Med Speedy til Frankrig - Del 3
Søndag den 3. juli 2005
Chateau Puy de Fou - St. Hilaire de Riez (Cap Natur)
Vi forlod autocamperpladsen inden det helt store ryk ind af nye besøgende. Kursen blev sat vestover mod Atlanterhavet. Der havde dog ikke kørt så langt før vi blev fanget af en “omkørsel” grundet cykelløbet “Tour de France”. Pligtskyldig fulgte vi omkørselsskiltene, der førte os ud på en meget lang omvej, inden vi atter var på ret kurs, mod St. Gilles-Croix-de-Vie, som ligger helt ude ved Atlanterhavskysten. Lige inden byen blev vi atter bedt om at følge en omkørsel på grund af cykelløbet, men denne gang blev jeg stædig, og fortsatte mod byen. det viste sig at være en god beslutning, for selv om der var masser af politi, så lod de os køre direkte igennem uden problemer. vi så masser af folk, der havde taget opstilling for at se cykelrytterne komme susende forbi. Vi vidste ikke hvornår det ville ske, så i stedet for at vente, kørte vi videre mod St. Hilaire de Riez, hvor vi havde udsøgt os en naturistcampingplads.
Først skulle vi dog lige et smut ud til kysten nord for byen. For nu var det tid til et havbad. Vi fandt en P-plads, hvor der stort set ikke holdt nogen biler og begav os til fods mod stranden. Der var lige så mennesketomt på stranden, som på P-pladsen. Mon alle var gået op til hovedvejen for at se Tour-de-France ?
Vi kastede os i bølgerne. Det vil dog sige, at vi stillede os i vandkanten og lod brændingen bryde ind over os, for der var tale om store bølger lige i kanten, men de komjo også helt ovre fra Amerika. Kun Flemming nåede gennem brændingen og helt ud til mere stille vand. Så blev der solet ganske lidt inden vi begav os videre.
Vi fandt frem til naturistcampingpladsen Cap Natur, men måtte dog lige holde ind i udkanten af St. Hilaire de Riez for at orientere os på en oversigtskort, men derefter var der ingen problemer. Jeg checkede ind og fik endelig brug for vores INF-pas (naturist-pas), mens en anden, der også ville ind, men ikke havde passet, blev afvist.
Pladsen ligger ca.
Der er rum, hvor der er masser af forskellige spil og bordtennisborde, og der er andre aktiviteter, så som undervisning i guitarspil og vandgymnastik. Visse aftener er der underholdning i restauranten, f.eks karaokee.
Pladsen ligger i et kuperet terræn af klitter, der primært er bevokset med fyrretræer. Der er et pænt sanitetshus, hvor der ud over toiletter og brusebade, også er mulighed for både tøjvask og opvask. Det er i øvrigt fælles herre-/damebade, hvilket er helt normalt på naturistpladser, og ganske fornuftigt efter min mening.
Vi fik installeret os på en plads, hvor der ville være sol til pænt hen på aftenen, hvorefter den ville gå ned bag træerne. Vi fik hurtigt smidt tøjet, og så var det ellers på hovedet i pool’en og dernæst almindelig dasen frem til aftensmadstid.
Mandag den 4. juli 2005
St. Hilaire de Riez (Cap Natur)
Dette blev vores første egentlige overliggerdag. Vi havde jo ganske vist også været 2 dage i Disneyland, men har var der ikke tale om hviledage.
Dagene gik med pool-besøg, afslapning og gåture på pladsen. Vi fandt ikke andre danskere, men ret så mange hollændere og englændere.
Tirsdag den 5. juli 2005
St. Hilaire de Riez - Le Pouldu
Så var det tid til at fortsætte rejsen og vi startede nordover. Ud langs kysten ved St. Hilaire de Riez lå den ene store campingplads efter den anden, alle overdådigt udstyrede med større eller mindre vandlande. det kan nok være, at børnene gjorde store øjne, og jeg tror også, at hvis vi havde set disse pladser før Cap Natur, så var vi også røget på en af disse pladser.
Nå, men vi havde haft nogle dejlige naturist-dage og var godt tilfredse, så vi forsatte mod St Nazaire, der var den første større by på vores vej. Men inden dette passerede vi lige Canal du Perrier, men det var ikke Perrier-vand der var i den. Her skulle Lone lige ud og have et billede af fiskenettene, der som store kvadrater blev sænket ned i vandet, for derefter atter at blive hævet med (forhåbentlig) masser af fisk.
Efter at have passeret St Nazaire kørte vi mod
Vi var nu i Frankrigs vestligste region, der stikker ud fra fastlandet som en halvø i Atlanterhavet. Denne historiske og særegne landsdel er 37.000 km2 stor og byder ud over smukke kyster også på små flotte havnebyer i klippebugte, charmerende badebyer, store marinaer, et utal af slotte, byer og andre bygningsværker fra middelalderen samt en smuk, grøn natur med skove, enge og søer. Her kan man også opleve hvordan vandstanden mellem ebbe og flod kan variere op til
Vi nåede frem til området omkring Carnac, hvor vi skulle se nærmere på nogle enorme felter af bautastene, som man mener kelterne har opstillet for 3.-2.000 år siden. Man ved ikke hvad meningen er, om der er tale om noget religiøst, eller om det er en form for kalender. Der er i området mere end 3.000 sten, fra mindre til enorme sten, som man slet ikke kan forstå hvorledes man har håndteret. Vi vandrede et par ture to forskellige steder i området, men det blev ikke langture, for det regnede. Heldigvis havde vi 4 paraplyer i Speedy, så vi blev ikke så våde.
Næste stop, der også skulle være vores overnatningsby, blev Le Pouldu, en lille by med kun omkring 800 indbyggere. I denne by lå “Camping Les Embruns”, der er en lille plads på
Vi fik en udmærket plads og tog så en gåtur i byen, som er kendt for maleren Paul Gauguin, der i 1889 forlod Pont-Aven og slog sig ned i Le Pouldu, hvor han sammen med malerne Jacob Meyer de Haan, Charles Filiger, Maxime Maufrat opholdt sig på pensionatet Maison de Marie Henry, som man også kan besøge i dag. Malerne havde udsmykket hele spisestuen gennem vinteren 1889-90, men de kom først frem igen i 1924, efter at man havde fjernet flere lag tapet.
Paul Gauguin blev født i Paris den 7. Juni 1848, men allerede da Paul var ½ år flyttede hele familien til Peru, hvor moderen havde slægtninge. Kort efter døde faderen, men Paul, hans søster og moder blev i Peru til 1854, hvorefter de flyttede tilbage til Orléans og derefter til Paris. Paul søgte i 1865 optagelse hos marinen, men det mislykkedes og i stedet sejlede han de næste 6 år kloden rundt med handelsflåden. I 1872 vendte han tilbage til Paris og blev en anset børsmægler og i 1873, giftede han sig med Mette Gad fra Danmark, med hvem han gennem de næste 10 år fik 5 børn. Han begyndte at samle på impressionistisk kunst og begyndte også at male lidt selv og da børsmarkedet krakkede i 1882 besluttede han sig for at blive maler, for på den måde at forsørge familien. Det gik dog ikke så godt, så familien flyttede til Rouen, hvor det var billigere at bo end i Paris. Men efter blot 6 måneder rejste Mette til København med alle børnene. I juli 1886 sluttede Gauguin sig til Pont-Aven kunstnerkolonien på sydkysten af Bretagne.
I 1887 besluttede han at rejse til Panama sammen med vennen Charles Laval, og her arbejdede de med udgravningen af kanalen, inden de drog videre til Martinique. Gauguin vendte tilbage til Pont-Aven i 1888, og boede så i årets 2 sidste måneder i Arles sammen med Van Gogh. I 1889 vendte han så tilbage til Pont-Aven og kort efter videre til Le Pouldu. Han drømte om et tropisk paradis som han har beskrevet i et brev fra 1890 til Mette, og i 1891 flyttede han til Tahiti, men fandt hovedstaden Papeete for koloniseret, så han flyttede videre til Mataiea, ca.
Vi slentrede rundt i byen og så også det berømte pensionat, som desværre var lukket om aftenen. Vi fik en is ved havnen og gik så tilbage igen, hvor vi lavede aftensmad, spillede kort og gik i seng.
Onsdag den 6. juli 2005
Le Pouldu - Dinan
Næste formiddag kørte vi fra Le Pouldu og langs kysten til Doëlan, hvor Lone fik nogle flotte billeder af havnen.
Videre gik det så til Pont Aven, der jo er beskrevet ovenstående som en af de kendte kunstnerkolonier i Bretagne. De symbolistiske kunstnere søgte efter noget oprindeligt, åndeligt og dybtliggende i mennesket, hvilket bl.a. resulterede i, at flere af dem søgte væk fra storbyen Paris.
I den lille by Pont-Aven samledes kunstnere fra hele verden i slutningen af 1880erne med Gauguin som midtpunkt for at finde nye motiver og et nyt udtryk til deres maleri.
Pont-Aven-skolens malere blev inspireret af kulturen i Bretagne, som de opfattede som oprindelig og rodfæstet i modsætning til storbyens hektiske liv. Gauguin og flere af de andre kunstnere var betaget af den stærke, religiøse tro i den bretonske befolkning, og de søgte at gengive oplevelserne i deres billeder.
Vi slentrede rundt i Pont Aven med ikke mindre end 50 galleri og en eventyrsagtig atmosfære, men ud over de mange gallerier så er byen også kendt for noget andet nemlig kiks.
Vi fortsatte sidst på formiddagen mod Concarneau, hvor vi som det første fandt frem til en lille restaurant, eller nærmere spisestue, hvor morlille i det bagvedliggende køkken lavede crepes, bretonske pandekager. Vi spise en menu bestående af 3 forskellige, nemlig med champignon, skinke/æg og chokolade. De var bare fantastiske. Ungerne fik sodavand, mens vi voksne fik bretonsk cider. Det var bare mums. Værtinden havde meget travlt, for selv om lokalet var lille, så var der mange gæster. Men så blev veninderne bare tilkaldt og hjalp i køkkenet og med serveringen.
Efter at have spist fortsatte vi mod den berømte bretonske fiskerihavn, der stadig er omsluttet af fæstningsmure fra middelalderen.
Der er tale om en gammel by fra 1100-tallet, med brostensbelagte gader og mange interessante og sjove butikker med kunst, håndværk og masser af souvenirs. Den gamle, velbevarede bymur lukker sig fuldstændig om den gamle bydel inden for murene.
Concarneau - en borg på en ø. Også her var der i sidste halvdel af 1800-tallet en kunstnerkoloni, og bl.a. vores egen P.S. Krøyer opholdt sig i byen for en tid.
Så blev kursen sat mod nordøst, ad mindre veje, ind over Bretagnes højland. Egentlig ville vi have været ind på naturistcampingpladsen Koad Ar Roc’h - det bretonske ord for Bois de
Desværre var vejret ustadigt, så vi fortsatte til Dinan, hvor vi nok mente, at vi kunne finde en campingplads, selv om der ikke var noget i vores guider. Det viste sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, så selv om vi så et campingpladsskilt, så kom vi alligevel helt ind i den gamle bydel med de smalle og krogede gader. Lone mente ikke, at vi overhovedet måtte køre i den del af byen, men der var ingen der truede af os, og vi var i øvrigt heller ikke den eneste bil i disse gader. På et tidspunkt endte vi på en P-plads ved et hospital, og her kunne vi vende og komme ud igen. Snart var vi atter ude af den gamle bydel og fandt så frem til “Camping Chateaubriand”, der lå lige syd for bymuren. Det var en lille plads, og da Nicolai, som ellers ikke er sart, kom tilbage fra toiletterne og meddelte, at dem ville han altså ikke bruge, så mente vi andre at vi godt kunne bruge Speedys toilet, mens vi var i byen.
Det var sidst på eftermiddagen, så vi gik de få
Vi var også en tur ned ad Rue du Jerzual, som går ned gennem byporten og videre til havnen, der ligger i en lille flod.
Hernede nød vi de første bretonske øl, og dem kan de godt være stolte af. Så gik vi tilbage og spiste sen aftensmad. Rue du Jerzual er nok en af de smukkeste gader, jeg har oplevet. Der er stort set kun huse fra 16- 0g 1700-tallet. En meget helstøbt gade.
Torsdag den 7. juli 2005
Dinan - Mt. St. Michel
Dagen startede atter med en gåtur i Dinan, hvor der var torvedag. Nicolai fik en skjorte og begge børn et flot ur (10 Euro/stk.) og Lone og jeg købte en gavepakke med 6 forskellige øl.
Vi var igen en tur ned ad Rue du Jerzual, for Camilla havde set en perlebutik, der absolut skulle besøges. udvalget var så stort, at hun blev total overvældet, og forlod butikken tomhændet
Så gik turen videre til byen St. Malo, der ligger helt ud til havet. Her fik vi P-problemer, for stort set alle steder var der høje bomme ind til pladserne, så vi ikke kunne komme under. Til sidst fandt jeg en plads blandt nogle busser, hvor vi faktisk ikke måtte holde, men jeg kontaktede stedets P-vagter og fortalte dem, at vi blot skulle et kort smut ind og se byen i et par timer. Og så fik vi sørme lov til at holde der.
Vi gik ind i byen, der blev totalt ødelagt i forbindelse med Landgangen i Normandiet. Man bombede St. Malo for at tyskerne skulle tro, at det var her de allierede ville gå i land. I dag er byen fuldstændig genopbygget i den oprindelige stil. Byen skylder sit navn til en walisisk munk ved navn Mac Low.
Det er en meget flot by, og selvfølgelig tog vi en gåtur rundt på bymuren langs vandet. Sikken en udsigt, men de havde altså glemt at fylde Kanalen – det var ebbe.
Tilbage til P-pladsen kontaktede jeg atter personalet og ville betale dem, men det måtte jeg ikke, for jeg havde jo ikke holdt indenfor bommene. Flot behandling.
Så gik det videre mod øst. Vi havde fået lidt travlt, for nogle dage forinden havde vi fået en SMS fra vores Kolding-venner, vi havde truffet for nogle år tilbage i Kroatien. De var I Normandiet, så vi speedede op for at nå frem til dem, så vi kunne hygge os sammen nogle dage.
Hen under aften nåede vi frem til Mt. St. Michel. Og kørte ud ad dæmningen mod øen. Her er der mulighed for at overnatte med en autocamper, men der er ingen form for faciliteter, så vi returnerede til en kæmpe autocamperplads lige ved enden af dæmningen. Her var rigtig hyggeligt med beplantnig af træer og hække, lige som der var vaskefaciliteter og toiletter. Alt dette for blot 10 Euro.
Vi indrettede os, lavede mad og gik en kort tur i den meget lille by, der blot bestod af et supermarked og nogle hoteller, samt en campingplads til telte og campingvogne.
Fredag den 8. juli 2005
Mt. St. Michel - St. Aubin-sur-Mere
Så var det tid til at aflægge Mt. St. Michel et besøg. Frankrigs næstmest besøgte turistattraktion efter Eiffeltårnet.
Mont-Saint-Michel er en spids klippe, der rejser sig i Saint-Malo bugten, og den er endnu forbundet med fastlandet via en dæmning. Når jeg skriver endnu, så er det fordi man har planer om at fjerne dæmningen, der ødelægger vandstrømmene i området, og erstatte den af en bro, hvor man med små tog kan køre over til øen. Herved kan man også regulere turiststrømmen, der er koloenorm.
Nederst på øen ligger der små huse med butikker, restauranter og hoteller, mens der højere oppe er bygninger, der tilhører klosteret, der kroner øen i en højde af
Det første kapel blev bygget i 708 af Aubert, Biskop i Avranches, efter at ærkeenglen Michael havde vist sig for ham i en drøm. Snart stor der et kloster, som overlevede vikingerne mange angreb, men der blev efterhånden taget noget let på klosterlivet og -reglerne, så i 966 blev der sendt benediktinermunke til stedet for at genoprette ro, tro og orden. Klosteret er vokset gennem stort set alle århundreder frem til revolutionen, hvorefter det blev anvendt som fængsel. I 1856 brændte store dele af komplekset, men en genopbygning gik i gang i 1874. I dag er det en af de store turistmagneter, med masser af souvenirbutikker i den smalle passage, der snor sig op til indgangen til selve klostret. Munkene er også vendt tilbage, for der bor nu 9 munke fast i klostret.
Vi ankom tidligt til stedet, så der var endnu ikke så mange turister. Vi begav os op mellem butikkerne og købte billetter til en rundtur i klosteret. Vi valgte en guide-fri tur, og da alt var velbeskrevet i de forskellige rum, følte vi ikke vi gik glip af noget.
Vi vandrede vel rundt i anlægget et par timer inden vi atter begav os nedad, dog ikke uden lige at have fået vores formiddags-øl.
Vi kørte så videre mod Fougeres, en by, der har eksisteret i mere end 1.000 år. Området har været beboet meget længere, for i en skov tæt ved er der flere stensætninger og i Nançon-dalen, der ligger tæt ved byen, er der rester af romerske veje. Hovedattraktionen i Fougeres er den gamle borg, der ligger på en klippeknold og beskyttede byens slot.
Byen var placeret strategisk på vejen fra Normandiet til Bretagne og havde stor betydning gennem mere end 400 år, men ved slutningen af 100-årskrigen mistede borgen sin betydning, da man nu rådede over kraftigt artilleri, og den synede hen i en torneroseagtig søvn. I det 19-århundrede trådte byen ind i industriens tidsalder, og blev center for skoproduktionen i Frankrig. Kort efter invasionen i 1944 blev byen bombarderet og led stor skade, men alt er genopbygget.
Så blev det tid til at begive os nordpå mod vore venner i Normandiet. Syd for Bayeux passerede vi den lille by Tilly-sur-Seulles, som i dagene efter invasionen nærmest blev jævnet med jorden i forbindelse med bitre kampe om byen. Mere end 20 gange skiftede byen hænder, før englænderne endelig den 18. juni tog kontrollen over byen. Selv om byen er genopbygget i gammel stil, så er der ingen tvivl om at alt er stort set nyt. Også andre småbyer vi passerede bar præg af at være rimelig nye efter ødelæggelserne under landgangen.
Så nåede vi frem til Bayeaux, men ikke uden problemer. På vej mod byen ad smalle veje lå vi bag en stor lastvogn. Pludselig stoppede han, men vi smuttede udenom, dog blot for at konstatere, at grunden til lastbilens standsning var en viadukt under jernbanen, som kun var
Vi tog en omfartsvej og kort efter var vi på vej mod centrum, hvor vi fandt en P-plads temmelig nemt. Den var lidt kort, men med forhjulene godt oppe på fortovet, så kunne vi lige trække numsen så lang tid, at vi ikke generede nogen. Byen Bayeux selv er en spændende by med en lang række seværdigheder, heriblandt en imponerende katedral og det verdensberømte Bayeux-tapet, der fortæller historien om William Erobreren, som fra Normandiet i 1066 sejlede over kanalen, angreb og besejrede den engelske Kong Harold ved Hasting.
Hvad vi ikke vidste var, at vi faktisk holdt med køleren direkte inde i museet, så det var det første der blev besøgt, og et besøg her er et absolut "must" - husk at leje en lille båndoptager til rundgangen; den fås med dansk tale! Selv børnene syntes det var spændende, og det skyldes nok også, at det ikke tog så lang tid, at man blev træt af museet.
Efter tapetet, der jo egentlig er et
Der er også beachvolley, badminton, bordtennis, petangue... og mange andre sportsgrene.
Der er således alt hvad hjertet kan begære, men billig er det heller ikke. Vi 4 personer betalte over 50 Euro pr. nat. Det kan vi normalt klare os for i 5 dage på autocamperpladserne.
Vi fik en plads meget tæt på Bjarne og Erika, som allerede havde stillet et pænt arsenal øl på køl, så der var stor gensynsglæde med det samme. Senere spædede vi til med Pelforth Brune, som Bjarne mærkværdigvis ikke kendte, men som han også straks blev begejstret for. Det er altså også en god øl. Det blev sent, inden vi fik aftensmad og endnu senere krøb til køjs.
Videre til Frankrig - del 4: 
Tilbage til Frankrig - del 2: 
Tilbage til VORE TURE:
Tilbage til startside: