Med Speedy til Sydfrankrig og Nordspanien - Del 2
Søndag den 18. juli 2010
Morgenen startede kl. 8, hvor hundene gerne ville luftes, så Lone og Flemming gik en lang tur langs stranden, hvor der stod masser af lystfiskere med hver ca. 10 meter mellemrum og med deres kæmpe fiskestænger i holdere i vandkanten. Vi så dog ingen fange noget.
Efter gåturen fortsatte Flemming til bageren og kort efter blev morgenmåltidet indtaget, bilen pakket og kursen sat mod Bayonne.
Efter et par timers kørsel i et meget fladt fyrretræs landskab, nåede vi frem til Bayonne, og efter at have cirklet om en P-plads ved floden nogle gange, fandt vi indkørslen og holdt ind ved siden af en anden autocamper. Det var ellers ikke svært at finde en plads i den nogenlunde søndagsstille by. Pet-Rolleren blev fundet frem og hundene puttet ombord, så de ikke skulle gå i varmen.
Bayonne ligger omkring floderne Adour og Nive og har knapt 50.000 indbyggere. Det gamle bycenter ligger syd for Adour med Petit Bayonne øst for Nive og Grand Bayonne, med katedralen, vest for Nive. Byen er omgivet af fæstningsværker, der hovedsagelig stammer fra 1600-tallet. Det øvrige byområde er vidt spredt på begge sider af floden Adour og med et sekundært center i badestedet Biarritz, der ligger 5 km mod vest, ud til Atlanterhavet. Bayonne er de franske baskeres hovedby og bærer præg af grænseby. Befolkningen er blandet baskisk og fransk (gascognsk) med et islæt af spansk, herunder en jødisk gruppe, som nedstammer fra flygtninge fra 1400-tallet. Baskerne i Frankrig, der udgør ca. 10% af den baskiske befolkning, er ikke så separatistisk orienteret som baskerne på den anden side af grænsen, hvor den spanske andel af folkeslaget udgør ca. 90%.
Byen har mange serviceerhverv, turismen er stor, og byen er desuden et vigtigt trafikcenter med motorveje, international lufthavn og hovedjernbane med bl.a. en nyanlagt jernbanelinie med TGV-tog til Paris. Havnen, som kun kan tage skibe under 10.000 t, spiller derimod en mindre rolle. Siden 2. verdenskrig har en økonomisk vækst og betydelig industrialisering fundet sted. Foruden den traditionelle fremstilling af skibe, fødevarer (skinker, chokolade) og læder, har der været tale om forarbejdning af biprodukter fra naturgasfeltet i Lacq øst for byen; dette er imidlertid næsten udtømt. Efter Spaniens medlemskab af EU i 1986 er der foretaget store spanske investeringer i den franske by.
I middelalderen hørte Bayonne til hertugdømmet Aquitanien, fra 1152 til Gascogne og 1191-1451 stod Bayonne under England. I krigene mellem Frankrig og Spanien i 1500-1600-tallet blev byen flere gange belejret, men ikke erobret. Bajonetten, som er opkaldt efter byen, produceredes på denne tid. Under Napoleonskrigene var Bayonne i 1814 besat af englænderne.
Så gik vi ind mod den gamle bydel, hvor luften stod stille i de små gader, og det blev meget varmt i solskinnet, der bagte ned over byen. Vi startede med at finde frem til katedralen Notre Dame, der er bygget i det 13. århundrede på resterne af en tidligere kirke, der blev ødelagt ved en brand. Ved siden af katedralen ligger et meget stort kloster, hvis oprindelse er uklar, men som tidligere også virkede som mødested for byrådet, købmænd og byens egne borgere.
Efter at have kigget på kirke og kloster fortsatte vi ad gågader frem til bymuren.
Efter at have slentret rundt en times tid, var vi atter tilbage ved katedralen, hvor vi fandt et Creperi, hvor vi fik bretonske pandekager, galettes compléte, og en lækker fransk cidre, godt nok kun på 2%, men så kunne Flemming jo godt tillade sig at bestille en ekstra flaske af den dejlige drik.
Mens vi sad og spiste kom en fransk bulldog, og vores to små søde hunde, skabte sig som sædvanligt som vilde dyr.
Kort efter vi havde forladt stedet, mødte vi endnu en fransk bulldog, der lignede Louis, og denne gang gøede vores hunde ikke, så de fik lov til at komme helt tæt på, og mærkværdigvis logrede de begge med de små halestumper og var helt venlige. Ganske usædvanligt ! Senere mødte vi yderligere en fransk bulldog, og her var der ingen problemer med at hilse pænt på hinanden.
Tilbage ved Speedy skulle Flemming så indløse P-billetten, og det viste sig at være gratis om søndagen.
Vi satte kursen mod en campingplads, som var fundet i ADAC-guiden, og som lå helt ud til vandet, men da vi nåede frem, viste det sig, at der var fuldt optaget, så vi fortsatte mod den spanske grænse, mens Nicolai fandt en ny plads i Marie righoldige udvalg. Her dukkede pladsen Camping Col d’ibardin ved Hendaye op, og kort efter kørte vi ind på pladsen foran receptionen.
Vi checkede ind og betalte nu lidt over 55 Euro, det hidtil højeste, men det viste sig, at denne plads levede op til prisen, selv om man heller ikke her havde toiletbrædder og –papir. Der var meget pæne toiletter/bade og en dejlig pool, som Camilla og Lone straks hoppede i, mens Nicolai og Flemming passede hunde og satte et ny indkøbt læsejl op ud mod vejen, så vi havde en helt lille plads for os selv. Der blev eftermiddagshygget med Cidre, lidt småslumren og Nicolai fil stillet sit computerhjørne op, så han kunne få sig et spil.
Dernæst hoppede Nicolai og Flemming i poolen. Der blev gået tur med hunde, eftermiddagshygget og endelig lavet mad for at slutte dagen af med det snart obligatoriske kortspil.
Mandag den 19. juli 2010
Vi voksne stod op ved 7-tiden og luftede hunde. Det viste sig, at minimarkedet også var åbnet, og vi købte nybagte bagetter, pain de chocolate og croissanter, som Flemming dog måtte vente 5-10 minutter på, da de var ved at blive bagte.
Herefter returnerede vi til nogle dejlige senge. Vi stod rigtigt op ved 8.30-tiden, spiste morgenmad, badede, pakkede bil ned og forlod pladsen med retning mod Bilbao. Efter ca. 10 km. Kørte vi ind i Spanien. Vi passerede San Sebastian og kørte stadig på de almindelige hovedveje.
På et tidspunkt kørte vi helt ude langs Atlanterhavet, nærmest på en hylde og tænkte alle på Californien og Highway 1, hvor vi kørte mod Big Sur. Måske ikke helt så imponerende, men dog blændende flot.
Undervejs holdt vi ind ved et stort supermarked, Eroski, (nej - det var ikke et erotisk marked), hvor vi handlede. Bl.a. blev der købt blæksprutter til aftensmaden, som senere garneres med rejer og båndspaghetti. Desuden købte vi bl.a. nogle meget gode kager i form af butterdejsbrød med fantastisk kagecreme.
Det var rigtig varmt, så vi besluttede at droppe besøget på Guggenheimer Museet i Bilbao denne dag og i stedet finde en campingplads. Vi spurgte Marie, hvor der var en plads i nærheden af Bilbao og hun foreslog Camping Arrien i byen Vizcaya , der ligger ved Gorliz bugten.
Det var ikke den helt store luksus, men prisen var også blot knapt 35 Euro. Nicolai kunne endvidere meddele at såvel toiletter som bade var OK, og når han siger sådan, så er det i orden.
Vi startede med at spise frokost, da klokken nu var blevet 14, og dernæst blev kagerne spist - UMMM - skyllet ned med en flaske Cava.
Ellers blev eftermiddagen hygget væk, og endvidere tog Lone og Flemming cyklerne frem og kørte de knapt 1000 meter ned til badestranden i bugten, hvor de dyppede sig i Atlanterhavet.
Efter aftensmaden blev der købt is i minimarkedet og så blev der ellers spillet kort ind til vi hoppede i seng.
Tirsdag den 20. juli 2010
Vi stod tidligt op og varmede vores daggamle croissanter m.m. og kl. 8.30 forlod vi pladsen med kurs mod Bilbao. Vi kom vist før den normale myldretid, for vi kørte durk igennem til Guggenheim Museet, hvor vi fandt en P-plads meget tæt på. En P-vagt passerede os, pg hjalp med automaten, så vi fik 4 timer for 4 Euro. Flemming havde ellers været bange for, at man højst måtte holde 2 timer i området.
Bilbao (på baskisk Bilbo) er hovedstad i Vizcaya-provinsen. I 2003 boede der godt 353.500 indbyggere i Bilbao (knapt 947.000 hvis man tæller forstæderne med). Den engang nedslidte industriby Bilbao fik i 1990'erne et gevaldigt ansigtsløft. Med fræk moderne arkitektur, og et nyt kulturliv har byen vent sig til en renere og rigere by der regnes for at være en af Europas førende kulturbyer. Bl.a. blev byen hurtigt kendt for kunstmuseet Guggenheim Museum Bilbao, tegnet af Frank Gehry.
Guggenheim-museet har været motoren i byens udvikling, der foruden museer, kongrescentre og en top moderne metro, har betydet en forbedret livskvalitet og et renere miljø. Som stærk kontrast til den nye arkitektur står den gamle bydel på østsiden af floden. Her finder man hyggelige tapasbarer, og seværdig arkitektur fra middelalderen og barokken.
Der er rig mulighed for at forkæle ganen i Bilbao. På byens restauranter finder man både det baskiske og internationale køkken. Nyd f.eks. et udvalg af lækre tapas sammen med et glas boblende Cava.
Som enhver anden storby har Bilbao et stort udvalg af shoppingmuligheder. For de tøjinteresserede findes der her flere specielle designbutikker. Spanske specialiteter som oliven og gedeoste, finder man på et af byen markeder.
Først kigge vi på Guggenheimer Museet, hvorefter vi gik langs floden ned til den gamle bydel, hvor pigerne brillerede med nogle gode tøjindkøb fra mærket Desigual og vi endvidere fik formiddags drinks på det lokale torv.
Så vandrede vi tilbage til Speedy og kodede en Stellplatz tæt på Lourdes ind i Marie.
Vi kørte tilbage mod Frankrig, men denne gang tog vi det første stykke ad motorvejen, da den almindelige vej var alt for langsom. Da vi forlod motorvejen, fandt vi et supermarked, ORODOR, hvor vi handlede. Vi ankom til pladsen ”Aire du Gave d’Ossau Sevignacq Meracq” i byen Adury lige 10 minutter for sent til Tour de France. Vi havde snakket om, at det kunne da være meget sjovt at se cykelrytterne, selv om ingen af os er de store tilhængere af denne sportsgren.
Pladsen hørte til en bondegård og lå i hvad man nærmest må betegne som en park lige ned til en flod med meget klart vand
Da vi havde fået os installeret og sat læsejl op, badede vi alle i floden, selv om det viste sig, at vandet var meget koldt. Mens vi badede begyndte det at regne. Det var nogle meget store dråber, som Camilla prøvede at fange med sit nye Olympus-Pen kamera, men det er altså svært at fotografere regndråber.
Regnvejret fortsatte, så Flemming måtte grille under markisen. Regnen ændrede sig senere på den tidlige aften til tordenvejr og småregn. Senere slog det over i regulært torden- og regnvejr hele aftenen og på et tidspunkt slog der et lyn ned så tæt på, at den efterfølgende torden fik vognen til at ryste. Lone fandt hurtigt hundenes halsbånd og remme frem, så hun kunne flygte med det hun har kærest, hvis det skulle blive nødvendigt. Heldigvis trak tordenvejret længere væk, og vi kunne koncentrere os om aftenens kortspil.
Inden vi gik i seng stod den på hundeluftning i regnvejr og da det samtidig var meget mørkt, blev det hurtigt overstået. Det fortsatte med at buldre natten igennem, men nu sov vi alle sødeligt.
Onsdag den 21. juli 2010
Det småregnede stadig, da hundene ville ud lidt over 7, men ellers blev der sovet længe og der var først morgenmad ved 9.30-tiden.
Vi forlod pladsen ved 11-tiden efter at have tømt vores tanke og kørte så de godt 35 km vi havde, for at nå frem til Lourdes. Undervejs stoppede vi i en lille by, hvor der stod 3 piger i Cheerleader-kostumer, og måske skyldtes det, at Tour’en alligevel skulle komme denne vej i dag. Flemming sprang adræt ud af bilen og konfronterede de 3 møer med spørgsmålet om de talte engelsk ? Det viste sig at være en fransk, en engelsk og en svensk pige, der reklamerede for en andet cykelløb, der kørte dagen inden Tour’en. Det drejede sig om ryttere, der kørte til fordel for Børnecancerfonden, men om selv cykelløbet vidste de ikke så meget. Kort efter kom vi gennem Asson, hvor der var et stort skilt visende til deres turistkontor. Atter bremserne i og ud at spørge om Tour’en, og her var der en pige der vidste noget om sagerne.
Jo rytterne ville passere stedet næste dag og så ville de i øvrigt dreje af op i Pyrenæerne. Med den besked besluttede vi at køre tilbage, når vi havde set Lourdes. Ingen af os er de store beundrede af cykelsporten, men en mulighed for at se hele det show, der omgiver Tour de France, ville vi ikke lade gå fra os.
Vi var fremme i Lourdes omkring kl. 12, men så begyndte problemerne med at finde en P-plads. Vi kørte en del rundt inde i selve byen, som er med meget snævre gader, inden vi fandt en speciel plads for autocampere. Nicolai brokkede sig over, at der nu nok var meget langt til valfartsområdet, men det viste sig faktisk, at det blot tog godt 10 minutter før vi stod ved indgangen til området. Immaculée Conception-basilikaen, den største af de tre basilikaer i Lourdes, der ligger på et 59 hektar stort område. Området omfatter yderligere 2 basilikaer, 14 kapeller og ikke mindst grotten, hvor Den hellige Jomfru i 1858 viste sig for den fattige Bernadette Soubirou. Disse åbenbaringer fandt sted ialt 18 gange, sidste gang 16. juli 1858. Ved den sidste åbenbaring var der mere end 10.000 mennesker til stede.
Bernadette fik tildelt tre forskellige opgaver af "damen". For det første skulle hun få præsterne til at bygge et kapel på stedet, og det må man jo sige er blevet gennemført. Samtidig skal det bemærkes, at katedralen, Rosenkransbasilikaen, kan rumme 22.000 mennesker - det er noget af en kirke.
Den anden ting der skulle ske var, at folk skulle komme i processioner. Det skete. I dag sker det bl.a. når man begiver sig til Rosenkransbasilikaen. Desuden foregår det hver aften kl. 21 hvor folk synger og bærer lys.
Den tredie ting der skulle ske var, at Bernadette skulle drikke af kilden og vaske sig i den. Der var dengang ingen kilde, men hun gravede med hænderne på det sted "damen" viste hende, og kilden sprang. En kvinde fra byen vaskede sin forvredne arm i kilden, og armen blev rask. Så var historien i gang.
På opfordring fra befolkningen og den lokale præst, spurgte Bernadette "damen" hvem hun var. "Damen" svarede, at hun var den ubesmittede undfangelse. Altså Jesus moder. Siden viste "damen" sig ikke, og Bernadette vidste også at hun ikke skulle se hende mere. Bernadette blev anbragt i kloster hvor hun døde. Dette var den korte version af historien. Bernadettes balsamerede lig kan ses i byen Nevers. Det er imidlertid en anden historie.
Det er vandet, som har gjort Lourdes til Europas største pilgrimssted. Seks millioner mennesker valfarter hvert år til den lille by ved foden af Pyrenæerne, hvor Den hellige Jomfru ifølge Bernadettes forklaringer lod en kilde springe frem af klippen. Kort efter begyndte de første beretninger om mirakuløse helbredelser at lægge grunden til Lourdes' berømmelse. Knapt 400.000 mennesker lader sig hvert år sænke ned i badekarrene med 12 grader varmt kildevand i håb om fysisk og åndelig frelse, og fra dusinvis af vandhaner tappes hvert år 10.000 kubikmeter Lourdes-vand, som pilgrimmene tager med sig hjem i små flasker eller store dunke.
Siden er 66 helbredelser blevet anerkendt af den katolske kirke som mirakler, og modtagelsen af syge og handicappede er fortsat kernen i Lourdes. To modtagecentre med tilsammen godt 1000 senge tilbyder både sjælesorg og medicinsk pleje til de 60.000 syge, som hvert år besøger Lourdes. Rullestole og bårer fylder godt i de daglige processioner foran Immaculée-Conception Basilikaen, hvoraf den ene afsluttes med en særlig velsignelse af de syge.
Det er frivillige hjælpere, der er en af krumtappen i Lourdes-maskineriet. 1.000 frivillige er fast tilknyttet til modtagecentrene, men dertil kommer 100.000 frivillige, som de forskellige pilgrimsorganisationer har med hjemmefra til at tage sig af de syge rejsende. Gaderne i Lourdes myldrer med frivillige, hovedsageligt kvinder, mange i gammeldags sygeplejeuniformer, som især de sydeuropæiske pilgrimsorganisationer udstyrer deres frivillige hjælpere med - og man arbejder som frivillig fra 7 morgen til 11 aften.
Men Lourdes er også et kæmpemæssigt, velsmurt maskineri med 430 fastansatte, hvilket gør helligdommenes ejer, Lourdes-Tarbes Stift, til byens næststørste arbejdsgiver. Det årlige budget beløber sig til knap 200 millioner kroner. En trediedel af indtægterne kommer fra salget af lys, hvoraf de største, med en højde på halvanden meter og en diameter på 15 cm, brænder i alle dagtimer i lange rækker ved indgangen til grotten. Resten kommer fra pengegaver og fra de organiserede pilgrimsrejser, som betaler for at bruge kapeller og kirkerum.
Mange tror, Stiftelsen får penge fra den katolske kirke. Men i virkeligheden er det Stiftelsen, der holder liv i Frankrigs katolske kirke. Stiftelsen giver også et årligt bidrag til Vatikanet, men man vil ikke oplyse størrelsesordenen af disse bidrag. Desuden bidrager helligdommene i høj grad til den økonomiske aktivitet i byen. Så snart man forlader helligdomsområdet og træder ud gennem portene, fortrænges de åndelige højder af kommercielle prioriteter.
Uden at medregne transport, hotelophold og forplejning lægger hver pilgrim i gennemsnit yderligere mellem 250 og 450 kroner, blandt andet i de souvenirbutikker med religiøst tingeltangel, som ligger side om side i de smalle gader i hele den nedre del af Lourdes. Her er madonnaer i alle tænkelige former og materialer, i gibs med en krone af kulørte elpærer, på medaljer og i plastik til at fylde med vand. Den religiøse kitsch når topmålet med plastikkupler der sender glitrende sne ned over madonnaen, når man ryster dem.
Rundt om i hele verden står der på natbordene en plastikjomfru til tre en halv krone. Og hver eneste af disse plastikjomfruer er en opfordring til omvendelse. Det er netop essensen i det budskab, den hellige jomfru formidlede til Bernadette: at bygge en kirke og favorisere omvendelsen. Også nattetimerne rummer et ganske andet liv end det, der udfoldes ved helligdommene. Når gitterportene lukker sig om dem for natten, fyldes fortovscafeer og hotelbarer med festende pilgrimme.
Selvfølgelig måtte der ikke komme hunde ind på området, så Lone og Nicolai startede med at se på kirker og grotte m.m., mens Camilla og Flemming gik rundt i byen med hundene i Pet-Roller’en. Det kan nok være, at hundene vakte opsigt og blev fotograferede. Senere byttede rollerne og det blev Camilla og Flemmings tur til at kigge på stedet. Nicolai og Lone gik en kort tur i byen, men valgte så, at gå tilbage til Speedy og hygge i bilen.
Ved 16-tiden forlod vi byen og kørte nu retur mod vest, og undervejs passerede vi masser af autocampere, der var parkerede i rabatten af vejen. Jo det var vist rigtigt, at Tour’en skulle denne vej. Vi gjorde holdt i en lille by, der hed Bruges. Her var der et lille anlæg ca. 20 meter fra vejen, hvor der i forvejen holdt en enkelt autocamper, så vi ville ikke blive helt alene på stedet.
Vi holdt ind og slog køleskabet over på gas, da der hverken var mulighed for strøm eller vand på stedet. Så blev der luftet hunde og spillet kort, inden der blev lavet aftensmad. Senere blev der atter spillet kort inden vi gik til ro. I løbet af den sene eftermiddag var vejret atter slået over i regn, og det fortsatte natten igennem.
Torsdag den 22. juli 2010
Lone og Flemming stod op med hundene kl. 7, og det var noget af et badekar at træde ud i. Det havde regnet og tordnet siden aftenen før kl. 18 og nu lå det meste af pladsen under vand. Flemming spekulerede på hvordan vi skulle få bilen fri igen, mens de andre højlydt tilkendegav, at vi da vist ville sidde fast, når vi skulle af sted.
Vi spiste morgenmad og så var det ellers tid til at prøve lykken med at komme fri. Vi kunne ikke komme fremad, da der stod et træ lige foran bilen, men heldigvis stod højre side af bilen på kiler, så Flemming håbede på, at det ville hjælpe med denne form for tilløb, når han bakkede nede. Heldigvis lykkedes det at slippe fri, selvom det ene trækkende forhjul begyndte at spinde.
Så kørte vi lidt vestpå til en kirkegård, hvor vi parkerede sammen med 2 andre autocampere. Lidt efter kom der en politibil og holdt ind og en betjent steg ud og kl. 12 begyndte han at vinke biler, der kørte mod vest, ind på p-pladsen, så ruten kunne være fri til cykelrytterne.
Ved 12.30 tiden begyndte de første reklamebiler at komme kørende og smed diverse ting ud til tilskuerne. Desværre var der nogle ret emsige spaniere, som tog sig af det meste.
Så ventede vi ellers til klokken var 14.45, hvor cykelrytterne kom drønende forbi. Vi havde forsynet os med to af stængerne fra læsejlet og bundet Dannebrog fast, men det var der vist ingen af de danske ryttere, der bemærkede. Det havde regnet helt frem til det tidspunkt hvor rytterne drønede forbi os, og da de havde passeret, begyndte det atter at regne.
Det hele tog vel omkring 1-2 minutter og så var det hele overstået. Vi var dog alle enige om, at det havde været ventetiden værd.
Vi spiste frokost og fortsatte mod øst, hvor Marie havde fundet ”Camping l’Arize” i byen Arize vest for Foix til os. Atter fraveg vi vores beslutning om ikke at køre på betalingsvej, så fra Pau til øst for Tarbes kørte vi godt 100 km på motorvej, hvilket sparede os for ca. 40 minutter på 3 timer. Men klokken var blevet mange, så vi syntes godt vi kunne tillade os at være lidt ekstravagante.
Ankommet til campingpladsen fik vi anvist en plads til autocampere og slap med at betale 24 Euro for at være et meget dejligt sted. Der var svømmebad, men da det stadig regnede, så holdt vi os fra det. Der var et dejligt toilet/badehus specielt til autocamperne. Endvidere var der tømme-/fyldestation, så alt var bare i orden til en fornuftig pris.
Så blev hundene atter luftede, hvilket vil sige, at Lone og Flemming gik en tur på pladsen med dem. Det var en stor plads med nogle flotte hække, der indramme parcellerne.
Så var det tid til aftensmad og det var nu blevet så sent, så efter at Flemming havde vasket op og skrevet turberetning, så var det sengetid.
Fredag den 23. juli 2010
Lone og Flemming luftede hunde allerede ved 6-tiden, hvor det stadig regnede, så det var ikke svært at overtale hunde og voksne til atter at tage nogle timer under dynerne.
Lidt over 9 var det imidlertid stå-op-tid og Flemming hentede bestilt brød i receptionen. Efter morgenmaden badede først Nicolai og Flemming, mens pigerne vaskede op og dernæst badede pigerne, mens drengene gjorde bilen klar. Ved 10.30-tiden forlod vi pladsen.
Egentlig havde vi snakket om at tage over Andorra, men efter 3 dage i Pyrenæerne, hvor det stort set havde regnet det meste af tiden og været overskyet stort set hele tiden, så var alle enige om, at i stedet for at opholde os flere dage i bjergene, så gjaldt det om at komme ud til Middelhavskysten så hurtigt som muligt. Undervejs passerede vi byen Foix, hvor vi handlede i en Carrefour, vores foretrukne supermarkedskæde. Bl.a. blev der købt 4 små jordbærtærter.
Ca. 40 km fra kysten opdagede Camilla at vi var tæt på en indtastet badeslugt, så vi drejede fra den planlagte rute og kørte op i bjergene for at finde slugten. Det første stykke gik gennem centrum af en lille by, hvor gaderne var så smalle, at der lød protester fra passagererne, men Flemming kørte dog alligevel igennem. Så gik det i serpentineveje op over et bjergpas og snart var vi fremme ved afkørselen til slugten. Denne vej viste sig imidlertid at være så smal og dårlig, at selv Flemming måtte indrømme, at det ikke var en vej for Speedy. Vi måtte give fortabt.
Vi lagde en ny kurs ind i Marie, så vi ville ramme ud ved Leucate. Dette viste sig at var en meget smuk vej, som bugtede sig langs de smukke bjerge med vinstokke på hver sin side af bilen og nede i bunden af bjergene kunne man ane en klar blå flod, som løb mellem klipper og sten, og som dannede små vandfald. Da vi var kommet ned fra bjergene tastede vi os frem til campingpladsen ”Rives des Corbieres”, hvor vi checkede ind.
Vi pakkede ud og startede med at spise vores dejlige jordbærtærter, så sendte vi ungerne til svømmebadet, men de kom slukørede tilbage og fortalte, at den allerede var lukket. I stedet gik vi alle til Middelhavet, men her måtte hundene ikke komme ned på stranden. Vi snakkede om at gå på stranden skiftevis, og Camilla og Nicolai gik først. De kom dog hurtigt tilbage og fortalte, at der var andre hunde på stranden.
Vi besluttede at gå til en 470af siderne, og se om der var mulighed for hundestrand et andet sted. Nicolai besluttede dog at gå hjem, så det blev en lille sluttet kreds på 3 mennesker og 2 hunde, der kort efter overtrådte hundeforbuddet og gik forbi skiltet og ned på stranden, hvor alle badede.
Vel hjemme igen blev der grillet, og dagen sluttede med, at der blev spillet kort.
Lørdag den 24. juli 2010
Vi stod for første gang i 4 dage op til en skyfri himmel. Hundene blev luftet og på tilbagevejen blev der købt morgenbrød i minimarkedet.
Vi skulle være ude fra pladsen allerede kl. 10. så børnene blev vækket og der blev spist, pakket og gjort klar til afgang mod Carcassonne.
Nicolai havde dog opdaget, at der var en go-cartbane godt 15 km syd for, hvor vi befandt os, og da de samtidig reklamerede med, at det var verdens længste bane, så måtte det jo prøves.
Vi kørte sydpå, men kom så forbi det gode skib Lydia, der står på stranden ved Port Barcares. Det er et ca. 100 meter langt dampskib, der er bygget i 1931 og som gik på grund ved Port Barcares i 1967. Skibet blev trukket på land og ombygget til natklub og casino. Det blev hurtigt meget populært og gennem sommeren udvælges der en Miss Lydia hver 2. uge.
Vi kiggede på skibet og kørte så videre, hvor vi passerede et posthus, hvor vi fik frimærker til vores indkøbte postkort fra Bilbao.
Så blev Marie endelig bedt om at føre os frem til ”Grand Circuit de Rossilion”. Vi var der kl. 10.30, men stedet åbnede først kl. 11 og inden der så blev lavet tilmeldinger og givet instruktion til kørerne, så var klokken blevet 11.40 inden løbet kunne starte. Nicolai startede som nr. 3, men fik hurtigt kæmpet sig op på 1. pladsen. I næstsidste omgang var det dog lige ved at gå galt. Da han skulle overhale en kører med en omgang, bremsede denne efter at være kørt ud af svinget. Nicolai måtte bremse i selve svinget, skred ud og drejede en halv omgang. Han blev overhalet af nr. 2, men fik carten fri og det lykkedes at indhente føreren og overhale denne lige inden målstregen. Han vandt med mindre end et sekund, men var pavestolt.
Så kørte vi ud til motorvejen til Narbonne og videre ad motorvejen mod Carcassonne. Det var godt nok betalingsveje, men vi skulle ikke køre så langt, og vi ville gerne hente noget tid.
Vi var i Carcassonne ved 14-tiden og parkerede på pladsen for busser og autocampere, som var gratis i modsætning for pladserne for personbiler. Faktisk kunne man overnatte der for et mindre beløb.
Carcassonne er en befæstet by i den sydfranske region Languedoc-Roussillon og er administrationsby i departementet Aude. Byen ligger nord for Pyrenæerne, 53 km vest for Narbonne, 90 km sydøst for Toulouse og 800 km syd for Paris. Byen ligger på sletten mellem Pyrenæerne og det franske Centralmassivet, og to store trafikruter har krydset Carcassonne siden antikken: Den historiske vej mellem Garonnedalen ved Atlanterhavet og Middelhavet, og ruten mellem Centralmassivet og Spanien langs kanten af Pyrenæerne. Carcassonne tilhørte tidligere den historiske provins Languedoc.
Byen er delt i to af floden Aude. På flodens højre bred ligger den øvre befæstede Cité de Carcassonne med sin middelalderbebyggelse og sine dobbelte bymurer, som giver et billede af befæstningskunsten helt fra 500-tallet til 1300-tallet. Den nedre bydel på venstre bred, Bastide Saint-Louis eller Ville Basse (nedre by), er stærkest befolket og ekspanderende. De to bydele er forbundet med to broer, Pont Vieux og Pont Neuf.
Fæstningsbyen i Carcassonne blev sat på UNESCOs liste over verdensarvsområder i 1997.
Canal de Midi, som forbinder Middelhavet og Atlanterhavet, går igennem den nedre bydel i Carcassonne. Kanalen blev sat på UNESCOs liste over verdensarvsområder i 1996.
Vi kiggede på La Cite, den befæstede bydel, og fik bl.a. crepes og cidre på en lille restaurant.
Efter omkring 3 timer i byen kørte vi nordpå mod en campingplads, som Marie havde fundet til os. Der var imidlertid kun en enkelt ledig plads. Det vil sigte, at den blev ledig i løbet af et kvarter, når en baby havde sovet færdig. Da der var gået en halv time kom campingmutter og fortalte, at baby stadig sov, men at pladsen nok var ledig om en halv time. Da den halve time var gået gik Nicolai forbi pladsen og kunne nu konstatere, at såvel mor som barn sov sødelig på en luftmadras. Bægeret flød over og vi forlod pladsen med kurs mod en plads lidt tættere på Carcassonne, men her meldte de fuldt optaget. Videre tilbage til selve Carcassonne, hvor vi fandt byens kommunale plads, som desværre også meldte alt udsolgt. Nu var gode råd dyre, men heldigvis havde vi set et skilt i en rundkørsel som pegede mod en campingplads, der hverken var i Marie eller i ADAC-bogen.
Vi fandt frem til ”Camping à l’ombre des oliviers”, hvor der var flere ledige pladser, så vi checkede ind og fik en plads med udsigt til folde, hvor der gik mange flotte heste. Men med hestene fulgte også et hav af fluer, så da vi gik i seng, var der en lang kamp mod disse irriterende insekter.
Vi kunne høre, at Simple Minds var på scenen inde i Carcassonne og ærgrede os lidt over, at vi ikke holdt på stellplatzen inde i byen. Så kunne vi også have gået en tur i den gamle by, når lysene var tændt i gaderne, og de fleste turister var forsvundet.
Nu spillede vi stedet kort inden vi gik til ro.
Videre til del 3.
|