Onsdag den 7. April 2004
Jeg havde taget en fridag for at gøre Speedy klar til årets første rigtige ferietur. Der blev købt mad ind, der blev tanket diesel, som er billigere i Danmark end i vores nabolande, og der blev checket olie, sprinkervæske, og lignende. Der blev lavet påskeæg til resten af familien, og æggene blev gemt på et sikkert sted i bilen. Så kom børnene hjem fra skole og Lone hjem fra arbejde, og så var det ellers tid til badmintontræning, inden vi kunne komme afsted.
Mens børnene spillede badminton lavede jeg skinke/ostesandwich, som var klar, da de kom tilbage. Bilen blev startet kl. 18.30 og gumlende på sandwichene kørte vi mod Rødby Færgehavn, hvor vi kom med færgen kl. 21.00.
Efter at være kommet i land i Puttgarden, forsatte vi forbi Lübeck og Hamburg, for mellem Hamburg og Bremen at dreje mod nord til Buxtehude, hvor der skulle være en gratis Reisemobil Stellplatz. Vi fandt forholdsvis let pladsen, da der var godt skiltet fra ringvejen om byen. Vi kom ikke til at holde alene, da der i forvejen var 4 andre campere på pladsen. De var dog alle gået i seng, da klokken nu var ved at være midnat. Vi kravlede også forholdsvis hurtigt i seng.
Skærtorsdag den 8. April 2004
Vi stod op ved 8.30-tiden, spiste morgenmad og fortsatte mod Holland over Oldenburg og Groningen.
Videre gik det mod den lange dæmning, Afsluitdijk, der går over Zuidersøen, som nu hedder Ijsselmeer. Bag dæmningen bliver der hele tiden inddæmmet inddæmmet nyt land.
Vi lavede et kort stop ved udsigtspunktet på dæmningen, der er opført i 1932, og nød udsigten over Waddensee mod nord og ind over Ijsselmeer mod syd.
Efter det korte stop på dæmningen, fortsatte vi mod Edam, der er kendt for sine kuglerunde oste.
Vi parkerede udenfor den gamle bykerne og gik ind i den meget kønne by, som er præget af kanaler og trævippebroer.
Det første vi så på, var det gamle rådhus, hvor der i dag dels er turistkontor og dels et lille lokalmuseum. Huset ligger på Damplein, som er et lille torv, hvorunder der løber en overdækket kanal. Overdækningen er imidlertid så stejl, at den er svær at forcere for fodgængere og cyklister. I juli og august holdes der ostemarked på torvet. I nærheden af torvet lå der en souvenirbutik, hvor Nicolai fik sig en hollandsk skipperkasket. Ellers er byen præget af masser af gavlhuse og store købmandsgårde, der minder om, at Edam tidligere har været en betydningsfuld og velstående by.
Fra torvet fortsatte vi til Nuiwenhuisenplain, hvor den gamle vejerbod fra 1778 står. I boden er der dels en udstilling om, hvorledes man fremstiller de runde oste, og dels er der udsalg af ostene. Vi købte et sæt oste bestående af en naturel (gul indpakning), hvidløg (grøn indpakning) og endelig en peberost (rød indpakning). Så gik turen videre rundt i byen og undervejs købte Lone en prydløgsplante, som nu står i vores have.
Efter besøget i Edam fortsatte vi forbi Volendam og Monnickendam til den lille by Marken, hvor vi også gjorde et ophold, der kostede ikke mindre en 6 Euro i P-afgift. Marken, der ligger ca. 16 km nord for Amsterdam, var tidligere et afsondret øsamfund, befolket af fiskere, og som havde stået i stampe i mere end 200 år.
Men i 1957 var det slut med idyllen, for man etablerede en dæmning over til byen, som nu ikke længere var så isoleret. Man prøver dog endnu at bevare de gamle skikke i det lille lukkede, protestantiske samfund og man kan stadig se ældre kvinder bære den lokale egnsdragt. Vi gik først ned til havnen, Havenbuurt, hvor der stadig ligger en del fiskeskibe.
Egentlig ville vi have haft lidt at spise, men da vi ikke fandt noget passende, fortsatte vi mod kirken, Kerkbuurt, hvor vi slentrede lidt rundt. Husene, der i Marken er malet grønne eller sorte med hvide vandrette striber, står enten på træpæle eller har en høj stenkælder, hvilket er et levn fra den gang, der var risiko for at Zuidersøen skulle oversvømme byen.
Vi handlede lige hos den lokale købmand, inden vi returnerede til Speedy for at spise sen frokost. Så fortsatte vi til Amsterdam, hvor vi havde udset os campingpladsen ”Camping Amsterdamse Bos”, der skulle ligge ca. 10 km sydvest for centrum.I stedet for at tage den lange omvej uden om Amsterdam, fortsatte jeg ufortrødent direkte ind mod centrum, gennem havnetunnellen under havnen og videre forbi Stadthuis. Nu var vi midt i byen med masser af trafik, men det gik fint, og snart gik det sydpå, bort fra centrum. Vi fandt let campingpladsen, fik checket ind, og fandt afdelingen for autocampere. Der var allerede ret mange på pladsen, og selv folk, der lå i telte, var kommet for at besøge byen.
Campingpladsen var først åbnet den 1. april, så der var ikke rigtig kommet gang i supermarkedet. Dels var udvalget meget lille og dels var der kun åbent fra 16.00 til 19.00, men det gjorde dog ikke så meget, da vi jo havde handlet i Marken. Ellers var pladsen meget god, selvom pigerne klagede noget over, at toiletterne havde udgang ude fra, og derfor var noget kolde. De fandt dog et nyt bade/toilethus, der var noget bedre end det, der lå tættest på os. Vi hyggede lidt inden vi lavede aftensmad ved 20-tiden og efter lidt kortspil, krøb vi under dynerne. Det havde været en lang dag, så vi faldt hurtigt i søvn.
Langfredag den 9. April 2004
Efter morgenmaden gik vi til receptionen, hvor vi købte busbilletter ind til centrum. Så afsted mod stoppestedet for at tage bus 171, med afgang kl. 10.34 ind mod byen. Vi skulle dog lige skifte til bus 172 eller 170 i Amstelveen, men det voldte ikke problemer, og efter i alt 40 minutters kørsel, var vi ved Dam, der er Amsterdams rådhusplads. Rådhuset ligger dog i dag i Stadthuis, mens det oprindelige rådhus er blevet til det kongelige palads, der anvendes ved officielle lejligheder. Så gik turen mod øst gennem byens snævre gader mod Artis, der er Amsterdams zoologiske have. På vores vej mod haven kom vi i øvrigt forbi det hus, hvor maleren Rembrandt boede i 20 år af sit liv.
Lige udenfor haven fandt vi en lille shawarma-restaurant, hvor vi fik lidt at spise, inden vi gik ind i haven. Vi havde en rabatbillet, der skulle give 1,5 Euro i alt i rabat på vores billetter, og man var kun barn til og med 9. År. Gutten, der sad i billetlugen havde vist ikke set vores rabatbillet før, så han gav rabat på alle biletterne og han lod endvidere Camilla og Nicolai komme ind for børnebillet-pris.
I vores guider var haven ikke omtalt særlig pænt, og det var derfor noget af en overraskelse, at det var en af de bedre zoologiske haver vi har set. Selvfølgelig er der nogle dyr, der har det bedre end andre, det gælder jo også i vores egen zoo, men der er lavet store naturlige sletter og lignende, hvor dyrene går blandede og falder ind i et mere naturligt miljø.
Der var også et akvarium, med bl.a. fisk fra byens kanaler, men selvfølgelig også de mere eksotiske koralrevsfisk. Selve akvariet var nok lidt større end vores akvarium i Charlottenlund.
Vi var i Artis i godt 4 timer, inden turen gik tilbage til centrum. Undervejs blev der lige tid til en enkelt drink på en fortovscafe og så kastede vi os videre ud ad gader og stræder, hvor alle gående bliver udsat for en del cykelterror. Der bor omkring 800.000 mennesker i Amsterdam, og jeg vil tro, at de alle ejer en cykel, og at ingen af dem tager det så tungt med regler om rødt lys med mere. Vi så da også en enkelt turist blive mejet ned, men der skete heldigvis ikke noget, hverken med turist eller cyklist.
På vores tilbagetur kom vi gennem de røde lygters kvarter, der ligger i Amsterdams ældste kvarter mellem Oudezijds Voorburgall og Oudezijds Achterburgwal. Her udøves verdens ældste erhverv. Sjovt nok tillader hollandsk lovgivning ikke prostitution - man tolererer den bare. Et specielt indslag er de såkaldte ca. 200 "vinduesbordeller", hvor ca. 5.000 prostituerede på skift frembyder deres ynder ugenert. Det er i øvrigt ikke forbundet med nogen større risiko at bevæge sig omkring i "de røde lygters område" og på det tidspunkt af dagen, hvor vi passerede, var der ikke rigtig gang i forretningerne. Vi så dog et par enkelte af kvinderne, og Nicolai kiggede vist også lidt i smug. Selvfølgelig kan man blive fristet over evne, og i så fald starter priserne (efter sigende) omkring 30 Euro (under 250 kr.). Det anbefales, at man ikke fotograferer, med mindre man gerne vil have brækket en arm af en bodyguard.
På vores gåtur fik vi endvidere bekræftet, at Amsterdam på flere måder er kendt for sit frisind. Allerede i 1976 vurderede de hollandske sundhedsmyndigheder, at kriminaliteten omkring forhandling af narkotika på mange måder var et større problem, end de helbredsmæssige følger af selve brugen, og regeringen besluttede at afkriminalisere brugen af hash, og i dag må man være i besiddelse af 5 gram. Det er muligt at købe hash på såkaldte "coffee shops" i Amsterdam. Hvis man ønsker det, kan man oven i købet indtage det på stedet til en kop kaffe eller en øl. Vi så også en del butikker, som udbyder "magic mushrooms", beregnet til at spise eller opløse i te. Efter sigende vil indtagelse af disse midler give energi, virke afslappende, og forøge de seksuelle præstationer. Til gengæld for den frie hash-politik, så gør man i Holland en stor indsats for "de hårde stofmisbrugere". Dels kan narkomaner dagligt få metadon ved såkaldte metadonbusser og man kan også gratis bytte brugte sprøjter til nye. Det antages, at der er ca. 6.000 narkomaner i Holland, heraf 1.500 hollændere, 1.500 fra de tidligere kolonier og 3.000 fra udlandet
Vores næste mål var Damrak, hvor de fleste kanalrundture har deres startpunkt. Vi kom selvfølgelig lige 1 minut for sent til en af bådene, men opdagede så, at der lidt længere væk var et andet selskab, der havde afgang 5 minutter senere, og så var de tilmed lidt billigere. Kanalrundfarten foregår dels på en lille del af de ca. 100 kanaler, som benævnes "grachten", og som er hovedattraktionen for Nordens Venedig. De 4 hovedkanaler er Prinsengracht, Herengracht, Keizersgracht og Singel, hvortil kommer et stort antal mindre betydende kanaler. Den samlede længde af kanalerne overstiger 100 km., og de ca.90 småøer er forbundet ved næsten 1000 broer, nogle kombineret med sluser. Det var en meget smuk tur, og da vi alle fire trængte til at sidde ned, efter de mange timers gåtur, ja så nød vi sejlturen endnu mere. Vi passerede St. Nicolaaskerk, og vi så Montelbaanstoren, hvis nederste del er tilbage fra år 1520, og som indgik i byens befæstning.
Efter kanalrundfarten gik vi mod Anna Franks hus, der ligger i Prinsengracht 263, men da der var en kø på ca. 50 meters længde, så besluttede vi at gemme dette hus til næste dag. Så i stedet gik vi tilbage mod centrum, hvor vi fandt en kineserrestaurant, der også serverede indonesisk rijstafel. Efter at have spist os igennem et par forretter og 12 mindre hovedretter, fandt vi frem til et stoppested, der kunne bringe os tilbage til campingpladsen. Vi kom med bus 170 fra Westerkerk til Amstelveen, og egentlig skulle vi have haft en tillægsbillet, men det gad chaufføren ikke rode med, så vi kom med for reduceret pris. I Amstelveen viste det sig, at der ville være over en halv times ventetid inden bus 170 ville dukke op, så vi fandt i stedet ud af, at bus 199 også kørte forbi campingpladsen, og selv om den skulle køre en enorm omvej, så ville vi alligevel være hurtigere hjemme, og samtidig ville vi sidde i en varm bus i stedet for at stå i kulden og vente, så det blev 199. Det blev godt nok en lang tur, men vi var trods alt hjemme samtidig med, at den anden bus kørte fra Amstelveen. Endvidere var buschaufføren meget flink, for han stoppede direkte uden for campingpladsen, så vi ikke skulle gå det sidste stykke fra stoppestedet.
Selv om klokken efterhånden var blevet 22.30, så var der lige tid til et spil kort og nogle kopper the og cacao.
Lørdag den 10. April 2004
Vi stod tidligt op, for vi ville være blandt de første ved Anne Franks hus. Så derfor var det hurtigt afsted med busserne til centrum og lidt over kl. 10 stod vi af ved Westerkerk og gik det korte stykke til Anne Franks Hus, men nu var køen dobbelt så lang som i går aftes. Vi besluttede i stedet at gå mod centrum og gaden Nieuwendijk, hvor vi bl.a. købte et par spil til ungernes forskellige spillemaskiner. Det var udgåede spil, til billige penge. Så gik vi atter tilbage til Anne Franks Hus, men der var ingen ændring i situationen. Vi var lidt småsultne, så vi fandt en bodega, hvor vi dels fik noget at drikke, men også nogle dejlige skinke/æg-sandwiches. Vi kom i snak med et par andre danskere, der fortalte, at de ledte efter en billigere P-plads, for de havde nu holdt i to dage til 35 Euro pr. dag, hvilket de syntes var lige i overkanten. Til sammenligning betalte vi godt 10 Euro for returbilletter til campingpladsen. Efter det dejlige mellemmåltid, tænkte vi, at nu kunne køen da ikke være så lang, men atter blev vi skuffede.
Så fandt Lone ud af, at vi kunne komme på rundvisning på bryggeriet Heiniken, så afsted gik det langs kanalerne. Undervejs kom vi gennem en gade, hvor der var masser af restauranter, og da det nu var ved at være frokosttid, besluttede vi os for en italiensk restaurant, hvor vi gik pizzaer og calzoner. Godt mætte gik vi videre og passerede Rijksmuseum og van Gogh Museet, men her var køerne endnu længere end ved Anne Franks hus, så vi fortsatte mod Heiniken. Men, men ,men…. også her var der en lang kø, og kort efter vi var ankommet kom en dame ud og fortalte, at der ville vare mindst en halv time, inden vi kunne komme ind. Det gad ungerne og jeg ikke, så vi foreslog, at vi atter returnerede den lange vej tilbage gennem centrum til Anne Franks Hus. Det passede ikke rigtig Lone, der havde set frem til en øl, så hun ville gerne have stået køen ud, hun gav sig dog, men ikke uden højlydte protester.
Så gik vi tilbage og pludselig befandt vi os på den forkerte side af en meget stor demonstration. Hvad disse hollændere demonstrerede imod fandt vi ikke rigtig ud af, men det var vist noget med Mastricht, så det var nok atter EU, der måtte stå for skud. Det lykkedes os dog at komme på tværs af folkemængden og fortsætte vores fremfærd.
Umiddelbart inden Anne Franks Hus fandt vi ind på et meget lokalt værtshus, hvor Lone og jeg fik nogle gode hollandske øl, mens børnene fik Fanta og Cola. Så nåede vi frem til det famøse hus for fjerde gang i dag. Køen var godt nok blevet mindre, men kun minimalt. Camilla havde dog sat sig i hovedet, at nu skulle det være, så vi stod i kø i knapt en time, men så kom vi også inden for.
Huset er nu indrettet som et museum for Anne Frank og hendes familie, og museet giver de besøgende mulighed for at opleve under hvilke forhold, familien Frank levede i omkring 2 år, hvor de gemte sig for tyskerne. Værelserne i baghuset er tomme, da tyskerne fjernede alle møbler, straks efter at beboerne var blevet ført bort. I stedet er der udstilling af dokumenter og andre genstande fra dengang. Desuden vises videooptagelser for at give den historiske baggrund. Der er også et par bevægende optagelser, dels med Miep Gies, som hjalp familien under deres ufrivilige ophold, og dels med en barndomsveninde, som mødte Anne i Bergen-Belsen et par dage, før hendes død. Fronten af huset, hvor hjælperne arbejdede, og hvor faderen Otto Frank havde kontor, er ført tilbage til den oprindelige stil. Nabohuset er blevet nedrevet og erstattet af et museum, som udover at indeholde relevant information også rummer en boghandel, et lokale med cd-rom præsentation og en café. Her er også en udstilling af Annes originale dagbog samt af alle de udgaver, som på ca. 60 forskellige sprog er udkommet over hele verden.
Anne Franks Hus var et meget spændende gribende sted at besøge, og selv børnene blev fanget af historien. Efterfølgende har vi måttet købe dagbogen til Camilla, ligesom vi på en af vore andre efterfølgende ture har måttet runde stedet, hvor koncentrationslejren Bergen-Belsen havde ligget, så vi kunne se hvor Anne Frank havde endt sine dage.
Påskesøndag den 11. April 2004
Vi havde besluttet, at vi ville ind til van Gogh Museet, så vi var der, når det åbnede, så derfor stod vi lidt tidligere op, spiste morgenmad, ryddede op i Speedy og checkede ud i receptionen. Så kørte vi ind mod van Gogh Museet, der ligger på Museumplein, mellem Rijksmuseum (Rembrandt museet) og Stedelijk Museet. Adressen er Paulus Potterstraat. Vi kendte turen fra bussen, som også passerer museerne. Van Gogh Museet åbnede i 1973. På det tidspunkt anslog man, at der ville komme ca. 60.000 besøgende om året. I 1997 oversteg besøgstallet 1.000.000, hvorfor en udvidelse af muséet var påkrævet. Efter en tiltrængt modernisering samt udvidelse med endnu en udstillingsfløj åbnede museet igen i juni 1999. Muséet rummer verdens største samling af værker af Vincent van Gogh, dvs. godt 200 malerier, 500 tegninger og 700 breve. Hertil kommer van Goghs egen samling af japanske tryk.
Selv om vi var i god tid, så var der lang kø, men vi ventede dog ikke i mere end ca. en halv time inden vi kom ind på museet.
Efter af have set van Gogh samlingen gik turen over i den nye tilbygning, hvor der var en udstilling af Dante Gabriel Rossettis værker. Rossetti, der levede fra 1828 til 1882 var, trods sit italiens-klingende navn, englænder og var med til at grundlægge en kunstergruppe der betegnes som Præ-Raphaels, og som ønskede at vende tilbage til en stilart, der forsvandt sammen med renæssancen. Det var en meget spændende udstilling og langt de fleste af hans billeder forestillede meget smukke kvinder, hvoraf langt de fleste var rødhårede. Billederne symboliserer den kraft som kvinden har over manden og viser både den lyst og den passion som kvinden kan vække. Det var absolut mine favoritter frem for van Gogh.
Efter mere end to timer blev det for meget for børnene og vi returnerede til Speedy for at vende næsen mod øst og den tyske grænse. Vi ville nemlig bide hjemturen over i to, og tage en overnatning et sted omkring Bremen i Tyskland.
Mens vi kørte, sad Lone og kiggede i guider og fandt noget hun mente, der skulle kigges lidt nærmere på. Ca. 20 km øst for Amsterdam, tæt ved motorvej A1 ligger den befæstede by Naarden-Vesting, og hvis man har en bil, der ikke er over 7 meter lang, så må man faktisk køre ind i byen.
Vi valgte dog at holde udenfor, og tage gåturen gennem voldanlæggene og ind af byens hovedport, for på den måde at blive sat i den rette stemning.
Efter at have vandret rundt i byen et stykke tid, og bl.a. fået noget at drikke i restaurant Poorters, gik vi tilbage til bilen og fortsatte mod den tyske grænse. Dog skulle vi lige et smut forbi Apeldorn, som er karakteristisk ved at have mange parker og store omgivende skovområder. Nord for byen ligger slottet Het Loo.
Efter en længere rundgang i både slot og have kørte vi videre til den hollandsk-tyske grænse og videre op mod Osnabrück. Mellem Osnabrück og Bremen fandt Lone en lille by, Wildeshausen, hvor der skulle være en Stellplatz, som var gratis. Vi ankom kl. 20.00, og fandt en plads mellem 6-7 andre autocampere. Man kunne få strøm for 3 Euro, hvis man hentede en nøgle i den nærliggende svømmehal. Svømmehallen var imidlertid lukket kl. 19.00, så vi blev ikke sluttet til. Vi havde dog masser af strøm, så køleskabet blev sat til at køre på gas i stedet for på 230 V.
Der blev spist og spillet lidt kort, inden vi krøb til køjs.
2. påskedag mandag den 12. April 2004
Efter at have spist morgenmad kørte vi ind og parkerede i Wildeshausen, som vi lige ville kigge lidt nærmere på, inden vi kørte videre mod Danmark. Det blev til en slentretur langs gågaden, hvor vi kiggede på de forskellige spændende ting, der er omtalt i linket til Wildeshausen.
Efter en times tid i byen fortsatte vi så videre op over Bremen, forbi Hamburg og Lübeck og frem til Femern, hvor vi kørte ind til byen Burg, som er øens hovedstad, for at handle, inden vi kørte ombord på færgen til Rødby. Da vi var færdige med at handle, ville vi finde et sted inde i selve Burg, for at få noget at spise, men da klokken var omkring 15, og alle restauranter havde pause i køkkenerne mellem 14 og 17, så blev det ikke til noget med at få sulten stillet. Vi gik en tur i byens brolagte hovedgade, der er kranset med mange flotte bindingsværkshuse.
Første gang Fehmern nævnes er af Adam af Bremen, som i 1075 i Hamburgs Kirkehistorie, omtaler øen som befolket af slavere og værende meget frugtbar. Der omtales dog også søfart og sørøveri. En anden skriftlig kilde er den danske Kong Valdemar II´s jordebog, der i 1270 omtaler øen og dens landsbyer, og her dukker byen Burg op som “Borg uppe Vemeren”.
I 1420 er det kong Erik VII, der bekriger og indtager øen, og sagnet fortæller, at det foregik så blodigt, at kun 3 mennesker på hele øen overlevede. Men for at få penge i den danske statskasse (lyder bekendt), så pantsættes øen i 1437 til Hanseforbundet, hvorunder den hører frem til ca. 1490, derefter Lübeck overtager styret. Under 30-års krigen ødelægges Burg af de kejserlige tropper, men det lykkes det for Chr. IV at befri øen, som herefter indgik i Slesvig-Holstein. I forbindelse med krigen i 1864 taber Danmark øen til Preussen og efter 1871 hører Fehmern til Det stortyske Rige.
Burgs havn, der ligger et stykke øst for byen, og hvor der er en overnatningsplads for autocampere, blev etableret i 1857 og i 1963 sluttede øens status som rigtig ø, da man byggede Fehmernsundbrücke, og Fehmern blev landfast med det øvrige Tyskland. Gad vide hvornår der skabes landfast forbindelse nordpå til Danmark.
Det blev ikke til den helt store gåtur i Burg, for Lone var sulten, så vi begav os mod Puttgarden og kørte ombord på færgen, hvor vi fik pølser og pommes frites.
Kl. 18.00 var vi atter hjemme i Albertslund.
Tilbage til "Vore ture": 
Tilbage til startside:
Flemming Stagis. April 2004.