Med Speedy til Kroatien - Del 1

Sommeren 2006

Forord

Så skulle turen gå til Kroatien for 6. gang. Det var 4. gang i autocamper og 1. gang i den nye autocamper, en Knaus/Eifelland 690 med masser af plads.

Det eneste sted i Kroatien vi endnu ikke havde besøgt, var området øst for hovedstaden Zagreb. Området hedder Slavonien og har stærkt involveret i borgerkrigen 1991-95, hvilket hidtil havde holdt os fra at aflægge denne del af landet et besøg. Det er stadig farligt at bevæge sig rundt på ikke opdyrkede arealer, da der stadig er områder, der ikke er ryddet for miner, men disse områder er godt markeret med skilte.

Da vi lagde ruten ned gennem Europa mod Slavonien, viste det sig, at den mest direkte vej faktisk gik forbi ikke mindre end 5 hovedstader, nemlig Berlin, Prag, Wien, Bratislava og Budapest. På turen fra Slavonien ud til Adriaterhavet skulle vi så gennem Zagreb, i alt 6 hovedstader. Vi havde ikke tidligere set Wien og Budapest, så disse to byer skulle der lige ses nærmere på undervejs.

Fredag den 30. juni 2006.

Jeg holdt fri fra arbejde og ordnede bilen. Det vil sige tømte gammel vand af tanken og fyldte nyt på. Toilettanken blev klargjort, der blev handlet for en formue i Quickly, og endelig blev der skiftet olie hos SuperDækService. De ting, der var pakket i forvejen blev båret ud og da Lone kom hjem, blev det sidste pakket.

Vi kørte ved 17.30-tiden og rundede Kalvehave, hvor vi spiste aftensmad, da vi regnede med, at der ville være pres på Rødby frem til kl. 21. Vi kørte fra Lones far og mor i Kalvehave ved 21-tiden og kom med en færge kl. 22.15.

Vi anløb Puttgarten kl. 23 og kørte til Heiligenhafen, hvor vi overnattede på den store Stellplatz ved Marinaen.

Lørdag den 1. juli 2006.

Vi stod op kl. 8.30 og var klar til afgang kl. 9.30.

Der blev drejet fra motorvejen i Lübeck og kørt ad vej 270 ned forbi Ratzeburg og Mölln, frem til motorvejen Hamburg- Berlin, hvor vi tankede diesel og fik frisk luft i dækkene.

Kort før Berlin spiste vi McDonalds, hvorefter vi rundede turens første hovedstad og fortsatte mod Dresden. Her kørte vi ind gennem byen og videre til en lille by, der hed Paulsdorf, hvor vi fandt frem til ”Camping Nixi”, som ligger flot ned til en opdæmmet sø. Det første, vi gjorde, var at kaste os i bølgerne, desværre i badetøj. Det kunne vi imidlertid godt have undværet, for det viste sig, at størstedelen af de badende ikke anvendte badetøj, men det opdagede vi altså bare for sent.

Efter badet lykkedes det at få et fjernsyn rigget til, og vi så lige, at Portugal slog England i straffesparkskonkurrence. Jeg havde ellers først problemer med antennen, der sidder på taget af Speedy, men da jeg opdagede, at der sad en antenneforstærker i et skab inde i bilen og fik tændt for denne, ja så stod der et flot billede på skærmen. Vi spiste aftensmad og var klar til aftenens sene kvartfinale i VM, nemlig Frankrig mod Brasilien. Det blev en kedelig kamp hvor Frankrig dog fortjent vandt 1-0.

Søndag den 2. juli 2006.

Efter morgenmad og –bad satte vi kl. 10.30 kursen mod den tjekkiske grænse, hvor vi kom til at holde i kø et kvarters tid. Turen mod grænsen er i øvrigt meget smuk. Man kører langs en flod, der løber gennem små idylliske byer, som dog er præget af årtiers forfald under det socialistiske styre, hvilket dog har betydet, at der ikke er sket de store skader i forbindelse med byfornyelser, som dem vi oplevede i vesten i 60’erne og 70’erne, men der er nu et stor renoveringsarbejde forestående. Op langs floden er der rester af en tidligere smalsporsjernbane, der kunne blive alle tiders turistmagnet, hvis den blev gjort køreklar igen.

Efter at have passeret grænsen kørte vi straks ind og tankede diesel, der er meget billigere i Tjekkiet end i Tyskland. At danskerne har fået øjnene op for Tjekkiet som ferieland, og de billige brændstofpriser, fremgik tydeligt, da vi var ikke mindre end 5 danske biler, der holdt på rad og række og tankede. Mens jeg tankede, købte Lone en vignette til Speedys forrude, som gav lov til at køre på de tjekkiske motorveje. Lidt inden Prag holdt vi ind og spiste frokost.

Vi rundede Prag, turens 2. hovdstad ved 13.30-tiden og fortsatte mod Brno. Motorvejen mellem Prag og Brno er nok den værste, vi endnu har oplevet. Noget mere end halvdelen var så ujævn, at vi måtte ned på 70-80 km/timen for at Speedy ikke skulle ryste helt fra hinanden. På et tidspunkt prøvede vi nødsporet, der var langt bedre, men vi turde ikke blive derude.

Kl. 16 kørte vi ind til Brno, hvor vi satte Lone af ved Hotel Holiday Inn. Her boede Chambo nemlig. Chambo er Lones veninde Mariannes mand. De bor i Kina med deres 2 børn, men Chambo var p.t. udstationeret i Tjekkiet nogle måneder for at få en fabrik, der laver antenner og –ledninger på ret køl. Det blev lige til 3 kvarters snak og Staropramen-øl i Speedy.

Vi fortsatte syd ud af Brno og kørte ad en meget fin almindelig vej til grænsen ved Mikulov. Umiddelbart inden grænsen kørte vi gennem et område med søer, og her passerede vi et skilt til en FKK-campingplads beliggende vest for vejen, men vi besøgte ikke stedet (se http://www.camp.cz/merkur/).

Ved grænsen var der ikke de store problemer med at slippe igennem og snart fortsatte vi mod Wien, som vi nåede ved 19-tiden. Vi var nu ved turens 3. hovedstad. Her smuttede navigationen imidlertid og vi kørte rundt i næsten en time, inden vi fandt Camping Neue Donau. Jeg turde ikke nævne, at her havde en GPS-navigator nok været en god ting. På et tidspunkt var vi nede på en motorvej, uden en østrigsk vignette, hvilket kan koste en pæn bøde, men vi blev heldigvis ikke snuppet.

Vi fandt en plads på Neue Donau, der er en af de pænere af slagsen, dog kunne det såkaldte supermarked godt være noget større med et bredere udvalg. Vi startede hurtigt på aftensmaden og dernæst sluttede vi af med at se ”Adams æbler” på DVD’en.

Mandag den 3. juli 2006.

Vi startede med at købe 4 stk. 24-timers billetter til bus/U-bahn til 5 Euro stykket, hvilket jeg synes var billigt.

Først med bus 91A ind til Kaisermühlen – (Vienna International Center), hvor vi skiftede til U-bahn U1, der kørte os ind til Stephansplatz, hvor vi startede med at se Stephansdom. Domkirken er Wiens vartegn og Østrigs flotteste gotiske bygningsværk. Spiret, der er 137 meter højt, blev bygget i 1365-1433, rager op over hele byen, og var igennem mange århundreder verdens højeste bygningsværk. Den første romanske domkirke blev indviet i 1147, men allerede i 1230 blev den erstattet af en senromansk kirke, hvorfra hovedindgangen stadig er bevaret. I 1359 påbegyndtes en ombygning af kirken i gotisk stil, som i hovedtrækkene stadig er bevaret. Under 2. verdenskrig blev kirken ødelagt af brandbomber og den gamle tagkonstruktion brændte. Denne er i dag erstattet af en stålkonstruktionen, der bærer omkring 250.000 glaserede tagsten.

Efter at have kigget på kirken gik vi videre til Haas-Haus, der er en kontroversiel postmodernistisk nabo til domkirken, opført i 1990 og tegnet af en af Østrigs førende arkitekter, Hans Hollein. Bygningen er opført i glas og marmor og vakte stort postyr, da den stod færdig, men nu er der vist ingen der ser skævt til bygningen længere.

Vi fortsatte vores vandring ad Kärntner Strasse, der er en del af byens hovedstrøg, frem til Staatsoper. Det er her Wiener Philharmonikerne hører hjemme, og bygningen regnes for en af verdens berømteste operabygninger. Den er opført i 1861-69 af arkitekterne von Siccardsburg og van der Nüll. Arkitekterne blev efter åbningen kritiseret så meget for byggeriet, at van Siccardsburg døde af et hjertetilfælde og to måneder efter begik van der Nüll selvmord. Bygningen led stor skade under 2. verdenskrig og blev først genåbnet i 1956.

Lige nord for operaen ligger Philharmonikerstrasse, hvor vi fandt Hotel Sacher, der er kendt for sin Sachertorte, chokoladekagen med glasur af rigtig chokolade.

Næste stop blev Hofburg, hvor vi først gik en tur i Burggarten. Hofburg består af et virvar af 18 slotsfløje med ikke mindre end omkring 2.600 værelser. Den ældste del af slotttet blev påbegyndt i 1275 og den nyeste del blev færdig i 1926, altså en byggeperiode på mere end 650 år. Slottet var frem til Østrig-Ungarns fald i 1918, hvor det habsburgske kejserrige går i opløsning, hovedsæde for en befolkning på omkring 57 mio. mennesker. I dag bor der ca. 8,5 mio. i Østrig.

Vi besøgte Sølvkammeret, hvor man udstiller porcelæn og bestik, karafler og lysestager m.m. Meget flot og meget stort. Næste punkt på programmet var Appartementerne, der står i næsten urørt rokoko-stil. En del af rummede er tilegnet Sisi, som var gift med Kejser Frans Josef 1. Sisi hed oprindelig Elisabeth og var født den 24. december 1837 i München. Kejseren skulle egentlig have været gift med Sisi’s storesøster Helene, men han forelskede sig hovedkuls i lillesøsteren, da de mødte hinanden i 1853 i Bad Ischl, og de blev forlovet dagen efter. Der er ikke tvivl om, at ægteskabet byggede på kærlighed, men Frans Josef havde andre kvindebekendtskaber ved siden af, og det blev for meget for Sisi, der i 1860 påbegyndte en stor rejseaktivitet, som førte hende til Korfu, Venedig og Madeira. Hun var også en af de første udøvere af fitness og var meget optaget af sit udseende og sin vægt. Hun dyrkede bl.a. gymnastik og jogging, var 172 cm høj og vejede kun 50 kg. Sisi endte sit liv i Geneve, hvor hun blev stukket ned af en anarkist, Luigi Lucheni. Hun blev en myte og der er lavet både spillefilm og tegnefilm om hende. I Appartementerne kan man se i hvilke omgivelser hun og Kejseren levede.  

Vi returnerede til Stephansdom ad Graben, der er en anden del af byens hovedstrøg. Her så vi bl.a. Trefoldighedssøjlen, eller Pestsøjlen, der er rejst af Leopold den 1. i 1679 efter en overstået pestepidemi. Søjlen er noget af det flotteste, man kan se inden for barok kunst.

Vi gik forbi domkirken og videre til Blutgasse, hvor vi et par steder kiggede ind i gårdene for at se, hvorledes wienerne tidligere havde boet. Det var gårde med nogle meget flotte og planterige altangange. Så var det tid til frokost, som blev indtaget i en rigtig østrigsk restaurant, hvor Camilla fik en kæmpe Wienerschnitzel, Nicolai fik grill-spyd og Lone og jeg nød et stykke oksekød med indlagt skinke og camembert. Alt smagte fantastisk godt.

Turen fortsatte til hjørnet af Löwengasse og Kegelgasse, hvor vi fandt Hundertwasser-huset. Friedrich Stowassern der senere tog navneforandring til Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) var oprindelig en meget farveglad maler, men først i 1977, da han fik til opgave at ændre den kommunale ejendom på hjørnet af Löwen- og Kegelgasse, slog han igennem som designer og arkitekt.

I dag er denne bygning Wiens næstmest besøgte turistattraktion, kun overgået af slottet Schönbrunn i udkanten af det gamle Wien. Boligerne er almene boliger, men absolut ikke i den billige ende af skalaen, og beboes i dag af kunstnere og intellektuelle. Der er 50 boliger, der alle er forskellige, ligesom der ikke er to ens vinduer i bygningen. Hver bolig er markeret i facaden med sin egen farve, og næsten alle hjørner er afrundede. Det er desværre ikke muligt at komme ind og se boligerne, men vi fik dog lidt af atmosfæren, da vi indtog Bandana Split og Eis Schokolade på den tilhørende terrasse på hjørnet.

Så var vi ved at være godt trætte og satte næsen mod Speedy. Det forgik som en gåtur langs Donau Kanal frem til Schwedenplatz, hvorfra vi tog U1 mod Kagran. I Kaisermühlen skiftede vi til bus 91A, der bragte os hjem ved 16.30-tiden. Det første vi foretog os var at gå i brusebad, hvilket friskede noget op. Så blev der indtaget drinks under baldakinen, og mens jeg skrev turberetning smuttede Lone ind i alkoven og fik en LANG lur. Dette til trods for, at vi nu opdagede, at campingpladsen lå lige op til en jernbane, der åbenbart ikke var blevet benyttet så meget i weekenden. Nu larmede togene forbi tit og ofte.

Senere blev der hygget med chips, da markedet på pladsen ikke havde chokolade (!!!).

Tirsdag den 4. juli 2006.

Efter morgenmaden tømte vi spildevandstank og fik frisk vand ombord, men desværre glemte vi at tømme toilettanken, hvilket dog ikke var ”kriminelt” endnu. Det tog lang tid at checke ud, da der var lang kø, og pigen ved skranken ikke var verdens hurtigste, men kl. 10.15 kørte vi nordover og fandt hovedvej 3 uden problemer. Denne vej, der ikke var belagt med afgift, førte os frem til Hainburg an der Donau, hvor vi lige gjorde nogle småindkøb i et supermarked, inden vi kørte ind i Slovakiet.

Som den første by i Slovakiet rundede vi nu turens 4. hovedstad, Bratislava.

Vi havde heller ikke købt vignette til motorvejen i Slovakiet, så vi valgte hovedvej E575, der førte os mod Komarno, hvor vi ville krydse ind i Ungarn. Som noget af det første tankede vi diesel, der er langt billigere i Slovakiet end i Østrig. Vi havde ikke slovakiske penge, men heldigvis tog tanken MasterCard. Nu må Europa altså snart gå over til Euroen i samlet flok.

Vi fortsatte østover og spiste frokost på en p-plads undervejs, inden vi nåede frem til Komarno. Her var der imidlertid slået et kryds over vejskiltet ”Budapest”, så vi fortsatte ad en lille vej, 63, langs nordsiden af Donau, frem til Esztergom, som er den ungarske grænseby. På denne strækning så vi nogle storke, som nok ikke havde gidet flyve helt til Danmark.

I Esztergom kunne vi se den store domkirke, der ligger på en 160 meter høj klippe. Det er Ungarns største kirke med plads til 8.000 mennesker og den er den romersk-katolske kirkes centrum i landet.

Efter grænsen, der udgøres af Donaufloden, kørte vi ad vej 10 de sidste godt 45 km til Budapest. Undervejs passerede vi et af de megastore Auchan supermarkeder, hvor vi lige var inde for at hæve noget lokal valuta (25.000 forint – atter et ikke Euroland - ØV), inden vi fortsatte til forstaden Örüm, hvor der var skiltet til ”Camping Jumbo”, som vi havde udset os på forhånd. Kl. 16.30 rullede vi op til receptionen og campingmutter viste mig rundt på den meget lille (55 enheder), men meget hyggelige plads. Heldigvis viste det sig, at man talte et udmærket engelsk på pladsen, så her var der ingen sprogproblemer. I øvrigt var pladsen meget besøgt af hollændere, som vel udgjorde noget nær 85-90 % af gæsterne.

Vi fik placeret os på en lækker parcel med flot udsigt over dalen, og efter af have sluttet strøm til Speedy, og jeg havde tømt toilettanken, trak vi i badetøjet (ØV) og sprang i poolen. Det var bare lækkert at være på en plads med denne facilitet. Ungerne blev i vandet i godt en time, mens Lone og jeg læste om Budapest og senere startede på at lave Lasagne, der skulle være aftesmaden. Det er første gang på vore campingture, at vi har kunnet lave sådan mad, da den nye Speedy er forsynet med ovn. JUHU!

Aftenen sluttede med VM-fodbold, hvor Italien slog Tyskland med 2-0 efter forlænget spilletid.

Onsdag den 5. juli 2006.

Vi startede med at tage bussen ind til ”Árpád hid” i Budapest, turens 5. hovedstad, hvilket tog ca. ½ time. Herfra kunne man tage Metroen ind til centrum ”Deák tér”, men vi valgte i stedet at gå over til midten af Donau-broen og ned på nordspidsen af Margit-Sziget (Margrethe-øen), som ligger langs ned gennem Donau.

Øen er 2,5 km lang og 500 meter på det bredeste sted og er et af Budapests åndehuller. Øen hed oprindelig Hareøen og var kongeligt jagtområde, men i 1200-tallet fik den navn efter en kongedatter Margrethe, der blev sat i kloster for at frelse landet for tatarerne. Der er stadig rester af klosteret, hvor hun blev begravet i 1271. Nordligst på øen ligger to store hoteller og en flot japansk-inspireret have, som var meget flot.

Midt på ligger et af byens store svømmebade Palatinus Badet eller ”Budapest Beach”. Lige overfor badet lå en stor restaurant, hvor vi fik turens første formiddagsdrink. Videre gik det sydover forbi klosterruinen og ned til sydspidsen, hvor der var et fantastisk flot springvand, der sprang i takt til klassisk musik.

Vi nåede så frem til Margrethebroen, hvor vi gik over til den vestlige bred og videre op mod Borghøjen. Det er et 1.500 meter langt og 500 meter bredt plateau, der i 1247-65 blev bebygget med en borg af Kong Bela d. IV. Baggrunden var, at mongolske krigere i 1241-42 havde ødelagt Buda og Pest, hvilket kongen ikke ønskede, skulle gentage sig. Borgen blev residens for de ungarske konger og voksede sig større og større. Stedet blev bebygget med bastioner, kirker og bindingsværkshuse, men på trods af befæstningen blev stedet indtaget adskillige gange op til vore dage. Værst gik det ud over Borghøjen i perioden 1541-1686, hvor tyrkerne holdt byen besat. Kejserinde Marie Theresia genopbyggede slottet i 1749-70, men også et større genopbygningsarbejde stod på efter 2. verdenskrigs ødelæggelser på højen, da tyskerne forsøgte at holde byen mod de fremrykkende russere.

Vi gik ind ad den nordlige port, Wienerporten, der blev totalt ødelagt i forbindelse med befrielseskampene mod tyrkerne. Den nuværende port er opført i 1936 på 250-året for befrielsen. Vi slentrede rundt i områdets gader, der er bebygget med flotte barok-huse. Vi passerede Mátyás Templom, Mathias-kirken, der er grundlagt i 1200-tallet af Bela d. IV som kirke til byens tyske befolkning. Både kongen og hans Dronning Anna de Chatillon ligger begravet i kirken. Da tyrkerne havde erobret Borghøjen den 29. august 1541 tog de allerede 4 dage senere kirken i brug som moske.

Lige uden for kirken ligger fiskerbastionen, der hedder sådan fordi det i middelalderen var her byens fiskere havde deres marked. Den nuværende bastion er forholdsvis ny, da den er opført lige omkring 1900-tallet. Der er tale om et 140 meter langt og 8 meter bredt anlæg med buegange, tårne og vindeltrapper i ren Tornerose-stil, meget eventyrligt, men overhovedet ikke anvendeligt til forsvar, hvilket det dog heller ikke er bygget til.

Turen førte os videre helt syd på, hvor Budas kongeslot ligger. Det er et større kompleks, omfattende flere pragtbygninger, der i dag indeholder forskellige museer og her i området er arkæologer i gang med at udgrave store dele af den middelalderlige fæstning.

Vi forlod området på den rigtige måde, nemlig ved at tage Kabelbanen Sikló, der går fra Borghøjens midterområde ned til pladsen ved Széchenyi Lánvhíd, eller nemmere at udtale, Kædebroen. Banen blev anlagt i 1870 og er 100 meter høj. Banen kører med 10 km/t og turen tager under 2 minutter.

Neden for borgen fortsatte vi vor fremfærd over Kædebroen. Dette er den første bro, der forbandt Buda med Pest. Den 375 meter lange og 16 meter brede bro er bygget 1839-49 af ingeniør Adam Clark, der også er mester for den 350 meter lange tunnel, der løber under Borghøjen i broens forlængelse. I alt er der 9 broer, der forbinder Buda med Pest, og alle blev sprængt i luften af tyskerne under 2. verdenskrig, men de blev hurtigt genopbygget.

Vi var alle ved at være godt trætte, så en ellers påtænkt tur til Gellert-badet blev skrinlagt og i stedet fandt vi frem til Arany Janos-Metrostationen, hvorfra vi tog til Árpád Híd og derfra bussen tilbage til Camping Jumbo i Örüm, hvor det første vi gjorde, var at kaste os i poolen. Termometeret viste nemlig 30 grader og solen bagte fra en skyfri himmel.

Som det kan ses af de anvendte stednavne, så er ungarsk ikke noget let sprog. Det tilhører samme stamme som finsk, og da ungarerne samtidig ikke er særlig flinke til at skrive noget som helst på andre sprog end ungarsk, så er det svært at finde ud af hvad der står på skilte m.m. Endvidere er der meget få ungarere, der taler engelsk eller tysk, hvilket ikke gør et besøg lettere. Men de er utroligt flinke, og vi kom meget langt med fingersprog.

Ungarsk fårehund

Aftenen gik med fodboldkampen Frankrig-Portugal, som Frankrig vandt 1-0 i normal spilletid

Torsdag den 6. juli 2006.

Vi tømte toilettank, betalte, roste pladsen, og kørte ad vej 10 mod centrum: Der var ingen problemer med at finde gennem byen for der var godt afmærket og snart fandt vi frem til vej 6, der skulle føre os videre gennem mylderet. Som i Paris har man lavet en hurtiggade, der løber langs floden, og som er særdeles effektiv, så snart var vi ude i de sydlige forstader og fandt en helt ny motorvej, M6, der knap nok var færdig. Vi kunne køre ad denne til Dunaujváros, hvorfra det så var den gamle, men helt gode vej til grænsen. Lige inden grænsen fandt vi syd for Mohács en mindepark for det afgørende slag mellem ungarerne og tyrkerne i 1526, hvor tyrkerne vandt, hvorefter Ungarn var under tyrkisk herredømme i ca. 150 år. Vi kiggede meget kort på parken, primært udefra, da man ville have entre, og vi havde brugt vore sidste Ungarske penge.

I byen Udvar passerede vi grænsen og kørte mod Osijek, der er Slavoniens hovedstad, liggende ned til floden Drava. Her kiggede vi kort på den gamle bydel Tvrda, der er den befæstede del af byen. Efter at Kroatien i 1991 erklærede sig uafhængig af Jugoslavien bombede serbiske styrker gennem mere end et år byen, men heldigvis skete der ikke den store skade på den gamle bydel, som i dag står nogenlunde velbevaret med sine barokke bygninger. Der forestår dog et pænt renoveringsarbejde, inden den er helt oppe at ringe. Byen blev befriet i 1995, hvorefter FN overtog kontrollen over området, og først i 1998 blev området officielt en del af Kroatien.

Vi gik op til torvet, hvor der står en pestsøjle som tak for en overstået pestepidemi i 1729. Omkring torvet ligger nogle flotte bygninger, bl.a. Vagtbygningen med et flot klokketårn far 1700-tallet. Hele sydsiden er domineret af fortovscaféer og restauranter, der giver pladsen et dejligt liv. Nordsiden er afgrænset af Slavoniens tidligere hovedkvarter, som i dag er en del af Universitetet. Det skulle være en flot facade, men desværre var den pakket ind i presenninger, da den var ved at blive restaureret.

Bag torvet, i vestlig retning ligger Sv. Mihovil (St. Michael) kirken, der blev bygget af jesuittermunke i begyndelsen af 1700-tallet. Kirken ligger hvor en tyrkisk moske, Kasim-pasa moskeen, tidligere har ligget, og der kan stadig ses rester af denne. 

Så gik det mod turens endemål, nemlig de godt 30 km frem til Vokuvar. Egentlig er der ikke så meget at se i denne by, men det var her, at nogle af de hårdeste kampe stod under borgerkrigen i 1991, hvor stort set hele den barokke bykerne led store skader. 

Vi fandt en p-plads og gik en tur i byen, hvor vi fik drinks på gågaden. 2 øl, 1 Cola og en Fanta kostede 40 kuna.

Hovedgaden var præget af de hårde kampe og mange huse var ødelagt og resten fyldt med skudhuller. Et hotel vi passerede, havde skudhuller i stort set alle altangelændre og vinduesrammer.

Genopbygningen er gået meget langsom i byen, der faktisk led langt større overlast end Dubrovnik, men de økonomiske midler til genopbygning blev givet til turistmagneten Dubrovik, og ikke til udstedet Vukovar, på trods af anbefalinger fra UNESCO. At der ikke er mange turister i Vukovar var vi ikke i tvivl om, da vi faktisk ikke havde mødt nogen campingvogne eller autocampere på hele turen helt fra Budapest til Vukovar.

Jeg håber på, at synet af de sønderskudte bygninger gav vores børn noget at tænke over, for krig er altså noget skidt.

Da vi havde vandret lidt rundt i byen var det tid til at fortsætte. Jeg havde fundet en campingplads på internettet, som skulle ligge ved Lipovac, var motorvejen krydser ind i Serbien. Men et lille telt på vores kort, ved byen Slavonski Brod, fik os på andre tanker, da denne lå på vores rute mod vest. Vi fandt frem til motorvejen, trak en billet, og drønede vestpå. Ved Slavonski Brod kørte vi af motorvejen og betalte. Jeg spurgte manden jeg betalte til, hvor campingpladsen lå, men der kom et klart ”No camping”. Vi lod os ikke afskrække og kørte ind til centrum, hvor Lone var inde i turistinformationen, blot for at få at vide, at de da kunne skaffe os et værelse, for der var ikke nogen campingpladser i området.

Der var så ikke noget andet alternativ, end at fortsætte mod Zagreb, hvor vi jo vidste, at der var en plads.

Lone var lidt småknotten og talte ikke til nogen i lang tid, men da vi nåede frem til Zagreb, turens 6. og sidste hovedstad, efter ca. 180 km ekstra, så tøede hun op ved udsigten til at skulle finde frem til Camping Plitvice. Det voldte os dog store problemer og vi røg ind på betalingsvejen til Rijeka. Det var forkert vidste vi straks, men der var intet at køre før vi kom til næste afkørsel, 20 km ud ad motorvejen. Vi overvejede at forsætte til Karlovac, hvor der var vist et telt (campingplads) på kortet, men vi turde ikke komme i samme situation som ved Slavonski Brod, så vi kørte af motorvejen, betalte 14 kuna, drejede rundt og trak en ny billet for at køre tilbage mod Zagreb. Her fandt vi den rigtige motorvej mod Maribor, men vi var på den forkerte side af vejen, så vi måtte videre nordpå, inden vi kunne vende og endelig finde frem til campingpladser, en time senere end nødvendig (jeg nævnte intet om en GPS-navigator). Jeg foreslog en bedre skiltning i receptionen, som godt var klar over problemet, men man kunne ikke få lov til dette. Til gengæld fik vi en klækkelig rabat, da man så ikke ville tage betaling for børnene.

Kl. 21.30 var vi på plads og sluttede strøm til og opdagede, at vi var løbet tør for gas, så køleskabet ikke fungerede længere. Så måtte jeg også lige skifte gasflaske, inden der kunne spises aftensmad og kravles i seng.

Fredag den 7. juli 2006.

Intet er dårligt uden det er godt for noget. Vi var i Zagreb, og havde derfor ikke så langt til Plitvice-søerne, som var dagens mål. Vi kørte ad motorvejen til Karlovac, hvor vi drejede fra og kørte ind gennem byen. Her var flere skilte til en campingplads. Øv, så kunne vi godt være fortsat i går aftes.

Efter ca. 130 km’s kørsel var vi ved Camping Korana, der ligger 7 km nord for Plitvice-parken. Vi kørte dog forbi og ind på Parkeringsplads nr. 1 og gik derfra ind i parken kl. 12.00.

Der kan læses mere om parken i vores turberetning fra Kroatien i 2002, men det var vores klare indtryk, er der var langt flere turister nu end for 4 år siden, og at der var rigtig mange danskere blandt turisterne.

Vi vandrede rundt, sejlede med el-båd og kørte med ”mini-tog” inden vi kl. 15.30 atter var ved ind-/udgangen. Heldigvis havde det været en dag med noget skydække, så varmen var til at holde ud, mens vi vandrede rundt. Ungerne kunne godt huske stedet og var lige så begejstrede for Paradiset som for 4 år siden. (se Med Speedy til Kroatien – År 2002).

Vi kørte tilbage til Camp Korana, og fandt en plads, hvorfra der var udsigt til ikke mindre end 5 danske campingvogne. Jo danskerne er fundet til Kroatien.

Der blev hygget under markisen, der dels skyggede for solen og dels skærmede mod enkelte meget lette regnbyger, der gjorde tilværelsen, og varmen, meget lettere at klare.

Der blev også handlet lidt i pladsens supermarked, men priserne, der var høje, gjorde, at det kun blev det mest nødvendige, slik og drikkevarer, der blev købt.

Ved 20-tiden begyndte det rigtig at regne, og da vi efter at have spillet kort, gik i seng ved 23-tiden, regnede det stadig.

Lørdag den 8. juli 2006.

Da vi stod op var det blevet tørvejr, men stadig med truende skyer. Vi pakkede hurtigt og forlod pladsen med kurs mod Senj ved kysten. Det gik først op ad en snoet bjergvej, til vi kom til et frugtbart plateau i Velebit-bjergene. Her var der virkelig mange småboder langs vejen, hvor de lokale solgte ost, honning og hjemmebrændt slivovic. Vi holdt ind og købte en ost og et glas honning. Området vi kørte igennem var præget af kampene mellem kroaterne og serberne, og der var mange ødelagte huse. Der faldt stadig lidt småregn, som forstærkede den lidt vemodige stemning.

Skilt der advarer mod miner

Efter et par timers kørsel nåede vi frem til kystbyen Senj og så var det ellers nordover i delvist solskin, for på denne side af bjergene var skydækket lettet og solen kiggede frem mellem et spredt skydække. Undervejs op langs kysten gjorde vi holdt i en lille by, hvor vi handlede i en Konzum. På vejen nordpå kunne vi forøvrigt konstatere, at der var kommet adskillige Autocamps, hvilket det tidligere havde været lidt sløjt med på denne strækning.

Jeg havde lagt en plan i mit stille sind. Hvis det stadig var dårligt vejr, så var det videre til Istrien, men hvis vejret blev godt, så var det til Baska på sydspidsen af øen Krk, hvor vi skulle genbesøge naturistcampingpladsen Bunculuka. Vejret var blevet godt, så vi kørte over broen til Krk, hvor vi måtte bøde 40 kuna. Tidligere havde vi kun betalt 20, men nu var der gået nogen tid, og vi havde fået en større bil.

Umiddelbart efter broen holdt vi ind på en P-plads og spiste frokost med udsigt over sundet ind mod Rijeka. Så var det ellers videre og ved Krk by havde man lavet en ny omfartsvej, som gik uden om selve byen, hvilket er en stor lettelse. På strækningen mellem broen og Krk var der ligeledes flere afvisere til campingpladser, der ikke er anført i diverse campingguider.

Vi fortsatte mod Baska og kl. 15.30 var vi ved Bunculukas reception. Vi havde lidt besvær med at finde en plads, men valgte til sidst en, som lå næsten samme sted som i lå på i 2002.

Vi voksne smed tøjet og indrettede os, mens det kneb mere for ungerne at blive FKK’ere igen. De var blevet generte teenagere. Vi gik til vandet, hvor der blev badet, og ungerne havde fået en oppustelig kajak, som de selv klargjorde og slæbte ned til stranden. Det kneb lidt med at padle i takt og efter en halv time gik den ene pagaj i stykker, så nu måtte de ro som i en kano. Det gik nu ikke meget bedre. Ved 18.30-tiden trak vi os tilbage og begyndte at lave mad. Dernæst så vi VM-broncekampen mellem Tyskland og Portugal, som Tyskland vandt i ordinær spilletid med 3-1.

Videre til del 2:

Tilbage til hovedside: