Vi startede ved Broen, hvor der står 58 bronzeskulpturer, og i de 4 hjørner er der nogle høje granitsøjler med menneskefigurer og symbolske øgler. Midt på Broen står Sinnataggen, parkens vartegn, der er en lille sur drengefigur. Alle figurerne er uden tøj, så i daglig tale kalder nordmændene parken for Tissemandsparken. Hvorfor den lige kaldes det, og ikke Bryst- eller Tissekoneparken ved jeg ikke, for der var lige så mange smukke nøgne kvinder. I det hele taget emmer skulpturparken og kærlighed og erotik.

Vi forlod parken og tog sporvognslinie 20 sydpå til vi krydsede buslinie 30, som førte os til Bygdøy, hvor vi startede med at se på verdens mest velbevarede vikingeskibe. Der er tale om 3 vikingeskibe, som alle er blevet fundet i gravhøje ved Oslofjorden. Osebergskibet, der er dateret til omkring 820 e.Kr., er fundet i nærheden af Tønsberg, og er et meget elegant smalt fartøj, mens Gokstadskibet, der er fra omkring 890 e.Kr. er fundet ved Sandefjord og er en mere buttet type, men langt mere sødygtig. Disse to fartøjer er stort set  intakte, mens der fra det sidste skib, Tuneskibet fra omkring 910 e.Kr. fra Fredriksstad, stort set kun er bunden tilbage, men også her er der tale om et sødygtigt havgående skib. Kort efter fundet af Gokstadskibet, blev der bygget en kopi, "Viking", som i forbindelse med 400 året for Columbus=s genopdagelse af Amerika i 1893 sejlede fra Bergen til New Foundland. Turen tog under en måned og forløb uden problemer, og beviste dermed, at vikingerne havde været i stand til at sejle over Atlanterhavet. Senere har man da også fundet arkæologiske beviser på, at der har været vikingebopladser på New Foundland.

                 

 

Da vi havde set nok til vikingeskibene gik vi videre til museerne for Fram og Kon-tiki. Det første vi så var polarskibet Fram, der er bygget i 1892 og er betegnet som verdens stærkeste skib, og det har været længst mod syd og længst mod nord. Fram har deltaget i 3 polarekspeditioner, med Fridtjof Nansen i 1893-96 og med Otto Sverdrup i 1898-1902. Begge disse ekspeditioner gik til Nordpolen, mens Roald Amundsen i 1910-12 førte skibet til Sydpolen. Skibet er trukket på land og står helt intakt inde i en kæmpehal, hvor man kan komme ombord og se hvorledes polarforskerne har levet ombord.

 

                               

Så var det ved at være frokosttid, så vi købte to bøfsandwiches og 2 pølser med tilhørende brus (norsk for sodavand). Det blev lige 200 kr. UPS.

Så gik turen videre til Kon-Tiki Museet, hvor man kan stifte bekendtskab med den noget kontroversielle videnskabsmand, Thor Heyerdahls, ekspeditioner. Thor, der levede fra 1914 til 2002 foretog sin første ekspedition i 1947. Det var med balsaflåden Kon-Tiki, som sejlede fra Peru til Polynesien, en tur på 7.000 km, og som skulle bevise, at øerne i Stillehavet kunne være blevet befolket fra Sydamerika. Flåden endte sine dage på et rev, men på museet står der en kopi af denne flåde, og når man går ned i kælderen, så kan man se ind under båden, hvor man har efterlignet havet, og man kan se de fisk, der fulgte flåden.

I 1955 var Thor på Påskeøerne for at studere de kæmpemæssige Moai-statuer, og på museet er der flere kopier af disse.

En anden flåde, der kan ses på museet, er Ra II, hvormed Thor i 1970 på 57 dage sejlede fra Marokko til Barbados. Formålet med denne sejlads var at bevise, at folk fra antikken havde haft mulighed for at sejle til Centralamerika før vikingerne eller Columbus. Faktisk havde Thor nogle år i forvejen prøvet at foretage rejsen med Ra I, men denne forliste efter 5.000 km.

Endelig er der billeder fra Tigris-ekspeditionen, hvormed Thor i 1978 sejlede fra Asien til Afrika og hermed ønskede at bevise, at der godt kunne have været kontakt mellem Mesopotamien, Ægypten og Indusdalen for tusinder af år siden. Ved ankomsten til Afrika i april 1978 blev båden brændt som protest mod salg af våben til udviklingslandene, og samtidig sendte Thor et åbent brev til FN, for at gøre opmærksom på disse forhold.    

Så var det slut på Bygdøy. Jeg prøvede at få familien til at acceptere et besøg på Norsk Folkemuseum, der ligger lidt nord for vikingeskibsmuseet, men de var for trætte. Vi tog derfor retur med buslinie 30 til Nationalteatret, hvor vi skiftede til T-bane nr. 1, som på 20 minutter bragte os ad en meget smuk rute op til Holmenkollen. Det sidste stykke måtte vi klare til fods, men det var besværet værd, for snart stod vi under den enorme skihopbakke. Ungerne var noget betagede af det 62 meter høje tårn, hvorfra skihopperne om vinteren kaster sig ud gennem luften for at lande mere end 130 meter længere nede.

                              

Så  var det slut med dagens udflugter. Vi tog T-banen en enkelt station tilbage, stod af og gik ned ad Holmenkollenveien til vi nåede Ankerveien. Her tog vi bus 46 et lille stykke ud mod campingpladsen, men da denne ændrede retning sprang vi af og skiftede til bus 45, der førte os det sidste stykke til Bogstad Camping.

 

Tirsdag den 18.oktober 2005

Vi stod forholdsvis tidligt op, da vi ville udnytte vores 24-timers billet, som udløb kl. 10.45. Derfor tog vi med bussen fra campingpladsen kl. 9.28 og kørte til Røa station og derfra med T-banen til Nationalteatret. Her spadserede vi lidt rundt, indtil vi kørte med bus 30 til Bygdøy, for de andre havde indvilget i at se Norsk Folkemuseum, et friluftsmuseum, der er oprettet i 1895, og som i dag rummer 150 huse, hvoraf det ældste er stavkirken fra Gol, der stammer ca. 1200. Den blev faktisk flyttet til Oslo allerede i 1884, altså inden museet blev oprettet. Der er også masser af bondehuse fra forskellige steder i Norge, og endelig har man samlet en del byhuse i “Gamlebyen”. Vi var på stedet i godt 2 timer, men var nok lidt skuffede over, at det var meget få af husene, man kunne komme ind i.

Vi var hjemme ca. 16.30 og så spillede vi kort, inden der blev lavet mad.

 

Onsdag den 19. oktober 2005

Vi stod op kl. 8 og efter badning, hev vi “teltpælene” op, tømte spildevandstankene og handlede i receptionen, hvor Camilla havde udset sig en sweatshirt med hætte, hvorpå der stod NORGE. Der blev tanket diesel til 7,75 N.Kr. og kl. 9.45 blev kursen sat gennem Oslo’s centrum, som trods manglende kort ikke voldte problemer. Jeg skulle dog lige et smut ind omkring Karl-Johan, for hvad er en storby, uden at Speedy har kørt på hovedgaden.

Vi kom gennem byen på ca. en halv time, så hvad skal vi da med en navigator ? Videre mod Svinesund, men undervejs blev der lige tid til en smuttur ind til den gamle del af Frederikstad.

 

                                       

Fredrikstad blev grundlagt i 1567, da Frederik II underskrev købstadsrettighederne. På det tidspunkt var nabobyen, Sarpsborg, flere gange blevet ødelagt og plyndret af svenskerne, så man valgte en mere beskyttet plads at lægge den nye by på. I første omgang var der tale om en ubefæstet by, men i 1644 påbegyndte man opførsel af primitive volde og palisader, og i 1663 begyndte man at opføre de omfattende fæstningsanlæg, der i dag omkranser byen. Det er ikke de store slag, der har foregået omkring byen, faktisk har den kun været involveret i krigshandlinger en enkelt gang, nemlig i 1814, hvor byen blev angrebet af svenskerne og overgav sig efter få timers kamp. På det tidspunkt var voldene i dårlig forfatning, og der var få soldater i byen. Byen har været garnisonsby fra den blev grundlagt og helt frem til 2002, hvor militæret trak sig ud af byen.

En langt større trussel mod byen er brand. Der har i gennemsnit været brand i byen ca. hvert 20. år. Den største brand, som lagde hele byen i aske var i 1764, mens den sidste brand var så sent som i 1986, hvor der også skete omfattende skader. Hvis mine  beregningerne passer, så skal man altså passe på i 2006, for byen er stadig ikke tilstrækkelig brandsikret, men der er oprettet en forening “Festningsbyen”, som arbejder med dette problem.

                              

  

På ovenstående billede ses tydeligt hvordan den gamle bydel ligger beskyttet bag de stadig helt intakte volde og grave.

Der findes en meget god hjemmeside, www.festningsbyen.no, der fortæller meget mere om byen. Bag voldene finder man i dag et lille bysamfund, som vi slentrede rundt i en times tid, bl.a. blev der købt nogle flotte øreringe af sølv til Camilla. En af de mere sjove bygninger vi passerede, var Torvekasernen fra 1788, som har 4 porte (en for hver årstid), 12 skorstene (en for hver måned), 7 udvendige hjørner (for hver ugedag) og endelig 52 værelser (for hver uge). Kasernen var i brug frem til 2002, men i dag rummer komplekset bl.a. en international skole, en interiør- og designskole og flere mindre virksomheder.

Klokken var blevet over tolv, og børnene var sultne, så der blev dømt McDonald, men først når vi havde passeret grænsen til Sverige og var kommet frem til rimeligere priser. Der er dog langt mellem burgerne i denne del af Sverige, for vi nåede helt frem til Uddevalla, inden vi ved et center nord for byen holdt ind ved et McDonald-skilt. Men skuffelsen var stor, for der var lukket grundet tekniske problemer i køkkenet. Vi måtte helt ned til Göteborg, hvor vi kl. 14.45 holdt ind ved den McDonald, hvor vi mange gange har spist morgenmad, når vi har været undervejs til Idre Fjäll. Nu var prisniveauet noget andet, 228 Sv.Kr. for 4 Big-Tasty-måltider. Når man indregner kursen, så er det faktisk halv pris i forhold til det samme måltid i Norge.

Efter frokosten gik det videre mod Danmark. Vi måtte dog lige ind og tanke i Halmstad, og diesel-priserne var stadig i toppen i Sverige, 12.45 Sv.Kr. pr. liter. PUHA. Der blev kun tanket, så vi kunne nå hjem. Kl. 18.00 var vi lige et smut inde i Biltema i Hälsingborg for at købe vandslange og ledning, inden vi kl. 18.30 kom med H-H-færgen til Helsingør, og kl. 19.45 kunne vi stoppe motoren i indkørslen i Sengeløse, efter en god mini-ferie.