stagis.be

Med Speedy til Frankrig 2005 - Del 4

Lørdag den 9. juli 2005

St. Aubin-sur-Mere

Så var det tid til at kigge nærmere på nogle af seværdighederne fra D-dag, den 6. Juni 1944, hvor de allierede gik i land i Normandiet.

Ved at vælge Normandiet som invasionsområde tiltvang de allierede sig et overraskelsesmoment, som holdt helt frem til invasionsdagen og i ugen derefter. Det ville nemlig militært set have været mere logisk at vælge området omkring Pas de Calais, fordi den Engelske kanal her er smallest. Og netop sådan tænkte størsteparten af de tyske generaler. Faktisk placerede de en række tyske reserveenheder netop i dette område.

For at få tyskerne til at tro på, og fortsat fastholde dem i troen, at invasionen ville finde sted nær Pas de Calais, iværksatte de allierede en fantastisk afledningsmanøvre under dæknavnet Operation Fortitude. Planen lykkedes så godt, at tyskerne selv på D-dag tøvede med at kaste alle reserver ind i kampen mod invasionsstyrkerne i Normandiet. Tyske enheder blev derfor på fatal vis holdt tilbage, i fald Normandiet kun var en afledningsmanøvre forud for de allieredes hovedstyrkes invasion nær Pas de Calais.

Den samlede invasionskyst blev inddelt i fem landsætningsområder med hver sit kodenavn. Amerikanerne stillede enheder til to, Utah Beach og Omaha Beach, briterne stillede enheder til Sword Beach og Gold Beach, mens canadierne tog sig af Juno Beach. For at sikre invasionshærens flanker skulle der før landgangen nedkastes faldskærmsenheder, der skulle inddæmme og beskytte invasionsområdet mod angreb fra siden.

Hertil kom flåde- og luftstyrker, så den samlede invasionsstyrke nåede en størrelse, der ikke tidligere var set. Invasionshæren omfattede 175.000 soldater, 20.000 køretøjer, heraf 3.000 kanoner og 1.500 kampvogne, 1.000 krigsskibe, 4.000 landgangsfartøjer, 6.000 bombefly, 2.000 jagerfly og 3.500 svævefly.

Vores første stop blev Arromanches, hvor "The Landing Museum" ligger på Place du 6 Juin, kun 50 meter fra stranden, hvor den ene af de to kunstige havne "Mulberrys" blev bygget. Resterne af havnens bølgebrydere kan stadig ses. Museet fortæller historien om selve D-dag, om forberedelserne, om landgangen og om kampene dagene efter landgangen, og man kan bl.a. se en model af den kunstige havn. De allierede havde brug for en havn til at få landsat mandskab og materiel i store mængder, når først kampen om brohovedet var overstået. Den nærmeste større og brugbare havn var Cherbourg, men den lå for langt væk til at kunne erobres inden for kort tid. Derfor byggede man to kunstige havne som samlesæt, der kort efter D-dag skulle bugseres over kanalen for at blive samlet på Normandiets kyst.

Der var tale om en formidabel ingeniørmæssig bedrift, som det lykkedes at holde hemmelig for tyskerne. Udtjente skibe, der blev sænket på stedet, og store betonkasser, der blev bugseret over kanalen og sænket, udgjorde de yderste bølgebrydere. Indenfor disse blev der bygget lange pontonmoler, der kunne hæve og sænke sig i takt med tidevandet, og hvor skibe kunne lægge til uanset om det var ebbe eller flod.

De to havne blev bygget ved Omaha Beach og ved byen Arromanches - Port Winston - indenfor den britiske Gold sektor. Uheldigvis ødelagde en voldsom storm mellem den 19. og den 21. juni totalt havnen ved Omaha Beach, mens havnen ved Arromanches klarede stormen, omend stærkt beskadiget, men dog til at genopbygge. Ødelæggelserne betød kun en midlertidig forsinkelse af operationerne, fordi styrkerne i stedet fik forsyningerne leveret direkte på stranden.

I dag kan man stadig se resterne af betonfundamenterne til den kunstige havn på stranden ved Arromanches. Længere ude er det også muligt at se resterne af de yderste bølgebrydere.

Vi brugte en del tid i museet, som var meget interessant, men så var det efterhånden middagstid og sulten meldte sig. Vi spiste bøfsandwich på torvet og dernæst kastede vi os over souvenir-butikkerne.

Vi havde parkeret Speedy på en bakke ovenfor byen, lige ved siden af en 360 gr. biograf, som (selvfølgelig) også handlede om landgangen. Vi købte billetter og oplevede en storslået film, som viste billeder fra landgangen og dagen efter, men som så også viste de samme steder i dag. Man stod inde i midten af rummet og så var der eller et lærred, der løb langs den cirkulære væg. Meget spændende og også lyden gjorde et stort indtryk.

Men så var det videre til Colleville-sur-Mer, hvor vi skulle se The Normandy American Cemetery, Gravpladsen er den eneste amerikanske gravplads nær invasionsstrandene. Her er begravet 9.387 soldater, deriblandt flere brødre og i et enkelt tilfælde også far og søn. General Roosevelt er også begravet her. Han døde ikke i kamp, men af et hjerteslag. Han udmærkede sig ved landgangen på Utah ved at være blandt soldaterne i nogle af de første angrebsbølger.

Tusinder af hvide marmorkors i snorlige rækker på en helt grøn og velplejet græsplæne medvirker til at gøre besøget til en uforglemmelig oplevelse.

På vej hjemad gjorde vi holdt ved kystbatteriet Longues-sur-Mer, der med dets fire 155 mm kanoner udgjorde et særligt problem for de allierede. Batteriets kanoner og observationspost var særdeles godt beskyttet i betonbunkers, så de voldsomme bombardementer fra luften og søen havde kun ødelagt én kanon og beskadiget en anden. Batteriet fortsatte ufortrødent med at beskyde de britiske krigsskibe ud for Gold Beach. Efter en heftig artilleriduel med flådeenheder sænkede stilheden sig imidlertid over batteriet kl. 10.30. Dets kanoner var ødelagt - men ikke mere end at artilleristerne fik repareret den ene og kl. 15.00 kunne de igen beskyde den britiske flåde. En direkte træffer fra et krigsskib gennem bunkerens forreste åbning satte endeligt punktum for batteriets indsats kl. 18.00. Garnisonen overgav sig om aftenen til enheder fra 231. Brigade.

I bestræbelserne på at holde de vestallierede væk fra det europæiske fastland, satte man sin lid til, at Atlantvolden effektivt ville standse et fjendtligt invasionsforsøg. Ideen om en uigennemtrængelig fæstningsvold fra Norge i nord til Frankrig i syd var selvfølgelig udtænkt af Hitler selv, og arbejdet på volden havde stået på i flere år. Atlantvolden var mange steder opbygget som af en række befæstede forsvarspositioner bestående af bunkers med kanoner og maskingeværer, skytte- og løbegrave, kampvognsspærringer, pigtrådsspærringer og minefelter. Disse forsvarspositioners primære opgave var at bekæmpe en egentlig landsætning på kysten. Med mellemrum samlede tyskerne store kanoner i egentlige kystbatterier, der kunne bekæmpe en invasionsflåde på længere afstand. Kanonerne, som regel 4-6 stk., blev installeret i store og svært armeret bunkers, der ydede kanoner og mandskab formidabel beskyttelse mod både luft- og skibsbombardement. I tilknytning til batteriet fandtes også en observationsbunker, hvorfra måludpegning og ildledelse blev dirigeret.

Efterhånden havde vi fået nok af krig, så vi vendte snuden hjemad. Det var blevet pænt varmt, og ungerne ville gerne i pool’en hurtigst muligt. Vi hyggede os med Bjarne og Erika og med noget på flaske, inden det var tid til aftensmad og senere sengetid. Egentlig skulle vi have aftenhygget med vennerne fra Kolding, men Bjarne var så forkølet, at han hellere ville i seng.

Så var det tid til at bryde op fra den dyre campingplads og drage videre. Vi lånte B+E’s navigator, for at prøve, om den var så god som alle påstår, og førte an mod dagens første mål, der var Pegasus Bridge. Dette var kodenavnet for Caen-Kanal broen, og den har gennem alle årene været noget særligt. Dels fordi den var det første stykke Frankrig, der blev befriet, og dels fordi selve erobringen i sig selv var en enestående bedrift udført af en håndfuld modige og snarrådige mænd. Den gamle bro, der ikke kunne holde til den forøgede trafikmængde, og blev i 1994 udskiftet med en ny bro. Den gamle bro er genopstillet i haven bag det helt nye museum, der er bygget på stedet. Museet ligger 100 m. fra Pegasus Bridge. På det sted, hvor Major Howard landede med sine tre svævefly kun få meter fra broen, er der i dag opstillet 3 mindesten. Alt det her er skildret fint i bogen og filmen "Den længste dag" fra 1960. Sækkepibeblæseren i filmen skulle efter sigende være den ægte blæser fra de dramatiske begivenheder 16 år tidligere. Da vi kom hjem købte vi filmen på DVD. Det var fantastisk at se de steder, hvor vi havde været, dramatiseret.

Café Gondré, det første befriede franske hus, ligger lige vest for broen. Den ejes nu af datteren af de ejere som oplevede befrielsen. Den kan besøges, men man må ikke tage billeder indendøre.

Så kørte vi videre mod den smukke by Honfleur, der i 1400-tallet var en stærk forsvarshavn ved Seinens udløb. Jeg vidste, at der var en god autocamperplads ved havnen, så den stilede vi imod, men selv om vi ikke skulle overnatte, så ville de ikke havde Bjarne og Erika ind på pladsen, da de jo kørte med en campingvogn. Vi kørte lidt rundt og fandt så en plads tættere på byen, og her skulle vi endda ikke betale noget.

Så gik vi ind mod centrum af en af Normandiets kønneste byer, der ligger med det gamle havnebassin som centrum. Vieux Bassin er anlagt i 1600-tallet og i dag kranses det af pittoreske bindingsværkshuse helt op til 6-7 etager. I underetagen af de fleste af dem er der i dag restauranter, barer o. lign.

Ved et tidligere besøg har jeg oplevet, at havet udenfor Vieux Bassin var helt borte (tidevandet), men med store lukkede sluseporte holdt man vandet inde i det gamle bassin. På dette besøg var der ingen forskel på vandstanden ude og inde, så dette særegne natursceneri oplevede vi ikke.

Husene på vestsiden af havnen har faktisk to stueetager, nemlig en mod havnen og én en etage højere oppe ud mod den bagvedliggende Rue Dauphin eller Rue Logettes. Det er derfor ikke sjældent, at disse huse har to ejere. Husene, der er meget smalle, er bygget mellem15- og 1700-tallet. Den mest dominerende bygning er La Lieutenance (Kongens Løjtnant), der ligger ved sluseporten og er fra 1600-tallet. Vi slentrede lidt rundt omkring havnen og begav os så op i de bagvedliggende gader, hvor vi købte nogle lækre baguettes, der blev indtaget på Place Ste-Catherine, hvis hovedattraktion er en meget stor trækirke, som er bygget af skibstømrere i 1400-tallet, med forbillede i de skandinaviske stavkirker.

Det siges i øvrigt, at det var i Honfleur, impressionismen blev født. Det var et sted som kunstnerne satte højt, og bl.a. Monet, Satie og Baudelaire boede i perioder i byen. Meget af den kunstneriske ånd er blevet hængende, idet byen i dag er hjemsted for masser af kunstgallerier og antikvitetsforretninger, og man ser adskillige kunstnere stå og male motiver fra den gamle havn.

Vi gik så videre til den østlige del af byen, som hedder l’Enclos, hvor vi i et af de mange ombyggede pakhuse ville have en øl. Imidlertid negligerede tjeneren os helt og aldeles totalt, så efter nogen ventetid besluttede vi os for at indtage vores egne øl på kajen ved bilerne.

Så var det tid til at forlade byen og Côte Fleurie (blomsterkysten), og vi kørte over Pont de Mormandie, hvilket vil sige, at vi forlod Normandiet og kørte ind i området ”Le Nord”.

Vi havde aftalt, at vi ikke ville følges ad, men mødes på en campingplads, ”Camping Val de Trie”, som lå i nærheden af Moyenneville sydvest for Abbeville. Det sidste stykke gik gennem meget øde markstrækninger, men vi fandt frem til den lille by Bouillancourt og pladsen, der var med masser af skovbevoksning, lå flot i en dalsænkning langs floden Tire. Vi er kommet før Erika og Bjarne, så vi finder en plads, hvor der er en tom plads ved siden af til dem. Det varer dog ikke længe inden koldingenserne også indfinder sig, så mens ungerne straks kaster sig i pool’en, deler vi andre nogle af de gode øl, der stadig er at finde i magasinerne under sæderne.

Pladsens toiletter og baderum er ganske pæne, ligesom der er gode vaske- og opvaskemuligheder. Bjarne prøver at få kontakt med Danmark over mobiltelefonen, men der er lukket til Europa. Vi ligger åbenbart i et kommunikationshul. Også andre på pladsen løber forvirrede rundt og prøver at få forbindelse. Hvad gjorde man dog i “gamle” dage ?

Efter aftensmaden blev der rigtig hygget, og det blev vist ret sent, inden vi kom i seng.

Vi forlod pladsen og satte kurs mod Belgien, hvor vi havde udset os “Camping Memling” til at være vores næste overnatningssted. Bjarne og Erika førte an, og uden problemer fandt deres navigator vej til campingpladsen, der lå 2-3 km øst for centrum af Brügge, placeret i et stort parkområde, tæt på svømmehal og supermarkeder. Det var nogle meget søde unge piger, der bød velkommen og for en gang skyld var det et næsten perfekt engelsk, der blev talt. Pladsen var ikke så stor, men udmærket, og især bemærkede vi, at der var gulvvarme i badene og ogle meget nydelige toiletter. Dog skulle man luge huske at have sit eget toiletpapir med. Man udlejede også bungalows, hytter, mobilhomes og cykler.

Vi var ankommet sidst på eftermiddagen, så resten af dagen blev brugt til almindelig hygge.