved havnen, men efter at have ventet på en tjener i et stykke tid, så valgte vi at finde et andet sted, hvor betjeningen måske var lidt hurtigere.

Vi gik så til katedralen, som er et stykke unikt bygningskunst i Kroatien - ja vel i hele verden. Katedralen Sveti Jakova ligger lidt tilbagetrukket fra havnefronten. Den er opført i perioden 1432 til 1555 og havde flere berømte arkitekter, hvoraf venezianeren Antonio Dalle og kroaten Jurai Dalmatinac er de mest kendte i Kroatien. Antonio stod for det underste af den gotiske facade, mens Jurai tog sig af det øverste af kirken samt af udsmykningen, der er udført i renaissance-stil. Da Jurai døde i 1475 overtog Nicola Firentinac færdiggørelsen af kirken, og det var ham, der stod for koret, kuplen og det bemærkelsesværdige tøndehvælv over midterskibet, som er udført af mægtige stenplader, der er føjet minutiøst sammen. Den gotiske portal på nordsiden er med romanske træk, f.eks. kolonnerne understøttet af løver og med statuer af Adam og Eva. På langsiderne er der endvidere en frise med 72 udhuggede hoveder, der er kendte personer fra kirkens opførelsestidspunkt. På den ene side skulle være personer, der har ydet kirken økonomisk støtte, mens det på den anden side skulle være de, der ikke gav noget til opførelsen.

Under borgerkrigen blev katedralen bombet, men den er nu atter genopbygget. Fornylig indrømmede kroatiske officerer, at det var dem selv, som i 1993 iscenesatte et »serbisk« bombardement af Sibenik til ære for et kroatisk tv-hold. Den tidligere kommandant for det 133. kroatiske brigadehovedkvarter, Davo Skupor, reagerede kynisk på den naturlige harme, som opstod i kølvandet på denne nyhed: "Hvorfor al den forargelse? Der er ingen by i Kroatien, hvor sådanne taktiske tricks ikke blev brugt. Til syvende og sidst var det en integreret del af den strategiske planlægning. Det var blot et af en række krigskneb, som vi tyede til under krigen."

Hele kvarteret omkring katedralen er meget spændende og der blev taget mange fotos. Især var børnene meget begejstrede for en lille kattekilling. Vi fandt et pizzaria i nærheden af katedralen og fik straks noget at drikke og kort efter også 3 dejlige pizzaer, mens Camilla havde valgt Spaghetti Bolognese, som hun roste meget højt. I ventetiden fik børnene lige nået at skrive postkort til vennerne.

Fra Sibenik kørte vi atter lidt nordpå, for at komme til øen Murter, der er knapt 19 m2 stor, er den største ø i området omkring Sibenik. Øen er bevokset med oliven- og figentræer, der giver øboernes deres sekundære indtægt. Den primære er turisterne. Øen, der skilles fra fastlandet af et 20 meter bredt sund, er dog landfast i form af en 37 meter lang hævebro i Tisno, som ligger på begge sider af sundet. Man skal huske, at broen åbner dagligt mellem 9-9,30 og igen 17-17,30, så skibene kan passere. Byen, der er øens yngste, har godt 1.500 indbyggere og ligger malerisk på begge sider af sundet. Byerne på øen er derudover Jezera, Betina og Murter. På Murter havde Flemming udset sig nogle mulige FKK-pladser, som der skulle ses nærmere på. 

Den første var Camp Kosirina, der er en selvgroet plads, men hvor infrastrukturen slet ikke så ud til at være i orden, så den blev hurtigt valgt fra af Lone. Den næste plads var Autocamp Slanica, som egentlig er en tekstil-camp, men hvor der skulle være knyttet en FKK-strand til. Vi gik en tur på pladsen, men kunne ikke finde FKK-stranden, og da pladsen endvidere var stærkt terrasseret, og med meget få og yderligt placerede pladser til campingvogne og autocampere, blev vi enige om, at dette heller ikke var pladsen for os.

Kort efter at vi var kommet på øen havde vi set en almindelig campingplads, som vi nu vendte tilbage til. Det var Autocamp Jezera, som godt nok ikke var en FKK-camp, men ellers var meget flot indrettet og udstyret. Desuden var der en fantastisk flot udsigt ind mod fastlandet og en lille by.

Campingpladsen er en del af det store feriecenter Holiday Village Jezera Loviosca, ligger rundt om bugten Lovisca på modsatte side af en landtange nord for byen Jezera. Der er en ca. 500 meter lang kyst dels med betonflader og dels med småsten. Pladsen, der er ca. 30 ha stor, ligger i en gammel olivenlund, op ad jævne skrænter, der til dels holdes på plads af stenmure og der er både åbne arealer og skyggefulde områder. Der er plads til ca. 450 enheder, der alle kan forsynes med elektricitet. Der er 5 moderne bad-/toiletbygninger, der forsynes med varmt vand fra solfangeranlæg. Disse anlæg indeholder i alt omkring 70 håndvaske, 70 brusere og 80 toiletter, ligesom der er mulighed for at vaske op i disse huse. Der er godt nok en opdeling i herre-/dameafsnit, men i det anlæg, som vi boede i nærheden af, gik man ikke så højt op i denne opdeling. Rengøringsstandarden var her, lige som på de fleste andre kroatiske pladser helt i top, for der var helt enkelt tilknyttet en rengøringsdame til hvert anlæg, og hun holdt konstant bygningen skinnede ren. Rundt om på pladsen ligger der endvidere 3 køleanlæg med skabe, som kan lejes. Der findes et godt supermarked med campingartikler, en restaurant og en bodega. Der er Internetcafé, TV-rum, vaskeri, frisør og et stort dykkercenter.

Vi fik kørt lidt rundt inden i fandt en god og næsten vandret plads, lige op til en af hovedstierne, men da vi havde markisen i den side, der vendte bort fra stien, så lod vi altså som om det var en FKK-plads, når vi opholdt os i skyggen under markisen. Snart blev det dog for varmt, og vi gik til vandet og kastede os i bølgerne.

Det blev til sen aftensmad, hvor Lone lavede Kina-mad, hvilket hun var blevet inspireret til efter hendes 3 ugers ferie i Kina i maj.

Søndag den 4. juli 2004

Op ved 8.30-tiden til den sædvanlige skyfrie himmel, så morgenmaden blev atter indtaget under markisen. Børnene havde pålagt os at blive på stedet yderligere en dag, så de kunne bade noget mere. Så ved 10-tiden fandt de gummibåden frem, og ville puste den op, men opdagede så, at vi ikke havde nogen luftpumpe med. Heldigvis havde de en stor pumpe i supermarkedet, så snart efter kunne børnene slæbe afsted til havet med båden. Lone og Flemming vaskede op, inden de sluttede sig til børnene med sol- og havbadning.

Ved 12-tiden returnede vi til frokost og siesta, men inden da måtte der lige slås et slag omkring supermarkedet for at finde nogen råvarer til frokostbordet. Der er i øvrigt tale om et virkelig velassorteret marked, men det er også en stor plads på 30 ha, som den skal forsyne. Foruden omkring 500 pladser, så er der også et feriecenter, med godt 150 lejligheder. Så tilbage til stranden ved 16-tiden, hvor børnene morede sig med gummibåd og surfbrædder. På vej hjemad igen blev der lige købt kolde øl og chokolade kiks og så blev der hygget inden aftensmaden, der var gårsdagens rester, suppleret med dåsecocktailpølser og spaghetti. Mens vi spise blev vi underholdt af et nyankommet tysk par, der skulle slå deres tunneltelt op for første gang. De havde meget store problemer og det på trods af hjælp fra andre tyskere på pladsen. Men til sidst stod teltet der, og de belønnede sig selv med kolde øl.

Mens Flemming ryddede bordet og vaskede op, så begyndte Lone at læse Isabel Allendes "Uhyrernes by" for børnene. Den blev et hit. Sidst på aftenen trak vi indendørs for at se EM-fodboldfinalen mellem Portugal og Grækenland.  Det blev en meget overraskende sejr til grækerne.

Mandag den 5. juli 2004

Vi stod allerede op ved 7-tiden, hvor Flemming gik efter morgenbrød og Lone gik i bad. Så blev der dækket morgenbord og ved 8.30-tiden kunne vi forlade pladsen. Da vi forlod campingpladsen, slog vi et slag ind gennem byen Jezera, som er øens mindste by. Den ser ud til at have modstået angrebene fra turisterne, da der ikke var nogle store prangende hoteller rund i bugten, hvor byen ligger. Det betyder dog ikke, at man ikke ønsker turisterne velkommen, for med antallet af restauranter, pizzeria, udlejningslejligheder, campingpladser, marina o.s.v., set i forhold til byens indbyggerantal på godt 800, så bliver man nødt til at have en stor del turister i sæsonen. Byen har, som i øvrigt den eneste på øen, en negativ fødselsrate, hvilket jo heller ikke gør indbyggertallet højere.

Så fortsatte vi mod Tisno, hvor broen til fastlandet findes. Her var vi imidlertid uheldige, da vi lige netop ankom som broen skulle til at lukke op for både. Det er den sløveste bro i hele Kroatien, for det gik MEGET langsomt. Men efter omkring 25 minutter var broen atter passabel. Der var nu en 35 km til byen Skradin, som skulle være vores angrebspunkt på nationalparken Krka.

Der er flere indgange til parken, men fra Skradin foregår det pr. båd, hvilket er inkluderet i den almindelige entré. Efter ca. 15 minutters sejlads ad floden Krka var vi fremme ved de meget flotte vandfald.

Den første del af vejen op langs faldene er flankeret af små boder, hvor vi købte en pose brændte mandler til 20 Kuna. Om lillemor jublende lukkede boden efter handelen vides ikke, men det var en høj pris for en lille pose.

Turen rundt omkring stedet foregår på træstier, der fører en over vandfaldene og vi gik midt i et fantastisk fugtigt subtropisk område. Her blev der taget rigtig mange fotos, da man hele tiden syntes, at her var endnu smukkere end stedet lige før. Da vi langt om længe havde været turen rundt og nået frem til begyndelsespunktet, så var det altså tid til frokost. Til dette formål blev der indkøbt 4 meget lækre hjemmelavede burgere og med tilhørende øl/cola/Fanta. Vi havde også købt et par bakker pommes frites, men de var noget videre kedelige, og levede slet ikke op til de gode burgere.

Så var det ellers tid til at køe lidt af, for nu var det meget varmt. Vi smed skoene og soppede i den del af floden, der lå lige neden for vandfaldene, ja det gik endog så vidt, at Nicolai smed skjorten og tog en svømmetur i sine piratbukser.

Vi sejlede retur til Skradin ved 14-tiden og efter en kort slentretur i byen lagde vi kursen nordover mod det næste bestemmelsessted.

Egentlig gik hovedvejen ude langs kysten, men vi besluttede os for at tage en parallelvej, der gik inde i landet, så vi kørte mod Benkovac, hvor vi fandt et stort supermarked, hvor vi handlede. Så gik det videre mod Novigrad.

Undervejs så vi rigtig mange ødelagte huse fra borgerkrigen 1991-95, ja der var endog hele forladte landsbyer, der blot stod som dystre mindesmærker.

Ved 16-tiden checkede vi ind på Adriasol ved Novigrad lidt nord for Zadar. Denne plads er IKKE en rigtig FKK-plads, men da Flemming havde været i mail-forbindelse med pladsen i løbet af foråret, havde han fået at vide, at de pladser, som lå længst væk fra receptionen, blev brugt af naturister. Vi valgte selvfølgelig en af disse pladser, så også her undgik vi det våde, klamme og ulækre badetøj. Det skal dog bemærkes, at i ADAC’s campingguide er pladsen anført som FKK-plads.

Desværre var der kun meget få steder, hvor man kunne komme ud i vandet, men ellers var det en meget hyggelig nyanlagt plads med masser af faciliteter. Når først pladsens træer vokser til, så bliver det en dejlig plads, men nu manglede man altså nogle skyggegivende træer, hvilket var lige ved at få Lone til at sige, at her ville hun altså ikke blive. Men vi andre gad ikke køre videre, så vi installerede os lige i nærheden af nedgangen til vandet og i første række til havet, inden vi kastede os i bølgerne. På trods af de få gæster, hvilket vel vil sige omkring 30 enheder, så var vi danskere flot repræsenteret. Der var i alt 4 danske vogne på pladsen. Procentvis er det vist rekorden vi har oplevet i Kroatien.

Efter aftensmaden, der var grillstegte kongerejer og krabbekød med ris og hvidløgssovs, så blev der lige tid til en drink på den tilhørende bar.

Tirsdag den 6. juli 2004

Vi gentog det sædvanlige morgenritual, men gav os dog god tid og nød den smukke udsigt over en blikstille havbugt.

Efter morgenmaden blev Speedy gjort klar til afgang, men inden vi forlod pladsen blev der tid til et havbad, så sveden kunne blive skyllet af kroppen og der blev endog tid til at de to voksne tog et rigtigt sæbe-brusebad.

Mens Flemming tømte tankene betalte Lone for opholdet. Vi trillede gennem Novigrad med kurs mod Starigrad, der skulle være vores næste opholdssted. For at undgå at betale for broen, der går over sundet til indhavet, så valgte vi at køre ad en gammel vej. Denne viste sig imidlertid at være spærret, så vi prøvede at finde en anden vej. Vi kørte en del rundt, men måtte til sidst bide i det sure æble trække en billet og køre ind på motorvejen. Vi skulle kun lige over broen, hvorefter vi atter forlod motorvejen. Jeg rakte billetten og 10 kuna ind gennem lugen, men fik pengene igen, da det var gratis at benytte brostykket på motorvejen. Der havde vi godt nok snydt os selv.

Videre gik det op langs kysten og ved 13-tiden var vi fremme ved Paklenica Nationalparks egen campingplads ved Starigrad. Denne plads ligger ikke inde ved nationalparken, men ude ved kysten, hvor parken har administrations-kontor. Der er tale om en lille men meget hyggelig plads, med gode faciliteter. Samtidig deler den også faciliteter med nabopladsen, der er meget stor med et tilknyttet hotel.

Det første vi gjorde, efter at have fået placeret Speedy i skyggen, var at spise frokost. Dernæst lagde vi os ned på stranden, hvorfra især pigerne gik meget i vandet. Nicolai havde hovedpine, så han gik op i Speedy og tog sig en lille lur. Senere blev der pustet badedyr op, og børnene morede sig i lang tid i vandet.

Sidst på eftermiddagen gik pigerne i brusebad, og da hørte vi "drenge" et ordentlig brag. Det viste sig at være to vandscootere der var stødt sammen med stor kraft. Den ene fører klagede sig højlydt og måtte hjælpes i land af en tililende vandscooter. En anden tilkommen vandscooter fik bugseret den ene af de to skadede scoortere ind, mens den anden var i stand til selv at holde sig overvande.

Så blev der nydt en før-middag-drink, og vi gik ud for at få noget at spise. Efter at have kigget os lidt om, fandt vi, at restaurant Dalmatico havde de bedste tilbud. Det blev til 2 pizzaer til børnene og 2 gange kroatisk hakkebøf til os voksne, og med 3 øl og 4 vand blev det lige 220 kuna, inkl. drikkepenge. Da vi kom tilbage til pladsen hyggede vi lidt med gin og tonic og fik så besøg af to unge mennesker fra Bjerringbro, som vi havde inviteret tidligere på dagen. Vi snakkede, hyggede og drak drinks og øl til kl. 23 i den stille og meget smukke sommeraften.

Onsdag den 7. juli 2004

Nicolai og Flemming stod op allerede kl. 7.30 og hentede frisk brød og basser i det nærliggende marked. Imens rettede Lone morgenbordet til, så en noget træt Camilla kunne stå op og sætte sig direkte til et veldækket morgenbord. Ved 9-tiden kørte vi til Paklenica Nationalpark, som blot lå 2 km borte fra pladsen.

Nationalprken består hovedsageligt af 2 dybe bjergkløfter, der skærer sig ind i Velebit-bjergene, der strækker sig fra det nordlige Kroatien og langs kysten ned gennem Dalmatien.

Vi købte biletter og ved kl. 9.30 gik vi ind i den største af kløfterne. Det var heldigvis lidt overskyet, så varmen var til at holde ud. Kløften var godt besøgt af bjergklatrere, der kravlede rundt på de stejle vægge, og som vi beundrede, mens vi stred os frem ad noget mere komfortable stier, som dog til tider var ret smalle og ujævne. Der er tale om et imponerende flot sted, og man har bl.a. anvendt bjergene til at optage westernfilm i.

Undervejs fandt vi en dejlig kold kilde, så vi fik vædet vores udtørrede tunger og koldt vand i håret, ligesom vi fik genfyldt vore vandflasker, som vi havde i en rygsæk. Jo, vi var forberedte på turen.

Det var efterhånden blevet meget varmt, men Flemming insisterede på at komme op og se en drypstenshule, der lå ca. 50 minutters gang op ad bjergsiden. Det blev en drøj tur, og der var flere gange optræk til mytteri blandt de andre vandredeltagere. Men efter godt 40 minutters gang var vi fremme. Det var kun Flemming, der ville ind i hulen, men han kunne så berette om en fantastisk stor og flot hule, med masser af stalaktitter og - mitter. At der samtidig kun var omkring 10 grader inde i hulen gjorde heller ikke besøget dårligere.

Nedturen var ikke så hård som opturen og tog også kortere tid. Det var en flot naturoplevelse at gå rundt i parken, men behøvedes at være så varmt lige den dag ?

Vi vandrede rundt i parken i alt 3½ time og var så også godt overophedede og trætte inden vi kom tilbage til Speedy og fortsatte vores færd nordover langs kysten. Vejen slynger sig konstant ud om pynter og ind i bugte, hvilket er utroligt smukt, men også utroligt langsommeligt.Undervejs holdt vi ind til siden og nød en dejlig frokost med udsigt over havet og over mod øen Rab.

Videre gik det indtil vi nåede byen Klenovica, hvor vi fandt frem til en campingplads et stykke fra hovedvejen og helt nede ved vandet, så den blev hurtig valgt. Vognen stillet op, markise og møbler rullet ud og elektriciteten tilsluttet......og så var det eller på hovedet i havet.

Byen Klenovica, der ligger 10 km sydøst for Novi Vinodolski, er kendt for sine mange kilder med drikkevand, det skønne hav og den dejlige strand. Den gamle fiskerby tilbyder fred og atmosfære. At der er tale om en lille by ses af indbyggerantallet, der blot er lidt over 300. I sommerperioden stiger antallet af mennesker dog betragteligt, da der er et rigt udvalg af private udlejere. Der er en lille havn, og byens hovederhverv er da også fiskeri.

Campingpladsen, der kan rumme ca. 200 enheder, er en lille familiedrevet campingplads, og de piger vi mødte i receptionen, talte et udmærket engelsk. For nyligt har det hollandske rejsebureau, Charme & Quality, indgået aftale med pladsen om udlejning af mobilhomes. Men det med kvaliteten er der dog visse mangler i, da jeg synes, at renholdelsesstandarden i bade-/toilethuset lod meget tilbage at ønske. Dette modvejes dog af den gode beliggenhed, lidt væk fra hovedvejen og ned til en dejlig bugt med udsigt over til øen Krk. Stranden er primært småsten, men man kan dog også finde sand enkelte steder. Pladsen har et lille marked, hvor man kan købe de nødvendige ting, og der er også en udmærket restaurant. Fra pladsen kan man gå langs strandpromenaden ind til byens centrum, der blot ligger 500 m borte.

Resten af dagen gik med afslapning og diverse drinks.

Torsdag den 8. juli 2004

Nicolai og Flemming hentede flutes på pladsens marked, som havde et meget lille brødudvalg. Så pakkede vi stille og roligt sammen, tog et bad og forlod så pladsen ved 10-tiden for at sætte kurs mod halvøen Istrien. Det var en flot, stille og lidt overskyet morgen, men skyerne blev snart brændt væk af solen, så da vi nåede frem til Rijeka var der atter fuld blus på himmellampen og temperaturen pænt over 30 grader. Vi valgte at køre direkte gennem den store by i stedte for at tage en lang omkørselsvej. Det gik også helt fint, da der hele tiden var skiltet til Ucka-tunnellen, der fører ind til Istrien. Vi betalte for at køre under bjerget og var ca. 8 km senere i Istrien, hvor vi satte kursen mod Pula. Undervejs gjorde vi holdt på en rasteplads, hvor vi spiste frokost. Pladsen var udstyret med dejlige borde og parsoller, og man var ved at indrette en café, der dog endnu ikke var klar til brug.

Ved 15-tiden kørte vi ind i Pula og fandt en P-plads ved havnen. Det var vist en betalingsplads, men vi kunne altså ikke finde nogen automat, så vi måtte tage chancen. Vi havde været i Pula på vores besøg i Kroatien i 1999, men da var børnene kun 6 år, så de kunne ikke rigtig huske byen. Vi lagde ud med et besøg i den romerske arena, der er den 3. største i verden, kun overgået af Colloseum i Rom og arenaen i Verona. Den er opført i det 1. årh. e. Kr. under Kejser Vespasian og kunne rumme omkring 25.000 personer. Arenaen i Pula er meget velbevaret, da den blev "fredet" allerede i 1200-tallet, da beboerne i byen syntes, at der blev nedrevet lige lovligt meget af den, til brug for bygning af andre bygninger. At fredningen ikke har været 100% effektiv kan ses af, at en stor del af Venedigs paladser er opført af sten fra netop Pula-arenaen. I dag bruges arenaen til koncerter og teater. Bl.a. skulle Pavarotti, Metallica og Pink optræde denne sommer, ligesom musicalen Jeus Christ Superstar også var på plakaten.

Efter besøget i arenaen fandt vi frem til hovedgaden, der starter med en romersk triumfbuen, Sejrtriumfbuen fra 29-27 f. Kr., og efter at være gået under byen sneg vi os ind i en café for at få lidt at drikke.

Videre gik det og senere kom vi frem til et torv, Trg Kapitolinski, hvor der står et meget velbevaret romersk tempel med 6 korinthiske søjler i fronten. Templet er opført til ære for kejser Augustus mellem år 2 og 14 e. Kr. Vi besøgte også diverse souvenir-butikker og købte postkort, men efter nogle timer var det blevet for varmt og vi søgte ud af byen.

Undervejs fandt vi atter et Plødine-supermarked, hvor der handledes, og da der var billige udenlandske øl, kroatisk øl er nu i øvrigt godt øl, så blev der købt vildt ind af Leffe, Hoegarten og Belle-Vue Kriek, som kostede under det halve af, hvad vi giver i Danmark.

Vi fandt via vores "FKK-campingführer" frem til Camp Kazela, der lå i Medulin, 10 km sydøst for Pula. Ved 17.30-tiden kørte vi ind på Camp Kazela, der er en kæmpe plads på ikke mindre end 110 ha., opdelt i 2/3 tekstil og 1/3 FKK, og med i alt næsten 1.400 pladser, hvoraf de knapt 1.000 kan strømforsynes. Der er sådan set ingen grund til at fortælle, hvad pladsen ellers kan byde på, for her er bare alt, hvad man næsten kan tænke sig.

Vi fandt en smuk plads midt mellem en toiletbygning og havet, med lidt skygge og udsigt til vandet, som vi snart efter boltrede os i. Stranden er hele 1.800 meter lang, men desværre ret besværlig, da havbunden udgjordes af klipper med massser af dybe spalter, så bedst som man troede, at man kunne bunde, så var der 4-5 meter ned. Flemming havde som den eneste taget dykkerbriller med og kunne berette om nogle meget smukke undersøiske klippeformationer i det krystalklare vand og en del flotte fisk. Børnene havde atter pustet badedyrene op og boltrede sig længe i vandet.

Efter aftensmaden gik vi en lang tur på pladsen, inde vi gik i seng ved 22.30-tiden.

Fredag den 9. juli 2004

Det var sædvanligvis Nicolai og Flemming der var afsted efter morgenmad, men da der var lagt til pladsens Supermarked, så blev cyklerne valgt som transportform. Det var en lidt kedelig morgen, da det var overskyet, men dog med solstrejf ind imellem. Der var dog også tordenbulder i det fjerne. Vi besluttede os for at rive teltpælene op og køre til Farzana, for derfra at sejle over til Brijuni-øerne der ligger lidt nord for Pula. Da vi kørte ud af Medulin regnede og tordnede det.

Kort inden vi kl. 11.30 ankom til Farzana brød solen frem, og efter lidt sondering på havnen hos forskellige udby-dere af sejlture til øerne, fandt vi ud af, at der kun var et selskab, der havde lov til at lade kunderne komme i land på selve øerne, nemlig selve Nationalpark-selskabet. Der var imidlertid næsten 4 timer til næste afgang, så vi besluttede at reservere pladser til om søndagen, og så ellers køre mod Rovinj og indlogere os på FKK-Camping Monsena, som vi ikke tidligere har besøgt, skønt vi har været i Rovinj 4 gange tidligere.     

Monsena er en FKK-Camping plads,der ligger ca. 4 km nord for Rovinj på et bakkedrag, der skråner mod syd ned til havet. Fra pladsen er der flot udsigt over til Rovinj, og den nære afstand til byen gør, at det er meget nemt at cykle ind til centrum. Der kan selvfølgelig lejes cykler på pladsen. Pladsen, der er på ca. 12ha og har ca. 650 camping-pladser, har mere end 650 bungalows og lejligheder med i alt 1.700 senge. Pladsen er opdelt af stendiger, pinjer og oliventræsbeplantning.

Kl. 13 fik vi i receptionen på Monsena udleveret en liste som viste hvilke pladser der var ledeige hvornår. Det var smart, og hurtigt efter fandt vi frem til plads 26, der var midt inde blandt fastliggere fra Tyskland og Østrig. Trods lidt lave grene lykkedes at få Speedy bakset på plads og arrangeret os godt, da vi regnede med at blive der to dage, altså frem til søndag, hvor vi alligevel skulle tilbage til Farzana og over til Brijuni-øerne.

Da vi kørte rundt om bugten nord for Rovinj havde vi godt set, at havoverfladen så noget underlig ud, så da vi havde fået indrettet os, gik vi ned til stranden, og her kunne vi konstatere, at vandet var dækket af en grumset grød. Det viste sig at være kiselalger, der blomstrer med 4-7 års mellerum. Normalt sker det tidligere på sæsonen, men grundet et koldt forår, så dukkede problemet først op i juli. Algerne skulle ikke være skadelige, men der var ingen, der havde lyst til at bade i grøden. Vi spiste sen frokost, og det blev varm mad, da vi havde noget i køleskabet, der ikke kunne holde længere. Dette skyldes. at køleskabet i løbet af den forgangne nat pludselig var holdt op med at køle og røget op på 26 grader. Hvad problemet var fandt vi aldrig ud af, for da vi slog køleskabet over på gas, så fungerede det igen, og der var heller ikke strømsvigt på 230 V. Mystisk.

Så gik vi til pool’en, der ikke var særlig stor, men hvor der var en vandrutschebane, som imidlertid kostede penge at benytte. Selv børnene syntes at rutschebanen var for dyr, så de ønskede ikke at prøve den. Lone og Flemming fortsatte ud ad kysten og fandt et sted, hvor der var hul i algegrøden, så man kunne få en dukkert. Dukkerten bestod i, at vi satte os på nogle klipper, og grundet blæsten var der store bølger, der blev brudt mod klipperne og sprøjtede ind over os. Dernæst blev der solbadet på klipperne.

Resten af eftermiddagen blev der hygget ved vognen og kl. 18 gik børnene atter til pool’en og var endnu ikke kommet tilbage kl. 19.30, hvor Flemming startede på grillning af hamburgere. Til sidst måtte vi ned og hente børnene, så maden ikke blev kold.

Efter middagen gik de voksne en aftentur langs stranden, mens børnene legede og bl.a. spillede haveskak, altså skak på fliser med kæmpebrikker.

Videre til del 3:              

Tilbage til del 1:            

Tilbage til "Vore ture":  

Tilbage til startside: