Med Speedy til England - Del 3

4. august – 11. august 2013

Søndag den 4. august

Dagens første mål var borgen i den lille by Beaumaris, der ligger på den nordvestligste ø i Wales, Anglesey, forbundet med fastlandet med en flot bro, som dog er meget smal, men vi fik lige smuttet Speedy igennem. Hvis man har en større vogn, så er der dog mulighed for at tage en nyere bro på hovedvej A55 lidt vest for den gamle bro. 

Selve Beaumaris har omkring 2.000 indbyggere og i den østlige del ligger det velbevarede borganlæg Beaumaris Castle, der blev påbegyndt af Edward 1. i 1295, men som aldrig er blevet færdigggjort. Borgen, der har to koncentriske mure og en vandfyldt voldgrav, er optaget på UNESCO's Verdensarvliste i 1986.

Vi gik rundt på borgen et godt stykke tid og selv om der er tale om en ruin, er der dog ikke problemer med at forestille sig, hvordan den har været, da den er temmelig velbevaret.

Efter borgen blev det til en lille rundtur i selve byen, hvor vi bl.a. købte sandwich til den kommende frokost.

Vi kørte videre mod næste mål, Caernarfon Castle, der ligger blot få miles fra Beaumaris, men inde på fastlandet. Jo borgene ligger tæt i denne del af United Kingdom. Vi kørte til borgens P-plads som viste sig at ligge lige nedenfor borgen ud til havnen. Pladsen var bemandet og vi betalte 4,50£ for en hel dag, hvilket vi dog ikke skulle bruge. En afspærring blev fjernet og vi fik fores eget område at holde i, men inden vi begav os de få meter op til borgen, spiste vi dog lige vores nyligt indkøbte sandwiches, men så var det også af sted.

Caernarfon Castle blev bygget af Edvard 1. af England efter erobringen af Wales i 1277. Ifølge en tradition blev hans søn Edvard 2. født der 1284, men der findes ingen samtidige kilder, som bekræfter dette.

Edvard 1. byggede flere slotte i det nordlige Wales for at sikre området, efter at han havde slået Llywelyn ap Gruffydd. Andre vigtige fæstninger i denne ”jernring” var Beaumaris, Conwy og Harlech, men Caernarfon er det største af dem. Det blev påbegyndt i 1283 under Llywelyns mislykkede oprør, og var færdig i omtrent den tilstand det har i dag i 1323. Det blev aldrig fuldført. Ifølge samtidige regnskaber kostede det 20.000 £, en enorm sum, svarende til den årlige indtægt til det kongelige skatkammer.

Den koncentriske grundplan var avanceret i forhold til tidligere britiske slotte. Murene er inspireret af Konstantinopels bymure, et resultat af Edvard 1.s forkærlighed for korstogene. Slottet kontrollerede Menai-strædet, som var af stor strategisk betydning under Edvards felttog i Wales.

Slottet er blevet belejret flere gange. I oprøret 1294–1295 holdt garnisonen ud, fordi den fik forsyninger så den kunne vente på forstærkninger, som kom i foråret 1295. I 1403 og 1404 klarede borgen atter en belejring under Owain Glyndŵrs oprør. Den sidste belejring kom i 1646, da royalisterne blev belejret og måtte overgive sig til Cromwell’s styrker.

I 1911 blev slottet brugt til den formelle indsættelse af den fremtidige Edvard 8. som prins af Wales. Dette blev gentaget ved indsættelse af prins Charles i 1969.

Slottet huser regimentsmuseet for Royal Welch Fusiliers, og er på UNESCO's Verdensarvliste.

Her er der tale om en endnu mere velbevaret borg, så også her blev der brugt lang tid. Da vi var færdige med borgen købte vi hjemmelavet is, som smagte virkeligt godt. Nicolai fik bl.a. en kuglen der hed New York Cheesecake, og som smagte rigtig godt. Desværre var det begyndt at regne, så vi styrtede ned til bilen og kørte videre mod næste stop, Portmeirion, som var fundet af Nicolai.

Portmeirion er en populær turistlandsby ved Gwynedd i North Wales. Den blev designet og bygget af Sir Clough Williams-Ellis mellem 1925 og 1975 i stil med en italiensk landsby og er nu ejet af en velgørende fond.

Sir Clough Williams-Ellis benægtede gentagne påstande om, at designet var baseret på byen Portofino i Italien. Han erklærede blot, at han ønskede at hylde atmosfæren fra ​​Middelhavet. Han har dog udtalt "Hvorfor skulle jeg ikke være faldet for Portofino”? ​​ Han indarbejdede fragmenter af nedrevne bygninger, herunder værker af en række andre arkitekter. Portmeirion arkitektoniske bricolage og bevidst fantasifulde nostalgi er blevet bemærket som en indflydelse på udviklingen af ​​postmodernismen i arkitektur i slutningen af ​​det 20. århundrede.

Hovedbygningen af ​​hotellet og hytterne "White Horses", "Mermaid", og "The Salutation" havde været en privat ejendom, kaldet Aber Iâ (walisisk: Ice flodmunding), der er udviklet i 1850'erne på baggrund af et støberi og et bådværft fra slutningen af ​​1700-tallet. Williams-Ellis ændret navnede (som han havde fortolket som "frossen mouth") til Portmeirion:. "Port-" fra sin plads på kysten, "-Meirion" fra amtet Merioneth (Meirionydd), hvor det blev placeret. De meget små rester af et middelalderslot (kendt skiftevis som Castell Deudraeth, Castell Gwain Goch og Castell Aber IA) finder man i skoven lige uden for landsbyen, første gang omtalt af Giraldus Cambrensis (Gerald af Wales) i 1188.

Castell Deudraeth blev købt i 1931 fra onkelen Sir Osmund Williams med den hensigt at integrere det i Portmeirion hotelkomplekset, men starten på 2. verdenskrig og andre problemer forhindrede dette. Williams-Ellis havde altid anset Castell for at være "den største og mest imponerende enkeltbygning på Portmeirion Estate" og søgte måder at indarbejde det på. Sidst, med støtte fra Heritage Lottery Fund og Den Europæiske Fond for Regional Udvikling samt Wales Tourist Board, var hans oprindelige mål nået, og Castell Deudraeth blev åbnet som et 11-værelses hotel og restaurant den 20. august 2001 af den walisiske operasanger Bryn Terfel.

Bebyggelsen prydes af en flot beplantning af rhododendron og andre eksotiske planter, som blev påbegyndt inden Williams-Ellis’s tid af den tidligere ejer George Henry Caton Haigh, og haven har fortsat udviklet sig siden Williams-Ellis død.

Portmeirion er nu ejet af en velgørende fond, og er altid blevet kørt som et hotel, som bruger størstedelen af ​​bygningerne som hotelværelser eller selvstændige hytter, sammen med butikker, en café, te-salon og restaurant. Portmeirion er i dag en top turistattraktion i North Wales og dagsbesøg kan foretages mod betaling af entré. Portmeirion har endvidere tjent som hjemsted for en lang række film og tv-shows.

Det var blevet solskin, men med sorte bygeskyer. Da vi ville betale for at komme ind på området, sagde den venlige billetdame, at hvis vi ventede 10 minutter, så kostede det kun det halve. Mens vi ventede, smuttede jeg lige tilbage til Speedy for at hente 3 paraplyer. Det skulle vise sig at være en god investering.

Her var tale om en virkelig lille perle og vi udbrød alle samstemmende, at her var der tale om ren Disney-idyl.

Der blev også kigget lidt i en af de mange shopper, hvor jeg bl.a. købte et par manchetknapper, som en af erstatningerne for alle mine stjålne knapper i marts. Da jeg havde handlet, var det begyndt at regne ret kraftigt, men vi mente nok at paraplyerne kunne klare det, så vi bevægede os ud i regnen, men måtte snart sande, at vi hellere måtte søge ly til det værste var overstået.

Snart var vi dog ude igen, men stadig med paraplyerne oppe, hvilket gav nogen beskyttelse, men lidt våde blev vi nu alligevel. Det var ligesom om stedet lagde op til, at man ikke kunne være i dårligt humør, blot fordi det regnede.

Da vi havde været rundt på en stor del af området vendte vi tilbage til Speedy, hvor vi drøftede hvor vi skulle tage hen, da vi ikke havde flere steder i Wales, som skulle besøges og selv om Blenheim Palace lå meget langt væk, bad vi dog Marie om ruten hertil. Så måtte vi se, hvad det bragte.

Vi kom ind over det centrale Wales og kørte bl.a. i en nationalpark, hvor der var meget smukt, men også utroligt øde. På et tidspunkt så vi et campingpladsskilt og drejede til højre, ind over en flod med en temmelig spinkel bro, men over kom vi og på den anden side lå en lille hyggelig plads, hvor vi checkede ind og eftermiddagshyggede, mens regnen trommede på taget. Til tider ret kraftigt.

Efter middagen blev første del af Pirates of the Caribbean sat i TV-et som aftenunderholdningen.

Mandag den 5. august

Vi sov lidt længe da ingen rigtig havde lyst til at stå op. Det regnede nemlig stadig. Omkring klokken 9 var der dog morgenmad, hvorefter bilen blev gjort klar til afgang mod Blenheim Palace ved byen Woodstock og nej, den har intet med den store musikfestival at gøre.

Den første times tid kørte vi på meget små veje der var smalle og meget snoede. Det satte sit præg på tempoet, som var lavt, men så kunne man nyde de pragtfulde landskaber vi kørte igennem.

Lige inden Screwsbury kørte vi ud af Wales og nu blev vejene langt bedre. Undervejs var vi inde omkring en lille by for at handle, men vi kunne ikke holde i nærheden, så vi besluttede at vende om. Dette skete på en P-plads, hvor jeg var så uheldig, at ramme en betonkant med trappen ved døren. Trappen blev nu helt ødelagt. Den havde tidligere fået en ”knæk” allerede på vores tur til Frankrig for tre år siden, så nu, hvor den har lidt sit endelig, har jeg fået en undskyldning for at skifte den ud.

Camilla mente, at vi skulle lave et genbesøg i Stratford Upon Avon for at se Shakespeares fødehjem. Vi havde besøgt stedet i 2006, så vi var ikke inde i selve huset, men i stedet besøgte vi bookshoppen, hvor Camilla atter franarrede sin far en flot bog med Shakespeares samlede værker.

William Shakespeare (23. april1564 – 23. april1616) er en af de største forfattere, der har skrevet på engelsk. Som skuespilforfatter skrev han nogle af de mest berømte tragedier, historiske skuespil og komedier. Han skrev også digte, især sonetter. Der kan læses mere om Shakespeare og Stratford i vores beretning fra 2006.

Byen var også stedet, hvor vi spiste frokost. Nicolai og jeg fik pizza for første gang, mens Camilla fik pasta med kylling og champignon. Og minsandten om ikke solen skinnede mens vi var i byen. Fra vores P-plads tæt på centrum, der var pænt afmærket for autocampere (ingen bøde denne gang) kørte vi et kort stykke ud til Anne Hathaways’s Cottage.

Før Anna Hathaway giftede sig med William Shakespeare i 1582, boede hun med sine syv søskende i denne smukke bygning fra midten af 1500-tallet. Hendes far var en middelklasse landmand med egen jord, og huset er derfor et typisk Tudor-hus af de lidt større. Møbler og genstande, som ses inde i huset, er originale og flere af tingene har tilhørt familien Hathaway. Haven uden for huset er intet ringere end et pragteksemplar af ”An English Garden”, og der er intet at sige til, at en del af Shakespeares historier foregår i landidyl.

Hendes cottage var rigtig hyggelig og den omgivende have ligeså, men stedet er hurtigt overstået, da det trods alt ikke er så stort, så snart efter var vi på vej de sidste 16 miles til Blenheim. Jeg mente, at der skulle være en campingplads i nærheden af paladset, men vi kunne ikke finde den, så i stedet kørte vi til Charlbury, hvor der ifølge ADAC skulle være en plads. Den kunne vi imidlertid heller ikke finde, men til gengæld fandt vi et supermarked, hvor vi handlede. Samtidig spurgte vi kassedamen, om der var en campingplads i byen. Hun svarede, at vi blot skulle køre ud fra P-pladsen, dreje til venstre og 2-3 miles længere fremme ville der så være et stort skilt. Og ganske rigtigt, ingen problem med at finde ”Cotswold View Caravan Park”.

Pladsen var faktisk med i ADAC, men uden vejnummer, hvorfor Marie havde haft svært ved at lokalisere den. En rigtig nydelig plads, hvor vi checkede ind, lavede mad og så 2. film af Pirates of Caribbean. 

Tirsdag den 6. august

Stod for en gang skyld op til solskin. Jeg stod først op (det gør jeg hver dag) og begyndte at larme med bilen, idet jeg ikke mente, at kunne forsvare at køre videre med vores trin hængende og dingle under bilen. Så jeg fandt diverse værktøj frem op begyndte at save, skrue og skære i boltene for at få dem af. Det hjalp ikke det fjerneste, men lidt god gammeldags vold klarede hurtigt sagen. Jeg havde egentlig håbet at kunne reparere trinnet efter skaden i Frankrig, men nu var der intet at gøre. Trinnet blev stille ved siden af containeren til metal.

Så gik jeg over for at se, om der eventuelt var frisk morgenbrød og minsandten om ikke det var tilfældet. Jeg fik tre chokolade-croisanter og bestilte to bagetter, som ville komme ud af ovnen et kvarter senere. Så var det hurtigt i bad og tilbage til Speedy, hvor jeg fik børnene op og sendt i bad. Mens de badede hentede jeg de to bagetter og da børnene kom retur, var morgenmaden klar til konsumering, hvorefter vi kørte tilbage til Woodstock og dermed Blenheim Palace.

Blenheim Palace er et af de mest monumentale herresæder i England. Det er det eneste herresæde i landet, hvor benævnelsen palace indgår, hvilket ellers kun tildeles bispesæder, hvilket Blenheim aldrig har været.

Af alle Englands utallige herresæder er Blenheim med rette det mest berømte. Dets størrelse og overdådighed vidner om dets rige historie. Det var en gave fra den taknemmelig dronning Anne til general John Churchill, første hertug af Marlborough, efter hans knusende sejr over franskmændene i 1704 ved Blenheim, en lille bayersk landsby ved Donau. Dette luksuøse palads, som absolut er en sejrrig general værdigt, er unægtelig imponerende og betegnes som Englands modstykke til Versailles. Men der opstod politiske stridigheder omkring herresædet. Marlborough faldt i unåde og gik i eksil, og arkitekten Sir John Vanbrugh fik sit rygte ødelagt.

Det er også stedet, hvor Winston Churchill blev født i 1874. Man kan med nogen ret sige, at Winston blev født for tidligt. Hans forældre havde nemlig kun været lovformelig gift i 8 måneder, da de fik ham. Han var britisk politiker og statsmand, som især er kendt for sit lederskab af Storbritannien under 2. verdenskrig. Han var premierminister i Storbritannien fra 1940 til 1945 og igen fra 1951 til 1955. Han betragtes i vide kredse som en af de største ledere i krigstid. Det kom ikke som et chok for nationen, da Winston døde, kun 91 år gammel. Han havde på det tidspunkt haft adskillige blodpropper og slagtilfælde. Churchills ligger begravet på familiegravstedet ved St. Martin's Church i Bladon nær Woodstock, tæt på hans fødested.

Den store, rigt udsmykkede hovedbygning med lavere fløje og otte tårnagtige hjørnepavilloner udgør kulminationen på engelsk barokarkitektur. Til paladset hører jordområder på 800 hektarer, der engang var jagtrevir for de saksiske konger. Skønt dette herresæde næsten ikke er ombygget siden dets færdiggørelse i 1722, blev parken og haven, oprindeligt anlagt af Henry Wise, dronning Annes havearkitekt, omlagt i 1760érne af Lancelot “Capability” Brown, den store landskabsarkitekt, der også skabte Blenheim Lake. Disse anlæg er stadig imponerende og stedets største trækplaster med den berømte Marlborough Maze, verdens største hæklabyrint, inden for gåafstand af Blenheim Palace. Bygningen er på UNESCO’s verdensarvliste

Vi fandt hurtigt indkørselen, der faktisk ligger inde i selve byen Woodstock, betalte 52£, og det endda med senior- og studierabat, med et smil og kørte gennem portbygningen op mod slottet. Vi havde fået anvist en plads et stykke væk, som så til gengæld var på asfalt og hvorfra, der så kørte et lille tog op til slottet.

Vi parkerede kiggede lige på et lille haveanlæg ved pladsen med bl.a. et hus med sommerfugle og begav os så til afgangsstedet for toget, som kørte hver halve time. Der var imidlertid mere end tyve minutter til næste afgang, så vi besluttede at gå derop, hvilket kun tog 10 minutter.

Selve slottets rundtur var delt op i to dele. Den første rundtur, hvor man kunne blive guidet eller gå selv, indbefattede en mindre udstilling om Winston Churchills liv. Den anden rundtur var om slottets tilblivelse og dets beboere gennem tiderne og foregik på den måde, at man havde bygget små tableauer op med mekaniske personer og levende billeder fra computere. Man blev ført fra rum til rum via automatiske døre, så ikke noget med at smutte af sted på egen hånd. Man var dog ikke så længe i hvert rum, at man blev træt af det og vi var alle tre enige om, at det var en god måde at levendegøre historien på.

Da vi var færdige med det indvendige gik vi en lang tur i haven, hvor vi så rosenhaven, vandfaldet, Den italienske Have og Den hemmelige Have. Så var det tid til at komme videre, så vi ville tilbage til Speedy. Egentlig havde Camilla og jeg lovet, at Nicolai nok skulle få lov til at tage det lille tog til parkeringspladsen, men da Nicolai så, hvor mange mennesker, og især børn, der skulle med, så foretrak han alligevel at gå tilbage.

Her blev der hurtigt rettet an til frokost på P-pladsen, men så var det også farvel til Blenheim. Det skal dog bemærkes, at lige inden vi kørte ud af parken, passerede vi stedets campingplads, som vi havde ledt efter aftenen før. For efterfølgende interesserede er adressen: Blandon Road, Woodstock, Oxfordshire.

Havde vi I går aftes blot kørt en mile længere ud af byen, havde vi fundet stedet, men det gjorde vi så ikke. I det hele taget synes vi samstemmende, at der for det meste var en enestående dårlig skiltning af og til de fleste engelske campingpladser.

Vi forlod Woodstock og kørte mod Stonehenge, hvilket tog godt et par timer. Marie viste os helt korrekt til stedet, dog med den lille ændring, at en vej, der før gik meget tæt på stensætningen, nu var ved at blive sløjfet, så man lige skulle rundt og ind fra modsatte side. Endvidere var man ved at opføre et museum på stedet, der skal åbne vinteren 2013/14.

Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Mange af disse store megalitter vejer op til næsten 50 tons. Der kan læses meget mere om Stonehenge på vores turberetning fra 2006.

Vi kom ind på vores Englands Heritage- kort og sparede derved 22 £ samt P-afgiften på 3£. Vi fik udleveret Audio-guides, som vi brugte flittigt på hele turen rundt om den imponerende stencirkel. Turen rundt på stedet tog vel i alt 1½ time, inkl. besøg i shoppen, hvor jeg købte en T-shirt, mage til den en jeg købte i 2006, men som nu er ved at være lidt slidt.

Efter Stonehenge kørte vi ind til Salisbury, hvor vi fandt en campingplads under ”Camping & Caravaning-ringen”, udmærkede pladser, men for dyre i forhold til standarden. Det var 2. gang vi overnattede på en sådan plads og hver gang har det kostet 40£, hvor normalen ellers har ligget på 23-28£.

I receptionen er der et mindre udsalg af drikke- og fødevarer, så man lige kan klare sig, hvis man ikke har fået handlet. Endvidere findes der et par nyere bygninger indeholdende toilet- og badefaciliteter, samt køkken og vaskeri. Selve campingarealet, med plads til ca. 150 enheder, er en af de velkendte kæmpeplæner stort set uden hække eller anden form for parcel-inddeling. Det giver jo ikke de helt store problemer med at rangere på plads, men hyggeligt er det altså ikke.

Vi fik en plads på den store åbne plæne med udsigt til ”Old Sarum”, som er den høj, hvor det oprindelige Salisbury blev grundlagt.

Salisbury har rødder tilbage til jernalderen, og bosættelse på stedet skyldes nem adgang til drikkevand fra floderne. Romerne omtalte byen som Sorviodunum. Da normannerne byggede en borg på stedet, kaldte de stedet for Seresberi, hvilket efterhånden blev til det nuværende navn. Selve det sted, hvor borgen stod, kaldtes Sarum, og denne del af byen kaldes nu for Old Sarum.

Den første kirke ved borgen i Old Sarum blev opført mellem 1075 og 1092, men allerede få år senere, ca. 1120, blev en større kirke opført. Imidlertid blev forholdet mellem gejstligheden og militæret på borgen dårligere, og derfor blev den nye by, New Sarum, grundlagt et stykke derfra i 1220. Samme år påbegyndte man anlæggelsen af katedralen, hvis centrale dele stod færdige i 1258. Det regnes blandt de mest vellykkede eksempler på tidlig engelsk arkitektur. Katedralens spir på 123 m, der engang var verdens højeste og stadig er Englands højeste kirkespir, blev tilføjet senere, og også det mekaniske ur er en senere tilføjelse fra 1386. Der er her tale om det ældste eksisterende mekaniske ur i landet.

Den nye by blev planlagt med et system af parallelle gader i to retninger, vinkelret på hinanden. Byen udviklede sig hastigt og var i det 14. århundrede den mest betydningsfulde by i Wiltshire. Fra den periode stammer bymuren, der på det tidspunkt havde fire porte. Senere, i 1800-tallet, suppleret med endnu en port. Omkring torvet ved katedralen blev opført en skole, og under pesten i London i 1665-66 flyttede Karl 2. sit hof til byen ved torvet. Senere boede også Händel i en periode på stedet og skrev flere værker her.

Vi fik hurtigt stole ned fra tagboksen, stillet bordet op og rullet markisen ud, for nu skulle der hygges på en af vore få solskinsaftener. Der blev endog grillet til aftensmad.

Camilla havde fået hovedpine, så hun ville gerne have, at vi sprang Pirat-filmen over i aften.

Onsdag den 7. august

Da vi alle havde morgenbadet og atter var forsamlede, blev vi enige om, at selv om bord og stole stod udenfor, så var det nu alligevel lidt småkoldt, så vi spiste morgenmaden indenfor.

Pladsen havde gode muligheder for tømning og fyldning af tanke, så vi besluttede at gøre dette, selv om vi nok havde kunnet klare os nogle dage endnu. Vi regnede med, at hvis vi klarede dette nu, så kunne vi nok nå helt hjem på denne tømning/fyldning. Nu får vi se.

Vi kørte mod ”Central P” i byen og fandt pladsen inden for 10 minutter. Der var heller ikke problemer med at få plads til Speedy og da der holdt adskillig andre autocampere, mente vi ikke at der var nogen bøderisiko. Vi købte 2 timers P-tid, da det eneste mål i byen, var katedralen, som vi fandt frem til ad en noget snirklet vej, som dog var skiltet godt.

Salisbury Cathedral er et mesterværk af middelalderlig bygningskunst, men også malerkunst gør katedralen interessant, for malerier af Turner og Constable har for længe siden gjort Salisbury Cathedral kendt verden over. Opførelsen blev påbegyndt i 1220 og fuldført på bare 38 år. Mens mange store katedraler krævede en opførelsestid på flere hundrede år, var denne en bemærkelsesværdig byggebedrift, lidt i stil med Manhattans mange skyskraberprojekter i det 20. århundrede.

Som følge af den hurtige fuldførelse er Salisbury Cathedral den stilmæssigt mest ensartede af alle de store europæiske katedraler og selve højdepunktet af det, der kaldes for tidlig engelsk gotik eller spidsbuestil.

Sir Christopher Wren konstaterede i 1668, at spiret havde en foruroligende hældning på 75 cm, men siden har man ikke påvist nogen yderligere slagside.

De, der har tillid til arkitekturen for 700 år siden, kan tage trapperne op i tårnet, hvorfra man kan se ud over den lille by Salisbury og Salisbury-sletten i retning mod Stonehenge, Wilthires anden betydelige og langt ældre seværdighed. Den tiltalende og stadig livlige markedsby Salisbury blev skabt af katedralen, ikke omvendt, som det ofte var tilfældet.

Vi gik rundt i katedralen et stykke tid og stødte på flere hundeejere, som havde deres hunde med ind i kirken, hvilket var fuldt tilladt. Den var ikke gået i Danmark. Endvidere var der midt i kirken et nyt springvand, flot og enkelt, men som vi også syntes var underligt. En enkelt hund synes godt om arrangementet, da den drak af vandet.

Vi brugte en del tid på stedet og fulgte en udleveret guide, som endog var på dansk. Det kostede ikke noget at komme ind i katedralen, men man så da gerne, at man lagde en erkendtlighed i kirkebøssen.

Vi havde en lille times tid tilbage af vores P-tid, så nu gik vi en tur rundt i byen, som var livlig med torvehandel og hyggelige gamle huse. Camilla faldt for en kjole med uglemønster, Nicolai fandt 2 spil til hans lille håndholdte PlayStation og fatter fandt pungen. Endelig købte vi også nogle lækre brød på et marked på hovedgaden.

Vi gik en anden vej tilbage til Speedy, meget hyggeligere ad de snævre gågader og meget hurtigere.

Tilbage i Speedy blev Marie bedt om ruten til Groombridge Place, hvor der skulle være foretaget nogle filmatiseringer af en af Jane Austen’s romaner. Undervejs kom vi igennem Winchester, hvor Jane Austen ligger begravet i katedralen. Imidlertid var trafikken i byen heftig og vi havde endvidere besøgt stedet på turen i 2006 (læs om byen i denne beretning), så vi besluttede hurtigt at køre videre mod Chawton, hvor Jane Austen boede i 1809-1817, de sidste 8 år af hendes korte liv. Hun døde i en alder af kun 41 år.

Vi holdt ind på en rimelig stor P-plads, men inden vi aflagde besøg i huset, spiste vi lige en hurtig frokost i bilen.

Jane Austen blev født nær Basingstoke, ca. 50 miles sydvest for London  . Hun var det syvende barn af sognepræsten, George Austen (1731–1805) og hustru Cassandra (1739–1827). Der er bred enighed om, at hun fra barnsben havde adgang til familiens bibliotek, der gav hende kendskab til meget og varieret litteratur. I 1801 gik hendes far på pension, og familien flyttede til Bath. Efter faderens død i 1805 flyttede hun rundt med sin mor og søster, indtil de i 1809 slog sig ned her i Chawton nær Alton. Her forblev hun, med undtagelse af få besøg i London, indtil 1817, hvor hun på grund af sygdom, flyttede til Winchester for at være tæt på sin læge. Hun døde samme år.

Jane Austen’s romaner har alle heltinder, der skal klare dagligdagens problemer. Især skildres forventningen om at kvinder skal være passive i deres eget liv. I dag hører Jane Austen til de forfattere, som britiske børn skal stifte bekendtskab med i skolerne. Austen er elsket for sin enestående og meget humoristiske personskildring. Romanernes bipersoner er ofte karikerede og derfor meget levende.

Kun fire romaner blev udgivet i Austens egen levetid; "Fornuft og følelse", "Stolthed og fordom", "Mansfield Park" og "Emma". "Mansfield Park" var den største succes. Ved sin død efterlod hun et førsteudkast til en ny roman, "Sandition", og udkast til romanen, "The Watsons".

Vi var på stedet en times tid og så bl.a. en film, der fortalte om hendes liv. Herefter fortsatte vi mod Groombridge Place, hvilet faktisk indebar, at vi kom så tæt på London, at vi kørte på M25, der er den store ringmotorvej rundt om London. Der var heftig trafik, men det gled dog uden problemer.

Klokken var nu blevet så mange, at vi besluttede at se os om efter en campingplads, hvilket vi fandt ca. 10 miles inden Groombridge Place. Vi fik hurtigt rigget an til hygge udenfor bilen, men da det blev spisetid var det dog blevet så koldt, at vi spiste inden døre.

Aftenen gik bl.a. med 3. film i Pirates-serien. 

Torsdag den 8. august

Stod op til en morgen uden en sky på himmelen. Et uvant syn, men dejligt.

Dagens første mål skulle være Groombridge Place, som var ”kulisse” i filmatiseringen af Jane Austens roman ”Stolthed og fordomme”. Vi ankom ved middagstid og vandrede rundt i haven, som var smuk, men selve huset var det ikke muligt at komme ind i.

Der har været herregårde i århundreder på det sted hvor det nuværende Groombridge Place ligger. Den tidligste omtale er fra 1239, da herredømmet Groomsbridge blev tildelt William Russell. William og hans kone Haweis byggede et lille vandslot i Groombridge. I første halvdel af 1400-tallet blev Charles, hertug af Orléans, i mange år holdt som fange på Groombridge Place efter slaget ved Agincourt (25. oktober 1415), indtil han blev sendt til Tower of London.  Slaget ved Agincourt indgik i den såkaldte 100-års krig og slaget er efterfølgende udødeliggjort i William Shakespeares skuespil Henry V.

I 1604 blev godset købt af Sir Thomas Sackville, 1. jarl af Dorset. Sir Thomas byggede også en række huse i byen Groombridge. I 1618 måtte Richard Sackville, 3. jarl af Dorset, sælge Groombridge Place til John Packer på grund af spillegæld. Packer var dybt religiøs og bidrog blandt andet til opførelsen af den ​​nærliggende St. Johns Kirke.

Blot to generationer senere tilhørte godset arkitekt Philip Packer, der i 1662 med hjælp fra sin ven Christopher Wren, byggede det hus vi ser i dag. Men efter at have giftet sig med en rig arving i et mislykket forsøg på at løse sine økonomiske problemer, døde Phillip Packer i en alder af 32, og stedet gik på tvangsauktion.

Groombridge Place lå tomt i tyve år. I løbet af denne tid begyndte det berygtede ”Groombridge Gang”, der var smuglere. Flere gange blev dragoner tilkaldt for at genoprette orden i Groombridge. En vedvarende legende, der daterer sig tilbage til den tid, er en tunnel mellem kælderen på Groombridge Place over til den nærliggende Crown Inn, selvom en sådan tunnel aldrig nogensinde er fundet.

Selvom det nuværende Groombridge Place stort set har stået uberørt siden det blev bygget for over 350 år siden, har herregården alligevel gennemgået sin andel af moderniseringer. I 1920'erne blev der således installeret el og badeværelser og i 1986 blev tagværk  og skorstene ombygget til deres oprindelige design, da kraftig begroning af vedbend havde skadet dem. Selve huset er i dag et privat hjem, og er ikke åben for offentligheden, selv om haverne er.

Sir Arthur Conan Doyle, forfatteren til Sherlock Holmes-bøgerne, opholdt sig på Groombridge Place, mens han skrev romanen "The Valley of Fear". I historien hedder stedet "Birlstone Manor". Romanen blev udgivet i New York den 27. februar 1915.

Stedet var vel overstået på en times tid og så gik det ellers videre mod næste mål, som skulle være Docer Castle. Jeg tastede stedet ind og Marie fandt en rute, som i første omgang gik ad nogle rigtig smalle veje, men efterhånden blev de bredere og til sidst endte i M25 i retning mod London. Jeg syntes imidlertid, at der var noget galt med retningen, så vi tog et oversigtsbillede frem og opdagede, at der også var noget der hed Dover Castle i London, sandsynligvis en pub. Vi fandt det rigtige Dover Castle frem fra Marie’s hukommelse og blev bedt om at køre i den modsatte retning på M25, hvilket virkede meget mere rigtigt.

På en af P-pladserne langs vejen, var der en der solgte kirsebær, så vi holdt lige ind og købte et pund for 3,5£. De var rigtig gode. Camilla fik 2 og Nicolai og jeg delte hurtigt resten.

Snart dukkede et skilt op med Leeds Castle, som skulle være meget flot. Vi drejede af og fandt hurtigt stedets P-plads. Her var rigtig mange biler og ved check i Politikens visuelle guide var der ikke det store at hente, så vi blev enige om, at det skulle være Dover Castle alligevel. Inden vi fortsatte spiste vi dog lige frokost.

Klokken 15.45 var vi i Dover, og indrømmet, det havde været rart, hvis vores billet havde gjaldt nu, men det var en billig udgave, som kun var til en specifik afgang, og det var først i morgen ved middagstid. Til gengæld havde vi en god oplevelse med Dover Castle. Det var med i English Heritage og vi sparede knapt 60£ i P-afgift og entré.

Dover Castle er et middelalderligt slot, der blev bygget i 1100-tallet og er blevet beskrevet som "Nøglen til England" på grund af dets forsvarsmæssige vigtighed gennem historien. Det skulle være det største slot i England og det er i dag et yndet turistmål og det har også været brugt til flere film og tv-serier.

Allerede i jernalderen var der befæstning på området inden den romerske invasion af England i 43 e.Kr. Romerne byggede to fyrtårne på området, hvoraf rester af det ene stadig kan ses.

Wilhelm Erobreren lagde vejen forbi efter Slaget ved Hastings i 1066. Borgen blev udbygget under Henry II og i 1216 fik en gruppe oprørske baroner den franske Ludvig 8. til at belejre borgen. Selvom det lykkedes bryde igennem murene fik han dog ikke overvundet slottet.

I Tudor-tiden blev slottets forsvarsværker udbygget til at kunne modstå krudt og skydevåben. Henry III af England forbedrede dem yderligere efter han havde besøgt slottet.

Under den Engelske borgerkrig lykkedes det i 1642 for Cromwell’s tropper, at overtage slottet uden at et eneste skud blev affyret. Netop fordi det ikke blev ødelagt ved denne overtagelse, har det overlevet bedre end mange lignende slotte.

Sidst i 1700-tallet blev slottet ombygget i forbindelse med Napoleonskrigene. Senere blev der bl.a. gravet en tunnel fra slottet til nogle barakker uden for borgens område for at tillade soldater at komme ind på området på en hurtig og effektiv måde. Tunnelen stod færdig i 1803.

Under 2. verdenskrig blev tunnelerne ombygget til flyverskjul og senere til kommandocentral, hvorfra Operation Dynamo, evakueringen af de allierede soldater fra strandene omkring og havnen i Dunkerque i Frankrig, blev ledet i maj 1940.

Slottet ejes i dag af English Heritage og er en af områdets store turistattraktioner. Det rummer også museet for Princess of Wales's Royal Regiment. I 2007 og 2009 brugte English Heritage 2,45 millioner pund på at genskabe slottets interiør og slottet besøges årlig af omkring 350.000 mennesker.

Efter et par timer på borgen satte vi Marie til at køre ca. 25 miles tilbage mod London, til en lille by der hedder Ashford, hvor der var en pub, der var med i BritStop-ordningen. Efter 25 minutters kørsel kunne vi køre ind på P-pladsen hos The Flying Horse på Wye Road, hvor kokken straks kom ud og anviste os en plads. Pubben er flere hundrede år gammel og er meget hyggelig med bjælkelofter og pejs.

Nu sparede vi så udgifter til overnatning, så det skulle der jo kompenseres for på anden måde, så vi startede med drinks på pubben udenfor i solen, mens vi overværede en cricket-kamp lige ved siden af. Vi prøvede at finde ud af reglerne, men opgav. Snart var klokken 18 og vi bestilte mad, men nu rykkede vi indenfor, for det var blevet lidt småkoldt efter at solen var forsvundet bag træerne.

Vi bestilte de samme retter for alle 3’s vedkommende, nemlig kongerejer som forret og dernæst pie med oksekød og champignon med tilhørende hjemmelavede pommes frites. Alt sammen meget lækkert og udelukkende tilberedt af se stedlige råvarer. Det blev vist også lige til en ekstra Strongbow, inden vi returnerede til Speedy.

Aftenen forløb med et spil Trivial Persuit.

Fredag den 9. august

Vi blev atter vækket af regnen, der trommede på taget. Efter gårsdagens flotte vejr, så troede vi ellers, at vejret nu ville begynde at tilsmile os, men åbenbart ikke. Vi stod op lavede morgenmad og forlod The Flying Horse.

Vi havde rigtig god tid, så undervejs kørte vi ind til et Designer Outlet, hvor jeg fik en vedligeholdelsessvamp til mine Crocs-sandaler, der blev ligesom nye. Jeg har i øvrigt gået i Crocs hver dag på vores ferie, med undtagelse af en dag i Edinburgh, hvor det så ud til at blive regn. Den dag gnavede de almindelige sko fælt efter 6 timers vandring, men det gav heldigvis ikke vabler, så skoene blev lagt væk og ikke frem igen på resten af turen, uanset vejret.

Vi ankom alligevel en time for tidligt til færgen, men heldigvis var der ikke det store tryk på, så da billetdamen spurgte, om vi ville med en tidligere færge, så skyndte vi os at sige ja tak. Så i stedet for 12.55 kom vi med en færge 12.10. Vi var i Calais ved 15-tiden, der skulle lige lægges en time til for at forlade England og bevæge os ind i Centraleuropa.

Det varede et godt stykke tid inden vi kørte fra borde, selv om portene var åbnet, men langt om længe kom vi ud og blev ledt ud af det enorme havneområde mod motorvejen, der skulle føre os mod nordøst frem til den belgiske grænse. Efter et lille stykke tid drejede vi dog fra motorvejen og kørte ind for at handle i en Carrefour og hvor var det dejligt at komme til et land med kulinariske traditioner, så man kan købe noget ordentligt mad i supermarkederne.

Vi nåede frem til Antwerpen ved 18-tiden og her brød trafikken næsten sammen. Vi holdt ikke stille på motorvejen, men det gik godt nok langsomt over en strækning på omkring 10 km. Kort herefter skiftede jeg over bag rattet og tog så det sidste stykke til den hollandske by Afferden nær den tyske grænse. Her kørte vi ind på den hyggelige campingplads ”Kampeercentrum Klein Canada”, Dorpsstraat 1, 5851 AG Afferden. www.kleincanada.nl.

For en gangs skyld fandt jeg et sanitetshus, der var indrettet fornuftigt. Man havde adskilt selve toiletfunktionen, men herefter gik man videre ind i en fælles (m/k) badeafdeling.  Her var der (selvfølgelig/desværre) adskilte bruserrum. Meget fornuftigt, da det giver en langt bedre udnyttelse af kapaciteten. Der er to af disse huse.

Desuden findes der både en café og et cafeteria samt et mindre, men pænt udstyret supermarked. Her kunne man bl.a. få morgenbrød. For vandhundene er der både en inden- og en udendørs pool omgivet af græsplæner. Endvidere er her et aktivitetshus, hvor der er diverse aktiviteter for børn og unge.

Camilla lavede hurtigt aftensmad, Nicolai lavede salat, mens jeg satte førerhus afdækning på, tilsluttede strøm og inspicerede før omtalte sanitetsbygning. Endelig tømte jeg også toilettanken, der var blevet ret fyldt.

Der blev hurtigt spist, for 4. del af Pirates skulle jo lige ses og serien dermed afsluttes. Inden vi gik i seng blev det til en lille rundtur på pladsen, hvor vi hilste på en lysebrun fransk bulldog. En lille kraftkarl, men meget venlig, også overfor andre hunde. I modsætning til vores hunde.

Lørdag den 10. august

Kom til at sove lidt længe. Mon ikke det var fordi vi ikke rigtig havde indarbejdet den nye tidszone ? Vi kom i hvert fald sent af sted, men da vi ikke havde Langt til Xanten, gjorde det ikke så meget. Vi passerede snart grænsen til Tyskland og klokken 11:30 gik vi ind gennem byporten til ”Det arkæologiske Center” i Xanten.

Der findes spor i området, der viser at omkring 5.500 f.Kr. boede der bondesamfund i området. Men det, der gør stedet interessant er, at romerne grundlagde Castra Vetera I, som en militærlejr i cirka år 15 f.Kr. Under et oprør blev denne militærlejr ødelagt, og et nyt Castra Vetera II blev bygget i år 70 e.Kr.

År 9 e.Kr. søgte de slagne rester efter Varus-slaget i Teutoburger-skovene tilflugt i byen.

I 98 får byen købstadsrettigheder af kejser Marcus UlpiusTraianus og byen blomstrer på grund af den handel, som de trafikale fordele på Rhinen giver. Tidligt i 400-tallet slutter romernes herredømme i området Nedre Germanien, men byen lever videre.

I 362 -363 forfølges de kristne og ifølge legenden blev den romerske centurion i Birten, Viktor, samt hans tilhængere henrettet. De blev begravet øst for byen og der opstod en valfartskult, som i slutningen af 500-tallet afstedkom bygning af et kapel og senere af en kirke, hvor byens domkirke, St. Victor, ligger i dag. Domkirken blev påbegyndt i 1263 og blev færdig i løbet af 1500-tallet.

Men det er nu ikke udelukkende romerne, der har huseret i Xanten, for i 862-864 er Xanten flere gange under angreb af vores nordiske forfædre, vikingerne.

Da Rhinen efter 1535 efterhånden ændrede sit løb, sygnede byen hen. I 1945 blev byen næsten fuldstændig ødelagt, men domkirken genopbygges efterfølgende meget hurtigt og omhyggeligt og i dag er der, som stort set alle andre steder i Tyskland, ikke spor efter krigen.

Allerede omkring 1930 var man kommet på sporet af byens romerske historie. Indbyggerne i Xanten havde gennem århundreder drevet rovdrift på resterne af den romerske by og fjernet alt brugbart materiale fra stedet, hvilket også havde omfattet store dele af fundamenter under jordoverfladen. Det havde derfor været meget vanskeligt at lokalisere stedet, men nyere måle- og fotometoder i 1950 klargjorde den endelige placering og omfanget af romernes koloni og i 1977 åbnede ”Archaeological Park Xanten” og i 2008 åbnede yderligere en stor udvidelse i form af ”Roman Museum”.

Vi brugte næsten 3 timer på stedet og i sammenligning med sidst, så vi nu også det nye museum, der var en tilbygning ved det romerske bad, og som omfattede en mere generel udstilling om de fundne genstande på stedet og om romernes dagligdag.

Da vi var færdige returnerede vi til Speedy, hvor vi indtog vores frokost, inden vi fortsætte mod nordøst med Nicolai bag rattet.

Næste stop blev Stellpladsen i Bad Oldesloh, hvor vi har overnattet flere gange på vores ture, hvad enten det har været på ud- eller hjemturen. Der har altid været plads, så vi har kunnet få strøm, men nu var der optaget og der holdt adskillige andre autocampere andre steder på pladsen. Vi blev enige om, at vi ikke gad køre længere, så det blev en aften/nat, hvor vi ikke kunne se film grundet manglende 230 V. I stedet spillede vi Settlers og atter overtrumfede børnene min ellers fortræffelige strategi.

Søndag den 11. august

Vi stod tidligt op og kørte mod Puttgarden, hvor vi gjorde et stort indhug i BorderShoppens beholdninger af spiritus, vin, øl og vand.

Da der dernæst ikke var ventetid ved færgen, var vi hjemme i Sengeløse allerede ved 15-tiden.

Efterskrift   

Vi havde kørt 5.256 km på 76:50 timer, hvilket betyder, at vores gennemsnitsfart blev 68 km/timen. Et noget lavt snit, men når man så tager i betragtning, at en stor del af turen blev kørt på de meget smalle britiske veje, hvor den højeste hastighed lå på max. 30 miles i timen (50 km/time), så er det meget pænt.

Noget vi bemærkede under vores besøg i U.K. var de få kontinentale turister. Vi mødte ikke en eneste dansk autocamper og de få danske personbiler vi mødte kunne tælles på en hånd. Det var kun i York og Edinburgh, samt ved Blenheim Castle, vi hørte nogen tale dansk. Men også de andre mellemeuropæiske turister skortede det på. Vores teori er, at folk nok er lidt bange for at køre i venstre side, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Når man først er ude i trafikken, så glider det på en helt naturlig måde.

Campingpladserne i U.K. er også for det meste forskellige fra pladserne i det kontinentale Europa. De britiske pladser er for det meste ret åbne. Ikke noget med hyggelige træer eller lægivende hække. Priserne er dog også ofte noget lavere end hos de kontinentale pladser. Normalt betalte vi omkring 25£ (ca. 225 kr.) for en overnatning for 3 voksne og det inkl. fri afbenyttelse af bad.

Inden vi forlod Danmark havde jeg meldt os ind i "Brit Stops", som tilbyder gratis overnatninger på interessante steder i hele Storbritannien og man skal faktisk kun bruge det et par gange, før det har betalt sig hjem. Man kan overnatte gratis på store steder som gårdbutikker, vinmarker, land-pubber, bryggerier og mange flere steder. Når man bestiller sin Brit Stops, modtager man en dateret forrudesticker og selvfølgelig den årlige Brit Stops informationsguide, der beskriver de ca. 250 lokale steder, som er medlemmer af Brit Stops. Informationsguiden offentliggøres hvert år i marts og er gyldigt indtil udgangen af ​​februar det efterfølgende år.

Vi benyttede os selv af tilbuddet et par gange. Vi holdt begge gange på pladser i forbindelse med pubber, hvor vi så ikke betalte for overnatningen, men i stedet brugte pengene på mad og drikkevarer og vi blev ikke skuffede. Maden var af rigtig god kvalitet og Strongbow Cider smager altid godt. Man er dog ikke forpligtet til at købe noget på stedet.

Servicen på de britiske pladser er heller ikke noget at skrive hjem om, men jeg gør det nu alligevel, som advarsel. Man kan selvfølgelig altid checke ind og ud og vi oplevede kun fin service og hyggelige snakker i forbindelse med dette, men så er det også slut. Kun meget få steder var der mulighed for at købe bare de mest nødvendige fornødenheder. Heller ikke morgenbrød står højt på pladsernes udvalgsliste. Vi oplevede faktisk kun 3 steder, hvor vi kunne få morgenbrød. Så derfor skal man sørge for altid at have sine fødevarer med fra købmanden, når man kører ind på pladserne.

Vejforholdene i U.K. er noget specielle. Det er kun de allerstørste veje, der er ubrudte motorveje. Ellers er der tale om en slags motortrafikveje, der meget ofte afbrydes af rundkørsler. Briterne elsker rundkørsler og man oplever tit, at disse ligger meget tæt på hinanden, ja af og til kan man tilmed opleve, at der er tre rundkørsler lige efter hinanden. Man kører den modsatte vej rundt end vi er vant til, men efter ganske få passager har man også lært det.

Mindre veje er absolut MINDRE veje. Når man virkelig vover sig ud på småvejene, oplever man ofte, at disse er så smalle, at to større biler har besvær med at passere hinanden. Max. hastigheden på disse veje er ofte 40 til 50 miles i timen, men heldigvis er det kun meget få, der udnytter dette. For det meste kører briterne meget hensynsfuldt. Især når de opdager, at det er en ikke britisk bil, de har med at gøre.

Flemming Stagis

November 2013

   Tryk her for at komme tilbage til Del 2

   Tryk her for at komme tilbage til Vores Ture