Med Speedy til Kroatien - Del 3

Sommeren 2006

Mandag den 17. juli 2006.

Vi havde nu haft tid til at se nærmere på FKK-Camping Solaris, der er på ca. 60 ha, med plads til næsten 600 fastliggere og næsten 800 almindelige campister. Selve pladsen er delt i 3 områder, med et på hver side af et mindre pool-område. Her er det primært fastliggerne der huserer. Bagest på pladsen er der så plads til os rigtige campister, der ikke er på pladserne i længere tid. Dette område er mere åbent med knapt så mange skyggegivende træer.

Det meste af den 2 km lange og ca. 15 m brede strand er med støbte liggeflader, men der er også områder med græs og småsten.  Der er mulighed for at leje en af de knapt 300 lejligheder eller bungalows, der er knyttet til pladsen.

Der findes 2 grill-restauranter og den store Restaurant Solaris, der er en almindelig restaurant. Så er der 3 mindre supermarkeder og et par kiosker. Der er 10 bad-/toiletbygninger, der alle er i flot stand. Der er mulighed for at spille beach-volleyball, tennis, minigolf m.m. I receptionen er der en bankomat, og man kan betale i supermarkederne og i receptionen med alle de gængse kreditkort.

Under vores ophold så vi ikke mindre end 3 andre danske biler, hvilket dog er langt mindre, end vi oplevet på Valalta de sidste år.

Tirsdag den 18. juli 2006.

Der blev hentet morgenbrød kl. 8.30 og efter morgenmaden blev der pakket bil, badet og betalt i recepti-onen. Kl. 10 var vi atter på landevejen, med kurs mod Novigrad, som det kun tog ½ time at nå frem til.

Novigrad er, i modsætning til mange af de andre byer langs kysten i Kroatien, ikke grundlagt af romerne, men af grækerne. Romerne tog dog over og kaldte den Aemonia, og en del af denne gamle by er sunket i havet (Atlantis ? –næppe). Senere tog byzantinerne over, udvidede byen og kaldte den Neopolis (den nye by). I 1277 overtog Venedig byen og herfra blev der udskibet egetræ fra skovene omkring Motovun, længere inde i landet, til skibsværfterne i Venedig. Man kan  stadig finde tegn fra den venetianske periode i form af husfacadernes udformning.

Oprindelig lå byen på en ø, som f. eks. Rovinj, men som denne by groede Novigrad efterhånden sammen med fastlandet.

Byens hovedkirke, Sv. Pelagius, er blevet ombygget i 1500-tallet og af den oprindelige kirke er kun den romanske krypt fra 1000-tallet tilbage. I dag er der tale om en barok kirke, med malerier fra den venetianske skole, udført i 1700-tallet.

Store dele af byen blev ødelagt under et tyrkisk angreb i 1687, hvilket også betød, at mange kunstværker gik tabt.

Vi havde parkeret lidt uden for centrum for blot 5 kr. i timen, hvilket jo var noget andet end de 25 kr. vi måtte bøde i Porec. Vi slentrede rundt i byen i ca.1½ time og kiggede på huse, butikker og markedsboder, ligesom vi kiggede på resterne af den gamle bymur og gaderne, som er krogede og smalle.

Vi forlod byen med retning mod Umag, som vi dog blot kørte forbi, selvom dette også er en interessant by, men der skal også være noget til næste tur til Kroatien.

Mellem Umag og grænsen til Slovenien holdt vi ind til en Konoba (restaurant), hvor vi spiste frokost. Det blev 4 store pizzaer, 2 x ½ liter øl og 5 sodavand, der kostede i alt 210 kr.

Vi passerede grænsen til Slovenien fortsatte over Koper/Capodistria til den Italienske grænse, og kort efter rundede vi Trieste. Så gik det videre mod Udine og mod den østrigske grænse, som vi passerede kl. 16.30.

I Villach drejede vi fra motorvejen, handlede i supermarkedet Billa og kørte så videre mod Ossiacher See, hvor vi havde udset os Seecamping Berghof, som har fået topkarakter af ADAC. Pladsen ligger ca. 10 km fra Villach på sydsiden af søen og selve campingpladsen er på 10 ha og der er plads til 450 enheder, hvoraf de fleste har udsigt til bjerge og Ossiacher søen. Derudover er der et stort areal til sport, hvoraf bl.a. kan nævnes tennis, fodbold, beach-volleyball og minigolf. Der kan lejes ro-, sejlbåde og vindsurfere.

Der er 5 bade/toiletbygninger af pæn standard, ligesom der er mulighed for tøjvask med efterfølgende tromletørring. Der er en stor restaurant, et pizzeria og en strandpavillon og endelig er der et stort supermarked med et meget stort udvalg af vine.

Vi fik hurtigt indrettet os, og det første jeg gjorde var at smide (næsten) alt tøjet, men der er ikke tale om en naturistplads, så bukserne nåede ikke helt ned, inden jeg fik tænkt mig om. Så var det af sted til søen, hvor der blev badet og solbadet i lang tid, inden vi gik tilbage og fik nachmittagstrink.

Onsdag den 19. juli 2006.

Efter morgenmaden gik Lone og jeg er lang tur på hele pladsen. Dette overbeviste mig om, at jeg var uenig med ADAC i, at der var tale om en campingplads af højeste standard. Pladsen sættes på linie med bl.a. den danske ”Hvidbjerg Camping” i Blåvand. Men Berghof har hverken vandland eller en særlig god badestrand. Badestranden er lille og med meget groft sand, og når man kommer et stykke ud, så er der mudret. Det kan ikke sammenlignes med Vesterhavsstranden ved Blåvand. Når jeg så kiggede lidt nøjere på de ellers pæne toiletter på Berghof, så var der lofter af trælister med mellemrum, og i mellemrummene sad der så meget spindelvæv, at det var tydeligt, at her var der i hvert fald ikke gjort rent for nyligt. Et enkelt toilet i den blok vi tilhørte var endvidere forstoppet, og et var uden lys. Da vi handlede i supermarkedet ved frokosttid, kunne man ikke betale med MasterCard, men kun med det nationale østrigske bankkort. Det er ikke en plads, som jeg vil give højere karakter end en almindelig dansk plads.

Ellers blev der badet om formiddagen og Camilla, der kedede sig, begyndte at bage chokolademuffins. Jo, det er rart med en ovn.

Så var der siesta og dernæst svømning på en eftermiddag, der var en af de varmeste, vi hidtil havde oplevet med 32 gr. i skyggen. Lone var meget utilfreds med, at der ikke var tale om en naturistplads, da varmen fik hende til at drømme om at smide al tekstilen. Det blev dog kun til en topløs hustru i G-strengstrusser, hvilket hun i øvrigt var den eneste på pladsen, der optrådte i – men hun kan jo bære det.

Så var det tid til isspisning, for vi havde haft is liggende i dybfryseren siden mandag morgen. Den var blevet lidt blød, men ikke mere end at den stadig var god og kølende.

Til aftensmaden, der var grillstegte marinerede koteletter, blev der købt  pommes frites i restaurantens take-away udsalg.

Aftenen sluttede med kortspil og læsning.

Torsdag den 20. juli 2006.

Efter morgenmad og pakning blev der tømt spildevandstank, og der blev hældt nyt vand på ferskvandstanken. Da jeg skulle betale med MasterCard fik jeg at vide, at det så kostede 1½ Euro ekstra, men desværre havde jeg ikke nok i kontanter. Atter et minus for en plads, der kaldes 1. klasse.

Det gik gennem Katsberg- og Tauerntunnel mod Salzburg, men mod sædvane rundede vi byen og fortsatte lidt mod Linz, inden vi drejede af mod grænsen og Passau.

Vi gjorde holdt i Tittmoning for at spise frokost. Tittmoning viste sig at være en lille perle af en by, med et kæmpetorv, hvortil der i hver ende var adgang gennem en byport.

At stedet har været beboet i lang tid, vidner fund fra bronzealderen om, og midt i byen er der fundet spor fra romertiden, bl.a. et mosaikgulv fra et hus fra 200-400 e. Kr.

Første gang byen nævnes skriftligt er i 788 hvor den benævnes ”Titamanninga”. Byen levede af handel med det omkringliggende bondeland, og to ugentlige markeder, specialmarkeder m.m har gjort byen til et livligt sted at færdes. Der var også ølbryggerier i byen.

Byen hørte til Salzburg og i 1234 blev der bygget en borg, der skulle beskytte byen mod Bayern. Borgen blev i 1600-tallet omdannet til et jagtslot og blev sommerresidens for Salzburgs biskopper.

I 16-1700-tallet udviklede der sig et lille kunstcentrum med malere, billedhuggere, guldsmede m.m. men da byen i forbindelse med Wienerkongressen endegyldigt tilfaldt Bayern, dalede byens betydning.

I dag overlever byens ca. 6.000 indbyggere takket være turismen og fritidsmulighederne i det omkringliggende landskab.

På torvet, hvor vi spiste, var der flere monumenter, skulpturer og brønde, og markante husfacader i typisk stil for området omkring de to floder Inn og Salzach.

Bag torvet ligger en flot kirke i barok og klassisistisk stil, hvor jeg havde hovedet indenfor, men heller ikke mere, for mellem våbenhuset og kirkeskibet var der et solidt gitter, der holdt mig væk fra mange forgyldte relieffer og andre guldbelagte genstande. Jeg fik doh fotoapparatet ind mellem tremmerne, så jeg kunne få et billede

Endelig er bymuren, der stammer fra 13-og 1400-tallet stort set intakt.

Da vi havde spist frokost fortsatte vi nordover og prøvede at komme ind gennem byen Burghausen. Imidlertid var hovedgaden ensrettet imod vores køreretning, så vi besluttede at gemme stedet til en anden gang, men spændende så det altså ud.

Burghausen, der har næsten 20.000 indbyggere, ligger ved floden Salzach, der siden 1779 har været grænseflod mellem Bayern og Østrig.

En del af byen er bygget op omkring det gamle borganlæg, der er ikke mindre end 1.043 meter langt, og dermed Europas længste. Den består af 6 aflukkede gårde, der var sikret med tårne, grave og vindebroer, som man skulle nedkæmpe, inden man kunne nå frem til hovedborgen. På grund af dens højtliggende placering, havde den stor strategisk betydning

Borgen er højst sandsynlig en videreudvikling af et keltisk anlæg fra 2-100 f. Kr., der i 7-800-tallet udbygges for at beskytte sejladsen på floden. Men hertugerne af Niederbayern foretager stadige udvidelser gennem de efterfølgende århundreder for at beskytte mod Salzburg und Passau.

13-1400-tallet er den vigtigste byggeperiode, hvor hertugerne Heinrich den Rige 1393-1450, Ludwig den Rige 1450-1479, og endelig Georg den Rige 1479-1503) udbygger borgen og giver den dens nuværende udformning. Grunden til den kraftige byggeaktivitet skal nok ses på baggrund af tyrkernes fremmarch op mod Wien.

Herefter sker der så kun mindre ændringer frem til 30-årskrigen, hvor de fremrykkende svenskere i 1632 nærmer sig byen, hvuilket giver anledning til forstærkning af borgen. 

Under Napoleons-krigene nedlægger General Ney (1800/01) udenomsværkerne og i 1809 erklærer Napoleon fæstningsanlægget for forældet.

Videre gik det mod Passau, hvor vi ramte autobahn 3, som førte os til Regensburg, hvor vi drejede ind på autobahn 93. Videre nordpå indtil vi var på højde med Bayreuth, hvor Lone havde fundet en Stellplatz i den lille by Markleuthen. Vi kørte lidt rundt i byen, inden vi fandt pladsen, der lå blot 150 meter fra byens torv, ned til floden, der nok snarere var en å, ved navn ved Eger. retfærdigvis skal siges, at Eger vokser sig stor inden den i Tjekkiet løber ud i Elben. Byen har en stor porcelænsfabrik og et tinstøberi, men er ellers en forholdsvis lille by med omkring 4.000 indbyggere.

Byens første indbyggere var sandsynligvis slavere, der vandrede langs floden og ledte efter tin i Fichtelgebirge.

Byen har været plaget af flere store brande, den første i 1577 hvor der brændte 65 huse, 9 stalde og en person.

1600-tallet var en svær tid for byen, hvor byen måtte indkvartere soldater, betale krigsskat og opleve plyndringer, og oven i alt dette brændte byen atter i 1641. Nu gik det ud over kirken, rådhuset, 71 huse, hvilket betød, at kun 8 huse blev forskånede.

Den by, som man kan se i dag, stammer så fra genopbygningen efter den sidste brand, der udviklede sig i 1843. Husene grupperer sig beskyttende omkring rådhuset og St. Nikolaus kirken.

På trods af sin lidenhed har der været ikke mindre end 4 bryggerier i byen. Der er desværre ingen tilbage og den sidste bryggeriskorsten er i dag fundament for en storkerede, som var beboet under vores besøg.

Vi gik en lille tur op til torvet, hvor vi fik eftermiddagsdrinks på ”Gasthof zum Goldenen Löwen”, selvom klokken godt nok var blevet 17.30.

Senere på aftenen gik Nicolai og jeg en tur i byen, for jeg havde fundet ud af, hvor der var en bank, så jeg kunne få hævet nogle Euro. Samtidig opdagede vi, hvor byens supermarked lå. Jo, det blev en givtig aften.

Fredag den 21. juli 2006.

Camilla og jeg hentede morgenbrød og på vej tilbage slog vi et slag ind til byens isenkræmmer. Lone havde brokket sig over at låget på vores termo-tekande var i stykker, og at det var umuligt at skænke uden at spilde. Byens isenkræmmer havde en kande næsten mage til den gamle, så der var glæde, da vi kom tilbage med fangsten.

Efter morgenmaden kørte vi til supermarkedet og handlede og kl. 10 var vi ude af byen, på vej nordover. Først passerede vi Hof, rundede Leipzig, videre forbi Halle, Magdeburg og Braunschweig. Der var stort set tale om gode motorveje hele stykket. Kun få steder var der rester af de gamle østtyske veje, og hvor det var tilfældet, var man godt i gang med at forny og udvide. Efter Braunschweig drejede vi fra motorvejen med kurs mod Celle, som vi tidligere har besøgt (se Med Speedy til Kroatien – År 2004), og derfor blot kørte igennem. Dog kunne vi konstatere, at vi ved vort tidligere besøg kun havde set en brøkdel af de smukke gamle bygninger, og at byen derfor snart skal besøges igen.

Efter Celle gik det mod Bergen, hvor vi drejede af mod Wietzendorf, hvor vi til børnenes store glæde skulle ind på SüdSee Camping, der er en af ADAC’s toppladser. Vi har besøgt den før, og børnene er vildt begejstrede for stedet, da der dels er en kæmpe badesø med noget der ligner sandstrand, og dels er et stort vandland.

Vi checkede ind og da jeg skulle betale, rakte jeg mit MasterCard til receptionisten, men til min forbavselse sagde hun, at man kun accepterede tyskernes svar på Dankortet, EC-kortet – og EC står ikke for EuroCard. Det er for dårligt, at en plads af denne størrelse og karat ikke tager de gængse kreditkort. Et stort minus for dette, men ellers en topplads.

Vi fandt den tildelte plads og fik hurtigt installeret os, så vi kunne få velkomstdrinks. Derefter af sted til badesøen, hvor vi var en god times tid. Også her brillerede Lone ved at være eneste topløse solbadende kvinde på stranden.

Retur til aftensmad, opvask og pladsgåtur, hvorunder vi aflagde Camper’s Inn et besøg, hvor vi fik Fanta/Cola til børnene og Bitburger Dunkelbier til os voksne. Vi havde glædet os til Einbecker Bier, som de tidligere havde forhandlet, men det havde man ikke længere (nok et minus), men Bitburgeren var nu heller ikke dårlig, om end lige en lille tand for sød.

Aftenen sluttede med kortspil.

Lørdag den 22. juli 2006.

Morgenmadsprocedure og så af sted til søen, hvor der blev badet. Ved middagstid trak vi os tilbage for at spise frokost og holde siesta. Først smuttede Nicolai og jeg dog i souvenirshoppen og dernæst til supermarkedet for at købe brød. Desværre havde supermarkedet også siesta mellem 12 og 15, så ingen brød. Heldigvis havde vores lokale café åben, så vi fik 8 rundstykker. Kl. 14 kunne Nicolai ikke holde varmen ud længere og gik til badesøen for at afkøle. Vi andre sluttede os til ham kl. 15. Kl. 16.30 gik vi tilbage for at få lidt at drikke sammen med Camillas sidste hjemmebagte muffins.

Kl. 17 afleverede vi børnene i vandlandet, hvor de kunne blive til kl. 20. Imens gik Lone og jeg lidt rundt på pladsen og fotograferede. Vi opdagede også, at pladsens bankomat faktisk tog mere end de lokale EC-karte, så vi fik også hævet nogle kontanter. Endvidere fik vi en lys Bitburger på Camper’s Inn. Den mørke synes jeg nu var bedst.

Så blev der hygget og lagt kabaler ved Speedy og vi sluttede af med et bad, inden vi skulle hente børnene kl. 20. De havde imidlertid selv holdt øje med klokken, så de kom os i møde. Tilbage til Speedy for omklædning og dernæst til Insel restaurant, hvor vi afsluttede ferien med båndspaghetti med champignonsauce og skinke til Nicolai, Champignongschnitzler til pigerne og en Pfeffersteak Madagascar. Alt var mere end helt i orden, og betjeningen var meget hurtig.

Vi gik til Camper’s Inn, hvor vi alle fik Eischokolade og så var det ellers hjemad med et par meget trætte børn. Vi sluttede dog aftenen med et spil kort, men da jeg var ved at vinde helt formidabelt over de andre, var spillet ikke længere interessant, og alle, undtagen mig, ville gerne i seng.

Søndag den 23. juli 2006.

Vi stod tidligere op end normalt, og kl. 9 forlod vi SüdSee og kørte mod motorvejen. Vi rundede Hamburg ved 10-tiden uden de store problemer på trods af et langt stykke med vejarbejde.

Videre gik det mod Lübeck og trafikken var efterhånden blevet noget heftig, og det blev værre og værre. Ca. 10 km før Fehmernbroen gik det hele i stå, og folk i køen begyndte at vende, men det alternativ havde vi ikke. Det begyndte dog atter at trille og snart passerede vi broen og kørte videre mod Burg, hvor det hele gik i opløsning. Trafikken skyldtes øjensynligt hamburgensernes trang til at komme til kysten og bade.

Da vi nåede frem til Puttgarten, var der slet ikke kø, så vi lagde vejen ind om BorderShoppen, hvor der blev købt rigeligt ind.

Vi kørte til indcheckning og så lige hækken af en færge forlade lejet, men kom dog med den næste ved 14-tiden. Vi var i land ved 15-tiden og drønede mod Sengeløse, hvor vi holdt ved Dagli'Brugsen præcis kl. 17.00, for at handle til aftensmad og mad til ungerne næste dag.

Kl. 17.20 kørte vi ind i vores indkørsel efter en begivenhedsrig, men alt for kort ferie.

Efterskrift

Som det ses, var turen opdelt i tre. Først den krævende storbydel, med besøg i de to hovedstader og Slavonien, dernæst dase-delen ved Adriaterhavskysten, og endelig hjemturen, der som sædvanlig blev foretaget med små ophold op gennem Tyskland. En tur på i alt 4.540 km.

Vi er nok ikke færdige med Kroatien (og Bosnien/Hercegovina) endnu. Som det kan ses af beskrivelsen, er der dukket nye ønsker op undervejs. Umag på Istrien skal besøges, ligesom Sarajevo er et meget spændende, men endnu ikke besøgt sted. Så er der Split, som vi kort besøgte i 2002, men som godt kan trænge til et længere besøg sammen med ruinerne af den romerske by Salona, der ligger lige nord for Split. I 2002 var vi ligeledes på øen Hvar, som også trænger til et genbesøg og endelig er der øen Korcula syd for Hvar, som også ser ud til at være et spændende mål. Det var på Korcula Marco Polo blev født, og hvor man kan se hans barndomshjem, der er bygget flere århundreder efter hans fødsel !!!

Jo, der er meget der venter på nye Speedy-ture, men næste år er det nok Italien med bl.a. Rom, Pompeji og Vesuv, der står for tur. 

Vores nye vogn levede helt op til forventningerne. Vi havde fået langt mere plads at boltre os på, og ovnen gjorde, at vi kunne udvide vores menu-sortiment væsentlig, og især få varmet morgenbrødet. Så er der bakkamera, der viser hvad man er ved at bakke ind i, en god ting til så lang en vogn, hvor det er svært at se bagud. Endvidere har vognen en rigtig dybfryser, hvilket gjorde, at vi kunne opbevare madvarer i meget længere tid. Køleskabet, som i gamle Speedy ikke var helt oppe på dupperne, fungerer i denne vogn ganske godt. Vi kan have 8 grader i køleskabet, selv om der er 30 grader udenfor, men desværre fungerer skabet ikke på 12 Volt, når vi kører, da det slår sikringen efter få minutter. Jeg har reklameret til Neergård over dette, men vi nåede ikke at få det lavet, inden vi tog på ferie. Dette er efterfølgende lavet og fungerer nu helt upåklageligt. 

Der er nok også dobbelt så mange skabe i denne vogn, hvilket gør det meget nemmere at holde orden.

Så er vognen udstyret med et stort køkken, med masser af bordplads, så det er langt nemmere at lave mad og endelig kan man lukke af til agterkabinen. Her sov ungerne, og syntes at det var dejligt med lidt privatliv, hvilket vi voksne også syntes.

Motoren er nu en 2,8 turbo, hvor den gamle var en 2,5 turbo, men den nye motor føles sløvere, hvilket måske skyldes, at der er 300 kg mere at slæbe ? Motoren har endvidere kun gået godt 60.000 km mod gamle Speedys godt 300.000 km. Endelig er der væsentlig mindre støj i førerhuset, hvilket er dejligt. Dette mærkede vi dog ikke så meget til på ferien, hvor vi stort set have åbne vinduer hele tiden, for at holde varmen ud.

Alkoven virker lidt større på denne vogn, og Lone mener da også, at man ligger langt bedre end i den gamle.

Børnenes store ønske, og vist også de voksnes, er en airconditioner, så vi kan holde temperaturen nede, og børnene ser gerne, at den også virker på 12 V, så vi kan køle i bodelen, når vi kører.

Familien Stagis

August 2006.

Tilbage til del 2: 

Tilbage til hovedside: