Med Speedy til England - Del 2

27. juli – 3. august 2013

Lørdag den 27. juli

Sov lidt længe, da Castle Howard først åbnede klokken 11.00 og vi kun havde 8-10 minutters kørsel til selve slottet.

Castle Howard er i dag kendt som stedet hvor en stor del af BBC’s TV-serie, Gensyn med Brideshead, er blevet optaget, så det ville være helt naturligt at købe serien på DVD på stedet, Men her var DVD-prisen helt hen i vejret. 250 kr. for serien fra 1981 og 170 kr. for den nye filmudgave fra 2008. Hjemme i Danmark fås de for henholdsvis 100 kr. og 50 kr., så jeg venter lige.

Vi købte mad i Castle Farm Shoppen, hvilket ville sige diverse brød og lækre grillspyd hvorefter Nicolai kørte fra Castle Howard og til Fountains Abbay. Det var første gang han kørte i venstre side, men det gik helt uproblematisk, så efter en god times kørsel var vi fremme ved stedet.

Fountains Abbey ligger i en dal ved floden Skell og er grundlagt i år 1132 af benediktinermunke, der ønskede at leve i enkelthed og nøjsomhed. 3 år senere overtog cisterciensere klostret, der hurtigt blev Englands rigeste. Da Henry VIII udskilte England fra Rom, nedlagde han et hav af kirker og klostre (1536-1540) og stjal deres rigdomme for at finansiere sin udenrigspolitik.

Der var tale om et meget smukt sted med en dejligt vandhave. Sidstnævnte er dog først anlagt i første halvdel af 1720’erne af parlamentsmedlemmet John Aislabie og videreført af sønnen William.

Vi brugte en del tid, både på at se klosterruinen og på at gåen lang tur i parken, inden vi kørte blot 2 miles tilbage og holdt ind hos River Lavor Holiday i Ripon. Vi checkede ind hos en hyggelig campingvært, som Nicolai og jeg fik en lille sludder med.

Som så mange af de andre pladser vi havde besøgt, er der tale om en Holiday Park, hvor størstedelen af parcellerne er besat af fastmonterede mobilhomes og hvor der så er en mindre del af pladsen, hvor almindelige campister kan holde. Det hele var her pakket ind i hække og træer, der stod mellem pænt anlagte veje og med en ny receptionsbygning, der også indeholdt toilet- og badefaciliteter. En rigtig fin plads.

Der blev eftermiddagshygget og kigget på internet, hvor vi havde købt adgang for 2£. Vi ville også betale P-bøden fra York, men det ville først være muligt fra mandag kl. 11:00.

Søndag den 28. juli

Vi forlod pladsen ved 10.30-tiden og med Nicolai ved rattet blev kursen sat mod Durham, som vi nåede frem til ved 12-tiden. Vi fandt hurtigt en parkeringsplads, nærlæste skiltet på pladsen og blev enige om, at her kunne de da ikke give os en bøde. Så gik vi op mod byens centrum, hvor katedralen og borgen lå på en bakketop.

I 875 flygtede en flok munke fra Lindisfarne, fra danske angreb til stedet og senere byggede normannerne en borg på stedet og i 1093 blev grundstenen til katedralen lagt. Katedralen blev færdig i 1274 og er et arkitektonisk mesterværk.

Durham Castle, som var det eneste slot i regionen, er aldrig blevet indtaget af skotterne. Slottet er i dag en del af Durham University, men dele af slottet er åbent for offentligheden. Selve middelalderbyen Durham er stort set intakt, uberørt af tidens tand.

Turen op gennem byen var hyggelig med smukke gamle huse i smalle gader. På byens torv var et orkester med dansere ved at stille op, men de var lige begyndt at forberede sig, så vi fortsatte op mod bakketoppen. Undervejs passerede vi en boghandel, der lige skulle besøges og her forelskede Camilla sig i en meget smuk bog med guldsnit, som indeholdt alle Jane Austen’s 7 romaner. Den måtte hun altså bare eje – og faderen måtte bare betale.

 Vel oppe viste det sig, at man kun kunne komme ind i borgen på guidede rundvisninger og at disse var udsolgte for resten af dagen.

Men katedralen kunne vi komme ind i, og det endda gratis. Desværre måtte man ikke fotografere, men det lykkedes for Nicolai at få taget nogle diskrete skud. Andre var helt lige glade med forbuddet, og fotograferede på livet løs.

Da vi havde set på katedralen en rum tid, og herunder bl.a. set, at man var ved at opføre den i ca. 300.000 Lego-klodsen, begav vi os tilbage ned gennem de smalle gader. Nu var der kommet gang i musik og dansere på torvet, så det måtte lige overværes et lille tykke tid. Så opdagede vi, at der var et Tesco supermarked lige i nærheden, og da vi var ved at løbe tør for en del fornødenheder, blev der handlet, inden vi returnerede til Speedy efter næsten 3 timer i byen.

Nu var det blevet min tur til at køre og med Marie som vejviser kørte vi mod Housesteads Roman Fort, som skulle være det sted langs Hadrians Mur, hvor der fandtes de mest velbevarede romerske udgravninger.

Hadrians mur (latin: Vallum Hadriani) er en mur og et fæstningsværk af sten og tørv. Den er 120 kilometer lang og ligger omtrent på grænsen mellem England og Skotland.

Hadrians mur blev påbegyndt år 122 e. Kr. Den er bygget af romerne under Kejser Hadrian. Formålet var at beskytte det romerske Britannien mod pikternes plyndringstogter fra Skotland og dermed gøre det muligt at bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet. Muren skulle give fred mod syd, afgrænse fronterne psykologisk og skabe økonomisk stabilitet. Muren var nordgrænse for Romerriget gennem det meste af dets herredømme i Britannien, og den var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk med 14 grænseforter. Muren fik stor betydning i forbindelse med grænsehandel.

Dele af Hadrians mur er blevet nedrevet i årenes løb for at blive brugt til forskellige andre formål. Muren har været på UNESCOs Verdensarvliste siden 1987.

Da vi betalte billetter og ville begive os ind på området, var der en kvindelig ansat, der synes vi skulle melde os ind i ”National Trust”, hvorved vi kunne spare mange penge på de kommende entréer. Vi lod os dog ikke umiddelbart overtale.

Vi vandrede rundt blandt ruinerne i ca. en time og da vi gik ud igen, havde jeg besluttet atter at snakke med damen om indmeldelsen i National Trust. Vi kunne få et 16 dages turistmedlemsskab for 57£ og så kunne i få refunderet de knapt 17£ vi allerede havde givet for at komme ind. Imidlertid var et sådan medlemskab betinget af, at man var 2 voksne og 2 børn (max. 19 år). Den flinke dame mente dog godt, at man kunne betragte Nicolai og jeg som de voksne og så mente hun også, at Camille kunne gå som en person under 19 år, så hun udstedte uden tøven et medlemskort til os. Hvis vi havde meldt os ind med det samme, vi var kommet til England, havde vi kunne spare en del allerede. Nu må vi se hvad vi sparer fremover.

Vi kørte videre mod en campingplads, som Marie havde fundet, men undervejs kom vi forbi et andet skilt, der viste op til gården ”Green Cart”, hvor der allerede holdt en del campingvogne. Her blev vi mødt af en sød ældre gårdfrue, der installerede os og blot krævede 17£ for overnatningen inkl. strøm og bad. Nord for gården var der en græsbelagt plads, hvor der holdt nogle campingvogne og personbiler, men fruen mente vi var for tunge til denne placering, så vi fik en grusplads lige ved hovedbygningen, hvor der også var elektricitet og vand. Der var tale om lidt spartanske forhold, men absolut brugbare til prisen.

Aftenen gik med et spil Trivial Persuit, der varede næsten tre timer, og som jeg førte en stor del af tiden. Camilla slog mig imidlertid lige på målstregen.

Mandag den 29. juli

Først kørte Nicolai os til ”Belsay Hall, Castle and Gartens”, hvor vi kom gratis ind som medlemmer af English Heritage.

Belsey Hall blev påbegyndt i 1807 og opført i klassisk græsk stil og familien Middleton flyttede fra den gamle borg over i den nye Hall i 1817.

Belsay Hall blev bygget mellem 1810 og 1817 for Sir Charles Monck, der dengang boede i Belsay Castle tæt ved det nye hus. Huset er tegnet af arkitekt John Dobson og bygget i kvadre med et Lakeland skifertag i den græske dorisk stil. Belsay Hall var residens for Middleton-familien indtil 1962.

Huset måler 100 fod (30 m) i kvadrat med en lavere køkkenfløj bygget til den nordlige fløj. Ude fra ser det ud som om huset har to etager, men der er faktisk yderligere en ekstra etage skjult i tagrummet til at huse tjenere osv. Denne øverste etage af huset blev meget hårdt ramt af svamp i 1970'erne, og efter udbedringen, står huset meget råt for at illustrere, hvordan det blev bygget. Endvidere er det umøbleret, hvilket gør det muligt at ”skræddersy” specialudstillinger hver sommer.

Belsay Hall administreres af English Heritage og er åben for offentligheden. Der er omfattende haver, formelle og naturalistisk, såsom Quarry Garden.

Camilla lyste helt op, da vi kom til stedet, for det viste sig, at en stor del af kostumerne fra Jane Austen’s forskellige romanfilmatiseringer var udstillet her. Der var bl.a. de kostumer som Gwennnyth Palthrow, Emma Thomson, Hugh Grant, Colin Firth, Kate Winslet, Judi Dench og mange flere havde haft på. Jeg behøver vel ikke skrive, at der blev fotograferet rigtig meget.

Efter at have kigget på Hall’en gik turen gennem en helt fantastisk have over til det gamle slot fra 1300-tallet. Undervejs gennem haven blev vi overrasket af en kraftig regnbyge. Vi prøvede at finde læ, men måtte til sidst overgive os og styrte over mod Belsay Castle, hvor vi fandt ly til regnbygen var drevet over.

Efter Belsay overtog jeg rattet og kørte mod Warkworth Castle. Undervejs var vi inde og tanke diesel og købte samtidig tre lækre sandwich, som blev fortæret på P-pladsen foran borgen, hvor vi betalte 3£ for at holde. Efter at have spist frokosten gik vi ind på borgen og viste vores medlemskort til English Heritage og ud over at komme gratis ind, så fik vi sørme også refunderet de 3£ vi havde brugt til parkering.

Ruinen Warkworth Slot er en bygning fra middelalderen i byen af ​​samme navn. Byen og borgen ligger i en bugtning af floden Coquet, mindre end en kilometer fra Englands nordøstkyst. Hvornår borgen blev grundlagt er usikkert, men traditionelt er dens konstruktion blevet tilskrevet prins Henry af Skotland i midten af ​​1100-tallet, men det kan også være bygget af kong Henry II af England, da han overtog kontrollen af ​​Englands nordlige amter. Warkworth Slot blev første gang dokumenteret i et charter for 1157-1164, da Henry II giver det til Roger Fitz Richard. Slottet, der på det tidspunkt primært bestod af træ, blev betragtet som svagt og blev derfor forladt uden forsvar, da skotterne invaderede i 1173.

Roger søn Robert arvede og forbedrede slottet. Robert var en af Kong Johns favoritter, og kongen blev beværtet på Warkworth Slot i 1213 og King Edward I boede der en nat i 1292. Med udbruddet af den engelsk-skotske Krig, investerede Edward II i slotte, herunder Warkworth, hvor han finansierede en forstærkning af garnisonen i 1319. To gange i 1327 belejrede skotterne borgen uden held.

Selvom Algernon Percy, 10. jarl af Northumberland, støttede Parlamentet under den engelske borgerkrig, blev slottet beskadiget under konflikten. Den sidste Percy jarl døde i 1670. I midten af ​​1700-tallet var slottet kommet i hænderne på Hugh Smithson, der giftede sig med en indirekte Percy arving. Han tog navnet "Percy" og grundlagde dynastiet hertugerne af Northumberland.

I slutningen af ​​1800-tallet renoverede hertugen Warkworth Slot og i 1922 overdrog Alan Percy, 8. Hertug af Northumberland slottet til ”Office of Works”. Siden 1984 har English Heritage vedligeholdt stedet, som er et fredet fortidsminde.

Selv om der var tale om en ruin, så var det alligevel et spændende sted, hvor vi brugte en del tid.

Da vi var færdige, var klokken blevet så mange, at vi ikke kunne nå dagens oprindelige mål, The Holy Island. Så vi besluttede at finde en nærliggende campingplads, men inden vi kørte lavede vi lige et lille regnestykke, der viste, at vi allerede nu havde tjent medlemskabet på English Heritage hjem. Så alle efterfølgende besøg, hvor English Heritage er involveret er nu tjente penge, f.eks. Stonehenge, som ellers koster 22-23 £.

Vi lod Marie vælge en plads, men inden vi nåede frem kom vi til ”Glorum Caravan Park”, der var en stor, helt ny Mobilhomes-park, men hvor der også var etableret et mindre areal til campingvogne og autocampere, hvor der var en helt ny bygning med toiletter og bade.

Eftermiddagen blev slået ihjel af to spil Settlers vundet af henholdsvis Camilla og Nicolai, selv om jeg faktisk stadig mener, at jeg spillede strategisk bedst og at de bare var heldige.

Aftensmaden bestod af hjemmelavede burgere og dernæst så vi ”Skyfall”, den nyeste James Bond film.

Tirsdag den 30. juli

Så var der afgang til det nærliggende Bamburgh Castle, som blev nået på blot 5 minutter. Man kunne vælge at køre op ad en stejl bakke til slottet eller holde på en stor plads nedenfor slottet. Vi valgte den nedre plads og betalte 2,5£ for tre timer. Så gik vi op til slottet, hvor vi kunne konstatere, at det kostede 2£ for at holde hele dagen.

Bamburgh Castle er bygget på en bakketop af basalt og placeringen skyldes sandsynligvis, at der tidligere har været en borg for de indfødte briter kendt som ”Din Guarie” og det kan have været hovedstad i det britiske kongerige i regionen i det tidlige 400-tal. Den første skriftlige henvisning til slottet er fra 547, hvor borgen blev indtaget af den angelsaksiske hersker Ida i Bernicia, hvorefter det blev sæde for Ida. Det blev senere generobret briterne under en krig i 590, men dog opgivet senere samme år.

Ida’s barnebarn, Æðelfriþ, videregav borgen til sin kone Bebba, fra hvem det tidlige navn Bebbanburgh stammer. Vikingerne ødelagde den oprindelige befæstning i 993.

Normannerne byggede en ny borg på stedet og det er den, der udgør kernen i det nuværende slot. William II belejrede slottet i 1095 under et oprør. Slottet blev forsvaret af  Robert de Mowbray, jarl af Northumbria. Efter Robert blev fanget, fortsatte hans kone forsvaret indtil hun blev tvunget til at overgive sig da kongen truede med at blinde hendes mand.

Bamburgh blev herefter ejendom under den regerende engelske monark. Som en vigtigt engelsk forpost var slottet mål for lejlighedsvise angreb fra Skotland og i 1464, under Rose-krigene, blev Bamburgh det første slot i England, som blev nedkæmpet med artilleri, ved afslutningen af ​​en ni-måneders belejring af Richard Neville, 16. jarl af Warwick.

Forster-familien fra Northumberland leverede tolv på hinanden følgende guvernører af slottet til kongen i omkring 400 år, indtil kronen gav slottet til Sir John Forster. Familien beholdt ejerskabet indtil Sir William Forster (d. 1700) posthumt blev erklæret konkurs, og hans godser, bl.a. Bamburgh, blev solgt til Lord Crew, biskop af Durham. Under denne forfaldt slottet, men blev restaureret af forskellige ejere i det 17- og 1800-tallet. Det blev til sidst købt af den victorianske industrimand William Armstrong i 1894 som igangsatte en afsluttende restaurering. William nåede ikke at se restaureringen afsluttet, da han døde i 1900 i en alder af 83. Det blev hans søn, der afsluttede restaureringen i begyndelse af 1900-tallet. Slottet tilhører stadig Armstrong- familien, og er åbnet for offentligheden. Bamburgh Castle har 14 tilgængelige værelser og mere end 2.000 genstande, herunder våben og rustninger, porcelæn, møbler og kunstværk. Der afholdes også bryllupper, firmaarrangementer m.m. på stedet.

Bamburgh Castle har været brugt til filmoptagelser siden 1920'erne, og byder på film som Huntingtower (1927), Ivanhoe (1952), El Cid (1961), Mary, Queen of Scots (1971), Robin Hood (1984-86) og Elizabeth (1998).

Vi var godt klar over, at vi ikke kunne komme gratis ind, men ved t vise vores English Heritage-medlemskort, fik vi 20% rabat. Fra nu af er der jo tale om ren fortjeneste, da medlemskabet er sparet hjem. Vi var kommet inden selve slottet åbnede, så vi startede med at se udenomsværkerne samt en udstilling af en (lokal?) kunstner. Så var det blevet tid til at gå indendørs, da klokken nu var blevet 11.

I den store sal stod to unge mænd og spillede henholdsvis violin og cello. De fik lige 5£, da det lød rigtig godt. Vi fortsatte rundturen på slottet, som var meget interessant, men efter 1½ time var det tid til at køre videre.

Næste stop var sat til at være The Holy Island, Lindesfarne, som lå blot et kvarters tid længere nordpå. For at komme ud på øen skal man køre på en ebbevej, ligesom til danske Manø, så man skal lige have check på tiderne for flod/ebbe. På Bamburgh Castle havde vi set, at vejen skulle være farbar fra ca. 11:00 til 20:00, så vi havde ingen problemer med at komme over og tilbage igen. Tidevandstabellen kan hentes på http://holy-island.info/lindisfarnecastle/2013/

Al parkering for turister foregår på en stor P-plads lige inden selve byen. Her er der styr på sagerne, da der er afmærket et areal specielt for autocampere. Fra parkeringspladsen er der kun ganske få hundrede meter ind til selve byen.

Den nordøstlige del af England, var kun tyndt befolket under romernes herredømme, når man ser bort fra bosættelser i Tyne-dalen og langs Hadrians Mur. Skotske angreb på området tiltrak ikke nogen befolkning og det var først Kong Ida (regerede fra 547) der startede en afvikling af kysten fra Bamborough over bugten til Lindisfarne.

Klostret Lindisfarne blev grundlagt inden udgangen af ​​634 af den irske munk Saint Aidan, som var blevet sendt fra Iona ud for vestkysten af ​​Skotland til Northumbria på anmodning af kong Oswald The Priory. Aidan forblev der indtil sin død i 651. Finian (biskop 651-661) byggede efterfølgende en trækirke "egnet til en biskops sæde". St. Beda var dog kritisk over, at kirken ikke var bygget af sten, men kun af hugget eg tækket med siv. En senere biskop, Eadbert, fjernet stråtaget og dækkede både vægge og tag i bly. Klostersamfundet blev ledet af Abbot, valgt af brødrene og ikke af biskoppen, medmindre biskoppen var blevet valgt til at være abbed.

Lindisfarne blev base for kristne evangelister i det nordlige England. Northumberlands skytshelgen, Saint Cuthbert, var munk og senere abbed på klosteret, og hans mirakler og liv er registreret af den ærværdige Beda. Cuthbert blev senere biskop i Lindisfarne.

Cuthbert blev begravet her, men i 875 førte munke resterne af Cuthberts legeme til Durham Cathedral sammen med relikvier fra Sankt Eadfrith af Lindisfarne, som var den næste biskop (og helgen) på stedet.

Graven i Durham blev åbnet i 1827 og fremviste en række bemærkelsesværdige genstande helt tilbage til Lindisfarne. Den indre af tre kister var indridset træ, det eneste dekorerede træ, der har overlevet fra perioden. Der var en kam lavet af elefant-elfenben en sjælden og meget dyr genstand i det nordlige England. Endvidere fandt man et rejsealter dækket af drevet sølv. Alt var samtidig med den oprindelige nedgravning på øen.

Et anonymt skrift om Cuthbert liv blev skrevet på Lindisfarne og er det ældste bevarede stykke engelsk historieskrivning og kan dateres til mellem 685 og 704.

I 735 blev der etableret et ærkebispedømmet i York for den nordlige kirkeprovins. Der var kun tre biskopper under York: Hexham, Lindisfarne og Whithorn. Til sammenligning havde ærkebispedømmet i Canterbury tolv biskopper.

På et tidspunkt i begyndelsen af ​​700-tallet det berømte manuskript kaldet ”Lindisfarne evangelierne”, formentlig udført på Lindisfarne og kunstneren var muligvis Eadfrith, der senere blev biskop af Lindisfarne 698-721. Der er tale om en illustreret latinsk kopi af evangelierne af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Evangelierne er skrevet pænt, men det er illustrationerne, udført i en blandingsstil med keltiske, germansk og romerske elementer, der er virkelig fremragende. Det skal være Eadfriths efterfølger, Æthelwald, som har været ansvarlig for presning og indbinding, og så blev det hele dækket med et fint metalhus, lavet af en eneboer kaldet Billfrith. Lindisfarne evangelierne har nu til huse i British Library i London.

I 793 angreb vikinger Lindisfarne, hvilket forårsagede stor bestyrtelse i hele det kristne verden og tidspunktet tages nu ofte som begyndelsen på ​​vikingetiden. Den generelt accepterede dato for vikingernes angreb på Lindisfarne er i virkeligheden 8 juni 793. Et samtidigt skrift anfører: ”Aldrig før er en sådan terror dukket op i Storbritannien, som vi nu har lidt af en hedensk race. . . . Hedningerne udgød blod omkring alteret, og trampede på ligene i det hellige Guds tempel, ligesom på skarn i gaderne”.

Klostre syntes at vende ryggen til havet og var ofte anlagt på øer, halvøer, flodmundinger og klipper. Her var de isolerede samfund mindre modtagelige for forstyrrelser og politik fra moderlandet. Der var derfor stor forundring over et angreb fra havet på de sårbare, rige og ubevæbnede bosættelser. Disse få angreb, foruroligende som de var, blev dog ikke fulgt op. Hovedparten af ​​de efterfølgende angreb passerede nord om Skotland og gik mod Irland.

De egentlige invasioner i 800-tallet kom ikke fra Norge, men blev foretaget af ​​danske vikinger fra områder omkring indgangen til Østersøen. De første større danske angreb på England, var på Isle of Sheppey i Kent i 835 og derfra spredte de deres indflydelse mod nord. I denne periode fortsatte den religiøs kunst med at blomstre på Lindisfarne.

I 866 satte danskere sig fast i York og i 873 var deres hær på vej ind i Northumberland hvilket betød sammenbrud af Northumbrian-riget. I 875 flygtede munkene fra Lindisfarne og tog St. Cuthbert knogler med til Durham.

Klosteret blev retableret under det normanniske styre i 1093, nu som et benediktinerkloster og det fortsatte indtil det i 1536 blev nedlagt under Henry VIII. De tilbageværende ruiner stammer fra dette senere munkekloster, som ikke ligger på det oprindelige sted, hvilket den stedlige sognekirke indtager. Rester af den saksiske kirke eksisterer som koret, en stump væg og en bue. Det normanniske apsis, der senere blev  erstattet i 1200-tallet, førte østpå fra koret. Skibet blev udvidet i 1100-tallet med en nordlig arkade, og i det følgende århundrede med en sydlig arkade.

Da klosteret blev genopbygget af normannerne, blev det flyttet lidt mod øst. Stedet for det oprindelige munkekloster er hvor den nuværende sognekirke er beliggende.  Sognekirken er i øvrigt den ældste bygning på øen, som stadig er med tag. Efter reformationen forfaldt kirken indtil den blev restaureret i 1860. Kirken er bygget af farvet sandsten, som har fået den victorianske gipspuds fjernet. Det nordlige sideskib er kendt som "fiskernes sideskib", og huser et alter til St. Peter. Det sydlige sideskib husede tidligere et alter til St. Margaret af Skotland, men huser nu orglet.

I 1462, under Rose-krigene, gjorde Margaret af Anjou et mislykket forsøg på at angribe de northumbrianske slotte. Efter en storm på havet måtte 400 soldater søge ly på Holy Island, hvor de overgav sig til Richard af York’s tropper.

Det ødelagte kloster vedligeholdes af English Heritage, som også driver et museum / besøgscenter i nærheden. Den nærliggende sognekirke er stadig i brug.

Lindisfarne er også kendt for sin mjød. I middelalderen, hvor munke beboede øen, mente man, at hvis sjælen var i Guds forvaring, måtte kroppen beriges med Lindisfarne Mead. Munkene er for længst forsvundet, og opskriften på mjød forbliver en hemmelighed i den familien, som stadig producerer den. Lindisfarne mjød produceres på St Aidan Winery, og sælges i hele Storbritannien og andre steder.

Vi gik rundt på området, hvor det gamle kloster havde ligget, og også her drog vi fordel af vores EH-medlemskab, da vi kom gratis ind.

Klokken var ved at være 13.30 og vi havde ikke meget at lave frokost af i bilen, så vi fandt ”Crown and Anchor Inn”, hvor Camilla fik Steak and Kidney Pie, mens Nicolai og jeg fik Fish and Chips. Rigtig lækker mad og sulten blev stillet på en god måde.

Vi returnerede til vores hjem og kørte mod Nord og dermed mod Edinburgh, hvor vi nåede frem til campingpladsen Edinburgh Caravan Club på Marine Drive. Det er den plads der ligger tættest på centrum, men dog så langt væk, at man desværre ikke kan gå derind, men skal med en bus, hvilket dog viste sig ikke at være det helt store problem.

Vi checkede ind for 3 dage og fandt os en udmærket plads tæt på udgangen og tæt på en af pladsens toiletbygninger, som var af høj standard. Selve pladsen ligger nordvest for centrum i en park ned til fjorden ”Firth of Forth”. Man kører ind til pladsen gennem en grandios port og indenfor finder man de besøgendes parkeringsplads og reception til venstre. Pladsen har 146 store, flade standpladser med 16A el-hook-ups og tv-antenne.

Vi riggede an til at spille Settlers og derefter blev der lavet aftensmad og børnene hyggede sig med filmen "Hobitten", mens jeg skrev turberetning. 

Onsdag den 31. juli

Jeg startede dagen med et bad og gik derefter til receptionen, for at se om jeg for en gang skyld kunne få noget morgenbrød og mindsanten, 4 dejlige morgenboller for 1£. Vi spiste morgenmad og så var det ellers af sted mod busholdepladsen, der lå blot 10 minutters gang (½ miles) fra campingpladsen. Vi var heldige, for vi måtte lige løbe de sidste 20 meter, da bussen var ved at nærme sig. Der skulle betales 1,50£ pr. person og der skulle være aftalte penge. Heldigvis havde vi fået det at vide i receptionen, så der blev betalt og vi gik op ad trappen til 1. salen i dobbeltdækkerbussen.

Efter ca. 25 minutters kørsel med fuld udsigt kunne vi hoppe af inde i centrum. Heldigvis havde vi Camilla med som guide. Hun havde været i Edinburgh med Lone i juni måned, så hun kendte byen rigtig godt og da hun har en rigtig fin stedsans, så var det slet intet problem at komme rundt i byen.

Edinburgh er hovedstaden i Skotland og hovedsædet for det skotske parlament. Det er den anden største by i Skotland og den syvende mest befolkede by i Storbritannien. Byens indbyggertal på knapt ½ mio. overgås af Glasgow. Byen har været hovedstad siden 1437 og er med ca. 13 mio. besøgende om året den næststørste turistby i Storbritannien efter London. City of Edinburgh Council leder byen.

Byen var et af de største historiske midtpunkter i Oplysningstiden, ledet af Edinburgh Universitet; dette var medvirkende til at give byen dets tilnavn Athens of the North (Nordens Athen). Distrikterne i Edinburgh's gamle og nye bydel (Old Town og New Town) kom på UNESCO's Verdensarvliste i 1995 som en anerkendelse af Medieval Old Town's unikke karakteristika og den planlagte Georgian New Town. Dette dækker foruden den gamle og nye bydel også områderne Dean Village og Calton Hill. Der er noteret mere end 4.500 fredede/beværingsværdige bygninger i Edinburgh. I maj 2010 var der et total på 40 områder, der skal bevares, dækkende knapt 25 % af bygningerne og knapt 25 % af befolkningen, den højeste ratio af alle storbyer i Storbritannien.

Vi startede med at gå op til Edinburgh Castle. Her var en kolonorm lang kø for at købe billetter. Men vi havde SMS’et til Lone nogle dage før og fået hende til at reservere elektroniske billetter over nettet og dernæst sende reservationsnummeret til os. Vi bevægede os hurtigt ad ”Fast Lane” langs alle de ventende, frem til et sted, hvor vi indtastede vores bookingnummer- og vupti – vi havde vores billetter.

Edinburgh Castle dominerer Edinburghs skyline, fra sin placering i den vestlige ende af The Royal Mile, på toppen af ​​en vulkansk kant, Castle Rock, hvorfra man har den smukkeste udsigt over den skotske hovedstad. Man har kunnet konstatere menneskelig beboelse på stedet, så langt tilbage som 1.000 år f.Kr. Der har været en kongelig borg på stedet i hvert fald siden David I’s regeringstid i 1100-tallet, og stedet fortsatte med at være en kongelig residens indtil Unionen med England i 1703. Fra 1400-tallet blev der ikke længere opført boligområder på slottets areal og i 1800-tallet var dets vigtigste rolle en militær base med en stor garnison. Dens betydning som et historisk monument blev anerkendt fra 1800-tallet, og forskellige restaurering programmer er blevet foretaget siden. Som en af ​​de vigtigste fæstninger i Kongeriget Skotland var Edinburgh Castle involveret i mange historiske konflikter fra krigene i skotske uafhængighed i 1300-tallet, indtil Jacobiner opstanden i 1745, hvor Prince Charles Edward startede et oprør mod englænderne. Han, der betegnes som ”Bonnie Prince Charlie”, havde søgt at forene de skotske klaner og byde englænderne trods. Det var næsten lykkedes, da han og andre klaner slog de engelske hære flere gange, men endeligt tabte ved det berømte slag ved Culodden, nær Inverness, den 16. april 1746. Charles flygtede fra englænderne og blev sejlet over til øen Benbecula i Hebriderne, hvor han senere undslap til Frankrig. Efter nederlaget ved Culodden blev de skotske klaner så decimeret i antal på grund af englændernes nye hårde love, udrensninger, mord og forvisninger af klansmænd, at de skotske klandynastier forblødte, med udbredt armod og immigration til følge. Alle vigtige og betydningsfulde klansmænd blev myrdet eller forvist. Nationen forblødte også intellektuelt og vidensmæssigt og klansystemet blev aldrig en magtfaktor igen.

Kun få af de nuværende bygninger er af ældre herkomst efter en længere belejring i 1500-tallet, hvor de middelalderlige forsvarsværker stort set blev ødelagt af artilleribeskydning. De mest markante undtagelser er St. Margarets Chapel, som stammer fra det tidlige 1100-tal og er den ældste overlevende bygning i Edinburgh.

Kapellet er bygget af Kong David og indviet til hans mor, Dronning Margarete, der døde på slottet i 1093 da hun fik meddelelse om, at hendes mand, Kong Malcolm III, var død i slaget ved Alnwick. Fra 1500-tallet blev kapellet anvendt til ammunitionsmagasin men efter en restaurering i 1845 blev det atter kapel.

Ligeledes er det Det kongelige palads også af ældre dato med den tidlige 1500-tals Riddersal. Slottet huser Honours of Scotland, Scottish National War Memorial og National War Museum of Scotland.

Edinburgh Castle vedligeholdes af Historic Scotland og er Skotlands mest besøgte betalte turistattraktion med over 1,3 millioner besøgende om året. Den britiske hær er ansvarlig for nogle dele af slottet, selv om dens tilstedeværelse i høj grad er ceremoniel og administrativ, herunder en række regimentets museer. Med baggrund i det årlige Edinburgh Military Tattoo, er slottet blevet et genkendeligt symbol for såvel Edinburgh som for Skotland.

Der er tale om en meget stor borg, så vi brugte mere end to timer på at se de forskellige småmuseer, der er på stedet. Det blev også til et besøg hos kronregalierne, hvilket tog en del tid grundet trængsel og kø. Det bevirkede bl.a. at vi ikke så vagtskiftet kl. 12.

Efter borgen førte Camilla os ned over Grassmarket og videre til Greyfriars Kirk, hvor vi så gravstedet for en politibetjent John Gray, hvis hund, Bobby, efterfølgende ikke veg fra hans grav i flere år. Da hunden døde blev den begravet i nærheden af ham. Men det er vist en skrøne.

Fra kirken gik vi mod South Bridge, hvor Camilla på hendes tidligere besøg havde fundet en forretning med nogle rigtig gode pies og puddings. Jeg frygtede det værste, med hensyn til prisen, men det viste sig faktisk at være yderst rimeligt. To pies og en pudding samt to sodavand til under 5£. Frokosten blev indtaget på trappen op til en kirke. Lige overfor vores spisetrappe lå en butik med kilte og andre turist-souveniers, som vi besøgte og hvor jeg på Camilla foranledning købte en CD med ”Red hot chilly Pipers”. Camilla synes nemlig, ligesom jeg, at sækkepibemusik ikke er så frygteligt, som mange folk vil gøre det til.

Turen gik videre til High Street, der er en del at ”The Royal Mile”, der strækker sig fra Borgen på toppen af klippen ned til Palace of Holyroodhouse, hvor den engelske dronning opholder sig, når hun er i Edingbourgh. The Royal Mile omfatter endvidere gaderne Esplanade, Lawn Market og Canongate.

Vi tog hele turen ned til bunden af gaderne og slog os lidt ned i en dejlig park ved siden af Det skotske Parlament. Vi hvilede os dog ikke så længe før Camilla mente, at nu skulle vi altså videre. Så nu gik det modsatte vej ad The Royal Mile op mod borgen. Undervejs faldt jeg for fristelsen og købte en sækkepibe, som jeg nu skal hjem og lære at spille på.

Vi kom også forbi en café, hvor vi fik en lækker peacan pie med øl, cider og cola til, inden vi fortsatte til borgen. Lige inden drejede vi dog nordpå ad Ramsey Lane og gik ned til Royal Scottish Academy (RSA), beliggende på The Mound. RSA er hjemsted for moderne kunst i Skotland og Akademiet blev grundlagt i 1826 på et møde mellem 11 kunstnere i Edinburgh. Den første præsident var George Watson og den første årlige udstilling blev afholdt i 1827. Akademiet blev efterhånden større og kom til at omfatte maleri, skulptur og arkitektur. I 1830 begyndte Akademiet også at erhverve bøger og prints og i 1840 åbnede man ”Life School”, som havde til formål at forbedre uddannelsen af ​​kunstnere i Skotland. Akademiet blev kongelig priviligeret i 1838, og har fra da af været kendt som Royal Scottish Academy (RSA).

I 1850 lagde Prince Albert grundstenen til en ny bygning på højen i Edinburgh, som skulle huse det nydannede National Gallery of Scotland og Royal Scottish Academy. RSA først holdt sit årlige udstilling i de nye gallerier på den østlige side af bygningen i 1855, og disse fortsatte her indtil 1910.

I slutningen af ​​det 1800-tallet blev det klart, at kunstudstilling og kunstuddannelse i Edinburgh var blevet alt for kompliceret og forvirrende og i 1910 flyttede akademiet til nye lokaler i en tilstødende bygning, tidligere kaldet Royal Institution. Denne bygning har været mødested for Akademiets årlige udstillinger siden 1911. Kunstundervisningen blev overført til det nyoprettede Edinburgh College of Art, og fra denne periode og fremefter blev Akademiet mindre aktiv i denne rolle. I stedet bistår RSA i dag unge kunstnere gennem legater, præmier og udstillingsmuligheder.

Foran RSA var der ved at blive stillet op til musik. Det var en sækkepibespiller, en guitarist og en trommeslager. Camilla havde også set og hørt dem sidst hun var her og anbefalede, at vi blev og hørte dem. Det viste sig at være både god musik og god optræden, så vi blev der i næsten 3 kvarter og købte en CD hos dem for blot 5£.

Så blev der shoppet lidt på Princes Street hvor jeg bl.a. købte to T-shirts. Nu var klokken blevet over 17, så vi mente godt vi kunne tillade os at finde et sted at spise. Børnene mente de var blevet snydt for at spise på en Jamie Oliver Restaurant i York, så nu måtte jeg overgive mig til en middag hos Jamie’s i Rose Street. Nicolai fik Crap Spagetini og Camilla og jeg snuppede spagetti med Wild Rabbit. Det var virkelig veltillavet mad og vi var alle tilfredse med de valgte retter.

Nu var det tid til at begive os hjemover og heldigvis var der en stoppested for linie 27 meget tæt på restauranten og snart indtog vi pladser på øverste dæk i bussen, der bragte os hjem til Campingpladsen, hvor vi stillede fjernsynet an, så vi kunne starte på 1. film i trilogien Ringenes Herre. Camilla havde imidlertid fået hovedpine, så vi stoppe halvt inde i filmen og gemmer 2. halvdel til i morgen. Så kunne jeg også kaste mig over turberetningen.

Dagen var begyndt med strålende solskin, men ved 16-tiden begyndte det at sky til og blive gråt og klokken 20 begyndte det at regne, bare det holder op til i morgen.

Nicolai havde haft sin skridttæller slået til og ved turens slutning viste den 22.700 skridt, svarende til ca. 15 km. Det viste sig senere, at det blev til rekorden.

Torsdag den 1. august

Det regnede det meste af natten, men det er faktisk hyggeligt at ligge og falde i søvn til regnens trommen på taget. Hvad der er knapt så hyggeligt er at vågne op til den samme trommen. Den var dog taget lidt af, da jeg stod op ved 8:30-tiden og mens vi spiste holdt det helt op med at regne.

For en sikkerheds skyld valgte vi dog at tage paraplyer med, da vi forlod pladsen ved 10-tiden. Desværre smuttede bus 27 lige for næsen af os, men der var en 16’er lige i hælene på den, så vi besluttede at tage denne ind til byen i stedet for.

Det var en hyggeligere tur, end den rute som bus 27 tager. Vi kørte ind langs fjorden, ind til det gamle havneområde og til sidst fra havnen op gennem et gammelt kvarter til Regent Road, hvor vi stod af. Her slog vi et slag ind i et stormagasin, hvor Nicolai købte sig en Kindle, en E-bog-læser, som han havde ledt efter flere gange på turen. Jeg lovede at spæde et beløb til, svarende til det, som jeg havde spenderet på Camilla, men det var alligevel det halve, han selv måtte punge ud med.

Næste stop var Calton Hill, der ligger i den østlige ende af byens lange indkøbsgade, Princes Street, i forhold til borgen. Parken ligger på en bakketop og der er en flot udsigt til alle sider, men helt klart op mod borgen.

Vi fortsatte ned til enden af Princes Street, men i stedet for at gå af denne, slog vi et slag nordpå og gik ad Georges Street, der løber parallelt med hovedgaden. I denne gade ligger Edinburghs Hard Rock Cafe og da ingen af os nogensinde havde været på en sådan, besluttede vi at spise frokost på stedet. Vi fik alle tre deres traditionelle burger og jeg vil sige, at den var ikke så god som maden hos Jamie’s aftenen før. Til gengæld var den dyrere. Nå pyt, stedet havde rigtig god musik og stemningen var i top.

Vi fortsatte nu gåturen en pænt stykke ud i Westend, hvor Camilla gerne ville se en kirke, St. Mary’s Cathedral, som hun ikke havde set på hendes første tur. Undervejs begyndte det at dryppe, men vi havde jo paraplyer, som straks blev slået op.

Vi fandt kirken og dumpede lige midt ind i en koncert for klaver og klarinet. Det var ikke rigtig kirkemusik, men en blanding af sådant og tilsat jazz-strofer. Slet ikke så dårligt. Selve kirken var ikke det store sus og vi måtte ikke tage billeder, så vi forlod hurtigt stedet og satte kursen ind mod centrum igen.

Nu aflagde vi et besøg i West Princes Street Garden, hvor der også blev spist is, mens vi hvilede benene på stole ved et cafébord. Men snart var vi på farten igen. Camilla ville gerne lige kigge i en tøjbutik på Princes Street, men så var det også slut på dagens udflugt. Vi fandt stoppestedet til Bus 27 og kørte hjem til Speedy, hvor der blev købt Internet-tid og checket mails m.m. Bl.a. blev P-bøden fra York betalt.

Nicolai havde atter slået skridttælleren til, men i dag var det kun blevet til 18.600 skridt, svarende til ca. 12 km, altså klart mindre end gårsdagens rekord.

Så lavede børnene kalkun-frikadeller og bagefter blev anden halvdel af Ringenes Herre, film 1, set færdig. Det var blevet sengetid og læsetid. Inden vi faldt i søvn hørte vi nogle dumpe drøn inde fra byen og blev enige om, at det var Edinburghs Tatoo, der blev skudt færdigt. På Hard Rock Café havde tjeneren oplyst, at tatooet startede i dag. Det var ellers noget jeg gerne ville have set, men der skal bestilles billetter flere måneder i forvejen.

Fredag den 2. august

Vi forlod pladsen efter at have tømt og fyldt tanke og bad Marie finde ruten til The Lake District for os. Hun valgt en rute tværs ind gennem bydelen Westend, med de småproblemer det nu giver at køre i smalle og stærkt trafikerede gader. Men snart var vi på vej sydover ad mod den engelske by Carlisle.

Efter at have forladt Edinburgh kørte vi et pænt stykke tid mellem store kuplede bjerge, helt uden træbevoksning, men befolket med masser af får. Tidligere på turen havde vi set en bog ”How to know your Sheep” og den kunne vi godt bruge nu. For vi opdagede hurtigt, at der var masser af fåreracer. Den race, der fascinerede os mest, var en type som Nicolai døbte Alpaca-får, efter lama-arten med lange halse. Spøjse så de altså også ud.

Vi nærmede os grænsen til England og nogle kilometer inden passerede vi den lille by Lockerbie, hvor en jumbo-jet i 1988 styrtede ned i byen på vej fra Europa til USA. Den nærmere historie er at et Boing 747, der var på vej fra Frankfurt til New York, den 21. december 1988 eksploderede over den lille landsby Lockerbie i Skotland. Alle ombordværende 259 mennesker og 11 mennesker i landsbyen blev dræbt. Næsten 3 år senere, 13. november 1991 udstedte myndighederne i Skotland og USA internationale arrestordrer mod de to libyere: Al-Amin Khalifa Fahima, ansat ved Libyan Arab Airlines på Malta, og Abd al-Basset al-Megrahi, en tidligere sikkerhedschef i flyselskabet. Begge blev anklaget for at have sendt en kuffert med bomben fra Malta til Frankfurt, hvor den blev omlastet til Pan Am flight 103.

I december 1998 erklærede en tysk dommer, at en afhoppet iransk sikkerhedschef havde fortalt ham, at attentatet var beordret af Iran, men var blevet gennemført af de to eftersøgte libyere.

Selvom Libyen gennem 7 år kategorisk afviste at udlevere de mistænkte, søgte landet alligevel en vej ud af problemet. Oberst Qaddafi erklærede ved flere lejligheder, at han ikke personligt ville modsætte sig, hvis de to frivilligt besluttede sig at overgive sig til en domstol, men samtidig lagde han vægt på, at de skulle have en ærlig retsforfølgelse, hvilket ville være umuligt i både Skotland og USA. Han foreslog flere alternativer: en retssag i Libyen, en domstol under den Arabiske Ligas jurisdiktion, et islamisk tribunal i Storbritannien eller et andet land, eller en retssag i et neutralt land. Hans seneste forslag var en retssag i Holland med skotske dommere under skotsk lov. Men helt frem til 1998 afviste både USA og Storbritannien alle disse alternativer, og krævede blankt de mistænkte udleveret.

I mellemtiden havde Libyen indbragt sagen for den internationale domstol i Haag, som i februar 1998 erklærede, at domstolen havde jurisdiktion til at tage sig af sagen og gerne ville tage den. I august 1998 ændrede USA og Storbritannien derfor holdning og accepterede nu en retssag i Holland ved en domstol med skotske dommere. Den 27. august 1998 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der erklærede, at internationale sanktioner mod Libyen ville blive hævet, når de to mistænkte ankom til Holland. I december 1998 rejste FN Generalsekretær Kofi Annan til Tripoli i håbet om at få udleveret de to til en retssag i Holland.

I mellemtiden havde Storbritannien vedtaget en lov, der gav mulighed for at nedsætte en domstol i udlandet med skotske dommere, og samtidig havde Holland stillet en tidligere amerikansk militærbase til rådighed for formålet. Denne blev erklæret for britisk område og stillet til rådighed for domstolen. Libyen insisterede dog på, at en række problemer skulle løses, inden de to kunne udleveres. Bl.a. skulle de have garantier for, at de ikke ville blive sat på et fly til USA eller Storbritannien ved deres ankomst til Holland, samt at udenlandske efterretningsagenter ikke skulle have adgang til de mistænkte hverken før, under eller efter retssagen. Et andet problem var, hvor de mistænkte i givet fald skulle afsone deres straf, hvis de blev fundet skyldige. Tripoli insisterede på, at de skulle afsone straffen i Libyen, mens USA og Storbritannien krævede at de skulle afsone i Skotland.

Efter forhandlinger der involverede både Saudi Arabien, Sydafrika og FN ankom de to mistænkte endelig til Camp Zeist i Holland den 5. april 1999. Samme dag blev FN-sanktioner mod Libyen suspenderet og efterfølgende fuldstændig hævet.

Den 31. januar 2001 fandt en jury bestående af 3 dommere den anklagede Abdel Basset Ali Megrahi skyldig og dømte ham til livsvarigt fængsel. Den anden anklagede, Lamen Khalifa Fhimah blev frifundet og umiddelbart derefter sendt tilbage til Libyen. USA og Storbritannien erklærede imidlertid, at de ville fortsætte FN-sanktionerne, indtil Libyen åbent erkendte sin skyld i attentatet og gav erstatning til ofrenes familier. Den 27. juli 2001 forlængede USA's kongres sanktionerne mod Libyen og Iran for en yderligere 5 års periode.

Libyen accepterede i maj 2002 at betale 2,7 mia. US$ i erstatning til de efterladte. 40% af beløbet skulle udbetales når FN-sanktionerne, der blev suspenderet i 1999, blev endeligt ophævet; yderligere 40% når USA's handelssanktioner blev hævet; og de sidste 20% når USA fjernede Libyen fra listen over lande der sponsorerer terrorisme. Først i 2008 fjernede USA de sidste restriktioner. Supermagten havde da også betydelige interesser i at deltage i kapløbet om olieefterforskning i Libyen.

8 miles inden Carlisle passerede vi den skotsk/engelske grænse, hvilket dog blot blev markeret med et skilt, da de to lande fik fælles overhoved så langt tilbage som i 1707. Skotland har dog sit eget parlament, hvilket også gælder Wales.

Vi rundede Carlisle og fortsatte mod Keswick, en lille by i West Lake District, som vi snart kørte ind i. Vi fandt den udvalgte campingplads, Derwentwater Camping And Caravanning Club Site ( Walker Park), som lå meget smukt i den nordlige ende af søen Derwent Water. I første omgang fik vi at vide, at pladsen var ”Fully Booked”, men det lykkedes dog at få en lille plads, lige ved siden af receptionen, da de hørte, at det kun drejede sig om en enkelt nat.

Derwentwater Club Camping er beliggende mellem Skiddaw og Derwentwater tæt på den smukke købstad Keswick, hvis centrum nås efter få minutters gåtur. Derwentwater Campingpladsen har to forskellige områder, The Oval og Walker Park. Begge er populære for deres enkle og fredelig atmosfære. Faciliteterne er rene og vel vedligeholdte.

Keswick er det største center for turisme i regionen med dens mange varierede butikker, restauranter og museer, for ikke at nævne det lokkede vand og bakkerne. Og så er der jo lige det noget specielle Keswick Cumberland Pencil Museum, anlagt, da der i sin tid blev brudt grafit i området. Faktisk fremstillede man også hule blyanter under WWII, hvori der kunne skjules meddelelser.

I Keswick kan man hoppe om bord på en lille krydstogt båd og få en 50 minutters rundvisning på søen eller hoppe af på en af ​​de syv anløbsbroer, der ligger ved søbredden.

Vi fik anvist vores plads og satte isoleringsmåtten for forruden. Ikke så meget for at holde på varmen, som for ikke at få lys ind. Det var nemlig ret varmt, men kors hvor det blæste. Jeg ville kalde det stiv kuling. Vi besluttede at gå det meget korte stykke ind til byen og på vej ud spurgte vi lejrchefen, om det ofte stormede sådan ? ”Storm”, sagde han, ”det er da bare en svag brise”. Han fortalte, at man ofte var oppe på vindstyrker af storm, som løb op gennem dalen, som søen lå i.

Vi gik en tur gennem byen, der sydede af turister. Der er tale om et af de helt store centre for vandreture i The Lake District, og udvalget af butikker viste også dette klart. Der var rigtig mange med udstyr til vandring og man kunne på reklamer se, at stedet også var center for vintersport, da de øjensynligt handlede med skitøj og ski om vinteren.

Vi handlede i den lokale Coop, hvor vi bl.a. investerede i lidt eftermiddags kage, chokolade brownies, med belgisk chokolade. Meget lækkert. I stedet for kaffe/the blev der serveret Cider/Cola.

Nicolai kastede sig over aftensmaden ved 18.30-tiden og efter maden lidt hygge og så ellers film nr. 2 i Ringenes Herre-trilogien.

Lørdag den 3. august

Vi forlod Keswick og ville ud og se en cirkulær oldtidsstensætning ved navn Castlerigg. Den er formentlig ældre end Stonehenge, men er langt mindre pompøs. Vi kørte efter Maries forudindtastede position, men endte på en campingplads, der hed Castlerigg. Tilbage til Keswick og nu efter de skilte, som vi tidligere havde set. Men pludselig var vi nede ved en stor vej igen, hvor skiltet nu pegede i den retning, vi var kommet fra. Vi opgav og fortsatte mod Chester.

Det blev en køn tur ned gennem den vestlige del af Lake District, hvor vi kørte gennem adskillige hyggelige småbyer, alle præget af områdets mange vandrere. Også campingpladserne ligger tæt, så det vil ikke være svært at finde en plads i området, selv om vi ikke havde kunnet finde så mange i vores ADAC Campingguide. Også hoteller er her masser af, både små hyggelige og kæmpestore flotte, men langt de fleste holdt i lokal byggestil.

Pludselig fladede landskabet ud og vi var ikke længere i Lake District, men havde retning mod Chester.

Chester ligger ved floden Dee, tæt på grænsen til Wales og er hjemsted for ca. 120.000 indbyggere.

Chester blev grundlagt som en "Castrum" eller romersk fort med navnet Deva Victrix i år 79 af den romerske Legion II Adiutrix under kejser Vespasians regeringstid. Fra Chester udgik fire hovedveje, Eastgate, Northgate, Watergate og Bridge, og i dag følger disse veje stadig dette mønster, udlagt for næsten 2.000 år siden. Som en af den romerske hærs tre vigtigste baser i Brittania, blev Deva Victrix en stor bosættelse i den romerske provins Britannia. Efter romerne forlod byen i det 400-tallet, befæstede sakserne byen mod danskerne og gav Chester sit navn. Men alligevel blev byen plyndret adskillige gange under de danske vikingers invasioner af England.

Chester var en af ​​de sidste byer i England der måtte overgive sig til normannerne, da disse erobrede England. Vilhelm Erobreren beordrede opførelsen af ​​et slot, til at dominere byen og den nærliggende walisiske grænse. Chester fik sine købstadsrettigheder i 1541.
I mange år var byen den vigtigste by i Vestengland, og den industrielle revolution bragte jernbaner, kanaler og nye veje til byen, hvor der var betydelig ekspansion og udvikling, men efterhånden blev denne position overtaget af Liverpool.

Chester har en række bygninger fra middelalderen, men nogle af de sort-hvide bygninger i byens centrum er faktisk victorianske restaureringer. Chester har en af ​​de bedst bevarede bymure  i Storbritannien. Bortset fra en 100-meter af muren, der er fredet, står resten næsten fuldstændig intakt. 

Vi kørte rundt en del tid uden at finde en P-plads, men langt om længe lykkedes det og det endda tæt på centrum. Vi læste P-reglerne og fandt ingen problemer, hvorefter vi begav os op i byen.

Det viste sig at være både en køn og hyggelig by, som absolut var besøget værd. I sær var handelsgaderne med de gamle butikker i flere etager, meget spændende.

Vi aflagde også Katedralen et besøg, og vel var den da flot, men vi er nok blevet forvænt efter de tidligere besøgte katedraler.

Vi gik tilbage til Speedy og gud døde mig om ikke vi havde fået tildelt en P-afgift. Begrundelsen var manglende betaling. Jeg har dog ikke i sinde at betale, men vil i stedet sende et billede af, hvor P-billetten var an bragt og en kopi af billetten, for det passede i hvert fald ikke. Efterskrift: Der blev hurtigt klaget over afgiften og jeg har efterfølgende ikke hørt yderligere.

Vi forlod Chester og kørte til Conwy i Wales, som viste sig at være en lille hyggelig by med en stor borg.

Conwy er en vigtig turist, markeds- og handelsby for lokalområdet. Blandt turister er byen først og fremmest kendt for sin massive borg Conwy Castle og tilhørende, stort set intakte, bymur. Borgen blev opført af Edward 1. mellem 1283 og 1289. Før slottet havde der ligget et kloster, Aberconwy Abbey, grundlagt i 1190, men der kan have været en lille landsby endnu tidligere.

Vi tog en kort rundtur i byen og købte ind i Spar, så vi nu har til morgenmad med pølser og æg – the whole monty.

Vi kørte lidt udenfor byen, hvor vi fandt Conwy Touring Park, en meget stor campingplads, men ikke til de høje karakterer, men bare vi får strøm på, så er vi tilfredse. I aften skal vi nemlig se 3. og sidste film i trilogien om Ringenes Herre. Hvad det var, der gjorde at vi ikke følte os hjemme på pladsen, ved jeg ikke rigtig, for der var hvad der skulle være, men alligevel følte vi os lidt fremmede på pladsen.

   Tryk her for at komme til Del 3

    Tryk her for at komme tilbage til Del 1

    Tryk her for at komme tilbage til "Vore ture"