Vincent van Gogh
Vincent van Gogh blev født den 30. marts 1853 som den ældste af 6 børn. Hans far var præst i landsbyen Zundert i Brabant i den sydlige del af Holland. I 1857 blev hans ynglingsbror Theodorus (Theo) født. Vincent startede sin skolegang i landsbyskolen og fortsatte på en kostskole. Han var især god til sprog, og udmærkede sig i fransk, engelsk og tysk. Men i marts 1868 forlod han pludselig skolen og genoptog ikke senere et uddannelsesforløb. I juli 1869 startede Vincent som lærling ved Goupil & Cie, internationale kunsthandlere med hovedkontor i Paris. Vincents onkel havde startet en filial i Haag, hvor Vincent begyndte at arbejde. I august 1872 flyttede Vincent til hovedkontoret i Haag, og han begyndte at skrive regelmæssigt sammen med sin bror Theo. Denne korrespondance fortsatte livet ud. Vincent flyttede til firmaets Londonafdeling i juni 1873. Den daglige omgang med alle former for kunst vækkede Vincents interesse for maler- og tegnekunsten, og i byens mange muséer og gallerier studerede han især de realistiske malerier af livet på landet. Samtidig mistede Vincent interessen for sit arbejde og fordybede sig i biblen, og i marts 1876 blev han afskediget, og besluttede sig for at blive præst. Han tilbudt ansættelse som lærer og hjælpepræst i Isleworth i nærheden af London, og den 4. November 1876 gav Vincent sin første prædiken. I 1877 flyttede han til Amsterdam og søgte optagelse på det teologiske fakultet. Da han ikke blev optaget, meldte han sig ind på en missionsskole i nærheden af Brussels, og i december 1878 rejste han til Borinage, et kulminedistrikt i den sydlige del af Belgien for at arbejde som lægpræst. Vincent levede blandt minearbejderne, sov på gulvet og forærede alle sine ejendele bort. Hans ekstreme og fanatiske engagement skræmte kirkens medlemmer, og Vincent blev afskediget, men fortsatte alligevel med at prædike en tid. I 1880 erkendte Vincent, at han udmærket kunne blive kunstner og samtidig tjene Gud. Han flyttede til Brussels, hvor han studerede på egen hånd. Da Vincent ikke havde nogen midler at klare sig for, begyndte Theo, at sende ham penge, hvilket han gjorde regelmæssigt, så længe Vincent levede.
Efter et opgør med sin far forlod han forældrenes hus og lejede et studio. Her skandaliserede Vincent familien ved at optage sin model, en gravid, ugift prostitueret og hendes lille datter i sin husholdning. Clasina Maria Hoornik, som kaldes "Sien", ventede sit 5. barn. Vincent, som formentlig havde et ønske om at etablere sin egen familie, kunne dog ikke få Sien til at opgive sit erhverv, og efter ca. 1½ år flyttede de fra hinanden.
Efter at være vendt tilbage til sine forældres hjem besluttede Vincent, at han ville male livet på landet. Og i løbet af kort tid færdiggjorde han 40 bondeportrætter. Vincent bebrejdede ofte Theo, at han ikke gjorde nok for at sælge de malerier, som Vincent var begyndt at sende ham. Theo forsvarede sig med, at mørke og dystre malerier ikke var populære i Paris, hvor impressionisterne nu anvendte helt anderledes lyse farver på paletten. I marts 1885 døde Vincents far pludselig, og kort tid efter færdiggjorde Vincent "Kartofelspiserne", hans første store komposition og hans første mesterværk.
Bla. fordi lokale præster lagde hindringer i vejen for at finde egnede modeller rejste Vincent til Antwerpen i november 1885. Vincent oplivedes af storbyens bedre materialer, muligheden for at tegne efter nøgenmodeller og adgangen til de store samlinger af hollandsk og belgisk kunst. I januar 1886 indskrev Vincent sig på en kunstskole i Antwerpen, men forlod skolen efter 2 måneder, da han ikke kunne indordne sig under de akademiske, pedantiske øvelser.
I februar 1886 rejste Vincent til Paris, hvor han boede sammen med Theo i Montmartre. Theo introducerede Vincent til kunstnere som Claude Monet og andre impressionister. Hidtil havde Vincent kun kendt til hollandsk malerkunst og fransk realisme. I 4 måneder studerede Vincent ved Fernand Cormons atelier, og han begyndte at møde byens moderne kunstnere som Paul Gauguin, Toulouse-Lautrec og Pissarro. Hans farvevalg blev lysere. Og han stiftede bekendtskab med den særlige nyimpressionistiske, stiplende teknik (pointilismen), hvor man maler nærmest med prikker.
Vincent ville gerne arbejde med portrætter for at få en indkomst. Men da han ikke havde råd til modeller for at opøve sine færdigheder, begyndte han at bruge sig selv som model, og han malede mindst 20 portrætter af sig selv ved hjælp af et spejl. Her benyttede han lejligheden til at eksperimentere med stil og farver.
Vincent drømte om at danne en harmonisk kunstnerkoloni, som skulle leve og arbejde sammen. I 1887 organiserede Vincent en udstilling af sine og sine venners værker på en restaurant. Vincent var begyndt at købe japanske print, og han arrangerede en udstilling af japansk træskærerkunst. Hans egne værker blev også præget af disse japanske værker.
I februar 1988 rejste Vincent til Arles i Provence. Han var udslidt af det anstrengende liv i Paris, og håbede at kunne etablere en kunstnerkoloni. Han lejede et studio i Arles og inviterede Gauguin til at slutte sig til ham. Mens Vincent spændt ventede på Gauguin, gik han i gang med at male solsikker til at udsmykke vennens værelse med. Gauguin havde tidligere udtalt sig rosende om vennens solsikkemalerier. Vincent malede i alt 4 solsikkemotiver, men syntes, at kun 2 af dem var gode nok til Gauguins værelse. Et af disse billeder findes på muséet.
Inspireret af de klare farver og det stærke lys i Provence malede Vincent billede på billede. Intet distraherede ham fra hans malerarbejde. Mens hans billeder i Paris var meget varierede i udtrykket, udviklede nu han sin egen stil.
Endelig ankom Gauguin til Arles i oktober 1888. I 9 uger arbejdede han og Vincent sammen, malede og diskuterede kunst. Gauguin lavede et portræt af Vincent, mens denne arbejdede på et af sine solsikkelærreder (billedet findes også på muséet). Imidlertid opstod der nogle personlige spændinger mellem de 2 mænd. I december fik Vincent et psykotisk anfald, hvorunder han truede Gauguin med en barberkniv, og senere skar han en bid af sit eget venstre øre. (Det fortælles, at han 'forærede' det afskårne øre til en prostitueret, Rachel, på det lokale bordel.) Han blev indlagt på et hospital i Arles og blev der i januar måned 1889. Gauguin forlod Arles i hast, hvorefter Vincents drøm om at etablere et kunstnerkollektiv - Sydens Atelier - måtte skrinlægges. I Paris giftede Theo sig med Johanna Bonger om foråret.
Vincent var efter udskrivningen fra hospitalet i Arles ikke i stand til at organisere sin tilværelse igen eller etablere et nyt studio. Selv tilskrev han sit sammenbrud for meget spiritus og for megen tobaksrygning - uden dog at give afkald på nogle af 'lasterne'. Af frygt for et tilbagefald lod han sig frivilligt indlægge på det psykiatriske hospital i Saint-Rémy, 20 km fra, hvor det noteredes i journalen, at Vincent led af manier med syns- og hørehallucinationer.
Vincent omdannede nabocellen til studio, og på trods af lejlighedsvise anfald producerede han 150 malerier i løbet af det år, han befandt sig i Saint-Rémy. I begyndelsen havde Vincent forbud mod at forlade bygningen, så han var begrænset til at male, hvad han kunne se gennem sit vindue. I hospitalets gård - omgivet af mure - malede Vincent iriser, liljer og vedbendklædte træer. Senere fik han tilladelse til at fjerne sig længere fra hospitalet, og han malede hvedemarker, olivenlunde og cypresser fra det omkringliggende landskab. Den påtvungne internering gav Vincent en tiltrængt stabilitet. Vincent havde ikke altid kræfter til at lave originale værker, og han arbejdede da med at kopiere nogle af de kunstnere, han beundrede, såsom Millet, Rembrandt, og Delacroix. Nogle af figurerne bærer umiskendeligt Vincents ansigtstræk. Det gælder bl.a. Jesus i kopien af Delacroix's Pieta, og Lazarus, som genopvækkes fra de døde. Sidstnævnte viser måske bedst, hvorledes Vincent opfattede sin behandling på hospitalet.
Mens Vincent var i både Arles og Saint-Rémy, sendte han bestandigt lærreder til Theo i Paris. På trods af sin sygdom, malede han det ene mesterværk efter det andet, og Theo roste de nye malerier i høje toner. Også andre var begyndt at få øjnene op for Vincents produktion. Den progressive belgiske kunstnergruppe Les Vingt tager 6 af Vincents malerier med på deres 1890-udstilling.
Under sin søgen efter et alternativ til indespærringen på Saint-Rémy rejste Vincent til Auvers-sur-Oise, en times kørsel nord for Paris. Beliggenheden var perfekt; Vincent slap for det hektiske liv i Paris, men var i stand til at aflægge lejlighedsvise besøg hos Theo. Vincent kom i behandling af Paul Gachet, som arbejdede med homoøpati, og som selv var en habil amatørmaler. Gachet anbefalede, at Vincent forsøgte at glemme sin sygdom og alene koncentrere sig om sine malerier.
Vincent kastede sig over maling af portrætter af sine nye bekendte, af det lokale landskab, incl. hvedemarker. I en periode på 2 måneder producerede han 1 maleri pr. dag. Et sandt arbejdsraseri bemægtigede sig Vincent i denne fredelige periode. Men alligevel bekymrede han sig over, om han igen ville blive mentalt ustabil.
Hvedemark med krager er et af Vincents sidste værker - af mange anset som det sidste. Det er udført i juli 1890, den sidste uge i Vincents liv. Mange har set den dramatiske, skydækkede himmel fyldt med krager som et varsel om, at hans tid på jorden snart ville være forbi.
I begyndelsen af juli besøgte Vincent Theo i Paris. Theo fortalte, at han overvejede at starte sin egen forretning, og han advarede Vincent om, at de alle ville bliver nødt til at spænde livremmen ind. Theos udtalelser gjorde et stort indtryk på Vincent, som også følte sin egen tilværelse truet. Den 27. juli 1890 gik Vincent ud i hvedemarken og skød sig i brystet, Han vaklede tilbage til sit værelse, hvor han 2 dage senere døde i armene på sin elskede broder Theo. Han blev begravet i Auvers den 20. juli - kisten var selvfølgelig dækket med de gule blomster, som han holdt så meget af. Vincents malerier blev alle overladt til Theo.
Theo selv døde et halvt år senere den 25. januar 1891, og hans grav ligger ved siden af broderens i i Auvers-sur-Oise. Theo enke vendte tilbage til Holland med deres søn og husbondens arv, Vincent van Goghs samling af malerier og de mange hundrede breve, som Vincent gennem årene havde skrevet til sin bror.
Tilbage til "Med Speedy til Amsterdam":
Tilbage til "Vore ture":
|