Med Speedy til England - Del 1

19. juli – 26. juli 2013

Forord

Jeg havde egentlig regnet med en tur til Italien med besøg i Venedig, Rom og Verona, hvor jeg gerne ville se operaen Aida i Arenaen. Imidlertid meddelte børnene noget senere, at de altså hellere ville til England, og selvfølgelig fik englebasserne deres vilje. Desværre havde Lone tidligere bestilt en hytte i Hemsedal til hende og børnene, uden mit selskab, så Lone havde brugt en del af hendes ferie, hvorfor hun ikke tog med til England, hvilket jeg ellers havde håbet på, for selvom vi heller ikke boede sammen i sommeren 2012, havde vi dog holdt en god ferie sammen. Men sådan skulle det åbenbart ikke være i 2013.

Børnene kom hjem fra Norge sent lørdag den 13. juli, hvorefter de havde en lille uge hjemme, inden vi tog af sted fredag den 19. juli. Vi kom hjem igen søndag den 11. august, så det blev en samlet ferie på 23 dage. Efter at jeg er gået på nedsat tid kostede det mig kun 10 feriedage. 

Fredag den 19. juli

Vi kørte fra hovedstaden ved 12-tiden og satte kursen mod syd, for at sejle over mellem Rødby-Puttgarden. Egentlig er det alt for dyrt ikke at køre vi over Storebæltsbroen, men man spare en hel del timer med færgen.

Klokken 14.15 sejlede vi fra Rødby og var i havn i Puttgarden 15.00 hvor vi drejede ind for at handle i BorderShoppen. Vi brugte en halv time og knapt 900 kr. på stedet, hvorefter Nicolai overtog rattet for sikkert og hurtigt at bringe os af sted på BAB (BundesAutoBahn) nr. 1.

Vi passerede først Oldenburg – tror jeg nok, for jeg fik vist en lille lur bagi – så Lübeck og Hamburg, som vi passerede klokken 17.30. Det var lige i den værste myldretid, men om det var ferietiden ved jeg ikke, men der var slet ingen køkørsel.

Videre forbi Bremen ned mod Osnabrück, hvor vi drejede af til byen Lotte, hvor vi havde fundet en gratis Stellplatz. Det var i øvrigt i nærheden af Lotte vi Palmesøndag 2003 væltede med en tidligere Speedy undervejs til Paris. Pladsen i Lotte var imidlertid umådelig trist, så vi fortsatte til Greven, hvor vi tidligere har haft flere overnatninger.

Der er tale om en rigtig topplads, beliggende ved en marine og lige ned til Ems-Dortmund-kanalen. Pladsen var selvfølgelig fyldt, men så havde man åbnet nogle vinterbådpladser, hvor der var flere tomme pladser.

Vi fik installeret os og varmede hjemmelavede pizza-rester, hvorefter der blev rigget an til Trivial Pursuit. Jeg skal undlade at fortælle, hvem der vandt, men erfaring er svær at slå.  Klokken blev lige over midnat, inden vi krøb til køjs.

Lørdag den 20. juli

Der blev sovet helt til så lille, at Nicolai valgte at fortsætte mod Münster. Undervejs fandt vi heldigvis en anden Edeka med en langt større P-plads, så nu blev der handlet.

Vi fortsatte vest-over, passerede Rhinen 12.15 og 20 minutter senere kørte vi ind i Holland, hvor vi fandt en rasteplads og spiste frokost. Efter frokost overtog jeg rattet og klokken 14 passerede vi grænsen til Belgien og fortsatte mod Antwerpen og videre mod Gent og Brugge. Ved 16.30-tiden besluttede vi at finde en campingplads og valget faldt på en plads ved Ostende, som desværre viste sig at være helt fyldt op. Faktisk havde vi kunnet nå færgen til Dover allerede nogle timer senere, men vores billet gjaldt først til næste dag.  Ejeren af den fyldte plads henviste dog til nogle andre pladser meget tæt på, men da disse også viste sig at være fuldt belagte, fortsatte vi til Nieuwpoort Westende, hvor vi fandt en plads, ”Kompas Camping”, som gerne ville have os boende for en enkelt nat. Her var vi også mindre end 3 kvarter fra færgen i Calais, så morgendagens første tur ville blive meget kort.

Vi fik en lille ”Velkommen til Belgien”-drink og så gik vi ellers en tur ud til Nordsøen iklædt lange bukser og trøjer. Vi havde hørt, at vejret hjemme i Danmark var meget varmt, men det kunne vi ikke sige om vejret, der hvor vi befandt os. Hele dagen havde været overskyet med max. 20 grader.

Så blev der grillet diverse spyd, indkøbt i Edeka, og der blev kogt tortellini til. Efter maden blev der spillet to gange ”Settlers” og her var heldet ikke rigtig med mig.

Da klokken nærmede sig 23 kravlede vi i seng.

Søndag den 21. juli

Vi stod op til feriens første solstråler og jeg gik op i butikken, hvor jeg købte 2 bagettes, et til morgenmaden og et til den senere frokost. Nicolai ville gerne have hans i Tyskland indkøbte 1% Buttermilch at drikke, i den tro, at det var en form for skummetmælk. Det var dog kærnemælk, så da han skyllede den første slurk ned, blev han noget overrasket og så noget ”sur” ud i ansigtet.

Vi forlod pladsen ved 11-tiden efter at have tømt og fyldt diverse tanke og kørte dernæst langs kysten i stedet for at tage motorvejen. Vi opdagede hurtigt, at vi var på samme rute, som vi kørte sidste år, den gang vi havde både hunde og Lone med. Undervejs handlede vi i Carrefour i Duinkuirke, så vi havde lidt lækker til både frokost og aftensmad.

Videre til Calais, hvor vi checkede ind hos P&O Ferries kl. 13, hvorefter vi spiste frokost på opmarchpladsen. Vi kom med en færge klokken 14.20. Vi vandt en time på grund af tidsforskellen, så vi anløb Dover klokken 14.50, selv om vi havde haft en sejltur på 1½ time. Jeg havde bestilt færge til 17.15, men betalt 20£ ekstra, så vi havde +/- 4 timer at løbe på og det var jo en god investering, da vi kom med 3 timer før beregnet.

Fra Dover satte vi kursen mod Cambridge, men noget var åbenbart gået galt, for nu viste Marie (GPS-navigatoren) Calais som et via-punkt og pludselig var vi fanget ved Check-In til Kanal-tunnelen. Heldigvis var vi vist ikke de første, der havde lavet den fejl, for en venlig dame smilte til os, og vi fik hurtigt en Exit-ticket og blev ledt ud af området igen og snart var vi på vej ad M20 mod London.

Vi drejede nordover ved M25, den store ringvej om London, og kørte mod Cambridge. Da vi skulle under Themsen, skulle vi betale 2 £ kontant. Heldigvis havde vi fået 2,5£ retur efter indkøb på færgen, så vi klarede lige betalingen.

Første stop, inden vi begyndte at kigge efter en overnatningsplads, var derfor en pengeautomat, hvor jeg kunne få hævet nogle kontanter. Da vi nåede frem til en campingplads ca. 5 miles vest for Cambridge, Highfield Farm Touring Park, beliggende på Long Road i Comberton, kunne jeg derfor betale med kontanter, hvilket var heldigt, for pladsen tog ikke nogen former for betalingskort. Jeg lagde 27,50 £ på disken og kørte ind på pladsen. Det viste sig at være en noget større plads end man lige umiddelbart vurderede. Det var en meget langstrakt park omkranset af meget tætte hække af nåletræer (cypresser?). Pladsens toilet-/badehuse var temmelig nye og meget flot rengjorte. Det er ud fra dette vi ofte bedømmer hvor høj standard pladsen har og her var der altså tale om en plads i topklassen.

Aftenen blev brugt på almindelig hygge med læsning af guider, skrivning af turberetning m.m. 

Mandag den 22. juli.

Efter morgenbadning og -madning, der foregik i temmelig diset vejr, kørte vi ind til Cambridge, hvor vi først besøgte ”Forbidden Planet”, en PC-butik som Nicolai havde fundet på nettet. Efter at have fundet en P-plads, besøgte vi butikken, men der var ikke rigtig noget af interesse, så snart forlod vi atter butikken og kørte ind mod centrum af Cambridge, hvor vi først fandt en P-plads lige ved King’s College, men desværre kostede den 1£ for 20 minutter, og da vi kun havde 2£ i mønter, var det jo slet ikke nok. Imidlertid var der en sidegade 100 meter længere fremme og op ad denne kostede det kun 1£ pr. time. Så vi kunne lige betale for 2 timer, hvorefter vi begav os mod centrum. Vejret var klaret op og der var nu fuldt solskin og det var blevet mere end meget varmt.

Cambridge er nok bedst kendt som hjemsted for Englands næstældste universitet, det ældste universitet er Oxford universitetet. Oxford har fostret flest premierministre, mens Cambridge har fostret flest Nobel-pristagere.

Den ældste del af universiteterne i Cambridge er Peterhouse, der blev dannet i 1284, en anelse senere end universitetet i Oxford. Indtil 1800-tallet havde England kun de to universiteter, som derfor har sat afgørende præg på engelsk videnskab og kultur. Et særligt træk ved universiteterne i Cambridge og Oxford er organiseringen af lærere og studenter i kollegier, colleges. De gamle kollegier ejer store jordbesiddelser og opretholder endnu talrige traditioner fra den tid, da kollegiernes lærere (the fellows) boede sammen under ledelse af en master.

De 31 kollegier indgår i dag i universitetet på linje med fakulteter og institutter. Med egne faste lærere, forskere og studerende fungerer hvert kollegium som en selvstændig læreanstalt. De enkelte kollegier står for vejledningen af deres egne studerende. Cambridge University har ca. 9.100 ansatte og ca. 19.000 studerende.

De vigtigste dele af universitetsområdet er King’s College fra 1441 med King’s College Chapel, hvor opførelse påbegyndtes i 1446. Cambridge's største kollegium, Trinity College, blev grundlagt 1546 ved sammenlægning af King's Hall, Michaelhouse og Physwick Hostel. Spisesalen, der stadig benyttes, blev bygget på foranledning af den daværende rektor Thomas Nevile i renæssancestil og fuldført ca. 1605. Maleriet på endevæggen forestiller kollegiets grundlægger, kong Henry VIII af England.

For at skære genvej til King’s College og centrum gik vi gennem Clare’s College, der er nabo til King’s College. Alt i forbindelse med college’erne i Cambridge, kostede penge, så vi lagde ud med 2£/person, for at komme igennem. Vi kunne dog for den pris se stedets Chapel og Hall. Sidstnævnte var imidlertid lukket og kapellet var noget af en skuffelse. Videre til næste College, som var King’s College, hvor det største trækplaster er kapellet, der er berømt for sine viftehvælv og glasmalerier, et af den engelske sengotiks hovedværker.

Alle de gamle kollegier har egne biblioteker med vigtige bog- og manuskriptsamlinger. Et fælles universitetsbibliotek, Cambridge University Library, blev grundlagt i 1444 og fik i 1709 status som pligtafleveringsbibliotek ved siden af British Library i London og Bodleian Library i Oxford. Biblioteket, der nu har til huse i en imposant funkisbygning fra 1930'erne, rummer rige manuskript- og arkivaliesamlinger, bl.a. verdens største Charles Darwin-arkiv. Til universitetet hører også Fitzwilliam Museum (1816) med store samlinger af malerier, kunsthåndværk, mønter og medaljer.

En række berømte forskere, fra humanisten Erasmus over fysikeren Newton til filosoffen Ludwig Wittgenstein, har været tilknyttet universitetet. Traditionelt har Cambridge især været førende inden for naturvidenskabelig forskning. Det var i Cambridge Niels Bohr i årene 1911-13 udførte den forskning, der førte frem til hans epokegørende teorier inden for atomfysikken.

Ved King’s College skulle man normalt betale 7,5£ pr. person, men da jeg var pensionist, Nicolai var studerende, og vi samtidig påstod Camilla havde glemt sit studiekort, så fik vi en rimelig rabat. Vi så King’s College Chapel, der var meget flot og meget stor, men også her var kapellet det eneste den ellers høje pris gav adgang til, så besøget var hurtigt overstået, hvorefter vi begav os ind i selve byen, hvor vi slentrede rundt et stykke tid og nød atmosfæren.

Cambridge ligger ca. 80 km nord for London og har ca. 120.000 indbyggere. Med omkring 1/5 af indbyggerne præger universitetets lærere og studenter atmosfæren i byen.Cambridge blev grundlagt i romertiden ved et vadested over floden Cam, hvor fire veje mødtes. I 1200-tallet fik byen privilegier og blev marked for det omgivende landbrugsområde. Universitetet oprettedes på samme tid og kom snart til at dominere byen. Dygtige arkitekter skabte en række af de fornemste bygningsværker i engelsk arkitekturhistorie.

Byens historiske centrum er stort set intakt. Bybilledet præges af kollegiernes store bygningskomplekser med velplejede have- og parkanlæg. Langs flodens østlige bred ligger de ældste kollegier med front ind mod byen, mens bagsiden ud mod floden omfatter plæner og enge, hvor man stadig kan se fritgående køer. Originale broer forbinder de enkelte kollegier med deres sportsanlæg og de moderne lejlighedskomplekser på den anden side af floden.

Tiden nærmede sig udløbet for vores parkering, så vi begav os atter mod Speedy og atter skød vi genvej gennem Clare’s College, men her kunne vi genbruge vores tidligere billet. Vi gav os også lige tid til at kigge lidt på bådene, punts, der blev staget rundt på floden Cam. Det var ikke alle, der var lige ferme til at få båden fremad på den rette kurs. Clare’s College havde også en virkelig dejlig have, hvor vi holdt et lille hvil på en bænk, mens vi betragtede de mange flotte blomster.

Så nåede vi tilbage til Speedy og begav os nordover mod byen Ely, hvor Camilla havde fundet en flot katedral i en af vore guidebøger.

Ely er en lille by med blot omkring 14.000 indbyggere. Den ligger på en kalkbakke og var tidligere omgivet af sumpe, hvilket gjorde den svær at indtage. Det var da også her saxerne gjorde den sidste modstand mod normannerne, som først indtog stedet i 1071.

Katedralen blev påbegyndt i 1083 og blev færdig i 1351. Under borgerkrigen i 1642 til 1649 og Oliver Cromwell’s efterfølgende styre frem til 1660, var katedralen lukket i 17 år. Cromwell boede i øvrigt selv i byen en overgang.

Efter et forholdsvis kort besøg, kørte vi videre mod Norwich, som vi nåede ved 16-tiden. Her havde vi lidt problemer med at finde en parkeringsplads, men det lykkedes, og det endog meget tæt på Norwich

Castle og centrum af byen.

Norwich er hovedbyen i Norfolk og East Anglia og byen har et meget velbevaret historisk udseende med ikke færre end 32 velbevarede middelalder kirker i byen. Katedralen blev påbegyndt i 1096. I 1400-tallet blev koret rekonstrueret i engelsk gotisk stil.

Norwich Castle blev grundlagt af Vilhelm Erobreren mellem 1066 og 1075. Slottet nævnes første gang i 1075, da Ralph de Gael, Jarl af Norfolk, gjorde oprør mod Vilhelm Erobreren og Norwich blev belejret af Ralph’s mænd. Med 318 flamske soldater, der landede i England maj 1174, og 500 af hans egne mænd erobrede de borgen og tog fjorten fanger, der blev frigivet for løsepenge. Da freden blev genoprettet senere samme år kom Norwich dog tilbage under kongens kontrol.

Slottet blev brugt som fængsel fra 1220, men denne brug sluttede i 1887, da slottet blev købt af byen Norwich, der ændrede brugen til museum, som åbnede i 1895.

Vi slentrede først en tur rundt om borgen og fortsatte derefter ned i selve byen, der viste sig at være meget hyggelig. Det blev også til lidt indkøb, da vi fandt en HMV-CD/DVD-butik, hvor vi investerede i en helt ny Quintin Tarantino- film ”The Man With The Iron Fists” med bl.a. Russel Crove. Filmen er slet ikke udkommet hjemme endnu, mens den i denne butik allerede var nedsat fra 13 til 7£.

Tilbage i Speedy satte vi kursen ud mod en lille by, der hed Woodbastwick, hvor vi havde fundet en overnatnings-plads i vores guide ”BritStops”, hvor man finder gratis pladser i forbindelse med bondegårde, pubber m.m. Vi havde udset os en pub, der hed ”Furs and Fearhers In” og som lå i forbindelse med et bryggeri, ”Woodforde’s” og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi parkerede på den fjerne ende af parkeringspladsen, begav os til skranken, og fik lov til at holde, hvor vi nu gjorde, og så bestilte vi ellers mad og drikkevarer. Camilla og Nicolai fik en ”Venison Pie” (vildtkød), mens jeg fik ”Steak and Kidney  Pudding” med lækker oksekød, alt veltilberedt og særdeles velsmagende. Hertil fik Nicolai og jeg en af de mange forskellige lokale øl, mens Camilla fik sin sædvanlige Cola.

Nicolai og jeg sluttede lige af med en cider, selvfølgelig en Strongbow, inden vi begav os tilbage til vores motorhome og tog et spil Privial Pursuit. Spillet blev usædvanligt langt, da jeg havde problemer med at vinde. Til de sidste spørgsmål, valgte børnene hele tiden spørgsmål om film og underholdning, som absolut ikke er min stærke side. Men lige inden midnat lykkedes det at finde det rigtige svar, hvorefter vi gik i seng.

Tirsdag den 23. juli

Stod lidt sent op og kom først af sted fra pubben lidt i 10, men så gik det også hurtigt mod Peterborough, hvor Camilla gerne ville se katedralen. Lige inden vi kørte ind i selve byen handlede vi i en Aldi, hvor vi købte mad til to aftener. Vi kørte så videre ind til Peterborough Katedralen, der sammen med Lincoln og Salisbury katedralerne, danner forbillede for idéen bag forfatteren Ken Follets bog ”Jordens søjler”. Vi havde lidt besvær med at finde en P-plads, men til sidst lykkedes det og vi holdt tæt på Peterborough Katedralen, men desværre kun på en 1-times plads. Vi havde dog ikke andre mål i byen, så vi mente godt vi kunne klare det på den afmålte tid.

Vi begav os mod katedralen, som vi hurtigt fandt og til vores overraskelse ud af, at det var gratis at komme ind. En meget venlig kirketjener (?) kontakte os, lige da vi trådte ind i kirken og skulle lige høre hvor vi kom fra. Så fortalte han os at det, som vi allerede havde fundet ud af, nemlig at det var gratis at komme ind, men at det altså kostede 3£ at fotografere. Endvidere havde han en god folder, der også kostede 3£. Vi købte 2 fotobilletter og skiftedes til at tage billeder i kirken og folderen smuttede også lige med, så det blev 9£ og 1£ til kirkebøssen.

Peterborough har cirka 163.000 indbyggere. Byen ligger i grevskabet Cambridgeshire i regionen East of England og er en af de ældste bosættelser i England. Den er nok mest kendt for sin store katedral, der blev påbegyndt i 1100-tallet og videreopført af Kong Henry VIII. Katedralen er en af de største i England, men blev stærkt beskadiget af Cromwells soldater under borgerkrigen. Man skal især bemærke det smukt bemalede træloft.

Jeg er i gang med at se BBC’s TV-serie om Henry VIII, ”The Tudors” på DVD, og opdagede, at Henry’s første kone, som han ikke kappede hovedet af, men blev skilt fra, Katharine af Aragonien, faktisk ligger begravet i Katedralen.

Peterborough er fødeby for blandt andet stifteren af bilfirmaet Rolls Royce, Henry Royce.

Så var det ellers videre, men Camilla måtte altså lige ind i en Boots, Englands svar på Matas, hvor hun købte nogle forskellige hårprodukter af mærket Aussie, som er meget billigere i England end i Danmark.

Vi fortsatte mod Nottingham, men kort efter at vi var kommet uden for bygrænsen, kastede Camilla sig over Marie og fandt ud af, at herresædet Burghley House, hvor en del af Jane Austen’s bøger er blevet filmatiseret, faktisk lå meget tæt på vores rute. Det var et spændende sted, hvor der stadig boede efterkommere af familien, der havde etableret stedet i 1560. Da vi kom frem, blev vi dog enige om først lige at spise frokost.

Vi brugte en del tid på stedet, ikke blot på selve herresædet, men også på en spændende vand-have, med masser af springvand og tilhørende mulighed for at blive våd. Endvidere var der en skulptur-have, hvor vi gik en lang tur.

Burghley House regnes som et af de fineste eksempler på engelsk 1500-talsarkitektur.

Slottet blev bygget for Sir William Cecil, senere baron Burghley, som var dronning Elizabeth 1. af Englands primære rådgiver under det meste af hendes styre. Bygningen var inspireret af Richmond Palace.

Senere var Bughley House sæde for Cecils efterkommere, jarlerne og markiserne af Exeter. I dag ejes slottet af en stiftelse oprettet af familien. Lady Victoria Leatham, datter af David Cecil, 6. markis af Exeter og en kendt antikvitetsekspert og TV-personlighed, boede i ejendommen til 2007.

Ejendommen er også blevet brugt som kulisse i flere film, bl.a. Stolthed & Fordom.

Efter et par timer på Burghley var vores plan med at se Nottingham i dag, så også gået i vasken, så vi besluttede at finde en campingplads og vente med byen til i morgen. Imidlertid var udbuddet af campingpladser omkring Nottingham meget begrænset. Den nærmeste vi kunne finde var Golden Valley Camping ca. 12 miles nord for byen. Marie ledte os ind gennem byen og da vi startede sagde hun, at vi ville være på campingpladsen lige omkring kl. 18. Imidlertid var trafikken heftig og dette kombineret med et gevaldigt skybrud, der gjorde gaderne til hele floder, betød at vi mistede over en time og først ankom på pladsen kl. 19.10, hvor receptionen var lige ved at lukke.

Golden Valley Caravan and Camping Park er beliggende ved landsbyen Golden Valley, beliggende langs Cromford Canal, som ligger i Amber Valley, i hjertet af Derbyshire. Pladsen fylder ca 26 ha af et historisk skovområde, hvor der engang var en blomstrende industri for kul, jernstøberier og mange arbejdspladser i forbindelse med Cromford kanalen.

Der er tale om en familieejet feriepark, som er familieorienteret og kæledyrsvenlig og hvor der er rigelig plads til campingvogne og autocampere. Stedet har to toilet-/brusehuse, vaskerum, jacuzzi, børnelegerum, fire legeområder samt en stor sandlegeplads. Endvidere er der en café, bar og to damme, hvoraf den ene er for karpefiskeri.

Camilla stod for aftensmaden, der blev Chicken Masala, hvilket smagte rigtig godt. Til gengæld måtte Nicolai og jeg så vaske op, inden vi så den nyindkøbte Tarantino-film.

Onsdag den 24. juli

Vi stod sent op og blev hurtigt enige om ikke at tage tilbage til Nottingham. Gårsdagen oplevelse med trafikkaos havde sat sine spor. Altså må slottet og Englands ældste pub vente til en anden gang. Der skal også være noget til når man bliver gammel.

I stedet satte vi kursen mod herresædet Chatsworth Castle.

Chatsworth House er et stateligt hjem i grevskabet Derbyshire i East Midlands-regionen i England. Slottet er bygget på den østlige bred af floden Derwent og liggerpå tværs af de lave bakker, der deler Derwent og Wye dale.

Huset indeholder en unik samling af uvurderlige malerier, møbler, tegninger, neoklassiske skulpturer, bøger m.m. Chatsworth er blevet valgt som U.K.’s foretrukne landhus flere gange.

Efter at have været slottet rundt blev det også til en lang tur i haven, så alt i alt var vi næsten på stedet i 3 timer, inden vi begav os videre mod næste mål, Lincoln Katedralen.

Vi kørte en del rundt i Lincoln, inden vi fandt et sted at parkere, tæt på katedralen. Klokken var efterhånden snart 17, og da vi var bange for, at katedralen ville lukke klokken 17, skyndte vi os af sted og kom lige ind kl. 16.45.

Der stod dog ikke noget om lukketider, men godt nok noget om priser, som atter var ret høje. Men der var ingen til at billettere, så alle gik bare ind.

Lincoln Cathedral, hvis rigtige navn er Cathedral Church of Jomfru Maria of Lincoln, eller nogle gange blot St. Marys Cathedral, er en historisk katedral, hvor biskoppen af ​​Lincoln i Church of England har sæde.

Bygningen blev påbegyndt i 1088 og fortsatte i flere faser gennem hele middelalderen. Det var angiveligt den højeste bygning i verden gennem 238 år (1311-1549). Den centrale spir kollapsede imidlertid i 1549 og blev ikke genopbygget. Det er højt respekteret af arkitektoniske lærde, den eminente victorianske forfatter John Ruskin erklærede: "Jeg har altid ment ... at katedralen i Lincoln alt i alt er det mest dyrebare stykke arkitektur på de britiske øer, og groft sagt mere værd end enhver to andre katedraler, vi har”.

Vi var i Katedralen i næsten 3 kvarter, inden vi tog en lille rundtur i den gamle bydel. Her så vi bl.a. rester af en gammel byport, en rest af en romersk aquadukt og endelig en rest af den romerske byport fra 60 e.Kr.

Vi forlod Lincoln ved 18-tiden og synes det var for langt at køre til York. I stedet bad vi Marie om at finde en campingplads mellem Lincoln og York, og den nærmeste viste sig at være Camp Site Market Rasen i byen Market Rasen. Vi blev efterhånden lidt nervøse, for vi fandt slet ingen skilte til pladsen, men man skal stole på Marie, for hun fandt uden problemer pladsen. Vi checkede ind, betalte 20,40£ og fik anvist en plads.

Børnene lavede spagetti med kødsovs, mens jeg gjorde bilen klar til natten.

Campingpladsen er en del af stedet galopbane og med pæne toilet-/badforhold, om end af ældre dato. Receptionen er en mindre bjælkehytte uden det store udvalg af købmandsvarer. Men en hjertelig modtagelse gjorde denne plads til en af de hyggeligere.

Efter maden var det vist blevet min tur til at vaske op, og så gik vi en tur omkring pladsen og så på hestene, der gik omkring på marken lige overfor pladsen. Der var rigtig mange vogne med heste, da der øjensynligt skulle ske noget en af de nærmeste dage. Vi fik også et glimt af stedets galopbane, der lå lige ved siden af campingpladsen.

Da vi kom tilbage, blev der læst lidt, inden vi gik i seng.

Torsdag den 25. juli

Vi startede dagen med at sætte kurs mod York Designer Outlet, syd for York. Stedet blev fundet uden problemer og så brugte vi en times tid til at gå på vindues-shopping. Det endte med, at den eneste, der handlede var mig, som fik en meget lækker fritidsskjorte fra Craghoppers for godt 300 kr.

Næste stop skulle være nærmeste supermarked, som viste sig at være en Aldi. Imidlertid lå der en Iceland samme sted, så vi ville prøve noget nyt. Det viste sig at være en butik, der stort set kun handlede med frostvarer. Sjovt koncept. Men alle de færdigretter var ikke lige noget for børnene.

Så fortsatte vi ind til centrum af York, hvor vi havde bedt Marie om at finde pladsen ”Rountree Campsite”, der skulle ligge på Terry Street. Vi fandt gaden, men mente ikke at det var rigtigt, så vi vendte og kørte i stedet efter skilte. Vi skulle ikke have opgivet i første omgang, for skiltene førte os tilbage til Terry Street, hvor vi denne gang kørte længere ud ad gaden og snart var vi fremme ved porten. Desværre var der et skilt, der sagde ”Fully Booked”, men det slår da ikke Stagisserne ud. Så jeg gik ind i receptionen og fik en plads, men desværre kun for en dag. Vi ville gerne have haft 2 overnatninger, men lad os nu se, hvad der kan ske i morgen.

Vi fik hurtigt sat strøm på vognen og sat isolering på forruden, hvorefter vi bevægede os ind i byen.

York er beliggende ved sammenløbet af floderne Ouse og Foss i North Yorkshire og er en af de byer, hvor bymuren er yderst velbevaret. Byen har en rig kulturarv og har givet baggrunden for de store politiske begivenheder i alle sine to årtusinders eksistens. Byen byder på et væld af historiske seværdigheder, hvoraf York Minster er den mest fremtrædende, endvidere er byen kendt for at afholde en lang række kulturelle og sportslige aktiviteter.

Arkæologiske fund tyder på, at der har været bosættelser i regionen York mellem 8000 og 7000 f.Kr., selv om det ikke vides, om disse bosættelser var permanent eller midlertidig. På tidspunktet for den romerske erobring af England, blev området besat af en stamme kendt af romerne som Briganterne.

Selve byen blev grundlagt i år 71 e.Kr., da den niende Legion erobrede området og anlagde en militær fæstning af træ ved floden Ouse nær dens sammenløb med floden Foss. Fæstningen, som senere blev genopbygget i sten, dækkede et område på ca. 20 ha, og var beboet af 6.000 soldater. beliggenheden for den romerske fæstning ligger under fundamentet af York Minster, og udgravninger under katedralen har afsløret nogle af de oprindelige vægge.

Den romerske kejser Konstantin den Store blev proklameret som kejser i York i år 306 e.Kr.
Kejserne Hadrian, Septimius Severus og Konstantin I afholdt alle hof i York i løbet af deres regeringsperioder. Under sit ophold, proklamerede kejser Severus York som værende hovedstad i provinsen Britannia Inferior, og det er sandsynligt, at det var ham, der tildelte York by- og koloniprivilegier. Konstantin I døde i år 306 under sit ophold i York, og hans søn Konstantin den Store blev proklameret kejser af tropper, der var stationeret i fæstningen.

Mens den romerske koloni og fæstning var placeret højt, var byen efter omkring år 400 selv offer for periodiske oversvømmelser fra floderne Ouse og Foss og blev stort set forladt i den post-romerske æra, hvorefter den blev indtaget af saxerne.

Genindvinding af de oversvømmede dele af byen blev indledt i 600-tallet under kong Edwin af Northumbria, og York blev hans regeringsby. Den første katedral i York blev bygget i forbindelse med dåben af Edwin i 627. Edwin besluttet, at denne lille trækirke skulle genopbygges i sten, men han blev dræbt i 633 og opgaven med at færdiggøre kirken tilfaldt hans efterfølger Oswald. I det følgende århundrede oprettede Alcuin af York en Domkirkeskole i York. Han havde en lang karriere som lærer og lærd, først ved skolen i York og senere som Den tysk-romerske kejser Karl den Stores rådgiver i kirkelige og uddannelsesmæssige anliggender.

I 866 var Northumbria midt i interne kampe, da vikingerne invaderede, erobrede og plyndrede York, som de døbte Jorvik. Vikingerne anlagde en stor flodhavn, der havde  forbindelser til de omfattende vikingehandelsruter i hele Nordeuropa. Den sidste hersker af et uafhængige Jorvik, Erik Blodøkse, blev fordrevet fra byen i år 954 af kong Edred i hans succesfulde forsøg på at gennemføre en forening af England.

I 1068, to år efter den normanniske erobring af England, startede folk i York et oprør. Oprindeligt var oprøret en succes, men efter ankomsten af ​​Vilhelm Erobreren blev oprøret slået ned. William byggede straks to træfæstninger på hver side af floden Ouse. York blev hærget af ham, som en del af undertrykkelsen af det nordlige England.

Den første stenkirke blev stærkt beskadiget af en brand under oprøret og normannerne besluttede at der skulle bygges en ny katedral på et nyt sted. Omkring år 1080 begyndte ærkebiskop Thomas at bygge en katedral, der med tiden blev den nuværende Minster. I 1100-tallet begyndte York at blomstre. I 1190, var York Castle stedet for en berygtet massakre på byens jødiske indbyggere, hvor mindst 150 jøder blev slået ihjel. Nogle historikere sætter endog tallet så højt som 500.

Byen blev, gennem sin placering ved floden Ouse og dens nærhed til ”Great North Road”, en stor handelsplads. Kong John udstedte byens første handelsrettigheder i 1212, som bekræftede handelsrettigheder i England og Europa. I løbet af den senere middelalder importerede York’s købmænd vin fra Frankrig, klæde, voks, lærred og havre fra Nederlandene, tømmer og pelse fra Østersøen og eksporterede korn til Gascogne og korn og uld til Nederlandene. Edward I stimulerede yderligere byens økonomi ved at bruge byen som base for sin krig mod Skotland. Byen havde en placeringen, der betød ​​betydelig uro i det såkaldte bondeoprør i 1381. Byen erhvervede en stigende grad af uafhængighed fra centralregeringen, og fik udvidet sine rettigheder under Richard II i 1396.

Byen gennemgik en periode med økonomisk tilbagegang i løbet af Tudor-tiden og især under Henrik VIII, hvor opløsningen af klostrene blev afslutningen for ​​Yorks mange kirkelige byggerier, herunder flere munkeordener, samt hospitalerne i St. Nicholas og St. Leonard, de største hospitaler i det nordlige England. Dette førte til ”Pilgrimage of Grace”, en opstand af katolikker i Yorkshire og Lincolnshire, som var imod de mange religiøse reformer. Henrik VIII genoprettede sin autoritet gennem etablering af ”Council of the North” i York i det opløste St. Marys kloster. Byen udviklede sig atter som et handels- og servicecenter i denne periode.

Guy Fawkes, som er født og uddannet i York, var medlem af den gruppe af romersk-katolske regeringsmodstandere, der i 1605 planlagde det såkaldte ”Gunpowder Plot”. Målet var at erstatte det protestantiske herredømme ved at sprænge Houses of Parliament i luften på åbningsdagen den 5. november 1605, mens kong James I og alle protestanter samt de fleste af det katolske aristokrati og adel var derinde.

Planerne blev afsløret i sidste øjeblik, og de fem sammensvorne pågrebet. Guy Fawkes aflagde under tortur fuld tilståelse og blev henrettet 31.1.1606. Stik imod hensigten førte attentatforsøget til en endnu hårdere kurs mod katolikkerne.

I England mindes sammensværgelsen hvert år den 5. november, "Guy Fawkes' dag", med fyrværkeri og afbrænding af dukker, der forestiller Guy Fawkes.

I 1644, under borgerkrigen, belejrede Cromwell’s styrker York, og mange middelalderlige huse uden for bymurene gik tabt. Barbicanved Walmgate Bar blev undermineret og der blev lagt sprængstofferind under, men det blev opdaget og sprængningen forhindret. Ved ankomsten af ​​Prince Rupert, med en hær på 15.000 mand, blev belejringen ophævet. Cromwells styrker trak sig omkring 10 km væk fra York og blev forfulgt af Rupert, hvorefter de tidligere belejrere vendte om og besejrede Prince Rupert i slaget ved Marston Moor. Af Rupert 15.000 tropper blev ikke færre end 4.000 dræbte og 1.500 taget til fange. Belejringen blev fornyet og byen kunne ikke holde ud. Den 15. juli 1644 i overgav byen sig til Sir Thomas Fairfax.

Efter genindførelsen af ​​monarkiet i 1660, blev  garnisonen i York trukket ud i 1688, hvorefter byen blev domineret af den lokale landadel og købmænd, selvom de gejstlige stadig var vigtige. Konkurrencen fra de nærliggende byer Leeds og Hull, sammen med tilsanding af floden Ouse, resulterede i York mistede sin fremtrædende position som handelscentrum. Ikke desto mindre var byens rolle som socialt og kulturelt centrum for de velhavende nordboere stigende. Yorks mange elegante byhuse, såsom Lord Mayor s Mansion House og Fairfax House (nu ejet af York Civic Trust) stammer fra denne periode, det samme gør sig gældende for Assembly Rooms, Theatre Royal, og væddeløbsbanen.

 

Jernbanens promoter, George Hudson, var ansvarlig for at bringe jernbanen til York i 1839. Selvom Hudsons karriere som jernbaneiværksætter efterhånden endte i skændsel og konkurs, grundet hans forfremmelse af hans eget jernbaneselskab, betød det at York og North Midland Railway løb fra Leeds, og hjalp med at etablere York som en vigtig jernbanecenter ved slutningen af ​​1800-tallet.

Indførelsen af ​​jernbanerne betød også etablering af arbejdspladser. I begyndelsen af ​​1900-tallet beskæftigede mere end 5.500 mennesker i York. Jernbanen var også medvirkende til udbygningen af ​​Rowntree Kakao Works. Rowntree's blev grundlagt i York i 1862 af Henry Isaac Rowntree, som fik følgeskab i 1869 af sin bror for filantrop Joseph Rowntree. En anden chokoladefabrikant, Terry of York, var også en stor arbejdsgiver.

Med fremkomsten af ​​turismen som en stor industri, blev den historiske kerne af York et af ​​byens store aktiver, og i 1968 blev det udpeget som fredet område. De eksisterende turistattraktioner blev suppleret af oprettelsen af ​​National Railway Museum i York i 1975 og Jorvik Viking Centre i 1984. Åbningen af ​​University of York i 1963 førte yderligere til velstanden i byen.

Det verdensberømte JORVIK Viking Centre er et "must-see" for besøgende i York og er en af ​​de mest populære attraktioner i Storbritannien.

De over 16 millioner besøgende i løbet af de sidste knapt 30 år, oplever en rejse gennem en rekonstruktion af vikingetidens gader, som de ville have set ud for omkring 1000 år siden. Der er tale om rekonstruktioner på baggrund af rester af de gamle huse og ved hjælp af lyd-og video-skærme får man alle de oplysninger, der er blevet indsamlet under den 5-årige lange udgravning i Coppergate og som samler puslespillet omkring hvor vikingerne kom fra, hvorfor de kom her, og hvordan de levede og døde.

Hos JORVIK Viking Centre står man på stedet for en af ​​de mest berømte og forbløffende opdagelser i forbindelse med moderne arkæologi. Mellem årene 1976-1981 afslørede arkæologer fra York Archaeological Trust huse, værksteder og baggårde i vikingetidens by Jorvik, som den stod 1000 år siden. Disse utrolige fund har gjort det muligt for dem, at bygge JORVIK Viking Centre på selve stedet hvor udgravningerne har fundet sted, hvilket har skabt en banebrydende oplevelse for at opleve livet i vikingetidens York.

Efterhånden som du rejser rundt i vikingetidens Jorvik ombord på deres topmoderne tidskapsler, støder man på de gamle nordiske talende borgere, man ser inde i deres huse og baggårde, oplever et pust af røg fra smedens ovn og nyder duften af den hjemmelavdet gryderet inde i hjemmet hos ravsliberen.

York blev valgt som den europæisk turismes ”City of the Year” af ”European Cities Marketing” i juni 2007. York slog 130 andre europæiske byer og for at vinde førstepladsen overgik den Gøteborg på 2. pladsen og Valencia på 3. pladsen, men at byen så er autocamper-fjendsk vender jeg tilbage til senere.

City of York, der også omfatter landdistrikter uden for de gamle by grænser, har en anslået befolkning på godt 200.000.

Det første vi kastede os over var Jorvik Viking Museum.

Dernæst slentrede vi ad byens smalle og charmerende gader mod York Minster (Katedral) som vi gik ind i. Vi fik dog at vide, at halvdelen af kirken bl.a. koret var lukket, men at vores billet gjaldt et helt år, så vi købte billetter og tog en hurtig runde i katedralen og vil så komme tilbage i morgen og se det vi manglede.

Så vandrede vi videre rundt i byen, prøvede at finde et sted at spise, hvilket vi dog ikke kunne blive enige om. Så til sidst vendte vi tilbage til Speedy, hvor børnene lavede laks med rejer og pasta, hvilket smagte rigtig godt.

Aftenen gik ellers med almindelig hygge og et enkelt spil kort.

Fredag den 26. juli

Efter morgenmad og tømning/fyldning af tanke kørte vi til en meget stor parkeringsplads lige syd for Ring Road 1. Her var der masser af plads, så vi mente nok vi måtte holde der trods dårlig skiltning vedrørende autocampere og campingvogne. Der holdt allerede flere autocampere, så jeg fandt et næsten øde hjørne og betalte 10£ for at holde der en dag.

Så gik turen til Castle Museum, hvor man bl.a. har opbygget en gade som den har set ud i York for 150-200 år siden. Børnene syntes det var et spændende tid og vi brugte meget tid der.

Men snart trak byen i os igen og vi gik en tur i byen, hvor vi fik cider og Cola på torvet. Så fortsatte vi gennem gågaderne og Camilla fik en kjole og jeg selv købte en T-shirt.

Vi fortsatte til katedralen, hvor vi denne gang fik taget den manglende rundtur i koret. Ingen tvivl, der er tale om en helt fantastisk katedral.

Efter katedralen gik vi tilbage til Speedy og for første gang i vores campertid havde vi fået en P-bøde. Og det for at parkere og betale afgift på en nærmest tom P-plads. P-bøden var på 70£, men betalte man inden 14 dage, fik man halveret prisen. Vi skal have internet en af de nærmeste dage, så jeg kan få det ud af verdenen.  Samtidig vil jeg dog sende et brev til York City når vi kommer hjem og gøre opmærksom på den manglende forståelse for os autocampere.

Næste skridt var at lade Marie føre os til Castle Howard Lakeside Holiday Park, hvor vi checkede ind ved 16-tiden og så eftermiddagshyggede med spil under markisen, inden der blev lavet aftensmad.

Hvis man søger efter en god beliggende campingplads i forbindelse med et besøg på Castle Howard, så er denne plads perfekt. Pladsen ligger mellem landsbyen Coneysthorpe og Castle Howard Great Lake, tæt på North York Moors National Park. Faciliteterne omfatter en blok med toiletter, brusere og håndvaske, hårtørre, vaskemaskine og tørretumbler. Desværre er der ingen butik eller café på stedet, men blot en kort køretur væk, er Castle Howard Stable Courtyard hvor der er Café og Gårdbutik, som er åben hele året med gratis adgang og parkering.

Aftenen gik ellers med at se DVD-filmen, ”Parker”, med bl.a. Jason Statham.

   Tryk her for at komme til del 2

    Tryk her for at komme tilbage til "Vore ture"